| Oplysning om jødernes rolle i samfundet |
Jøder og penge af Edmund Conelly
Edmund Connelly: Redaktør Kevin MacDonad har netop skrevet om Vor uetiske finansielle élite. Det er et vigtigt emne, især i den udstrækning det omhandler jødisk deltagelse. To ting falder i øjnene her: Først og fremmest graden af bedrageri og korruption. Dernæst er der en historisk sammenhæng mellem jøder og finansielt embedsmisbrug, som går flere tusind år tilbage. Med andre ord er det en del af en gammel og beskidt historie, som jeg har fortalt om i mit essay The Culture of Deceit. Deri skrev jeg om, hvordan historikere, inklusive Paul Johnson (A History of the Jews) og Albert Lindemann (Esaus Tårer: Moderne Anti-Semitisme og Jødernes Opstigen) påviste et mønster af jødisk bedrageri og svindel. For eksempel offentliggjorde en prøjsisk embedsmand, Christian Wilhelm von Dohm i 1781 et skrift, der hævdede - med Johnsons ord - at ”Jøderne havde en overdreven tendens til at søge vinding på alle måder, en kærlighed til åger.” Disse ”defekter” øgedes ved deres selv-pålagte isolation …”. Heraf fulgte, at ”man brød statens love, som begrænsede handel, import og eksport af forbudte varer, forfalskning af penge og ædle metaller.” Kort sagt, von Dohm beskriver traditionelle jødiske samfund som meget mere lig mafia-grupper involveret i organiseret kriminalitet end noget, som vi tænker på som religion. Lindemann bemærker, at der i løbet af det nittende århundrede også var vedvarende klager over jødisk mened, som skulle hjælpe andre jøder med at begå falsknerier og andre forbrydelser. For eksempel bemærker en neutral iagttager i Rusland, at ”dommere erklærer enstemmigt, at ikke en eneste sag, kriminel eller civil, kan gennemføres ordentligt, hvis der er jødiske interesser involveret.” I 1914 skrev den amerikanske sociolog, Edward A. Ross en kommentar om jødiske emigranter til Amerika, at ”myndighederne beklager sig over, at de østeuropæiske hebræere ikke har nogen respekt for loven som sådan og er villige til at bryde enhver forordning, som står dem i vejen … I det nordlige Boston er jøders villighed til at begå mened blevet til et ordsprog.” Jøders meddelagtighed i finansielle skandaler er blevet et fremherskende tema for moderne antisemitisme. Johnson skriver, ”Union Genérale skandalen i 1882, Comptoire d’Escompte skaldalen i 1889 – som begge involverede jøder – var simpelthen overfladefænomener, som afslørede en langt større og mere indviklet forbrydelse, Panama Kanal skandalen, ”en enorm labyrint af finansiel manipulation og bedrageri med den jødiske baron Jacques de Reinach lige i midten af den.” Lindemann påpeger en parallel mellem opkomsten af jødisk magt og jødisk involvering i finansielle skandaler. I Tyskland ”var jøder stærkt involveret i bliv-rig-hurtigt foretagender” i perioden med hurtig urbanisering og industrialisering i 1860’erne og 70’erne. ”Mange meget iøjnefaldende jøder skabte sig formuer på tvivlsomme måder … Sandsynligvis var den mest iøjnefaldende af dem Hirsch Strousberg, en jøde, som var involveret i rumænske jernbaneforsyninger. Han var næppe unik m.h.t. sin udnyttelse, men som Peter Pulzer har skrevet, ”forskellen mellem hans og andre folks bedrageri var, at hans var mere skamløs og det omfattede flere penge.” Lindemann giver en beskrivelse, der lyder meget som det, amerikanerne har hørt om som deres økonomiske problemer i de senere år:
Ligesom Johnson, mener Lindemann, at beskyldningerne om bedrageri imod mange europæiske jøder ikke var baseret på blot og bar fantasi. Med hensyn til Panama Kanal skandalen i 1888-1892, skriver Lindemann:
I mange tilfælde omfatter sammenhængen mellem jøder og den finansielle skandale den formodning, at jøder, som er indblandet i finansielle skandaler, bliver beskyttet af andre højt placerede jøder. Som Lindemann bemærker: ”Antisemitters antagelse i Frankrig om jødisk hemmelighedsfuldhed var baseret på nogle højt placerede og indflydelsesrige jøders virkelige hemmelighedsfuldhed. Det, som antisemitter havde mistanke om, var ikke så meget fri fantasi som det var en ondskabsfuld, om end plausibel overdrivelse, da konkrete beviser var svære at opnå.” Lad os som eksempel tage Wall Street skandalerne i 1980’erne. Der blev skrevet så meget om det i de store aviser og tidsskrifter, at der ikke var nogen tvivl om de skyldiges identitet – i hvert fald for dem, som havde øjne at se med. To skribenter, som begge havde øjne at se med og talent til at skrive om det på en intelligent måde, var Connie Bruck – som tilfældigvis er jødisk – og James B. Stewart – som ikke er. Bruck skrev The Predators’ Ball: The Inside Story of Drexel Burnham and the Rise of the Junk Bond Traders. Bogen har mere end nok information til at overbevise den gennemsnitlige læser om, at jødiske finansielle utyskestreger går i svang – og har en stærkt negativ virkning på - den større ikke-jødiske verden. Stewarts bog er endnu bedre, begyndende med titlen, Røverkulen (Den of Thieves) . For de, som ikke er så bibelstærke, kommer titlen fra Mattæus 21:12-13, hvor der står skrevet
Stewart går videre til at fortælle om misgerninger begået af Ivan Boesky, Martin Siegel, Dennis Levine og Michael Milken, som er hjernen bag det hele. Ved simpelthen at beskrive alle de jøder, som var indblandet, gør Stewart det klart, at det var en klike af jøder, som plyndrede og ødelagde nogle af de bedst kendte selskaber i Amerika på den tid, ved at opfinde og sælge værdiløse papirer ("junk bonds") som forudbetaling i økonomiske transaktioner. Lindemann inkluderede omhyggeligt også dette i sin bog og skrev, at det var blevet klart, at ”børsskandalerne i midten af 1980’erne i De Forenede stater havde en overvældende overvægt af jøder – mindst halvfems procent var et bredt accepteret antal.” Går man frem til vore dage, kommer en af de bedste beskrivelser af jødisk finansiel magt – og dens forhold til andre former for jødisk magt – fra den nu pensionerede professor James Petras. Han har skrevet en række bøger som afslører ”den zionistiske magtstruktur”*, som omfatter jødisk dominans i den vestlige finansverden. Især hans bog, Rulers and Ruled in the US Empire: Bankers, Zionists and Militants, fokuserer på dette, men han omtaler det også i The Power of Israel in the United States, Zionism, Militarism and the Decline of US Power, og Global Depression and Regional Wars:The United States, Latin Amerika and the Middle East. Her er nogen af de iagttagelser, Petras gør: “Jødiske familier er blandt de rigeste familier i De Forenede Stater” og næsten en tredjedel af millionærer og milliardærer er jødiske. Han påpeger også lignende rigdom i Canada, hvor ”over 30 procent af det canadiske børsmarked” er på jødiske hænder. Alan Greenspans faste ansættelse som formand for Federal Reserve har også forbindelse med zionistisk magt, for Greenspan var ”i lang tid på venskabelig fod med Wall Street finansielle interesser og fremmede store pro-israelske investeringshuse.” (Greenspan blev efterfulgt af sin trosfælle Ben Shalom Bernanke.) (Og derefter jødiske Janet Yellen, red.) Idet han piller ”lærebøgernes version af amerikansk politisk historie” ned af piedestalen, hævder Petras, at ”folk i nøglestillinger i finansielle-, korporative- og andre forretningsinstitutioner bestemmer grænserne, inden for hvilke politikere, partier og medier diskuterer idéer. Disse personer udgør den herskende klasse.” Af de to grupper, som Petras omtaler – de, som kontrollerer finanserne og "zioncons" (fork. for 'zionistiske konservative' et øgenavn for 'neocons' 'nykonservative', overs. anm.) – er begge så overvejende jødiske, at de udgør en ”klike” ('cabal'), et ord, som Petras bruger ofte i begge bøger. Wall Street leverer mange af de ”prøvede og erfarne top ledere”, som roterer ind og ud af Washington. Øverst i hierarkiet finder han de store private banker og investeringsforeninger. Således nedstammer den politiske ledelse fra Goldman Sachs, Blackstone, Carlyle Gruppen og andre. Goldman Sachs er et historisk jødisk firma, Stephen A. Schwarzman er medgrundlægger og for tiden leder af Blackstone Gruppen, mens David Rubenstein er medgrundlægger af Carlyle Gruppen og gjorde tjeneste i Carter-regeringen som indenrigspolitisk rådgiver. For blot at få en smule fornemmelse af, hvor nært forbundne Wall Street og Washington er, som Petras siger – og for at se den stærkt jødiske forbindelse – kan man lægge mærke til, at under den anden Clinton-regering, var Robert Rubin finansminister og blev efterfulgt af Larry Summers (også jødisk). Rubin arbejde sig frem til at blive næstformand i bestyrelsen og den ene operationelle chef i Goldman Sachs før han blev finansminister og senere blev han bestyrelsesformand for Citygroup. Han er nu med-formand i bestyrelsen for Council of Foreign Relations. Petras hævder, at forhenværende præsident Clinton og hans økonomiske rådgivere støttede de regimer, som tillod plyndringen af Ruslands værdier. Skønt det står i en afsluttende bemærkning, nævner han Andrei Shleifer og Jeffrey Sachs som involverede. Det væsentlige her er de etniske forbindelser, der går helt op i toppen af det amerikanske samfund og som bekræfter Petras’ eftertryk på zionismens kombinerede magt, medier og finansiel kontrol. Afslutningsvis påpeger Petras, at Harvard betalte $26,5 milliarder for at afslutte en retssag, som udsprang af forskellige uregelmæssigheder i forbindelse med Harvard-professorer. Men som Steve Sailer påviser, er det det jødiske aspekt af hele skandalen, som falder i øjnene. Anførerne i denne skandale var jøder og de blev angiveligt beskyttet af trosfællen, Harvards præsident Lawrence Summers (som netop havde afsluttet en periode som finansminister). Enden på historien om denne skandale var, at ”reformen” af den russiske økonomi ”viste sig at være en af historiens helt store tyverier og Harvarddrengene var ikke alle sammen bare naive teoretikere.” Sailer hævder, at han ikke havde været klar over ”oligarkernes” jødiske identitet før han læste Yale juraprofessor Anny Chuas bog World on Fire (da Chua korrekt bemærkede, at seks ud af syv af Ruslands rigeste oligarker var jøder, sagde hendes jødiske ægtefælle sarkastisk til hende, ”Kun seks? Hvem er så den syvende?”) Disse oligarker havde ”betalt for at få Boris Yeltsin genvalgt i 1996 til gengæld for det privilegium, at kunne købe tidligere sovjetiske ejendomme til latterligt lave priser (f.eks. fik Mikhail Khodorkovsky til opgave at bortauktionere Yukos Olie, som ejer omkring 2 % af verdens oliereserver – han solgte det for $159 millioner til – sig selv).” På det tidspunkt udgjorde jøder i Rusland omkring én procent af befolkningen. Sailers videre observationer kaster mere lys over omfanget og værdien af disse etniske forbindelser:
Petras fremfører et lignende argument, da han bemærker, at ”politisk korruption, ikke økonomisk dygtighed, er drivkraften bag økonomisk imperiebyggeri.” Som en del af denne plyndring, som er uden fortilfælde, af Rusland (1991-99) forårsaget af Harvard-økonomen Jeffrey Sachs’ og andres ”chok terapi” i Rusland, blev mindst en milliard dollars overført til USA og EU fra Rusland og Østeuropa. For interesserede er der her en kort bibliografi over bøger, som handler om emnet jøder og penge:
læs også: 'Vor uetiske finansielle élite' af Prof. Kevin MacDonald * se også denne video af dr. David Duke 'The Zionist Matrix of Power' |
Mosaisk Upps forside | Dronten | Kontroversen om Zion | Mosaisk.Com igen | Det såkaldte 'Jødekartotek' | Jødekartoteket' |