N. : Menneskerettigheder

Om tortur.

International konvention mod tortur trådte i kraft 1987. Samme år vedtog israelske myndigheder at godkende "moderat fysisk pres" under forhør; men senere, 15/11 -94, besluttede Rabin at ophæve denne bestemmelse, selv om Israel havde tilsluttet sig konventionen. Det betød, at regeringen helt officielt gav efterretningstjenesten Shin Beth tilladelse til at anvende fuld tortur. Det førte til ufattelige lidelser og mange ofres død og invaliditet.

Nogle år senere fastslog Israels højesteret imidlertid, at tortur er i strid med Israels forfatning. Pressemeddelelser gjorde dog gældende, at den fortsatte, hvad man også tør formode ud fra den halsstarrighed hvormed danske jøder har forsvaret princippet. Men det hævdes nu, at tortur definitivt er ophørt.

Dette er opsigtsvækkende. For en sådan erklæring kan kun skyldes, at Israels regering har følt sig presset af en senkommen international omtale.

Hvis Vestens medier, deriblandt vore egne, havde reageret konsekvent i 1994 ville Israels regering helt sikkert have bøjet sig allerede for seks år siden.

Selv blev jeg kun opmærksom på forholdet ved at læse en note på et par linier i Göteborgs-Posten 1994. Den nævnte blot Rabins beslutning, men jeg blev for det første bestyrtet over denne indrømmelse af, at den lovpriste stat Israel overhovedet anvendte tortur, selv om den blev kaldt moderat. Men det var endnu mere chokerende, at man åbent erklærede, at man ikke længere ville nøjes med dette. Og det uhyggeligste var, at det viste sig umuligt at få danske og svenske aviser til at skabe opmærksomhed om denne uhyrlighed.

Havde FN-komiteens kritik fået den omtale, den burde have fået, måtte Israel have bøjet sig. Der hviler et tungt ansvar på vore redaktører.

Lægen Inge Genefke har viet sit liv til kampen mod tortur. Trods de pæne attituder er der ydet inkarneret modstand i medierne mod at iværksætte en målrettet kampagne. Men med sit utrættelige arbejde har hun i de senere år vundet større og større anerkendelse og den bruger hun ufortrødent til at drive sit budskab videre frem.

Efter at have vundet endnu en pris hædres hun med interview i et af Israel-lobbyens smurteste smørhuller : Go'morgen Danmark og haler ikke det mindste i land. Tværtimod slår hun to vigtige ting fast.

For det første at tortur er forfærdelig - uanset om man sukrer betegnelsen og kalder det moderat fysisk pres.

For det andet pegede hun på, at Israels ambassadør Carmi Gillon burde arresteres og bringes for en domstol. Han har selv indrømmet at have haft ansvaret for tortur. Det er usandt at han nyder immunitet.

Wienerkonventionen beskytter kun diplomater mod forfølgelse ved værtslandets love - ikke mod internationale love. Torturkonventionen gælder internationalt.

- Og det har Frank Jensen (justitsminister) siddet overhørig ? - bemærkede studieværten.

Ja, det har hans ministerium og udenrigsministeriet faktisk gjort, og det kan hans efterfølger altså nu ikke gøre. Det bliver interessant at se hvad den ny justitsminister, Lene Espersen, vil foretage. Vi skrev til hende 14.12.01. Brevet findes under K. : Breve til dem, det vedrører.

Hvis Gillon er skyldig, er Shimon Peres det endnu mere. Han var i regeringen, som besluttede at anvende ubegrænset tortur, og han sidder i Sharons regering, der formentlig fortsætter med den sminkede udgave, og understøtter den med brutal statsterrorisme.

Dermed er vi inde på baggrunden : Israels overgreb mod internationale konventioner i de okkuperede områder og militærets uproportionale vold mod uundgåelige folkelige protester. At USA - nu, 3.11.01 åbenbart også George W. Bush støtter dette ved at kræve at araberne skal stoppe enhver protestaktion uden at Israel begynder at fjerne sine ulovlige armerede bosættelser - er uden fornuft.

Peres får 24.11.01 trykt en hel kronik i Jyllands-Posten. Det er lutter tomsnak, og slutter med følgende utrolige hykleri : "Terrorismen (...) tvinger os til at forstå, at retten til at være i live er den største af alle menneskerettigheder." Det skriver han, medens hans soldater dagligt fra sikker afstand plaffer arabere ned efter at have væltet deres huse, blokeret deres veje, ødelagt deres olivenlunde osv. osv.. Læs Palæstina-orientering, Peres slutter : "Nu, hvor økonomien er global, og farerne også er det, er det ligeledes nødvendigt at globalisere normer og værdier." Hvilke normer og værdier ? : Statsterrorismen ? - Eller at hele verden skal anerkende, at der for Israel gælder andre regler end for alle andre lande - måske med undtagelse af dets store allierede USA, som mere og mere åbent demonstrerer en lignende kynisme ? Forsvaret for forbrydelser mod alle konventioner, har en globalt demoraliserende effekt. Det samme gælder vilkårligheden i håndtering af anklager om krigsforbrydelser. Allierede krigsforbrydelser er aldrig bragt for domstol. Det samme gælder Israels. Det var også disse to stater som mest ihærdigt modarbejdede dannelsen af en effektiv international domstol, og som så til, at den ikke må dømme forbrydelser, begået inden dens endelige etablering, som fortoner sig i en højst usikker fremtid.

Krigsforbrydelser, de har begået og begår nu og frem til den dag, kan ikke bringes for domstolen.

Om denne grove uretfærdighed tier medierne stille; men de er fulde af forargelse over, at Arafat ikke kan forhindre, at, hvad der konsekvent kaldes ekstremister - det samme ord, som bruges om tilhængere af vort tredjestørste parti - angriber israelere, der er trængt ind i deres land.

Vor egen regering kan ikke forhindre, at forbrydelser udøves, og vor regering under den tyske besættelse kunne ikke forhindre folkelige angreb på besættelsesmagten. Hvordan kan man forlange at Arafat i sine på kryds og tværs beskårne områder skal kunne beherske, hvad vi selv aldrig har været i stand til ?

Sharons og USA¨s krav om at al "terror" skal være stoppet før forhandlinger kan komme i gang, betyder, at de aldrig vil kunne begynde, og hvis de kunne, ville der ikke være noget at forhandle om.

Hvis der ikke mere er mærkbare protester - hvorfor skulle Israel da opgive sine omhyggeligt planlagte bastioner i de områder, som Sharon åbent har erklæret, at han vil erobre, for at Israel skal nå samme udstrækning som det havde en kort tid under kong David for ca. 3000 år siden.

Er det en dansk interesse at støtte denne krig ? Er det en global værdi ? Nej, tværtimod gør Israels aggression og brutalitet en forståelse med de muslimske lande mere og mere umulig.

Lad os igen se lidt på torturfænomenet. Et uhyggeligt afpresningsmiddel er trusler mod tilfangetagnes familier. Det er hævet over enhver tvivl, at alene det suveræne politis mulighed for repressalier mod familie skræmte de sovjetiske fanger til forsøg på at underkaste sig. Desværre i de fleste tilfælde forgæves. Som regel gik man også løs på familierne.

Trusler mod familie blev også brugt efter krigen i opgøret med dem som de allierede udpegede som krigsforbrydere. For at få de "tilståelser", som man ville have, brugtes regelmæssigt hårrejsende tortur, men man truede også med at hævne sig videre på ofrenes familier. Det praktiseredes fx. mod Auschwitz-lejrkommandanten, der tilstod de værste urimeligheder, man forlangte af ham, ja, næsten mere, da han medtog ugerninger i en lejr, som aldrig har eksisteret.

Jøder fra Tyskland var drivende i tortureringen af de tyske fanger indtil det blev erkendt for groft; men de naturstridige erklæringer, man havde fremtvunget, blev anvendt under processerne, som derfor juridisk er værdiløse:

Hvis man ikke anerkender tortur kan man heller ikke anerkende erklæringer, som er fremskaffet ved hjælp af tortur.

Dermed falder det væsentligste grundlag for Nürnbergprocesserne bort. En del historie må skrives om.

Men processernes urimeligheder spredes stadigvæk af vore medier, og i vore nabolande fængsles og ruineres forskere, der ikke godtager dem. Dermed er ikke sagt, at tyskerne ikke begik forbrydelser - kun, at mange blev dømt for forbrydelser, de ikke havde begået, hvilket i dag er pinligt, da ingen allierede, og nu heller ingen israelere er straffet for forbrydelser, som de helt sikkert har begået.

Det rejser spørgsmålet om man ikke også bør gøre op med følgerne af fortidens torturaffærer. Det er allerede groteskt, at hverken fortidens torturbødler eller deres bagmænd nogen sinde er bragt for domstol, medens i hundredevis eller er det tusindvis på den tabende side er blevet straffet. Men de løgne, som de fabrikerede, beskyttes og kolporteres til stadighed.

Holocaustdoktrinen blev gennemtvunget ved vold og tortur og den holdes ved lige ved vold, fængslinger, fordrivelser, løgn og trusler.

Berufsverbot.

Er et tysk ord, der er blevet internationalt lige som det danske ord ombudsmand. Det betyder erhvervsforbud. Mod dette "uvæsen" demonstreredes energiskt i 70'erne. Det var kommunisterne, der protesterede mod, at man ikke ville have kommunistiske skolelærere. Det lykkedes pressen at opbygge solid forargelse over at disse idealistiske personer ikke skulle have ret til at viderebringe deres idéverden til en måske bedre generation. Her mødte tolerancebegrebet en prøvelse : Skal de da i tankefrihedens og ytringsfrihedens navn ikke have lov til det ? Jamen, Jo : hvis de holder sig til de emner, de skal undervise i og er dygtige, kan man vel ikke forbyde det. Især ikke, når det er frit for medierne at agitere for, hvad de vil.

Men hvad da med medieverdenen ? Er det acceptabelt at medierne praktiserer berufsverbot - ikke overfor kommunister, som det en tid var skik i USA, men ikke her - snarere tværtimod - men over for danskere, revisionister og hvem der skældes ud for racisme, fremmedfjendtlighed og antisemitisme. Nej ! Og atter Nej ! Medierne skal bringe alle vigtige fakta - uanset om magthavere og/eller flertal synes om det, eller ej.

Skævhederne i medier og undervisning er i dag vestverdenens alvorligste hindring ikke blot for idealet, det ægte demokrati, men simpelt hen for fornuftig samfundsledelse.

Ytringsfrihed og demokrati

For demokratiet er ytringsfriheden og informationsfriheden den grundlæggende menneskeret. I nformationssamfundet ser det ud som om idealet af information næsten er nået. Så meget farligere, når det er fordrejet. Da har vi desinformationssamfundet. Sådan har der måske mere eller mindre åbenlyst altid været, men i dag er løgnene og fortielserne pakket ind i en falsk overflod af fakta.

Alligevel ved alle, at der er bestemte ting, man ikke må sige, fx. at holocaust ikke fandt sted, eller blot, at den var mindre slem. end før hævdet.

Hvorfor er dette så vigtigt ? Fordi det dækker over en hel mytologi :

1. : Jøderne er et lille uskyldigt forfulgt folk. (Det er ikke helt lille og det ledes af en ideologi, som ikke er så uskyldig)

2. : Jøderne blev udsat for det frygteligste overgreb i verdenshistorien. (Det er ubevist og nok ubeviseligt. Alle folk har gennemgået frygtelige lidelser. )

3. : Ansvaret for dette er resten af verdens, men især de kristnes, da de har taget afstand fra den jødiske lære, og ind imellem har forfulgt jøderne, som var helt uskyldige. (Jamen, den jødiske tro er ekstremt hadefuldt mod den kristne, og jødisk magt er overvejende jødisk nationalistisk)

4. : På grund af den påståede uret og store forbrydelse er alle lande forpligtet til at bekæmpe antisemitisme og antizionisme og al modstand mod Israel.

5. : Centralt i dette er forsvaret for holocaust, da denne doktrin har skaffet jøderne og Israel enorme indtægter,

6. : og bruges til forsvar for Israels overgreb især i Mellemøsten, men også i opgøret efter II. verdenskrig,

7. : og til at stemple enhver kritik af jøder som værre end blasfemi.

Derfor er følgende emner tabu :

8. : Jødernes andel i udgangen af I. verdenskrig og deres andel i Den russiske revolution, såvel som i andre revolutionære bevægelser og kommunistiske oprør f.x. i Tyskland.

9. : Deres andel i II verdenskrig og dens resultat : Østeuropa under sovjetisk tyranni.

10. : Deres andel i falsknerierne i krigsforbryderprocesserne, ikke mindst holocaustoverdrivelserne.

Når alle disse fordrejninger, fortielser og løgne gøres til fundamentet for al medieinformation bliver resultatet et næsten grænseløst bedrageri og hykleri.

Konsekvensen er blevet, at i øvrigt hæderlige iagttagere vægrer sig ved at tro, at et så mægtigt bedrag kan bedrives i samfund, der bekender sig til ytringsfrihed og frie medier.

Alligevel er det dét, der sker.

I den lille daglige dosis indgår :

At medierne fortsætter så tit som muligt, som en kendsgerning, en passant, at nævne, at 6 mio, jøder blev myrdet af tyskerne under II verdenskrig.

At krystalnatten var en fuldstændigt uprovokeret aktion fra tyskernes side. Optakten var et jødisk mord på en ung tysk diplomat i Paris.

At jøderne er fuldstændigt uskyldige i modstand og forfølgelser.

At Nürnbergprocesserne var retfærdige.

At Hitler ønskede krigen og forberedte den med alle midler. Det påpeges fx. af briten Ward Price, at han ikke ønskede krigen. Hans ambition var at nå sine mål uden krig, som det længe lykkedes. Men især briterne væltede spillet. Ser man i dag på det endelige resultat af den britiske politik, kan den ikke vække beundring. Historikere har nu vist, at Tyskland faktisk var dårligt rustet til krigen, da resurserne først blev brugt til at forbedre folkets efter I. verdenskrig og krigserstatninger udmarvede levestandard. Først da krigen var erklæret, hvorefter der i lang tid ikke skete noget opsigtsvækkende, kom krigsproduktionen i første række, men den stod endnu, da opgøret med Stalin blev uundgåeligt, tilbage for dennes produktion af tanks. (Læs Journal for Historical Review og "Vejlederen" om Barbarossa.)

At Hitler ville udrydde alle jøder. Han ville have dem ud af landet, og da planmæssig udvandring blev stoppet af krigen, valgte han deportation til arbejdslejre i Østeuropa. Det overses oftest, at interneringen kunne motiveres med jødernes krigserklæring ni år tidligere. Tyskere og japanere blev også interneret af de allierede.

Jeg nævner ikke her, hvad alle historikere, og folk flest er enige om, kun indarbejdede opfattelser, som kritisk historieforskning har vist ikke holder.

At revisionisterne har ret ses bedst af mediernes hysteriske reaktioner :

Redaktør Bjørn Bredal, Politiken, erklærer, at revisionister er sådanne, der påstår at der ikke var koncentrationslejre i Tyskland. Jamen revisionisterne har jo netop studeret disse lejre, og bringer de oplysninger, som Bredal lader som om han ikke har kendskab til.

Samuel Rachlin truer aviser, der oplyser, hvad biblen afslører om den jødiske tro.

I fjernsynet må det ikke nævnes, at der er løjet om Auzchwitz.

Følgende bøger og begivenheder må ikke omtales i danske medier :

Jødernes krigserklæringer mod Tyskland 1933 og 1939

Theodore Kaufmans bog : Germany Must Perish. der i begyndelsen af 1933 krævede at alle tyskere, ca 80 mio. mennesker skulle udryddes sammen med tysk sprog og al tysk kultur

Israel Shahaks bog : Jewish History, Jewish Religion.

Arthur Butz : The Hoax of the Twentieth Century.

James Bacque : Other Losses, og Crimes and Mercies.

F. J. P, Veale : Advance to Barbarism.

Harry Elmer Barnes : Perpetual War for Perpetual Piece

Tidsskrifterne : Journal of Historical Review.og The Barnes Review.

Og snesevis af andre vigtige bøger.

Derfor har vi

Demokraturets tyranni.

Demokratiets idé, at alle mennesker skal have del i samfundets beslutningsprocesser forudsætter at alle individer har adgang til relevant information.

Hvis oplysningsfunktionen manipuleres bliver demokratiet en illusion, en svaghed, som har fulgt de deklarerede demokratier fra begyndelsen og hænger ved.

Mediernes pålidelighed er altså udtryk for samfundets demokratiske kvalitet. At beherske dem har derfor været magtstræbernes mål, og de har haft for megen succes. Det ser vi både i små og store lande, hvis demokrati derfor mere eller mindre er skuespil, kvasidemokrati.

Det gælder vort eget, så længe en mafia behersker vore medier. At denne undlader censur på uvæsentlige felter til fordel for totalitet på interesseområdet gør narrespillet mere perfekt.

Uudryddelig "udryddelse"

Søndag 9.12.01 bringer Jyllands-Posten en halv side om "Manden, der advarede om jøde-udryddelsen". Bladets Berlin-korrespondent, Kent Olsen, fortæller om den 90-årige Gerhart Riegner, der for nylig er død, åbenbart i Berlin. 8. august 1942 sendte han fra Geneve et telegram til den jødiske verdenskongres i New York. Der stod, at Hitler overvejede at udrydde alle jøder i tyskkontrollerede områder, mellem 3,5 og 4 mio. Men "Ingen troede mig." I sit sidste interview til "Der Spiegel" 29.10.01 påpegede han "at de vestallierede og i øvrigt alle vestlige lande ignorerede oplysningen om nazisternes Holocaust, fordi de for enhver pris ville undgå at skulle modtage jøder."

Riegners sidste bitre sætning i interviewet lyder : "De fleste lande var bange for at blive belemret med jøder. Så ville de hellere, at de blev ombragt et eller andet sted langt væk. Det er det mest grusomme af alt, men sådan hang det sammen."

Bladet tilføjer, formentlig for egen regning : "Gerhart Riegner berører et ømtåleligt og aldrig afklaret emne." Jamen, så er det da på tide at forsøge at afklare det noget.

For det første : Påstanden var et rygte eller en propagandaløgn, som de allierede ikke troede på. At man mod slutningen og efter krigen accepterede den, gør ikke sagen bedre. Det er for længst bevist, at der ikke blev myrdet 6000 om dagen, som bladet skriver. Det er simpelt hen umuligt. Hvis dette foregik i to år ville over 4 mio. være myrdet. Jamen, det er jo netop, hvad man har påstået

Men nu er det bevist, at offertallet for Auschwitz-Birkenau har været overdrevet med mere end 3 mio. Det var ikke en udryddelses- men en arbejdslejr. Den kunne være bombet for at stoppe krigsproduktionen, men ikke for at redde jøder.

Riegner understreger uanfægtet . "Der manglede vilje til at redde jøder." Hvis nu det er rigtigt, kan man jo undre sig over, hvad det kan komme af ?

Der Spiegel refererer at Riegner og journalisten Benjamin Sagalowitz i -42 "diskuterede i timevis, om mennesker virkelig kunne træffe beslutninger om at ombringe millioner af mennesker." Ja, det var netop, hvad Stalin havde kunnet gøre; men måske var de ikke helt klar over dette. Derimod må de have vidst, hvad deres venner i USA var optaget af. Her havde Kaufman allerede 9 år før udsendt bogen "Germany Must Perish", som blev rost i USA's presse. Den agiterede for at udrydde ikke 4 mio. mennesker, men ca. 80 mio. tyskere med samt tysk sprog og al tysk kultur. Her er ikke tale om rygter, men om fakta.

Det er pinligt, at Danmarks største avis fortsætter at sprede de vildt overdrevne anklager mod tyskerne; men undlader at nævne det jødiske hadprogram, som fik indflydelse på Roosevelts kortsynede krigspolitik, der forærede Østeuropa til det sovjetiske diktatur.

Mediernes bedrageri

og

Tines erfaringer fra Tvind.

I dag, da Tvind er under kraftigt pres, fortæller Weekendavisens journalist Tine Ejby, 2.11.2001 om oplevelser, da hun for 25 år siden i 9 måneder deltog i Tvind's arbejde og var med på en rejse til Indien. Måske har hun skrevet om det før - det ved vi ikke - men det interessante er hendes bekendelse, at hun skammer sig over ikke at have protesteret mod behandlingen af afvigere.

Hvorfor protesterede hun da ikke ? Jo gruppepresset var så overmægtigt : "Det var den der forfærdelige, kvælende angst for at blive hængt ud på et fællesmøde med hundreder mennesker." og "den lærer, som viste varme og kunne lægge armen om én, kunne være den selv samme som i næste øjeblik råbte én ind i ansigtet."

Tine Ejby ringede rundt til kammerater fra Tvind-tiden og konstaterede følgende typiske reaktioner : "Jeg tror, man bliver kynisk af at have set så mange mennesker bøje nakken for én."

For sit eget vedkommende konkluderer hun :

"Personligt syntes jeg noget af det værste - bare efter 9 måneder og kun 19 år gammel - var skammen over at have været sådan en kujon.

Det var ydmygende blot at have fulgt trop, når det gik ud over andre, fordi man simpelthen ikke turde andet. Så kan det være meget, meget svært at begynde at se sig selv i øjnene."

Det ville man da gerne tro; men hvordan gik det Tine i fortsættelsen ? Hun fortsatte sin løbebane i bladverdenen og gjorde en pæn karriere i et andet "udemokratisk, totalitært foretagende, hvor målet helt og aldeles helliger midlet."

Her kunne man så vente, at den mere erfarne dame sagde kraftigt fra; men så var karrieren måske blevet mindre lang.

Tine Ejby blev fast medarbejder ved et af landets mest filtrerede blade i vort filtrerede land, og hun blev gift med chefredaktøren i det måske aller mest filtrerede blad Politiken. Hvordan kan hun holde det ud ?

Den nævnte kynisme er måske allerede efter blot 9 måneder i et uheldigt system ikke til at komme af med. Derved bliver Tine Ejbys bekendelse af presseetisk interesse.

Den belyser - måske forklarer - en gåde, som jeg har undret mig over siden jeg i 1995 opdagede, at danske medier systematisk lyver om II. verdenskrig og særligt om alt, der tangerer, hvad der betegnes holocaust.

Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har været naiv; men jeg har dog forsøgt at følge med i aviserne (de danske), og har aldrig fundet antydning til de oplysninger, som jeg pludselig kunne finde til overmål i engelsk og tysk litteratur.

Journalisterne har ikke den undskyldning. På redaktionerne kommer materialet temmelig usorteret i en strid strøm. Ingen, der har sin faste gang på en større redaktion kan undgå at vide, at der er vigtige og spændende ting, der sorteres fra med hård hånd. Det tilsyneladende ubegrænsede informationstilbud er et bedrag. Om vigtige kendsgerninger får vi intet at vide.

Hvorfor skrev de, som det hedder, nyhedstørstende journalister ikke om den amerikanske professor, der kaldte holocaust for det 20. århundredes skurkestreg, eller om den jødiske professor Israel Shahak's bog Jewish History, Jewish Religion, eller tysk-canadieren Ernst Zündel, der blev anklaget for at have bragt usande oplysninger, men som lykkedes at bevise, at det man fortalte om Auschwitz simpelt hen var løgn. Hans bevisførelse var så overbevisende overfor en yderst fjendtlig domstol, at museet i Auschwitz, der samstemmende var udpeget som udryddelseslejren frem for alle andre, måtte ændre sine mindetavler, der gennem ca. 40 år havde forkyndt, at 4 mio. var omkommet i lejren. Pludselig blev de slettet, og efter nogen grublen erstattet af en ny inskription, hvor der stod 1½ mio. Også dette tal var alt for højt.

Sensationelle bøger udkom og hårrejsende hændelser udspillede sig, men danske medier sorterede alt fra, som ikke stemte med højere forskrifter. Hvordan kunne det gå til ?

Det måtte dog chokere i hvert fald nogle unge journalister, og være mildt sagt ubehageligt for en del ældre. Jeg har skrevet om journalistikkens forkvakling i vejlederen; men har endda svært ved at forstå, hvordan dette meningsdiktatur kan organiseres og fungere. Tine Ejbys artikel giver en ledetråd. Det fællesskab, hun beskriver i Tvind, hvor visse opfattelser og kendsgerninger var bandlyst så effektivt, at de unge mennesker gik rundt med dårlig samvittighed fordi de ikke protesterede, må ligne den situation samvittighedsfulde journalister havner i når de arbejder i en redaktion. Når de bøjer sig, kan det have præcis den samme grund :

"Det var den der forfærdelige, kvælende angst for at blive hængt ud på et fællesmøde med hundreder mennesker." og "den lærer, som viste varme og kunne lægge armen om én, kunne være den selv samme som i næste øjeblik råbte én ind i ansigtet."

I medieverdenen drejer det sig ikke om at blive hængt ud på et fællesmøde, eller jo, det kan det måske også gøre; men det drejer sig først og fremmest om at blive hængt ud i hele medieverdenen som racist, indre svinehund eller antisemit. Den kollega, som venligt har rost éns arbejde den ene dag, råber måske næste dag - ikke bare ind i dit ansigt men ud over hele riget: Tag Jer i agt for denne svinehund. giv ham/hende ikke arbejde. Han/hun er en forræder mod vort fællesskab.

Om Tine Ejby skammer sig den mindste smule over, at hun ikke protesterer mod bedrageriet i medieverdenen, som er langt alvorligere end Amdi Ris's numre, ved jeg ikke. Måske synes hun, at det er helt perfekt, at hun og hendes kolleger bestemmer, hvad vi andre må få at vide, og især, hvad vi ikke må få at vide. Men hendes artikel er interessant fordi den spejler det dilemma, som samvittighedsfølsomme personer havner i under et hierarkisk styret fællesskab.

Nu er det sådan, at der uden for Tvind findes et samfund, hvor deltagere har en chance for hurtigere eller langsommere at redde sig ud.

Men udenfor medievæsenet er der ingen redningsplanke - kun isolation. Derfor har tavshed, løgne og fordrejninger kunnet dyrkes gennem over et halvt hundrede år. Erfarne iagttagere konstaterer koldt, at der næppe bliver nogen ændring før alle fra krigsgenerationen er døde. Der findes paralleltilfælde fra videnskabens historie. Så noget er der om det. Men en del historieklichéer er trods alt under opløsning om end langsomt her i landet.

En genvej, hvis følger og muligheder, vi endnu ikke kan overskue, men som kan lede til en hurtigere udvikling, frembyder internettet. Derfor er det så vigtigt at forsvare denne frihed.

Men det er lige så vigtigt at øge trykket på det pressekorps, som har ansvaret for at vi er blevet ført bag lyset, og stadig bliver det.

Forråelsen.

Får få år siden ville man ikke bringe boksning i fjernsynet. Nu slås der dagligt på snuden, endda med piger og indvandrerungdom, som ivrige udøvere. Godhjertede danskere fandt på, at boksning måtte være noget for de unge indstrømmere og delagtiggør dem i deres egen hårdt erhvervede kunnen.

Hver dag ser vi amerikanerne bombe i Afghanistan og israelitterne i Palæstina. Det hedder sig, at de bekæmper terror, og hvad er så det ? Jo det er at true, myrde, og mishandle for at gennemtvinge et politisk mål. Jamen så er de jo selv terrorister.

Målene var i Kosovo at gennemtvinge multikulturen. Derfor smadredes Serbien, og serbere blev jaget ud af Kosovo og deres kirker blev ødelagt.

I Mellemøsten udvider Israel sine besiddelser med befæstede støttepunkter forbundet af strategiske veje på palæstinensisk område. Al modstand mod dette kaldes terrorisme. Bush-regeringen erklærer, at al modstand mod denne besættelse skal ophøre. Ellers skal der bombes som det passer Ariel Sharon. USA stiller våbnene til rådighed. Det er terror, så det batter!

Vor ny udenrigsminister er tilhænger af Coudenhove-Kallergi's idé, at alle racer skal blandes undtagen den jødiske, som skal herske over de andre : blandingsproduktet. Derfor støtter han undertrykkelsen af Palæstina. Under indtryk af Kristeligt Folkeparti forsikrer han dog nu, at Danmarks politik skal være "tobenet". Men benene skal helt klart ikke være lige lange. Med det længste sparker han til palæstinenserne, de er terrorister og må ikke forsvare sig. Med et kort, lille ben tjatter han venskabeligt til Israel, der er "vor sande ven". Det har bl.a. sendt så mange palæstinensere, libanesere osv. herop som bidrag til vor folkeblanding. Derfor bør Israels krigsforbrydelser og terror ikke omtales. Stig Møller vil nu rejse ned og tale med Shimon Peres, men af hensyn til det kristelige parti vil han også tale med en palæstinenser Nabil Shaath. Han indrømmer, at han vil forklare den sidste, at det er nytteløst at sætte sig op mod Israels militærmagt, men for egen regning kan han måske trøste med, at Palæstina, og Israel, kan hjælpe til den danske folkeblanding ved at sende endnu flere arabere herop. Stig Møllers ideal ser sådan ud (Læs "Utopi og Virkelighed", Stig Vendekærs Forlag) : Han har lysebrun hud (det passer jo glimrende), blå øjne (det bliver ikke så let), brede læber, lige næse og sort hår. Det skal nok gå. Man kan forstå, at danske politikere har gjort en god begyndelse, men også hvorfor Stig Møller nu søger sin alliance i det kristelige og ikke i det danske folkeparti.

Man må alligevel undre sig over hvordan vor kristelige kultur er blevet så udhulet idémæssigt, at den almindelige dansker - trods kristen skolegang - ikke kan se forskellen mellem vor kultur og muslimsk og judaisk hegemoni. Men også over at vi i krigen mellem disse to brutale magter forfalder til at støtte den mest brutale magtanvendelse.

Bush og hans folk erklærer åbent, at de vil have fat i bin Laden død eller levende - men helst død ! Hvorfor ? Han er jo ikke dømt endnu. Er de bange for, at han trods alt har et eller andet at sige ?

U. S. A. !

Mange bånd er knyttet mellem supermagten i Vest og Europa. Alle lande har sendt folk derover, som har bidraget til at opbygge det mægtige samfund. Og myterne om arbejde, kampe, opofrelser, grusomhed og heltemod er blevet legende på begge sider af Atlanten. I to verdenskrige og en truende tredje gigantkonflikt har USA siden interveneret til fordel for først og fremmest Storbritannien og Frankrig, og det er gået ud som leder af den sejrende koalition. Dette, i forbindelse med statens mægtige økonomiske magt har opbygget et alt for udbredt urealistisk idealbillede af supermagten.

På plussiden : Den amerikanske uafhængighedserklæring var med til at formulere de frihedsidealer, som siden er efterstræbt med forsøg på at skabe folkestyre og respekt for menneskerettigheder.

Ytringsfriheden i USA er på nogle felter større end i noget andet samfund i verden. Bøger og tidsskrifter skrives og udgives med sandheder, som ikke slippes frem i noget andet samfund, vort eget medregnet.

På minussiden : Friheden blev ikke ligelig fordelt til alle folkegrupper. Så sent som 3. november 1883. fastslog Højesteret, at indianere skulle regnes som udlændinge. Og alle indianere fik først stemmeret i 1948. Friheden til at forkynde sandheden har hårde vilkår overfor den mere velbeslåede frihed til at servere lønsomme løgne.

Man producerer og udsender skrifter og film i mægtige oplag og dyr udførelse med fordrejninger og usandheder i uoverskuelig mængde. I film efter film hyldes glansbilleder af ædelmodige amerikanere, der bekæmper alverdens ondskab : nazisme, kommunisme og terrorisme. Og derfor nærer mange herhjemme grænseløs beundring og taknemmelighed mod det store land, uden at se dets falske og brutale side.

Det drejer sig ikke bare om mafiavæsenet, dødsstraf over mennesker, som bagefter bevises uskyldige, korrupt politi og mærkværdige retshandlinger (vore kan jo også være mærkværdige). Det handler lige så meget om til tider hårrejsende magtkynisme i det storpolitiske spil.

Samfundet har fra det vilde Vesten arvet en brutalitet, som vi nødigt skal overtage.

I Advance to Barbarism afslører Frederick Veale at amerikansk krigsførelse er barbarisk på en måde. som Europa var på vej til at arbejde sig ud af. Måske til forbavselse for mange viser han, at netop preusserne optrådte både disciplineret og civiliseret i 1870, medens amerikanerne i den omtrent samtidige borgerkrig hærgede og ødelagde, hvor de kom frem.

Og et emne, som der nødigt dvæles ved, er behandlingen af det amerikanske kontinents oprindelige beboere : indianerne. Det er historien om endeløs brutalitet og bedrag. Man isolerede indianerne i reservater, hvor de ikke kunne eksistere; men de blev slagtet, hvis de ikke overholdt de af overmagten dikterede betingelser. Dette er ikke fjern fortid. Nøjagtigt det samme praktiseres i dag i Palæstina af USA's forlængede arm Israel. Pålæstinenserne henvises til, i deres eget land, kun at opholde sig, hvor israelerne endnu ikke har placeret deres egne. Hvis de ikke er tilfredse med dette bliver de skudt eller bombet. Vor egen udenrigsminister er af vore egne medier præpareret til at forsvare en sådan ordning.

Heller ikke USA's indgriben i første verdenskrig var helt vellykket. Churchill skal ifølge Gary Allen have bemærket, at det havde været bedre, om de havde passet deres egne sager. Så havde briterne sluttet fred med tyskerne. I stedet lagde Versailles-freden op til den næste storkonflikt. At USA også var storaktør i denne, havde Churchill imidlertid stærk andel i. Hvorvidt han siden fortrød, har vi kun uklare meldinger om; men det står klart, at USA's overtagelse af roret førte til en væsentlig forråelse og endte med at Østeuropa blev foræret til Stalins tyranni. I denne tragedie optrådte Roosevelt - uanset andre mulige fortjenester - både som skurk og idiot, og Eisenhower i hvert fald som skurk. Men der var mere sympatiske amerikanere som George Marshall og skribenter, der aldrig lod sig styre.

Det amerikanske gemyt er letbevægeligt, som vi ser det af deres film, hvor folkeligt had og lynchstemning på et øjeblik ved et enkelt signal kan vendes til sentimental idoldyrkelse. Eller omvendt.

En sådan kovending så vi da Roosevelts frikostige støtte til Sovjet vendtes til kold krig og klapjagt på faktiske og mistænkte kommunister. Og nu da USA's højeste skyskraber blev ramt.

Inden det skete var USA under Bush forsigtigt på vej til at ændre USA's Mellemøstpolitik. Han sagde, at palæstinenserne skulle have deres egen stat, og Sharon blev rasende og skældte ham ud. Peres advarede mod at få USA til at miste tålmodigheden. Men Sharon svarede vredt : "Hver gang vi gør et eller andet, fortæller du mig, at Amerika vil gøre sådan eller sådam ... Jeg vil sige dig noget meget klart : Bryd dig ikke om Amerika's pres mod Israel. Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika, og amerikanerne ved det."

Og så så vi ham rejse til Washington, og vips ! erklærede Bush, at hvis Arafat ikke stoppede intifadaen skulle palæstinenserne bombes til underkastelse lige som Afghanistan. Det er netop, hvad Sharon er optaget af.

Der er skrevet mange forargede ord her hjemme om dem, der frydede sig over attentatet på World Trade Center. Dog ikke om nogle af de mest forbløffende. Unge jøder blev iagttaget stående på taget af en nærliggende skyskraber, medens de vildt jublende filmede ødelæggelsen af centret. Da den tidligere regeringschef, Netanyahu, blev spurgt, hvad han mente om bombningen, udbrød han spontant : "Det er meget godt !" Da det gik op for ham, hvad han havde sagt, tilføjede han : "Nå, ikke meget godt; men det vil skabe umiddelbar sympati."

Det er denne sympati, de overvejende jødisk kontrollerede medier i Vestverdenen og i Skandinavien energisk dyrker, for at undgå det ubehagelige spørgsmål, hvorfor hadet til Vesten og ønsket om hævn er nået til denne grad af vanvid.

På grund af denne drejning diskuterer man kun, at udrydde terrorister, men aldrig at udrydde årsagerne til terrorismen.

Men Tøger Seidenfaden kan da nævne som årsag : fattigdommen i verden, og Vietnam. Men han nævner ikke forholdene i Mellemøsten ? - De skal alene skyldes Arafat.

U S A MOK !

Med et slag er USA tilbage i nybyggertiden eller endnu længere til conquistadorerne. Nu skal der hævnes, og alle fjender udryddes.

Det sidste er, at man vil oprette hemmelige militærdomstole, hvis beslutninger ikke kan overklages. Nyrup Rasmussen lovede USA at vi ville være med hele vejen. Den ny regering gentager dette ubetænksomme løfte. Er danskerne blevet sindssyge ?

Skal små lande bombes til at underkaste sig fremmed militærstyre ?

Skal vi foruden mediernes vinklinger og løgne med een gang anerkende tortur, statsterror, erobringskrig og hemmelige domstole ?

I betragtning af amerikanernes totale overlegenhed er deres uagtsomhed overfor kulturværdier betænkelig. I fjernsynet så vi glimt af ørkenfæstninger, som arkitektonisk var sjældne og smukke. Var det nødvendigt at ødelægge dem for at fremme soldaternes uundgåelige overgivelse nogle timer eller dage. Nu taler man om bomber, der kan bore sig dybt ned i et bjerg før de eksploderer. Man ødelægger med en gang bjerge og huler. Men er hulerne ikke kulturminder ligesom Buddha-statuerne ? De er vel ældre end talibanerne.

Jeg skrev : Tag dog den tid, der behøves. Om bin Ladens ledere, for at stoppe yderligere ødelæggelser, må bevilges frit lejde til en fair retssag, hvad gør så det ? Amerikanerne hævder, de har alle beviser parat. Så lad dem lægge dem frem. Hvorfor vil de absolut myrde ? Lad os høre begge parter !

I dag, 19.12.01 siges talibanerne at være nedkæmpet. Bin Laden blev ikke fundet; men i Berlin har europæiske politikere været sammen med repræsentanter for afghanske folkefraktioner og udarbejdet en overenskomst om et foreløbigt afghansk styre. Den udpegede leder mødte den tidligere konge, som skal indgå i en ordning. Han kyssede koranen og kongens hånd og lovede højtideligt, at landets styre skulle udøves i overensstemmelse med den hellige Koran.

Dansk TV viderebragte i nyhedsudsendelsen kl. 9 denne interessante erklæring, der minder om talibanernes. I udsendelsen en time senere viste man igen ceremonien med koranen; men erklæringen var skåret bort.

Mere tiltalende var et indslag, hvor en af de befriede kvinder trådte frem uden slør og frejdigt erklærede, at hun nu forventede mindst lige så meget i amerikansk støtte som man havde brugt til at sønderbombe landet.

Europæisk kulturskat tilintetgjort.

Hvad med vore egne talibanere ?

Södra Råda trækirke fra 1300-tallet lå endnu for få uger siden ikke langt fra Vänerns østlige bred. Den var bygget af liggende bjælker og spånklædt udenpå. Udadtil virkede den uanselig i sin liden- og enkelhed, men som blok var den henrivende proportioneret. Indeni fandt man på vægge og loft et klenodie af dekorationer fra 1323. Et af Skandinaviens - nej Europas mest pragtfulde middelaldermonumenter.

12 november 2001 brændte den ned - ilden uden tvivl påsat. I Norge er en stavkirke brændt. Det er barbarier, der kan måle sig med talibanernes.

Hvem kan udøve sådant djævelskab ?

I flommen af mere eller mindre religiøse strømninger hører vi om satanister, der skænder kristne symboler og retter attentat mod kristne kirker.

Som demonstration mod det kirkelige er Södra Råda ikke et nærliggende mål. Den blev bevaret som kulturskat efter at sognet fik en flunkende ny kirke. Der blev kun holdt gudstjeneste een gang om året, til midsommer.

Vor kristne kultur er langt mere end de kirkelige handlinger. Den er summen af alle de åndsprodukter, der er blevet til i, hvad der kaldes kristenheden. Kunst og arkitektur udtrykker langt mere end skriftens tekster. Det er et storværk i vor kulturarv, som disse barbarer har berøvet os.

I flere hundrede år har vi i Norden været forskånet for tilsvarende bevidste ødelæggelser. I dag kalder man indstrømningen af fjender af vor kultur for kulturberigelse !

Hændelsen i Södra Råda har chokeret Sverige. Det forsikres, at man vil bygge den op igen, og heldigvis er den godt dokumenteret også fotografisk. Men det bliver aldrig det samme. Og tilbage står det uhyggelige spørgsmål, hvordan vi skal sikre sårbare kulturminder i europæiske samfund, der oversvømmes af indstrømmere, som er fjendtlige eller i bedste fald ligegyldige overfor europæisk kultur.

I april 2002 slap medierne historien frem om et mærkeligt dansk kulturminde, som er truet.

På Fyn ikke langt fra Odense ligger en gård i skikkelse og omgivelser næsten nøjagtigt, som den har ligget i over 300 år. Et veritabelt frilandsmuseum. Den sidste opretholder af denne orden døde for nylig, og nu vil arvingerne have frihed til at foretage praktiske ændringer. Bevaring af bygningerne, som de er, vil være kostbart og besværligt.

Helt klart bør staten forsøge at erhverve ejendommen, sikre dens værdier og gøre dem tilgængelige for almenheden. Sagkyndige viurderer, at der umiddelbart må satses nogle få mio. for at stoppe forfald. De kriminelle unge, der hærger landet koster hver især ca. en mio. om året. Ved at sende dem tilbage til de kulturer, hvor de hører hejmme, vil hurtigt mange millioner stå til rådighed. Fogh Rasmussen bør skaffe sig en kulturminister, der interesserer sig for andet end fodbold.