K. : Breve til dem, det vedrører.

Rubjerg 23.5.2001

Det udenrigspolitiske selskab / Amaliegade 40 A / 1256 København K

Til formand, bestyrelse og redaktør.

Som udgiver af tidsskriftet "Udenrigs" som findes på landets biblioteker og i kraft af en bestyrelse, hvor en række fremtrædende mediefolk har fået sæde, er selskabet og dets tidsskrift vigtigt.

I dets sidste nummer var en artikel om europæiske menneskerettigheder. Den var især kritisk mod Tyrkiet, og det er uden tvivl i orden. Men det må skuffe, at man ikke peger på de overgreb mod ytrings- og bevægelsesfrihed, der finder sted straks Syd for vore grænser.

Hvordan kan man tie stille, når fremragende forskere og sandhedssøgere fængsles, ruineres eller

tvinges til tavshed eller i eksil alene fordi, de har udtrykt deres overbevisning ? Hvordan kan man tie stille, når vestlige "kulturnationer" straffer udgivelse af bøger med oplysninger, som samfundet har krav på at have adgang til.

Hvis selskabet informerer om menneskerettighederne må denne europæiske skamplet drages frem og brændemærkes.

Baggrunden er middelalderlige love i Tyskland, Østrig, Frankrig og Schweiz, som gør det ulovligt at ytre sig om vigtige landvindinger i nutidshistorieforskningen.

Mediemagten her hjemme understøtter meningsdiktaturet ved at undlade al omtale af revisionistisk litteratur eller smæde den som nynazistisk. I virkeligheden har socialister været banebrydende, som Paul Rassinier (1906-67) og Roger Garaudy, f. 1913. Den sidste har med bogen "The Founding Myth of Modern Israel" slået den måske afgørende breche i forsvaret for krigspropagandaens Holocaustmyter. Selv om bogen - utroligt nok - ikke er oversat til dansk, og - endnu mer utroligt - ikke kan skaffes fra et dansk bibliotek, kan selskabets redaktion og bestyrelse ikke være uden kendskab til, hvilke omvæltninger denne bog, for hvilken forfatteren i 1998 blev idømt en bøde på 200.000 frc., har afstedkommet.

På grund af forfatterens store berømmelse og hans venskab med den i endnu bredere kredse berømte Abbé Pierre har fremkomsten af hans bog og magthavernes hysteriske reaktion ikke kunnet dysses ned. Selv i vor egen andegård kan man aflæse jordskælvet. Vor encyklopædi, der ikke nævner en eneste revisionistisk forfatter, men med Herbert Pundiks energiske pen så fermt som det nu er muligt forsvarer den klassiske holocausttese, skønt Terkel Stræde må erkende, at de 4 mio. jødiske ofre i Auschwitz må reduceres med i hvert fald 3 mio., bringer i et tidligt bind en hædrende omtale af filosoffen Garaudy uden at forudse, at denne et par år senere udgiver nævnte bog, som maler værkets holocaustmaleri til plukfisk.

Det har andre store skribenter gjort før ham - mest frapperende måske Arthur Butz med The Hoax of the Twentieth Century". Men ingen har haft den gennemslagskraft i mægtige muslimske Lande som Garaudy, som efter sin socialistiske epoke konverterede til katolicismen og siden til Islam.

Og nu beskytter islamiske lande ham, medens "kristne" europæiske lande forfølger ham. Rollerne er byttet om og ikke til Europas ære.

Holocaustindustrien har manøvreret Europa ind i et moralsk og intellektuelt morads, som det kun kan komme ud af ved at bryde tabuerne.

Det er vigtigt for hele vort samfund, men også for vor udenrigspolitik at det sker. Det er ikke i dansk interesse at forholdet til muhamedanske lande forplumres gennem krampagtigt forsvar for den israelske stats grundlæggende myter, som for øjeblikket ikke længere tjener som forsvar for statens grundlæggelse og eksistens, men til at fortsætte en blodig erobringskrig.

Danmark bør modsætte sig indvandring af muslimer, som systematisk vil undertrykke vestlig kultur; men det har ikke grund til fjendskab mod muslimske lande, som indenfor deres egne grænser forsøger at gøre Islam til deres livsgrundlag. Under muslimske regenter er pragtfuld kunst blevet skabt; men det er ikke blevet til på grund af præstestyre, men på trods deraf.

Noget lignende kan måske anføres om vor kristne religion; men i vor vestlige kultur blev fri forskning og fri tale uden tvang af dogmer og præsteskab vort frugtbare åndelige eksistensgrundlag. Det har lidt hårde tilbageslag under krige og revolutioner, Men 50 år efter vor sidste store idiotiske borgerkrig (Læs Frederisk J. P, Veale : "Advance to Barbarism") må det være på tide at ryste meningsdiktaturet af os.

Selskabet bør bidrage til denne proces.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Hermed fremlagde jeg for en - skulle man forvente - kompetent forsamling, Danmarks og Europas centrale demokratiske problem informationscencuren. Det samme havde jeg gjort i brevene vedrørende holocaustcentret. I de to bestyrelser genfinder man samme navne, som på fremtrædende plads i medierne.

Det er mig en plagsom gåde, hvordan begavede skribenter, af hvilke der findes en del, bringes til at bøje nakken - læs om Tine og Tvind - for denne censur. En gang faldt følgende mig ind : Journalisterne ringer og skriver rundt og stiller spørgsmål til hvem, det passer dem. De må finde sig i også selv at stå for skud. Jeg skrev til medarbejderne for de større blade og spurgte dem, hvordan de havde det med den historiske revisionisme. Ingen svarede.

Nu skrev jeg til nogle kendte mediefolk og stillede dette spørgsmål ganske konkret. Ingen af dem svarede, og desinformationen fortsætter. Det er ikke blot at fakta forties, men usandheder gentages uden at blive rettet eller blot modsagt.

Rubjerg 15.5.2001

Weekendavisen Pilestræde 34, 3 sal / 1147 København K

Kære chefredaktør Anne Knudsen.

Med mellemrum modtager vi en stak Weekendaviser fra en ven, som abonnerer på bladet. Vi læser os da igennem stakken for at holde os orienterede.

Hver gang undrer jeg mig over, at så mange begavede skribenter skriver læseværdigt, skønt bladet stadig har den udbredte mediemundkurv på.

Det har glædet mig så meget, at læse artikler af dig, at jeg til sidst besluttede, at sende dig kopi af den artikel, jeg har skrevet om problemerne med at sanere nutidshistorien. At Martin Krasnik vil skære tænder er jeg naturligvis klar over, og at Bo Bjørnvig vil blive dødsensforskrækket som den gang min kone, Marianne Herlufsdatter foreslog en artikel om Israel Shahaks bog. Men det er nu nogle år siden, og redaktioner kan ændres og måske endda tage mod indtryk fra områder uden for snirklerne.

Jeg kan derfor ikke betvinge min nysgerrighed efter at få at vide, hvordan en begavet person som du reagerer overfor det materiale, jeg her lægger frem, vel koncentreret. Videre dokumentation kan hentes i vor "Vejleder", som vi nævner i biføjede blad.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Bilag : Oplysningsblad om "Vejleder i Mediejunglen." / Artiklen "Holocaustforskning".

Rubjerg 15.5.2001

Kære redaktør Vibeke Sperling.

Vi fulgte med interesse dine reportager fra Sovjet. Nu ser vi, at du er valgt ind i bestyrelsen for centret for holocaust- og folkedrabstudier.

Til orientering biføjer jeg en artikel om centret og et blad om "Vejleder i Mediejunglen."

Har direktør Østergård oplyst for bestyrelsen, at han er blevet opfordret til at klargøre, hvad centret forstår ved holocaust og holocaustfornægtelse, og at han har afvist at bidrage til dette ?

Han erklærer, at centret ikke vil i dialog med "revisionister". Er det ikke præcis samme holdning overfor uligetænkende, som kendetegnede nomenklaturen i Sovjet ?

Hvad er din stilling til dette, nu du er i Danmark ?

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Weekendavisen er interessant fordi den ikke mangler spalteplads, men råder over masser af papir, som udfyldes med billeder, der kunne undværes eller bringes i mindre format. Trods dette afviste den i 1996 en artikel om Israel Shahak, og siden har den afvist kritik af Martin Krasnik, Søren Mørch (Se afsnit G.) og Abrahamoviz (Se afsnit O)

Karakteristisk for den måde på hvilken bladet i steder næsten i hvert nummer indfletter, at 6 mio. myrdede jøder er et faktum, som ikke kan betvivles, er Leif Blædels let henkastede påstand i bladet 14.12.01, som jeg fandt det rimelig at korrigere, hvilket bladet sin linje tro ikke ville tillade

Rubjerg 29.12.01

Weekendavisen Pilestræde 34, 3 1147 København K

Er "Holocaustbenægtelse" "vrøvl" ?

Under overskriften "Bin Laden triumferer" indfletter Leif Blædel 14.12.01, at man ikke som i Tyskland og Frankrig (og Østrig og Schweiz, min anm.) - skal straffe benægtelse af holocaust. Det er jeg enig i, og jeg har skrevet til den europæiske menneskerettighedskommissær, om at gå kraftigt imod denne forbrydelse mod europæisk ytringsfrihed.

Men nu indfletter Blædel også, at en sådan benægtelse er "dokumenterbart vrøvl". Det ville være rart at vide, hvordan han dokumenterer dette. Det modsatte, er tilfældet.

De fleste husker nok, at Holocaust betyder nazisternes mord på 6 mio, jøder, hvoraf de 4 mio. blev myrdet i den særligt berygtede "dødslejr" Auschwitz-Birkenau. Her hævdedes det, at man opnåede den utrolige kapacitet ved at anvende gaskamre og brænde ligene i krematorier med flammende skorstene. Hundredtusinder har betragtet stentavlerne i lejren, der på 18 sprog hævdede, at det var, hvad der skete.

Nu ser man ingen flammer fra krematorieskorstene. I 1988 blev alle inskriptionerne slettet, og noget senere skrev man en ny tekst, hvor der i stedet for 4 kom til at stå 1½ mio. ofre. I den ny danske encyklopædi skriver historikeren Terkel Stræde om Auschwitz, at det rigtige tal er ca. 1 mio. Andre forskere hævder endnu lavere tal. Dermed er det klart bevist, at kritikken af holocaust, ikke er vrøvl.

De, der vil redde det svære regnestykke, at 6 - 3 stadigvæk er 6, blader måske om til artiklen om holocaust, som viser sig at være sat sammen af Blædels kollega journalisten og Israelkæmperen Herbert Pundik, der også gør sit bedste. Han forklarer, at det var helt andre lejre og metoder, det mest drejede sig om. For at "dokumentere" dette henviser han til vidnet Franz Stangl.

Læserne må hellere selv gives mulighed for at bedømme, om dette vidnesbyrd og Pundiks henvisning til det kan tages som dokumentation.

Richard Verrall, der skrev bogen Did Six Million Really Die ? ( Dansk oversættelse ved Vestlig Samisdat : "Døde Virkeligt Seks Millioner ?") beskriver Franz Stangls fantastiske vidneudsagn som noget af det mest blodige og bizarre, der er publiceret. Han skriver at oplysningerne om Stangl's første tid i Polen (hvor Treblinka ligger) "delvis var fabrikationer."

"Et typisk eksempel på disse fabrikater var beskrivelsen af Stangl's første besøg i Treblinka. Da han kørte ind til jernbanestationen, hævdes han at have set "tusinder af lig", bare strøet rundt ved siden af sporene, "hundreder, nej tusinder af lig forrådnende, gående i opløsning". Og "på stationen stod et tog fuldt af jøder, nogle døde, nogle stadig i live - - - det så ud som om, det havde været der i dagevis." Beretningen når et højdepunkt af absurditet da Stangl påstås at være gået ud af bilen og trådte "knædybt ned i penge : Jeg vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg vadede i pengesedler, mønter, kostbare stene, juveler og tøj. De var alle vegne udstrøet over området." Scenen fuldendes med "horer fra Warszawa, der på den anden side af pigtrådshegnet vinkede, dansede, sang og spillede musik. At tro bogstaveligt på denne historie om at vade knædybt i jødiske pengesedler og kostbare juveler midt mellem tusinder rådnende lig og syngende luddere må kræve den mest fænomenale grad af lettroenhed og ville under alle andre omstændigheder end i tilknytning til legenden om De Seks Millioner blive betragtet som det mest utrolige nonsens".

Flere oplysninger kan hentes i "Døde Virkeligt Seks Millioner ? og i "Vejleder i Mediejunglen,"

som kan anskaffes gennem, undertegnede, men som også kan trækkes gennem www.samisdat.dk. På engelsk tilbyder Institute for Historical Review et stort antal bøger. Det orienterer over nettet på www. ihr.org.

Lars Thirslund

Rubjerg 5. maj 2001

 

Indenrigsministeriet Christiansborg Slotsplads 1 12 18 København K

Indenrigsminister Ingrid Jespersen

Dansk kultur skal ikke udlægges af arabere..

Sidst i marts fik vi at vide, at indenrigsministeren vil sende flere hundredetusind kroner til en araber, som på arabisk skal undervise andre arabere i, hvad der er dansk kultur. Man fik straks bange anelser

16. april blev de allerværste bekræftet. I God Morgen Danmark blev syreren Fanmy Almajid interviewed. Han forklarede, at han holdt foredrag og møder, især med mødre til ikke kriminelle arabere og forklarede dem om dansk demokrati og hvordan man kan udnytte det på bedste måde. Han siger til dem : Gå ikke straks til skoleinspektøren eller ministeren med skolespørgsmål, men til forældremøder og læg din sag frem. Så udvikler det sig af sig selv. Det er vejen at gå. "Jeg giver dem tips", forklarede han.

Ja, nogle steder er muslimerne allerede i flertal, og de fleste steder er danskerne så bange for at blive kaldt racister, at de er lette at manipulere. Princippet er vejen, som skal føre muslimerne direkte ind i folketinget og endeligt islamisere vort samfund.

Almajid forklarede, at danskerne ikke har noget at være bange for. Der er ingen forskel på de to kulturer og religioner. De bygger begge på en hellig bog, og begge bygger på de ti bud, som også findes i koranen.

Ingen stillede kritiske spørgsmål. Journalister er de mest bange af alle danskere for at blive kaldt racister , for det gælder deres fremtid. Og derfor kan smarte indvandrere styre medierne, så at vore folkevalgte og ministerier følger globalismens undertrykkelse af al diversitet i kultur. Få dage efter var Almajid igen på skærmen. Han har nu fået en halv million, som han vil bruge i 50 foreninger, 10.000 kr. pr gang. Samtidigt skal imamer arbejde sammen med dansk politi. medierne tør ikke andet end applaudere. Muslimske aktivister er nu i fuld gang med - også helt åbent - at erobre vort svagest begavede parti, "det radikale venstre".

Kære minister ! Vil du virkelig gøre Danmark muslimsk ? Ja, men dette er jo vejen ad hvilken Islam breder sig i vort land. Skal vi lige frem betale dem for det ?

Din opgave er at forsvare dansk kultur. Skal indvandrerne undervises, så skal det være i hvad denne kultur står for. Det er diametralt modsat Islam, og det skal de have at vide. Det samme skal vort eget folk, som efterhånden er hjernevasket af de fjernstyrede medier.

Det er for galt, at man ikke oplyser indvandrerne om, hvad der er væsensforskellen mellem islamisk kultur, som er teokratisk og autoritær, og dansk-vesteuropæisk kultur som har frigjort sig fra dogmatik og præstestyre

De skal vide, at vi ikke ønsker vore kirkeklokker erstattet med arabiske bønneudråbere, også fordi de forkynder helt forskellige budskaber.

De skal have at vide, at, at de er kommet til et land, hvor vi har udviklet vor egne traditioner for fri tænkning, som vi ikke vil give afkald på.

Den handler ikke bare om sociallovgivning, men også om meget vigtigere åndelige værdier.

Skal de lære om dansk kultur - og det skal de - så skal det slås fast - ikke bare for dem, der vil ind i vort land. men også for de mange hjernevaskede danskere, der er ensrettet af den fjernstyrede propaganda, at det væsentlige i dansk kultur er :

Vor kristendom. som ikke er bekendelse til en remse. Den er en kultur, hvis vigtigste budskab var brud med jødedommen og regeltyranni. Dernæst protestantismen, som var et brud med pavedommens præstestyre, hvilket skete gennem tilslutning til Martin Luther, hvis vigtigste budskab var : læs og døm selv.

Som følge af dette : tilslutning til vestlig humanisme, som udviklede fri tænkning og uafhængighed af religiøse dogmer og præsteskaber.

I ly af dette udvikledes vor folkelige, åndelige kultur, som bygger på glæde over vort land og dets frembringelser: billedkunst, bygningskunst, fortællekunst, lyrik, sange, salmer og musik.

Denne kultur er vor væsentlige arv.

Et langt stykke vej har vi udviklet ytrings-, menings- og religionsfrihed, og derfor afstandtagen til papisme, judaisme og islam. Derfor skal vi ikke godkende hvad som helst.

Vi skal vise respekt for og glæde over, men ikke kritikløshed overfor andre kulturer, og ikke ukritisk underkaste os alt, hvad der er fremmed eller nyt.

Derfor afstandtagen fra autoritetstro.

Derfor afstandtagen til fødevare- og beklædningsregulativer, schächtning, hallal og omskærelse, som er i strid med danske værdier og til dels med internationale konventioner.

Indsøgende i vort land, må respektere dette. Hvis de foretrækker værdier, som er uforligelige med dansk kultur, bør de oplyses om, at de har valgt et forkert land. De bør vælge omgivelser, der passer dem : et muslimsk land, eller Israel eller et andet defineret værdifællesskab, som de vil foretrække.

Danskerne skal ikke tvinges til at give afkald på danske værdier.

Som dansk indenrigsminister bør du have danske værdier i tankerne. Det er falsk tale, når propagandisterne hævder, at alle kulturer er lige gode, og skal have samme støtte.

Vi skal støtte det bedste i dansk, nordisk og vesteuropæisk kultur og ikke de kræfter, der bekæmper disse værdier.

Du bør stille rundelige beløb til rådighed for skrifter, der klargør disse danske holdninger og gengiver kunstværker, der tydeligt markerer dansk tilhørighed til et vestligt kristent kulturområde med nationalt særpræg, nært beslægtet især med nabofolk i Skandinavien, Tyskland og England.

Og hver gang en indvandrerorganisation tildeles pengeunderstøttelse bør mindst et tilsvarende beløb gå til en dansk forening eller bevægelse.

A propos EU-hetzen mod fremmedfjendtlighed : Hvis EU og indstrømmende personer ikke synes om dansk kultur, er det dem, der er fremmedfjendtlige. Medierne taler tidligt og silde afstandtagende om dette begreb. Men de nævner aldrig indstrømmernes fremmedfjendtlighed, som åbent demonstreres gennem utilsløret foragt for vore normer.

Emigranter bør vælge land, som harmonerer med deres værdinormer.

Har du tænkt på, hvor meningsløs debatten om indvandring og flygtninge er, når man aldrig diskuterer, hvor mange mennesker, der optimalt bør være i vort landet, hvis natur og kultur skal forsvares

Hvis du tænker denne tanke igennem, vil du forstå, hvor godt for vort land og for verden, det var, at vort befolkningsforøgelse standsede. At fortsætte asfalteringen af vort land ved at fylde op med afghanere, somaliere, tyrker og nordafrikanere, der formerer sig religiøst, er ensbetydende med at myrde de danske landskaber.

Allervigtigst er, at vi ikke giver statsborgerskab til personer, som er uden kendskab og kærlighed til dansk natur og kultur.

Og at vi reagerer mod den verdenslobby, som for at vinde verdensmarkeder og globalkontrol bekæmper al selvstændighed og kulturel mangfoldighed.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 / 9480 Løkken / Tlf. : 98 99 65 74

P.s. : Hvis du vil bevare Danmark og dansk kultur, må du se til, at hver gang der kommer 10 indstrømmere til Danmark skal mindst ti ekpederes ud af landet igen. Dette princip skal forfølges med tilbagevirkende kraft. Læg mærke til, at det ikke på nogen måde er til hinder for at vi fortsat tager del i den naturlige udveksling af viden og kunnen, som gennem århundreder har fundet sted mellem vort land og kulturelt nærtbeslægtede lande.

Erhvervsbladet oplyser 24.4.2001, at de statsinstitutioner, som har flest ansatte, der er indvandrere eller efterkommere fra tredjelande, dvs. lande uden for Vesteuropa og Nordamerika, er By- og boligministeriet (9,1 %) og indenrigsministeriet (4,4 %).

I begrebet indvandrere indgår skandinaver og vesteuropæere, som principielt ikke er noget problem. Men det ser ikke tillidsvækkende ud, at de ministerier, der har det største ansvar for vort folk og vort land rekrutterer personale med rod i fjerne regioner, hvor befolkningskontrol og miljøbeskyttelse prioriteres lavt, og hvor dansk kultur er et ukendt begreb.

P.p.s. : Nu læser vi at også kinesere har gennemført et kup, denne gang i Venstre. Man kan ikke bebrejde dem, at de tager de chancer, som systemet lægger til rette for dem. Men man må kraftigt tage afstand fra de mediefolk og politikere, som i lang tid systematisk har undergravet ethvert forsvar for danske værdier ved at give statsborgerskab til indstrømmere uden at afkræve dem deres stillingtagen til dansk demokrati og dansk kultur.

Der må absolut skelnes mellem personer, der har måttet flygte fra f.eks. et brutalt præstestyre. Og de mange, mange flere, som strømmer efter for at udnytte vor velfærd, men i øvrigt snarest muligt vil erstatte denne med Islam.

I princip bør flygtninge fra muslimske lande gives fristed i et andet muslimsk land. Kun i særlige tilfælde, hvor flugten simpelt hen gælder Islam og målet er vesteuropæisk demokrati, kan opholdstilladelse i Danmark være motiveret. Men vil vi give sådanne dissidenter beskyttelse, er det vanvid også at slippe tilhængere af deres forfølgelse ind.

 

Rubjerg 31. maj 2001

4. Udlændingekontor Indenrigsministeriet Christiansborg Slotsplads 1 12 18 København K

Fuldmægtig Susie Marthin

Tak for telefonsamtalen i dag.

Hermed den præcisering af mine spørgsmål, som du bad mig sende :

1. Hvilke indvandrergrupper eller organisationer modtager støtte fra ministeriet, evt. andre statslige midler ?

2 Er der ingen danske organisationer, der får en sådan støtte ? I benægtende fald : hvorfor ?

3. Du oplyste, at I støtter sådanne initiativer, som I finder værdifulde. Jeg mener, at både danskere og indstrømmere skal informeres om værdierne i dansk og vesteuropæisk åndelig kultur. Og dansk kultur er kærlighed til det danske landskab og til den danske kulturarv : digtning, bygningskultur - ikke mindst vore "kristne" kirker - og billedkunst og musik, deri indregnet vor salme- og sangskat.

Tag ikke fejl af, at vore landskaber er truet ligesom vor bygningskultur. Støtter I muslimer og andre indstrømmere, må I støtte dansk kultur så meget mere, for det bør da være klart, at danskerne har den største ret til og det største ansvar for deres egen kulturarv; men dernæst også er forpligtet overfor vore nabolande, der har givet os så meget.

Kan I ikke finde midler til at støtte dette ?

4. Kan I ikke indse, at dansk kultur er groet af dansk jord, og har udviklet værdifuldt særpræg i vekslende samspil med andre især nordeuropæiske kulturcentre. Mellemøstens religioner er vokset frem i ørkenlandskaber og i bestandig fjendskab og krig mod andre kultursamfund. Det har sat sine umiskendelige spor i deres skrifter, som enhver kan læse det af Mosebøgernes svælgen i orgier af myrderier på "fjender" af Guds udvalgte folk.

Det er propagandastyret voldtægt, når globalisterne udbreder påstanden, at alle kulturer er lige værdifulde og skal gives samme vilkår i vort land som den kultur, der "er groet frem og levet" i "Mor Danmark", (frit efter Mogens Lorenzen.)

5. Yder i støtte til indstrømmere, der hylder omskærelse, et barbarisk ritual i strid med FN's konvention om barnets rettigheder ?

6. Støtter I tilhængere af schächtning og hallalslagtning ?

7. Støtter I tilhængere af en religion, i hvis "hellige" bøger du må læse, at jumfru Maria var en hore og Jesus et afskum, som bør koges i ekskrementer ? (Læs "THE TALMUD UNMASKED" af I. Pranaitis, som vi refererer i "Vejleder i Mediejunglen" s. 187 ff., hvor I også finder svar på andre kulturelle spørgsmål.)

8. Mener I altså, at alle kulturer er ligeværdige og bør fremmes lige meget her i Danmark ?

Naturligvis ved jeg, hvor ensrettede vore medier er, og at du måske bliver forfærdet over passager i det foregående. Men prøv at besvare spørgsmålene så præcist som muligt.

Forresten bør du læse Iasrael Shahaks bog "Judidk Historia, Judisk Religion" og forelægge denne bog for ministeren,. Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 / 9480 Løkken / Tlf. : 98 99 65 74

Kontoret sendte en lang liste over indstrømmerorganisationer, der får tilsammen så vidt jeg husker ca. 2 mio kr, Ingen danske foreninger får tilskud.

* * * * * *

Stop bombningerne, Nyrup !

Om Kosovo og den ny verdensorden.5.4.99

Det står nu klart, at Natoledelsen støttet af vor egen regering, totalt har fejlvurderet situationen i Kosovo, eller de har bevidst narret os. De lod os forstå, at så snart Nato havde vist, at det mente alvor med bombardementer, ville Milosevic blive blød og underskrive det diktat, som Nato's stormagter havde forelagt ham.

I virkeligheden vidste de udmærket, at Milosevic ikke havde mulighed for at acceptere en fremmed besættelse af en væsentlig del af sit land, især da en folkeafstemning har givet til kende, at det vil serberne ikke finde sig i.

Med luftangrebene tvang Nato altså Milosevic til så hurtigt som muligt at uskadeliggøre den oprørshær, som står i provinsen. Nato startede den krig, som man nu giver Milosevic eneansvaret for. I virkeligheden bør vi stille Natoledelsen og dens generaler til ansvar for deres fejlbedømmelser.

I stedet forsøger man at holde hånden over dem, ved at give serberne skylden for alt, hvad der foregår. Hvad den albanske hær foretager sig nævnes ikke i vore media; men man nåede lige at oplyse, at det var den, der startede felttoget ved at lokke serbiske politisoldater i baghold. Siden har vi ikke hørt om den; men den er der jo stadigvæk.

De der kritiserer Milosevic og serberne for kynisk magtspil bør læse om Storbritanniens handlinger på Balkan i slutningen af 1870'erne og forresten efter 1. verdenskrig.

Og de der fordømmer serbernes etniske rensning bør læse om USA's etniske fordrivelse og folkemord på indianerne, samt om Israels fordrivelse og undertrykkelse af arabere.

De, der kræver serberne for krigsforbryderdomstolen, bør forklare, hvorfor Israels regeringer ikke stilles for domstolen. De har optrådt som krigsforbrydere lige siden de i november -94 under ledelse af Rabin besluttede ikke længere at ville "nøjes med" at anvende "moderat fysisk pres", men at give sikkerhedsstyrkerne tilladelse til umodereret tortur, som har ført til mange ofres død og invaliditet. De har i årtier lige så kynisk overtrådt rækkevis af andre konventioner.

De der påberåber handling af Røde Kors til fordel for de tre fangne amerikanere, bør mindes, hvordan præsident Eisenhower, da han var øverstbefalende i Europa efter krigen, forbød Røde Kors adgang til lejrene med afvæbnede tyske soldater, som han lod sulte ihjel. Hans begrundelse var, at soldaterne ikke var krigsfanger, men afvæbnede fjendtlige styrker. Serberne skal altså bare kalde de amerikanske fanger afvæbnede fjendtlige, eller noget andet, f.eks. ulovligt indtrængte styrker. Så kan de gøre med dem, hvad de vil. (Læs "Other Losses" af James Bacque, Stoddart, Toronto 1989)

Nogle vil indvende : Det passer ikke. Det er kun de militært mægtige magter som Israel og USA og tidligere Sovjetunionen, der kan gøre, hvad der passer dem; men er det virkeligt sådan vore politikere vil have det ? Så kan de bringe vort land i flere meget ubehagelige situationer. De må lære selv at analysere, hvad der foregår og være parat til at sige fra over for vore allierede, når de går for vidt. Det gør de her ! Men det gør vor regering desværre også selv.

Den og dens støtter i folketinget står i henhold Nürnbergkriterierne til at blive hængt på stribe på grund af sammensværgelse for at anstifte angrebskrig - en krig helt i strid med Nato's statutter. (Læs "Anklagen i Nürnberg", København 1946)

Helveg snakker om, at angrebet kan bane vej for en ny Natopagt. At han ikke skammer sig ! Ved at overtræde reglerne og starte en ulovlig krig vil han bane vejen for en ny ordning. I stedet for eventuelt at ændre ordningen inden han - igen eventuelt - lader den føre til krig. Alt dette er sket uden seriøs orientering af danskerne og uden debat for slet ikke at tale om folkeafstemning i Danmark.

Krigsmagerne henviser nu til verdenssamfundet. Hvad er det for et samfund ? Åbenbart står bl. a. Kina, Indien og Rusland udenfor. Men hovedaktørerne er de gamle imperialiststater Storbritannien og Frankrig, og den ny USA.

Hvad er det da USA's regering, som man aldrig må glemme ikke repræsenterer hele USA, så lidt som vor egen regering repræsenterer alle danskere, vil. Den tilstræber :

En ny verdensorden.

Den går ud på at afskaffe alle nationaliteter, alle fædrelande - undtagen eet, af hensyn til et grænseløst penge- og varemarked. Derfor agiterer man for størst mulig etnisk blanding i alle lande undtagen eet.

Resultatet er ballade, slagsmål og borgerkrige; men det betragter strategerne som et forbigående onde, der skaber glimrende muligheder for indgriben og manipulation. Målet er en eneste blandingsrace (minus een) over hele kloden. Per Stig Møller er en af vore mest ivrige forkæmpere for denne idealverden. Han beskriver i bogen "Utopi og virkelighed" sit ideal, standardmennesket således : "Lysebrunt ansigt, blå øjne, brede læber, lige næse og sort hår." Modellen er det lykkelige resultat af et diktatorisk "raceblandingsdekret". Han forudsætter nemlig nødvendigheden af indslag af diktatoriske regimer, da demokrati ikke hurtigt nok vil kunne indføre det vidunderlige samfund.

Ole Grünbaum er en anden glad massemennesketilhænger på den anden fløj. Han er især begejstret for kuløren. BT. citerer ham 15.3.99 for følgende : "Der er ingen vej tilbage. Det slutter vist ikke, før vi alle sammen tilhører en blandingsrace af dejlige gyldne, lysebrune mennesker".

Zoologerne kæmper vildt for bevaring af flest mulige dyrearter og varianter. Men menneskene skal gøres så ens som muligt - med een eneste undtagelse. Israelitterne må ikke blandes op. De mener nemlig, at de er Guds udvalgte folk, som er udset til at herske over alle os andre. Og med Bill Clinton og Madeleine Albright er de godt på vej til det.

Derfor går de også i vort land med brødrene Melchior i spidsen ind for, at vi skal tage imod så mange fremmede som muligt. Og Claus Rothstein forbereder os på, at vi og forresten det overbefolkede Vesteuropa må modtage et større kontingent af de flygtede albanere, som alene af religiøse grunde trives dårligt sammen med kristne befolkninger. Det er mærkeligt, at han ikke anbefaler at Tyrkiet tager imod de albanere, som det selv har velsignet med den rette tro. Men Nej - storsindet - på vor bekostning - indprenter han gang på gang i fjernsynet, der altid giver ham skærmplads, at vi må åbne os for endnu flere muslimer. Og den rare Michael Meyerheim, der gør sig så populær ved at uddele gratis fjernsyn, indkalder de Israel-tro chefredaktører for de store "danske" aviser til også i fjernsynet at udbrede det glade budskab :

USA råder i dag over apparatur, som næsten uden risiko kan smadre lande, der ikke godkender dets ny verdensorden.

Det, vi nu ser i Serbien, er en generalprøve på dette. Her er ikke tale om kærlighed til muslimerne og deres frihed. I så fald havde USA for længe siden grebet ind mod Israels undertrykkelse af Palæstina. Men der støtter man overgrebene både med våben og penge.

Hvad, man vil slå fast, er, at national selvstændighed ikke vil blive tolereret. Det siges helt klart nu, da det træder frem, at Milosevic har indset, at han ikke kan bevare suveræniteten over hele Kosovo. Han søger da en deling af provinsen. Man kan diskutere, hvor rimelige grænser så kan trækkes; men ikke at det er den eneste fornuftige løsning. Men Nato's forhandlere afviser enhver diskussion. Det er kun bomber, der tæller.

Verdensimperialisternes påstand er vanvittig. Den hævder i strid med al erfaring, at etnisk blanding er fred og lykke. Og etnisk udrensning er den værste af alle forbrydelser. Man fortrænger, at nogle af de groveste og mest brutale etniske udrensninger i nyere tid blev iværksat af sejrherrerne i II verdenskrig. De blev fulgt op af tvungen etnisk blanding i de besejrede områder, den såkaldte Hooton- eller bastardiseringsplan, som efterfulgtes af propaganda og agitation også i andre lande for det ny industrielle massemenneske. Vi ser i vort eget land, hvor langt man har drevet det alene ved anvendelse af et fjernstyret og hjernevasket medieapparat.

Hvad vi nu ser er, at centralherskerne sætter magt bag propagandaen. Vi får at vide, at man ikke må komme serberne - eller som det konsekvent hedder : Milosevic - det mindste i møde, og derfor må man ikke dele Kosovo. Og palæstinenserne må man heller ikke komme i møde, hvis det betyder, at de kommer til at bestemme noget selv.

Efter århundreder af krige er vi i Skandinavien nået frem til samforstand med naboriger, hvis særpræg vi respekterer. Det kan lade sig gøre, fordi grundholdningerne ikke er så forskellige. Noget helt andet er tilstræbt blanding af befolkninger, der afskyr hinandens religion og livsstil. Vi bør da gøre os klart, hvilken ny verdensorden vi støtter.

En fredelig verden af selvstændige nationer, der handler og forhandler over grænserne i respekt for hinandens særpræg ? Eller et grænseløst forretningsimperium, hvor ulydige nationer bombes tilbage til stenalderen, som et politisk korrekt ungt folketingsmedlem, Lene Espersen, for få dage siden selvtilfreds og ubekymret udtrykte det !

Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 9480 Løkken Tlf. : 98 99 65 74

Den mest saglige og modige kritik af bombeterroren mod Jugoslavien kunne læses i Fyens Stifstidende ved Rolf Dorset.

Ekstrabladet indtog i dette som i flygtningspørgsmålet sin egen specielle rolle. Nedenstående indlæg af Marianne 18.5.1999 fandt det dog ikke anvendelse for :

"Udrenserne"

Da jeg var lille, fortalte min mor mig, at amerikanerne på deres mønter har to ting, som de har udryddet : en indianer og en bison.

Jeg kom til at tænke på dette nu, da de i Serbien strør om sig med Tomahawk-missiler, og, når de rigtigt skal spille med musklerne, sender Apache-kamphelikoptere.

Man kan spekulere på, hvordan de nordamerikanske indianere føler annekteringen af deres navne og symboler, når de nu anvendes til at smadre et andet forsvarsløst samfund.

Lad os se lidt nærmere på amerikanernes forhold til landets oprindelige befolkning :

På min væg hænger Edward Hicks pragtfulde billede af fredsforhandlingerne mellem William Penn og indianske høvdinge. Maleren har gjort situationen til et sindbillede på Fredsriget, Gudsriget.

I forgrunden ser man en leopard hygge sig med gedekiddet, og løven sammen med det tillidsfulde menneskebarn. Ulven ligger sammen med lammet. Nede ved søen drøfter Penn en aftale med indianerne.

I Teksten omkring billedet læser man bl.a. : "The leopard with the harmless kid laid down. And not one savage beast was seen to frown." Og under det står der : "When the great Penn his famous treaty made. With indian Chiefs beneath the Elm-trees shade."

Dette skete i 1681, og William Penn's traktat med indianerne var den eneste, der ikke blev brudt.

I 1776 indledte de 13 forenede stater deres "Bill of Rights" med ordene : "Alle mennesker er af naturen på samme vis fri og uafhængige."

Men dette gjaldt ikke indianerne. I 1830 vedtog man en lov om fordrivelse af indianere og indespærring af dem i reservater.

I 1864 slagtede man sioux'er ved Sand Creek og så sent som 1890 ved Wounded Knee.

Først i 1924 blev indianerne amerikanske statsborgere. Og først så sent som 1970 indledte Nixon en plan, der skulle forbedre forholdene for de 450.000 indianere i reservaterne, hvor ledelsen for første gang skulle betros til indianerne selv i stedet for hvide myndigheder.

Det er dette moralske folkefærd, der i øjeblikket til en omkostning af 900 mio. kr om dagen smider om sig med "Tomahawker" og allerede har ødelagt broer, veje og bygninger for over 1000 mia. kr.

Sceneriet ledes af bl.a. Madeleine Albright, William Cohen og James Rubin, som repræsenterer et folk, der har fordrevet over 700.000 palæstinensere, uden at disse i 50 år har fået mulighed for at vende hjem. Sidst Madeleine Albright optrådte som USA's FN-repræsentant nedlagde hun veto mod en resolution, der skulle fordømme jødernes byggeri på konfiskeret arabisk jord i Jerusalem.

Helveg Petersen modsætter sig enhver hensyntagen til serberne ( eller som man konsekvent siger : Milosevic) og kræver Milosevic for en krigsforbryderdomstol.

Israels skiftende regeringer vedkender sig åbent anvendelse af tortur. De trodser F.N.'s resolutioner og krænker Genevekonventionerne i besatte områder. Hvorfor kræver Helveg ikke stop for dette, og forlanger landets notoriske krigsforbrydere for domstolen ?

Et retssamfund kendetegnes ved at alle er lige for loven. Dette bør også gælde internationalt.

I stedet er vi nu nået tilbage det stade, hvor de med den stærkeste hær og de fleste og farligste bomber har mest "ret". Det er uhyggeligt, at vore politikere ikke kan indse, hvilken trussel dette er, ikke mindst for små lande som Danmark.

Marianne Herlufsdatter

Rubjerg 26.12.01

Jyllands-Posten 82 60 Viby Debat

Stop AL terror !

Terror skal elimineres, fordi den blokerer for forhandling, siger 25.12.01 Ole Kandborg, pens. generalløjtnant. Javel, men forhandlingerne bestemmer forhandlerne selv over. Det benytter krigsforbryderen Sharon sig af ved at skabe terror og anvende den til at forhindre forhandlinger.

Og statsterrorisme synes Kandborg ikke at ville eliminere, blot den udføres militært med kuglesprøjter, tanks, bulldozere, og flyvemaskiner med missiler.

Utroligt nok henviser han til FN. Jamen, Sikkerhedsrådet har med resolutioner 242, 252, 445, 452 og 465 fordømt Israels optræden i de okkuperede områder. Ekspropriation af jord og ejendom og opførelse af bosætninger er juridisk ugyldige. Det samme gælder ændringer i landets fysik og demografiske sammensætning. Israel er blevet opfordret til at omstøde disse foranstaltninger og afvikle eksisterende bosætninger. I stedet har det konfiskeret endnu mere palæstinensisk ejendom, ødelagt avlinger og vandcisterner og udplaceret deres egne befæstede bosættelser forbundet af strategiske veje, som ikke må benyttes af palæstinenserne. Alt dette gennemdrevet med militærmagt. Al modstand slået ned på samme måde. Dette er statsterrorisme.

Heroverfor peger Kandborg på Sikkerhedsrådets resolution 1373. Ifølge den skal alle stater "tage fornødne skridt til at forhindre udførelse af terroraktivitet." Det må i særlig grad gælde lande, der øver statsterrorisme. De har det fulde ansvar for deres egen terror og et vist medansvar for at denne terror avler modterror.

Dermed lægges en tung forpligtelse på Israel. Det må straffe sine egne ansvarlige for tortur og nedskydninger, overdrage de ulovlige veje og bosættelser til palæstinenserne, ophæve spærringerne og trække sig ud af de okkuperede områder.

USA er som bagmand forpligtet af samme resolution til at stoppe sin milliardstøtte til Israels krigsapparat, som helt klart er anvendt og anvendes til statsterrorisme.

Hvis ikke dette sker vil det ikke være muligt for Arafat eller nogen anden at stoppe den folkelige kamp mod besættelsesmagten eller vreden i muslimske lande mod Vesten og især USA, der så længe har støttet Israels ulovlige stykvise erobring af landsby efter landsby, område efter område.

Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 / 94 80 Løkken

 

Rubjerg 2.4.2001

Hr. Bertel Hårder Christiansborg 1240 København K.

I Go'morgen Danmark i dag udtalte du, at palæstinenserne havde fået et fredstilbud, som de havde afvist. Derfor havde de det fulde ansvar for de voldshandlinger og overgreb, som finder sted, og du fortrød, at du ikke havde opfordret EU til at stoppe støtten til palæstinenserne, hvilket i tillæg til det enorme israelske militære pres ville have tvunget Arafat til at acceptere diktatet fra den israelske regering.

Jeg vil da bede dig præcisere helt nøjagtigt, hvad dette afgørende tilbud gik ud på.

Det er blevet hævdet, at et af de israelske krav gik ud på, at fordrevne palæstinensere skulle afskrive deres ret til at vende tilbage.

Mener du, at Arafat har mandat til at underskrive en sådan aftale ?

Mener du, at princippet, at fordrevne folk har ret til at vende tilbage, hvor de blev fordrevet fra, ikke længere har gyldighed ?

Du sagde, at der skal lægges pres på begge sider. Du angreb kraftigt Arafat fordi han har ansvaret for krigsforbrydelser. Det har de israelske regeringer endnu mere åbenlyst, da de har givet ordre til dem. Særligt grove forbrydelser har Ariel Sharon ansvaret for. Hvorfor påpegede du ikke dette ?

Betragter du et land, hvis skiftende regeringer beordrer tortur og overtrædelse af folkeretten som et demokrati ?

Jeg håber, du vil give et klart svar på disse spørgsmål.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Nej ! Det ville Bertel Hårder ikke

Følgende brev blev sendt med information til Birthe Rønn Hornbech, som hører til de politikere, der har udtrykt sig klarest i indstrømningsspørgsmålet.

 

Rubjerg 27.5.2001

Kære Birthe Rønn Hornbech

Jeg talte med din sekretær om de muslimske imamer, som nogle nu vil samarbejde med, når de muslimske børn skal "opdrages".

Vi fik at vide, at halvdelen af imamerne er her på 3 - 4årige opholdstilladelser, og at kun 3 af de 40 taler dansk.

Vi har i mange år boet i Sverige, og der fik man at vide, at det er muslimsk politik at skifte imamerne ud med 3 - 4årigt mellemrum, for at undgå, at de skal blive smittet af vestlig tankegang. Det samme praktiseres åbenbart her.

Det er ingen nyhed, at de vil opdrage de unge. Det er det, de er her for.

Jeg vedlægger en korrespondence med Margrete Vestager, som jeg lovede at sende, og et brev, som Lars har skrevet til indenrigsministeren.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

* * * * *

Religionshistorikere, senest den danske indolog Christian Lindtner, har peget på buddhistisk indflydelse i det Ny Testamente. Det fik blodet til at koge i Pilestræde, hvor man ikke vil høre tale om andet end mosaisk dominans i hellige skrifter. Læs også i afsnit F og O. Man krævede Lindtner forbudt.

I nedenstående indlæg, 23.5.1999, pegede jeg på, at der er påvirkninger i vor bibel både fra det ene og det andet; men at indflydelsen fra Jesus er og forbliver det væsentlige. Efter tre uger fik jeg besked om, at man "desværre" ikke havde kunnet finde plads til disse synspunkter. Der er stadig væk brug for Samisdat !

Indoeuropa.

W.A. forsøger 23.4.1999 at skabe berøringsangst overfor forlaget Spektrums enestående udgivelse af "Verdensreligionernes Hovedværker." Man vender sig med en heldigvis sjældent set fanatisme mod to bøger af indologen Christian Lindtner, der har forfattet afsnittene om buddhistiske skrifter.

Hovedindholdet i bøgerne er originaloversættelser af de indiske tekster. Her skabes endelig for almindelige danskere mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med skriftlige åndsarbejder fra de mægtige indiske kulturområder, hvis billedkunst vi længe har beundret.

Det der især vækker avisskribenternes vrede i en sådan grad, at de som nazisterne i det tredje rige ønsker bøgerne trukket tilbage fra forlaget, er , at C.L. bruger begrebet arisk på en måde, der minder om den, som tyske forskere har anvendt; men som den dag i dag også anvendes af angelsaksiske skribenter.

Vi behøver egentlig ikke at gå så langt. I Edvard Lehmans Illustreret religionshistorie fra 1924 anvender den store norske indolog Sten Konow, ordet på samme måde.

Det sidst nævnte værk er ikke forældet; men oversættelser af overleverede tekster er sparsomme, selv om Lehmans eget afsnit leverer kostelige eksempler på tekster fra det persiske område. Plads, og måske tid har ikke tilladt Konows artikel at give de indiske tekster tilsvarende råderum. Gyldendals lille "Religionernes Bøger" fra 1928-30 gav smag efter mere. Det er, hvad Lindtners to bøger bringer.

Forlaget bør hædres fordi det med sin ny religionshistoriske serie lægger vægt på at bringe læserne i nærkontakt med teksterne mere end med tolkningerne.

Det er ikke rigtigt, at debatten om vor kristendoms påvirkninger fra Indien sluttede 1914. I 1993 udkom f.eks. bogen Buddha and Christ af Zacharias Thundy (E, J. Brill, Leiden, New York, Köln, 1993)

Forfatteren interesserer sig især for beretningerne om Jesu fødsel og barndom, som han sammenligner med beretningerne, eller hvorfor ikke sige myterne, om Buddha. Han finder så mange paralleliteter, at han betragter det som klart, at de indiske tekster, der bevisligt er affattet inden evangelierne blev nedskrevet, har inspireret evangelieskriverne. Han påstår ikke, at evangelisterne har skrevet af, men siger det sådan, at evangelieskriverne i deres iver efter at prise deres mester har benyttet sig af tilgængeligt stof, som kunne illustrere storheden i den beundrede lærer. Han finder det tydeligt, at de buddhistiske tekster, nedskrevet eller mundtligt, er vandret mod vest, så at deres indhold i en eller anden form er blevet kendt og anvendt af evangelisterne. På mig virker de tyske forskeres, såvel som Thundy's og Lindtners påvisning af, at de kristne skrifter har haft rødder i Indien, absolut overbevisende; men, sammenligner man teksterne direkte, er forskellighederne langt større og vigtigere end lighederne. Tænk blot på den rige, mægtige og privilegerede Buddha assisteret af hærskarer af overnaturlige og noget mere naturlige væsener. 0g så : En fattig jomfru sad i løn og fødte himlens kongesøn. Og se til slutningen : Den unge fritænker, ender efter grusom tortur sit korte liv naglet til et kors mellem to kriminelle, medens den ældgamle Buddha, hyldet og opvartet af tusinder stille og smertefrit tager farvel til denne verden, som han egentlig ikke kunne se havde nogen værdi.

Uanset hvor meget eller lidt der er myte, og hvad der kan være historisk sandhed, er beretningerne gribende. De er, hvad vi har, og det, der udgør substansen i de to religioner.

Det står klart, at kristendommen udviklede sig forskelligt både fra buddhismen, og fra jødedommen. Ser vi på det, som interesserer så mange i dag : racismen, kan det ikke nægtes, at veddaernes racisme har sat spor i kastevæsenet, som også genkendes i Buddhistiske skrifter, men næppe som det væsentlige. Derimod er kristendommens brud med den jødiske racisme essentiel. Skærer vi dogmer og, hvad der kan betegnes som overtro, bort, har De to religioner så godt som intet væsentligt tilfælles.

Når Lindtner taler om den buddhistiske humanisme, synes jeg han breder begreberne lidt for meget ud. Måske var Asoka en af verdenshistoriens største humanister. Men Buddha : Nej ! Buddhismen er grundlæggende en afstandtagen til tilværelsen som ikke andet end jag efter vind.

Humanismen derimod, som den er kommet til os gennem grækerne, romerne og ikke mindst gennem hellenismen og renæssancens genfødelse, er meget mere og især noget mere positivt. Den undrer sig jo over og beundrer tilværelsen, selv om ikke alt er godt. Den går ind for det gode. Fra perserne gled kampen mellem det onde og det gode ind i kristendommen, og der er den endnu.

I sin korte lærergerning lykkedes det Jesus at identificere sin lære med sandheden, og ikke den, som præster og skriftkloge docerer, men den som fornuft og samvittighed foreskriver.

Denne lære er et af de fundamenter, på hvilke vestlig kultur har udviklet sig til et fristed, hvor viden om verden kan søges, og søges kontrolleret med størst mulig konsekvens og omhu. Dette gælder naturens fænomener; men også dem, vi regner for menneskelige og dem, der ud fra højst forskellige kriterier regnes for "guddommelige".

Det er de sidste, som nu igen volder visse problemer, når nogle tilhængere af religiøse dogmer kræver, at de skal respekteres af andre, selv når de strider mod hæderlighed og sund fornuft.

I vor kultur var udviklet en slags tolerance-overenskomst, mellem tilhængerne af tro og tilhængerne af fornuft, sådan at religion, dagligdag og videnskab nogenlunde kunne passe hver sine sager. Andre religioner er mindre tolerante. Og krige og folkevandringer har ført til, at flere og flere forsøger at skrue vor egen udvikling tilbage igen mod middelalderen. Vi er da nødt til at forsvare vore bastioner.

Vi ønsker, at andre religioner og opfattelser skal kunne komme til orde; men vi vil også forsvare retten til at kritisere dem med saglige argumenter. Vi finder det uhyggeligt, at man forsøger at stoppe et forlag, der beriger vor litteratur med oversættelser af tekster formuleret i andre kultursprog. At de skal forbydes blot fordi Hitler muligvis også har læst dem, er groteskt. At inderne brugte svastikategnet, som vi også selv har gjort det - indtil for nylig endda på vore bajerflasker - er en lige så latterlig indvending som den, at inderne er hedninge. Tænk at en nutidig skribent, som endda betegner sig selv som antropolog (Anne Knudsen, 29-4-1999) kan tale om "arisk hedenskab", og forresten vil bilde os ind, at humanismen er en jødisk opfindelse. Der er intet eller minimalt af humant eller humanistisk i mosaismen eller talmud eller i de jødiske bestræbelser efter verdensherredømme, som bladet hellere burde ofre nogle spalter på. Læs f.eks den estiske forfatter Jüri Lina's bog : Under Skorpionens Tecken, forlaget Referent, Stockholm, 1999.

Her afsløres sider af mørklagt nutidshistorie, som det er vigtigt, at give danskere kendskab til.

Man er alligevel taknemmelig over, at der fremslippes en noget mere saglig anmeldelse af Lindtners bøger, selv om den forvises til bagsiden af "Bøger", hvor "Æseløret" under en rubrik om noget så tilsyneladende helt andet som gaskamre bemærker, at Lindtners påvisninger af slægtskabet mellem de buddhistiske og de evangeliske beretninger ikke bare er en nyhed, men lige frem en sensation. Hvorfor bringer bladet da ikke sensationen med store typer i hovedavisen, og hvorfor serverer man i stedet som en frygtelig skandalehistorie, at der skulle findes "arisk humanisme." i Indien og måske endnu værre i Europa.

Æseløret forklarer, at når kritikerne ikke kan lide Lindtners oversættelse, så skyldes det, at han, som Æseløret betegner det, "foretager en hierarkisk ordning af religionerne, nemlig fremhæver buddhismen og kristendommen på bekostning af det gammeltestamentlige, jødedommen". Jamen skal noget sådant da ikke være tilladt i et kristent land ? Jo, naturligvis; men åbenbart ikke i medierne, og især ikke i Weekendavisen. Her forfægter man den modsatte hierarkiske ordning. Derfor er spørgsmålet om holocaust og gaskamre bladets vigtigste redaktionelle linie. og her er der jo noget, som er ukristeligt galt.

Det forargelige ved C. L. er ikke hans oversættelser, men at han i helt andre sammenhænge har peget på, at mosaismens sidste knopskydning : holocaustlæren strider mod sund fornuft. I den gennem årtier hævdede form er den simpelt hen usand.

Æseløret refererer C. L.'s argumenter, som ikke er til at komme uden om, og der kan bringes mange flere.

Men ville W.A. slå et slag mod racismen, lå det nærmere at aflaste vort naboland for nogle af de overdrevne beskyldninger om brutalitet, som sejrmagterne tvang det til at acceptere. De har vist sig at være propaganda - ja, jeg siger de overdrevne beskyldninger. Når disse alligevel fastholdes 50 år efter krigens afslutning, må man se efter forklaringen. Den er middelalderlig, nemlig religiøs. Den judaiske religions forhold til begrebet sandhed er fremmed for kristen tankegang. Det er religiøse ledere, der bestemmer, hvad der er sandhed og ret. Det må det mosaiske samfund selv om. Men når det gennem sin stærke dominans i danske medier vil bestemme, også hvad vi andre må vide, og hvad vi må mene, så må danskerne bestemme sig til, om de vil lade sig styre af jødisk eller kristen religion. Vore dagblade svigter det bedste i vor egen kultur, når de forfægter jødiske propaganda-usandheder og undertrykker kritik, hvadenten den kommer fra jødisk side, som f.eks. fra professor Israel Shahak, eller fra europæiske, canadiske og amerikanske dissidenter.

Lars Thirslund

 

Rubjerg 23.5.2001

Statsministeriet Christiansborg, Prins Jørgens Gård 11 / 1218 København K

Kære statsminister Nyrup Rasmussen

Biføjede artikel har jeg sendt til udenrigsministeriet.

Jeg behandler her de retningslinier, som du skitserede i folketinget og ved indvielsen af centret for folkedrab og holocauststudier. Det er ikke gået, som det burde. Derfor denne orientering.

Yderligere forklaringer, dokumentation og litteraturhenvisninger findes i vor "Vejleder i Mediejunglen." Jeg biføjer også til orientering kopi af et brev, jeg har skrevet til Danmarks udenrigspolitiske selskab.

De institutionaliserede overgreb mod ytringsfriheden i europæiske stater, som desuden truer den europæiske bevægelsesfrihed, er et så fundamentalt EU-problem, at det må tages op i den europæiske kommission og derigennem i parlamentet.

Jeg vil gerne vide, om ministeriet stadig støtter det center for folkedrab og holocauststudier, som afviser al historisk forskning, som direktør Østergård synes "det er svært at forstå", og som behandler unge interesserede uforskammet.

Jeg vil gerne vide, hvordan ministeriet stiller sig til fængsel eller bødestraffe for kritik af religiøse og politiske trossætninger, hvad enten de er zionistiske, muslimske eller af anden observans.

Bør kommissionen ikke tage dette alvorlige problem op. Den har jo forpligtet sig til at kæmpe for ytringsfrihed ?

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Bilag : Vor redegørelse for Centrets svigt i forhold til statsministerens erklæring. Se afsnit D.

Og kopi af det i begyndelsen af dette afsnit bragte brev til Danmarks udenrigspolitiskeselskab.

Ministeriet svarede ikke.

* * *