Mosaisk Upps!

Oplysning om jødernes rolle i samfundet

 

 

 

 

Ruslands bemærkelsesværdige renæssance

af William F. Engdahl

Dont Fuck with Putin

 


Der sker noget bemærkelsesværdigt i Rusland, og det er noget helt andet, end man skulle forvente. Snarere end at være ydmyget og trist, gennemgår Rusland, hvad jeg vil kalde en renæssance, en genfødsel af nationen til trods for, eller måske netop fordi Vesten, ledet af de såkaldte neo-konservative i Washington, prøver på alle mulige måder, inklusive krig ved Ruslands grænser i Ukraine, at få landets økonomi til at bryde sammen, ydmyge Putin og generelt fremstille Rusland som "slem". I denne proces er Rusland ved at opdage positive egenskaber ved sin egen kultur, sit folk og sit land, som længe har været glemt eller undertrykt.

Mit første af mange besøg i Rusland var for mere end tyve år siden, i maj 1994. Jeg blev inviteret til Moskva af en økonomisk tænketank for at komme med kritiske kommentarer til IMF. Det var mit indtryk, at dette engang så storladne folk var blevet ydmyget helt ned til deres sidste blodsdråbe. Mafia-gangstere drønede rundt på de brede boulevarder i Moskva i strålende nye Mercedes 600 limousiner med mørkt tonede vinduer og uden nummerplader. Lovløshed var dagens orden lige fra Jeltsins USA-støttede Kreml og til gaderne. "Harvarddrenge" som Jeffrey Sachs og Sveriges Anders Aaslund eller George Soros sværmede rundt i byen og spekulerede på nye måder at voldtage og plyndre Rusland under betegnelsen "chokterapi" og "markedsorienteret reform", andre ord for "giv os jeres kronjuveler".

Dette traumes menneskelige omkostninger, det totale sammenbrud af tilværelsen i Rusland efter november 1989, var rystende. Jeg kunne se det i folks øjne, på Moskvas gader, hos taxachauffører, hos enlige mødre på indkøb, hos almindelige russere.

I dag, to årtier senere, er Rusland igen konfronteret med en vestlig fjende, NATO, som ikke bare søger at ydmyge landet, men faktisk ligefrem prøver at ødelægge det som en fungerende stat, fordi Rusland i enestående omfang er i stand til at smide grus i maskineriet for de vestlige éliter, som står bag krigene i Ukraine, Syrien, Libyen, Irak og endnu længere borte, til Afghanistan, Afrika og Sydamerika.

Snarere end depression fornemmer jeg i det seneste år, under mine seneste besøg i Rusland, såvel som i mange diskussioner med forskellige russiske bekendte, en ny følelse af stolthed, af beslutsomhed, en slags genfødsel af noget, som længe har været begravet.

Sanktionsboomerangen

Tag for eksempel den sanktionskrig, som Obama har tvunget Tyskland, Frankrig og andre uvillige EU-lande til at deltage i. Finansministeriets afdeling for økonomisk krigsførelse i USA har angrebet rublen. Wall Streets agenturer for kreditværdighed, der er moralsk korrupte og påvirket af Washington, har degraderet den russiske statsgæld til "skrot"-status. Saudierne, som står i ledtog med Washington, har forårsaget frit fald i oliepriser. Kaos i Ukraine og EU's sabotage af den russiske olieledning til EU, alt dette skulle have tvunget et rædselsslagent Rusland i knæ. Det har det ikke.

Som vi tidligere har forklaret, så har Putin og et stigende antal indflydelsesrige russiske industrialister, som tidligere ville være flygtet til deres luksuriøse London-residenser, besluttet at blive og kæmpe for Rusland som en selvstændig nation. UPS! Det var ikke meningen i en globaliseret verden, hvor nationalstaterne skulle opløses. National stolthed skulle have været et fortidslevn lige som guld. Sådan er det ikke i dagens Rusland.

På étårsdagen for USA's grove kup, som indsatte et håndplukket regime af selvudråbte nynazister, forbrydere og en påstået scientolog, statsminister Andriy Yansenyuk, håndplukket af det amerikanske udenrigsministerium, var der en demonstration i Moskva den 22. februar. 35.000 til 50.000 mennesker deltog - studerende, undervisere, pensionister, endda pro-Kreml cyklister. De protesterede ikke imod Putin, fordi han havde forårsaget de økonomiske sanktioner ved sin kompromisløse holdning til Washintons og EU's krav. De protesterede imod USA's og EU's grove indblanding i Ukraine. De kaldte protesten "Anti-Maidan". Den var organiseret af en af de mange spontane reaktioner imod de oprørende grusomheder, som de ser ved deres grænser. Satiriske politiske blogs på internettet gør nar ad den latterlige Jen Psaki, som indtil i sidste uge var det fumlende amerikanske udenrigsministeriums pressetalsmand.

Ikke engang et åbenlyst "false flag" forsøg i London Financial Times og medier kontrolleret af Vesten på at give Putin skylden for at "skabe et paranoidt klima, som var skyld i mordet på Boris Nemtsov" bliver taget alvorligt. Vestens "numre" virker ikke i dagens Rusland.

Og se på USA's og EU's sanktioner. Snarere end at svække Putins popularitet, har sanktionerne fået tidligere apolitiske almindelige russere til at slutte op bag præsidenten, som stadig har en popularitetsprocent på over 80. For nylig viste en meningsmåling i det uafhængige Levada Center, at 81% af russerne har negative følelser over for USA. Det er det højeste siden "chok-terapien" i de tidlige 90'ere under Yeltsin. Og 71% har negative følelser over for EU.

Den renæssance, jeg oplever, viser sig i mere end protester og meningsmålinger. Den af USA fremprovokerede krig i Ukraine har siden marts 2014 forårsaget en humanitær katastrofe, som de af USA styrede medier i Tyskland og andre vestlige lande har udeladt i deres mediedækning. Mere end en million ukrainske borgere, som har mistet deres hjem eller frygter for deres liv på grund af de sindssyge amerikansk kontrollerede myrderier, som fejer hen over Ukraine, har søgt asyl i Rusland. Der er de blevet budt velkommen som brødre ifølge alle rapporter. Det er en medmenneskelighed, som giver vældig genklang blandt almindelige russere. På grund af de vidunderlige youtube og smart phone videoer er russerne fuldstændig klare over sandheden om USA's krig i det østlige Ukraine. Russerne er ved at blive politisk bevidste for første gang i mange år, de er ved at blive klare over, at visse kredse i Vesten simpelthen ønsker at ødelægge dem, fordi de modsætter sig at blive gjort til vasaller af et Washington, som er gået fra sans og samling.

I stedet for at bøje sig for det amerikanske finansministeriums krig imod rublen og truslen om, at russiske banker vil blive frosset ud af SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication) det internationale interbank clearing system, noget som ligner en krigshandling, meddelte den russiske regering den 16. februar, at det nu havde færdiggjort sit eget bank-clearing netværk, i hvilket omkring 91 hjemlige kreditinstitutioner var inkluderet. Systemet gør det muligt for russiske banker at kommunikere ubesværet gennem Ruslands Centralbank.

Det er inde i Rusland, blandt banker, som ellers ville være sårbare, også lokalt, over for at blive udelukket fra SWIFT. Rusland tilsluttede sig det private SWIFT system baseret i Bruxelles, da Berlinmuren faldt i 1989. I dag er disse banker de næststørste brugere af SWIFT. Det nye system er inde i Rusland. Nødvendigt, men ikke nok til at beskytte imod at blive afskåret fra SWIFT. Det næste skridt, der er på tale, er en fælles russisk-kinesisk interbank-clearing, uafhængig af SWIFT og Washington. Det er på vej.

Dagen efter, at det var blevet meddelt, at Ruslands alternative "SWIFT" fungerede, sagde den kinesiske viceudenrigsminister, Cheng Guoping, at Kina vil opbygge sit strategiske partnerskab med Rusland inden for finans, rum- og luftfart og "hæve handelssamarbejde til et nyt niveau". Han tilføjede, at Kina planlægger at samarbejde mere med Rusland på det økonomiske område og i januar sagde Ruslands vicestatsminister Igor Shuvalow, at betaling i nationale valutaer, væk fra dollaren, blev forhandlet med Kina. Kina forstår, at hvis Rusland bryder sammen, vil Kina være den næste. Truede imperier prøver desperat at overleve.

Russerne er også klare over, at deres ledere tager usædvanlige skridt til at opbygge et alternativ til det, de betragter som en moralsk dekadent og bankerot amerikansk verden. For de fleste russere var det frygtelige årti i Yeltsin-æraen i 1990'erne med fattigdom, kaos og nød påmindelse nok om, hvad der venter dem, hvis russiske ledere igen prostituerer sig og lader amerikanske banker og firmaer tage over, Hillary Clintons famøse "nulstilling" af USA-russiske forhold, som hun forsøgte, mens Medvedev var præsident. Russere ser, hvad USA har gjort i nabolandet Ukraine, hvor selv finansministeren, Natalie Jaresko er amerikaner, et tidligere medlem af udenrigsministeriet.

Rusland og dets ledere ryster ikke ligefrem af skræk bag Kreml's mure. De er ved at skabe skellettet til en ny international økonomisk orden, som har potentiale til at bringe verden ud af det nuværende dollarsystems fallitbo. Moskva og Peking har for nylig, som jeg nævnte i en tidligere artikel, meddelt, at de har et fælles projekt, der skal skabe et alternativ til USA's monopol på kreditværdighed, Moody's, S&P og Fitch. Præsident Putins rejseprogram i det seneste år har været imponerende. Langt fra at være en international paria, som Washington og Victoria Nuland håbede, fremstår Rusland som det land, der har mod til at "bare sige nej" til Washington.

Ruslands præsident har været på Cypern, hvor man har diskuteret muligheden af en base for den russiske flåde, i Egypten, hvor general al-Sisi bød russiske ledere hjerteligt velkommen og diskuterede væsentligt økonomisk og andet samarbejde. Sidste år blev Rusland og BRICS landene enige om at danne en infrastukturbank på 100 milliarder dollars, som gør den USA-kontrollerede Verdensbank irrelevant. Listen vokser praktisk taget hver dag.

Den særlige menneskelige side

For mig er det mest opmuntrende træk ved denne russiske renæssance den generation, som nu er sidst i trediverne, først i fyrrerne - unge, højt begavede og med erfaringer fra både det sovjetiske, kommunistiske bureaukratis lastefuldhed og den hule verden, som kaldes "fri markedskapitalisme", anført af USA. Jeg vil her fortælle nogle eksempler om de mange russere, som jeg har lært at kende i de senere år.

Det, jeg ser som helt specielt ved denne generation er, at de er hybrid-(blandings)generationen. Den uddannelse, de fik i skoler og på universiteter, var i det store og hele domineret af klassisk russisk videnskab. Den klassiske russiske videnskab var, som jeg har fået bekræftet i mange diskussioner i årenes løb med russiske videnskabsmænd, som var mine venner, af en kvalitet, som er næsten ukendt i det pragmatiske Vesten. En amerikansk professor i fysik fra MIT, som underviste i Moskva-universiteter i de tidlige 1990'ere, sagde til mig:

"Når en russisk studerende af naturvidenskab begynder på universitetet, har han allerede 4 års biologi bag sig, 4 års kemi, fysik, både integral og differentialregning, geometri ... de begynder på universitetet på samme niveau, som en amerikansk studerende med en doktorgrad."

De voksede op i et Rusland, hvor det var almindeligt for unge piger at lære klassisk ballet eller dans, hvor alle børn lærte at spille klaver eller et andet musikinstrument, at udøve sport, at male ligesom i klassisk græsk uddannelse på Socrates' tid eller Tyskland i 1800-tallet. Disse kundskaber lærtes også i amerikanske skoler indtil 1950'erne, men de forsvandt i løbet af 1980'erne. Amerikansk industri ønskede føjelige, dumme arbejdere, som ikke stillede spørgsmål.

Russisk biologi, matematik, fysik, astrofysik, geofysik - alle disse discipliner havde en kvalitet, som for længst var forsvundet fra amerikansk videnskab. Jeg ved det, for jeg voksede op sidst i 1950'erne under "Sputnik Chokket", hvor vi som gymnasieelever fik at vide, at vi skulle arbejde dobbelt så hårdt "for at indhente russerne". Det var delvist sandt, men forskellen var ikke mangel på amerikanske studerende, der arbejdede hårdt. Dengang studerede og arbejdede vi ret hårdt. Det var kvaliteten af de russiske videnskabelige uddannelser, der var så meget bedre.

Undervisningen, især i de videnskabelige fag i Rusland eller Sovjetunionen, var stærkt påvirket af det tyske uddannelsessystem fra 1800-tallet, de såkaldte Humbolt-reformer fra Alexander von Humbolt og andre.

De stærke bånd mellem russisk uddannelse og klassisk 1900-tals tysk uddannelse og videnskab stak dybt, de gik tilbage til tiden under Zar Alexander II, som frigav de livegne bønder i 1861, idet han fulgte sin ven, Abraham Lincolns eksempel. Disse bånd til klassisk tysk kultur blev styrket under Zar Alexander II før den russisk-japanske krig i 1905, da den geniale Sergei Witte var transportminister, derefter finansminister og endelig statsminister, før vestlige intriger tvang ham til at trække sig tilbage. Witte oversatte den tyske nationaløkonom, Friederich List, som var den geniale modstander af Englands Adam Smith, til russisk. Inden udenlandske og indenlandske intriger manipulerede Zaren ind i den katastrofale anglo-russiske entente af 1907 imod Tyskland, en pagt, som gjorde Englands krig i 1914 mulig, anerkendte Rusland det klassiske system som britisk empirisisme og reduktionisme overlegent.

Jeg har tit spurgt russere af 1980-generationen, hvorfor de kom tilbage til Rusland for at arbejde efter at have boet i USA. Svaret var altid mere eller mindre: "Den amerikanske uddannelse var så kedelig, ingen udfordringer ... de amerikanske studerende var så overfladiske, de anede intet on noget uden for USA ... på trods af alle dets problemer, besluttede jeg at komme hjem og bygge et nyt Rusland op ..."

Nogle personlige eksempler illustrerer det, jeg har fundet ud af: Irina rejste med sine forældre til Oregon i de tidlige 1990'ere. Hendes far var en højtstående militærmand i USSR. Efter sammenbruddet trak han sig tilbage og ville gerne væk fra Rusland og erindringerne om krigen for at leve sine sidste år fredeligt i Oregon. Hans datter voksede op dér, gik på universitetet og indså, at hun meget bedre kunne være sig selv hjemme i Rusland, hvor hun i dag, som en berømt journalist, dækker de af USA anstiftede krige i Syrien og andre steder, inklusive Ukraine og derved modigt bidrager til verdensfreden.

Konstantin tog til USA som ung journalist, tog en uddannelse inden for filmbranchen i New York og besluttede at vende tilbage til Rusland, hvor han producerer værdifulde TV-dokumentarer om farerne ved GMO og andre vigtige temaer. Anton blev i Rusland, gik ind i videnskabelig og forretnings- forlagsvirksomhed og brugte sine evner inden for IT til at grundlægge sit eget forlag. Dmitry, som underviste i fysik på et velrennomeret tysk universitet, vendte hjem til St. Petersborg for at blive professor og hans kone, som også er fysiker, oversætter og leder en russisksproget internethjemmeside og oversætter flere af mine egne bøger til russisk.

Det, som alle disse bekendte, der nu er sidst i 30'erne og først i 40'erne har til fælles er, at de er født mens resterne af det gamle Sovjetrusland stadig var meget synligt på godt og ondt, men er blevet voksne efter 1991. Denne generation har en følelse af udvikling, fremskridt, af forandring i deres liv, som nu viser sig uvurderlig til at påvirke Ruslands fremtid. Gennem deres familier og tidlige barndom har de rødder i det gamle Rusland ligesom Vladimir Putin og er klare over både den gamle og den nye virkelighed.

Nu ser denne generation på grund af USA's åbenlyst frække politik over for Rusland det, som havde værdi. De er klare over at Stalins Sovjets kvælende bureaukrati var dødbringende i USSR-årene. Og de er klare over, at de nu har en enestående chance for at forme et nyt, dynamisk Rusland i det 21'ende århundrede, som ikke er baseret på den bankerotte, nu døende model fra Henry Luce og F.D. Roosevelt i det amerikanske århundrede.

For mig synes dette at være begyndelsen til en åndelig renæssance blandt russere, som giver mig mere end håb for fremtiden. Og endelig har det været de såkaldte pengeguders, London og New Yorks bankfolks, politik siden mordet på Alexander II i 1881, at forhindre en alliance i at udvikle sig fredeligt mellem Tyskland og Rusland. Et af hovedformålene med Victoria Nulands krig i Ukraine har haft til formål at afbryde det voksende russisk-tyske økonomiske samarbejde. Et vitalt spørgsmål for Tysklands og Europas fremtid er, om de tyske politikere fortsat vil knæle for Obamas trone eller hans efterfølgers eller definere deres virkelige interesser som nærmere samarbejde med den gryende eurasiske økonomi, som formes af Putins Rusland og præsident Xi's Kina.

Det er ironisk, at Washingtons og nu de facto NATO's uerklærede krig mod Rusland, har startet denne bemærkelsesværdige renæssance af den russiske ånd. For første gang i mange år er russere begyndt at føle sig godt tilpas med sig selv, og at føle, at de er de gode i en ond verden. Måske er det det, som vil redde vor verden fra bankernes og deres militærs én-verdens-diktatur.

F. Willian Engdahl er strategisk risikorådgiver og foredragsholder, han har en universitetsgrad i politik fra Princeton Universitetet og er best-seller forfatter på områderne olie og geopolitik, eksklusivt for online-magasinet "New Eastern Outlook".

Links:

Russias remarkable renaissance
Hvad, hvis Putin siger sandheden?
Forværringen af forholdet mellem Rusland og Vesten skyldes serie af "fejl"
Putin er ved at besejre mere end ISIS i Syrien
William Engdahl explains the context of the Paris attacks - interview
William Engdahl: "A Century of War"
Putin interview - video - The World Order, engelske undertekster (Part 1)
Zions Vises Protokoller - video
Zions Vises Protokoller - introduktion
Zions Vise Protokoller - teksten

Yderligere baggrund ved Dr. David Duke:
Radioprogram 30. november 2015 ,
17. december 2015 og 21. december 2015

Mosaisk Upps forside | Dronten | Kontroversen om Zion | Mosaisk.Com igen | Det såkaldte 'Jødekartotek' | Jødekartoteket'