Vestlig samisdat

Nr.2. 5.april 1996

Vågn-op-breve -

Tak for den venlige modtagelse af Samisdat l. Flere har spurgt, hvad navnet står for. Det er russisk og betyder selvforlagt, altså en egenudgivelse. Det blev betegnelsen på de skrifter, gennem hvilke dissidenter under sovjetdiktaturet udvekslede information og anskuelser, som magthaverne med hemmeligt politi og trusler om gulag, fængsel og sindssygeanstalter forsøgte at undertrykke. På den måde lykkedes det til en vis grad at opretholde en front for frihed, indtil regimet brød sammen af økonomiske og økologiske årsager.

Sen død

Her tillands har man udviklet mere raffinerede og endnu mere effektive metoder. Man hylder ytringsfriheden; men kvæler ytringsmulighederne. Alle skal, deklameres det stadig, have lov at ytre sig frit - bare ikke i media. Her er meningsmagthaverne og informationscensorerne suveræne. Og udbuddet af nyheder og synspunkter er så mægtigt, at det er let at sortere det bort, som man ikke synes om. Det er derfor normalt ikke nødvendigt at tage livet af folk, eller spærre dem inde. Det gælder bare om at forhindre, at de og deres information og synspunkter bliver kendt. At censurere helt bort, eller drukne i flommen er næsten lige effektivt. Sådan er der herhjemme opmuret et meningstyranni, der næsten er mere effektivt end det, der var i Sovjetunionen, og det er næsten usynligt.

Det er svært; men det må gøres synligt og bekæmpes, inden det etablerer sig yderligere i retning af speciallovgivning, målindrettede institutioner, politiaktioner og mediedirigeret pøbelterror.

Vi vil derfor i denne samisdat undersøge de mekanismer, der synes at ligge bag denne ensretning. Det leder frem til synliggørelsen af en mægtig ideologi, som trives og er virksom midt iblandt os; men som har formået at kamuflere sig, så at det store flertal, inclusive min kone og jeg selv, indtil for nylig ikke har kunnet få øje på den.

En læser bemærkede: "Lars skriver lige på og hårdt, det er for stærkt - sandheden bør stykkes op og serveres i tyndere skiver." - Vi tror ikke, det er så realistisk, som det lyder.

Sandheden må serveres så vidt muligt, som den er.

En anden bemærkede : "Det virker, som om I hader jøderne!" - Vi kender ironiseringen over "Jeg er ikke racist/antisemit - men" - Dermed skal det antydes, at selv om nogen skulle have begrundede anskuelser om faren ved fremmedinvasion eller jødisk dominans, så er den egentlige baggrund dunkle fordomme og/eller et irrationelt had.

Vi vil hævde, at vi ikke huser noget sådant had. Vi synes derimod at have observeret en del hadefuldhed blandt vore modstandere.

Vi finder det rimeligt at antage, at genetiske egenskaber hos racer eller folk kan være forskellige. Vi har i mange år levet nært sammen med får og katte, og med kontakt til andre dyr, og konstateret, at blandt dyrene forholder det sig sådan. Vi ser det, fordi dyrene kan iagttages under ens ydre forhold, og da opdragelse og kultur ikke spiller så stor en rolle mellem dem, tør vi regne med, at forskelle i adfærd skyldes deres genetiske arv. Og sådan findes.

Der er da grund til at antage, at der blandt menneskeracer, som under forskellige vilkår har udviklet forkellige ydre kendetegn, også kan have udviklet sig mindre forskelle i mentale tendenser og måske kapacitet, men da opdragelse og kulturpåvirkning for menneskene spiller en meget større rolle, og da deres ydre kår arter sig så forskelligt, tror vi ikke, det er muligt at konstatere noget sikkert. Desværre er forskning på dette område stadig tabu.

Men det kan uden videre konstateres, at etniske grupper, som næppe kan være meget forskellige i racemæssig henseende, har udviklet ret forskellig adfærd. Det viser, at kultur og opdragelse er det vigtigste - til gengæld meget afgørende, og at fokuseringen på racisme er medieflum.

At mennesker genetisk og/eller miljøbestemt er forskellige, kan ses som værdifuldt, og at der findes forskellige racer er spændende. Derfor virker det helt fjollet, at det skulle være en højere målsætning, at alle varianter hurtigst muligt blandes sammen til en eller anden mellemtype.

Et af de folk i verden, der med størst nidkærhed våger over deres stammemæssige identitet - hvor genuin den nu må være - er jøderne. Vi har ingen anelse om, i hvor høj grad jøderne genetisk er væsentligt forskellige fra folk, der benævnes ariske; men i hvert fald har et bredt udsnit af dem en adfærd, der tydeligt adskiller dem fra ikke-jøder. Da vi faktisk har levet nær eksemplarer af "racen", tror vi ikke, at den er genetisk betinget, men så meget mere, at den er opdragelsesmæssig, og at den hænger sammen med den ideologi og det adfærdssystem, i hvilket individerne fostres op.

Når denne ideologi fører til samfundskonflikter, så er det først og fremmest den, man skal kigge på - ikke dunkle raceuligheder.

Vi vil derfor i denne samisdat betragte jødisk religion og politisk ideologi, og se, hvordan den udmøntes i strategi, taktik og propaganda.

Vi vil fundere over kulturkampen, og "revisionisternes" forsøg på opgør med had og misforståelser i arv efter de store europæiske krige. Og gøre nogle notater vedrørende den politiske kamp for vor egen identitet.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund