Maimonides. (1135 - 1204)

Jødisk filosof og læge, jødisk middelalders største rabbi (Lademanns Leksikon). Ester Edelsten skriver ; Den største jødiske autoritet og fastlægger af ny bestemmelser vedrørende den jødiske tro. Han anses stadigvæk i vor tid som en af jødedommens allerstørste kapaciteter." Daværende overrabbiner Bent Melchior erklærede i fjernsynet 1996, at Maimonides var hans yndlingsfilosof. Israel Shahak citerer filosoffen for følgende : "Hvad angår de ikke-jøder med hvilke vi ikke er i krig - - - må man ikke volde deres død; men det er forbudt at redde dem, hvis de er ved at dø. Hvis man for eksempel ser nogen af dem falde i vandet, må man ikke redde ham, for det står skrevet: 'du skal ikke stå efter din næstes blod' - men [en ikke-jøde] er ikke din næste."

En jødisk læge må heller ikke behandle en ikke jøde. Mere om dette på s. 79 ff. i Lars Adelskogh's svenske oversættelse af Shahaks bog.

Et andet sted siger Maimonides, at ikke-jøder kun skal tolereres så længe, de har mere magt. "Når jøderne får mere magt, skal det være forbudt at have afgudsdyrkere imellem os". Afgudsdyrkerne, det er os.

> > > * < < <

Mediefascisme, mediediktatur, medieterror.

Mediefascisme, mediediktatur er, når mediemagten systematisk fortier eller fordrejer oplysninger om kends- gerninger og opfattelser af betydning for folkestyret.

Når fordrejelserne går over i bagtalelseskampagner mod uligetænkende, som ikke levnes mulighed for forsvar, er det medieterror.

Hvor medieterroren anvendes for at ophidse til voldsaktioner er grænsen til vulgær fascisme overskredet.

Alle tre dele er klart i strid med de presseetiske regler; men da mediemagten også kontrollerer pressenævnet er informationsblokaden så at sige total.

Eksempler på publikationer og hændelser, som ikke omtales eller som får uopdagelig spalteplads i danske media :

Institute for Historical Review og dets tidsskrift Journal of Historical Review.

The Barnes Review og Spotlight.

"Germany Must Perish" af Theodore Kaufman.

"Other Losses" og "Crimes and Mercies" af James Bacque.

"An Eye for an Eye" af John Sack

"Jewish History, Jewish relegion" : "Judisk Historia, Judisk religion" af Israel Shahak.

"The Controversy of Zion" af Douglas Reed.

Portforbudet gælder i det hele taget flertallet af revisionistiske hovedværker - se bogfortegnelser. En lignende censurering synes at finde sted i bibliotekernes indkøbspolitik. Et stort antal revisionistiske hovedværker kan ikke lånes på noget dansk bibliotek, og indkøbes ikke, men indlånes til betydelige omkostninger fra udenlandske biblioteker.

Kronikker og læserbreve, der er "politisk ukorrekte" ved fx. at kritisere indvandringspolitikken eller give oplysning om revisionistiske forskningsresultater, afvises på løbende bånd.

Medieopbakning af trusler og vold mod organisationer og enkeltpersoner, som fredeligt udnytter sin grundlovs- og konventionsgaranterede ytringsfrihed, skaber situationer, hvor mediefascismen har passeret grænsen til den fysiske fascisme.

Hændelser, som medier og historikere "glemmer" at omtale :

De jødiske krigserklæringer og den økonomiske krig mod Tyskland.

Overgrebene mod tyskere i de områder, som ved Versaillestrakteten blev overdraget Polen og Tjekkoslovakiet.

Forbrydelserne mod tyskere under og efter 2, verdenskrig.

Jødisk terror og mord på fx. Folke Bernadotte, Ernst v. Rath, Francois Duprat.

Årsagerne til 9. april.

At der er løjet hæmningsløst om holocaust.

Zündelprocessen 1988 og dens konsekvenser, bl.a. :

At Auschwitzofrenes antal er nedsat med i hvert fald 3 mio. og at mindetavlerne er mejslet om. Se iøvrigt om Løgne(r)ne.

> > > * < < <

Melchior.

Indflydelsesrig dansk-jødisk familie. (Der findes også en ikke-jødisk). Fremtrædende medlemmer :

Marcus M. (1897-1969 ) Dansk overrabbiner 1947-69. Forfatter af en række skrifter om jødisk tro og om Israel.

Arne M. F. 1924. søn af Marcus M. Folketingsmand, trafikminister. Med nærmest ubegrænset medieadgang agiterer han utrætteligt for at nedgøre danskhedens og fremme sionismens interesser. Han taler med salvelse om demokrati og grundlov, men optrådte klappende i hænderne, da kutteklædte autonome og såkaldte antinazister angreb Thies Christophersens hus i Kollund med flasker og sten. Se i øvrigt s. 5, s.19, s. 24, s. 30 f., s.92, s.120 og s.122.

Bent M. F. 1929. Broder til foreg. Overrabbiner i København 1970-96. Måske endnu mere ferm end Arne og med mange internationale jødiske tillidsposter fx. formand for europæisk B'nai B'rith. Se s.83, s.94, s.102. s.141, s.145, s.154-55 og Maimonides, s.114.

Begge brødre arbejder ivrigt for indvandring til Danmark af fremmedetniske og fremmedkulturelle elementer.

Michael M. F. 1953 . Søn af Bent M. Overrabbiner i Oslo. Har 5 sønner. Studier og jævnligt ophold i Israel. Rådgiver for Peres. Tiårigt samarbejde med Elie Wiesel i verdensomspændende dialog om "Hadets natur" (KD 15.12.1995) Se artikel om Wiesel og om Jødisk Had.

Mere alment, se : Konflikt mellem danskhed og judaisme m.m.

> > > * < < <

Mellemfolkeligt samvirke.

Endnu en organisation med et fint formål, som er blevet manipuleret. Den blev dannet for at fremme samarbejde og forståelse mellem forskellige folk. I dag fungere den overvejende som indvandrer og u-landslobby.

Den kræver, at indvandrere og flygtninge skal have samme rettigheder og muligheder som danskere, men der ud- over skal de have ret til deres eget sprog og kultur. Det kan ikke ske uden på bekostning af danske kulturinteresser.

Men dansk kultur indgår ikke i organisationens interessefelt. I "Din guide til MS 1997/98" kan man læse, at foreningen udfører "politisk lobbyarbejde" og giver råd om etnisk ligestilling i vort land. Den "nærlæser lovtekster og finder fejl og mangler og kommer med alternative forslag, når etnisk ligestilling trædes under fode." Den har kontorer og konsulenter syv stedet i landet. Den udgiver bøger, og dens skrifter ligger fremme på ethvert bibliotek.

Ja, alt dette er godt for indvandrerne. Men samtidigt får Den Danske Forening, der arbejder for dansk kultur kun lov til at have sit skrift DANSKEREN fremme i få danske biblioteker. Denne forening belyves og bagtales af næsten alle media i en sådan grad, at banker har truet med at opsige dens bankkonti. Samtidigt strømmer fremmede ind i vort land med verdensorganisationer bag sig og ønsker om at ændre vor kultur i bund og grund. MS slutter bare op om dette : indvandrerne skal have samme rettigheder, (altså snarest stemmeret) og muligheder (altså socialt og økonomisk), som danskerne gennem kampe har erhvervet sig i Danmark. Men danskere, der rejser til en del af vore indvandreres hjemlande får ikke sådanne rettigheder. Er det etnisk ligestilling ? Nej det er etnisk favorisering af ikke-danskere, og det er undergravning af dansk kultur.

MS skriver :"Oprindelige folk er en oplagt målgruppe for MS. De udgør en marginaliseret minoritet i deres hjemlande. Deres kultur, sprog og identitet trues af en udvikling, de har meget lidt indflydelse på, og ofte er de ikke organiseret nok til effektivt at tale deres egen sag. MS støtter oprindelige folks ret til selvbestemmelse - - - i Mellemamerika, Kenya, Tanzania, Botswana og Nepal." Ja, det gør den, og med danske penge. Men er danskerne ikke et oprindeligt folk, hvis kultur og identitet er truet, når dets tale ikke må føres i presse og på biblioteker, når propaganda for multietnicitet og sløjfning af alle grænser dominerer media, litteratur og film, når media, NGO'er og lobbyer manipulerer organisationer for menneskeret og amnesti, og når en organisation for forståelse folk imellem bliver gjort til en organisation for, at små folk (som Danmark), og forresten ganske store (som Tyskland) skal opløses indefra ved integration - ikke assimilation - af stadigt voksende folkegrupper, som er fundamentalt fjendtlige mod deres egen velerhvervede kultur.

Brochuren anbefaler "HANDLING MED HOLDNING". Det illustreres af en hvid pige, der hænger om halsen på en mørkhudet han med kulørt skjorte. Denne type af letsindig propaganda for Hootonplanen, har ledt til mange tragedier og fører sjældent til øget forståelse for andet end uoverstigelige kløfter. Det går at respektere andre folk og kulturer uden at omarme og underkaste sig dem. Det burde MS oplyse om.

BLIV MEDLEM AF MS står der. Derved støtter man, påstås det : tværkulturel forståelse og ulandsbistand, og at resurserne i verden fordeles mere retfærdigt, at udvikling ikke er det samme som hæmningsløs vækst, og at det globale miljø bringes i balance.

Målet - og mere til - kan - i princip - de fleste tilslutte sig; men ingen af de gode hensigter nås, hvis man som MS går uden om det vigtigste problem; befolkningseksplosionen.

Da vi ikke vil hævde, at vi har ret til at bestemme andre landes befolkningspolitik, ligger deri, at de andre - ikke vi har ansvaret for den. Hvis et land producerer flere munde, end det kan mætte, må det stoppe produktionen, ikke kræve, at andre lande tager imod overskuddet. Hvis vi selv producerer for få, bør vi øge produktionen på en måde, som ikke eventyrer vor kultur og identitet.

Det er skræmmende, at en dansk organisation med et fint formål kan vendes til at blive interesseorganisation for mægtige kræfter, der vil berøve os vore egne muligheder for at løse vore miljøproblemer og holde hånden over vor kulturarv. Se også "Nævnet for etnisk ligestilling" s. 120.

> > > * < < <

Menneskerettigheder.

Disse nu så stærkt påberåbte rettigheder fik deres første og måske smukkeste formulering i 1776, altså for over 200 år siden.

I skriftet "MENNESKE = LIGE rettigheder 1776 - og i dag", skrev vi i 1995 : Disse drømme om frihed, ikke mindst åndelig og retten til at leve og "søge lykken" under fastholden af retfærdighed, beskedenhed, mådehold og dyd blev formet i en verden, hvor hele kontinenter endnu var uudforskede, men syntes at frembyde store muligheder. Jordens samlede befolkning anslås at have været 730 mio., eller 5,4 menneske pr. kvadratkilometer fast land. Levestandarten var beskeden målt med moderne standard. Dampmaskinen var ikke færdigudviklet, elektricitetens muligheder ikke opdaget. Transportmidlerne til lands var okser, æsler, muldyr og - selv for de mest velstående - heste.

I dag er hver en krog på jorden overvåget. Der drives rovdrift på naturen og dens resurser. Menigmand i den industrialiserede del af verden oplever en luksus, som fyrsterne i fortiden ikke turde drømme om. Men kulturværdier forvitrer. Luft, vand og jord forgiftes. Enorme land- og sandsynligvis havområder ødelægges for mennesker og dyr. Enorme resurser sløses bort på bekostning af kommende slægter.

Hver eneste dag forbruges energi svarende til 30 mia. liter olie. Mindre end 10 % stammer fra vand, sol- og vindkraft. Vesteuropa, USA og Japan står for knapt 45 %.

Verdensbefolkningen er vokset til fem en halv mia. , 40,7 mennesker for hver eneste kvadratkilometer på jorden, bjerge, ørkener og sumpe medregnet. Opmuntret af toplederne for religiøse verdensbevægelser fortsætter befolkningseksplosionen især i mindre udviklede lande. Hvert eneste år bliver kloden 90 mio. sultne munde tættere.

Men teknisk kan det stadig lade sig gøre at hale mere olie og flere sjældne materialer op fra dybderne, så at levestandarten i den mere velstående verden kan drives endnu lidt i vejret. Og "eksperter" og mediefolk står til rådighed med forsikringer om, at der ikke er nogen fornuftig grund til at holde igen. Ny teknik vil altid muliggøre en fortsat vækst. Intet bør stå i vejen for det foretagsomme menneske. Der er ingen grund til at spare på de menne- skelige rettigheder, som jo er rettigheder, vi tildeler os selv.

Derfor er der kun indført få begrænsninger for disse rettigheder (indført af hensyn til visse magtinteresser, ex. staternes). Og de forsigtige opfordringer til mådehold og beskedenhed, som Jefferson fremførte, var snart glemt.

Det har derfor ikke været muligt at vinde forståelse for, at en mild påmindelse om, at rettigheder til at råde over natur og resurser. må være forbundet med ansvar. Tværtimod har man siden ubekymret udvidet arsenalet af rettigheder til, hvad nogle betragter som "at søge lykken", og anstrengelserne i den retning fortsætter.

EUparlamentet vedtog sept. 1996 et forslag om at udvide menneskeretsbegrebet. Man diskuterer 126 punkter. Folketingsmand og medlem af EU-parlamentet og mangeårigt medlem af udvalg for menneskerettigheder, Bertel Hårder advarede mod at tage alt for meget med fra de hjemlige partiprogrammer. Det lyder klogt og velovervejet; men selv vil han ikke strække sig til, at den ytringsfrihed, som garanteres alle europæere gennem konventionerne, bliver praktisk gennemført i vore sydligere nabolande, hvor tusinder sidder fængslet for at have fremført meninger, hvis rigtighed enhver kan slå efter i et moderne leksikon.

For dansk - og anden kultur - er det vigtigt at gøre klart, at visse rettighederne, som ytrings- og forskningsfriheden er essentielle for demokratiet; men andre er ikke ubegrænsede. De misbruges på mindst fire måder :

1. Tyskland, Østrig og Frankrig har indført love, der gør ytringsfriheden illusorisk.

2. Nogle rettigheder forvrides for at kunne bruges som redskab for den udvidede bastardiseringsplan, der tilstræber sammenblanding af alle verdens kulturer og alle etniske grupper og racer - undtagen den jødiske.

3. Nogle rettigheder vrides for at beskytte inkarnerede forbrydere. Det har aldrig været hensigten med de menneskelige rettigheder.

4. Rettighederne tager ikke højde for, at ubegrænset befolkningsforøgelse stiller krav om forbrug af resurser og indgreb i naturen, som kan skade os og vore efterkommere.

Deraf følger, at den enkelte ikke har ret til at reproducere sig mere end hensynet til en fornuftigt befolkningstal gør rimeligt.

Det betyder også, at et lands regering ikke har ret til at tage mod flere indvandrere end det samme hensyn tilsiger.

Det betyder at beslutningsretten vedrørende disse spørgsmål må kontrolleres, også på længere sigt.

Det betyder, at princippet een person = een stemme ikke nødvendigvis kan have permanent gyldighed. Det kan ikke være rimeligt, at personer, der reproducerer sig selv stærkere end befolkningsbalancen tilsiger, skal skaffe sig flere stemmer end dem, der respekterer hensynet til denne balance.

*******

Mindretal - minoriteter.

I et parlamentarisk system, hvor stemmeflertal er udslaggivende, er det et vigtigt princip, at et vist hensyn bør tages til mindretallet, nemlig at dets synspunkter ikke kan ignoreres. Det er især vigtigt, fordi det næsten altid er et eller andet mindretal, der først forstår ny tanker og ny situationer. Det er derfor oftest sådanne, der har ret. Mindretal bør derfor altid have mulighed for at ytre sig og argumentere.

Visse rettigheder bør altså være de samme for alle mennesker - se menneskelige rettigheder. Men det betyder ikke, at vi alle sammen har alle rettigheder alle vegne.

Mindre eller større grupper med fælles vurdering af kultur- og naturværdier har ret til at slå vagt om deres integritet ved at enes om regler gældende for deres fællesskab.

Det betyder, at ingen uforbeholdent har krav på at indtræde i et sådant defineret (og lovligt) fællesskab, med grundholdninger, der er uforenelige med fællesskabets.

Begrænsede resurser betyder, at man må vælge at bo og virke i et samfund hvis kultur og værdigrundlag, man respekterer. Man har så også ret til dér, at forsvare dette mod fremmede (i begyndelsen) mindretal, der hævder en ret til at flytte ind og etablere en uforligelig orden, religiøst og politisk, fx. præstestyre.

En ganske ny situation er opstået i dag, hvor vort land invaderes af repræsentanter for verdensreligioner og mastodontstater, der kræver rettigheder i vort land som værende mindretal.

Under disse omstændigheder er det os, der er mindretallet, og da menneskeretsredaktørerne ikke har forudset denne udvikling, må vi selv tage os af at forsvare vore interesser.

I de tilfælde, hvor de etablerede menneskerettigheder ikke har forudset, hvilke rimelige rettigheder borgerne i et lille land som Danmark bør have (Fx, ubetinget ret til at udvise groft kriminelle indvandrere), bør vi opsige konventionerne og arbejde for at få dem ændret.

> > > * < < <

( 118 )

Mobning.

Det at drille og pine en anden person, som er tvunget til at være i stue med én. Det regnes for meget ondskabs- fuldt. Alle pædagoger, mobbede og slægtninge til mobbede er enige om dette, og så er politikerne det også. Men det mærkelige er, at mobningen i selve det politiske system er sat i højsædet.

Ny partier mobbes hensynsløst med alt, hvad de købte medier kan mobilisere af infamitet; men der er en vis metode i galskaben. Værst går det ud over dem, som mondialisterne ikke synes om. Det gælder dem, der forsvarer nationale værdier, og dem, der modsætter sig og reviderer den virkelighedsskildring og den historieskrivning, som mondialisternes Hooton-kontor har skabt.

Det er mærkeligt, at de mange uddannede psykologer og pædagoger ikke kan se, at den undertrykkelse, forvrængning og latterliggørelse, medier og talerør udsætter afvigende meninger for, ikke er andet end autoriseret mobning og uværdigt et civiliseret samfund.

*******

Mondialisme.

Stræben efter etablering af et disciplineret verdenssamfund underordnet et centralt behersket styresystem.

Til topstyret kan man forestille sig et diktatur, et oligarki eller en form for demokrati, hvor de underordnede lande og regioner har en vis grad af indflydelse.

Et formelt tilløb til det sidste så vi i Folkenes Forbund og i dag i FN.

Uanset indretningen vil stærke økonomiske og militære konstellationer blive i stand til at hævde sig frem for svagere. I erkendelse af dette har man i FN fastsat vetoret for et mindre antal særligt magtfulde staters repræsentation.

I praksis fungerer diplomatiet såvel som finans- og forretningsliv med mere eller mindre tyst hensyntagen til formodede faktiske magtforhold.

Det indebærer, at stormagter nyder en særlig respekt, og supermagter en ganske særlig.

Da supermagterne her ved 2000-tallet for øjeblikket er reduceret til een, ses USA meget almindeligt som verdens behersker og dette lands hersker så som verdens. Nu er USA ikke ene hersker og dets præsident det heller ikke. Det er derfor nødvendigt at betragte de magtkoncentrationer, der påvirker ham, men også konkurrerende og regionale magthavere.

Her giver det sig selv, at sådanne magthavere indenfor finans, erhverv, produktion, strategi og politik, som kan etablere samarbejde med andre af samme slags, kan øge deres muligheder.

Den slags bygges op i den almindelige forretningsvirksomhed; men kan ekstra prægtigt udbygges gennem loger og organisationer. Vi omtaler dette under frimurere, Bilderbergere, Trilaterale, illuminati m. m.

Det er klart at disse tendenser peger mod etableringen af et navnløst verdensoligarki i stil med de mindre, som vi ikke kan undgå at bemærke i de lavere lag.

Det, der i dag kendetegner topoligarkiet og berettiger betegnelsen mondialisme er dets målrettethed og effektivitet.

Vi ser det i de samordnet klare bestræbelser for at samle større og større markeder, hvilket skal give flere varer til billigere priser. Skønt mindre lokale virksomheder derigennem konkurreres ud, kan resultatet ofte overfladisk set virke besnærende, for selv om mindre lokale virksomheder må bukke under i konkurrencen, kan princippet på længere sigt give alment højere levestandard målt i bruttonationalprodukt og materielle goder. Men dermed er jo ikke alt målt og vejet.

Prisen for det høje tempo i, hvad der tager sig ud som effektivisering, er ensretning, uniformering.

Hvorfor skal det gå så stærkt ? I den udviklede del af verden, har man det jo allerede rimelig godt. Men det er ikke, hvad sagen gælder. For mondialisterne er det eneste, der regnes vækst, og det, der hæmmer, skal væk. Det gælder grænser, og det gælder oprørske personligheder. Derfor ensretning af alle medier og bastardisering af alle befolkninger. Derfor monokultur eller dikultur.

> > > * < < <

Monokultur.

En eneste kultur. Kendes fra landbruget. Giver stort udbytte en begrænset periode; men må derefter sædvanligvis afløses af en anderledes kultur. Tenderer mod udslettelse af biologisk artrigdom. Derfor advarer biologer mod for meget af den. Global monokultur, såvel som global monoetnicitet er det modsatte af artrigdom og diversitet. Det er ikke ønskværdigt.

*******

Morgentauplanen.

benævnt efter Theodore Roosevelts finansminister (1934-45) Henry M. (1891-1967). Morgentau udarbejdede 1944 M.-planen, som gik ud på at afindustrialisere Tyskland og lade 18 mio. tyskere sulte ihjel. Se James Bacque. På grund af modstand fra bl.a. Churchill's side friseredes planen noget, og Morgentau blev fjernet 1945. Afindustrialiseringen af Tyskland blev stoppet. Alligevel skønnes det, at ca 12 mio. tyskere blev myrdet efter krigen.

Morgentau's medhjælper og sekretær Harry Dexter White blev afsløret som spion for Sovjet.

> > > * < < <

( 119 )

Multikultur, multi-kulti og multietnicitet.

Multikultur er den robottisme under hvilken globalisterne stræber efter at etablere en styrenem global monokultur.

I virkeligheden er det blot et pænere ord for Hooton's udvidede bastardiseringsplan,

Den lysende fremtid af fred og fordragelighed, der stilles i udsigt, er ikke af denne verden. Blanding af rivali- serende grupper er konfliktskabende, som det ses i USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Rusland, Sydafrika, Uganda, Burundi, Zaire, Sverige osv., og nu også i Danmark.

Og kulturberigelsen er en illusion. Til kulturudveksling over grænserne kræves ikke folkevandringer. Den for- midles ved rejser og gæstebesøg af kulturpersonligheder, eventuelt med assimilation af enkeltindivider. Desuden af bøger, aviser, radio og fjernsyn.

Derimod kræver bastardiseringsbestræbelserne propaganda for masseindvandring og bekæmpelse af den hjemlige kultur. Når vi massivt og konstant er udsat for dette, kan det kun skyldes at tendensen er fjernstyret. Se Bilderbergerne, m. m. Målet er at bekæmpe mangfoldigheden i kulturer til fordel for een bastardcivilisation + een, som ikke er vor.

Om undergravningen af vor kultur, se Nationalstat, Herbert Pundik og Vestlig Samisdat. Se også Interkultur.

Multiagenturet støttes af de mondiale og vore egne media med falske argumenter :

1. Hvis etniske grupper, der ikke deler grundlæggende retsopfattelser, blandes, bliver resultatet ikke et harmonisk samfund, men konfrontation, vold og i yderste ende pogromer eller borgerkrig.

2. Den bedste måde at undgå dette er at holde sådanne grupper adskilt. Hvor dette er gået i fisk, bør man stræbe efter en fornuftig og retfærdig deling af territoriet. Det burde man have tilstræbt i Bosnien og Kosovo. Multiagenternes diktat og stejlhed har kostet ufatteligt i blod, fordrivelser og ødelæggelser.

3. Visse islamiske skikke og religiøse og retslige opfattelser er uforenelige med danske. At muslimer en overgang kan optræde fredsommeligt, fx som handlende i vore gadebilleder, beviser intet om deres holdning, hvis en konflikt opstår. Vil man bedømme dette, må man læse, hvad deres lære og deres lærde udlærer om den rette holdning til vantro, hvilket i deres øjne er os. Det siges klart, at fred med vantro ikke kan opnås, før end de vantro underkaster sig. Der er skrevet så meget om dette, at vore politikere bør have kendskab til det. Men af fejhed lader de som ingenting og slipper større og større kontingenter af muslimer ind i vort land, og giver dem, uden at vurdere deres holdning til dansk kultur og demokrati, i løbet af få år statsborgerskab med ret til at gøre vort land muslimsk. Det er et forræderi både mod dansk kultur og mod vesteuropæisk demokrati.

4. Desuden er begrebet multikultur en misforståelse og et bedrageri. Herbert Pundik med den alt for store avis Politiken bag sig formulerede påstanden, at jøderne havde lært verden multiloyalitet. Hvor finder han denne absurditet ? I hvert fald ikke i Israel. Kun få jøder er loyale mod andre end hinanden. I dag ser vi, at danske jøder kæmper for, at Danmark skal blive muslimsk. Det er illoyalt mod, hvad der er dansk.

Danmark behøver ikke at gøres multietnisk for at åbne sig overfor forskning fra hele verden, og kunst fra alle tider og lande. Vi har lang tradition for at hilse begavede repræsentanter fra alle verdens kulturområder velkomne. Jeg vil gerne kalde vor kultur interkultur eller polykulturel, fordi den har taget mod impulser fra alle sider. Men den er dansk alligevel. Og den er nordisk og vesteuropæisk. Det er en hån mod alle begavelser i vort kulturområde, at sætte dette over styr til fordel for et gadens parlament, som bygges op af stadigt voksende skarer af indvandrere fra væsentligt afvigende kulturområder. Lad blot disse andre kulturer blomstre bedst de kan, men tillad dem ikke med indtrængen og rent fysisk mangfoldiggørelse at opløse, hvad vore forfædre har bygget op.

5. Ækvationen holder ikke . "Alle mennesker fødes fri og lige." forkyndte menneskerettighedernes fædre for 200 år siden, og det kan vi godt lide, at tilslutte os. Men når vi vokser op, må vi vælge.

Vælger vi - måske fordi vi ikke kender til andet - at være muslimer, så vælger vi et område og en grænse. Denne indebærer, at vi ikke har ret til også at brede os og måske endda fortrænge dem, der har valgt - måske fordi de ikke kendte til andet - at blive kristne, hinduer eller buddhister. Rettighedernes fædre indså ikke, at med rettigheder følger ansvar, ja pligter. Det har vi peget på i mange år. ( De menneske=lige rettigheder, 1994) Vi tænkte dengang især på ansvar for omgivelser af natur, dyr og bestemt også kultur. Dette er endelig ved at sive igennem. Men der findes altså også et ansvar overfor kulturvalg. Vi har et ansvar for vore valg, men de andre har altså ansvar for deres valg. Dette ansvar vil mondialisterne ikke høre tale om. En krop er en krop, og den kan udnyttes som slavearbejder eller kunde. Mere vil de ikke vide af. Men kroppene har jo hjerner med idéer, som udvikler sig højst forskelligt. Der er også sjæle og meninger, som må tage hensyn til hinanden.

Derfor kan man ikke betragte menneskene blot som kroppe, der kan rumsteres om, sådan som det gavner verdensmarkedet. De kan ikke tages som størrelser, der, hvis de ikke rigtigt passer til hinanden, bare kan hugge hinanden til, så materialet bliver homogent. Det er det, vi nu ser i vore gader. Og indvandrerne skal gøres til de stærke, der skal økse os om, så vi kan blive en ensartet menneskedej, som mondialisterne kan forme og bage. Se Herbert Pundik.

Men individerne har også rettigheder, som mondialisterne ikke vil høre tale om. Mennesker har ligesom dyr krav på et revir, som det er rimeligt, at de forsvarer. Det gælder også åndeligt. Når danskerne er overvejende enige om fundamentale vurderinger og livs værdier, har de også ret til at forsvare dem mod dem, der vælger andre værdier. Her står vi over for det, som mondialisterne ikke vil høre tale om, at menneskene må vælge - de kan ikke få alt.

Mondialisterne er populister, de lader som om, alt er til fals. Men alle må tage hensyn til andre. De, der vælger at tilslutte sig vor kristne kultur, hvorved vi ikke mener, at man nødvendigvis behøver at bekende sig til en bestemt katekismus eller sekt, de kan ikke begære samtidigt at have ret til at rejse ind og blive ligeværdige medlemmer af et islamisk samfund. Lige så urimeligt er det at hævde, at muslimer skal kunne rejse ind i vort land og på lige fod hævde Islams vurderinger og politik.

"Nævnet for etnisk ligestilling".

Til hjernevask af vore politikere har indenrigsministeriet 1.1.98 indrettet et nævn for etnisk ligestilling. Det har 6 fuldtidsansatte medarbejdere og en student. Nævnet har 18 medlemmer, de syv med ikke-europæiske navne. Nogen repræsentant for dansk kultur er det ikke til at få øje på. Man har uden videre accepteret, at medierne har afskrevet danskerne som etnisk samfund. Se eksklusivitet. Det falder helt i tråd med dette, at man til formand har valgt biskoppen i Århus, Kjeld Holm (personligt udpeget) der har markeret sig ved meget udansk at støtte sine muslimske præstekollegers krav om moskéer i Danmark. I forhold til det muslimske verdenssamfund er Danmark en meget lille enklave, som - uanset at multikultens fortalere agiterer for det modsatte - har et værdifuldt særpræg. Dette er tilsyneladende ikke gået op for nævnet eller dets ophavsmænd.

Nævnet hævder : "Etnisk ligestilling betyder, at alle uanset etnisk baggrund indgår på lige fod i det danske sam- fund og ikke udsættes for diskrimination." Ligestillingen "rummer lighed for loven, lige adgang til at anvende samfundets institutioner og lige ret til at udfolde sine særpræg indenfor de internationale menneskelige konventioners rammer."

Hvor bliver de etniske danskeres ret til at udfolde deres særpræg af, hvis de skal acceptere, at mægtige folk som tyrkere 65 mio. og pakistanere, 135 mio., praktiserer deres proselytter ind over vore grænser for at etablere sig i vort land med klædeuniformering, moskéer, minareter og bønneudråbere og en lære, som går ud på det modsatte, nemlig at danskerne er mindreværdige.

Muhamedanerne dominerer allerede mægtige områder på kloden. Tilhængerne af denne livsstil har steder nok, de kan vælge. Hvorfor skal de dominere hele verden ?

I dag våger mange muslimske lande strengt over, at korset som symbol ikke accepteres indenfor deres grænser. Danske piger med kors i en kæde om halsen får kæden brutalt revet bort af muslimske grænsevogtere.

Alle nordiske lande + Schweiz har korset i deres flag. Storbritannien har tre. Disse lande bekender sig altså åbent til en form for kristen kultur. Muslimer, der vælger at søge til disse lande ved, hvad de gør. Hvilket hykleri, når de siden beklager sig over at blive diskrimineret !

Når de nu hævder, at konventionerne om religionsfrihed giver dem ret til at udfolde sig på hvilken som helst måde, det passer dem, er det ikke rigtigt. Det gælder ikke de former, som begrænser andres rettigheder - ikke blot religiøse, men også i videre forstand kulturelle.

Det er en forvridning af idéen om menneskelige rettigheder, at hævde 1) at vi ikke har noget særpræg, og 2) at, om vi endelig skulle have det, har vi ingen ret til at forsvare dette.

Konventionernes selvmodsigelser og uklarheder udnyttes af en mægtig lobby til fordel for indvandrere og til skade for os.

Vor grundlov søges mistolket på samme måde. Arne Melchior går som mange gange før i spidsen. "Moskéer er en grundlovsret" deklarerer han 29.11.98 i Jyllands-Posten og kommer igen 13.12.98. Fjernsynet er ikke sen til at give skærmplads for muslimske damer, der også kræver rettigheder i henhold til denne danske lov. Både de og TVfolkene, der burde kende vor grundlov, glemmer at citere lovens begrænsning af religionsfriheden, der siger : "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Nydansk ordbog forklarer sædelighed som moralsk uangribelig væremåde.

Hvad de nævnte indvandrede religioner udlærer kan læses under Talmud og i V.S. nr. 4, s. 8 ff. og nr. 5, s. 35-36.

Hvad foretagsomheden angår gælder, at begge religioner foreskriver grusomme slagtemetoder for dyr, og omskæring af små drenge. Nogle muslimer omskærer også små piger. Begge dele er i strid med menneskerettighederne. De fordømmes af FN's børnekonvention. Vi har påpeget dette overfor regeringen; der dog intet har foretaget sig. Det er utroligt.

Syreren og muslimen Naser Khader, medlem af det danske etiske råd er opmærksom på denne besværlige bestemmelse, og vil have den ændret. I Jyllands-Posten forsikrer han, at han er glødende demokrat og derefter, at vi skal lave vor grundlov om efter de ovenfor kritiserede retningslinier, så at muslimer (og da i den fælles interesses navn også gerne mosaister) helt frit kan udøve alle deres religiøse aktiviteter.

Det er kommet dertil, at vore medier og vort indenrigsministeriun lader muslimerne fortælle vort folk, hvordan det skal tilpasse sine love, så de bedst muligt fremmer middelalderlige sædvaner.

Når vor biskop lader hånt om dette, som han bør have kendskab til, og udstrækker sin velvilje til muslimske moskéer i Danmark, må det skyldes mystiske præstekollegiale sympatier. Hans ven, professor dr. theol. Johannes Sløk skynder sig at komme til hjælp. Han skriver 27.8.99 i Jyllands-Posten : "Da vi har en synagoge i København for jøderne, må vi også have en lille moské for muslimerne. Ellers bryder vi de af Danmark underskrevne menneskerettigheder, - " Ræsonnementet er bagvendt på enhver måde : Når jøderne, vist 8-10 tusinde har en synagoge, skal muslimerne, vist nok nu 100.000 have en lille moské. Hvor kan han tro, de vil være tilfredse med det, når vi først har anerkendt deres ret til at bygge moskéer. Menneskerettighederne giver dem ikke automatisk en sådan ret - især ikke så længe de selv overtræder menneskerettighederne, og Multikultur det gør altså både jøder og muslimer. Hvad, den enkelte troende privat foretager sig hjemme, er hans private sag. Men når hans religion vil gøre sig gældende i vort landskabs- og bymilieu, må den rette sig efter vore skikke og normer. De omfatter ikke moskéer, minareter og bønneudråbere.

Nævnet for etnisk ligestilling må gå aktivt ind for, at etniske danskere ikke diskrimineres gennem favorisering af etniske grupper, som vil opløse dansk og forresten nordisk og vesteuropæisk særpræg.

Og det bør forsvare vor grundlov og retten til national kultur. Det er grotesk, at kun visse såkaldt "oprindelige befolkninger" har krav på beskyttelse af deres kultur. Danskerne har boet i deres land og forsvaret det i mindst 1.500 år. Vist har de stadigvæk ret til at forsvare deres revir, og deres levevis.

Og aggression er aggression også når den smyges over grænserne med menneskerettighederne som skalkeskjul. Se erobring og etnisk homogenitet.

*******

Multiloyalitet.

Ingen kan tjene to herrer" Mathæus, 6, 24. Verset siger også : "thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden." Verset slutter : "I kunne ikke tjene Gud og mammon."

I DANSKEREN nr. 5, -94 refererer Vibeke Edberg, at Herbert Pundik i sin åbningstale ved konferencen om antisemitisme på Christiansborg, marts -94, sagde : "Vi" (der har vi den igen) "vil uddanne danskerne, så tyrkerne kan være her."

Hvad med Danmark : kan det også "uddannes", så der kan være et ubegrænset antal danskere og tyrkere uden at økologi og kultur drastisk ændres ?

Ifølge samme blads leder, forsiden af nr. 3, -94 udtalte han dernæst dette: "- oprettelsen af Israel har åbnet verdens øjne for det multiloyale samfund. Den liberale demokratiske verden har accepteret, at jøder på en gang kan være loyale overfor det land, de bor i, overfor deres tros-samfund og overfor Israel." Han fortsatte : "På samme måde håber jeg, at f.eks tyrkerne i Danmark på en gang kan være loyale over for Tyrkiet, Islam og over for Danmark."

I sandhed et fromt ønske; men hvad har han det i ?

Denne jævnligt i Israel boende "danske" jøde udtaler sig nu ikke blot på danskernes vegne, men på vegne af hele den liberale demokratiske verden, som han påstår har accepteret begrebet multiloyalitet.

De fleste har erfaret, og mange har læst i bibelen som ovenfor og i Lukas 16,13 : Ingen kan tjene to herrer.

Herbert Pundik ved, at jødefolket er det mest monoloyale folk i verden.

Endda mener han, at have ret til at forlange, at danskerne skal opdrages til at acceptere, at indvandrere af enhver kategori skal have lov til at komme ind og leve efter deres egne normer i Danmark. Hvorfor skal araberne ikke have lov at leve efter deres egne normer i Palæstina ? .

Juli år 2000 forhandler Israels og palæstinensernes leder om fred i Camp David under stærkt pres af USA's præsident Bill Clinton og dets udenrigsminister Madelaine Allbright. Et af problemerne er, om de arabere, som israelerne fordrev i 1946 skal have lov at vende tilbage. Det har Israel hele tiden modsat sig, og i mellemtiden er deres antal vokset til 3 mio. Hvorfor går Herbert Pundik ikke ind for at opdrage sine landsmænd, så at disse araberne kan bo i Israel ?

Hvor har han og de israelske jøder deres multiloyalitet, nu da der er brug for den i Camp David ?

> > > * < < <

Møller, Per Stig.

Dansk politiker, konservativ. Vidunderbarn af to sådanne. Evangelist for Coudenhove-Kalergi´s raceteorier. Se denne. I bogen "UTOPI OG VIRKELIGHED", Stig Vendelkærs Forlag, 1973 beskriver han, hvordan den universelle raceblanding hurtigst muligt kan etableres. Han mener, at tvangsgifte vil være nødvendigt og indslag af diktatur for at få det til at glide. Idealproduktet under det han kalder den "humanistiske tidsalder" beskrives således : lysebrunt ansigt, blå øjne, brede læber og sort hår.

Racen beskrives som mere sej, hårdfør og hærdet end nogen tidligere. Dette kan også behøves i det samfund, som forfatteren beskriver. Her er al privat ejendomsret ophævet og erstattet af brugsret. Kapitalismen er overflødiggjort, og erstattet af "suprakollektivet" og "totaldemokratiet", hvor alle beslutningerne træffes af kollektiverne, der fungerer så vidunderligt, at mennesker og forbrugsgoder er i den grad hensigtsmæssigt fordelt over hele kloden, at det med den etablerede "borgerløn" er næsten lige meget, hvor man bor. De ideale samlivsformer, som forfatteren beskriver, tegner en så utrolig frihed i omgangsformerne, at den for mindre blandede mennesketyper forekommer næsten umulig. Her er slet ikke plads til en retfærdig beskrivelse.

De kollektive beslutninger, som Det Konservative Folkeparti har truffet i den senere tid (maj-juni 1999), har ikke styrket hverken Stig Møller eller hans parti, og det har heller ikke den stigende folkeblanding, som han så smukt anbefaler. Der må være noget galt med det ene, det andet eller begge delene.

> > > * < < <

Nationalisme.

Denne i dag nedvurderede følelse har naturligvis en samfundsbevarende funktion, hvor forskellige stater kon- kurrerer om strategiske, politiske og økonomiske interesser. Deraf især i tidligere perioder en somme tider grotesk heroisering af det egne folk og tilsvarende defamering, voksende til dæmonisering af det eller de konkurrerende folk.

Med bredere internationale kontakter : handel og rejser, er de mest primitive forestillinger om egen overlegenhed og tiltroen til krigen som en fornuftig og retfærdig domstol blevet svækket.

En sådan stigende indsigt har været på vej i Vesteuropa især gennem de sidste to hundrede år, men har ikke kunnet forhindre blodige opgør, det ene værre end det andet. Se Europæiske borgerkrige. Til at overdøve træghed, angst og fornuft er propagandaen blevet et mere og mere nødvendigt, men også tveægget våben. Og der står vi så i dag.

Med information indstrømmende fra andre lande selv de fjerneste er det svært at bevare troen, at vi skulle være de allerbedste, for idéer og mærkværdigheder myldrer alle andre steder, og vi bare køber og tager imod; men det skal der naturligvis også noget til. Og det noget er en lille smule anderledes.

Midt i beundringen for alt det fremmede vokser forståelsen for værdier i det egne, hvis den ikke bevidst tilstræbes kvalt. Dette er propagandaens tumleplads.

Det er her, vi bearbejdes med uholdbare påstande :

1. At dansk kultur ingen ting er værd, hvis den ikke kan tåle indvandring af nogle hundrede tusinder muslimer, selvom disse til stadighed formerer sig. (Påstand : Arne Melchior)

2. At, når 2. og 3. generationsindvandrere begår kriminalitet og vold, skyldes det ikke, at de har en med dansk kultur uoverensstemmende grundholdning, men at vi ikke er dygtige nok til at indrette os efter deres ønsker og behov.

Det stemmer ikke. Vi har selv kriminelle, og alt for mange. Vi har ikke brug for flere. Men dette handler om ideologi.

Hvis de fremmede ikke vil indrette sig efter vore normer, er det dem, der er galt afmarcheret. De har valgt et forkert land. De må vælge om ! Eller vi må vælge for dem. Uanset, hvad vore højesteretsdommere er indoktrineret eller tvunget til at dømme, er det sund fornuft, at indvandrede uforbederligt overbeviste forbrydere sendes tilbage til, hvor de kom fra, og hvis de har hentet deres livsanskuelse fra de tidligere generationer, er det ikke urimeligt, at disse sendes med.

3. At nationalstaten er død. Se dette opslag.

4. At vi er tvungne til at rette os efter de, af de såkaldte menneskeretskonventioner, som er udformet med henblik på at forsvare kriminelle og undergrave national kultur. Bestemmelserne er umenneskelige. Vore politikere har sovet. Konventionerne må opsiges og laves om.

5. At dansk kultur ikke har noget særpræg, værd at bevare. Se Dansk kultur.

6. At det altså er i orden, når danske media nedgør alt, hvad der er dansk. Det skyldes mediefascismen. Besættelsen af Danmarks media må bringes til ophør.

Fri bevægelighed.

Lyder så godt. Allerede gotikkens katedralbyggere kæmpede for deres ret til at rejse, lære, og lære fra sig. Håndværkerlaugene førte traditionen videre. Mestrene vågede ganske vist over faglig og organisatorisk viden, som de ville holde hemmelig. Men svendene udviklede tradition for at vandre, og skikke, der gjorde det muligt for dem at få arbejde eller i hvert fald en vis støtte, hvor de kom frem.

Også denne skik har bidraget til at udbrede faglig dygtighed, men også viden om folk og forhold andetsteds i Europa. Riddere og fyrster sendte deres sønner til opdragelse hos andre stormænd. Og hos adel og senere borgerskab blev det skik at sende de unge mennesker på rejse. Studier ved fremmede universiteter blev almindelig.

Alt dette har bidraget til rigdommen i europæisk kultur, men også til, at der trods regionale forskelle er slægtskab og et fælles præg.

I dag er kommunikationerne blevet endnu bedre. Så hæves røsterne : sløjf de der grænser, lad friheden leve !

Problemet er, at de fine principper for frihed og menneskeret blandes og perverteres med spekulationer i profit, markeder, mafiaforretninger og mere eller mindre fordægte nationale og multinationale manipulationer.

Officielt reklameres med ophævelse af grænser for at skabe fri bevægelighed for varer, kapital og tjenester, og så for personer.

For at denne utopi skal fungere, bør imidlertid alle sådanne bevægelser være ønskværdige, og alle tjenester og personer være lige ønskelige. Her gemmer sig den uløselige konflikt, som massemedia nægter at bringe for dagen.

De forudsætter, at "alle pæne mennesker" er enige om, at alle mennesker er lige (hm !) gode, hvorfor da forhindre dem i at bosætte sig, hvor de vil og foretage sig, hvad de vil ? Fjern alle grænser og lad friheden blomstre !

Men hver for sig ved vi godt, at det ikke stemmer : menneskene er forskellige, og nogle er desværre "dumme svin", men det må man kun sige om nazister og tyskere - i nyere tid også om nationalbevidste danskere (Arne Notkin og Georg Metz kalder dem "svinehunde")

Dette har ført til diskriminering af tyskere, som ganske stille er fordrejet, så at den - uden at det store flertal aner det mindste - også rammer os.

Vi ved godt, at tyskerne må bøde, fordi de tabte den store krig. De var racister af den forkerte slags, såkaldt "ariske" racister. Derfor må de betale enorme beløb til israelerne, som er den eneste rigtige slags racister : de "jødiske"; men derudover skal de yde først og fremmest jøder privilegier og bevægelighed. Vi ved ikke i hvor høj grad, jøderne på denne måde har genoprettet den kontrol over tysk presse og erhvervsliv, som Hitler berøvede dem; men vi ved, at de med lovgivning har afskaffet presse- og ytringsfrihed i to af Vesteuropas mest folkerige stater, og de har de facto afskaffet den her i vort eget land.

Dette har umuliggjort en demokratisk debat om den fremmedinvasion, som gør, at ikke blot jødiske, men også mægtige tyrkiske og islamiske organisationer har etableret sig i alle de større tyske byer, og nu fortsætter i Skandinavien.

I Frankrig hæmmes på lignende måde debatten om den pågående afrikanisering af det galliske område af, at al demokratisk kamp, dvs. argumentation, i media mod denne islamisering og tyrkisering defameres til umulighed. Det fører naturligvis til udemokratiske reaktioner mod mediefascismen : vold og attentater med efterfølgende hysteriske fordømmelser, som ikke rettes mod de virkeligt ansvarlige. Og det fører til vold fra indvandrernes side, som imidlertid undskyldes - ikke fordømmes.

Vi kender rummelen herhjemme. Derfor kommer den os ved. Derfor må vi kræve rene linjer, dvs. lige ret for alle vesteuropæere til fri forskning, fri kritik og ytringsfrihed og -mulighed.

Det betyder ikke fri bevægelser og etableringsret hvor som helst. Det betyder fri analyse, kritik og debat om hvilke bevægelser og etableringer, som er ønskelige. De er jo ikke alle heldige.

Her afsløres fronten mellem nationalister og internationalister; men baggrunden for de to modstandergruppers stillingtagen har ændret sig fuldstændigt. Medens ældre tiders nationalister lidt usmidigt forsvarede nationale standpunkter, fordi de var vedtagne og byggede på tradition, selv om verden omkring havde forandret sig, så er det nu internationalisterne, der forfægter vedtagne traditionelle standpunkter, skønt verden har forandret sig.

Den forandrede verden.

Kommunikationerne bringer i dag lige så gerne engle som banditter fra de fjerneste egne af kloden frem til vor gadedør. Og det er ikke så let at afgøre, hvad der er hvad.

Selv ganske almindelige mennesker fra fremmede kulturer - som til dagligt virker rare og omgængelige - kan medføre traditioner, som i konfliktsituationer gør dem til bitre fjender af det demokrati, som vi selv har været længe om møjsommeligt at bygge op. Det kan dreje sig om rets- og familietraditioner, som vi selv har opgivet for længe siden, og det kan dreje sig om en indstilling til videnskab og religion, som er uforenelig med vor egen.

Internationalisterne, mondialismens agenter, benytter enhver lejlighed til at prøve at latterliggøre glæde over dansk kultur, men de er jo selv nærmest latterlige eller tragiske, når de ikke kan se den og erfare, at den trives udmærket sammen med andre kulturer - dog naturligvis ikke, hvis vi selv opgiver den og bekæmper den.. Se kulturkamp.

Det afgørende ny, vi må tage stilling til, er dette : Tidligere vandringer over vore grænser er overvejende sket af mennesker som etnisk og kulturelt stod os nær. Derfor har assimilering oftest smertefrit fundet sted.

De mennesker, som i dag søger ind i vort land er etnisk fremmede og dertil oftest fjender af vort samfundssystem, både vore demokratiske og vore menneskeretslige og vore økologiske idealer.

Efter hårde kampe har vi vundet forståelse for, at landskaber, livskvalitet og kulturværdier, fx, arkitektur og bybilleder er truede af uhæmmet vækst og derfor har krav på beskyttelse.

Vi har selv ansvaret for disse værdier. Det er forræderi mod vor kultur at overdrage beslutningsret i sådanne anliggender til fjender af vor kultur. Under opslaget erobring beskriver vi de ny former for nationalistiske erobringskrige, som mondialisterne kynisk støtter med påberåbelse af menneskeretskonventioner, som er blevet formuleret uden tanke på denne situation.

Ny nationalistiske og ideologiske erobringskrige

Langt billigere, effektivere og tilsyneladende uskyldigere end militær invasion er det, at lader tropper i civil - endda selvproducerende sive ind i erobringsinteressante områder og med høj børneproduktion i løbet af en kort årrække overtage magten ved hjælp af stemmesedler og selvmorderiske huller i det angrebne lands lovgivning og demokrati.

Tyrkiet øger sit befolkningstal med en mio. om året. Enkelt og lukrativt er det at afsætte overskuddet til europæiske stater. I mange lande, især i Afrika er befolkningsvæksten endnu stærkere og i utakt med landenes produktivitet. Kølige strateger indser naturligvis den potentielle styrke i at lade overskuddet sive ind i Europa frem for at bremse tilvæksten. Omar Ghadaffi siger : "Vi har befolkningsbomben. Se dette opslag.

Vor tids markedsguruer er væksttilbedere og fremmede for begrebet åndskultur. For dem er mennesker og varer talstørrelser, som man kan flytte om på med henblik på størst mulig ciffervækst. For dem er det lige gyldigt, hvordan en regions vækst fremkommer, bare den registreres i tal. Om et land derigennem skifter kultur og religion, bekymrer dem ikke. De vil for sent opdage, at der er nogle lidt mindre håndterlige faktorer, som vanskeliggør beregningerne.

Ikke bare det, at kulturværdier forspildes - det vil de færreste af disse magtmennesker opdage; men de sammenrodede etniske og religiøse kompotter, man udvikler, er miljøer, hvorfra vi kan vente eksplosioner af en slags for hvilke World Trade Center bare er en smagsprøve.

På sigt er det altså ikke bare kultur, der er truet; men også social og økonomisk stabilitet.

Vi sætter den kultur og den stabilitet, vi har tilkæmpet os, på spil ved ikke at turde tale om det, der sker, og gøre det, der skal gøres.

At trafikken kan foregå med støtte af presse og myndigheder både her og i vore nabolande kan kun forklares ved, at vore media er besat af en fremmed religiøst domineret magt, som for at sikre sin egen bevægelighed allierer sig med andre religiøse imperialister.

> > > * < < <

Nationalstat.

Den "danske" "historiker" Søren Mørch er gift med den "danske" politiker og mediestjerne Ritt Bjerregård, og gør hende til hovedperson i vor nyere historie, som han påstår er vor sidste. Og så gør han sit bedste - eller værste - for at den også skal blive det.

I en artikel ved Marianne Krogh Andersen i Jyllands-Posten 1.9.1996 motiverer han sin påstand med, at 60 % af al vor lovgivning stammer fra EU. Se artikel om landegrænser.

Men i den udstrækning det påpegede forhold er uheldigt, kan vi jo bare kæmpe imod. Det er bare det modsatte, som er Søren Mørch's og Ritt Bjerregårds ærinde. Han fortsætter : "Nationalstaten - Danmark vort fædreland - synger på sit sidste vers." Og så følger latterliggørelsen af det nationale med taknemmelige henvisninger til fodbold- og cykelløb-idioti. Han konkluderer : "Det nationale lever skam videre i bedste velgående, men nu som en farce." Og så docerer han : "Der er ingen rigtige fjender mere, hverken til lands eller vands - Ikke engang tyskerne"

Jo, selvfølgelig er der det ! Vor nationalstat har fjender alle vegne. Dette er, hvad en historiker først og fremmest burde se, og netop han har førstehåndskendskab til nogle af de allerfarligste : dem, der har forstået at tage sig over vore grænser og har placeret sig i de medier, som skulle tale Danmarks sag. Der sidder de og forkynder, ligesom Søren Mørch og hans kone - bevidst - eller uden at ane hvem de arbejder for : mosaismens del-og-hersk-politik : at nationalisme og nationale grænser er forældede og forkastelige i hele verden, undtagen i Israel. Om denne statsdannelse forklarer Mørch i bogen ISMAEL OG ISAK I DET FORJÆTTEDE LAND, Aalborg Universitetsforlag 1993 følgende :

Den israelske statsteoretiker M. I. Handel fastslår som en af statens grundlæggende politisk-militære doktriner, at "Israel er en jødisk stat, og den ønsker at fastholde det som sin nationale karakter." Mørch forklarer : "Det indebærer, at Israel som nation er et etnokrati, det vil sige et etnisk hegemoni (overherredømme, Nudansk Ordbog) som sikrer jødisk kontrol med alle de vigtigste positioner og institutionelle strukturer i samfundet. Nationen Israel er ideelt anskuet ikke knyttet til et bestemt territorium, men til et etno-religiøst fællesskab, det eksisterende jødiske samfund."

Han fortsætter : "Det vil ikke kunne videreføres, hvis der indenfor Israels grænser findes nogen betydningsfuld befolkningsgruppe, for eksempel kristne eller arabere, der stiller krav om andel i statens idé. Israel er derfor mindre tolerant end andre stater ville have været overfor forhandlingsløsninger, der indebærer, at et stort arabisk befolkningselenent opnår borgerlige rettigheder."

Læg mærke til, at han skelner mellem staten Israel, der naturligvis har landegrænser, som ganske vist ikke er fastlagte, men som landet bestemt ikke vil have ophævet, men tværtimod flyttet så langt, det med alle tænkelige midler er muligt ind på arabisk og kristent territorium. Og så nationen Israel, som ikke er geografisk afgrænset, men som er overalt, hvor der er jøder, altså også i vort eget land. Her - altså også i Danmark - skal herske "Jødisk hegemoni, overherredømme, som sikrer jødisk kontrol med alle vigtige positioner og institutionelle strukturer i samfundet".

Her bliver det da udtrykt i klartekst. Utroligt, at Mørch og hans kone, og danske media og mere eller mindre naive danskere stiller op for dette.!

Hykleriet er grænseløst : samme bevægelser, der ivrer for, at vi i hundredtusindtal skal slippe tilhængere af fremmede kulturer, nationer og religioner ind i vort land og give dem rettigheder - til og med statsborgerskab, forsvarer, at Israel naturligvis ikke skal være så tolerant, at det accepterer løsninger, "der indebærer, at et stort arabisk befolkningselement opnår borgerlige rettigheder."

Han tilføjer følgende interessante betragtning : "I kraft af sin manglende legitimitet" (jøderne forstår at få fordel ud af selv det, at være illegitim) "i det regionale system, har Vesten (og interessant nok også Sovjetunionen) affundet sig med de overtrædelser af folkeretten, som den israelske hævdelse af ensidig sikkerhed har medført."

Det kan da ikke forbavse, at Sovjet affandt sig med illegitimitet, som det jo selv har excelleret i. Mere forbavsende og foruroligende er det, at Vesten og ikke mindst vort eget land har gjort det. Og uhyggeligt er anerkendelsen af at Israel har krav på ensidig sikkerhed. Selv Sovjet har dog anerkendt, at også modparten havde krav på sikkerhed.

Men det er desværre rigtigt, at selv vort eget udenrigsministerium tolererer, at Israel torturerer fanger til døde og overtræder så at sige alle de vigtigste konventioner for civiliseret optræden i okkuperet land.

Det er uhyggeligt, at Israel-lobbyen i vort land har afstedkommet en paraplyorganisation for 31 israelvenlige foreninger, som accepterer dette.

Det kan ikke undgås, at en sådan mangel på moralsk konsekvens må påvirke Vestens anseelse i mellemøstlige lande og svække tilliden til oprigtigheden i de principper, vi foregiver at kæmpe for.

I bogen DEN NYE VERDENSORDEN OG KRIGEN OM KUWAIT, Systime 1995 skriver Mørch og/eller hans medforfatterinde Anne Okkels Olsen : Israelerne hævder med nogen ret, at de ikke vil kunne leve med en fjendtlig statsdannelse mindre end 25 km fra deres millionbyer."

Men han mener, at vi i vor egen millionby og alle vore andre byer skal leve med stadigt voksende kontingenter af tilhængere af fjendtlige statsdannelser, deriblandt organiserede repræsentanter for en nation, der vil sætte sig på vort eget statsapparat, eller allerede har gjort det, ligesom det har sat sig på vore media. Den pågældende "nations" stat, Israel angiver vitale interesser, som er milevidt forskellige fra vore. Om statens kyniske udvikling af selvstændige kernevåben, trods alliancen med supermagten USA, hedder det i førnævnte bog ISMAEL etc. : "Israels militær har ifølge Seymour Hershs seneste bog, atomvåben rettet mod emner i det tidligere Sovjetunionen og i Europa.

Som det vigtigste viser Hershs bog, at Israels førsteslags-strategi er betinget af det såkaldte Masadakompleks. Hvis Israel skulle være i fare for at blive løbet over ende, vil det ikke kun blive Israels, men hele verdens under- gang !"

USA-præsident Clinton agiterer oktober -96 for kernevåbnenes afskaffelse i en lang række østlige lande, deriblandt Ukraine, Hviderusland og Kazakstan, men han undlader at nævne Israel, som har opbygget sin styrke med støtte fra USA og Norge, hvilket en række norske politikere med Kåre Willoch i spidsen i NRK, TV1. 16.10.1996 stærkt fortryder.

I en vigtig tale, som bebuder udvidelser af Nato mod Øst påpeger Clinton : I dag er ingen kernevåben i det tidligere Sovjetunionen rettet mod USA. Men at Israel truer områder i den tidligere Sovjetunion og Europa bekymrer ikke USA's leder.

Det er interessant, at jøderne endnu en gang slår Hitler med adskillige hestelængder, eller skal vi sige -kræfter. Det fortælles - vi kan ikke garantere for sandheden - at Hitler gav ordre til, at når Tyskland ikke kunne vinde krigen, så skulle det ødelægges. Det havde dog allerede Roosevelt og Morgentau sørget for. Hvad, vi ved, er, at han ikke kapitulerede. Men jøderne erklærer altså, at hvis deres lille krig, som i dag ikke kan kaldes andet end en erobringskrig, skulle mislykkes, så skal hele verden ødelægges.

At støtte alle de her nævnte forbryderiske foretagender, for hvilke også vort land må undgælde, må være meget nær ved at komme ind under begrebet landsforræderi.

*******

Nazisme.

Begrebet er defameret til et skældsord, som vi ikke forbinder med andet end noget nedrigt. Kigger vi nærmere efter, ser vi, at det egentlig betyder national socialisme til forskel fra den internationale. Men socialisme er jo ikke i sig selv et skældsord. Er det altså det nationale, som er det afskyelige ? Hvorfra stammer så afskyen for dette, som for få år siden var noget ædelt, og som stadig, når det gælder fod- og håndbold er fint nok, i hvert fald så længe, det går de danske godt. Hvorfor er det afskyeligt, hvis det gælder samfundets mere væsentlige forhold ?

Jo den tyske nazisme havde som vigtigt mål at ophæve urimeligheder i Versaillestraktaten og tilslutte tilstødende områder med tysk befolkning til riget. Det var ikke noget mærkeligt ønske, men ilde set af franske og britiske nationalister. Og så er nationalismen i vejen for stærke globale, finansielle og strategiske interesser. Den tyske nazisme brækkede halsen ved at gå imod disse magter og er derfor blevet dæmoniseret.

Den danske nationalsocialisme har næppe aggressive hensigter overfor andre lande, men er imod fremmede magters overherredømme her.

Det formentlig farligste ved bevægelsen er dens afstandtagen fra parlamentarisme/demokrati. Som sådan er den, tidstypisk for 20'erne og 30'erne, hvor "demokratisk" valgte parlamenter havde problemer med at danne handle- kraftige regeringer.

Hitlers idé til løsning var førersystemet, en så godt som enevældig "fører" i spidsen for staten. Han skulle Ikke sidde til evig tid eller livet ud, men kun til visse definerede opgaver var løst.

For så vidt mindede det om romernes valg af diktatorer i truende situationer og om "demokratiernes" øgede fuldmagter til deres regeringer under lignende omstændigheder.

Førerprincippet i fredstid er ikke blot ubehageligt, men naivt. Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Om der virkeligt skulle findes en person så begavet og ubestikkelig, at han skulle kunne lede et stort statsapparat enevældigt, vil han ganske sikkert aldrig blive valgt til det. De unge mennesker som i dag tager afstand fra demokratiet har næppe tænkt over, at dette aldrig er blevet praktiseret. Ægte demokrati forudsætter ægte ytringsfrihed og ytringsmulighed. Første mål for socialister og liberalister af enhver art bør være at realisere demokratiet og se, hvad der sker.

Det bedste forsvar for nazisternes føreridé fandt vi i Harald Bergstedt's mærkelige bog "Sange fra Gitteret", som han skrev 1948, medens han var i fængsel for under krigen at have støttet nazismen og hævdet, sådan som han selv så det, Staunings forsoningslinie. Han skrev på s. 54 : "Diktator-Princippet er intet Brud på Demokratiet, naar Folket stadig beholder i sin Haand naarsomhelst at vælte Diktatoren. Det er simpelthen Direktør-Princippet fra Industriens Verden ført ind i den demokratiske Politiks Verden.- Større Myndighed, men ogsaa større Ansvar - en Skærpel-

se og Forbedring af Demokratiet - uundværlig i vanskelige Tider. Ove Rode var faktisk en saadan Diktator, men med demokratisk Bemyndigelse . . ."

Vi finder betragtningen interessant, men understreger, at idéen om, at føreren/direktøren skal kunne sparkes når som helst, forudsætter for det første, at han faktisk kan sparkes, for det andet : et demokratisk informationsapparat til rådighed for hele folket. Det har vi ikke en gang i dag, og se hvor svært - ja, umuligt, det er, selv nu at komme af med vore magthavere, skønt de fører en national samfunds- og kulturpolitik, som flertallet er imod, og som så godt som alle ville afvise, hvis medierne gav dem ærlig information om det, der er sket og sker. Flere aspekter under Hitler.

> > > * < < <

Nazister.

Man vil nu offentliggøre medlemskartotekerne for den danske nazisme før og under krigen, eller man har allerede gjort det. I så fald bør andre partiers kartoteker også gøres tilgængelige, og når de offentliggøres, bør man også kunne læse partiprogrammerne, så at man kan gøre sig en forestilling om, hvad det var, medlemmerne tog stilling til.

Særligt interessant i den forbindelse er kommunistpartiet eller -partierne. I bakspejlet ser vi jo, at det var i de år kampen fandt sted - ikke om socialismen, den havde sejret - men mellem den internationale og den nationale socialisme. Historisk er det interessant - og svært - at danne sig et nøgternt billede af hændelser og opfattelser inden storkrigen gjorde det ene tænke- og handlingsmønster til det eneste ædle, og det andet gennemført forbryderisk.

I dag kryber det frem i hvor høj grad samarbejdet med tyskerne og endda de frivillige ved Østfronten var sanktioneret af den lovlige regering, og hvor udbredt det faktisk var.

Enkelte berømtheder som Knut Hamsun og Eszra Pound kunne man ikke undgå at omtale. Her hjemme var digteren Harald Bergstedt så folkekær, at arrestationen af ham vakte opmærksomhed.

At Karen Blixen havde nazistiske sympatier, har der været stille om til for nylig, og så er låget lagt på igen.

Et faktum er, at tyskvenlige eller blot neutrale bøger og skrifter har været tabu og i dag er svære at spore. Men de udgør naturligvis et vigtigt og somme tider overraskende kildemateriale. Harald Nielsen er et eksempel på en skarp debattør, hvis stjerne tonedes ned. Internationalt er Douglas Reed, som var alt andet end nazist, skoleeksemplet på, hvor hensynsløst bogindekset forfulgte enhver afviger. Under omvurderinger vil vi pege på historiske oplysninger, som systematisk er fjernet eller fordrejet for at skabe en fremstilling, som det i sandhedens navn er nødvendigt at korrigere.

*******

NGO'er.

Non Governmental Organisations. Formelt græsrodsbevægelser, hvis repræsentanter dukker op ved internationale konferencer, og forstår at tiltrække sig mediernes opmærksomhed, skønt de ikke er delegerede. Reelt agerer de ofte i nært samforstand med de officielle delegater og hjælper til, at specielle synspunkter opnår flerdobbelt repræsentation. Denne særlige lobbyvirksomhed er velegnet til fremme af følelsesladede forslag og er medvirkende til at gavnlige idéer om miljø- og menneskerettigheder fordrejes i populismens favør.

> > > * < < <

Nexus.

Svensk tidsskrift for alternativ information. Oprindelig udviklet i Australien, men svensk udgave er udsendt i Gôteborg siden 1996 med Lars Adelskogh som redaktør. Blandt stof om helse og paranormale evner og erfaringer bringes artikler om Bilderbergerne og revideret nutidshistorie af stor interesse.

i Sverige udgives flere læseværdige tidsskrifter. Oktober 1999 startede "Samtidsmagasinet SALT". "Her vil den svenske virkelighed blive spejlet på en måde, som de fleste ikke er vant til, men som mange har ventet på." Her er noget at lære.

> > > * < < <

Nielsen, Harald. (1879 - 1957)

Dansk forfatter især kendt som kritiker. Kom tidligt i opposition til Brandes-dyrkelsen. Dermed også til antigermanismen i det blandt intellektuelle stærkt dominerende Politikens hus.

Han blev, hvad vi ved, aldrig nazist; men betragtedes af sine modvillige beundrere som utilstedeligt konservativ. Udpeget til antisemit og tyskvenlig, selv under krigen, blev han, hvad der betegnes som "isoleret". Alligevel blev han ved at udgive tidsskriftet "Ugens Tilskuer", hvis artikler stadig kan imponere ved deres uafhængighed og klarsyn.

*******

Nürnbergtribunalerne.

Blev nedsat i henhold til en beslutning på Potsdamkonferencen om, at Tyskland skulle straffes. Reglerne blev formuleret i London 1945 ved møde mellem repræsentanter for USA, England og Sovjet. Beslutningen blev senere tiltrådt af andre stater, deriblandt Danmark.

Reglerne blev præget af hensynet til, at tribunalets domme ikke måtte kunne anvendes mod de sejrende magters egne forbrydelser under krigen. Desuden af de tre sejrsmagters meget forskellige særinteresser og stærkt divergerende retstraditioner. Disse uforligelige hensyn kom til at præge både de besluttede "retsprincipper" og de resulterende domme.

Tribunalets arbejde blev allerede, medens det pågik, hårdt angrebet, fx. af den amerikanske dommer Justice Wenersturm, der var udnævnt til præsident for et af tribunalerne. Han afsagde sig stillingen og fløj hjem i vrede.

Til Chicago Tribune opregnede han i 8 punkter sin kritik. Vi citerer punkt 3 til 8 fra Did Six Million Really Die ?

3. I stedet for at prøve på at formulere og nå frem til ny ledende juridiske principper, var medlemmerne af den offentlige anklagers kontor alene drevet af personlige ambitioner og hævntørst.

4. Anklagemyndigheden gjorde på enhver mulig måde sit yderste for at forhindre forsvaret i at forberede sin sag og for at gøre det umuligt at fremskaffe vidnesbyrd.

5. Anklagemyndigheden under general Taylor gjorde alt i dets magt for at forhindre den militære rets enstemmige beslutning i at komme til udførelse. Det gjaldt at bede Washington om at bringe yderligere dokumentarisk materiale i den amerikanske regerings besiddelse til veje og gøre det anvendeligt for retten.

6. Halvfems procent af Nürnbergdomstolen bestod af ikke-uvildige personer, som af politiske eller racemæssige grunde fremmede anklagerens sag.

7. Anklageren vidste åbenbart, hvordan han skulle udfylde alle poster i den militære ret med "amerikanere", hvis naturalisationspapirer minsandten var meget ny, og som hvad enten i den administrative tjeneste eller som oversættere etc. skabte en atmosfære af fjendtlighed mod de anklagede personer.

8. Nürnbergprocessernes egentlige formål var at vise førerens forbrydelser for det tyske folk, og dette formål var samtidigt påskuddet under hvilket retssagerne blev beordret - - - havde jeg syv måneder tidligere vidst, hvad der skete i Nürnberg, ville jeg aldrig være kommet der.

Angående punkt 6, at halvfems procent af Nürnberg domstolen bestod af folk uvildige af racemæssige og politiske grunde, er dette et faktum, der bekræftes af andre, der var tilstede. Ifølge Earl Carrol, en amerikansk jurist, var tres procent af den offentlige anklagers stab tyske jøder, der forlod Tyskland efter kundgørelsen af Hitlers racelove. Han bemærkede, at ikke engang ti procent af de amerikanske ansatte ved Nürnbergretten var amerikanske af fødsel. Lederen af den offentlige anklagers kontor, der arbejdede bag general Taylor, var Robert M. Kempner, en tysk-jødisk emigrant. Han blev assisteret af Morris Amchan. Mark Lautern, der overværede retssagerne skriver i sin bog : De kom alle sammen Solomon'erne, Schlossbergerne og Rabinovitch'erne, medlemmer af den offentlige anklagers stab - - -" ( ibid. p.68). Af disse fakta er det åbenlyst, at man fuldstændigt havde forladt det grundlæggende retslige princip : at ingen kan sidde som dommer i sin egen sag. Yderligere var også majoriteten af vidner jøder. Ifølge professor Maurice Bardèche, der også var iagttager ved retssagerne, var disse vidners eneste bekymring ikke at vise deres had alt for åbenlyst og at prøve at give indtryk af objektivitet (Nurenberg ou la Terre Promise, Paris , 1948, p. 149)"

Montgommery konstaterede tørt: Det er blevet en krigsforbrydelse at tabe en krig.

Som det også skete under de hjemlige retssager, blev metoder gradvis ændret og dommene mildere. Anvendelsen af tortur blev standset; men vidneerklæringer frembragt med anvendelsen deraf blev alligevel anvendt, ligesom vi stadig ser det i pressen - ikke mindst vor egen..

Hovedanklager Robert H. Jackson sagde i sin åbningstale : Som militærdomstol er denne domstol en fortsættelse af de forenede nationers krigsanstrengelser. Følgelig gjaldt :

Domstolen er ikke bundet af bevisregler. Artikel 19 i Londonstatutterne.

Artikel 21 : Domstolen skal ikke fremføre bevis for alment kendte kendsgerninger men bekendtgøre dem på embedets vegne.

Domstolen kunne altså forkynde, hvad den betragtede som alment kendte kendsgerninger. Det blev ikke tilladt at fremføre argumenter mod sådanne "kendsgerninger". Forsvarets råderum var således på forhånd stærkt afgrænset, og også på andre måder havde det utroligt vanskelige vilkår, som anklagerembedet ikke søgte at gøre lettere. Mange forsvarere sad i uopvarmede rum og manglede det mest nødvendige kontorudstyr. Vidneførsel vanskeliggjordes ved at tyskere ikke kunne bevæge sig frit, og forresten risikerede selv at blive tiltalt, hvis de udtalte sig i strid med anklagernes fastslåede fakta.

Endnu hårdere kritik er rejst senere fx. af den tyske jurist Wilhelm Stäglich og naturligvis af de revisionistiske historikere.

Den mest sønderlemmende dom over Nürnbergtribunalerne blev Zündelprocesserne, der afslørede følgende, som Robert Faurisson formulerede det : Man undlod at anvende de enkleste regler, som er udviklet til brug i almindelige kriminalsager. Man undersøgte ikke de påståede mordvåben. Man undersøgte ikke de påståede gerningssteder, og man undlod at krydsforhøre de påståede vidner.

Årsagen til dette var, at det pr. definition var overflødigt, eftersom det på forhånd var besluttet, hvad der var kendsgerninger. På dette bekvemme grundlag blev stribevis af personer hængt og idømt lange fængselsstraffe.

Det er nu bevist - hinsides al fornuftig tvivl - at en del af processernes påståede "kendsgerninger" og vidneudsagn var i strid med de enkleste kemiske og fysiske love og med fotografisk dokumentation.

Desværre er det nødvendigt at fremhæve dette, da vor presse har været tavs om disse historiske afsløringer og fortsætter med at henvise til krigsforbryderdommene, som om de fastslog kendsgerninger. Det var skueprocesser, ikke meget bedre end de sovjetiske, og den sovjetiske indflydelse var naturligvis stærk.

I dag indrømmer selv vore aviser og nyeste opslagsbøger, at følgende er løgn:

at 4 mio. jøder blev myrdet i Auschwitz.

at tyskerne lavede sæbe af døde jøder

at der skete massegasning i Dachau, hvilket "bevidnedes" i Nürnberg

at lejrene i Tyskland var tilintetgørelseslejre. Ingen af dem var det.

Påstanden om de 6 mio. myrdede jøder er lige så uholdbar, men fremføres stadig - somme tider lidt mere ubestemmeligt, fx. : "millioner" (Samuel Rachlin i Moskva 15.6.2000) Men ikke engang denne formulering holder. Se Løgne(r)ne, s. 120.

Som anført afslørede dommer Jackson karakteren af domstolene ved, at understrege, at de var en forsættelse af de allieredes krigsanstrengelser. Altså ikke retfærdighed - i så fald skulle naturligvis også allierede forbrydelser dømmes. Atlanterhavsdeklarationen var kasseret for længe siden. Nu flyttede man ikke bare grænser, men hele befolkninger (hvis de var tyske). Målet var bekæmpelse af Tyskland, formuleret som betingelsesløs tysk kapitulation. Det betød : retsløshed. Og ophævelse af tysk eksklusivitet. Det betød udslettelse af det tyske folk gennem bastardisering.

Det er let at se, at oprindelsen til disse beslutsomme kamphandlinger, som altså fortsatte efter kapitulationen, kan føres tilbage til Kaufman, Morgentau, Dexter White. Eisenhower og mange andre, men det tales der helst ikke om.

Vi danskere flest er aldrig blevet underrettet om, hvor brutalt og retsstridigt disse retningslinier er formuleret og gennemtvunget og stadig håndhæves.

Ved den overgangsaftale (Überleitungsvertrag) mellem forbundsrepublikken og de allierede, som forbundsrepublikken måtte underskrive, forpligter republikken sig ifølge 19 artikel 7,1 til at respektere : "at alle domme og beslutninger i straffesager, som er truffet af en domstol eller de tre magters retslige myndigheder eller som senere bliver truffet af dem i enhver henseende er retskraftig og retsvirksom efter tysk ret."

De allierede bestemmer stadig suverænt over slavestaten. Det må man tage i betragtning, når man fx. undrer sig over, hvordan det tyske retssystem undertrykker ytringsfriheden i den formelt demokratiske, formelle retsstat.

Her nogle udtalelser mærkelige for tiden :

F. d. overdommer R. Wassermann i Die Welt 28.4.94. : "Den der fornægter de nationalsocialistiske tilintetgørelseslejre prisgiver det grundlag, den tyske forbundsrepublik er oprettet på". Et uhyggeligt grundlag. Uden kendskab til de sejrende magters tyranni er det svært at forstå, at den tyske regerings så desperat forsvarer dette grundlag, efter at fri forskning har afsløret, at det ikke holder.

George Bush : "Jeg vil aldrig undskylde på Amerikas vegne. De virkelige fakta interesserer mig ikke". (Stern nr. 24/1992 s. 15)

Mere om emnet kan læses i DØDE VIRKELIGT SEKS MILLIONER ? Richard Verralls skrift oversat til dansk ved Vestlig Samisdat 1998.

*******

Nürnberglovene.

Kaldes de love, som blev vedtaget 1933 til regulering af den jødiske indflydelse i Tyskland. Se Jødelove:

> > > * < < <

Ny verdensorden.

Bag idéen om Folkenes Forbund og FN lå naturligvis tanker om, at afgørelse af konflikter gennem krig var en uciviliseret og i de fleste henseender kostbar metode.

Alligevel blev metoden ved med at præsentere sig, og det kunne også opleves utilfredsstillende, at lande praktiserede ondskab indenfor sine grænser, som man ikke havde mulighed for at gøre noget ved. Ganske vist foreskriver FN en lang række pressionsmidler, som man bør prøve, før man i yderste nødstilfælde og med organisationens tilslutning kan gå til anvendelse af vold.

Et vanskeligt tilfælde, mente man, var Bosnien og Kosovo; men så burde man have fulgt reglerne til punkt og prikke. Det afstod man desværre af magtbrynde fra at gøre.

Et endnu vanskeligere problem er udviklingen af masseødelæggelsesvåben. En nation kan i princip lovligt udvikle sådanne indenfor sine grænser og ikke gøre noget ulovligt, før det anvender våbnet mod en fremmed, som med de moderne fremdrivelsesmidler kan rammes over store afstande.

Skal man nu vente til han har nået denne mulighed ?

Hvis man finder dette for risikabelt, står man overfor to problemer : Hvordan sikre sig, at det og det land ikke udvikler et helvedesvåben imod én ? Hvis jeg har grund til at tro, at nogen gør det, har jeg så ikke ret til at slå til imod ham ?

Problemer af den art er især aktuelle i Mellemøsten, men kan udvikle sig næsten hvor som helst.

USA-præsident Bush benyttede Iraqkrigen til at slå til lyd for en ny verdensorden. Vor statsministers kone, Lone Dybkær, der ikke er socialdemokrat, men radikal, fremhævede i sin sidste TV-tale under valgkampagnen til EUparlamentet i 1995 fire gange denne ny orden, uden at det blev klart, hvad den går ud på. Lad os derfor se på, hvad vi kan vente os af supermagten :

Kosovokrigen viste, at et lille land, der ikke adlyder USA's direktiver, kan blive knust.

Direktiverne slog fast : Alle europæiske lande skal være multikulturelle. Natos øverstkommanderende under Kosovokrigen, general Wesley Clark erklærede ifølge CNN, juni 1999 : "I det moderne Europa er der ingen plads til homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800-tallet, og vi vil skabe multietniske stater." I dansk fjernsyn hørte man ham erklære, at Kosovokrigen var gennemført for at gennemtvinge multikulturen. Der skiftes altså efter behag mellem begreberne etnicitet og kultur. Vi skal hverken have det ene eller det andet i fred. Derimod anerkendes åbenbart israelitternes eksklusive ret til jødisk "etnokrati". Se s. 124.

Østrig blev våren 2000 den anden lærestreg. 26 EUregeringschefer fordømte det lille land, fordi en regering var dannet med deltagelse af "frihedspartiet", som den frisprogede Jörg Haider foreløbig har gjort til landets næststørste.

Partiets program tager sig ikke mere radikalt ud end dansk Folkeparti's, så Danmark er i farezonen. Alligevel stillede Nyrup Rasmussen op uden at kontakte de andre partier. 8. maj erklærede den svenske socialdemokratiske udenrigsminister Anna Lind, at aktionen var slået fejl. Men hensigten var god nok : Man ville brændemærke ikke bare "fremmedfjendtlighed, men også højreekstremisme." Måske var det for meget på én gang. Men dette står fast :

Mondialismens ny verdensordens vil :

Overvåge alle lande - dog især økonomisk og strategiskt interessante. Til overvågningen har man udviklet effektive systemer, som Echelon, der med dansk bistand gør avanceret spionage også af industrihemmeligheder mulig over hele kloden.

Til at true og straffe opbygges militære udrykningsstyrker, som kaldes internationale. Så stiller danske politikere op med mandskab og vore mest kostbare våben i den tro, at det er en pligt og en ære at være med.

Denne tro bygges op i pressen og i styringskontorer med deklarationer, udvalg og manipulering af menneskerettigheder smidigt støttet af militære og finansielle trusler.

Den øverste styring og koordinering udtænkes og iværksættes anonymt af et oligarki med globale netværk og mediekontrol.

Magtovertagelsen sniger sig frem ad de kanaler, vi godt kender, men har svært ved at kontrollere. Det er derfor bemærkelsesværdigt når Politiken 15.6.2000 under DEBAT bringer et indlæg af Ib Christensen, fhv. medl. af Europaparlamentet med titlen : "EU vil forbyde politiske partier"

Vi citerer : "I disse måneder forhandler et EU-'konvent' med repræsentanter for regeringerne, de nationale parlamenter, Europaparlamentet og kommissionen et såkaldt charter for grundlæggende rettigheder. Et charter, der formentlig vil blive en del af den kommende Nice-traktat.

På grund af EU-rettens forrang betyder dette i praksis, at EU vil fortrænge såvel Europarådets menneskerettighedskonvention som nationalstaternes forfatninger som den instans, der definerer og ultimativt afgør EU-borgernes rettigheder."

Blandt de vidtrækkende følger af dette nævner I.C. at EU hermed vil kunne bestemme, hvilke partier, der er lovlige, og hvilke, der ikke må være det. I udkastet til chartret, art. 24 hedder det : "Enhver borger har ret til sammen med andre at oprette et politisk parti på unionsplan, og enhver har ret til at tilslutte sig dette. Sådanne politiske partier skal respektere de rettigheder og frihedsrettigheder, der sikres ved dette charter." Det lyder helt pænt; men I. C. påpeger at alle chartrets artikler er underkastet en generel begrænsningsklausul (art 47), der lyder : "Enhver begrænsning af udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt af den kompetente lovgivende myndighed. Substansen i disse rettigheder og friheder skal respekteres. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet skal enhver begrænsning ligge indenfor de grænser, der er nødvendige for at beskytte legitime interesser i et demokratisk samfund. Begrænsningerne må ikke være mere omfattende end dem, der er fastsat i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder."

I.C. konstaterer : "Når dette charter er vedtaget og traktatfæstnet vil det være op til Den Europæiske Union, dens lovgivningsmagt og domstol, at bestemme i praksis om et parti er lovligt eller ikke."

Han tilføjer : "Man skal ikke lade sig berolige af generalklausulens henvisning til den europæiske Menneskerettighedskonvention, idet denne slet ikke nævner politiske partier. Desuden vil chartret afgørende bidrage til, at EF-domstolen fortrænger Europarådsdomstolen."

Det kan tilføjes : EU-parlamentet har allerede vist, at det er i stand til at manipulere den europæiske konvention, der jo klart tilsikrer alle borgere ytringsfrihed. Parlamentet har besluttet - vi har ikke kunnet få oplyst hvornår og hvordan - at de enkelte lande selv må bestemme, om der er ytringer, de ikke vil tillade. Med anvendelse af denne bestemmelse fængsler og ruinerer Tyskland, Frankrig og Østrig såkaldte meningsforbrydere, hvis forseelse er, at de har udtalt sandheder, som de tre landes herskere vil undertrykke.

Når dette kan lade sig gøre, og de andre landes parlamentsmedlemmer ikke protesterer kraftigt, er det vanvid at afstå vor nationale beslutningsret til EU.

I.C. peger på, at Danmark har foreslået at ordene "på unionsplan" skal udelades i art. 24. Det synes han er fornuftigt, og det gør vi også, især da vi ikke ved, hvad de to ord skal bruges til.

Men I.C. understreger, at regeringen ikke har foreslået, at art. 24 undtages fra generalklausulen. Derigennem godkender den at EU skal kunne begrænse friheden til partidannelser. Ganske lydløst trækkes vor regering rundt ved næsen af mondialismens udspekulerede agenter.

Læs om Bilderbergerne, frimurerne, ytringsfrihed, jødisk verdensherredømme og jødisk hegemoni på s. 124 og gør modstand !

*******

Omskærelse.

Rituel operation af de ydre kønsorganer, som praktiseres indenfor forskellige kulturer.

Mandlig omskærelse gennemføres indenfor jødedommen på det få måneder gamle drengebarn. Ifølge Spotlight, der har sine oplysninger fra en jødisk encyklopædi, foregår det traditionelt på følgende måde :

Barnet ligger på ryggen. En voksen holder det fast ved armene. En betroet operatør, fx. en rabbiner trækker barnets forhud frem og trækker den gennem åbningen i en lille skive. Det, der kan trækkes gennem skiven, snittes af, helst med en flintekniv. Derefter tager operatøren vin i munden og suger blodet af den lille blødende tissemand.

Mundfulden spyttes ud i en beholder, der holdes frem.

Vi bringer denne fremstilling, da Mosaisk Troessamfund ikke vil udlevere oplysninger om sin virksomhed til ikke-troende. Det er derfor muligt at mere hygiejniske og moderne metoder er udviklet, men spørgsmålet er dette : Når utidssvarende ritualer kan ændres, hvorfor kan de da ikke helt afskaffes ? Ritualet er et klart overgreb mod barnets integritet og i strid med "Konvention om barnets rettigheder." Da det desuden er en mærkning, som ikke kan fjernes, af det værgeløse barn som tilhørende en bestemt religion, er det i strid med religionsfriheden. Folketinget bør forbyde skikken i Danmark, og regeringen arbejde for dens afskaffelse.

Nogle steder, deriblandt i muslimske lande, fx. i ca. 25 lande i Afrika praktiseres også kvindelig omskærelse, som synes yderligere at have til formål at fjerne kvindens muligheder for seksuel fornøjelse.

Omskærelsen består i, at de ydre kønsorganer mer eller mindre fuldstændigt opereres bort på den lille pige under en brutal og smertefuld proces. Derefter sys kønsåbningen til undtagen en lille åbning, som skal tillade urin og menstruation at passere. Indgrebene medfører sygdomme, plager og besvær. De er forbudt i Danmark, Norge og Sverige. Vort broderland har åbnet sine grænser for så mange tilhængere af denne skik, at (oktober -96) 6000 små piger er truet af at blive underkastet den forbudte operation i udlandet. Dette er dog nu også forbudt.

Danmark har på fem år modtaget 1500 somaliske kvinder, som næsten alle er omskårne. 900 piger er under 14 år og risikerer at blive sendt til udlandet for at udsættes for overgrebet. Dette er endnu ikke forbudt i Danmark. Fatuma Ali, somalisk psykiater, håber på en dansk lov, der straffer forældre, som lader pigerne omskære i udlandet. Hun støttes af folketingsmand Jonna Grønver fra Venstre (G-P/TT-RB) Det er udmærket; men vigtigere, at vi ikke importerer tilhængere af den slags til Danmark.

> > > * < < <

Omvurderinger.

foregår, men utroligt langsomt. Mod slutningen af det netop afsluttede århundrede kom det på mode, at kritisere 68'ernes ukritiske begejstring for røde revolutioner.

Sionisten, redaktør Bent Blüdnikow i Weekendavisen har i en årrække drillet venstrefløjen for dens holdning til kommunismen. Naturligvis var der en hensigt bag dette, som han så til ikke ledte frem til en reel debat. Hans afstandtagen skulle dække eller i hvert fald sløre den betydelige rolle jøder har spillet i det kommunistiske verdenserobringsforsøg. Læs Douglas Reed : The Controversy of Zion og Jüri Lina : I Scorpionens Tecken.

Til opgøret med 68'erne har professor Bent Jensen sluttet sig med kritik af overbærenheden med Sovjets forbrydelser. Det er blevet "tilladt" at nævne det enorme antal ofre, som denne revolution har kostet. At der altså kunne være grunde til at bekæmpe den her i Vesten vil han dog ikke indrømme. Nazismen er en gang for alle fastslået som historiens mest ondskabsfulde ideologi. Nu dæmrer det, at kommunismen måske kan slippes ind i lederfeltet. Men den tredje ideologi mosaismen. eller skal vi kalde det pansionismen, holdes stadig uden for konkurrencen. Derfor er billedet skævt indtil denne mægtige bevægelse betragtes lige så opmærksomt og kritisk som de to andre.

På grund af sionismens herredømme over vore media er dette særligt vanskeligt. Tre områder må undersøges :

1. Hvilke historiske fakta udelades eller forvanskes i medieomtale og hofhistorieskrivning ?

2. Hvilke fremstillinger af nutidshistorien har vist sig tvivlsomme eller tydeligt forkerte ?

3. Hvad er idéen i de tre ideologier, og hvad har gjort dem tillokkende for så mange mennesker, og hvilke ?

1 : Udelukkelser og forvanskninger :

Følgende fakta er danske iagttagere, som alene informeres gennem danske media, helt eller så effektivt som praktiskt muligt holdt uden for :

a. Indholdet i den jødiske religion. Israel Shahak er portforbudt. Se fx. Jødedom og Talmud

b. Jødisk indgriben mod Tyskland under 1. verdenskrig.

c. Jødiske krigserklæringer mod Tyskland 1932-33 og -39, altså før og netop da 2. verdenskrig brød ud.

d. Jødiske økonomiske krigshandlinger mod Tyskland fra 1933.

e. Jødiske terror, fx. mod IHR, Robert Faurisson Ernst Zündel og David Irving. Selv mord nævnes ikke, eller

forbigås bedst muligt. Eksempler : Wilhelm Gustloff, Ernst v. Rath, Folke Bernadotte og Francois Duprat. (De to,

måske tre af dem er naturligvis nævnt i pressen, men har aldrig fået omtale som Krystalnatten, der fulgte mordet

på v. Rath)

f. Overgrebene før krigen mod tyskere i de tyske områder, som Versaillestraktaten tildelte Polen og Tjekkoslovakiet.

g. Forbrydelserne mod og fordrivelserne af tyskere som fandt sted i krigens slutfase og årene efter dens afslutning. Læs fx: "Other Losses" af James Bacque , Verbrechen an deutschem Volk af Erich Kern og "An Eye for an Eye" af John Sack.

h. Årsagen til 9. april, og Danmarks reaktion. Det første er åbenlyst, men nævnes helst ikke. Det andet har været meget upopulært; men mere og mere pibler frem.

i Hitlers alvorligt mente anstrengelser for at stoppe verdenskrigen. Dette er enten fortiet eller latterliggjort.

j. Roosevelts og hans jødiske venners lige så alvorligt mente anstrengelser for at få den til at fortsætte. Læs fx. Perpetual War for Perpetual Peace ved H. E. Barnes og The forced War af David L. Hoggan.

k. De jødiske planer om at udrydde alle tyskere, eller i hvert fald så mange som muligt. Se Theodore Kaufman og Henry Morgentau.

l. Zündelprocessen i Ottawa 1988

m. Ændringerne på mindestenene i Auschwitz og baggrunden for de reviderede Auschwitz-tal i den danske encyklopædi.

n. IHR og JHR og revisionismen i det hele taget.

2. Sandsynlige omvurderinger.

A. Helte og dæmoner : Roosevelt, Churchill, Hitler, Stalin med mange flere,

B. Holocaust i Nürnbergtribunalets version. Den er simpelt hen umulig som følge af pkt. l og m.

C. Tyske grusomheder og kommunistisk/allieret prægtighed.

D. Allieret fredsvilje og retfærdighed

E. Kommunisme. Nazisme. Europæiske borgerkrige. Supermagtlederskab.

F. "Demokrati" påtvunget Tyskland og smittet af på os.

G. Multikultur, multietnicitet, multiloyalitet

H. Historieskrivningens principper og moral. Alting er vurderet ud fra grundsynet : Alt, hvad der kunne gavne Tyskland var ondt : handel, støtte af enhver art - tropper, malm, våben - - - - Alt, hvad der kunne støtte kommunismen og senere de allierede. var godt.

Idag revideres nogle af disse opfattelser : eller tages op til revision : Både hofhistorieskrivningen, den, der hylder det etablerede samfunds fremstilling og postilhistorieskrivningen (se denne) må lægges på hylden.

Det betyder, at så at sige al nutidshistorie må skrives om.

3. Ideologierne.

Kommunismens program kan man læse noget om i et hvilket som helst leksikon. Hvordan, det er forsøgt praktiseret, har der været delte meninger om. Ganske tidligt begyndte alarmerende budskaber at bane sig vej ud af det så hermetisk som muligt lukkede samfund. De blev afvist af venstreorienterede som ondsindet propaganda. - senere som vildskud på et blomstrende træ. Da træet begyndte at gå ud, blev det klart, at der måtte være noget galt, måske endda med rødderne.

Under opslaget nazisme har vi skrevet så neutralt som muligt om dette systematisk dæmoniserede begreb.

Sionismen skitseres under jødedom m. m. Artiklen nationalstat peger på sionismens bemærkelsesværdige dobbeltkarakter af både: en nation udbredt alle vegne og stærkt etableret i vort land. Læs på s. 124 om det "jødiske hegemoni" (overherredømme) i Danmark og over alt, hvor der ellers findes jøder. Som basis for dette vælde: en selvstændig stat, krigsførende i krudttønden Mellemøsten. Sionismen er i henhold til religion/ideologi udpræget monoloyal. Uden kendskab til sionismens specielle idéverden er det umuligt at forstå, hvad der er foregået og foregår.

> > > * < < <

"Onde og gode".

Medierne deler folk op i tre kategorier : de gode, de onde og de ikke eksisterende.

De gode er menneskelige, humane, rundhåndede, medfølende, beskyttere af alle svage. Derfor vil politikere og offentlige personer altid regnes til de gode.

De onde er tværtimod. Derfor vil alle gode henregne dem, de ikke kan lide, til denne kategori.

De ikke-eksisterende er dem, som medierne helst ville henregne til de onde, men da de har problemer med at begrunde det, lader de som om, de ikke eksisterer. Problemet er især, at de gode hensigter, som de gode påberåber sig ikke altid er gode for alle ; men somme tider svært dårlige for andre.

Så de "gode" er ikke altid særligt gode. I sådanne tvivlsomme tilfælde, vil vi somme tider tillade os at udmærke dem med anførselstegn, kaldet gåseøjne.

*******

Osman, Bey.

Major, forfatter af et interessant skrift med titlen THE CONQUEST OF THE WORLD BY THE JEWS. : Jødernes erobring af verden. Det er udgivet 1878 i Saint Louis, MO af major O. B., om hvem intet vides ud over, hvad skriftet afslører, at han var en betydelig begavelse. Bey oplyses at være en ældre tyrkisk titel. Hans bog tilgik Library of Congress i Washington, DC, og biblioteker i New York, Chicago, og andre store byer. Herfra er de i nyere tid blevet fjernet og ikke kommet tilbage. Et medlem af en organisation, som kaldte sig WESTERN FRONT, Walter White, Jr. (død 1987) fandt et eksemplar i British Museum og lod det genoptrykke. Derved blev forfatteren Hans Schmidt i Pensacola, Fl., opmærksom på det mærkelige arbejde, og føjede det ind i sin bog END TIMES / END GAMES.The final month of the Jewish Century. Pensacola 1999. Osman opridser kort jødernes historie set under synsvinklen, at det karakteristiske ved folket er dets optagethed af "materielle interesser". Medens andre folk er optaget af militære eller åndelige erobringer, er jøderne optaget af materielle erobringer, eller som han kalder det interesser. Israel har visselig haft en kort tid af militær magtanvendelse; men, måske i erkendelse af uafhjælpelig underlegenhed, vendte det tilbage til princippet at dyrke de materielle interesser. (Bemærk : skriftet er udgivet 1878).

Osman betragter jøderne som et arabisk folk og ser mange lighedspunkter mellem de to folk, Måske tilhørte han det sidste. Men han fandt, at der var en afgørende forskel. Han hævder : Araberen besidder en ridderlig ånd og trækker en skarp grænse mellem krig og fred. Jøderne anerkender ikke nogen våbenstilstand og holder kampen i gang uden afbrydelse. Han mener, at araberen er kvik til at starte, men savner sejhed og udholdenhed. Jøden giver aldrig op og tilgiver og glemmer aldrig.

Kampen handler altså om materielle værdier. Det er en myte, at jøderne drog ud i verden på grund af nederlaget mod romerne. De var vidt omkring længe før, og det, der drev dem, var driften til materiel vinding. Hvor chancen for dette var størst, der søgte de hen. Og når chancerne blev mindre, samlede de, hvad de havde reddet sig og søgte et mere indbringende sted. Således begyndte de i Venedig og Genua, og da Europa begyndte at udvikles fortsatte de til Spanien, Frankrig og Tyskland. Senest kom de til England. Vi kan tilføje og Norden.

Han bemærker, at der i Spanien opstod folkelig modvilje mod dem, bl.a. fordi man opfattede dem som i ledtog med muslimerne. Ja. Derfor har de ført et propagandafelttog mod Spanien. Nu ser vi pludselig sammenhængen. Situationen gentog sig ca. 400 år senere, da tyskerne fandt ud af, at de havde fået nok. Så samlede hadpropagandaen sig om dette land. Men dette kom naturligvis først til at indgå i det åbne spil, som udfolder sig efter at massemedierne er blevet det store kort i de internationale kamphandlinger, den situation som jøderne så genialt forudså i 1840. Se Jødisk presse.

Osman Bey opridser med stor kyndighed den jødiske finansmagts udvikling og dens planmæssige og lynhurtige overtagelse af medieverdenen. Det forbavsende og perspektivgivende er, at situationen så stærkt ligner dagens. Allerede for 100 år siden beherskede den jødiske kapitalmafia så godt som hele verden og så godt som hele medieudbuddet.

I mellemtiden har to verdenskrige hærget, i hvilke de jødiske topledere, som Smidth, til forskel fra det jævne jødefolk, kalder overjøderne, spillede afgørende roller.

Osmans referat af "overjødernes" sammenkomst i Krakov 1840 bringer vi under Jødisk presse.

> > > * < < <

Overbefolkning.

Hvornår er et land overbefolket ? Engang i fortiden var det enkelt. Når befolkningen ikke kunne frembringe levnedsmidler til alle, så var der overbefolkning. Så måtte overskuddet udvandre eller reduceres gennem sult, sygdom eller krig. Man satte også børn, der blev for mange af, ud i skoven.

I dag kan mange lande leve af importerede levnedsmidler betalt med industri- og anden eksport. Men både øget levnedsmiddel- og industriproduktion har omkostninger i form af skadet miljø. Derfor er grænserne for overbefolkning blevet flydende. Det gælder i høj grad vort lille land.

Så længe vi ikke er i stand til at beskytte jord, grundvand, luft, landskaber og kulturarv, tærer vi på og forbruger arvede resurser. Så er landet overbefolket.

I 1994 konstaterede vi i skriftet Totaløkologisk MANIFEST, at alle de skandinaviske miljøministre var enige om, at grænsen til overbefolkning var nået. Det faldt heldigt sammen med, at vor befolkningsvækst var standset. Så burde det altså være det rette tidspunkt at indrette vor planlægning mod at holde hus med resurserne og indrette alt bedst muligt for vore efterkommere.

I stedet startede regeringerne en kraftig import af fremmede, som er interesserede i at bruge så meget som muligt af resurserne og fremme asfalteringen af vort land.

De "gode" forsvarer dette med, at vort land er rigt. Det stemmer ikke, da vort overforbrug betales ved sløseri med begrænsede resurser. Både af økologiske og af kulturelle grunde bør folkeøgningen og bastardiseringen bekæmpes. Der står farlige kræfter bag.

Libyens Moammar Gaddafi tilråber alle muslimer : Vi har børnebomben ! Stop al prævention og lav en milliard unger ! Vore politikere vil være "gode" og slipper dem indenfor, bare de siger "asyl", og så giver de politi og lærere ordre til at lære af den indstrømmende "kultur". På den måde bliver vort land ikke bare overbefolket, men også ombefolket.

> > > * < < <

Overpositiv ret.

Udvikling, især indenfor tysk retspraksis, imod, at dommerne skal være mindre bundet af lovteksternes formelle pålydende og være friere stillet til at tolke teksten aktuelt, det vil i praksis sige "politisk korrekt". Danske jurister tilkendegiver interesse for princippet, men indrømmer, at det rummer farer. Dette illustreres med uhyggelig tydelighed af den retsløshed især i forhold til ytringsfriheden, som er etableret i Tyskland, Østrig og Frankrig. Vi bør altså være på vagt overfor løbskkøring og misbrug af princippet, hvilket kan blive resultatet af det stræb efter såkaldt retslig harmonisering i Europa, som EU-parlamentet efterstræber.

> > > * < < <

Overtro.

Er ifølge Lademanns Leksikon det, at tro på noget, der strider mod naturlovene. Men, hvilke ?

Er det overtro, at Jesus opstod fra de døde og steg til himmels ? Eller er det en symbolsk fremstilling af, at hans ord levede videre og stadig er levende ? Er himmerige overtro ?

Før havde vi kun en respekteret religion i vort land. Men åndelige "autoriteter" forstod - på en eller anden måde - at skelne mellem troen på religiøse undere, hvilket var acceptabelt, ja, foreskrevet, og troen på hekse, spøgelser og troldtøj, hvilket var skammeligt.

I dag optræder flere religioner og gør krav på anerkendelse af fænomener, som vore autoriteter før ville have betegnet som overtro. Ny kommer til.

Samtidigt har vi - gennem sære kanaler - fået lovbestemmelser, der forbyder enhver nedsættende tale om hvilken som helst gruppe mennesker (undtagen nazister - og "folkefjender", hvortil nu regnes "danskere") og især om enhver tro og religion.

Betyder det, at hvem eller hvilke som helst kan møde op med påstande om religiøse sandheder, som ingen kan tillade sig at bestride ? Mange hævder dette og regner sig derigennem til de "gode".

Selv om nævnte lovparagraffer skal balanceres af hensyn til ytringsfriheden, virker deres rigide udformning som en trussel mod fri og åben debat. Det er uvist i hvor høj grad paragrafferne ligger bag den forsigtighed, for ikke at sige falskhed, som karakteriserer medias behandling af problemerne ved, at der etableres flere og flere uforenelige rets- og virkelighedsopfattelser i vort land.

Vi må derfor gøre os klart, om enhver religiøs påstand skal respekteres, og hvad kriteriet er for, at den er religiøs ? Er tro eller overtro smuk, blot man kan påstå, at den er påbudt eller sanktioneret af en højere magt ? Det bør være klart, at afgørelser i spørgsmål af den karakter ikke hører hjemme i juridiske domstole.

Det bør derfor være tilladt enhver i et frit samfund at hylde en hvilken som helst - ikke kriminel eller voldelig - tro eller overtro, men det må være lige så frit velbegrundet at betegne den som vås eller overtro. De, der kræver beskyttelse for en bestemt tro eller overtro, må vælge - eventuelt flytte til - et land, hvor pågældende tro eller overtro er statsreligion.