Jellingestenen!

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

En SAMISDAT-læser skriver: "Jeg er imod, at jøderne gøres til hovedsagen."

Ja, det er vi også!

Det er dansk kultur, som er hovedsagen. Ikke det ydre: kongefamilie, cykelhelte, håndboldpiger og fodbolddrenge. Det kan være sjovt, men ligner al andet massehysteri og kan gejles op når som helst, også selv om det skulle lykkes at bastardisere Danmark til i praksis at blive en provins af Tyrkiet, Pakistan. og/eller Somaliland. Hvad vi vil værne, er den del af dansk kultur, som er vor egen, knyttet til ægte kulturarv.

Når mosaiske kræfter gennem deres jerngreb om danske medier, med alle midler vil gøre jødedommen til ledestjerne, også i dansk historie, litteratur og politik, så er det nødvendigt at bringe på det rene, hvordan det har kunnet lade sig gøre og hvilken organisation og hvilke kræfter, der ligger bag.

Vi er enige med brevskriveren i, at en række multinationale virksomheder og personlige netværk mellem mægtige politikere og finansinteresser er farer, der så godt som muligt bør kortlægges. Men også ideologierne er vigtige. Zionismen, mosaismen er en sådan og må betragtes med samme opmærksomhed som kommunisme, nazisme og islamisk fundamentalisme.

Tusindårig kultur "forargelig"

Herhjemme dukker angrebene på forargelig "eksklusivitet", hvilket er udlagt: skandinavisk kultur, tættere og tætterere op. Hårrejsende er hetzen mod, at Jellingestenen afbildes på danske pas. Hvis jøder og muslimer ikke kan affinde sig med dette pragtfulde kunstværk eller med Kristus-skikkelsen, er sagen klar. De har intet at gøre i Danmark. Lad dem flytte til et land, hvor kultur og symboler passer deres åndelige habitus.

Jellingestenen er levende tusindårig dansk kultur. Medens løvedyret i kamp mod slangen knytter traditionen tilbage til vor hedenske fortid, peger fremstillingen af den glorificerede Jesus frem mod vore tusind år med belæringer af den mærkelige jødiske fritænker og seer. Billedsproget er mærkeligt. Harald Andersen peger i Skalk nr. 2/1960 på, at korset er udeladt. Han forklarer det med, at kunstneren måske har opfattet det som blot en baggrund, der var lagt bag figuren. Det kan tænkes. Men når P.V. Glob i nr 4/1969 tolker slyngornamentikken, der omgiver ham, som yppigt bladværk i Paradisets dejlige have, så er det nydeligt, men tager sig for en billedkunstner ikke troværdigt ud. Vi tror, at slyngerne er vævet af dekorative grunde, ligesom fremstillingen af dyrene på bagsiden af stenen, som Harald Andersen morsomt og træffende kaldte i "dekorativ kamp". Vi hælder til, at slyngerne om Jesus ligesom dem om dyr og runer, skyldes billedmagerens dekorative formsans og tradition. Men uanset, hvilke forestillinger kunstneren har gjort sig, og det kan vi aldrig få at vide, er det storslåede, at billedet indbyder til tolkninger, som er profetiske og stadig aktuelle, selv om billedhuggeren næppe den gang har kunnet forestille sig dem.

Slyngerne med knuder, fingerpeg og gesvejsninger, der prøver at fastbinde den kække skikkelse, minder os om kirker og sekter, som gennem de følgende to tusinde år anstrengte sig for at lænke den store fritænker til dogmer og præstestyre, mod hvilke hans lære og offer var protest.

At han gennem alt dette fremstår som den sejrende, udtrykker kunstværket med underfundig kraft.

Det store er, at Jellingestenen efter tusinde år er lyslevende og taler direkte til os, som syttenhundred-tallets Johannes Ewald, om "Kamp og Sejr", og forbinder den travle dansker i elektronikkens tidsalder med generationers historie.

Vi kommer til at tænke på en anden mægtig runerister, Johannes V. Jensen fra Himmerland, der mejslede disse strofer:

Jeg kommer ud fra Skovene,

Kender I min Kølle!

Vid, jeg er Vildmanden

i det danske Vaaben!

Jeg bringer fra blaa Bølger

Havets barbariske Hjerte.

Jeg sætter det til Symbol

i Feltet med springende Løver.

Her staar . jeg ved Skjoldet.

Jeg vil slaa Fornægteren.

Jeg vil bekræfte de Raske

i Retten til Riget.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund