Nysyn - Grædemuren

af Lars Thirslund

Marianne (Herlufsdatter)s analyse af, hvad der står i fem bøger af Det Gamle Testamente, åbnede sluser, som vi ikke havde ventet. Vi var beredt på, at det kunne blive indvendt, at hendes kritik var mindre vigtig, fordi det vigtigste og smukkeste i den Mosaiske tro stod i Talmud. Men ingen forsøgte at bestride at det, der stod i Mosebøgerne, var Guds gældende forskrifter for det jødiske folk, og Marianne havde ramt i prik. Men mægtige kræfter ville forhindre, at det blev kendt.

Man øste ukvemsord over hende; men ingen viste hen til Talmud, og da vi læste i den, forstod vi hvorfor. Den er sine steder endnu værre.

At pege på sådanne kendsgerninger er forbudt i danske media. Berlingske Tidende blev skældt ud og angrede sin fadæse. Låget blev lagt på; men der var sluppet noget forfærdeligt ud.

Den mosaiske tro omfattede en tredje dogmatik: bekendelsen til holocaust, troen, at nazisterne målbevidst udryddede seks millioner jøder, især med gas. Det har vi også alle sammen troet på; men et bredt forskerarbejde, som nu betegnes som historisk revisionisme, har gennem mange års undersøgelser godtgjort, at det ikke kan stemme. Derom lyver vore media, eller holder tyst. Vore egne historikere lader som ingenting, og vore biblioteker - selv forskningsbibliotekerne, undlader at anskaffe den ny forsknings hovedværker, hvadenten de foreligger som bøger eller i tidsskriftform.

Det er en gigantisk opgave at gøre op med det net af mindre og kæmpemæssige løgne, som gennem trekvart hundrede år er podet og plejet takket være vor godtroenhed.

Vor situation minder om Østeuropas. I 50 til 70 år var man dér tvangsindlagt til manipuleret historieskrivning og løgnagtig politisk propaganda. Til sidst revnede bedraget og muren smuldrede hen. Folket måtte erkende, at de målbevidst var ført bag lyset. Vi syntes, at det var synd for dem, der var blevet narret, og at de, der havde narret dem, havde godt af det. Selv troede vi, at vi levede i et demokrati, hvor det ikke var muligt at dyrke og lukrere på målbevidst løgn. Alt tyder på, at vi er taget ved næsen lige så meget, og at der venter os en opvågnen, som den, der blev øststaterne til del.

Grædemuren

Vi var stolte og glade over, at vi ikke havde nogen mur som den i Berlin - og så havde vi den lige for næsen, usynlig; men næsten mere effektiv : Grædemuren, der forhindrede enhver information af en bestemt art at slippe frem til os.

Gennem over hundrede år er enhver kritik af jødedom blevet mødt med et mere og mere organiseret hylekor af skældsord i smag med: antisemitisme, jødehad, racisme, osv. Historiske kendsgerninger er fortrængt eller forvrænget på samme måde. Vi vil vende tilbage til de raffinerede mekanismer, og blot nøjes med at konstatere, at med grædemurens forhåbentlig snarlige fald, skrider grunden under store dele af det vurderingsgrundlag, vi i dag bygger vor samfundsmæssige og politiske stillingtagen på.

Hvis vi vil forstå og modarbejde de kræfter, der i dag truer Vesteuropas kultur og vor egen, må vi kende sandheden - så nær det går at komme den - om vor nærmeste fortid og om de løgne, fra de store krige, som bruges til at narre os selv og holde vore nabolande i en slags raffineret slaveri.

Om jøde- og racehad

Det er vulgærpressen, der forenkler debatten til en kamp mellem de gode, med de ædle meninger -, som ganske vist bruger hadefulde udtryk om uligetænkende: kommuister, nazister, fundamentalister osv., men som ikke betragter sig selv som hadefulde. Og så de onde, der betegnes som nazister, fascister, racister og højreorienterede, hvorefter man ikke behøver at argumentere, men kan nøjes med skældsord. Ved selv den mildeste kritik af jødiske aktiviteter eller af fremmedinvasion råbes højt om jøde- eller fremmedhad

Men man er ikke fremmedhader, fordi man er imod, at fremmede etniske og kulturelle grupper forsøger at overtage vort land.

Og man er ikke jødehader, fordi man reagerer på jødiske personers landsskadelige handlinger eller tager afstand fra jødisk religion og politisk ideologi.

For et år siden var både Marianne og jeg konformt neutrale eller velvilligt positive over for jøder, jødedom og Israel.Vore personlige møder med personlige jøder var gode.

Min fader hadede nazisterne. Her var ordet berettiget. Mine forældre havde deres billede af jøder gennem Goldschmidts afslørende og alligevel forsvarende fortællekunst. En af faders bedste venner var jøde. Vi betragtede ham som vores onkel. Trods anstrengt økonomi tog fader og moder mod jødiske flygtningebørn fra Tjekkoslovakiet, en dreng og en pige. De boede hos os og levede som en del af familien, til opholdet i en købstad blev betragtet som for farligt. Så fik de placeringer længere ude på landet, men kontakten blev opretholdt. De spiste og levede præcis som vi - de var som danskere.

Marianne havde jødiske skolekammerater, en af dem var en nær ven. Hun har fætre og kusiner, som er kvartjøder, altså ganske vist af den slags, som Melchior ikke anerkender-; men de ligner da også fuldstændigt almindelige danskere. Kort sagt: alle - ikke så mange - jøder, vi kender- ligner os andre og synes assimilerede.

Det kom derfor helt bag på Marianne, da hun noterede fremtrædende danske jøders optræden som en fremmed stat i staten. Og det var disse fremtrædende jøders fremhæven af, at deres race var speciel, og deres moral af en højere orden end danskernes, der satte hendes forskning i gang. Hvad var det i Mosebøgerne, der gjorde det jødiske folk anderledes og eventuelt bedre end andre?

Det var den i sandhed hadefulde reaktion på hendes saglige svar på en fremtrædende jødes angreb på Danmark, der vakte vor og andres forbløffelse - og mistanke. Og så begyndte informationerne at strømme ind. Mange oplysninger var også for os chokerende. Men at viderebringe dem kan ikke betegnes som mere hadefuldt end at holde dem hemmelige.

Det var Gyldendals egen bog "Endlösung", der for mit vedkommende dokumenterede, at historien om Wannseekonferencen måtte være en propagandaløgn. Titlen til bogen, som er med tysk tekst, er tydeligt tænkt at skulle få unge gymnasieelever til at tro på myten. Kommentarerne lader, som om, teksten dokumenterer beslutningen om masseudryddelse af jøder, men det gør den citerede tekst netop ikke. Der står intet, som bekræfter, at en sådan beslutning blev truffet. De andre tekster om en jernbanetransport,og hvad en ung jøde havde hørt, gør det heller ikke.

Andre mere belæste og meriterede forfattere konstaterer, at det påståede nazistiske had til jøderne betød, at de ville have dem ud af landet og derfor fremmede deres udvandring eller forflytning mod øst, hvilket på grund af krigen medførte store tab. Men det kan ikke bevises, at hverken Hitler eller Himmler havde bevidst til hensigt at udrydde dem alle sammen - end ikke, da de havde fået kendskab til Kaufmans plan om at tilintetgøre hele det tyske folk.

For denne plan findes derimod uomstødelige beviser-, og at den havde uhyggelige konsekvenser ses af den senere Morgenthauplan og af Eisenhowers ugerninger, som det 1989 lykkedes canadieren James Bacque at afsløre i den stærke bog "Other Losses" som vi refererer. (se menuen)

Da det blev klart, at Vesten ikke kunne undvære tyskernes kapacitet ændredes jødernes taktik endnu en gang til en utrolig forretningsidé: i gigantisk målestok at udsprede løgnen om de 6 millioner myrdede jøder, og så kræve erstatning i lige så gigantisk omfang mod at acceptere, at Tyskland fik lov til at eksistere som en andenrangs slavenation, der forsyner smarte jøder, men især Israel med penge og våben.

Man kan diskutere, om det mest er had eller forretning, der er drivkraften bag disse foretagender, men det kan ikke nægtes, at had i den jødiske, til forskel fra den kristne, religion indtager en fremtrædende plads.

Interessant eftergylp.

Da chefredaktør Georg Metz, Information, havde grublet over mit brev af 31/10 i ca 14 dage, sendte han følgende:

"København, den 14. november 1995

Kære Lars Thirslund

Tak for brevet. Jeg tror ikke, at det har noget formål at fortsætte korrespondencen.

Ifald du har den opfattelse, som kommer til udtryk i dine kursiverede betragtninger, er du så langt ude i uvidenheden, at det nærmer sig funktionel analfabetisme.

Du kan sikkert også finde bøger, der hævder, at det i virkeligheden var indianerne, der opsøgte Columbus i Malmö, og at Chr. 10. var hemmeligt gift med Greta Garbo. Der er ikke grænser for, hvad sludder og vrøvl folk har fundet på. Det vil sige, det troede jeg nu, hvad angår det pågældende emne. Brevene fra dig har belært mig, at det er der ikke.

Med venlig hilsen Georg Metz, chefredaktør."

Det interessante er, at brevet er skåret til efter samme formel, som den Kaufmans læredrenge og Herbert Pundik anvendte: At angribe sin modstander med anklage for netop den usseldom, i dette tilfælde "funktionel analfabetisme", som han selv har demonstreret.

De kursiverede linjer udtrykte: Det var jøder, der erklærede Tyskland krig - ikke omvendt. Det var jøder, der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt.

Dokumentation for disse ting, som redaktøren påstår afslører min uvidenhed, kan han, og hvem som helst, skaffe sig i boghandlen eller på biblioteket med Kaufmans bog og "Journal of Historical Review" 1995, nr.l, hvor forsiden af Daily Express fra 24 marts 1933 gengives med den jødiske krigserklæring som sensation.

Redaktøren er dygtig til at finde på dumme bogtitler; men kan han få dem udgivet, og få positive anmeldelser? Det uhyggelige ved Kaufmans bog er, at den lanceres af et magtfuldt forlag og roses af nogle af verdens mægtigste bladudgivere. Mange har fundet den klog og taget den alvorligt. Hvorfor? Fordi dens budskab svarer til det, som er fundamentet i den mosaiske tro, at alt, hvad der står i vejen for de jødiske folks magt, skånselsløst skal udryddes. Det er interessant, at den måde Kaufman vil fjerne alle tyskere på, nøje passer til Jahves instruktioner i II. Mosebog , 23 kap., vers 22 ff.:

Indbyggerne skal ikke udryddes på een gang - ikke af humane grunde - kun fordi det er upraktisk. Landet skal overtages gradvist i takt med, at indbyggerne dør en mere eller mindre naturlig død, hvorefter deres folk og kultur skal være udryddet for altid.

Set ud fra Moselov er mordet på Yitzak Rabin en lige så følgerigtig handling. Han syntes beredt til at afstå fra at tilbageerobre og erobre de lande, som Jahve ifølge bøgerne har lovet jøderne. Det bør dog bemærkes, at guden stillede visse betingelser, som et meget stort antal jøder ikke har kunnet - eller villet - leve op til.

Det synes som om fundamentalisterne ser bort fra dette.

Det positive ved den nu opståede situation er, at det med Rabins død endelig synes at være gået op for et bredere forum, at den mosaiske tro ikke er så uskyldig, som flertallet af dens tilhængere fremstiller den.

Ikke-jøder, der har påpeget dette, er blevet hadsk og systematisk angrebet også af hjernevaskede ikke-jøder, med invektiver i stedet for argumenter; men i den seneste tid er også fremtrædende jøder begyndt at tale ud. Mest sensationel er professor Israel Shahak's bog, "Jewish History, Jewish Religion" som nu kan fås gennem boghandlen (på engelsk). Den er skrevet og udgivet før de sidste dramatiske begivenheder i Jerusalem fandt sted.

Efter mordet på Rabin jamrer en - meget smuk - pige, som vi så i TV: At en jøde dræber en jøde er det frygteligste, som er hændt i Israel.

Efter de palæstinensiske selvmordsattentater mod jøder ser vi en folkemængde, der brøler, at alle arabere skal slås ihjel. Talmuds - tildels uhyggelige - lærdomme sidder stadig dybt indpodet i mange.

(se Marianne Herlufsdatters anmeldelse af Israel Shahaks bog under menuen: "Mosaismen som verdensmagt")

Lars Thirslund