Hvem afskaffede demokratiet?

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

I Samisdat I og II (se menuen) pegede vi på en række betydningsfulde bøger og skrifter, som dansk presse ikke vil omtale. (f.eks. menuerne "De utrolige løgne", "Other losses" og "Mosaismen som verdensmagt") Der er noget grundlæggende galt med strukturen i vort medieapparat. At een avis kan afvise en betydningsfuld nyhed er beklageligt, men måske et hændeligt uheld i et kompliceret apparat. At to - til nød tre kan gøre det, kan måske accepteres ud fra samme betragtning. Men at intet dansk medie stiller op betyder, at noget er helt galt.

Hvad er det? Hvem kan styre dette medie så fuldkomment?

Hvordan kan nogle få ejere og een, eller et par chefredaktører, styre en hel redaktion? Jo, det er da klart, at den journalist eller redaktør, som håber at avancere, ikke har nogen stor chance, hvis han skriver noget, der støder mod chefteamets uskrevne regler.

De pæne og velaflønnede.

Og systemet er gennemorganiseret. Journalisterne har gjort op om revirer. En journalist, som har tilkæmpet sig, eller er blevet tildelt, et revir, kan holde alle borte fra det, som han betragter som sit område. Jeg erfarede det første gang, da jeg blev uvenner med en lokalredaktør i en svensk avis, fordi han forsvarede det centrale kommunestyres standpunkt og ikke ville give plads for lokalbefolkningens og naturfredningens bedre motiverede standpunkter. Det nyttede ikke, at jeg appellerede til central- eller chefredaktionen. Jeg fik at vide, at ingen havde ret til at trænge sig ind og få trykt noget, som lokalredaktøren ikke syntes om.

Jeg blev for nylig mindet om dette, da jeg prøvede at finde ud af, hvorfor det var umuligt at få trykt Mariannes anmeldelse af Shahaks bog (Se menuen "Samisdat II, undermenu "Mosaismen som verdensmagt") og forresten andre artikler. En redaktør kom for skade at afsløre: jamen det er vor egen anmelder, der bestemmer, hvad han vil skrive om, og hvad der kommer i avisen. Og det var altså een, der var udvalgt, fordi han vidste, at man ikke skriver om Shahak. På andre redaktioner gælder sikkert samme ordning, selv om man ikke snakker om det. Hvis du kontrollerer de forskellige fagredaktører, behersker du hele nyhedsudbuddet.

Summa summarum: Avisen består af små høvdingedømmer. Behersker du høvdingene, behersker du avisen.

Det forklarerjo ikke, hvordan det kan gå til, at alle aviser er konforme, at de vælger præcis de samme nyheder til løbesedlerne og undertrykker nøjagtigt de samme emner.

Hvad er det for en magt, der udser de relativt få storkonger og de mange småkonger, der behersker høvdingens og alle de menige skrivearbejdere, så at de bliver konforme?

Vore. resurser rækker ikke til en så specifik undersøgelse af kapital- og organisationsinteresser bag mediernes bestyrelser. Men Jesus sagde: På deres frugter skal du kende dem. Hvad det nu er for nogle, og hvordan de end er kommet til deres magtpositioner, så kendes de på- og må dømmes ud fra deres gerninger.

Her må medieansvaret deles op i to kategorier:

1. Det ret gennemskinnelige, som skyldes rent forretningsmæssige ønsker om at sælge sig til populære krav og meninger: Sport, underholdning etc.

2. Det meget dunkle, at ganske bestemte informationer og meninger systematisk undertrykkes. Vi har peget på sådanne emner og på det mærkelige i, at bekæmpelsen af dem i ganske udprægede tilfælde går imod vore nationale interesser. Et andet mærkeligt særtræk er, at holdning og direktiver er konforme og fælles for en mærkeligt stor del af den verden, som holder af at benævne sig "den frie".

Ser vi så på frugterne, står det klart, at mosaiske interesser er stærkt repræsenteret. Dernæst magtvindere efter anden verdenskrig, med visse interesser fælles med de første. Og så magtmennesker, der først og fremmest er interesserede i deres egne chancer, og ser dem i alliance med de første eller i at undgå konflikt med dem. I denne stærke koalition af kynikere er der ikke plads til kultur, eller kun én eneste, om man nu vil benævne den sådan. Men der er plads til medløbere. Og dem ser vi alt for mange af i vort eget medieapparat.

Hvordan de er styret og dresseret oppe i hierarkiet, har vi ikke resourcer til at kortlægge. Folk indenfor branchen vil kunne afsløre mekanismerne mere indgående og præcist - men vil eller tør de?

Vi er nødt til at nøjes med at konstatere, at vort medieapparat er dødssygt, når vigtige sider af nutidshistorien ikke må omtales. Når skelsættende litteratur ikke må nævnes. Når moderne heksejagter kan arrangeres, uden at een eneste modig journalist eller forfatter vover at protestere - eller får mulighed for det.

Vi har love, der forbyder at lyve om personer - men det er på ingen måde forbudt at lyve om kendsgerninger. Jeg taler ikke om løgn af vanvare, eller fordi nogen ikke ved bedre. Det er fuldt tilladt bevidst og målbevidst at lyve i pressen. Nogle vil endda have det påbudt ved lov at lyve om udvalgte kendsgerninger.

At mørklægge for demokratiet vigtige oplysninger burde være forbudt, lige som det burde være strafbart bevidst at udbrede falske oplysninger.

I dag plages vort medieudbud af begge forbrydelser, og de såkaldt presseetiske regler administreres af medieforbryderne selv - er en skueret, næsten ingen ting værd.

Falsk information:

Hitler og nazisterne ville udrydde alle europæiske jøder. Stemmer ikke - eller kan i hvert fald ikke bevises. Derimod står det klart, at nazisterne ønskede at forflytte jøderne til andre lande og begyndte transporter mod Øst - andre grænser var lukket p.gr. af krigen. Mange omkom p gr. af sygdom, sult, overarbejde og bombeangreb fra de allierede - også henrettelser og likvideringer (dokumenteret i Litauen) forekom, men ikke tilnærmelsesvis i den skala, som det påstås.

Derimod er det uomtvisteligt, at magtfulde jødiske kredse i begyndelsen af tredverne erklærede Tyskland krig, og i begyndelsen af fyrrerne krævede hele det tyske folk, dets sprog og dets kultur udryddet. Og at de har gjort virkningsfulde forsøg på at nå dette mål.

6 millioner jøder blev myrdet af tyskerne under II. verdenskrig. Kan ikke stemme. Når tabstallene i Auschwitz-Birkenau har været opgivet 3-4 mio. for højt må det samlede tabstal reduceres mindst tilsvarende.

5- eller 5,2- eller 4 millioner jøder blev myrdet i Auschwtiz-Birkenau. Stemmer ikke. Tallene blev 1990 reduceret til ca. l mio. og vurderes nu, efter åbning af sovjetiske arkiver, til næppe mere end 100.000 døde af alle kategorier.

Gaskamre blev anvendt til massedrab på jøder. Stemmer ikke. Cyklon B blev brugt til massedrab på lus, ikke mennesker. Tilståelserne om gaskamrene blev fremtvunget ved tortur. Krigsforbryderprocesserne var skinprocesser af type, som processerne i Moskva. Mange har undret sig over, at Vesten ikke var mere skeptisk overfor de utrolige tilståelser, som under de sovjetiske processer blev remset op.

Det er lige så utroligt, eller endnu mere, at vestlige journalister - på få undtagelser nær - ikke reagerede på de lige så veldresserede og endnu mere utrolige erklæringer af tyske lejrkommandanter, der bekendte myrderier i lejre, som aldrig har eksisteret. I dag findes de torturerende bødlers tilståelser af, hvordan de fremtvang de usandfærdige og usandsynlige "tilståelser". Afgivet med stolthed, uden noget som helst pres eller tortur. Disse bødler, og utallige andre allierede krigsforbrydere, er aldrig nogen sinde stillet til ansvar..

Lille udpluk af den mørklagte information.

Institute for Historical Review, dets konferencer og dets udgivelser.

"Journal for Historical Review": Historisk tidsskrift, for hvis standard en række internationalt fremtrædende videnskabsmænd står som garant.

"Jewish History, Jewish Religion" af Israel Shahak. "Other Losses" af James Bacque.

"Germany Must Perish" af Theodore Kaufman.

"Vestlig Samisdat."

"Danskeren" og "Fri Information om invandring".(FIIN) Nordiske tidsskrifter, som belyser, hvad masseindvandring koster Skandinavien økonomisk, socialt og kulturelt. FIIN 150 s.kr./år. Adr.: Box 494, S -1 1479 Stokholm, Postgiro S - 629 23 44.

Også publikationer af de 6-8 danske foreninger og bevægelser, der vender sig mod masseindvandring.

Alle disse publikationer tilsværtes og boycottes af medier og undgås derfor af forlag og biblioteker.

 

HVORDAN få demokratiet igen

- eller GIVE DET EN CHANCE, det måske aldrig har haft?

Det er svært. Der er flere mere eller mindre direkte veje:

l. At overtage eller erobre indflydelse i et eksisterende blad. Vanskelighederne belyses af tilfældet "Danskeren."

2. Starte et nyt blad fra grunden. Det er dyrt.

3. Sprede så mange Samisdat-blade og hårdtslående løbesedler som muligt.

4. Bearbejde de tabuforestillinger, som er etableret af autoritære religioner og af den centrale magtelites magtbud og propaganda.

5. Støtte informative publikationer, hjemlige og i den fri verden, som IHR.

6. Spørge efter dem og andre forbudte bøger på bibliotekerne.

7. Blive ved at skrive læserbreve - bearbejde mediefascisternes samvittighed. Alle breve hjælper, selv om de ikke kommer i avisen.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund