Orientering

om forskning og ytringsfrihed og om fakta, som er medieforbudt i Danmark og totalforbudt i det meste af Europa. Emnetitler markeres med federe typer. Opslagsordet understreges.

Abbé Pierre .

Egentlig Henri-Pierre Groués. Fransk katolsk præst. Deltog i den franske modstandsbevægelse under II Verdens- krig. Arbejdede derefter for slumområdernes fattige. Af hans virksomhed i Paris udvikledes Emausbevægelsen, som har fået international betydning. Blev en af Frankrigs mest populære skikkelser. Det vakte derfor stor opmærksomhed, da han i foråret 1996 gav sin støtte til vennen Roger Garaudy, der havde skrevet en bog, i hvilken han betegnede holocaustdoktrinen som en myte og hævdede, at denne myte var grundlaget for staten Israel.

Abbé Pierre bemærkede, at han havde læst bogen og ikke fundet noget, der var forkert i den.

De franske biskopper underskrev i april 1996 en deklaration, at de nazistiske gaskamre havde eksisteret, men at nazisterne havde benyttet kodesprog for at hemmeligholde det.

Abbé Pierre så sig foreløbig tvunget til at gå i eksil i Italien. Her udtalte han i maj 1996, at "en international sionistisk lobby" havde presset den katolske kirke i Frankrig til at fordømme hans meninger. Han blev spurgt, om det ikke skadede hans image. Han svarede ifølge Christian News 17.6.96 : "I don't give a damn". Det giver jeg Pokker i.

> > > * < < <

Allen, Gary

Amerikansk historiker og journalist, bosat i Californien. Berømt for bogen "NONE DARE CALL IT CONSPIRACY", 1972. På dansk 1979 : "Ingen tør kalde det sammensværgelse". Bogen fremlægger bankvæsenets og finansfyrsternes verdensmagt og mummespil. Den blev på et år solgt i USA i 5 mio. eksemplarer. Andre bøger af G.A. : "The Rockefeller File", "Nixon, the Man Behind the Mask", "Kissinger", og "Jimmy Carter". Se også Bilderberggruppen..

*******

Amnesty International.

Hæderkronet organisation, som skal kæmpe for ofre for politisk undertrykkelse og bekæmpe overgreb mod menneskerettighederne. I dag er alle humanitære organisationer udsat for påtrykninger fra lobbyer af, hvad man normalt kalder venstre-observans. Det giver sine steder Amnestys virke og rapporter uheldig slagside ved opdramatisering af marginelle overtrædelser i Vest og samtidig overbærenhed mod grove forbrydelser andre steder.

Trods gentagne forsøg er det (maj 1999) ikke lykkedes at få Amnesty til at protestere mod fængslinger og forføl- gelse i Tyskland, Frankrig og Østrig af forskere og borgere, hvis eneste forbrydelse er, at de har handlet i tillid til de internationale og nationale konventioner, der forsvarer ytrings- og meningsfriheden.

> > > * < < <

Anti-Defamation League, ADL.

Datterorganisation af B'nai B'rith. Grundlagt i USA 1913. Hovedformål : at bekæmpe "antisemitisme". Princippet er enkelt. Organisationen, som har grene i de fleste udviklede lande, ser til at imødegå enhver kritik af jødiske og israelske interesser. Den skal fremme positiv omtale, famering af jødiske personer og Israel. Og formidle angreb på, defamering , af alle, der kritiserer jødiske interesser. Se David Irving og Penguin-Lipstadt-processen.

Fra hovedkontoret i New York udsendes holocaust-propaganda til brug for indoktrinering i skoler, militær, kirkesamfund, osv. Virker også gennem lobbyarbejde i medier og blandt politikere.

Europæisk formand for B'nai B'rith er (1976) Bent Melchior. Denne har ikke blot været virksom for at styrke de jødiske samfund i den tidligere Sovjetunion; men har som en slags gestus overfor russerne også set en chance i at slå et lille slag for russerne selv. 16/9-98 i TVstudiet i København fortalte han stolt, at han havde været i Baltikum og kæmpet fra russernes menneskelige rettigheder dér. Marianne pegede på, at russerne er kommet der som en okkupationsmagt. Melchior svarede : Ja, men nu er de der !

Parallellen til bosætningerne på Vestbredden i Palæstina er iøjnefaldende. Også de er plantet ud af en besættelsesmagt. Kommer det dertil, at denne bliver tvunget til at trække sig tilbage, skal bosætningerne være beskyttet af de menneskelige rettigheder - for : Nu er de der jo !

Adresse : Anti-Defamation League of B¨nai Brith, 823 United Nations Plaza, New York, NY 10017 -3560 USA

*******

Antisemitisme.

Herbert Pundik (se denne) har hævdet : antisemitisme er en sygdom, som ikke-jøder lider af, og jøder dør af.

Overrabbineren Bent Melchior hævdede : Det er ikke vort problem - kun problem for dem, som lider af den.

Hans efterfølger Bent Lexner betegner enhver kritik af jødedommen som antisemitisme, og afviser enhver dialog med personer, som ikke uforbeholdent stiller op for Holocaustdoktrinen.

Efter at det står klart, at denne ikke holder (Se Auschwitzartiklen) betyder det, at han for at tale med danskere kræver, at de skal godtage regnereglen : 6 - 3 eller 3½ er 6.

Når han anklager alle, der ikke accepterer denne regneregel for antisemitisme, er det klart at antisemitisme ikke kun er et ikke-jødisk, men også et jødisk problem, som hænger sammen med, at det jødiske samfund mener sig berettiget til at hævde regler og rettigheder, som ikke tilstås andre.

Vi påviser eksempler på dette i afsnittet om Talmud, jødisk etik. opdragelse, had, og andre steder og diskuterer aspekterne under Skyld og uskyld. Endvidere under Penguin-Lipstadt-processen.

Antisemitisme figurerer i den offentlige debat overvejende som et prædikat, som aggressive jøder slynger mod enhver kvalificeret modstander og et forsvarsvåben, som skal beskytte al jødedom mod at blive underkastet saglig kritik.

Fordomsfri jøder bør erkende, at en betragtelig del jødefjendtlighed skyldes jødernes egen fjendtlighed mod alle andre, og det formodentlig deraf udviklede magtstræb. Læs Herrefolk med videre henvisninger.

Bemærk forskellen mellem antisemitisme (arabere er faktisk også semitter), antisionisme (som også findes blandt jøder) og jødehad (et overdrivende udtryk som - temmelig hadsk - udøses ved enhver kritik af jødiske fænomener og samfund.)

Læs iøvrigt gerne Epistel No. 3 : Antisemitisme.

> > > * < < <

Atlanterhavsdeklarationen

Blev formuleret 14.8.1941 ved en sammenkomst mellem Churchill og Roosevelt om bord på yachten Potomac, der krydsede ud for New Foundlands kyst. Ordlyden blev først noget senere offentliggjort. Med kendskab til begivenhedernes senere udvikling er den interessant. Den udsagde :

1) England og USA ønsker ikke at udvide deres territorier

(tilsammen herskede de over omtrent halvdelen af klodens faste områder)

2) Ingen grænseændringer skal ske uden efter folkeafstemning.

(Virkeligt fin tanke; men Roosevelt drømmer ikke om at efterleve den.)

3) Alle folks ret til selv at bestemme regeringsform skal respekteres, uafhængighed og selvstyre skal gælde for alle folk.

4) Alle stater skal have ret til verdenshandel og samme adgang til råvarer.

5) Økonomisk samarbejde mellem staterne skal fremmes.

6) En fred uden frygt og nød skal gennemføres.

7) Havenes frihed skal garanteres.

8) Staterne skal undlade at gribe til våben, aggressive folk skal afvæbnes, et sikkerhedssystem skal skabes og staterne skal afrustes.

Hvis det er rigtigt, hvad meget tyder på, at Churchill var besluttet på at påføre Hitler krigen, enten denne ønskede det eller ej, ser det ud til, at den krig han selv fik, blev en anden end den, han tænkte sig.

Deklarationens ædle formuleringer, som desværre aldrig blev efterlevet, taler for, at James Bacque's meget Churchill-venlige fremstilling af forløbet ved de senere topmøder mellem de allierede krigsherrer, har en vis rigtighed.

> > > * < < <

Attenbønnen.

Forfatterinden Esther Edelsten har skrevet en bog, som hun kalder "Jødedommen på stående fod." Bag på den står: "Svarene i denne bog er samlet af vor tids største rabbinske autoriteter som Israels overrabbiner I. M. Lau, rabbiner

Ovadya Yozeph, rabbiner Adin Steinsalz m.fl. Esther Edelsten fortæller her om en "essentiel" jødisk bøn, som tre gange om dagen forrettes koncentreret og med mange ceremonier. Den slutter : "Han stifte fred for os og for hele Israel". Hun oplyser ikke, hvordan man ønsker denne fred opnået. Men det afslører professor Israel Shahak i bogen "Jewish History, Jewish Religion". Han skriver : Den bøn, som de "fromme rettroende" tre gange om dagen retter til Vorherre lyder : "Må de frafaldne være uden håb og alle kristne forgå øjeblikkelig."

Her udtales en grusom daglig fordømmelse af enhver jøde, der kunne tænkes at tage afstand fra den rette lære. Og bønnen om tilintetgørelse er rettet mod beboerne i alle kristne lande til hvilke jøder har søgt tilflugt, altså også Danmark.

Vi forsøgte i august 1996 at få klarhed over, om denne bøn godkendes af og udlæres af Det Mosaiske Troessamfund i Danmark, men kunne ikke få noget svar med mindre vi ville bekende os til regnereglen 6 - 3 = 6, og det kunne vi ikke. Vi beretter om brevvekslingen i Samisdat nr 3.

Frafaldne i rabbinsk sprogbrug er jøder, der er blevet hedninger eller kristne, men ikke muslimer.

På grund af kritik fra kristen side ændrede jøderne i 14. årh. ordet kristne til kættere, og efter mere kritik til "bagtalere" (Esther Edelstens udtryk) eller spioner.

Efter 1967 har mange ortodokse ændret teksten tilbage til det oprindelige, men kun mundtligt - indtil videre ikke på prent. Meningen har hele tiden været den samme (Israel Shahak).

*******

Auschwitz-Birkenau

Koncentrationslejr i Polen. Omtales stadig som den mest berygtede udryddelseslejr i henhold til den jødiske tolkning af begrebet "Endlösung". Straks efter krigen hævdedes at 18 mio. mennesker blev myrdet her. Siden er et stort antal officielle tal blevet offentliggjort. Følgende kan nævnes : Le Monde, 20.04.1978 : 5 mio. Samme blad 01.09.1989 : 1.433.000. Die Welt, 23.01.1995 : 5 mio. Samme blad 27.01.1995 : 2 mio. og 23.01.1995 : 700.000. Samme bladhus i Wochenschau nr. 137, 08.011948 : 300.000. Jean Claude Pressac, 31.12.1989 : 928.000. Samme forfatter 31.12.1994 : 470.000.

Ved Nürnbergdomstolen besluttede man sig for tallet 4 mio. ofre, deraf de fleste jøder. Dette tal indgår i den klassiske holocaustdoktrin, som mange stadig holder fast ved. Ifølge denne fremstilling blev de 4 mio. ombragt i gaskamre med anvendelse af insektmidlet Cyklon B, som kastedes ned gennem huller i loftet og derefter udviklede den dødelige cyanbrinte. Ifølge vidnebeskrivelserne døde ofrene i løbet af få minutter, og et kvarters tid senere blev ligene af en særlig kommando slæbt ud og bragt i krematorieovne, som omfattede 46 "retorter". Holocausthistorikere hævder, at op til 10.000 blev kremeret på en dag. Og et "vidne", som Iboja Wandall-Holm, der har skrevet bogen: "Morbærtræet" om sit ophold i A.-B. og flere gange har optrådt i fjernsynet, skriver følgende : "- - og så den endelige udslettelse i gaskamrene med afprøvede, testede kapacitetshøjdepunkter : 30.000 om dagen var det bedste resultat."

Allerede i 70'erne stillede revisionister sig skeptiske til denne rent tekniske kapacitet og startede undersøgelser af de naturvidenskabelige forhold. Det viste sig, at de påståede gaskamre var uegnede til det påståede formål. Anvendelsen af Zyklon B ville have været upraktisk og givet uoverstigelige tekniske problemer. Kamrenes indretning var ikke hensigtsmæssig, og kemiske analyser af cyanidindholdet i de vægge, som det blev påstået, havde været udsat for cyanid tusinder gange, viste ikke de forventede mængder af det meget stabile stof, preusserblåt, som dannes ved reaktion med væggens materiale. Tilsvarende prøver i det rum, hvor personalet vedkendte sig at have anvendt Zyklon B til aflusning af klæder, viste de ventelige store cyanidmængder.

Det vigtigste af alle gaskamre var ifølge alle "vidner" den 210 m² store "ligkælder" tilknyttet Krematorium II i Birkenau. Her beretter "vidnerne", at Zyklon B-pillerne blev smidt ned gennem 3 eller 4 huller i loftet, som også var tag. Luftfotografier taget af de allierede, medens de påståede aktiviteter var på det højeste, viste, at der ikke var nogle huller i loftet. "No holes, no Holocausst !" konstaterede den franske forsker Robert Faurisson : Ingen huller, ingen Holocaust !

For at bøde på denne mangel har man efter krigen banket nogle huller i loftet. Mange har på video og TV set disse groft udmejslede huller og de klumpede cementklodser, der skulle forestille låg.

Hvad andre usandsynligheder angår henvises til artiklen om Zyklon B.

Alle undersøgelser på stedet pegede entydigt på, at historien om gaskamrene var krigspropaganda. De bekræftede Thies Christophersens og andres øjenvidneforklaringer og andre revisionisters begrundede formodninger. Men heroverfor stod stadigvæk de "tilståelser", som af udpegede "ansvarlige" blev afgivet under de meget omtalte krigsforbryderprocesser. Særligt har man fremhævet lejrkommandanten Rudolf Höss, der tilstod alt, hvad anklageren bad ham om, ja, endnu mere. Han erkendte forbrydelser i lejre, som ikke eksisterede. Det var hans lille signal og gengæld, inden de skyndte sig at hænge ham, for at enhver tilbagetrækning af afgivne erklæringer skulle umuliggøres.

I dag indrømmer selv den danske encyklopædi, at offertallene 3 eller 4 mio. er grebet ud af luften. Var Höss da idiot ? Nej. Robert Faurisson har dokumenteret, at briterne med jødiske bødler tilvejebragte hans "tilståelser" ved anvendelse af hårrejsende tortur og trusler mod hans familie.

Auschwitzmyten fik sit dødsstød med Zündelprocesserne i Toronto i 1985 og 1988. Hændelserne dér beskrives nøje i Barbara Kulaszkas bog "Did Six Million really Die ?", samme titel som Richard Verralls skelsættene bog fra 1974, som var snebolden, der satte lavinen i skred.

Den omfattende dokumentation, som blev lagt frem under disse retssager, foranledigede Auschwitz-museet til at iværksætte sin egen undersøgelse, og den polske historiker Franciszek Piper kom frem til at vurdere antallet omkomne til 1 mio.

Dette medførte sensation nr. 2 : museet besluttede at bortmejsle inskriptionerne på de 19 mindesten, der på lige så mange sprog meldte om mordet på 4 mio. ofre i Auschwitz-Birkenau.

Paven havde i 1979 og 1882 under stor mediedækning bedt for dette uhyre antal ofre. Det indrømmedes nu, at antallet måtte være mindst 3 mio. lavere.

Efter jerntæppets fald fulgte ny overraskelser. Gorbatjov overdrog den tyske kansler Helmuth Kohl de autentiske dødebøger fra Auschwitz med datoer, navne, nationalitet og dødsårsager, som Sovjet hele tiden havde været i besiddelse af. Bemærk, at påstanden om de 4 mio. ofre netop blev fremført fra sovjetisk side.

Nu blev arkiver i Moskva åbnet for vestlige forskere, naturligvis først for antirevisionister som Jean-Claude Pressac (se denne), der gang på gang blev tvunget til at revidere sine tidligere udtalelser. I sin bog, "Die Krematorien von Auschwitx" fra 1994 konkluderer han modstræbende, at antallet af jøder, der uden at være registreret blev ombragt i A.-B. ligger mellem 470.000 og 550.000.

De af Gorbatov til forbundskansler Kohl overleverede dødebøger gør rede for 80.010 personer. Men bogen for 1944 mangler. Ud fra disse tal, som til nu (maj 1999) er de bedst dokumenterede, vi har fået kendskab til, kan det være rimeligt at skønne et samlet tab på næppe over 100.000.

Dødebøgerne er udgivet på engelsk og på tysk under titlen "Sterbebücher von Auschwitz" Bind 1-3, 1995.

Denne stærke dokumentation forsøger holocausthævderne nu at imødegå med påstanden, at gasofrene blev gasset og brændt uden at man brød sig om at registrere dem. Det rimer dårligt med Wandall-Holms påstand, at man med "effektivitet og præcision på "højeste niveau - - testede kapacitetshøjdepunkter." Hendes påstande kan jo ikke dokumenteres, og det kan de førnævnte heller ikke. Men mere alvorlig er spørgsmålet, hvorfor man ikke er kommet i tanke om dette interessante registreringsaspekt før nu, og hvorfra man, om ingen seriøse registreringer fandt sted, hentede det så længe hævdede tal på 4 mio.

Mest afgørende er i alle fald, at de tekniske forudsætninger for at foretage det store antal gasninger og kremeringer - enten de var registrerede eller ej - simpelt hen ikke var til stede.

Fra Darmstadt rapporterer Göteborgs-Posten den 5. februar 1996 om en energisk holocausthistoriker, ved navn Dippert, som med "moderne datateknik" arbejder på at genoprette den gamle orden. Bladet skriver : "- Vigtigst er dødsdatoen. For at opretholde facaden af en velpasset, omhyggelig institution fremstilledes en falsk udredning om hver enkelt død, hvor forkert dødsårsag blev angivet. Udredningen afsatte 30 til 50 dokumenter fra dødsattest til forfalsket obduktionsrapport." Denne bureaukratiske galskab forbavser stadig historikerne. "Man tror ikke at dette kan være gennemført midt i et sådant orgie af udryddelse", siger Dipper." (G-P ved TT-DPA)

Nej, man kan jo tvivle - både på udryddelsesorgiets omfatning og på Dippers teori om de flerdoble falske bogholderier. Tilbage står spørgsmålet, hvor han har skaffet de "rigtige" dødsdatoer, -årsager og obduktions- rapporter fra, og hordan han har kunnet kontrollere dem.

Konstruktionen afspejler den panik, som de ny tal har spredt i holocaustlejren. De er ikke bare en katastrofe for Auschwitzteologien men for holocaustdoktrinen som helhed. Hvis tabstallet for Auschwitz har været ansat 3 mio. eller mere for højt, må det samlede tal reduceres tilsvarende. Men dette tal angives de fleste steder uforandret til 6. Det forudsætter anerkendelse af regnereglen : 6 - 3 = 6. Mosaisk Troessamfund og et uhyggeligt stort antal chefredaktører og andre medieherskere godkender dette revolutionerende regnestykke.

En koncentreret og letlæst redegørelse for fakta om Auschwitz er forfattet af direktøren for Journal for Historical Review, Marc Weber. Findes både på engelsk og i dansk oversættelse.

> > > * < < <

Auschwitz Mythos, Auschwitz-løgnen .

Der Auschwitz-Mythos er titlen på en bog, skrevet 1979 af den tyske dommer Wilhelm Stäglich. Ved at analysere retssagerne 1963-66 mod de ansvarlige for koncentrationslejrene kom han frem til, at historien om de 4 mio. myrdede i Auschwitz-Birkenau var en myte. Bogen vakte stor opmærksomhed, og myndighederne så til at få den forbudt. Den er da blevet udgivet i udlandet på tysk og engelsk.

Begrebet Auschwitz-løgnen var altså oprindeligt møntet på de overdrevne beskyldninger for ugerninger i A.-B. Modpropagandaen fandt snart ud af at betegne afsløringen af myten som Auschwitz-løgnen, og dem, der har afsløret myten, som Auschwitz-løgnere. Det drejer sig om temmeligt mange; men hetzen rettedes især mod tyske skribenter, der på grund af landets love mod ytringsfriheden (se dette opslag) ikke kan forsvare sig.

Derfor blev Thies Christophersen to gange tvunget i eksil, Wilhelm Stäglich er frataget sin doktortitel og frataget en del af sin pension, Germar Rudolf er i eksil og Günter Deckert i fængsel; men løgnerne går frie. En af dem, Elie Wiesel, har fået fredsprisen og er professor uden embedspligter i Boston.

> > > * < < <

Auschwitzteologien

er udarbejdet af jødiske teologer med vægt på lidelsens problematik. Man kommer frem til, at på grund af alle de lidelser, jøderne har udstået under holocaust, er de at betragte som uskyldige i alle handlinger, de vil gøre sig ansvarlige for i fremtiden. Man kan derfor uden samvittighedsbekymringer løse Palæstinaproblenerne på den for jøderne enkleste måde. Vi ser her et ægte mosaisk teologisk forsvar for de forbrydelser mod palæstinensernes menneskelige rettigheder, som FN kraftigt har påtalt.

Auschwitzteologerne forsvarer altså både regeringens krigsforbrydelser og det bedrag, der ligger i at staten har ratificeret FN's forbud mod anvendelse af tortur, men ufortrødent overtræder forbudet.

. Den jødiske professor i teologi Marc H. Ellis vender sig nu i et passende teoretisk plan mod uskyldighedsdogmet, i henhold til hvilken palæstinensere nægtes en menneskelig tilværelse. Ellis hører åbenbart til dem, der er parat til at udvide det jødiske næstebegreb til at omfatte også arabere. Han angribes voldsomt af Auschwitzteologerne.

Der er flere mærkværdigheder i professorens tænkerier, som det vil kræve for meget plads at trevle op. Men hans inspiration angives at være et besøg i Auschwitz, og måske er det de af- og ommejslede stentavlers tavse budskab, der har fået ham til at spekulere på ny manøvrer.

En ny disciplin han foreslår gælder afståelse af magt, og typisk rabbinerisk giver han sine moralske funderinger en sådan drejning, at de mere retter sig mod (fortidig) kristen kirkepolitisk kortsyn (som ikke har ret meget med Jesu lære at gøre) end mod nutidig kontant og brutal israelsk vold. Kilde : Eva Adler i MULTI-ETHNICA.

Jyllandspostens korrespondent, Anne Mette Skipper rapporterer 26/6-97 fra Geneve : "Mange af de største turistattraktioner på museer i Prag er i virkeligheden kulturskatte af jødisk oprindelse, og de bør afleveres til Israel." Med denne påstand åbnede den tidligere israelske FN-ambassadør Yehuda Blum en konference i Geneve om "tilbagelevering" af værdier - ikke bare gæld og bankkonti, men kulturværdier på museer over hele Europa, men specielt i Øst- og Centraleuropa. Ambassadøren, som nu er juraprofessor i Jerusalem hævdede : "Det jødiske folk har ret, ikke blot moralsk, men også juridisk til disse kulturværdier. Staten Israel er nu etableret som sted for jødisk identitet og kultur og må derfor være det spirituelle og kulturelle center for jødiske værdier, uanset at der er jødiske samfund som "øer" i mange andre lande. Europæerne har på grund af deres opførsel under krigen tabt enhver ret til disse kulturskatte."

Det er interessant, at professoren argumenterer : "På et tidspunkt, hvor oprindelige folks rettigheder tillægges stor betydning i international ret, er det rigtigt at give os disse værdier." Jamen jøderne er jo netop ikke oprindelige i nogen af disse lande, ja, ikke i noget land - det skulle da være som minoriteter. De har - selvvalgt - været et vandringsfolk, som har isoleret sig fra alle andre.

Og påstanden, at europæiske stater skal stå til ansvar for deres opførsel under verdenskrigen er utroligt fræk, hvis ikke jøderne skal gøres ansvarlige for deres handlinger under og omkring de europæiske krige. Se bl. a. skyld og uskyld.

Det er ikke blevet os klart, hvilke kulturværdier, disse jøder mener, vi europæere skal have mistet retten til, og hvilke jøderne har gjort sig fortjent til.

Hvis der tænkes på den ufatteligt rige arv af arkitektur og billedkunst fra middelalderen til og med renæssancen, står det klart, at den er blevet skabt i strid med jødernes religiøse deklarationer. Og fremtrædende jøder har været blandt de ivrigste til at fremme de krigshandlinger, der har kostet så dyrt også i vor kulturarv. Enkelte jøder har udmærket sig ved smag og kunstforståelse og har skabt samlinger af den billedkunst, som jødedommen egentlig foragter.

Begge dele betinger individuelt ansvar og/eller fortjeneste; men ikke nogen kollektiv fortjeneste eller skyld. Når emnet overhovedet bør tages op, er det kun fordi det nu bliver gjort til slagtræ i den jødiske propaganda- og afpresningskrig mod ikke-jøder. Se Billedkultur, Jødedom og kristendom og Kristendom. og Jødisk guld.

> > > * < < <

Autonome

Nyanarkistisk bevægelse af populistisk snit, som slår sig frem i tomrummet efter kommunismens tilbageslag. De unge medlemmer er tilhængere af, at der skal ske noget, og bevægelsen virker måske særligt tiltalende på mindre velartikulerede grupper blandt dem, der mere velbegrundet mener, "at der bør gøres noget". Formelt kalder de sig modstandere af "nazisme. racisme og fremmedhad". Derimod synes de ikke at have noget imod kommunister, nogle af dem tværtimod. Reelt er de modstandere af al anden autoritet end deres egen, hvis hjemsted det er vanskeligt at placere.

De har under åbent bifald fra media og Arne Melchior spillet en fremtrædende rolle under de voldelige angreb på Thies Christophersen, og under angrebene på politiet bevæbnet med bl.a. brosten i forbindelse med EU-demonstrationerne. Også i de voldelige demonstrationer mod Den Danske Forening synes de at have været meget aktive. Ved at anvende masker og vold både ved lovlige og ulovlige demonstrationer undergraver de - støttet af pressens venstre- og multikulti-agenter - demokratiet.

Selv chefredaktør Peter Wivel, Weekendavisen var efterhånden ved at få nok. Man vil se, at der var flere årsager til dette. De autonome nærstående grupper har støttet palæstinensernes frihedskamp, der også anvender voldelige midler. Men det er kun israelerne, der må anvende vold. En anden årsag er åbenbart, at han rent professionelt følte sig trådt over tæerne og tvunget til at forsvare en af bladets medarbejdere, musikanmelderen Lars Villemoes, som havde fået portforbud til koncertarrangørgruppen Strictly Underground's arrangementer, fordi han havde skrevet mindre venligt om den.

Dette indgreb i redaktørens privilegium, at bestemme, hvad der skal være portforbudt, kunne han ikke lade passere. Under rubrikken "Censur" skriver han 3-9/9-96 artiklen "Trusler mod journalist". Det oprørende for chefredaktøren er, at hans journalist ikke mere kan komme gratis til popkoncert.

Men artiklen indeholder mere interessante oplysninger : Bag Strictly Underground, der har arrangeret koncerter

især i hip hop-genren står den autonome københavnske paraplyorganisation Anti-Fascistisk Aktion (AFA), "Den vel nok mest ambitiøse og vidtforgrenede bevægelse til venstre for Enhedslisten." Lars Villemoes havde i artikler 28/5, 4/6 og 11/6-93 "beskrevet de mest aktive i det autonome miljø omkring AFA, Ungdomshuset, Demos-butikken på Skt. Hans Torv og nu også kulturorganisationen Strictly Underground, herunder de kriminelle kernegrupper i miljøet." - "Aktivisterne i kulturorganisationen erklærer, at for dem er kunst og politik uadskillelige".

De autonome har i et års tid samarbejdet om store koncerter med bookingbureauet Infrarouge og tjent penge til AFA under navnet Strictly Underground, der nu erklærer sig "åbent som en autonom organisation, der følger de "antifascistiske paroler". Før har de 80 - 100 aktivister uden at markere deres politiske ståsted organiseret en lang række af de største hip hop-koncerter de sidste år (inden 1993). Man har kunnet høre : Public Enemy, Naughty By Nature og Ice Cube. December samme år ville man præsentere rapperen Ice-T med gruppen Body Count og arrangegementer i Christiania.

Strictly Underground hævder at være en af de største bidragydere til Fristadens fælleskasse og de frivillige autonome dørmænd, sikkerhedsfolk og ølsælgere i Den Grå Hal. S.U. tjener anselige summer til AFA ved under devisen "No Fucking Sponsors" at lancere musiknavne, der udkommer på multinationale pladeselskaber.

1. maj -93 demonstrerede AFA med 3-400 medlemmer og sympatisører, der kastede flasker mod udenforstående. Talerne drejede sig ikke om nazisme, men om solidaritet med Blekingegade-gruppen (dømt for bankrøveri, hvis udbytte skulle doneres til den palæstinensiske frihedskamp), som man samlede penge ind til. Senere sloges AFA-folk i Fælledparken med, hvad der betegnedes som "klasseforrædere fra socialdemokratiet og SFU."

Foruden protestaktioner mod nazismen, fængsling af den schweiziske terrorist Mark Rudin og andre "såkaldt politiske fanger", politivold, EU-union og Øresundsbro leverer AFA-medlemmer arbejdskraft til musikarrangementer i hovedstaden.

Villemoes's artikler koncentrerede sig især "om en flere år gammel klike ved navn Den røde Bande (nu Kollektivet for Kommunisme), en gruppe autonome bankrøvere, hærværksfolk, offentlige terroristsympatisører og folk, som ved flere lejligheder har optrådt som talere ved og organisatører af AFA's demonstrationer."

Det oplyses, at to fra Den Røde Bande er dømt for bankrøveri. Aktive medlemmer, hvoraf flere fra den gamle BZ-bevægelse har striber af domme for groft, politisk motiveret hærværk på generaliebladet. Talsmænd har flere gange på tryk, i taler, ved optræden i radio og TV og "under planlagte tumulter" i retssale forsvaret bankrøverier og andre kriminelle aktiviteter i den politiske kamp.

"De har også givet ideologisk og politisk støtte til en bred vifte af berygtede internationale terrorgrupper (PKK, Dev Sol, Action Directe. ETA,og RAF), og de romantiserer begrebet "væbnet kamp". Flere af gruppens medlemmer er stået offentligt frem i forbindelse med deres politiske aktiviteter."

I "Vinduet" 19/2-93 fortæller pastor Søren Krarup, hvordan, hvad han betegner som BZ'ere, mødte op til et møde af Den Danske Forening i Hillerød forklædt som nazister, heilende og svingende hagekors. Skønt de naturligvis blev afvist af foreningen, lavede pressen sensation af "nazisternes" samrøre med foreningen. Som ekstra kulør på suppen fortæller Politiken, at man på mødet sang nationalistiske sange. Det var : "Jeg elsker de grønne lunde" og "Sig månen langsomt hæver".

> > > * < < <

Babi Yar

En slugt nær Kiev, hvor det blev påstået, at tyske tropper i efteråret 1941 skød alle områdets jøder, over 100.000 og begravede dem ved at sprænge slugtens kanter ned over dem. Elie Wiesel fortalte, at der skød blodsøjler op fra jorden efter den frygtelige forbrydelse. I dag er området indrettet til mindested, besøgt af præsident Bill Clinton i 1995 og af den tyske Bundespräsidentin Rita Süssmut og mange andre.

Luftfotografier af området før og efter sept. 1941 viser, at terrænet er urørt: buske og træer er vokset. Alt virker efter som før de påståede begivenheder. I bogen "Ukraine i lænker", Kbh. 1945 skriver den danske landmand Richard Thomsen (pseud.) på s. 25 : "I Foråret -42 stødte man ofte på jøder i Kiev og Rowno. De arbejdede i arbejdskommandoer og havde alle den typiske Jødestjerne - ja nogle var endda tatoveret i Panden." Ifølge legenden skulle alle jøder nu være udryddet; men det vidste Thomsen jo ikke. Myten blev skabt på grundlag af forfalskede indsatsgrupperapporter fremstillet efter krigen.

Hovedkilden til stedets berømmelse er et russisk digt, skrevet mange år senere.

*******

Bacque, James

Canadisk forfatter, der 1989 på forlaget Stoddart Publishing Company, Toronto udgav, bogen "Other Losses" , der afslørede til da hemmeligholdte chokerende oplysninger om hændelser i forbindelse med II Verdenskrig. Bogen kan nu anskaffes gennem Liberty Bell Publication.

Siden 70'erne, og især med Zündelprocesserne 1985-88 var revisionistiske historievurderinger slået stærkere og stærkere igennem; men alligevel blev denne bog et chok.

Til belysning vil vi kort skitsere forholdene indenfor forskning og opinion i krig og efterkrigstider frem til -89, da Bacque's bog udkom.

Det var lykkedes den allierede krigspropaganda at placere al skyld for krigens udbrud på Hitler og tyskerne. Og det var lykkedes at overbevise verdensopinionen om, at nazisterne målbevidst havde indrettet et stort antal tilintetgørelseslejre for at gennemføre totaludryddelse af alle jøder i Europa.

Det var Tysklands effektive bureaukrati og høje tekniske stade, der skulle have muliggjort likvideringen af fantastiske mængder af ofre. Man talte om op til 18 mio. Men det afsløredes snart, at de europæiske koncentrationslejre ikke svarede til denne beskrivelse. Man henlagde da skrækscenarierne til østlige områder, hvor vestlige forskere ikke havde mulighed for at kontrollere fakta.

Da disse områder med afviklingen af den kolde krig blev mere tilgængelige sprak myten om det mest berygtede lejrkompleks Auschwitz-Birkenau. (Se dette opslag og Gersteinrapporten og Pohl )

Men også fremstillingen af tyskerne som særligt blodtørstige og krigsliderlige folk, der lå bag alle katastrofer i nyere tid, blev afsløret som stærkt vinklet.

Historikere som amerikanerne Hoggan, Barnes og Butz og englænderne Douglas Reed, Frederick Veale påviste, at tyskfjendtlige kredse, som dem, der havde erklæret krig mod Tyskland allerede 1933, havde arbejdet videre mod det mål at få England og Frankrig og i sidste ende USA til at knuse den tyske industrikapacitet gennem en ny verdenskrig. Endnu en gang var det et raffineret propagandapotentiale (og altså ikke tyskernes) der førte kanonerne i stilling. Se Revisionismens historie, bagerst i bogen.

En passus i Hitlers tale ved starten af felttoget mod Polen citeres ofte : Fra nu af besvares bomber med bomber ! Det passede jo så godt til det billede, man havde fået indprentet af en krigsliderlig galning. Så snakkede han om polske overgreb og provokationer. Det, troede man ikke et øjeblik, var andet end opfundne påskud : løgnagtig nazi-propaganda. Det påvises efterhånden, at overgrebene var virkelige. (David Hoggan m.fl.) Hitler havde så længe som muligt nedtonet dem til fordel for forhandlinger, som faktisk havde udsigt til at lykkes. Det drejede sig om at nå en ordning for Danzig og en trafikforbindelse til Østpreussen, et af de betydelige centre for verdensberømt tysk kultur. Enighed var snublende nær.

Mellem Hitler og den polske marskal og diktator Pilsudsky udvikledes en vis samforståelse om fælles interesser mod Sovjetmagten. Men Pilsudsky døde 1935. Så gennemførte den polske jøde Herschel Grynszpan i Paris den 7. nov. 1938 mordet på den 29-årige legationssekretær ved den tyske ambassade Ernst v. Rath. Vi genkender mønstret fra andre terrordrab.

Man har i vore medier valgt at fremstille dette, som om Grünszpan ville hævne tyskernes udsmidning af jøder til Polen. Det var snarere det modsatte, som var tilfældet. Polen havde erklæret, at det store antal polske jøder, som var taget til Tyskland ikke ville blive sluppet ind i Polen igen, hvis de ikke kom tilbage og skaffede sig visum. Dette var de færreste interesserede i, hvilket ville betyde, at Tyskland måtte beholde dem. Tyskland svarede med at sende dem tilbage til Polen. Det var altså et svar på polske forholdsregler, så hvad dette angår, burde Grynszpan snarere have rettet sin hævn mod Polen.

Dette og andet tyder, som så mange andre jødiske mord fra Folke Bernadotte over Wilhelm Gustloff, Ernst v. Rath og Francois Duprat til Yitzak Rabin, på at det var politisk planlagt, og virkningen blev, som man kunne forvente det.

På baggrund af de jødiske krigserklæringer mod Tyskland 1932-33 og den jødiske finansverdens anstrengelser gennem fem år for at skade det efter den første tabte krig udmarvede Tyskland er det ikke forbavsende, at mordet på v. Rath, som sjældent nævnes i danske media, førte til den såkaldte "krystalnat", som vi til gengæld har hørt så meget om. Den mere eller mindre folkelige reaktion var angreb på jødiske butikker og synagoger over hele Tyskland. 38 jøder mistede livet.

Selv om udskejelserne hurtigt kom under kontrol vakte denne begivenhed enorm opmærksomhed.

1981 udkom bogen "Feuer-Zeichen. Die Reichkristallnacht" af den tyske forsker Ingrid Weckert. Engelsk titel : "Flashpoint". Den kaster nyt lys over begivenhederne; men bogen er (sommeren 1996) ligesom "Other Losses" og så megen anden grundlæggende revisionistisk litteratur ikke indkøbt af noget dansk bibliotek. David Irving behandler emnet i Journal of Historical Review 95:1 (som heller ikke anskaffes af noget dansk bibliotek) Det ser ud til, at Goebbels havde en finger med i spillet; men Hitler, Ribbentrop, Göring og Himmler var rasende på ham, og krævede spektaklerne stoppet. Han indså selv sin dumhed og blev tvunget til at slå bremserne i; men skaden var sket.

Den udenlandske medieomtale illustreret med billeder af knuste butiksvinduer var enorm, til forskel fra langt grovere uhyrligheder. som har fundet sted bag det, der senere blev betegnet som jerntæppet.

Forargelsen dyrkedes omsorgsfuldt, og de fredsvenlige engelske forhandleres bevægelsesmuligheder gik tabt. Krigstilhængerne tog tilfældet i agt og sendte signaler til polakkerne, der opmuntrede deres ledere til dristige, for ikke at sige udfordrende udspil, og dermed var en aftale torpederet.

Senere forsøg fra Hitlers side på at få stop på storkrigen afvistes endnu mere beslutsomt af den nu dominerende krigsfløj.

Kendskab til dette mere nuancerede historiske forløb var indtil videre forbeholdt et meget begrænset antal belæste - og kritisk begavede - forskere, og den officielle historieskrivning efter krigen påtog sig naivt eller kynisk at forsvare krigens propagandafremstilling af et ædelt allieret felttog mod et modbydeligt styre og et afskyeligt folk.

Set i bakspejlet er det svært at forstå, hvordan denne ensidige fordømmelse af det tyske sociale eksperiment og de mest selvfølgelige tysknationale krav kunne trives side om side med accept af det sovjetiske system, som internt - det ved vi i hvert fald nu - var langt mere brutalt og udadtil endnu mere aggressivt.

Nøgternt betragtet rettede Hitlers politik - lige til storkrigen, så vidt det kan ses mod hans vilje var uafvendelig - først og fremmest mod at genvinde tabte - militært frarøvede - områder med tysk kultur.

Stalins politik var en fortsættelse af århundreders traditionelle russiske imperialisme og sigtede til hel eller delvis indlemmelse af ikke-russiske områder tilhørende fx. Finland , Baltikum, Polen og Bessarabien. Alle disse erobringer blev - i hvert fald efter at det røde styre havde besejret den såkaldt "hvide" modstand - uden iøjnefaldende afstandtagen accepteret især fra amerikansk side. Vi så det afsløret i Kaufmans bog Germany Must Perish. Med ikke ringe forbløffelse læser vi nu i Churchill's egen bog "Den Anden Verdenskrig" 5. bind s. 257 , at det var Churchill selv og Eden, der "overtalte" Stalin til at flytte Sovjets og Polens grænser og dermed jerntæppet længere mod vest end Bornholm. I Potsdam bifaldt han siden, at diktaturet indlemmede Østtyskland og flyttedes endnu længere mod vest så langt som Sjælland .

I 1989 havde revisionisterne vundet sejre på næsten alle områder. Det sensationelle ved James Bacque's bog var, at den afslørede allierede grusomheder især i sidste fase af krigen og efter tyskernes betingelsesløse kapitulation, som til da var bevaret totalt hemmeligt.

Det var ved at dukke op, at allierede soldater i de lavere grader - ikke blot sovjetiske - havde begået overgreb og forbrydelser mod fjendtlige soldater og civile i uhyggelig målestok, uden nogen sinde at være stillet til ansvar. Nu afsløredes det, at den øverste hærledelse med general Dwight D. Eisenhower, der senere, i 1953 blev valgt til præsident for USA i 8 år, som direkte ansvarlig, havde ladet op imod en million tyske soldater sulte ihjel - efter at de havde overgivet sig - og efter at krigen var slut.

Spærret inde i lejre, uden tag over hovedet, fik de lov at grave sig huller i jorden - hvis de endda klarede det - og vente på døden. Kommandoproceduren var raffineret og infam. Eisenhower erklærede straks, at ansvar for mad til de fangne soldater var tyskernes. Så forbød han, under dødsstraf, at slippe mad ind til dem. Så forhindrede han, at de selv forsøgte at skaffe sig husly idet han forbød enhver indførsel af byggematerialer.

Ifølge vedtagne konventioner har Røde Kors ret til at besøge krigsfangelejre. Sådanne besøg blev tilladt også i tyske fangelejre under krigen. Eisenhower nægtede organisationen adgang til dødslejrene med den begrundelse, at det ikke drejede sig om krigsfanger, men om "Disarmed enemy forces." Afvæbnede fjendtlige styrker. Med den begrundelse hævdede han, at Genevekonventionerne ikke gjaldt, og han kunne gøre, som det passede ham.

Franske lejre var kun lidt bedre; men her skaffede man i hvert fald fangerne tag over hovedet . Briter og canadiere nægtede at deltage i denne holocaust. Englænderne begyndte snart at frigive tyske soldater - mest fordi de begyndte at komme til indsigt i, at der kunne blive brug for dem mod russerne. General Patton gik i begyndelsen af felttoget helt ind for Roosevelt-kredsens opfattelse, at det alene drejede sig om at slå så mange tyskere ihjel som muligt. Han ændrede efterhånden opfattelse og begyndte ligesom briterne at slippe fangerne fri. Efter krigen blev han militærguvernør i Bayern, men omkom efter en mærkelig bilulykke i december -45. Se George S. Patton s. 134 ff-

Da Eisenhower blev nødt til at ophæve sine private hævnaktioner, blev den europæiske dokumentation om dem så vidt muligt tilintetgjort. Men spredte beretninger om lejrene, bragte James Bacque på sporet af hemmeligheden. De var så samstemmende, at han besluttede at gå til den amerikanske hærs arkiver, hvor han mødte uventet hjælpsomhed og snart kunne dokumentere, hvad der vel må regnes som en af århundredets sensationer.

Foruden at redegøre for opdagelserne vedrørende lejrene giver bogen glimt af den historiske baggrund for situationen og beslutningerne.

Uden at nævne Kaufmans bog beskriver han det tyskerhad, som i denne bogs ånd byggedes op af kredsen omkring Roosevelt. Denne var blevet medlem af frimurerlogen, i hvilken jøderne havde skaffet sig dominans, og han omgav sig med jødiske rådgivere.

Påvirkningen fra Kaufman er umiskendelig i følgende udtalelse : "Vi må enten kastrere det tyske folk, eller behandle det, så at det ikke kan blive ved at producere folk, der vil fortsætte, som de har gjort før."

Ideernes tilpasning til den aktuelle situation tog finansminister Morgentau og hans sekretær, den sovjetiske spion Dexter White sig af. Han foreslog, at al tysk industri skulle udryddes, hvorefter tyskerne måtte ernære sig af, hvad deres landbrug kunne skaffe dem. Det ville betyde at 40 % af alle tyskere skulle dø af sult. Det satte Hull til omkring 20 mio. civile. (Set på denne baggrund er Eisenhowers dødslejre faktisk logiske). Se : Morgentau, Morgentauplanen og White, Harry Dexter.

Bacque nævner, at Churchill januar 1943 i Casablanca "næsten uden konsultationer" blev forelagt beslutningen om at kræve betingelsesløs kapitulation af fjenderne, og det betød, at befolkningen i de tabende lande var retsløse. Holger Dannis peger på, at det var hæren ikke regeringen, der kapitulerede. Han mener derfor, at fjernelsen af regeringen var ulovlig, hvilket bidrog til at øge kaos.

Bacque beskriver hændelserne i Teheran, hvor Stalin i den løsslupne stemning efter Churchills ovennævnte rundhåndethed foreslog en skål for efter krigen at stille 50.000 tyske officerer op og skyde dem. Churchill blev opbragt og erklærede, at han hellere selv ville gå ned i haven og lade sig skyde. Joviale Roosevelt foreslog et kompromis på 49.000, og hans søn, Eliott, brigadechef, foreslog at skåle ikke bare for de 50.000, men også for mange hundrede tusinder nazier. Han tilføjede : Jeg er sikker på, at De Forenede Staters hær vil støtte dette.

Churchill rejste sig : "Ved I hvad I siger ?" sagde han, og til Elliott : "Hvor vover De, at sige sådan noget !" Han stormede ud af lokalet og havnede i et mørkt rum. Lidt efter kom Stalin ind til ham og lagde armen om hans skuldre. Han sagde : Det var bare en spøg - kom nu tilbage ! Churchill vidste, hvad der var sket i Katyn og troede ham ikke. Så vidt Bacque. Churchills eget refererat af tildragelsen i førnævnte bog s. 266 afviger ikke væsentligt i sag.

Flere forfattere peger på det mærkelige i, at antisemitismen egentlig ikke var særligt voldsom i Tyskland i forhold til andre lande som Polen og Rusland. Her opstod nu og da pogromer, som kostede ofre; men så blev det roligt en tid igen. Oftest var det folkelig forbitrelse, der fik udløb overfor fattige magtløse jøder. Men et forbløffende stort antal jøder fandt alligevel indpas i, hvad Louis Levy betegner som samfundets kirtler, hvilket kunne bidrage til yderligere misundelse og had. Det, der gjorde hændelserne i Tyskland til noget specielt, var, at der her var tale om et bevidst

Bacque, James

nationalt oprør, som ikke var rettet specielt mod de fattige i ghettoerne, men mod den jødiske magtelite, som havde vokset sig stærk gennem at placere sig i ledende positioner i finans-, industri-, embeds- og medieverdenen indenfor det potentielt mægtige tyske sprogområde. Dette oprør var en direkte trussel mod det jødiske aristokrati og dets magtgrundlag. Skulle idéen brede sig til andre industrilande, ville det kunne blive et svært tilbageslag for den succesrige jødiske imperialisme. Derfor reagerede man så resolut og absolut krigerisk.

De notoriske jødiske krigserklæringer var ikke mundsvejr, og foruden handelsblokaden og de økonomiske sanktioner satte man alle kræfter ind med det stærkt opbyggede medievåben. Propagandaslaget skulle vise sig at blive det allermest dødbringende.

Vi har set resultatet i ensretningen af store del af verdenspressen og total dominans af vor egen.

Da krigen brød ud var størstedelen af de tyske jøder udvandret, endda med betydelige dele af deres formuer, men allerede under krigen startedes rygtespredningen, at de var udryddet ligesom dem, der senere blev forflyttet mod øst. Den egentlige holocaustmyte blev først til senere.

En efterfølger til Morgentauplanen blev Bastardiseringsplanen. Se denne.

James Bacque's sensationelle og velskrevne bog er ikke oversat og dårligt nok omtalt på dansk. Dens indhold bekræftes af læserbreve i Journal of Historical Review. Vi har set en avisnotits om, at en komission af amerikanske militærfolk har udtalt, at bogens konklusioner er stærkt overdrevne. Andet kunne næppe ventes af officerer, der udtaler sig om en kollega, som drev det til øverstbefalende for de allierede under verdenskrigen og som senere blev USA's præsident.

*******

Balfourdeklarationen

Erklæring, som den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour (1848-1930) afgav i 1917. Den blev optaget i Sévre-freden og anerkendt af Folkeforbundet 1922.

Erklæringen siger, at den britiske regering "med velvilje så på bestræbelserne for at oprette et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina"- Denne tekst citeres ofte. Sjældnere tilføjelsen : "forudsat at det ikke kom til at gå ud over ikke-jødiske folk." Dermed tænkte man i første række på araberne.

Det er helt klart, at det "nationale hjem", som blev skabt, og som til stadighed tilstræbes udvidet, er i strid med deklarationen taget som en helhed.

En del arabere var i starten velvillige imod jødernes planer. Feisal mødte januar 1919 Weizmann i Paris og citeres for følgende : 'Jøderne er vore fætre, og vi vil behandle dem som brødre - afkom af Ismael, Abrahams søn med Hagar, som blev sendt ud i ørkenen.'

Kærligheden kølnedes noget, da det gik op for en del afkom af Ismael, at de snart var på vej til at blive sendt ud i ørkenen for anden gang.

F.N. vedtog Israels dannelse i maj 1948 med 26 stemmer for, 13 imod og 7, som undlod at stemme.

> > > * < < <

Barbarossa. Nyt - og gammelt - om krigen Stalin-Hitler.

"Barbarossa" var kodenavnet for Hitlers felttog mod Rusland, som mange har betragtet som hans mest dumdristige. Man har peget på, at det virkede forhastet og på mange områder dårligt forberedt. Finske oplysninger og nyere russiske afsløringer tyder på, at han var tvunget til at handle for at komme et sovjetisk generalangreb i forkøbet.

Den russiske officer Suvorov (pseudonym) udsendte 1992 bogen "Isbryderen" og "Dagen M" 1994 i hvilken han hævdede, at Stalin i 1941 så hemmeligt som muligt lod sine stærkt motoriserede tropper stille op til angreb mod Tyskland, og om det gik vel resten af det industrialiserede Europa. Angrebet skulle starte 19. juli. Men Hitler kom ham i forkøbet med sit angreb 21 juni. Man har fortalt, at Stalin straks efter det tyske angreb virkede overrasket og forfærdet. Dette kan imidlertid lige så godt forklares med, at han havde troet, at det var ham, der skulle komme med overraskelsen. Den bestod i med overlegne tankstyrker og kampvogne, der var indrettet til at drøne frem af tyske motorveje at gennemføre en sovjetisk lynkrig dybt ind i Europas hjerte. Men just disse køretøjer var fuldstændigt uegnede til at køre på Sovjets egne usle veje. Ved hurtigt og overraskende at slå sig igennem langt ind i Rusland forbi de opmarcherede sovjetiske styrker afværgede tyskerne den umiddelbare fare.

Den russiske opmarch i 1941 blev i øvrigt allerede afsløret i 1952 med den finske feltmarskal Mannerheims bog "Minnen" . Her fortæller han, at en finsk militærdelegation under ledelse af generalløjtnant Heinrichs 25/5 1941 i Salzburg mødtes med generalfeltmarskal Keitel og general Jodl.

De tyske generaler oplyste, at Stalin havde trukket 118 infanteridivisioner, 5 panserdivisioner og 25 panserbrigader frem til skjul nær grænsen til tyske områder. Forholdet til Sovjet var spændt - nærmest uholdbart. Jodl bemærkede. Tyskland ønsker en fredelig løsning;, men har taget modforholdsregler

Hvis krigen bryder ud, vil det blive et formeligt korstog, som vil føre til at bolsjevikvældet knuses. "Hvordan skulle en stat, hvis moralske grund var så undermineret, kunne tåle en sådan belastning?" Jodl fortsatte : "Jeg er ikke optimist, og regner ikke med at krigen vil være afviklet på nogle uger; men jeg tror heller ikke, at den vil vare måneder."

Nej, det lykkedes ikke med en gang at knuse bolsjevikvældet. Præsident Roosevelt satte USA's mægtige resurser ind for at redde det, og hjalp oven i købet med til at det kunne udvide sit regime over hele Østeuropa.

Men den overhængende trussel mod Vesteuropa fra en overlegent udstyret panserhær med ubegrænsede landstyrker bag sig blev afværget af "korporalen" Adolf Hitler og den tyske værnemagt, der faktisk her handlede som en værnemagt - endda for hele Vesteuropa..

Det er karakteristiskt, at vore historikerne i 45 år har været tavse om denne kendsgerning. Den store finske hærførers beretning må være slugt af mange militærhistorikere, men ingen har vovet at pege på, at den indeholdt en verdenshistorisk afsløring. Denne måtte vente til en russer selv spyttede ud med historien, og det skete først efter at bolsjevikregimet alligevel var eksploderet indefra af den grund som Jodl profetisk havde påpeget.

Endnu mere mærkeligt er det, at man i bogen "VÄGEN GENOM STALINS LÄGER", forlaget PAN/Norstedts 1974, kan læse følgende beretning fra Sevurrallag Vi oversætter fra svensk : "Fra og med april (1941) og efter at aviserne havde publiceret TASS-dementiet af at sovjetiske styrker blev forflyttet vesterud, snakkedes der hele tiden i vor lejr om krigen, som nærmede sig. Og efter det bekendte dementi den 14 juni sagde Gottlieb Eduardovitj Kurz, en tysk læge som arbejdede som afsyner og som ikke havde nogen som helst yderligere informationer, at krigen ville bryde ud om en uge.

Den 22 juni blev ingen sendt ud at arbejde. Hen imod aften begyndte der at sive rygter frem om, at krigen var brudt ud."

Den var faktisk startet kl. 3 om natten. Nævnte bog er forresten enestående. Den er skrevet af Pjotr Jakir, som var søn af en fremtrædende russisk general Iona Jakir. 1937, da Pjotr var 14 år, blev hans fader sammen med 7 andre høje militærchefer erklæret for folkefjende og skudt efter en skinproces. Drengen og hans moder blev omgående deporteret og siden sendt videre til Stalins lejre. Det er om drengeårene i den endeløs række af lejre og fængsler samt straffe- og interneringsceller han fortæller humoristisk, knapt og blottet for selvmedlidenhed. Det er en af verdenslitteraturens mærkeligste bøger.

Efter at han blev frigivet, og efter at hans far var blevet rehabiliteret, fortsatte han som oprører og var i 70'erne en af Sovjets mest fremtrædende dissidenter.

Journal of Historical Review behandler krigsudbruddet strategisk og våbenteknisk i no 6-95, no 6-97 , no 4-98. og no 3-99

Militære kilder har peget på, at Stalin mod krigens slutfase rådede over 17.000 kampvogne. Dette tal blev reduseret under den tyske tilbagetrækning, og det var et væsentligt svækket krigsapparat, der til sidst stod over for de vestallierede styrker i 1945.

Dette må have indgået i general Patton's vurdering, da han gik ind for at drive russerne ud af Østeuropa igen. Han var overbevist om, at han på få uger ville kunne være i Moskva. Men Eisenhower og vel især Roosevelt's kabinet holdt hånden over kommunisterne, og Churchill sad få dage efter den tyske kapitulation magtesløst og jamrede over det russiske jerntæppe, som han selv måske modstræbende havde hjulpet til at hænge på plads, Læs om general Georges S. Patton .

> > > * < < <

Barnes, Harry Elmer,

Ledende amerikansk revisionist. Udgav allerede 1926 en kritisk gennemgang af I verdenskrig : Genesis of the World War. 8 år efter afslutningen af den anden "gode krig" udkom i 1953, Perpetual War for Perpetual Peace, a critical examination of the Foreign Policy of Franklin Delano Roosevelt and his Aftermath. Titlen Evig krig for evig fred lånte han fra den ældre historiker Charles Austin Beard, hvis ord under nu pågående Koreakrig bragte sig smerteligt i erindring.

Til sin kritiske gennemgang af Roosevelts mørklagte manøvrer for at bringe USA ind i den krig, som landet ikke ville blandes ind i, havde han samlet 7 yngre historikere, som hver på sit felt gav bidrag til bogen på godt 700 sider. Bogen blev genudgivet i 1982 og -83 og betragtes nu som en klassiker.

Barnes's indsats hyldes af det revisionistiske tidsskrift Barnes Review, der udgives af W. A. Carto i Washington, D. C. Dette tidsskrift viderebringer revisionistisk information ligesom Instiute for Historical Review i Californien. De to institutter kives om nogle pengesager, men er begge læseværdige. Wahingtoncenteret udgiver desuden ugebladet Spotlight.

> > > * < < <

Bastardiseringsplanen

Efter Kaufman- og Morgentauplanen - se disse - lanceredes i slutningen af verdenskrigen bastardiseringsplanen af den amerikansk-jødiske professor Hooton, hvorfor den også benævnes Hootonplanen. Den gik ud på at fremme indvandring og bosættelse i Tyskland af ikke-tyskere med henblik på at udslette tysk identitet. De allieredes krigsmål høsten 1942 lød : afskaffelse af folkelig eksklusivitet, og i den første tid efter Tysklands kapitulation fremmedes bastardiseringen især i øst ved at tyske mænd førtes til slavearbejde og de tyske kvinder systematisk blev voldtaget. Man fulgte her "humanisten" Ilja Ehrenburgs anvisninger. Se denne. Man regner med 2.000.000 voldtægter og et resultat på 300.000 unger af hvilke dog mange døde af underernæring ("Under Skorpionens Tecken" s. 252).

I Vest blev voldtægter ikke helt så systematisk gennemdrevet; men mad, cigaretter, nylonstrømper og herberge var stærke påtrykningsmidler overfor kvinder, der var berøvet alt. Både amerikansk og fransk militær placerede målbevidst farvede besættelsestropper i bastardiseringsområderne.

Historikere og media opholder sig nødigt ved denne direkte korporlige effektuering af bastardiseringsplanen. Men den mindre direkte fremme af indvandring ved hjælp af agitation og lobbyvirksomhed fortsatte med øget styrke ikke bare i Tyskland, men i alle lande, som har tilstrækkeligt uklog ledelse, f.eks. vort eget. Den målbevidste agitation for størst mulig etnisk blanding misbruger de ædleste menneskelige egenskaber som medfølelse og tolerance og forkrøbler andre som kærlighed til fædreland og selvstændig kultur (se dette opslag).

Gennem bøger, presse, teater, radio, TV og film indprentes, hvor smukt det er at pleje den intimeste omgang med "anderledes", uden at bekymre sig om, hvori det anderledes består.

I praksis tilstræbes ophævelse af alle selvstændige folks selvbestemmelse med henblik på inkorporering i et verdensomfattende centralt styre, hvor endog det kulturelle fællesskab, den enkelte føler sig knyttet til, berøves indflydelse. Et enkelt folk, det jødiske, holdes dog uden for.

Hvordan det er kommet dertil, og hvordan det tilstræbes at skulle fortsætte diskuteres under kultur, (poly- multi- og inter-), loyalitet og verdensherredømme, verdensorden.

> > > * < < <

Becker, Kurt

Tysk SS Untersturmführer, af hvem et brev til SS Obersturmbannführer Walter Rauff 16.05-42 blev fremlagt som Nürnberger dokument PS-501, Det er taget som bevis for eksistensen af dieseldrevne "gasvogne", som hævdedes brugt til mord på jødiske kvinder og børn. Der er rejst alvorlige indvendinger mod dokumentets ægthed, og mod at acceptere det som bevis for fungerende gaskammerbiler. Der var tale om en østrigsk dieselbil af Sauer-fabrikat. Dieselbiler er uegnede til det påståede formål.

Man spiller behændigt på det tyske udtryk Gaswagen, som er, hvad vi her kaldte gengasbiler. Af dem var mange i drift også i Tyskland, men det var en helt anden type køretøj, der faktisk ligesom benzinbilerne producerede livsfarlig gas. Men alle vidneudsagn - også de russiske - taler alene om brug af dieselmotorer og afslører dermed, at der er tale om fabler.

Emnet behandles i Grundlagen zur Zeitgeschichte, s. 199 ff. og i JHR, 5 bind, s 38 ff.

*******

Befolkningsbomben

Intet land og end ikke hele vor klode, der ligesom er krympet, kan berede velfærd for et ubegrænset voksende antal mennesker.

Heraf følger : Konkurrence og strid om territorier og resurser. Hvis striden ikke skal tage overhånd må væksten bremses.

Det kan ske gennem børnebegrænsning, og lige fra oldtiden kender vi til, at børn, som man ikke mente at have resurser til at opføde, blev sat ud til føde for de vilde dyr. I dag har vi mere humane metoder og anvender dem i nogle lande, især nær vore omgivelser, så at væksten stoppes. Andre steder fortsætter væksten uhæmmet hjulpet af moderne sygepleje og hygiejne, der har bremset en del sygdomme, som før har kontrolleret en alt for stor vækst.

Denne mangel på balance er et af vor tids kerneproblemer, fordi løsningen kræver frigørelse både fra religiøse forestillinger og fra fundamentale animalske tilskyndelser til frugtbarhed og yngelpleje.

I store dele af verden er en åben debat om disse spørgsmål umulig, og selv på internationale konferencer tales uklart om egentlig soleklare emner.

Hvis staterne i fremtiden skal afstå fra krig - og det synes man jo, de skal - så må hver stat selv løse sit vækstproblem og ikke vælte det over på andre.

Danmark og andre stater har ret og pligt til at afvise immigration, som fra dansk side ikke er ønskelig, især da vi for længe siden har afstået retten til udvidelser ved krig.

Praktisk anvendelse af bomben :

Pakistan, som på 20 år har fordoblet sit folketal, øger hvert år med 3,1 % og kalkulerer koldt med årligt at afsætte en halv eller en hel million landsmænd til Vesteuropa. Danmark modtager en mærkbar andel, og denne andel formerer sig hurtigt. Ifølge "Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling", som er udsendt af Nævnet for etnisk ligestilling, befinder der sig 1998 : 9.693 indvandrede pakistanere. De har allerede 7.276 "efterkommere", hvilket er 75 %. Det bliver 16.969 pakistanere. Til sammenligning bor her 13,502 svenskere med 1.992 efterkommere - det er 14,7 %, og 12.851 nordmænd med 1554 efterkommere, det er 12 %. Efterkommerprocenten for tyrkere er 66.6 %, og det samlede antal tyrkere opgives til 46.994.

Libyens leder Moamar Kadafi er den, der mest åbent har agiteret for anvendelse af børnebomben. I samisdat. nr. 6 s. 66 refererer vi Jyllands-Postens rapport ved Kristian Nystrøm om Kadafis forkyndelse :

Vi har bomben !

"Vi beder jer alle arabiske kvinder og mænd, fjern al prævention, for - ved Allah - vi må have en milliard mennesker. "

Der er al mulig grund til at tage hans trussel alvorligt. Det gør israelitterne. De anbefaler så mange unger som muligt i deres egen lejr, og især de ortodokse fostrer store børneskarer. Hvis det lykkes dem at viderebringe deres ortodoksi til børnene, kan det medvirke til at de også ved stemmeurnerne kan forsvare deres magtstilling ind i fremtiden.

Det hører med i billedet, at palæstinenserne ikke har ligget på den lade side. Vi bør ikke svare med at kaste os ind i produktionsracet, men fastholde, at der ikke bør sættes flere børn i verden, end hensynet til en rimeligt lykkelig fremtid for børnene og hensynet til milieu og samfund. tilsiger.

Hvis dette er rigtigt - og det mener vi, det er - så kan vort samfund ikke åbne portene for de "kulturer", der har et totalt anderledes menneskesyn, og som lader stå til, eller som kynisk anvender børnene til magterobring.

Indvandring af kulturfremmede etniciteter er et meget stort problem, som vore politikere ikke har sat sig ind i. Hvad det indebærer, må gøres helt klart, før en meningsfuld debat kan føres. Se Erobring, "fredelig" og krigerisk og Menneskerettigheder.

> > > * < < <

Bernays, Murray C.

Litauisk jøde, som år 1900 flyttede til New York. Gift med niece til Sigmund Freud. Stærkt påvirket af Vrba's historier (se denne) blev han en af de drivende bag Nürnbergprocesserne. Ophavsmand til anklagen om kriminel sammensværgelse (første anklagepunkt) og princippet, at medlemskab i "forbryderisk organisation" skal være kriminelt, uanset personlig skyldpåvisning. Eksempelvis blev SS ved en militærdomstol 1946 erklæret for at være en sådan organisation, hvorved med et pennestrøg 100.000'er besejrede fjender blev gjort kriminelle.

Lignende bestræbelser gøres i dag gældende ikke mindst i media, hvor det at være medlem af en forening, feks. Den Danske Forening, betragtes som tilstrækkeligt til at katalogisere en person.

Fordi man - eventuelt for en tid - støtter et parti eller en forening, er man ikke ansvarlig for alt, hvad sammenslutningen eller medlemmer af den finder på at udtrykke.

I øvrigt ville vort demokrati vinde, hvis det var mere almindeligt at bytte parti og medlemskab i foreninger, når en organisations deklarerede standpunkt i væsentlige spørgsmål fjerner sig klart fra ens eget .

> > > * < < <

Besekow, Samuel. (1911-19 )

Dansk sceneinstruktør, der 9.12.1935 ifølge Berlingske Tidende udtalte : "Vi jøder har taget plads i samfundets centrum : børser, banker, ministerier, aviser, bogforlag, domstole, forsikringsselskaber, sygehuse og skoler. Overalt sidder vi. Det gælder nemlig ikke bare om at lægge beslag på guldet i vor kamp mod ikke-jøderne."

Se også : Samuel, Sions vise, Cremieux, Louis og Baruch Levy m.fl. og Jødisk verdensherredømme.

> > > * < < <

Bilderberggruppen

International kontaktgruppe af indflydelsesrige personer med forbindelser, som kan være nyttige for en central styring af økonomi og verdenspolitik. Det fælles mål er tydeligt en verdensregering, en verdenshær og en verdensbank; men medlemmerne har tavshedspligt.

De træffes en eller to gange om året, helst uden for meget medieomtale. De hævder, at der ikke føres protokol, men det stemmer ikke. Lars Adelskogh oplyser i artiklen "Bilderberggruppen okännd men enormt mäktig", NEXUS nr. 1 -98 følgende : Forfatteren Robert Eringer kom over et eksemplar af den hemmelige protokol før mødet i Barbizon i marts -55 og mødet i Garmisch sept. samme år, hvor Dagens Nyheter's chefredaktør Herbert Tingsten deltog. Der står på s. 30 : "Deltagerne i denne konference kan, i lyset af den konsensus, som kommer til udtryk under diskussionerne, føre disse opfattelser videre indenfor deres egne indflydelsesområder, uden at røbe deres kilde."

Og i et brev til Eringer skrev bilderbergeren sir Paul Chambers. "Jeg er forpligtet til ikke at afsløre noget om Bilderberggruppen til nogen, som ikke er medlem af denne gruppe."

Gary Allen omtaler gruppen i None dare call it Conspiracy fra 1974 og bringer for det tidspunkt hele listen over forhenværende og nuværende USA-medlemmer med notat om, hvor vidt de desuden er medlemmer eller funktionærer i CFR (Council on Foreign Relations), 177 navne.

Om lederen af gruppen, prins Bernhard skriver han følgende: "Da prins Bernhard ankom til Logan-flyvepladsen i Boston, tilstod han overfor reporterne, at konferencens tema skulle have været : Ændringer i De Forenede Staters rolle i verden." Er det ikke storartet at vide, at Amerikas rolle vil blive ændret af prins Bernhard, Rothschild og Rockefeller. Det er sandt demokrati i funktion, sådan som det foregøjles os. Med henblik på at bringe befalingen videre til hr. Nixon var også CFR-Rockefeller-stik-i-rend-drengen og præsidentrådgiveren i udenrigsanliggender, Henry Kissinger, tilstede. Kort efter Woodstock-mødet hændte to ildevarslende og "rolleændrende" hændelser. Henry Kissinger rejste til Peking og arrangerede optagelse af det røde Kina i familien af handelsdrivende nationer, og der udviklede sig en international valutakrise, som førte til at dollaren faldt i værdi.

Den britiske politiker og Rothschild-fortrolige Benjamin Disraeli skrev i Coningsby : "De ser altså, min kære Coningsby, at verden bliver regeret af helt andre personligheder end dem, der ikke står bag tribunen, forestiller sig."

Det er be- eller foruroligende, på samme måde, som det var, da Nato-officererne for nylig lod Jugoslavien og ikke mindst os andre vide, at Nato-styrkerne opgave var at gennemtvinge det multikulturelle samfund.

Spotlight oplyste maj -89, at bilderbergerne på La Toja udenfor Spanien havde besluttet, at Margaret Thatcher skulle fjernes som Storbritanniens premierminister, fordi hun var imod den overordnede europæiske superstat. Hun blev snart efter fjernet af sine egne.

Adelskogh skriver : "På Bilderbergmødet 1991 i det tyske Baden-Baden deltog en amerikansk guvernør, som på det tidspunkt var praktisk taget ukendt udenfor sin hjemstat Arkansas. Politisk og finansielt var han ingen ting. Mindre end tre måneder senere var han nomineret til sit partis præsident og atten måneder senere installeredes han som USA's præsident. Jeg sigter selvfølgelig til William Jefferson Clinton. Hvad har Henry Kissinger, Mary Robinson, Gerald Ford och Tony Blair fælles ? Svar: De var bilderbergere længe før de nåede magtens tinder. Bilderberg er en afskydningsrampe for politikkens karriereraketter. Disse karrierer bliver naturligvis efter Bilderbergs ønske, eller snarere efter dem, der styrer Bilderberg."

Den sidste tilføjelse er vigtig - for hvem er så det ? En række skandinaver har været inbudt og lystrer pænt parolerne, men hvem udsteder dem ? Det oplyses, at repræsentanter for bankhusene Rothschild og Rockefeller, ligesom NATO's generalsekretær og chefen for verdensbanken altid er med. Dertil naturligvis ledende industrimænd, politikere og massemedierepræsentanter. Det er ikke svært at se, at fællesnævneren er magt; men hvor samler den sig ? Betragter vi, hvem, der er etableret som Clintons hof : udenrigsminister, forsvarsminister og talsmand for sønderbombningen af et lille europæisk land ved Nato med general Wesley Clark (Benjamin Nemerovsky) i spidsen, er det klart, at i hvert fald den sionistiske centralmagt er drivende bag foretagendet.

En noget lignende organisation kaldes Den Trilaterale Kommission (TC), der også rekruterer sine medlemmer fra næringsliv, folkevalgte regeringer, fagforeninger, den akademiske verden og massemedia. Medlemstallet er begrænset til 375 med en tredjedel fra hver af områderne Nordamerika, Europa og Japan. Den blev grundlagt ved et møde på pengemanden David Rockefellers gods Pocantico Hills, New York 23-24 juli 1972. En del kendte personer er medlemmer af begge grupper. Bemærkelsesværdigt er, at alle amerikanske præsidenter fra og med Jimmy Carter har været medlemmer af kommissionen, undtagen Ronald Reagan, som dog måtte tage trilateralisten Bush til vicepræsident.

Den trilaterale kommission og Bilderberggruppen indgår sammen med fire andre i et netværk af mægtige organisationer, som er knopskydninger af Det Runde Bord, en eksklusiv frimurerorganisation, som blev grundlagt 5. februar 1891 af Cecil Rhodes med flere.

En knopskydning kaldet P2 (Propaganda due) kom i søgelyset i forbindelse med de italienske bankskandaler, som afslørede forgreninger i alle, magtgrupperinger i Italien og videre til Europa-USA, dvs til de førnævnte magtgrupper.

Magten i magtgrupperne.

Hvordan styres, og hvordan koordineres så dise magtgrupper?

Selv uden.dybtgående information, kan man se, at enkelte magtfulde systemherskere genfindes i gruppe efter gruppe. Bankhusene Rothschild og Rockefeller med og/eller gennem deres nærmeste optræder i gruppe efter gruppe, som iøvrigt rekruterer brogede skarer, deriblandt også skandinaviske politikere. Af danske Trilaterale har man nævnt Svend Auken, og Ivar Nørgård, ligesom det slippes ud at en Carlsbergdirektør, som måske endda er medlem og personer som Tøger Seidenfaden har fået lov til at holde fordrag for dem. Det sidste tager selvfølgelig ingen af dem skade af. Ritt Bjerregård er nævnt som bilderberger. Spørgsmålet er hvor meget de menige medlemmer af disse magtklubber opnår af indflydelse og hvor meget de udnyttes af dem, der har magten og måske pæren til at regissere.

Ingen får adgang til cirklerne uden i forvejen at have erobret en vis geografisk mere eller mindre udstrakt indflydelse. Hvor meget denne udvides eller udnyttes af systemherskerne eller herskeren er ugennemsigtigt, da systemet bygger på størst mulig hemmelighed. Mødereferater er man forsigtig med, og offentligheden holdes på afstand. Det drejer sig, sådan fremstilles det, blot om samtaler og uforpligtende samvær.

Alligevel kan det ses, at møderne styres af idéer om strategier, sådan, at den ene leder frem til den næste.

Det er nærliggende at antage, at den overordnede målsætning er mondialismen : verdensregeringen. Her rejser to spørgsmål sig : 1) : hvordan når vi frem til den (verdensregeringen) ? og 2) : hvad skal denne regering gøre for de højst forskellige mennesker på vor brogede klode ?

Det træder da frem, at det sidste, som må være mindst lige så interessant som det første, overhovedet ikke slippes ind på banen.

Den mondiale magtstræber vil den korteste vej, og forløbet skal derfor rettes ud og asfalteres. Det betyder, at alle grænser skal væk og alle forskelligheder i historie og kultur bort. Desuden skal befolkningerne blandes bedst muligt, så at man får et homogeniseret menneskemateriale at arbejde med og herske over. Vi kender denne idé fra Coudenhove-Kalergi, se denne. Han holdt dog et enkelt folkeslag udenfor raceblandingen : det jødiske. Han havde en jødisk kone, som han åbenbart ikke ønskede skulle blandes videre op, og så var hun så dejlig, at hendes folk skulle herske over resten : blandingsproduktet. Derfor blev hans idé hyldet og videreført af andre jøder, f.eks. amerikaneren, der satte gang i den berømte bastardiseringsplan (se denne), som af de sejrende magter blev påtvunget Tyskland, men som gennem agitation nu også fremmes i andre lande som vort. Det er forståeligt, at denne model efterstræbes af jødemagten. (Se epistel 2: "Jødisk verdensherredømme") Om den så også efterstræbes af mondialismens herrer, eller om disse simpelt hen også er helt igennem jødiske er ikke helt klart; men det er svært at få øje på nogen divergens imellem dem, så det tager sig ud som om mondialismens motorvej planlægges i jødisk regi. Det kan lade sig gøre, fordi de jødiske supermagtmennesker har gjort sig til herskere over den industrialiserede verdens media.

Gennem dem udbredes så nævnte enkle løsning til verdens frelse - ligeså velsignet enkel som kommunismens.

Men denne fungerede jo ikke ! Nej; men det tog ca. 70 år virkeligt at bevise dette. Nu har vi afløseren : den ny - gamle - idé om tusindårsriget under Jahves ægide. Er den så rigtigt gennemtænkt og i harmoni med menneskedyrets natur ? Nej; men accepteret af medieejerne kan det altså tage op til 70 år, før denne forståelse trænger igennem. Der kan arrangeres meget i et sådant tidsrum.

Men så lang tid behøver det jo heller ikke at tage, hvis vi bruger vor forstand.

Dette "vejbyggeri" tager ikke hensyn til menneskene, som er forskellige, eller til folkene - undtagen eet. Vil alle de andre virkeligt finde sig i det, og er det en sådan verden, vi alle vil se ?

Nej. det ny despoti er lige så afstumpet som kommunistdespotiet, der forresten kom fra samme skuffe.

Verdenssamfundet behøver ikke at bygges op som et supermarked, og det behøver ikke at bankes sammen på 10, 20 eller 50 år.

Der bør være plads til forskellige folk og kulturer. Værdierne i deres forskelligheder skal have lov til at udvikle sig - de skal ikke undertrykkes eller forfalskes.

Europæisk-amerikansk kultur har frembragt mægtige lettelser for den fysiske tilværelse. Det er dem supermagtgruppen vil sælge til resten af kloden mod at denne underkaster sig det samme styre.

Men Europa-Amerika har ydet andet og mere end det konsumative og bekvemmelige. Det samme har andre dele af verden. Her er der ingen supermagt, men mange jævnbyrdige parter eller resurser.

Europa-Amerikas frembringelser af åndskultur er lige så betydningsfuld - eller mere - end den materielle.

Dette ignorerer de materialistiske motorvejbyggere. For dem er både vor egen kultur og andre områders selvstændige kultur besværligheder, som skal ryddes af vejen, tromles ned - undtagen een.

Derfor fremmes et stort kulturopløsningsprogram rettet mod vesteuropæisk åndskultur med dens baggrund i antikken og kristen tankeudvikling. Derfor modarbejdes almen historie- og kulturundervisning, eller den ensrettes og underordnes sionistisk indoktrinering.

På samme måde bearbejdes europæiske retstraditioner og frihedsidealer med henblik på, at de skal fjerne sig fra vore idealer og stå til rådighed for et rodløst flytbart klientel af hvadsomhelstere.

Vi får af medierne og så af politikerne at vide, at det "multikulturelle samfund", er her "for at blive". Vi har bare at indrette os efter Hootonplanen.

Det er en fuldstændigt fordrejning, gennemført af mediefascismen. Se denne. Det er samfundet, der skal indrettes efter os.

Derfor må der gøres oprør mod dem, der vil narre denne ny tvangstrøje over os. Det vil sige i øverste ende : mondialisterne, i samarbejde med, eller identisk med sionisternes top.

Et nyt moment er måske kommet til. Medens målet længe så klart ud : Grænseløs vækst og grænseløst kapital- og varemarked, afslører der sig nu som en udløber af P2-skandalen (P2 : Propaganda due) sprækker i dette verdensprogram. Tidsskriftet "Strategiske studier" afslører i en artikel om skandalen følgende program for de samarbejdende påvirkningscentre : "en afvikling af kapitalintensiv industriproduktion og etableringen af decentraliserede regioner baseret på nultilvækst og befolkningsreduktion."

Dette er virkeligt afvigende og nyt og rigtigt tolket til en vis del opmuntrende toner, der minder stærkt om Romklubbens rapport, som blev rasende angrebet af industritilvækstens forkæmpere. Og det viste sig jo, at pionerarbejdets forudsigelser ikke helt holdt stik; men dens grundtanke, at evig vækst er en umulighed, var indlysende rigtig.

Romklubbens forskningsarbejdet føres i dag videre af det ansete World Watch Institute. Men det er interessant, at det første initiativ til husholdning med verdens resurser ikke kom fra venstrekanten, som, da idéen endelig var ved at slå igennem, fik travlt med at udstyre sig i rollen, som om, det var den, der havde startet kampen for resurserne imod de profitgale kapitalister. Sandheden er, at de kommunistiske øststater, som den vesteuropæiske venstrefløj havde hyldet, er ansvarlig for klodens værste miljøforbrydelser og tilsvining, og så er det jo interessant, at prins Bernhard, der figurerer som topnavn blandt de omtalte magtorganisationer, fremstod som pådriver bag Romrapporten. Nu fremhæves altså nultilvækst og befolkningsreduktion : en smuk målsætning, som hidtil er blevet bekæmpet, som umoralsk og urealistisk. Hvad er der sket ? Vil man totalt afskrive kapitalintensiv produktion alle vegne ? Uhadada Nej ! Skal nogle regioner fryses ned og andre blæse på som før ? Naturligvis. Og hvilke regioner skal så fortsætte racet, og hvilke skal stilles i stå ? Hvem skal bestemme dette ? Det skal mondialregimet, og for at det skal slippe for

vrøvl, vil det naturligvis fastlægge retningslinierne bag lukkede døre og meddele os beslutningerne gennem deres købte media : Fra og med nu gælder den og den orden, hvilket vi alle har at rette os efter ?

En interessant afsløring kan aflæses i fremstillingen. Blandt de agerende magtkoncentrationer som Romklubben, Trilaterale kommission, OVRA, de britiske og franske frimureres storloger, Rosa dei Venti, Inter Alpha, en række

Bilderberggruppen

storbanker og kæmpeaviser optræder ikke blot høje Nato-officerer, men også selve "Nato" som en storloge for sig. For et år siden havde vi næppe lagt mærke til dette, da vi havde fuld tillid til pagten, hvis opgaver var formuleret i tillidvækkende paragrafer.

Men med dette er det slut ! De seneste måneder har vi set Nato optræde som en suveræn magt, der har revet sig løs fra alle forpligtelser. Vi så dens generaler diktere et lille uafhængigt land sine betingelser under trusler om bomber, som siden leveredes uden skånsel. Ikke nok med det : Europas regeringer, ikke mindst vor egen, stillede op for de mest hårrejsende diktater, der ødelagde Serbien og slap albanerne ind i Kosovo, fordrivende serberne, myrdende, hærgende og plyndrende, ødelæggende huse og kirker. Nato havde det fulde ansvar. Det havde truet serberne til at drage bort uden nogen aftale om en fornuftig afvikling. Og så 20.6.99 fulgte Nato efter med elitetropper fra 5 stormagter, som erklærede, at de intet kunne stille op andet end kigge på. Hvad, der herefter skete af mord, ødelæggelser og fordrivelser har Nato det fulde ansvar for.

Talsmændene og talskvinden, der dikterede tvangsislamiseringen af dette ældgamle serbiske område er alle jøder. Men redskabet er Nato. Om det retsstridige i denne anvendelse af organisationen, se Epistel nr. 2. Det interessante er, at organisationen, som er traktatbundet til europæiske regeringer, og derigennem til de europæiske folk, har revet sig løs og agerer selvstændigt i strid med FN's pagt, og i strid med sine egne og folkeretslige regler og under en sionistisk topledelse, der gennem årtier har forbrudt sig mod det internationale samfund mindst lige så eklatant eller grovere serberne.

Det ildevarslende er demonstrationen af fuldstændig foragt for de svage retsregler, som trods alt er etableret. Og pressens næsten totale opslutning om bedragerierne. Hvad kan vi vente os af et verdensstyre, der handler så dumt eller kynisk, så ansvarsløst og så retsløst, som vi har set det demonstreret, og som med så enorme militærmidler til sin rådighed kun har afstedkommet ødelæggelser og hjælpeløshed. Denne brutale magt vil nu have, at alle vi nyttige idioter, som på det, der kaldes demokratisk vis, har valgt ikke blot unyttige, men direkte skadelige idioter, til at bestemme for os, skal underkaste os dets toplederes tyranni.

Summa summarum :

Mennesket bør ikke leve af supermarkeder alene.

Opbygningen af materialistisk velfærd bør ikke ske på bekostning af vore og andre områders natur- og kulturskatte.

Det er kampen for markeder, der har drevet stormagtspolitikken i dette blodbesudlede århundrede. Mondialismens finansielle og mediale verdensdiktatur er ikke løsningen på dette.

Nationer og regioner har ret til at formulere deres egne idealer og vælge deres egne løsninger.

Verdenssamfundet må udvikle folkestyret i de enkelte lande til et fungerende folkenes styre i samvirke mellem landene, en international parlamentarisme.

De spirer til en sådan udvikling, som naturligvis har motiveret FN og EU neutraliseres gennem mondialismens skyggediktatur og den af det så godt som totalstyrede mediedebat.

Problemet er i verdenssamfundet som i de mindre samfund propagandaens og monopolmediernes magt. Begge dele må brydes. Se folkestyre og internet.

> > > * < < <

Billedkultur, billedfobi

Billedkunsten er langt ældre end skrivekunsten. Tænk på hulemalerierne i Frankrig, Spanien og Sahara.

Og vore egne helleristninger, stenstøtter og -kamre.

De to udtryksformer kalder på forskellige former for kreativ begavelse, der ikke altid optræder sammen.

Dette har sine steder ført til ejendommelig rivaliseren, som har sat spor i verdenskunst og verdensreligioner.

Enkelte religioner forbyder simpelthen billedmæssig fremstilling i det hele taget eller fremstilling af levende væsener. Selv den kristne kultur har været hjemsøgt af antibilleddiller, f.eks billedstormene i reformerte kredse i 1500-tallet, som har kostet især Nederlandene kostbar billedkunst.

Men som helhed har billedkunsten indgået som en mægtigt berigende bestanddel i det religiøse liv og den religiøse forkyndelse i de fleste kulturer.

Den jødiske kultur er derimod ekstremt fattig på billedkunst frem til den allernyeste tid, hvor visse kredse har åbnet sig for den billedglæde, der har levet blandt andre folk.

For jødedommen har det ledt til forherligelse af litterær kunst og hævdelse af jødisk overlegenhed på dette område. Det er overflødigt at nævne jødiske tekster, som har betydet og stadig betyder meget i vor kulturkreds; men det er kulturel slaphed for ikke at sige forfald, hvis vi lader os pånøde mindreværdsidéer på vegne af nordisk, germansk, græsk, latinsk - kort sagt vestlig kultur, som forresten også har modtaget mægtige impulser fra Ægypten, Mesopotamien, Persien, Indien og Kina.

Billedkunstens betydning i og for vestlig kultur vil vi kommentere s. 106-08, og 147-49. Islams forbud mod billedfremstilling er interessant på to måder :

Dels har begrænsningen i motivvalg ikke kunnet kvæle en rig billedfantasi, men bragt den til udfoldelse i kalligrafi og nonfigurative mønstre og dekorationer.

Dels er forbudet mod figurlige billeder under betydelige herskere - persiske og indiske - blevet overtrådt med største ubekymrethed, hvorved nogle af verdenskunstens mest pragtfulde værker er blevet til.

Religion kan givetvis inspirere kunsten, eller kunsten kan inspireres fra samme sted som religionen. Men det er ikke religionen - eller herskerne, i ældre tider fyrsterne,- der skaber kunsten. Den skabes af en naturdrift i mennesket og manifesterer sig gennem personligheder på trods af dogmer, konventioner og magtinteresser.

De største navne indenfor filosofi, kunst, digtning og såmænd religion er fritænkere.

> > > * < < <

Blandede ægteskaber.

Er forbudt ifølge V Mosebog 7 kap. vers 3-4, som giver forholdsordrer vedrørende fremmede folkeslag :

Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra Herren, så han dyrker andre guder og Herrens vrede vil blusse op imod Eder, og han vil udrydde dig i hast."

Princippet har stadig gyldighed for jøder.

Bent Melchior og Alan og Karen Melchior (Magasinet 10/4-94 og Pol. 24/4-94) advarer åbent og stærkt mod blandede ægteskaber som den største fare for jødedommen. Som eksempler på de fordærvelige resultater nævner Alan slægterne : Adler, Ballin, Bing, Brandes, Cordosa, Dessauer, von Essen og hele alfabetet igennem til Salomonsen, Trier, Umma, Warburg og Wulff.

I et interview med Martin Krasnik, WA 17-23/2-95 siger Bent Melchior : "I en meget heftig debat i jødiske samfund over hele Europa siges det dramatisk, at jøder, der gifter sig med ikke-jøder, er den største trussel mod jødedommen - vor tids holocaust."

Hævdelsen af princippet har først og fremmest til formål at sikre en raceren kerne i det internationale netværk. Mange jøder i Danmark og lige ved halvdelen i USA gifter sig nu med gojim. Ifølge gældende regler bliver de jødiske pigers børn alligevel "rigtige" jøder; men børnene af de jødiske mænd falder uden for samfundet. På trods af dette, vil de fleste af dem formentlig arve en vis sympati for jødedommen. Det er derfor ikke sikkert, at øget samgifte vil mindske jødernes magt. Måske kan man nære et beskedent håb om, at det ortodokse element vil svækkes.

I kabalen indgår fra gammel tid, at jødiske piger kan giftes bort til rige eller mægtige gojim, da jødedommens magtsfære på den måde kan udvides. Men jødedrengene bør holde sig til deres egen verden. Til nød kan ikke-jødiske piger optages efter at være indoktrineret i en anvendelig del af den mosaiske lære. Hun anses dog stadig for at være "zona" (skøge) fordi hun ikke er født af en jødisk moder. Mere om omvendelse - enkeltvis og stammevis kan læses på s. 3, 4 og 115 ff i Shahaks Judisk Historia, Judisk Religion.

Sidst i 700-tallet konverterede et helt asiatisk folk, khasarerne på ordre af deres fyrste til jødedommen. (The Controversy Of Zion s.117 ff). Khasarerne blev senere trængt mod vest ind i Europa, og deres efterkommere udgør i dag en væsentlig del af det jødiske folk. Khasarerne havde ingen som helst tilknytning til "det hellige land".

I Danmark har såkaldt "blandede ægteskaber" ikke før været noget betydeligt spørgsmål; men dette forhold ændrer sig. Med indstrømning over vore grænser af store kontingenter af etniske grupper, som er fremmede for eller direkte fjendtlige mod dansk kultur, er denne alvorligt truet. Denne invasion opmuntres og støttes af mægtige udenlandske centre og paradoksalt nok i vort eget land af jødiske media og jødisk elite med brødrene Melchior i spidsen. Se : Bastardiseringsplan, Bilderberggruppen, Coudenhove-Kalergi, Kultur, Mondialisme.

*******

Bogbrænding.

10. maj 1933 arrangerede studenter i Berlin et stort bål, på hvilket de kastede bøger, som de ikke syntes om. Kampen rettedes mod "opløsningssymptomer i vor menneskelige tænke- og livsform, dvs. mod asfaltlitteraturen, der fortrinsvis er skrevet for storstadsmennesket for at forstærke rodløsheden og fremmedgørelsen overfor omverdenen, folket og ethvert fællesskab." Man havde udnævnt ca. 200 forfattere og publicister til bålføde. Demonstrationen var en engangshændelse og støttedes ikke af partiet eller staten. Men den antityske propaganda gjorde et mægtigt nummer ud af tildragelsen som eksempel på nazismens barbari. Det tyske bål blev ikke gentaget; men erindringen blev omhyggeligt holdt ved lige også

efter krigen, og nu har affæren fået sit eget museum. På stedet, hvor bogbrændingen fandt sted, er indrettet et mindesmærke tegnet af en jødisk kunstner. Det er et lille underjordisk hvidkalket rum, hvis eneste udsmykning er reoler med 20.000 bøger, som det hævdes blev brændt. Loftet er af glas, så at folk på gadeniveau kan kigge ned og undre sig. Som motto har man placeret følgende ord af Heinrich Heine : "Det var et forspil, kun. Der hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker."

Han vidste, hvad han talte om, for i det jødiske samfund er det en pligt at brænde og brændemærke bøger og mennesker - man ikke synes om. Derfor pålægges de af deres hellige skrifter at brænde - helst offentligt - ethvert eksemplar af Det Ny Testamente, som de kan komme over.

Den 23. marts 1980 blev hundreder koppier af de kristnes hellige bog brændt officielt og ceremonielt af en jødisk religiøs organisation, som støttes af Israels ministerium for religion.

Om dette tier de danske media; men hændelsen refereres i Israel Shahaks bog "Judisk Historia, Judisk Religion. s. 20-21 og s. 97.

Et endnu bredere barbari med beslægtet baggrund er holdt omhyggeligt underbelyst gennem et halvt hundrede år.

Under krigens systematiske tæppebombardementer gik mægtige bog- og kunstskatte tabt. Efter kapitulationen fortsattes udryddelsen. Tyske biblioteker, også private, blev systematisk støvsuget for mishagelig litteratur. Over 33.000 titler blev fjernet og tilintetgjort. Og sådan fortsætter det. Nutidige udgivelser, som mishager sionismen forbydes stadig, og bøger, selv fagbøger og videnskabelige arbejder, beslaglægges og destrueres. "Bogbrænding" blev med de allieredes "afnazificeringsprogram" (se Morgentau og White, Harry Dexter) gjort til et mellemeuropæisk barbari, som stiller nazisternes i skygge. Kilde : Udo Walendy : Historische Tatsachen, nr. 67.

> > > * < < <

B'nai B'rith.

Jødisk international organisation, grundlagt i New York 1843. Blev hurtigt meget magtfuld. Har 1963 : 2000 loger i 40 lande med mere end 400.000 medlemmer. Europæisk præsident 1996 : Bent Melchior. Se også Anti-Defamation League of B'nai B'rith.

*******

Bubis, Ignatz. ( -1999)

Trods en kriminel fortid som børs- og ejendomsspekulant med en dom 1952 på 12 års fængsel (aldrig afsonet) er han i dag (1996) formand for de tyske jøder. Som sådan militant mod enhver holocaustopposition. Udtalte nov. -94 til Ekstrabladet, at Danmark ligesom Tyskland burde fængsle alle "holocaustbenægtere. Kræver iøvrigt som alle andre jødiske ledere (markant eksempel: Jean Kahn) fælles europæisk lovgivning mod, hvad hans lobby betegner som Auschwitz-løgnen, dvs. sandheden om Auschwitz. Se Auschwitz-B og Auschwitz-Mythos.

Juni -93 lykkedes det ham at presse Max Planck-instituttet i Stuttgart til at afsætte kemikeren og nutidshistorikeren Germar Rudolf. Se denne. Han lovpriste "danskernes" fordrivelse af Thies Christophersen fra Kollund.

For sine fortjenester i forbindelse med "dialogen" mellem jøder og ikke-jøder, hvor de sidste havner i fængsel, hvis de svarer med at sige sandheden, modtog han i -96 den fornemme Theodor Heuss-pris.

August 1997 afgik han ved døden og hans lig blev, da han ikke ønskede det nedværdiget, transporteret til begra- velse i Israel. Her indtraf dog en mærkelig episode. En ung israelit hældte sort maling over kisten og ned i hans grav.

> > > * < < <

Buchanan, Patrick.

Kaldet Pat. Amerikansk præsidentkandidat for republikanerne. Fremkom 1996 med en række forbavsende udtalelser : "Capitol Hill er israelsk besat område."

"Det såkaldte holocaustsyndrom indeholder gruppefantasier om martyrdom"½. 1977 sagde han offentligt, hvad ingen dansker ville vove : "Hitler var et overordentlig modigt individ, "en soldats soldat" i den store krig, en første rangs organisator, en af europæisk historie gennemtrængt fører, der besad oratoriske evner, som selv hans fjender måtte beundre".

Buchanan mener, at skævhederne i fremstillingen af de historiske hændelser er brugt til at manipulere Amerika ind i forkerte krige. Hitler ønskede ikke krig mod Vesten, hans største bekymring var Sovjet. Dæmoniseringen af hans bevægelse parret med overbærenhed med Stalin ledte til en krig, hvis udgang blev helt i strid med Vestens interesser. Det havde været klogere at lade de to diktaturer og de to socialismer gøre op med hinanden.

Buchanans åbenhed er det mest interessante. Her hjemme æres stadig alle, der har kæmpet for kommunismen i Spanien, og støttet den i Sovjetunionen; medens alle, der er gået i krig mod kommunismen eller blot har bekendt sig til en national socialisme, forfølges. Vi har set de første spæde tegn til en omvurdering af kommunismen og dem, der støttede den (fx. professor Bent Jensen). Men en mere fordomsfri bedømmelse af Tyskland og den nationale socialisme, er der ingen karriereglade, der vover at fremføre, eller får lov til at offentliggøre.

Træk fra kampagnen mod Buchanan genkender vi i vor egen presse. Da B. forsvarede den ukrainsk-amerikanske bilarbejder John Demjanjuk, som blev anklaget for i 1942 at have optrådt som Ivan den grusomme i Treblinka, blev han rasende angrebet fra jødisk side. Da Israels højesteret blev tvunget til at frikende Demjanjuk, var hans kritikere tavse.

Det var dog især hans frimodige udtalelser om Capitol Hill, der vakte raseri og bidrog til, at hans medkandidat Bob Dole kom foran; men denne tabte i sin tur til Bill Clinton.

Kuriøst : Buchanan blev på grund af sine jødekritiske udtalelser hyldet som våbenbroder af russeren Zhirinovsky, der på trods af jødisk byrd på den tid selv optrådte meget aggressivt mod jøderne. Det gjorde han dog også mod så meget andet.

I dag, år 2000 er Buchanan trods de hårde angreb igen i forreste række. I bogen A Republic, Not an Empire vender han sig mod amerikansk udenrigs geskæftighed ikke mindst i Europa (som demonstreret i f.d. Jugoslavien) og

Mellemøsten og henviser til de store revisionister som Frederic J. P. Veale og amerikanere som Garrett, Barnes, Chamberlin, Morgenstern og mange flere, som desværre ikke kan skaffes på dansk. Artikel om ham i JHR. vol. 18,3, s. 2-3.

> > > * < < <

Burg, Joseph G. F. 1908

Jødisk dissident. Født i Rumænien og interneret under krigen. Besøgte, som han siger "af nysgerrighed", Auschwitz efter krigen og talte med hundreder, der havde været der under besættelsen. Kom frem til at gaskamrene var en myte, og skrev i 60'erne flere bøger, fx. "Skyld og Skæbne", 1962, der var stærkt kritiske mod holocaust og sionismen, som han betragtede som jødisk nationalisme. Blev bekendt med Ernst Zündel og støttede ham under processen i 1988. Se under Ehrenburg citatet fra The Holocaust on Trial på s. 34.

*******

Butz, Arthur Robert.

Udgav 1976 det revisionistiske hovedværk : "The Hoax of the Twentieth Century" ("Det tyvende århundredes svindelnummer") IHR. Se dette opslag, s. 69. f. Han afviste eksistensen af gaskamre til drab af mennesker og anslog allerede i 1976 det samlede antal jødiske ofre til måske 1 mio . Se også Århundredets rævestreg - måske årtusindets.

> > > * < < <

Børnebegrænsning.

Forudsætningen for at løse klodens befolkningseksplosion. Emnet stadig omgivet af tabufornemmelser, hvilket udnyttes af kræfter, som ser øget folketal som øget magt. Desværre er det stort set rigtigt, at antal giver magt både militært og i "demokratiske lande" ved stemmeurnerne.

Internationale konferencer og media taler figensprog om dette, hvilket kynisk udnyttes i abortdebat og mediernes flygtningeagitation : "Se den stakkels familie med de mange små børn, som gerne vil til Danmark og leve i fred og dyrke deres religion." Hvad religionen går ud på, spørger mediefolkene aldrig om.

Men ude i verden er religionen blodig alvor og bliver det også her, når vi giver muslimer statsborgerskab og der- med beslutningsmagt i vort skrøbelige demokrati.

Muslimske ledere har indset dette. Se befolkningsbomben, der anvendes både af Israel og dets arabiske modstandere.

Men befolkningskontrol er nødvendig !

Der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan leve en værdig tilværelse i et vist land, hvis natur- og kulturværdier skal respekteres. I de nordiske lande er det optimale befolkningstal nået eller overskredet. Vor relative velstand opretholdes ved anvendelse af begrænsede fossile energiresurser og risikabel kernekraft (placeret udenfor vore grænser).

Vi har ligesom enhver anden suveræn stat det fulde ansvar for at vort milieu ikke overbelastes.

Alle lande må hver for sig tage ansvar for deres egen milieu- og befolkningssituation. Vi kan ikke bestemme over andre stater; men vi har ret til at nægte at tage imod deres befolkningsoverskud, ligesom det bør være en selvfølge at kræve en bevidst og fornuftig befolkningspolitik som forudsætning for bistand til andre lande.

> > > * < < <

Børnekonvention, F.N.'s : Se Konvention om barnets rettigheder.