Amerika!

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Vi har haft Olympiade i Atlanta. Og Danmarks navn vakte begejstring - selv hos danskere, ja i Arne Notkins nytrimmede B.T. Men noget var mindre vellykket. Hidtil er legene altid blevet bedre og bedre; men det gjaldt ikke denne gang. Det skyldtes ikke amerikanernes racisme, for negrene var godt med, ja dominerede. De sang, dansede, boksede og løb stærkt. Og fjernsynet glemte ikke de fattige. Næsten hver dag så vi smukke indslag om de stakkels "glemte".

Det hele virkede modsigelsesfyldt; men i USA møder vi hændelser, foreninger og organisationer, der giver udtryk for standpunkter, som vi ikke har magen til herhjemme. Det er derfor, vi må over Atlanten for at finde et fænomen, som Institute for Historical Review, der vover at granske vor nyere historie, uanset at uhyggelige kendsgerninger dukker op.

Men det var olympiaden! Den var for "kommersiel", det fik vi indprentet.- Alt blev solgt: T-shirts, souvenirs og piger. Og desuden mislykkedes værtsnationen sportsligt. Deres sorte løbere og boksere fik konkurrence fra Cuba, Jamaica og Afrika og erobrede ikke guldmedaljer nok. Hvis de skulle have høstet lige så mange som danskerne, med hensyntagen til forholdet mellem befolkningstallene, skulle de have reddet sig mange flere!

Antiamerikanismen, der trivedes så smukt i fjernsynet under den kolde krig, lige så længe nogen endnu kunne bevare håbet, at Sovjet skulle tage stikket hjem, har ligesom haft en lille pause, men levede nu pynteligt op igen.

Dette fænomen er så mærkeligt og modsigelsesfyldt, at det må betragtes nærmere. Det har en økonomisk, en etnisk, en kulturel og en national/politisk side.

Først den økonomiske: I U-landene møder vi den beundrende og misundelige unge, der med funklende øjne forklarer: Vi vil også have biler og maskiner, flotte piger og villaer med swimmingpool. Ved siden af ham typen, der med foragt (og misundeligt?) tager afstand fra Vestens usle materialistiske livsform. Vi var selv efter krigen igennem en lignende periode, hvor vi dels var tiltrtrukket af de industrielle goder, som landet dér borte - pludselig meget nærmere - eksponerede med: smagløse dollargrin, kedelige benzinstationer, hollywoodglamour - puh-ha!

Men som forskellen i levestandard blev mindre, det negative ved produktions- og forbrugersamfundet blev mere synligt, og kendskabet til USA blev noget dybere, opdagedes også den større spændvidde i amerikansk kultur. Smagløshed og overfladiskhed var der nok af, men også det modsatte. Dermed er vi stille gledet over i det andet: spørgsmålet om kulturen, som er nært forbundet med etniske forhold, hvilket før eller senere vil medføre politiske konsekvenser, ja allerede er i gang med at gøre det.

Man ynder at kalde USA en smeltedigel, hvor alverdens nationer blandes sammen og homogeniseres. Men sammensmeltningen går langsomt, eller slet ikke. Resultatet er ikke, som i en smeltedigel, en glinsende homogen legering,. Ingredienserne fortsætter deres eget liv, mere eller mindre vegeterende, dominerende, ekspanderende og konkurrerende.

Vigtige dele er indianerne af forskellige nationer, og inuitter, kontinentets oprindelige beboere. Nordeuropæere, engelsksprogede, og sydeuropæere, mange latinamerikanere og de sorte, blandt hvilke jeg ikke kan vurdere, om der findes etniske grupper; men der findes økonomiske. Hertil betydelige indslag fra Asien: kinesere, japanere, vietnamesere og koreanere. Som en joker: jøderne.

Hidtil har den nordeuropæiske, lad os for enkelthedens skyld kalde det den angelsaksiske kultur, og engelsk, været dominerende. Det er ved at ændre sig. Latinamerikanske interesser gør sig mere og mere gældende. De sorte bliver flere og formulerer deres krav. Indianerne bliver sig deres rettigheder bevidst. Og asiaterne, med mægtige fædrelande på den anden side af det i denne forbindelse ikke voldsomt brede Stillehav, er en stadig stærkere magtfaktor.

Hvad er der kommet ud af dette eksperiment: En meget stærk økonomisk, militær og politisk magt. Men hvordan fungerer den - 1. videnskabeligt, teknologisk? - 2. kulturelt, kunstrerisk? - 3. etnisk, politisk, moralsk? - 4. kriminelt (umoralsk)?

Punkt 1 synes jeg er en succes og af verdenshistorisk betydning. Takket være landets økonomiske og arealmæssige resurser har det trukket begavelser til sig fra resten af verden og er blevet førende på mange felter i en ægte international kultur, hvor videnskabelige forskere fra alle klodens hjørner kan tale sammen i næsten det samme sprog og samarbejde om det store: at opbygge størst mulig og bedst muligt kontrolleret viden om fænomenerne omkring -og i os.

Grundlaget for denne bygning er skabt i mange kulturer; men det er ikke til at komme uden om, at vesteuropæiske ånder har været banebrydende ved at trodse tabuer og dogmer. De tjenester, de herigennem har gjort menneskeheden, må godtgøre for en del negative følger af den øgede teknologisering, som er blevet en følge på godt og ondt.

Punkt 2: På det kunstneriske område, har en lignende internationalisering fundet sted, og Europa har også her været igangsætter og skabende. Men USA har forstået at samle kunstskatte fra hele verden. Det har skabt selvstændig og mærkelig litteratur, billedkunst og musik. Etnisk, kulturelt særpræg, det være sig fra Europa, Indien, Østen. Mellemøsten eller Amerika og Afrika rummer rigdomme, som efterhånden kan tilegnes af åbne mennesker over hele kloden.

Også her kan vi altså føle os i fælleskab med en stor international kultur, som blomstrer i USA, indefattende mangfoldighed af etniske og kulturhistoriske skatte, ligeværdige og umistelige. Men i begge tilfælde er der tale om elitekulturer. Åndsliv for ekendelsestørstende.

3. Hvad det politiske og moralske angår er billedet ikke eentydigt. Her er kulturforskellighederne ikke værdier, men skel. Fattige hvide, sorte, røde og gule er konkurrenter på vejen op, og konflikt er latent i enhver kompetencediskussion. Moralske standpunkter tager farve af, på hvilken side man står i sådanne konflikter.

Deraf de mange etniske slagsmål i det mægtige land, fra små skærmydlser til det, der ligner borgerkrig.

Det multietniske samfund er altså et konglomerat af krudttønder, hvis eksplosioner kun kan forventes at blive voldsommere i takt med, at minoriteter vokser sig talmæssigt stærkere uden at udvikle tilsvarende økonomisk potentiale. Hvad dette angår, frembyder USA forhold, der minder stækt om de europæiske. Fra syd infiltreres landet til stadighed af illegal indvandring, og samtidigt forskydes balancen mellem forskellige etniske grupper ved forskellig frugtbarhed.

4. Betydelige kontingenter af etniske grupper med egen moralkodex skaber grundlag for forbrydersyndikater med sydeuropæisk, asiatisk og begyndende østeuropæisk præg. Resultatet af denne blanding bliver et modsigelsesfyldt samfund, som indeholder paradokser, hvis konfliktindhold er på vej til at forplante sig til- og slå rod i vort eget samfund. Det er ikke nogen eftertragtelsesværdig situation.

Amerika og friheden. Den ny Verdensorden og revisionisterne.

Den religiøse frihedsidé i Europa, især fra 1500-tallet, førte til indvandring i Amerika af kristent-religiøse samfund, hvis påvirkning endnu mange steder ikke er til at tage fejl af. Andre søgte især friheden og/eller de økonomiske muligheder. Alt dette må tages i betragtning, hvis man vil forstå det modsigelsesfulde billede, der i dag tegner sig af vor alliancepartner i Vest. Og vi må forsøge at forstå det, dels for ikke at havne i den ubetingede fordømmelse eller forherligelse, som under den kolde krig kom til at præge striden mellem såkaldt "venstreorienterede" og højreorienterede, en polarisering , der ganske stille er ved at etablere sig igen. Dels fordi forholdene giver klare signaler om de katastrofer, som vi med lukkede øjne og fingrene i ørerne roder os ind i.

Hvad vi nu ser, er en mægtig statsdannelse, hvis pionerer har været foregangsmænd for frihed og menneskerettigheder, medens andre har skabt rigdom og kapital ved udnyttelse af slaver og rovdrift på naturressourcer. Religiøsiteten har fostret moralsk idealisme og hårrejsende bigotteri. Men frihedstrangen har skabt en diversitet på godt såvel som ondt, som vi ikke kender herhjemme. Her er frihed for avancerede tanker, men også for et stort antal organisationer med erklærede formål at kæmpe - om fornødent med våben i hånd - for etniske interessegrupper, med opfattelser så ekstreme, at det kun kan forstås på baggrund af modsætninger, som vi endnu ikke har oplevet her. Ku Klux Klan findes skam. Og "rigtige" amerikanere og nationalsocialister. Modstandere af Institute for Historical Review - også dem her i landet - forsøger at slå instituttet i hartkorn med disse andre grupper. Vi har ikke fundet antydning af bevis for disse beskyldninger. Nogle af revisionisternes opdagelser er ubehagelige for ortodokse jøder, nationalistiske zionister, andre for nationalistiske englændere, franskmænd og amerikanere. Andre for venstreradikale, som stadig ser proletariatets diktatur som den ædleste utopi. Men værst er revisionisterne for vanetænkerne, som hygger sig med det sort-hvide verdensbillede, som blev bygget op under første verdenskrig, diskret pudset på i mellemkrigsårene og endeligt taget frem igen til systematisk anvendelse for at starte og gennemføre endnu en verdenskrig og "Den ny verdensorden", som skal afledes af denne.

Hvis vi skal orientere os i de mekanismer, der ligger bag initiativerne til denne ny verdensorden, må vi også forstå, hvordan de idéer, man påberåber sig, er blevet til, og hvordan de forholder sig til virkeligheden. Det fremtræder da klart, at de ikke har jordforbindelse, at de som kommunismen og kapitalismen er idéer for idealvæsener, ikke for mennesker af kød og blod, og at vi derfor må tage ved lære af historien.

Ved nærmere studium ser vi, at verdenskrigene fremstod ved fejlbedømmelser og misforståelser, som i begyndelsen havde menneskelige proportioner, men som under indvirkning af det uendeligt grusomme i krigens princip førte til forvridninger som er utrolige. At holde dette hemmeligt er katastrofalt for tiltroen til den smule demokrati, som trods alt er udviklet. Demokrati er umuligt uden sandheden.

Derfor er revisionisternes kamp nødvendig, og det er en skamplet for vort land, at de her ikke bekæmpes med argumenter; men med tavshed og bagvaskelse. Men endnu værre er det, at medens vi kigger den anden vej, bekæmpes de i vore sydlige nabolande med fængsel, bøder og beslaglæggelse af bøger.

Den europæiske mundkurv.

Forbudet i Tyskland, Frankrig og Østrig imod at udtale tvivl om korrektheden i det officielle holocaustdogme, håndhæves med nazistisk strenghed. Fremragende forskere har mistet deres stillinger og er sendt i fængsel eller eksil. Vi har skrevet gentagne gange om dette til amnesty og til Bertel Haarder, der er medlem af Europa-parlamentets udvalg for medborgerlige fri- og rettigheder. Ingen af dem har svaret. Derimod ivres højlydt om undertrykkelse af menneskelige rettigheder i Tyrkiet og det fjerne Østen. Det sidste er i orden, blot det ikke skal tjene til at dække over manglende vilje til at rydde op i vor egen baggård.

Vi har tidligere omtalt ugerningerne mod den fremstående franske forsker Faurisson, der bevisligt aldrig har været nazist.

Vi har nævnt forskeren ved Max-Planck-instituttet, Germar Rudolf, der også er en fremragende skribent og historieforsker. Efter en fængselsdom på to år er han nu i eksil. Samtidigt blev hans forlægger, Wigbert Grabert, dømt. Han har appelleret, men hvordan det går, om det vil lykkes at knække dette forlag, der har udgivet en lang række internationalt berømte bøger, er uklart. Det skal nævnes, at de bøger, som domstolene forbyder,

udkommer i andre lande, og kan skaffes. "Grundlagen zur Zeitgeschichte" findes på Det

Kongelige Bibliotek.

Herhjemme bragte Information 19-20/10-96 en artikel af religions- og videnskabshistorikeren Christian Lindtner om forskningens og ytringsfrihedens uhyrlige vilkår syd for grænsen. Forhåbentlig markerer dette et tøbrud i vore hjemlige medier, som uden at være truet af lovgivning, helt "frivilligt" har underkastet sig de tabuer, hvis overtrædelse i Tyskland, Frankrig og Østrig straffes med fængsel i op til tyve år.

Man kan også håbe, at affæren Abbé Pierre/Garaudy kan tages som et varsel om, at et tøbrud kan være på vej. Da man kan betvivle, at danske media har givet et objektivt billede af denne sag, skal vi kort referere:

Abbé Pierre, f. 1912

Egentlig Henri-Pierre Groués. Fransk katolsk præst. Deltog i den franske modstandsbevægelse under II. verdenskrig. Arbejdede derefter for slumområdernes fattige. Af hans virksomhed i Paris udvikledes Emausbevægelsen, som har fået international betydning. Blev en af Frankrigs mest populære skikkelser. Det vakte derfor opmærksomhed, da han i foråret 1996 gav sin støtte til vennen Roger Garaudy, der havde skrevet en bog, i hvilken han betegnede holocaustdoktrinen som en myte og hævdede, at denne myte var grundlaget for staten Israel.

Overfor sine angribere forklarede Abbé Pierre, at han havde læst bogen, og at han ikke havde kunnet finde noget i den, der var forkert.

De franske biskopper underskrev i april 1996 en deklaration, at de nazistiske gaskamre havde eksisteret, men at nazisterne havde benyttet kodesprog for at hemmeligholde det. Det er fantastisk, hvad man kan bilde sig ind, at tyskerne skulle være i stand til at overkomme, samtidigt med at de kæmpede mod et flertal af verdens folke- og pengerigeste magter. Denne solidaritetserklæring mellem præsteskaber af i grunden uforenelig trosopfattelse, er uhyggelig.

Abbé Pierre så sig tvunget til at gå i eksil i Italien.. Her udtalte han i maj 1996, at "en international zionistisk lobby" havde presset den katolske kirke i Frankrig til at fordømme hans meninger. Han blev spurgt, om det ikke skadede hans image. Han svarede, ifølge Christian News 17/6-96: "I don't give a damn" . Det giver jeg pokker i.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund