Chamberlain, Neville. (1869 - 1940)

Engelsk konservativ politiker. Premierminister 1937. Er - nogle vil sige herostratisk - berømt for sin "apeasement"-politik : stræben efter afspænding i Europa, hvilket kulminerede med Münchenmødet med Hitler 1938, og de berømte ord : Fred i vor tid. ! Han blev snart tvunget til en hårdere kurs, og det faldt i hans lod to dage efter at Hitlers Polenfelttog var rullet i gang, at erklære Tyskland krig. Maj 1940 efter nederlaget i Norge måtte han afgå, men blev dog siddende i Churchills samlingsregering til okt. Trods nederlaget for hans europæiske idé vil ny forskning måske lede til en vis omvurdering af hans historiske renommé.

> > > * < < <

Chasarer eller Khasarer.

Et fra Asien til Sydrusland indvandret folk, som i 700-tallet antog jødisk tro, dog noget mere tolerant mod kristne og muhammedanere. Efterhånden blev de presset af russere og tyrkere, og et chasarisk rige gik i opløsning i slutn. af 11. årh. Dets efterkommere synes at have præget de russiske jøder. I middelalderen åbnede Polen for indvandring, hvilket førte til, at mange jøder øst fra flyttede dertil. Fra Øst strømmer nu mange til Tyskland, og Danmark har modtaget mærkbare kontingenter. Det mosaiske Troessamfund konstaterede 1952 med overraskelse, at de ortodokse var gået vældigt frem, og af samfundets blade fremgår, at slavisk klingende navne blev fremtrædende blandt annonsører og personer opstillede til valg.

Flere af de aktivt antidanske jøder vidner, at de kommer fra Øst. Måske har den mere åbne antidanskhed, som giver sig til kende, sin baggrund i dette forhold.

Douglas Reed skriver om chasarerne i The Controversy of Zion og peger på, at de aldrig har haft hjemsted i "det hellige land". Arthur Koestler behandler emnet i en letlæst bog, som er oversat til svensk med titlen : "Den trettonde stammen". Se lidt mere under opslaget Khasarer.

*******

Christensen, Lorenz.

Forfatter af bogen "Det tredje ting", Kbh. 1943. En interessant - nu ganske sjælden - bog, der behandler myglet omkring Landmandsbanken.

> > > * < < <

Christophersen, Thies. (1918-1997)

Udgav 1973 bogen "Die Auschwitz-Lüge, Auschwits-løgnen. Kritik Verlag, Mohrkirch. På dansk 1981 Nordland Forlag : "Jeg var i Auschwitz".

Det lille skrift fortæller, at forfatteren efter at være blevet såret i krigen blev kommanderet til Raisko, nær Auschwitz, hvor han som agronom fik til opgave at arbejde med dyrkning af kautchukplanter, der blev anvendt ved fremstilling af Buna-gummi, som blev produceret i Birkenau.

Fanger fra lejrene hjalp til med plantearbejdet, og T.C. besøgte flere gange både Auschwitz og Birkenau men bemærkede ingen gaskamre og heller ikke krematorievirksomhed udover, hvad der virkede normalt for de store menneskemængder og krigsforholdene. Han bestred derfor den officielle påstand om 4 mio. gassede og pegede på, at Røde Kors ifølge det schweiziske Cannstatter Zeitung 12/5-56 havde opgjort antallet af omkomne i koncentra- tionslejre og fængsler på grund af racemæssig og politisk forfølgelse til 300.000, deraf 200.000 jøder. Bogen vakte stor opsigt. Året efter udkom "Did Six Million Really Die ?" af "Richard Harwood", pseudonym for Richard Verrall, og snart fulgte en lang række omvæltende bøger. Se Revisionistiske hovedbegivenheder, s. 170 ff.

15/3 1985 vedtog Vesttyskland ny love, der gjorde det strafbart at fornægte eller bare bagatellisere nazisternes mord på jøderne. Ud fra denne formulering ville ikke engang Politiken eller Den danske encyklopædi kunne udkomme i Tyskland uden at blive tiltalt af anklagemyndigheden.

Det kan derfor ikke undre, at T.C. blev idømt en fængselsstraf. Han afsonede en kort tid og flygtede så udenlands. Boede en tid i Belgien. Kom 1986 til Danmark. Her boede han 1992 i et lille hus i Kollund nær den tyske grænse. Det blev mere og mere klart, at han havde ret.

Så startedes i Danmark en organiseret mediehetz. "Hvem Hvad Hvor" beskriver under et afsnit, som det kalder "LOV OG RET", hændelserne med overskrifterne : "Borgermøder" og "Naziløgne". Politiken skriver : "2 okt. 1994 gik 2000 mennesker syngende i fakkeltog gennem Kollund for at vise sin afsky. Tilråbene : Naziraus og Thies din svindler, snart hænger du og dingler, lød gennem gaderne."

Samme blad bringer 30/9-93 en artikel med titlen: "Bevis for nazigrusomheder i Auschwitz". Hvis artiklen beviser noget, er det snarere det modsatte. Der er næppe nogen, der vil betvivle, at grusomheder har fundet sted i Auschwitz; men beviset for det systematiske, industrielle massedrab ved hjælp af gas mangler, og Politikens egen artikel giver historien det alvorligste knæk. Den indeholder følgende linjer : "Pressac angiver det samlede antal døde i lejren (altså Auschwitz-Birkenau) til 800.000. Dette tal påstår han at basere på 46 dødebøger, som han har gennemgået i Moskva. Tallet ligger langt under det officielle tal på 5,5 mio., som den sovjetiske Auschwitzkommission kom frem til efter krigen."

Ja, og det lå da også langt under det tal på 4 mio., som Politiken og gængse håndbøger har hævdet frem til for kort tid siden, og som holocausthistorikere fastholder den dag i dag.

Men på Politikens redaktion vidste man altså udmærket, at tallene 5.5 og 4 mio. var grebet ud af luften. Se nærmere under Auschwitz-Birkenau.

Om ikke før, måtte det nu stå klart på alle redaktioner, at Thies Christophersen hele tiden havde været adskilligt nærmere sandheden end de officielle media. I stedet for at oplyse dette, intensiverede man udspredningen af de urimeliggjorte tal, og organiserede pøbelangreb på Thies Christophersen. Hvem er det, der er svindlere ? I hvert fald en del mediefolk -

Hvad skulle de finde på ? De gjorde Thies Christophersen til syndebuk og spredte dag efter dag usande og fordrejede påstande om den lille bog, som få havde læst. Et udsnit af det således mediebehandlede publikum benyttede lejligheden til at tage hætte over hovedet og få "Sjov i gaden". Det er forståeligt, at unge kunne tro, at de gik i krig mod nazismen; men det er umuligt at tro, at media ikke indså, at det var ytringsfriheden, voldshandlingerne rettedes mod. Hændelserne afslørede hvor svagt vort demokrati er i lommen på en uærlig presse.

Kulminationen var endnu ikke nået. Folketingsmand og tidligere minister Arne Melchior fremtrådte foran fjernsynskameraerne jublende over at såkaldt "fredelige demonstranter", "antiracister", "antinazister" og "autonome" - medens politiet så den anden vej - kastede sten ind af vinduerne og brændende fakler på taget til en person, som blot havde benyttet sin af grundlov og af to sæt internationale konventioner beskyttede ret til ytringsfrihed.

Det endte med, at den gamle og syge mand blev drevet bort fra sit hus og ud af landet; men mediehetzen fortsatte. Ekstrabladet udnævner en Frede Farmand til "nazijæger" og "naziforsker" og lader ham alene den 27/11-95 udøse følgende skældsord over Thies Christophersen : "gamle nazist, topnazist, internationalt kendt topnazist, løgneren fra Auschwitz, gamle jødehader, historieforfalsker, et udskud (som må) leve under jorden - uden mulighed for at udspy sine forgiftede nationalsocialistiske løgne om den forgudede Führer Adolf Hitler."

Thies Christophersen var ikke topnazist, løgner og historieforfalsker (tværtimod - læs ovenfor). Der er intet i hans person og bog, der retfærdiggør anvendelsen af disse invektiver.

T. C. var først og fremmest bonde. Som kriger drev han det til underkorporal, og som agronom i krigsindustrien fik han rang af løjtnant. Men som bonde på egen gård i Angel syd for den danske grænse var han fagligt aktiv som skribent og redaktør af Der Deutsche Bauer og Die Bauernschaft, samt forlaget KRITIK. Ikke mindst hans causerier i den hjemlige dialekt er morsomme og lette at forstå, da dialekten ligger nær ved dansk. Men forlaget bragte også seriøst stof, hvilket medierne ikke nævner.

Fx. bragte han i juli 1994 Ingrid Weckerts lille skrift "Auswanderung der Juden aus dem Dritten Reich", som bringer overraskende kendsgerninger frem. Ingrid Weckert har også kastet nyt lys over "krystalnatten" med bogen "Feuerzeichen. Die "Reichskristallnacht", som også findes på engelsk med titlen "Flashpoint. Kristallnacht 1938"

Skønt syg måtte T.C. samme år forlade Danmark og søge ophold i Spanien. Han blev ikke taget til nåde; men tog alligevel hjem til Tyskland for at dø i Hamburg 1997.

> > > * < < <

Clinton, William Jefferson.

Amerikansk bilderberger. Guvernør i Kansas. 1993 præsident Blev især kendt for sine amurøse historier, som han - til forskel fra Kennedy og andre - ikke havde talent til at holde uden for offentlighedens søgelys. Som følge af dette blev han totalt afhængig af de overvejende af jøder kontrollerede medier, hvilket disse, naturligvis benyttede sig af. Og han lod sig viljeløst anvende i Nato's brutale intervention i Serbien, som udvikledes til en muslimsk erobringskrig i Europa.

Han gjordes på den måde ansvarlig for brud på Natopagten, FNpagten og de menneskelige rettigheder. Samtidigt ignorerede han Israels overgreb i Mellemøsten.

Hans krig til fordel for muslimerne i Kosovo kan kun opfattes som en gestus - på jødernes vegne - mod arablandene til kompensation for Israels overgreb mod muslimerne i Palæstina og Libanon.

I Clintons ministerier og topadministration kan 1998 opregnes 60 jøder.

*******

Coudenhove-Kalergi, Richard Nikolaus von. (1894 - 1972)

Østrigsk greve og forfatter. Moderen japansk, hans kone jødisk, skuespillerinden Ida Roland, som han fandt var den helt ideelle mennesketype. Deraf fik han idéen, at den ideelle verden skulle bestå af en cocktailrace blandet af alle jordens folk, undtagen det jødiske, som skulle holdes rent, da det skulle gøres til hersker over det homogeniserede blandingsprodukt. Der var da ikke længere brug for grænser, og han gik straks i gang med at homogenisere Europa, idet han startede en paneuropæisk bevægelse. Wiener Freimaurerzeitung nr. 9/10 1923 citerer følgende erklæring : "Fremtidens menneske vil blive en blanding. Til Paneuropa ønsker jeg mig en eurasisk-negroid fremtidsrace, der vil fostre et flertal af personligheder. Førere skal jøderne være, da forsynet med dem har skænket Europa en ny åndelig adelsrace." Mærkeligt at han tror, at enhedsracen vil fostre et flertal af forskellige personligheder; men han skrev i hvert fald et udkast til forfatning for Europas Forenede Stater, og i 1952 udnævntes han til ærespræsident for Europabevægelsen. Afgik 1965, ifølge Lademanns Leksikon i protest mod antigaullismen i bevægelsen. Samme år fik han Sonningprisen. En dansk discipel, politikeren Per Stig Møller udviklede tankegangen både i tid og rum. Se denne.

> > > * < < <

Crémieux, Adolphe (egl. Isac Moïse ) (1796-1880)

Jødisk illuminat. Medgrundlægger af L'allliance Israélite Universelle, hvis eksekutivorgan blev B'nai B'rith. 1863 præsident for bevægelsens centralkomité og stormester i Grand Orient de France, hvis hebræiske navn fastslår : Alle israelitter er kammerater.

Blev bl.a. tilforordnet fransk justitsminister. Revolutionsleder 1848.

Forfattede opråbet til alle verdens jøder : "Den union vi vil oprette skal ikke være fransk, engelsk, irsk eller tysk men en jødisk verdensunion - - - Under ingen omstændigheder vil nogen jøde blive god ven med en kristen eller en muslim - ikke før det øjeblik, hvor jødedommen, den eneste sande religion, stråler over hele verden."

> > > * < < <

Czech, Danuta.

Forfatter af det omfattende værk Kalendarium, som forsøger at fremstille jødernes skæbne under II Verdenskrig. Fremstillingen ikke-revisionistisk; men undgår ikke kritik fra den ufrivilligt-revisionistiske Jean-Claude Pressac's side, og naturligvis ikke fra de meriterede revisionister. I det stærkt debatterede spørgsmål om, hvorvidt Himmler havde beordret demontering af tilintetgørelsesanlæggene, hvilket jo måtte forudsætte, at sådanne fandtes, støttede han sig udelukkende på vidnet Kurt Becker. Hans fremstillings troværdighed beror altså på troværdigheden hos dette vidne, som også Pressac og Hilberg spinder en ende på. Læs nærmere under Kurt Becker.

> > > * < < <

 

Dansk Frihedsbrev !

ved udgiverne af VESTLIG SAMISDAT.

Vi hævder, at vort land har udviklet en værdifuld og selvstændig kultur.

I denne kultur indgår glæde over vort lands naturværdier og dets historiske og kulturelle arv.

I vor kulturelle arv indgår :

at vi har afvist dominans af religiøse og politiske diktaturer

at vi - efterhånden - er nået til at hævde friheden til at forske og kritisere frit og til at offentliggøre velerhvervede anskuelser og forskningsresultater.

at vi bekæmper overtro : religiøs, politisk og folkelig.

Vi ønsker ikke indvandring og statsborgerskab givet til tilhængere af bevægelser, som vil berøve os disse friheder og værdier.

Vi kræver ret til kritik og udbredelse af kritik af sådanne bevægelser og religioner og deres tilhængere. Dette gælder uanset, om de opholder sig i vort land midlertidigt nydende foreløbig beskyttelse, eller om de på en eller anden måde har erhvervet sig statsborgerskab.

Turister, studerende, kunstnere, forskere og foredragsholdere er velkomne til at besøge vort land.

Litteratur af enhver opfattelse og kategori skal være tilgængelig på vore biblioteker.

Men i vore børneskoler skal propaganda for religioner og samfundssystemer, som er fjendtlige mod vor egen kultur ikke udspredes. Saglig oplysning er vigtig i det omfang, det står i proportion til læreplanerne, som netop skal være sagligt oplysende.

Kendskab til fremmede religioner og statsformer bør ikke udlæres uden nøgtern oplysning om de fra danske vurderinger afvigende, eventuelt negative sider af dem.

Elementært om mosaisme eller judaisme.

Mosaismen bygger på de fem Mosebøger, der forkynder, at jøderne er deres Guds udvalgte folk, og at denne gud har lovet dem blodig sejr over deres fjender og erobring af store landområder først og fremmest i Mellemøsten. De

udvalgte stammer må ikke - under truslen om udryddelse - blande sig med andre folk, og hævder at have efterlevet denne racistiske lære, som stadig hyldes, gennem tusinder år. Mosaismen er den mest konsekvent racistiske ideologi, som er alment kendt.

For at fremme sin guddommelige mission opdrages jøderne efter strenge regler og ritualer, samt en helt specifik moralkodeks, der fremmer ekstremt sammenhold rettet mod ikke-jøder. Dette organiseres i et utal af foreninger, menigheder, netværk og organisationer forgrenet over store dele af kloden, især de rigeste. Desuden i kontrol over mægtige finans- industri- og medievirksomheder, der giver jødefolket vældig magt i forhold til dets befolkningstal, der dog er ca. 3½ gang så stort som Danmarks.

Mediejøder optræder udadtil som menneskeretsforkæmpere og antiracister i alle andre lande end Israel. Men i Israel optræder de herskende som racister og agerer i strid med FN's charter, forbryder sig mod Haagkonventionens bestemmelser for civiliseret optræden i besatte områder, undertrykker menneskeretighederne og forbryder sig mod FN's konventioner mod tortur, selvom de har ratificeret dette forbud. (En mulig forbedring af dette forhold, som følge af en højesteretsdom 1999, bør vi se efterlevet i praksis.)

Holocaustmyterne bygger på krigspropagandaløgne fra II Verdenskrig : 6 mio. myrdede jøder, deraf 4 mio. i gaskamre i Auschwitz-Birkenau, er umuligt.

Uanset hvor mange eller få jøder, der er blevet myrdet og forfulgt, gør det dem ikke til bedre mennesker end andre og giver dem ikke ret til forrang eller privilegier eller speciel ret til at fortie eller fordreje sandheden, eller til at mishandle og undertrykke andre.

På grund af mosaisternes forestillinger om bedreværd, specielle rettigheder og front mod ikke-jøder er de ikke helt uskyldige i forfølgelser eller reaktioner, som de har været udsat for. Det er op til dem selv at gøre op med disse forestillinger.

Befolkningerne i alle lande har udstået ufattelige lidelser. Tænker man rigtigt over, hvad historien handler om, er verdenshistorien forfærdelig læsning.

Mosaisk tro og dogmatik bør kunne kritiseres som enhver anden anskuelse eller religion, og troen bør på grund af dens fremmedfjendtlige og i visse henseender barbariske grundsyn (fx. omskærelse og schächtning) ikke nyde offentlig støtte i vort land.

Mosaisk beherskelse af vore medier og en stor del af den øvrige vestlige verdens medier, må brydes, så at ytringsfrihed kan åbne for en friere debat om vort og andre samfund i det kommende årtusinde.

 

Elementært om Islam.

Islam er en autoritær religion, som kræver blind lydighed mod Koranens ord. Demokrati må vige for koranens budskaber.

Religionens bestemmelser for kvinder er efter vor opfattelse groft diskriminerende. Islam foreskriver samfundsreg- ler og straffe, som er stærkt fremmede for vestlige idéer.

Koranen beskriver, hvordan de vantro skal halshugges.

Islamitternes seneste invasion i Europa gennem diffusion over grænserne er senere end mosaisternes, men med langt støre folkemængder bag sig. Der tales om en mia. Tyrkiske islamitter er langt fremme i opbygningen af organisation. Hvis vi lader stå til og undlader at indrette vore egne love efter ny, helt forandrede forhold, kan islamitterne snart præstere netværk, lobbyer og magtpersonligheder, som kan måle sig med eller overgå de judaiske.

Sionisterne er opmærksomme på denne mægtige magt, og bekæmper den beslutsomt i Mellemøsten; men forsøger at kompensere for dette ved at demonstrere venskab mod Islam i vort område ved at anbefale, at dets tilhængere slippes ind i Danmark og udstyres med alle erobreres rettigheder.

Naturligvis kan Islams lære udvikles, ligesom den kristne religion er blevet mildere og åbnere, og tolkninger af Koranen kan tilpasses ændrede tider. Men denne udvikling kan tage forskellige retninger. Danmark råder ikke over rum og resurser at stille til rådighed for eksperimenter af denne mægtige bevægelse.

For nordisk og nærbeslægtet kultur repræsenterer den en livsfarlig trussel. Et led i dens forkyndelse er bygning af blikfang i form af dominerende moskeer med himmelstræbende kupler og minareter. Dertil bønneudråbere med et for os fremmed sprog og en aggressiv tone, i fuldstændig disharmoni med vor tradition for kirkeklokker, hvis fuldstændigt abstrakte tonebudskab først og fremmest forkynder fred.

Når vore byplanbestemmelser er formet ud fra bestræbelser for at beskytte og udvikle dansk byggekultur, er det barbari at kaste det ædleste i vor byggekultur overbord for at tækkes en stormagt, der behersker mere end 50 andre lande.

 

Om indvandrere og fremmede.

Det er en selvfølge, at asylanter og andre med midlertidigt ophold i vort land nyder retsstatens beskyttelse. Man kan leve trygt i en retsstat som de nordiske landes uden at have statsborgerskab. Vi har selv erfaret dette gennem årtiers ophold i Sverige.

Indflyttere i Danmark er ikke tilfredse med dette. De kræver fuld integration, dvs. adgang til alle rettigheder i landet, også retten til at være med at styre og efter ønske omforme vort samfund.

Retten til det sidste er forbundet med statsborgerskab. Derfor kræver de statsborgerskab hurtigst muligt, gerne kombineret med statsborgerskab i et andet land.

Adgang til statsborgerskab bør normalt ikke være noget stort problem, om personen er assimileret, dvs. har antaget dansk samfundssyn og respekterer danske normer.

Men store indvandrergrupper respekterer hverken dansk kultur, dansk samfundssyn eller danske normer.

Derfor vil de ikke assimileres, men kræver alligevel fuld integration og retten til egen kultur såvel som retten til at ændre vort samfund efter deres ønsker.

Vi hævder, at de ikke har denne ret. Hvis de foretrækker et væsensforskelligt forhold til religionen eller et samfundssystem afgørende forskelligt fra det, vi har udviklet i Danmark, bør de vælge et andet land, som passer dem bedre.

Elementære kulturelle og menneskelige rettigheder.

Mennesker skal vurderes ud fra, hvad de afstedkommer og ud fra deres kultur og deres anskuelser, ikke ud fra deres race.

Ytringsfriheden bør være ukrænkelig over hele verden uden grænser.

Frihederne er forbundet med ansvar. Menneskene har ikke ret til at udsuge naturen og forslave hinanden og medskabninger.

Menneskene har ikke ret til at formere sig ud over hvad kultur og økologi tillader. Ingen børn bør fødes, som ikke er ønsket af begge forældre. Ingen bør fødes, som samfundet ikke kan berede en menneskeværdig tilværelse, uden at det sker på andres bekostning.

Alle samfund har pligt til at bringe deres befolkningstal under kontrol. Det er umoralsk og uacceptabelt at nogle lande lader stå til og eksporterer deres befolkningsoverskud til mere ansvarlige områder.

Det er misforstået godgørenhed af Danmark at tage imod dette uansvarlige overskud. Danmark er allerede overbefolket.

Konventionerne om de menneskelige rettigheder bør revideres under hensyntagen til disse erfaringer.

Elementært om frihed.

Sprog og kultur er vigtigt. Derfor er samarbejde med nære naboer, især de nordiske, vigtigt.

Ret til revir er vigtigt. Derfor har vi ret til at slå vagt om vort natur- og kulturområde.

Fuld frihed er umulig og urimelig, men da frihed alligevel er blandt de højeste goder, er følgende vigtigt : Da vor frihed nødvendigvis må beskæres af hensyn til natur- og kulturresurser, samfundet og de andre, er det vigtigt at varetage frihedens interesser overalt, hvor det er ansvarsfuldt muligt.

 

Elementært om demokrati og diktatur.

Parlamentarisme er et nyttigt redskab, men intet værd uden informationsfrihed, ytringsfrihed og ytringsmulighed.

Derfor er disse tre friheder fundamentet i et ægte demokrati. Uden dem : intet rigtigt demokrati.

 

Dansk kultur.

føles måske ikke så mærkværdig for danskerne, som den burde. Dels har vi ganske længe følt den alvorligt truet.ikke

Vi har nogenlunde kunnet forsvare vort arkipelag i udkanten af den europæiske heksekeddel, også mod kulturel nedtrampning. Vi har herunder indset, at vor egenart er bygget op under flittig tagen imod og vekselvirkning især med nærbeslægtede kulturer. Og vi har erfaret, at dette kunne være negativt; men overvejende var berigende. Det gjaldt blot om at slå bremserne i, når underdanighed og aberi var ved at tage overhånd. Holbergs komedier og epistler har været sund vejledning.

Vist findes nationalt og regionalt særpræg. Vi omgås flittigt med skandinaver, og konstaterer forskelligheder, som er sjove og i orden.

Vi har til for nylig mest haft kontakt med nære lande, men vi har udvekslet idéer, oplevelser og erfaringer med de fjerneste områder af kloden. Vor kultur er blevet rigere og er ikke bukket under. Udveksling er altså ikke farlig, så længe vi har den under kontrol. Af mange grunde er vi ved at miste denne kontrol.

Det drejer sig ikke bare om det øgede tryk mod vore grænser på grund af overbefolkning og trafikmidlernes udvikling. Det drejer sig især om vort manglende beredskab til at møde de heraf opståede helt ny politiske udfordringer.

I dag trues ikke blot sprog, men hele vort milieu og vor væremåde af folk, som vil lave vort samfund helt om. De støttes af et fjernstyret medieapparat, som roser sig af tolerance og frisind, men som med dette som bannermærke forsvarer holdninger, som vi selv har kæmpet os fri af for iblandt hundreder år siden.

De mest aggressive agenter finder det da nødvendigt, at nedvurdere danske værdier. Det gælder historie, kunst, religion, og levevis. Alt det vi kender så godt, at vi kan være tilbøjelige til at medgive, at det ikke er mærkeligt. Men når vi sammenligner med de folk, der strømmer ind, og som man vil hævde, vi skal forbrødre os med, så må vi indse, at vi er anderledes, og at det anderledes er værd at forsvare.

Det er blevet vigtigt, at vi bliver os bevidst, at vor land har kultur, som er original, men også forankret i slægts- og sprogbånd til vore nabolande og til et vesteuropæisk kulturfællesskab.

Al hentydning til dette luges ud af mediernes i øvrigt endeløse udbud af snak og sniksnak mellem udvalgte "skønånder", som har de rigtige beskedne meninger.

Ytringsfriheden er blevet selektivt afskaffet. Kun multikulturelle meninger slippes frem, og modforestillinger slet ikke. Når dette kan fortsætte årti efter årti, må man se på, hvad årsagen kan være.

Der aftegner sig da et pres for, at vi skal underkaste os ikke blot et internationalt lederskab; men åbenbart også et nationalt, som ikke er vort eget. Sionistiske skribenter får rundhåndet plads til at agitere fromt for, at vi skal slippe så mange fremmede ind som muligt. Arne Melchior argumenterer ordrigt for, at al dansk kultur er importeret - selv vort sprog og vor skrift. Desuden er vi retarderede - Den jødiske kultur er meget ældre. Han glemmer blot at bemærke, at den stod temmeligt meget i stampe mange hundrede år ?

Vi skal indpodes dårlig samvittighed fordi pogromer har fundet sted mod jøder, skønt disse selv var fjendtlige mod alle andre folkeslag. Og vi skal føle kulturelt mindreværd, fordi skrivekunsten kom noget senere til vore breddegrader. Men det drejer sig ikke om et væddeløb, men meget mere om, hvad man brugte skrivetøjet til, da man fik det.

Her har Norden og dets kulturkreds ingen grund til mindreværdskomplekser, og i tillæg til pragtfulde, uoverftræffelige tekster fra Eddaerne frem til i dag, har vi en arv af billedkunst, som går tilbage til Abrahams dage, og musik, som dog naturligvis først er registreret i nyere tid.

I dette rige kulturliv har vi modtaget impulser også fra jødiske personligheder; men det bør ikke stikkes under stolen, at vi netop har tolket og vurderet dem helt anderledes end den officielle jødedom gør. Om dette har en årtusind lang kulturkamp udspillet sig, og den går åbenbart videre.

Begavede jøder som Goldschmidt har værdsat og ydet værdifulde bidrag til dansk kultur. Brandes lod nu og da, som om han gjorde det; men den attitude synes ikke længere at betragtes som nødvendig. Nu er det nedladenhed, der gælder.

Toneangivende danske jøder finder nu, at de med deres mediemagt har vundet spillet så vidt, at de ved at definere al kultur som jødisk kultur kan nedregne al anden kultur til en lavere klasse.

Arne Melchior skriver 30.07.99 i Jyllands-Posten : "Ikke bare det danske sprog, men også et flertal af de ideer og tanker, der gennem århundreder er udtrykt på dansk, er import og arv fra udenlandske kilder. Ikke ét ord i den hele og betydningsfulde Bibel er skrevet af danske eller på dansk - - - Selv fodboldspillet er faktisk ikke opfundet i Danmark. Ej heller demokratiet - eller korset, der pryder vort flag." Bemærk at han skriver vort flag.

Fodbolden er vi lige glade med; men om betydningen af budskaberne i Bibelen hersker der stærkt modstridende opfattelser. Skandinaviske og germanske opfattelser har været og er vigtige. Hvad demokratiet angår, tror jeg, at daner, anglere og saksere har haft større betydning end israelitterne. Hvad korset angår har vi mejslet og tegnet det siden stenalderen med uden tvivl skiftende symbolsk betydning. Indfattet i cirklen blev det til hjulet, symbol på solens, og årstidernes og tidernes gang. Sådan oplever vi det stadig på klippevægge, sten og kirkemure. Men selve korset står også for vor bekendelse til kristendommen, for hvis tolkning og forståelse skandinaver og ikke mindst vore nabofolk har haft og har betydning.

I bedømmelsen af Jesu ord og hårde skæbne, sådan som vi har fået det overleveret, adskiller troende jøder og både mere og mindre bogstavtroende kristne sig stadig uoverstigeligt fra hinanden,

F.d. chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, der nu betegner sig som journalist siger 26.09.97 i et interview til W.A. på spørgsmålet : - Er det urimeligt at stille særlige fordringer til jødiske statsledere ? : "Jøderne stiller store fordringer til sig selv. Sådan som jeg opfatter det jødiske, er det en meget streng morallære, men der er intet, der står over livet i den jødiske religion. Jeg accepterer de store krav, der stilles til det jødiske, og det er jeg ikke alene om."

Godt indsvøbt i snak indrømmer han derefter, at statslederne prioriterer statsinteresser frem for de etiske krav og konkluderer så overraskende, om overgrebene mod palæstinenserne : "Det er alt sammen statslige interesser præget af den messianske holdning, som er i total modstrid med de traditionelle jødiske etiske krav."

Den messianske holdning er altså ikke etisk - ej heller statsledernes. Hvor finder han da den ædle etik ? Da ikke i Talmud (undtagen måske små bidder) Ej heller i Mosebøgerne og dens 613 forskrifter, med mindre du tolker dem hinsides det aller yderste. Vi har peget på hvordan Herbert Pundik har gjort sit bedste for at tage alle danskere ved næsen ved at udsprede fablen om rabbineren, der hævdede at den vigtigste jødiske leveregel er netop de ord, der tillægges Jesus : "Du skal elske din næste som dig selv." Alle de andre 612 regler er bare kommentarer til denne.

Hensigten med dette budskab, der maj 1995 med Falckbladet blev udsendt til alle danske husstande, var helt klart at få danskerne til at tro, at der ikke er nogen betydningsfuld forskel mellem jødisk og kristen opfattelse. Men han undlod at fortælle danskerne, at for den rettroende jøde er hans næste kun andre jøder.

Det er jo en afgørende forskel. Jødiske skribenter, der hvordan det nu er kommet sig, dominerer vore media, vil nødigt vedkende sig dette. Vi tror det er uklogt af dem, men når de nu ikke vil, må vi andre pege på det og ikke stikke halen mellem benene overfor den kulturkamp, som så beslutsomt føres mod os fra den anden trosretnings side.

Ligesom israelitterne i Palæstina optræder som herrefolket, der suverænt bestemmer fysisk over de indfødte, bestemmer de her, hvad vi må læse og se i fjernsynet, hvilke bøger, vi ikke må høre om, og hvilke, vi ikke må læse : Kaufman, Bacque, Shahak og de historiske revisionister. På denne måde bestemmer de, hvilke meninger og fakta, som må komme frem, og hvilke, der ikke må.

Til det sidste hører den opfattelse, at nordisk, og nærbeslægtet kultur kan måle sig med den jødiske - på sine felter overgår den - og at den har krav på at værdsættes og værnes.

Vi behøver ikke at opholde os ved litteraturen. En del ældre litteratur er jo verdensberømt, og en klækkelig del nyere er blevet det - somme tider måske ikke helt retfærdigt gennem nordisk vinklede Nobelpriser, men somme tider i høj grad. Desuden forsvinder litteratur jo ikke så let. Anderledes med arkitektur, landskaber og bybilleder. Passer vi ikke på dem, forarmes og forsvinder de.

Og de bedste af vore kirker er særprægede kunstværker både uden på og inden i. De er groet op af landskabet og er blevet formet og har fået karakter af dette og af mange af vor kulturs udviklingsstadier. Det gør dem mærkelige og værdifulde - ikke blot for os, men også for andre, der værdsætter kulturel diversitet - se dette opslag.

Selv om man kan beundre muslimsk kunst, har man ret til at forsvare vor egen. Der er mange muslimske lande. Der er kun et Danmark, Norge, Sverige, Island, Finland. Opremsningen kunne fortsætte. Her har vi hedensk - kristen - fritænkerisk kulturarv med egne traditioner og særpræg. De skal ikke rendes over ende af ugennemtænkte direktiver fra en international lobby.

Vi vil forsvare muslimernes og afrikanernes, for ikke at tale om indianernes og Østens, ret til at udvikle og forsvare deres kultur og tradition, der, hvor de har den. Men vi har ret til vor egen.

I klartekst : ikke flere moskéer i de nordiske landskaber - ingen halvmåner over vore købstæder. De har intet her at gøre. De er fremmede for vor tankegang og vor kultur. Der er nok af dem andre steder. Se kultur og kulturkamp.

Vi har grund til at være glade og stolte over vore kirker og vor folkereligion og over vor fordragelighed, frihed, frisind og kritik. Vi skal ikke lade denne frihed misbruge.

Vi sagde Nej til katolicismen, til pavedømmet. Vi afviste reformationens mest yderliggående sekter, som billedstormede mod kirkerne. Derved reddede vi mægtige kulturværdier. Vi tog imod og tog del i oplysning, naturvidenskab og teknik. Vi accepterede frihedsidéerne uden at gå til yderligheder. Det samme gjaldt socialismen, og vi faldt ikke farligt for kommunismen og nationalsocialismen. Vi har arbejdet os en smule på afstand af oldtid og middelalder.

Hvorfor må vi ikke forsvare disse værdier ? Hvem har interesse i at føre os tilbage 2 - 4 - 600 år ?

Vi har peget på at mondialismen og sionismen, disse mægtige magter, er fjender af selvstændige livsvurderinger. Derfor instrueres de af dem dirigerede media til at bekæmpe diversitet og dansk historie- og kulturbevidsthed.

Se Søren Mørchs (s. 124) og Melchiorbrødrenes nedladende kommentarer. Og blæs så på dem !

Malernavne som Jens Juel, Eckersberg, Ring, Hammershøi og Heerup med mange - mange flere, taler for sig selv.

Også vore store lyrikere er af verdensklasse. Vi lader en af dem udfolde skønheden i vort sprog, samtidigt med at han maler storheden i vor natur og tolker en deraf inspireret religiøsitet, som gennemtrænger ikke blot dansk, men i det hele taget nordisk digtning og malerkunst. Læg i følgende digt mærke til billedet : "tækket med gyldne skjolde". Det er hentet fra eddaen. Med de ord beskrev Snorre Sturlasson vikingernes valhal.

Der står et slot i Vesterled,

tækket med gyldne skjolde,

did går hver aften solen ned

bag rosenskyernes volde.

Det slot blev ej med hænder gjort,

mageløst står det smykket;

fra jord til himmel når dets port,

vor Herre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,

porten skinner som ravet;

med strålestøtter underfuld

sig borgen spejler i havet.

Guds sol går i sit guldslot ind,

skinner i purpurklæder,

i rosensky på borgens tind

står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,

vandrer til fjerne lande;

ham følger liv og lys og dag

bag nattens brusende vande.

Lig solen farer livet hen,

går til forklaringskysten;

med glans opdukker sol igen

fra paradiset i østen.

B. S. Ingemann (1789-1862) Fra "Syv aftensange" 1838.

Melodien af C. E. F. Weyse (1774-1842) er lige så henrivende.

Nogle har peget på, at komponisten, der har givet os noget af det mest danske, vi ejer, var født i Tyskland. Ja, i Altona. Det er nu ikke langt borte. Det viser dog, at naboer godt kan blive danskere.

Men vi kender også eksempler på folk fra meget fjernere himmelstrøg, som er blevet danske, om ikke af "æt" så "af id". Danskhed er ikke et spørgsmål om bopæl og pas, men om sympati og kultur.

*******

Danske foreninger.

Den Danske Forening.

Foreningens formål er "på folkestyrets grund, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser at sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme" (fremhævningen vor).

Hvorfor kan ikke alle danskere tilslutte sig denne målsætning ? Fordi vi her har et typisk eksempel på vore ensrettede mediers magt til at sværte et begreb, så at det bliver et skældsord, der pariamærker enhver, det bruges på. Sådan er det lykkedes at sværte ordet dansk og alle dets afledninger. Foreningens tidsskrift hedder Danskeren. Det indeholder læseværdigt stof. Men navnet er defameret så effektivt, at underverdenen af autonome og "antifascister" udøver terror mod foreningens mødevirksomhed.

1997 aflyste foreningens ledelse uden varsel et årsmøde, fordi underverdenen havde truet med demonstrationer. I Samisdat nr. 3 og især i nr. 4 fortæller vi den bizarre historie om foreningens udemokratiske ledelse, som har sin andel i skandalen. Den er for fej til at give igen på mediernes bagtalelse, der er styret af sionistiske agenter med Pundik, Melchior etc. som topnavne. I stedet for at besvare denne udfordring læsser de al skyld på muslimerne.

Foreningens dårlige rygte er delvis selvforskyldt. Et forsøg 1997 på at forny og vitalisere organisationen blev avværget i strid med foreningens formålsdeklaration, ifølge hvilken foreningen skal virke på folkestyrets grund. Det gik helt galt, da formanden flygtede fra mødet, fordi han ikke ville høre på, hvad medlemmerne havde at sige. Og det blev helt groteskt, da næstformanden erklærede, at det var styrelsen, der var foreningen - ikke medlemmerne. Vi refererer de sære hændelser i Vestlig Samisdat nr. 4.

> > > * < < <

Dansk folkeparti.

Nyder den fordel, at være repræsenteret i folketinget, hvad det kan takke Mogens Glistrup for. Den nuværende leder, Pia Kjærsgård er dygtig, men desværre også noget kynisk. Det afsløres i hendes hårde udrensninger af medlemmer, som ikke hylder hendes tolkning af partilinien, der desværre ikke er præget af konsekvens. Pia angriber muslimerne med hovedvægt lagt på deres hallalslagtning. Man forstår ikke, hvorfor hun ikke medtager den jødiske schächtning, som hun selv har overværet. Den er nærmest værre end hallalslagtningen, og det middelalderlige i ritualdyrkelsen er jo af samme karakter.

Og når hun føler så stærkt for de værgeløse, er det svært at forstå, hvorfor hun ikke har medlidenhed med små børn, der udsættes for omskærelse. Ikke blot den kvindelige omskærelse, men også den, der rutinemæssigt udøves mod bittesmå drenge. Det er et fysisk overgreb mod barnet, hvilket fordømmes af FN's børnekonvention. Konventionens talsmænd opfordrer til at agere mod overtrædelser. Partiet burde være konsekvent i denne sag. Men partiets kulturprogram er tilsvarende populistisk pauvert.

I april 2000 har Dansk Folkeparti som det bedst etablerede parti mod indvandringspolitikken haft stor fremgang og er nu Danmarks tredjestørste parti.

Fremskridtspartiet.

Revnede i 1999 og gled ud af tinget. Det mistede derved chancen for at passere uden om Folkepartiet med en endnu konsekventere indvandringspolitik, som Mogens Glistrup lagde op til med sit stærke udspil : Danmark skal være muhamedanerfrit ! Denne klare melding slog igennem i medierne, og kunne have bragt partiet frem. Men den etablerede partiledelse sprængte partiet. Og Glistrup, der overtog stumperne, afskar sig med hasarderede udtalelser og forslag fra at følge succesen op. Skuffede sympatisører fra Folkepartiet og Fremskridtspartiet har tilbage, at tilslutte sig Fælleslisten mod indvandring.

Dansk Centerparti.

Et af de små partier, som kæmper mod mediernes boykot. Idéen ligger jo lige for. Når både venstre- og især højreekstremisme er forkastelig, så må centrum være det rette. Og i centrum må Danmarks interesser da stå. Partiet vil direkte demokrati og skærpet udlændingepolitik. Vi finder dets program sympatisk, lige som dets formand, Per W. Johansen. Vi ønsker centerpartiet fremgang.

Nationalpartiet Danmark.

Her finder vi de helt klare paroler. Formanden er en af vort lands absolut bedste talere, Kaj Wilhelmsen. Hør hans telefonavis på 32576777. Tænk om vi kunne høre et sådant klarsprog fra folketingets talerstol !

En anden betydelig kraft er Ole Kreiberg, som i mange år har redigeret Danmarks patriotiske hjemmeside på internettet : http.//www.patriot.dk.

Fælleslisten mod indvandring.

Har til formål at samle stemmerne på de partier, der forstår, at indvandringsspørgsmålet er vort lands uden sammenligning vigtigste. Tilsluttet er foreløbig Centerpartiet og Nationalpartiet Danmark. Tøvende står, så vidt vi kan se, Fremskridtspartiet eller i hvert fald en flexibel fraktion af det. Dansk Folkeparti lider af berøringsangst og kommer næppe på tale.

"Dansk" "Kultur".

Et nærmest tragikomisk indslag i dansk foreningsflora blev til ved et præsteligt initiativ.

Det startede med et ganske langt indlæg i Jyllands-Posten 20/9-98, hvor pastor Rolf Slot-Henriksen rettede angreb mod muslimerne for fjendtlighed mod jøder. Han nævnte ikke, hvordan denne fjendtlighed var opstået og hvem, der egentlig havde startet den, for tager man dette i betragtning er de muslimske holdninger jo ikke så mærkelige; men præsten bringer tre citater, som er interessante. En amerikansk konvertit siger om jøderne: "De bekæmper os og torturerer os." Ja, det kan man jo ikke komme uden om. Israels regering bekender det åbent. Næste citat : "Islam burde være den religion, der behersker verden. (Cit. Ja. Goodwins "Price of Honour" 1994)." Ja, men hvad siger da jøderne ? De siger, at jøderne og jødedommen skal beherske verden, og vi andre er bare som dyr. Se Talmud, Herrefolk og Cremieux m.m.fl.

Endelig citerer han et muslimsk standpunkt ved menneskeretskonferencen i Teheran : " Kristne og jøder er andenklasses mennesker", "Kristne og jøder er på et lavere stade", "ateister er ikke værdige til at leve", "de er som dyr", "de er uden rettigheder", "en muslim, som bliver jøde eller kristen er ikke værdig til at leve, han har forspildt sit liv". Præsten afslutter sin betragtning :"Det er ufatteligt, at nogle kan gå ind for dette islamske apartheidsystem".

Det kan man sige. Men er det ikke endnu mere ufatteligt, at præsten, som er cand. theol. åbenbart går ind for det jødiske "apartheidsystem", som muslimerne åbenbart har kopieret. Det er rettet mod muslimer og kristne, men mest fjendtligt mod de kristne. Læs som nævnt Talmud om herrefolket og henvisningerne under Jødisk verdensherredømme.

Da ingen gør ham opmærksom på dette, går han endnu friskere ud med forslag til en ny forening, som skulle modarbejde muslimerne. I Jyllands-Posten 7/8 hedder det : "Præster kalder til kamp mod islam." I Ekstrabladet samme dag : "Præst til kamp mod Islam. 40 læserbrevskribenter skal mødes og beslutte om en forening, der skal modvirke muslimsk indflydelse i landet og måske en anden, der skal kæmpe for dansk kultur"

Men næste dag står der i J-P : "Forening mod islam droppet" og i Fyens Stiftstidende : "Anti-muslimsk møde var en misforståelse". "Mødet i Odense var ikke vendt mod islam, hævder arrangør"

Jo, vist var mødet tænkt som en aktion mod islam. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af indbydelserne. Men præsten og hans allierede havde fået kolde fødder, så sent, at de ikke kunne nå at sende afbud. Vi, der mødte op, fik efterhånden forklaringen. Sionisten Geoffrey Caine sad i præstens råd. Han havde indset, at angrebene på islam lige så meget ramte jødedommen. Han havde sagt : Aflys ! Og så aflyste præsten.

Der taltes om demonstrationer. Vi, der mødte op, kan bevidne, at der ikke var spor af demonstranter, og der var i starten heller ingen repræsentanter for arrangørerne. Vi mødte en ung journalist fra Jyllands-Posten, der oplyste, at han på telefon havde fået at vide, at der ikke blev noget møde. Efterhånden kom det så frem, at det var Geoffrey Caine, der var årsagen.. Se Vestlig Samisdat nr. 6, s. 13 ff.

Slot-Henriksen fik bagefter stiftet sin forening. Pressen fik først underretning bagefter. Foreningens navn er en fornærmelse mod dansk kultur. Det er i strid med det bedste i dansk tradition at tale tvetunget. (Ingemann skrev om Holger Danske : "- og hvem jeg end kastet min handske, opslog jeg min ridderhjelm-") Som formand for den ny forening forsikrede S.-H, at foreningen ikke er rettet mod Islam (og altså ikke mod jødedommen). Men den udpegede næstformand cand. mag. Preben Bred fortsætter ufortrødent at angribe Islam med en frontal artikel ;"Muhammedanmark" i Ekstrabladet 14.09.99. I denne og i en efterfølgende artikel i Jyllands-Posten 30.10.99 "Ytringsfrihedens fjender i Danmark" retter han tillige skytset mod formanden for Rådet for etnisk ligestilling, biskop Kjeld Holm og medlemmet af dette. Bashy Qurashi, der også er næstformand for "POEM" og formand for "Fair play", og som har oprettet overvågningssystemet "Medie Watch", der holder øje med medierne. Ifølge P. B. undrer B. Q. sig over, "at danske journalister får lov til at skrive, hvad de vil."

Jamen, det gør de da netop ikke ! Og i den forening, hvis næstformand P. B. nu er, får man heller ikke lov til at skrive, hvad man vil. Man må gerne kritisere Islam og en dansk biskop, der favoriserer indvandring af muhammedanere; men man må ikke kritisere en jødisk f.d. rabbiner og en jødisk folketingsmand, som gør det samme. P. B. skriver i Ekstrabladet om Kjeld Holm : "Som en mørkets fyrste arbejder han med ildhu for islam ..." Jamen, det gør da brødrene Melchior også - her i vort land, men piben i Israel har en anden lyd. Det er dette dobbeltspil, der styrer den kvælende hånd, som ensretter danske medier.

Danske foreninger, der ikke vil eller kan frigøre sig fra den bagved liggende lobby's meningstyrani, bør ikke betegnes som danske.

> > > * < < <

Dansk religion.

Se opslag om Jødedom og Kristendom og Samisdat nr 3 og 4 og Epistel No. 4 : "Om danernes kristne tro."

*******

Darvinisme og diversitet (mangfoldighed).

Charles Darwins iagttagelser af lovmæssigheder og systemer i dyreverdenen vakte begejstring, men også forbitret modstand i slutningen af 1800-tallet. Især det, at mennesket syntes at passe ind som et biologisk væsen på linje med millioner andre skabninger.

Dette brud - måske kun for en overfladisk betragtning - med den bibelske skabelsesberetning, der ligesom fjerner mennesket fra, om ikke kejsertronen så statholdertaburetten i kosmos, havde og har mange, trods opdragelse til ydmyghed, svært ved at acceptere.

Selv om en række ny videnskaber, deriblandt etnologien, som vi i dag ser illustreret i vor dagligstue med pragtfulde TV-film, demonstrerer vort fjernere eller nærmere slægtskab med andre levende væsener, er der endnu i dag mennesker, der fornægter udviklingslæren med henvisning til, at mennesket er noget specielt. Men det er det jo alligevel ! Det må man have lov til at hævde uden at give afkald på Darwin, Konrad Lorenz, Jane Goodall og Max Planck.

Vi har valgt darwinismen som eksponent for en naturvidenskabelig betragtning af vore fysiske omgivelser, hvilket vi ikke mener behøver at udelukke beundring for menneskeånden - især når den er ypperst - eller skaberen af det hele, hvad enten det drejer sig om nogen eller noget, der involverer sjæl, der minder om vor egen, eller det hele kan reduceres til et gigantisk spil indenfor rammerne af partikelfysik.

Hvor interessant, det sidste end kan være, er det alligevel sådan, at for os, der er havnet der, hvor vi er, i fænomenernes udvikling, er menneskets situation i alle fald det væsentlige for os, og meget interessant.

En spændende og central ejendommelighed ved vort Jeg og vor erkendelse er det forhold, at det faktisk netop er det, der er centrum i al det kosmos, vi oplever. Alt - absolut alt - hvad der indkorporeres i dette kosmos er tolkninger af de indtryk, som på en eller anden måde dukker op i vor bevidsthed, og måske underbevidsthed. Sådan set er hver af os centrum i kosmos. Det være så kun hans eget, men i grunden det eneste.

I Kykloperne fremfører den toøjede dissident med udgangspunkt i et sådant konsekvent egocentreret verdens- billede interessante betragtninger over begreberne rum og evighed, som reviderer vaneforestillinger.

Men i forundring over og beundring for, hvad "forskning" dynger op af "ny viden", er det vigtigt at holde sig et særligt perspektiv for øje : på det menneskelige plan gælder, at tekster af Homer, Sokrates, Aristofanes og Holberg er lige aktuelle den dag i dag, og mange religiøse tekster, forstået poetisk eller allegorisk - sjældnere bogstaveligt - er det også.

I dette perspektiv, ikke mindst det kunstneriske, ophæves grænser både i tid og rum. Vi møder de store ånder som om, de stod foran os.

Men glæder over storheden i andre kulturer og andre epoker må ikke lede til slaphed overfor vor egen kulturarv. Det er den, vi i første række er ansvarlige for.

Derfor går vi ind for kulturel diversitet, såvel som for biologisk og hævder, at en original kultur har mindst samme ret til at beskytte sig og blive beskyttet som en dyre- eller planteart.

> > > * < < <

Deckert, Günter. F. 1940

Fremtrædende tysk revisionist og offer for Tysklands overgreb mod ytringsfriheden. Gymnasielærer, formand for et mindre nationalsindet tysk parti NPD. Han oversatte Leuchterrapporten til tysk og inviterede den britiske historiker David Irving til at holde foredrag i Tyskland. Han hævdede i taler og flyveblade, at : "I Auschwitz omkom ikke millioner". Denne påstand var i begyndelsen af 90'erne svær at modsige, da tabstallet selv i avisomtaler var reduceret til en fjerdedel eller mere. Se Auschwitz og Jean Claude Pressac.

Alligevel blev han i henhold til nyligt indførte love slæbt for retten for at have fornægtet jødemordet, som staten for Auschwitz's vedkommende havde fastsat til 4 mio. Deckert hævdede, at han ikke havde benægtet mordet, men dets omfang. Ved den første retssag i Mannheim 1994 udtalte to dommere, at de respekterede Deckert, som en fin og idealistisk mand; men at de måtte dømme ham efter loven. Denne venlighed kostede dommerne deres embede, og så trådte friske kræfter til med ny retssager.

Deckert påpegede, at det gaskammer, som turisterne fik forevist i Auschwitz, var en attrap. 21 april 1995 blev han ved Landesgericht Karlsruhe dømt til 2 års fængsel ubetinget, fordi han havde oversat gaskammeringeniøren Fred Leuchter, "der var kommet til en anden opfattelse end den, som den holocaust-officielle lære foreskriver." Deckert kunne ikke lade være med at smile af oversættelsen og tillod sig at bruge forkortelsen "Holo". Se nedenfor.

Da statens overanklager Heiko Klein spurgte : Tror De ikke på holocaust ? svarede Deckert : Jeg har vænnet mig af med at tro, jeg vil vide.

I 1994 havde man på grund af denne halsstarrighed forøget hans straf til 7 års fængsel. I Frankfurter Allgemeine Zeitung kunne man i den anledning læse følgende tunge betragtninger :

"Hvis Deckerts opfattelse af holocaust var rigtig, ville forbundsrepublikken være grundet på en løgn. Hver præsidenttale, hvert minuts stilhed, enhver historiebog ville være løgn. Ved at bestride jødemordet bestrider han forbundsrepublikkens legitimitet. (Patrick Bahner, Objektive Selbstzerstörung )"

Man kommer til at tænke på Samson, der blindet og i lænker rusker i paladsets søjler, så de vælter, og taget ramler ned i hovedet på filistrene.

Men disse kom hurtigt til hægterne igen, og retsforfølgelserne fortsatte. 11.4.97 blev Deckert endelig ved Landesgericht Mannheim dømt til 27 måneders fængsel for følgende "forbrydelser ":

1. 2/9-90 havde han organiseret et foredrag af den britiske historiker David Irving, der ved denne lejlighed havde sagt en strafbar sætning. Nu viste forsvaret, ved hjælp af en video, at Irving faktisk ikke havde sagt denne sætning, som var et fantasiprodukt af Heiko Klein. Da besluttede dommer Nusselt, at den ikke sagte sætning utvivlsomt svarede til Irvings indstilling, og at denne altså godt kunne have sagt den. Deckert måtte have vidst, hvad Irving havde kunnet sige, og var altså skyldig, som om historikeren faktisk havde sagt det. Tanker er ikke mere toldfri.

2. Deckert havde bestilt 50 eksemplarer af bogen Grundlagen zur Zeitgeschichte i hvilken ordene "angivelig" og "formentlig" var blevet anvendt i forbindelse med gaskamre. Dette var forbryderisk, og så var indkøbet af bogen det også.

3. I Deckerts forlag DAGD var bogen Der Fall Günter Deckert blevet forhandlet. I denne var den anden Mannheimdom blevet aftrykt. Deckert dømmes for at have offentliggjort en dom afsagt i folkets navn. Og det var netop dommerens egen udtalelse, Deckert blev dømt for. Den var også meget stærk - den lød : "Hans egne (Deckerts) krænkende ytringer som "Holo" har angrebet menneskeværdigheden af det tyske jødiske mindretal, han har med vilje og hensigt fremstillet det og andre jøder som parasitter, der med en systematisk løgnehistorie til egen nytte knebler og udbytter Tyskland, og dermed har truffet dem i kernen af deres personlighed". Kilde : NJ, især bilag maj -97.

Dommen afviser ikke, at Deckerts udtalelser er sande, for det er lovteksten uvedkommende. Dommen fastslår, at deres indhold er nedværdigende for jøderne, og som Klein fremstiller det endda ganske grueligt. Så dommen bliver en dom over de ansvarlige jøder, til hvilke anklageren åbenbart henregner det tyske mindretal. Men loven er udformet sådan, at det kun er dem, der afslører det nedværdigende, som skal straffes. Sagen er af stor interesse for os, da en mægtig lobby arbejder for, at vi skal indføre samme ordning her.

> > > * < < <

Defamering.

Det at defamere : gøre nogen eller noget negativt, afskyeligt. Skridtet inden dæmonisering. Begge dele indgår i sionistiske "forsvarsstrategier". Se om international d. under David Irving, s. 76 og Penguin Lipdtadtprocessen s. 135 ff. Om fire eksempler på sionistisk defamering i Danmark, se s. 138 ff og s. 174, året 1995, og s.175. året 1998.

Se også dæmonisering og Propaganda.

*******

Demokrati.

Se også Folkestyre og Folkenes styre.

Begrebet er et centralt misforståelsesobjekt både i dansk og international debat. Personer og lande, der hævder at være demokratiske føler sig dermed placeret i en bedre rangklasse, der giver dem ret til at forfølge og mobbe andre personer og lande.

Men det, der først og fremmest bør kendetegne demokratiet, er respekt for information og argumenter.

Anvender vi dette kriterium, er ægte demokrati sjælden. I det daglige liv træffer man personer, som virker åbne og objektive, men som afslører, at der findes fakta, de ikke vil vide af og/eller usandheder, som de ikke vil tage afstand fra. Vi tænker ikke på personer, der hævder, at Jesus opstod fra de døde efter tre dage, skønt dette næppe kan hævdes at være bevist. Det er heller ikke bevist, at han ikke gjorde det. Dermed kan det hævdes, at påstande af den type bør have et vist spillerum indenfor begrebet "tro", som ikke er udemokratisk, med mindre det forbyder mangel på samme tro, og endda tvivl.

Men det er en anden sag, når nu mange påstår, at 4 mio. jøder blev myrdet af nazisterne i Auschwitz, skønt enhver i dag kan slå op i Den Danske Encyklopædi og konstatere, at faghistorikere nu mener, at tallet kun var en fjerdedel. Især, da det er let at kontrollere, at andre forskere mener, at tallet var endnu lavere.

Her må det gælde, at enhver i et ægte demokrati har ret til at tro, hvad det skal være; men det er afgørende udemokratisk, når troende eller bekendende forfægter, at andre meninger, fx. sådanne der bygger på leksika, fagbøger og sund fornuft, ikke skal have lov til at komme til udtryk.

Det er et sadant uvæsen, som nu forsvares af politikere, embedsmænd og media i Danmark og i store dele af verden.

Der er derfor ikke ægte demokrati i Danmark, og heller ikke i et flertal af andre lande, der ivrigt smykker sig med titlen.

De magt- og medieherskere, der undertrykker relevante oplysninger er ikke demokrater, men fascister. Vi kalder dem mediefascister. Medens den fysiske fascisme anvender vold, fængslinger og henrettelser, har pseudodemokratierne udviklet en mere raffineret terror.

I sin enkleste form udelukker de alle med viden og opfattelser, de ikke kan lide, fra medier og karriere. Hvis dette ikke er effektivt praktiseres mobning. se dette opslag.

I de seneste år har psykologer og socialarbejdere advaret mod dette begreb. Mobning er almindelig i skoler og på arbejdspladser. Man mener, at 60 % føler sig mobbede i dagligdagen.

Men den mobning, som politikere og media retter mod afvigende opfattelser, betragtes som de stærkes selvfølgelige ret, selv når den antager karakter af "hetz"

Blot det, at ny idéer finder sammen for at danne et nyt parti rejser en enig fordømmelse fra etablerede partier og deres media.

Og andre opfattelser af individer eller grupper, som det lykkes at komme til orde, bombes til jorden - ikke med argumenter, men med skældsord, defamering.

Her er ikke længere tale om tilfældige aktioner; men - især når der er tale om lyssky emner - om nøje planlagte felttog mod bestemte opfattelser, som systematisk brændemærkes ved konsekvent farvelægning af bestemte ord i vort sprog. Målbevidst indarbejdes positive og negative valører på alle politisk interessante begreber. Når de systematisk er indarbejdet, er argumenter og forklaringer unødvendige. Det er nok at udslynge et ord for at placere noget som infamt eller latterligt. Hvis én gang ikke er nok, er det bare at blive ved. Det tekniske udtryk er "defamering".

Ord som tilstræbes latterliggjort, defameret, er fx. : dansk, national, fædreland.

Ord, som uden undersøgelse skal betegne noget negativt, usselt er : ekstrem, ekstremistisk, højreorienteret, racistisk, fremmedfjendtlig, antisemitisk, fordomsfuld og nazistisk, men mærkeligt nok ikke kommunistisk.

Etnisk udrensning forudsættes ondskabsfuldt og skadeligt, men etnisk blanding velsignelsesrigt, skønt virkeligheden oftest viser det modsatte. Kritik kaldes : had.

Ord som uden analyse forudsættes positive er : tolerant (skønt der må være grænser for tolerancen mod intolerante ideologier), åben (O.K.), fordomsfri (uden at undersøge om der er tale om fordomme eller efterprøvede domme), multikulturel (noget frygteligt vrøvl), fremmedvenlig (uanset om det er venligt mod det nære og velkendte), international (uden øje for at nationale værdier også kan være værdifulde internationalt), etnisk blandet (uanset om blandingen eksploderer).

Med et ord eller to er al modstand mod multikult og hootonplan forvist til ekstremismens foragtelige niveau. Med en kliché er al kritik af Islam, sionisme og jødisk racisme lagt for had.

Resultatet er fortielser, fordrejninger og forvrængninger. og en ensrettet danskfjendtlig debat.

Hvorfor er det latterligt, at være dansk ? Hvorfor er det smukt, at være neger eller tyrk eller jøde ?

Når man må kritisere danskere - hvorfor må man så ikke kritisere tyrkere og jøder ? Når muslimer og jøder bestemmer, hvad deres tilhængere må spise (for det gør deres religioner), hvorfor må så danskere ikke bestemme - ikke, hvad de skal, men hvad de bør have lov til at spise ? Dette bestrides allerede fra muslimske indvandreres side. Danskerne skal indrette sig efter indvandrerne, ellers kan de flytte til Bornholm (DR 1, 5/9-99) Og Arne Melchior går igen ud for at støtte muslimerne her i Danmark. Som altid får han lang optræden i fjernsynet med angreb på dansk kultur (TV 2, 3/9-99) Anledningen var, at Brøndby kommune havde besluttet at vuggestuerne skulle servere dansk mad. Melchior påstod, at det var mod grundloven, og erklærede følgende : 1) : Danskerne skal ikke bestemme, hvad muslimer (underforstået og jøder) skal spise. 2) : Det kommer ikke an på, hvad man putter i munden, men på, hvad der kommer ud af den.

Jamen, det er jødedommen og Islam, der bestemmer, hvad deres tilhængere må spise, ikke kristendommen. Tværtimod lod Jesus sine disciple spise korn på en sabbat (Matthæus 12,1-8, Lukas 6,1-5) Da farisæerne og de skriftkloge angreb ham, svarede han ifølge Markus 2, 23-28, at "sabbatten er blevet til for menneskenes skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten." Ifølge Lukas og Mathæus kort og godt : "Menneskesønnen er Herre over sabbatten".

Da de skriftkloge fortsatte at angribe ham, nu fordi disciplene ikke vaskede hænder før måltidet (der er ikke tale om det, vi forstår ved håndvask, blot et ritual med en håndfuld vand) svarede han med den udødelige bemærkning, Mathæus 15,11 : "Hør og forstå : Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent !"

Det er uklart, om Melchior har hørt Jesu ord - han har i hvert fald ikke forstået dem. Måske holder han sig til Talmud, der lægger en noget lignende udtalelse i munden på rettroende jøder, hvormed pointen fuldstændigt forsvinder.

Hvad Arne Melchior i hvert fald ikke har forstået er, hvad det vil sige at være dansk. Han forsikrede borgmesteren : Min familie har været i landet siden 1600-tallet. Jeg er syvende generation dansker. Jeg er lige så dansk som du !

Nej, uanset antallet af generationer er han aldrig blevet dansk. Naturligvis ved han dette, men lader som om, han ikke forstår, at forskellen mellem det folk, han tilhører, og danskerne netop er, at jøderne ikke må spise, hvad som helst, når som helst. De må ikke ære Jesus, ej heller den del af bibelen, der beretter om ham. De slagter dyr på en grusom måde, og omskærer små drenge i strid med menneskerettighederne og børnekonventionerne. I hvert fald er det sidste i strid med vor grundlov, som fastslår, at intet må læres eller foretages, der strider mod sædeligheden og den offentlige orden. Naturligvis ved han, at omskærelse og koscher og jødiske forbandelser mod Jesus og kristne er i strid med vor grundlov, og alligevel er han fræk nok til at påberåbe sig den. Også muslimske kvinder slæbes frem i fjernsynet og påberåber sig den danske grundlov til forsvar for deres religion. De kan måske være i god tro; men programlederne bør kende vor grundlov og korrigere dem, hvilket aldrig sker.

Disse episoder illustrerer, hvordan dansk fjernsyn er tyranniseret af en pligt til at være politisk korrekt i multikulturel mening. For at sikre sig en karriere klemmer programledere så mange "farvede" ind i programmerne som muligt, og om kritik af indvandrere ikke kan undgås, sørger man for, at deres organisationer får lov at træde frem sammen med danske socialtjenestemænd og -kvinder, der har samme interesse i at bortforklare og undskylde. Ikke engang politikerne tør tale åbent om undergravningen af dansk velfærd og kultur af angst for at blive stemplet som inhuman, fremmedfjendsk, eller ligefrem dansk.

Vi har ikke en saglig debat om dansk og danskhed. Vi har ikke demokrati.

At gøre op med hykleriet er den vigtigste opgave i kampen for ægte demokrati. Og uden er det ikke muligt at kæmpe effektivt for retfærdighed.

> > > * < < <

Demos

Venstrefløjforening. Blev vist til under Vietnamkrigen. Er i opposition til Den danske Forening. Har i 10 år "kortlagt" nazister og forsøger at koble dem til DDF. Prøver at skræmme folk fra at gå ind i DDF, skønt denne jo ikke er nazistisk. Bevægelsen synes ikke at have betænkeligheder ved kommunister, autonome og gadeterrorister.

> > > * < < <

"Did Six Million Really Die ?" Døde virkelig 6 mio. ?

Holocaustdoktrinens ENTEN - ELLER. Titlen på en bog udgivet 1974 af Richard Verrall under pseudonymet Richard Harwood. Da svaret var benægtende, vakte bogen opsigt. En fransk lærer blev myrdet, fordi han ville udbrede kendskab til den i Frankrig.

Titlen går igen i senere skrifter, fx. Barbara Kulaszkas bog 1988 om Zündelprocesserne i Toronto, hvor Verralls tese blev underbygget med naturvidenskabelig argumentation. Bogen reviderer i høj grad fremstillingen af personer og hændelser under krigen, og inspireret af Paul Rassinier og oversat til mange sprog fik skriftet stor betydning for revisionismens gennembrud. Oversat til svensk af Ditlieb Felderer og til dansk af VESTLIG SAMISDAT 1998. Endelig oplyser forfatteren Erik Håest, i den mærkelige avis, som han 1977 udsendte til dem, som var interesserede, og til dem, som han mente burde være det, at en dansk oversættelse ved NATIONAL ARKIVET DANMARK var tilgængelig under titlen "Det magiske tal"

*******

Diversitet

Mangfoldighed, artsrigdom. Det modsatte af monokultur. Biologisk regnes diversitet for værdigfuldt og har krav på beskyttelse.

Det burde være indlysende, at det er lige så værdifuldt, at der findes kulturel diversitet, dvs. mange kulturer, som derfor har ret til beskyttelse. Det vil først og fremmest sige ret til at slå vagt om deres særpræg.

Denne ret betegnes som eksklusivitet og bekæmpes af multi-kultibevægelsen, dog således, at Israel og den mosaiske kultur har eksklusiv ret til den eksklusivitet, som nægtes andre.

Vi vil hævde vor ret til dansk eksklusivitet i Danmark med respekt for andre kulturers samme ret indenfor deres egne territorier.

> > > * < < <

Duetoft, Peter.

Dansk politiker, Centrumdemokraterne. Formand for israelske venskabsforeninger i Danmark. Initiativtager til et dansk center for holocaustoplysning, som han ønsker med statsstøtte skal udbrede kendskabet til den klassiske holocaustdoktrin. Den revisionistiske historieforskning, der har dokumenteret doktrinens uholdbarhed kræves forsat hemmeligholdt.

I samarbejde med Mimmi Jakobsen og Bent Melchior agiterer han for indvandring til Danmark af muslimer, fx. palæstinensere fordrevet af Israel. Kampagnen kulminerer foreløbig 17. nov. -99 med stormløb mod regeringssamarbejdet med socialdemokraterne, hvis fremmedpolitik betegnes som umenneskelig. Han angriber, at dybt kriminelle 2. generations-indvandrere dømmes til udvisning, selv om de har boet i Danmark og nydt godt af danske forhold i en række år, hvilket de desværre tydeligt nok ikke påskønner.

Duetoft forklarer ikke, hvorfor det er umenneskeligt, at beskytte danskere mod grove forbrydere ved at sende forøverne tilbage til de hjemlande, hvis skik og brug de sætter højere.

Han forklarer heller ikke, hvorfor Israels systematiske overgreb mod menneskelige rettigheder deriblandt fordrivning af uskyldige mennesker, bofaste i Mellemøsten, skal tolereres, ja, helst hyldes, medens Danmark ikke må værge sig mod indtrængen af uforbederligt grove forbrydere fra fjerne lande.

Duetofts romantisering af mosaismen, hvis virkelige natur, man må betvívle, at han har sat sig ind i, får ham til at forråde Danmark og dansk kultur, ligesom de til kommunismen henfaldne fandt, at deres ringe hjemlands interesser måtte underordnes hensynet til ideologiens verdenserobring.

Det var mærkeligt og foruroligende, at den gamle ortodokse socialdemokrat Anker Jørgensen skyndte sig at komme Duetoft og co. til hjælp med henvisning til deres fælles menneskekærlighed. Er danskerne i deres øjne ikke mennesker ? Har de ikke krav på beskyttelse mod kriminalitet og beskyttelse af den kultur, som er samlet sammen i deres lille efterhånden fredsommelige rige ?

De, der ikke værdsætter denne kultur kan og bør vælge en, der passer dem bedre. Der er ingen grund til at have ondt af dette, men al mulig grund til at beklage, at bevidstheden om danske værdier er undergravet så systematisk, at fremtrædende politikere bejler til vælgerne med henvisning til den nidkærhed, hvormed de holder hånden over indvandrere, der røver,

voldtager, knuser ruder, smadrer biler og sætter ild på, og - måske tildels andre - som ivrigt vil omforme vort land, vore bybilleder og vor levevis efter fremmede og overvejende middelalderlige normer.

*******

Dæmonisering.

Den retoriske og agitatoriske teknik at fremstille en modstander eller en ideologi så ond og dæmonisk som muligt. Det sker typisk ved at fortie enhver fornuftig motivering, som modparten kan påberåbe sig, og fortie og undskylde svagheder i den egne lejr. I mildere form praktiseres dette i den daglige politik, som vi bevidner i presse og TV. Men ensidigheden her neutraliseres mere eller mindre nødtørftigt af modstandernes modsat rettede agitation.

Ægte dæmonisk bliver d., hvor agitationen har monopol på medierne. Dette er typisk tilfældet i diktaturstater og stater i krig eller under forberedelser til krig. Desværre typisk for det meste af det afsluttede århundrede, som desværre også har mærket vort eget samfund.

Den mediale besættelsesmagt.

Et halvt århundrede efter den store krigs afslutning burde vore media have genvundet en nogenlunde afbalanceret fredstidsrutine.

Når det ikke er sket, skyldes det, at sionisterne har vundet kontrol over vore medier og præger dem med deres specielle situation.

I sig selv er mosaismen på vagt for ikke at sige fjendtlig mod alle andre samfund, hvilket betinger deres indre sammenhold og forsvarsstrategier imod enhver trussel fra et hvilket som helst andet samfund. Læs om Kevin MacDonalds studier over dette fænomen i Penguin-Lipstadtprocessen, især s.136 ff.

Med krigserklæringen mod Tyskland i 1932, deltagelse i II Verdenskrig og siden permanent krigstilstand i forhold til araberne i Mellemøsten er deres strategier blevet af ren felttogmæssig karakter og deres propaganda ren krigspropaganda. Det gælder også i de lande, hvor de har tilskanset sig mediemagten, og det virker naturligvis dobbelt forvirrende i verdensopinionen, at de kan fremføre deres krigsprægede propaganda i lande, der ikke selv er i krig.

Det er derfor nødvendigt at gøre sig klart i hvor høj grad vore medier er præget af disse strategier, hvor defamering og dæmonisering indgår som hjørnesten. Det er gennem dem krigstidens vinklinger og usandfærdigheder stadig plejes og forsvares. Det er gennem dem banebrydende historikere og skribenter systematisk forties eller defameres.

Det er gennem dem og deres enorme mediemagt vi endnu et halvt århundrede efter verdenskrigens slutning ser en i realiteten krigsmæssig dæmonisering ikke blot af Hitler, nazismen, tysk nutidshistorie og til en vis grad af Tyskland, men også af enhver, der har reageret mod udspredte propagandaløgne.

Det gælder praktisk taget uden modforestillinger i Skandinavien og i Tyskland. Måske noget mindre konformt i Frankrig, som dog anvender middelalderlige love. Se Fabius-Gayssot-lovene, s. 42, eller lex Faurisson, s. 47 og 173. Indtil videre med åndehuller i England og USA.

Dæmoniseringens dæmoniske realitet beror på, at den fortrænger besværlige sandheder og drukner dem i appeller til egomotiverede følelser af had, hævn, begær, misundelse og over- eller mindreværd.

Måske er en optøning på vej ?

Det har været en almindelig opfattelse, at dæmonisering var særlig typisk for det tredje rige. I virkeligheden er briterne eksperter både i grov og underfundig dæmonisering. Se rædselsberetninger.

Medens den tyske propaganda altid var besværet af landets sårbarhed pga. mangesprogede biblioteker og nærheden til de andre stormagter og deres radiostationer, var isolationen i Sovjet og andre fjernere lande mere effektiv og propaganda og dæmonisering uden korrektion. Paradoksalt nok har dette især hjulpet til at narre Vestens venstreintellektuelle, der så gerne ville tro på det røde mirakel, medens de røde undersåtter, ikke mindst dem i Gullag, vanskeligere lod sig overbevise, men de blev jo ikke spurgt. Denne forsvarsmur omkring den kommunistiske ideologi er ved at bryde sammen.

Det, der har gjort sionisternes propaganda til et historisk fænomen, er, at de med deres herredømme over Vestens media, hidtil har kunnet undgå de afsløringer, som sent, men omsider rammer kommunismen.

I dag er det nødvendigt på samme måde omsider at demaskere mosaismen og dens åbenlyse forvrængniger af nutidshistorien.

Med sin kyniske professionelle målrettethed og systematik har den så at sige anonymt kunnet føre sine kolde og varme krige - først mod Tyskland, som det lykkedes at nedkæmpe fuldstændigt og siden mod arabiske stater med hvilke konfrontationen er langvarig og reel. Samtidigt har den opbygget et imperialistisk vælde, der slår og manipulerer stater, "der er større og mægtigere end du (jødefolket) selv", som det hedder i Mosebøgerne, fx. 5:4:38. I den sammenhæng hører vi naturligvis til de mindre, som dog ikke bør lade sig dirigere og misbruge tanke- og viljeløst.

Vi er derfor nødt til at gå til modstand mod denne ideologi, og dens agenter, der vil drukne vore nabolande, og siden os selv i indvandring fra fjerne dele af kloden med andre meninger om demokrati og humanitet. Ej heller er vi interesserede i krig med arabiske lande eller i at vort kulturelle særpræg udslettes til fordel for et multietnisk centralstyret globalt supermarked.

Det er nødvendigt at gøre op med det sort-hvide verdensbillede, som den allierede krigspropaganda byggede op med stærk støtte fra jødisk side. Billedet af det uskyldige forfulgte jødefolk og det britisk-amerikanske korstog for at redde det er lige så falskt som venstrefløjens billede af Sovjet.

Sandheden er, at anden Verdenskrig og tiden der fulgte i lange stykker var et grænseløst vanvid.

Forleden slog TV på tromme for en helt ny bog om Churchill, der hyldede ham for at have reddet verden. Det er utroligt, at denne påstand stadig uden forbehold, endsige tvivl, kan udsendes som en fastslået sandhed gennem æteren over vort land, samtidigt med at, vi jævnligt hører højstemte patrioter af en vis observans prise USA fordi det, som det hedder, gentagne gange har reddet vort kontinent.

Hvad var det da for en verden, som imperiehelten Churchill og industrigiganten USA reddede os til ? Det var et sønderbombet Vesteuropa med et jerntæppe midt igennem, bag hvilket despoten Stalin suverænt styrede et konglomerat af underkuede nationer med hjælpeløse slaver. Jamen var dette da deres værk - helt eller blot delvis ? Det har dæmonismen naturligvis bestridt lige siden krigen og bestrider det stadig, ved at gøre gældende, at ulykkerne alene skyldtes de dæmoner, som dæmonismen har givet navn : tyskerne, nazismen og Hitler i stigende rækkefølge. Det er dem, der er så skyldige i al ondskab og ulykker, at det ikke må diskuteres. Det er derfor aldrig i vore djævletroende media, blevet drøftet, om der kunne være andre sider af sagen, og det er forståeligt, at så mange af os har troet, og at mange stadig tror, at det ikke findes.

I dag er så meget nyt kommet frem, at nyvurderinger er uundgåelige. Mediefascismen reagerer med fornægtelse og med defamering og dæmonisering af dem, der bringer de skjulte sandheder for dagen,

Vi peger i vore Samisdat og i en del af disse artikler (Læs fx. Europæiske borgerkrige.) på, at det uden for vore grænser er påvist, at en del af Churchills (se s. 8 og 143) og endnu flere af Roosevelts og hans medhjælperes handlinger er ufatteligt hensynsløse og tåbelige, samtidigt med at deres modstandere nu og da har kunnet forsvares med argumenter, som man har gjort alt for at holde hemmelige for os. Alt dette i dæmoniseringens navn.

Desværre har den dobbelte moral og det vinklingens princip, som dikteres af denne dæmonisering bredt sig og har demoraliseret brede områder af dansk journalistik. Se journalistikkens forkvakling og jødisk presse.

Modkraften er saglig information om fakta eller faktualisering.