Agenterne blandt os

Indflydelsesagenter

Spioneri er en mægtig forretning, både som kamp om magt og business og som populær underholdning. Vi følger retssagerne mod kluntede eller uheldige aktører og demonstrationerne for og imod deres aktivitet og de straffe, de bliver idømt. Dertil underholdes vi i bøger og TV med frit opfundne historier uden ende.

Her drejer det sig om hemmelige oplysninger, våben og patenter: liv og død.

Som tilskuere til -,og somme tider som diskrete håndlangere, i dette groteske marked, sidder, ind imellem med et skævt smil, en særlig gruppe spioner, dem, der ikke udleverer hemmeligheder om våben og industriprocesser, men om politik og meninger. En hel del af sådan noget kan skaffes legalt ved luselæsning af aviser og bekendtgørelser, men kriminelt bliver det, når hemmelige regeringsforhandlinger udleveres til modstanderen. For nogle år siden havde nordmændene affæren med Treholt, der forsynede Sovjet med oplysninger om de norske udspil i forhandlingerne om Barentshavet. Vi fulgte episoden fra Sverige, hvor friske journalistpiger til stor gavn for deres karriere fremstillede det som en "Norgeshistorie" - til at dø af grin over - at man forfulgte en charmerende gut, der blot havde snakket lidt venskabeligt med en sovjetisk agent. Han blev døm alligevel, og det var det interessante. For det ligger i sagens natur , at det er vanskeligt at slå fast, hvad der bliver sagt to glade agenter imellem; men nu var der også lidt papir indblandet.

En særlig type agenter, som måske især i demokratierne bliver mere interessant, er indflydelsesagenterne. De fungerer på to niveauer, som ikke behøver at være det mindste ulovlige. Dels lobbyvirksomhed rettet mod modpartens embedsmænd. Dels udbredelse af artikler, film og skrifter for ikke at tale om foredrag. Problemet for en sådan agent i en fremmed nationalstat er, at alt, hvad han siger og gør, bliver vurderet skeptisk som materiale fra den fremmede magt.

Det multietniske samfunds problem

I det multietniske samfund kan mange agenter optræde befriet fra dette handicap. Her optræder helt naturligt personer med forskellig etnisk baggrund og forskellige nationale sympatier. Det skaber kaos mellem grupper; men også konflikt mellem loyalitet helt ind i det enkelte individ. Denne ikke særligt tillokkende situation bevæger vi os frem imod. Det skyldes, at vi i flere århundreder har praktiseret tolerance og gæstfrihed imod et mod vor egen kultur fjendtligt folk - at vi meget sent opdager dette.

Efter at jøderne foruden deres stærke internationale netværk har erobret sig et nationalt tilholdssted, er deres loyalitet til en del værtslande blevet diskutabelt. Til usikkerheden om deres ideologiske tilhørssted: judaisme, kommunisme, kapitalisme kom nu en øget usikkerhed med hensyn til det nationale.

Det er vi nødt til at se i øjnene.

Når nu så mange fremtrædende jøder angriber vor hævdelse af national kultur, så kan det ikke være for princippets skyld, for de kræver ikke noget sådant af Israel. Når de kalder os racister og nazister, kan det ikke være af ideelle grunde, for de er selv racister og nationalister. Når de kræver, at vi skal overholde menneskelige rettigheder, kan det ikke skyldes menneskekærlighed, for de respekterer ikke selv disse rettigheder.

Når de kræver, at vi skal studere historien og mindes alt, hvad der er sket, er det hykleri, da de selv lyver om kendsgerninger og skjuler så meget af, hvad der faktisk er sket. Når de appellerer til vore følelser af skyld og ansvar, er det uærligt, da de toneangivende selv fornægter ethvert ansvar for egne handlinger, selv sådanne, der har kostet grænseløse lidelser og tab af menneskeliv

Lad os se nøje efter, hvad agenterne siger:

Herbert Pundik

På konference i Christiansborg 1994 sagde han ifølge DANSKEREN, nr. 3/94:

"Oprettelsen af Israel har åbnet verdens øjne for det multiloyale samfund. Den liberale demokratiske verden har accepteret, at jøder på én gang kan være loyale overfor det land, de bor i, overfor deres trossamfund og overfor Israel."

Med hvilken ret udtaler han sig på den liberale demokratiske verdens vegne? Hvor er dette besluttet? Hvad er det for jøder, han taler om? Når jøder knuser knæskallen på arabere eller torturer dem til døde, er det da af loyalitet mod det (okkuperede ) land de bor i, eller er det, hvad Pundik forstår ved loyalitet mod demokratiet, eller Vesten eller Danmark? Mener Pundik, at han kan være lige loyal mod Danmark, der forbyder tortur og overgreb, og Israels regeringer, der med opbakning af et flertal befolkningen beordrer dette? Israels erobringskrige har underbygget den islamiske verdens fjendskab mod Vesten. Er det i Vestens - i Danmarks interesse?

DANSKEREN's redaktion fortsætter: "Man kan imidlertid kun forblive loyal over for flere parter samtidigt, såfremt disse parter ikke har fundamentalt modstridende normer eller interesser. Jødernes "multiloyalitet" har kun været mulig, fordi den jødiske og den kristne kultur er så nært beslægtede, og fordi Israel har været Vestens allierede. Muslimer må derfor før eller siden uundgåeligt vælge side, dels fordi islam kræver verdslig magt, dels fordi Vesten og den arabiske verden har modstridende økonomiske og geopolitiske interesser."

Den svagtseende DANSKER

Jamen her lader DANSKEREN sig køre helt af sporet af den smarte agent for judaismen. Den jødiske og den kristne kultur er ikke og har aldrig været nært beslægtede. Kristi lære og kristendommen var og er en protest mod judaismen. To ting er vigtige: Jesus står for sandhed, og "Mit rige er ikke af denne verden". Helt anderledes med jødedommen. Den står for love og regler, mange helt fremmede for Vestens kultur, og så står den for magt, og det har den gjort 1000 år før Islam trådte op på scenen. Derfor må også jøderne vælge side. Vil de være loyale mod Israels regeringer og mod international business i mere eller mindre åben koalition med national judaisk verdensmagtpolitik, eller vil de være loyale mod vestlig og dansk kultur?

Vil de være loyale mod judaisme eller mod demokrati?

I dag er denne interessekonflikt uoverstigelig. Det er uforeneligt med dansk folkestyre, at vor adgang til information censureres af en fremmed og udemokra tisk magt underordnet en totalitær ideologi.

Her afslører DANSKEREN's redaktion sin mangel på klar tanke og konsekvens.

I nr. 1-97 demonstrerer den det i lederen "Vi alene vide", der viser lige det modsatte. Følgende kan vi tilslutte os - se vor udtalelse om Den Danske Forening: (Menuen " Balladen i Den Danske Forening") "Folkestyret bygger på tanken om, at man skal søge så tæt på faktum som muligt og herudfra lade vælgerne selv træffe beslutning." Men følgende lider under en alvorlig mangel, selv om man stort set kan tilslutte sig det sagte, der dog nu mest handler om historie:

"Vort århundredes autoritære ideologier - nazismen og kommunismen - definerede derimod den på forhånd eneste gyldige sandhed. Derigennem gav disse ideologier også en missionerende elite ret til med alle midler at trække denne gyldige sandhed ned over hovedet på jævne folk. Og eftersom den virkelige sandhed slet ikke var ønskelig, medmindre den tjente formålet, og eftersom løgn var moralsk forsvarlig i den gode sags tjenester ja, så gik grænsen mellem sandhed og løgn i opløsning" (fremhævningen vor)

Hvorfor nævnes den tredje autoritære ideologi -judaismen- ikke? Alt, hvad der står om de to andre ideologier gælder jo også denne, og så har judaismen overlevet og er stærk og virksom i dag, og i vort eget land.

For at puste liv i den årtusindgamle erobrerreligion og for at opnå goodwill i medlidenhedsreligionen kristendommen skabte man over II. Verdenskrigs ligdynger myten om de seks millioner myrdede jøder, hvilket er en umulighed. Den store amerikanske historiker Arthur J. Butz kom i 1976 - i sin bog "The Hoax Of The Twentieth Century" - frem til, at ofrenes antal måske var een million, og at de allierede havde bidraget til det. Men "eftersom den virkelige sandhed slet ikke var ønskelig, medmindre den tjente formålet, og eftersom løgn var moralsk forsvarlig i den gode sags tjeneste, ja, så gik grænsen mellem sandhed og løgn i opløsning." Så spredte man de fantastiske greuelhistorier om blodgejsere, flammende grave, pedaldrevne hovedknusemaskiner og gaskamre. Ingen af disse historier har tålt kritisk granskning med naturvidenskabelige metoder; men sandheden er ikke ønskelig, og derfor hævdes Holocaustmyten selv i vore egne media.

Ved at besætte vore og store dele af Vestens media har judaismen bragt grænsen mellem sandhed og løgn til at gå i opløsning og således kvalt de tilløb til demokrati, der nu og da var at glæde sig over.

I dag styrer agenter som Seidenfaden, Metz, Herbert Pundik, Arne Notkin og Melchiorbanden jernhårdt, hvad vi får lov at se og læse, og fylder os med propaganda, for at vi skal lade vort land drukne i endnu flere indvandrere, der er fundamentalt fjendtlige mod vor kultur.

Hvor jøderne har deres virkelige loyalitet demonstreres af, at de ikke engagerer sig for, at Israel skal åbne sine porte.

Som falsk venskabserklæring over for Danmark er følgende erklæring af Pundik et mesterværk af hykleri: "På samme måde (som jøderne er loyale, (vort indskud)). håber jeg, at f.eks. tyrkerne i Danmark på én gang kan være loyale over for Tyrkiet, islam og over for Danmark.

Ud fra Pundiks og konsorters ageren er det jo netop det, vi er bange for.

Et af de danske jøders glansnumre er at lade, som om de er lige så gode kristne eller endnu bedre - end de kristne selv. Enten de står på ét ben eller to bedyrer de, at kærligheden til næsten er det vigtigste for dem. Alligevel afslører de sig, hvis man ser nærmere efter, hvad de siger.

I et af de utallige interviews, hvormed man har beæret Bent Melchior, spørger Per Michaelsen i Ekstrabladet 21/12-95: "Hvilket bud i Moseloven har haft mest betydning

for dig"

Bent Melchior svarer "Helt oplagt kærlighedsbudskabet til medmennesker, hvad enten medmennesker er din næste eller den fremmede." Her afslører han, som han jo også kom til at gøre det i Berl.Tid. i en polemik mod Marianne, at "næsten" for jøderne ikke er ikke-jøder, men kun andre jøder. Men så udtrykket "den fremmede"? Det må vel stå for alle andre mennesker! Ikke engang det er på nogen måde klart.

I bogen "DET GAMLE TESTAMENTE OG DET ISRAELITISK JØDISKE FOLKS HISTORIE" forklarer professor dr. theol. Sven Holm-Nielsen om det jødiske stammebegreb, som endnu i dag for de fleste jøder er af afgørende betydning. Det kom klart frem i polemikken mod Mariannes afsløringer af, hvad Mosebøgerne indeholder. En brevskriver ville vide, hvilken stamme, hun tilhørte. Marianne kunne kun svare, at vi i Danmark ikke har stammer. Men det har jøderne altså, og deri viser denne gruppe jøder, at de aldrig er blevet rigtige danskere.

Holm-Nielsen forklarer, at for stammen gælder en lov, en pagt, skreven eller uskreven. "Sker der brud på pagten, trues stammesamfundet af opløsning. Derfor indgås pagten under højtidelige former med indskærpelse af pagtforpligtigelserne, gerne i form af ofringer. Udefra kommende kan optages i pagtsamfundet som gæst eller fremmed. "

De "fremmede", som Melchior så storsindet udstrækker sin menneskekærlighed til, er ikke os andre, men kun ikke-jøder, der, f.eks gennem giftermål, har søgt optagelse i jødedommen, hvilket kun - efter oplæring (indoktrinering) kan bevilges i form af en speciel status som "fremmed."

I alle samtaler mellem kristne og jøder skjuler sig uklarheder, som jøderne er sig bevidste om benytter sig af, og som vi ikke har nogen anelse om, Den utrolige magt, som de har opbygget i vort samfund, beror på, at vi ikke forstår disse underfundigheder, og at vi ikke kender til deres politisk-religiøse ideologi. Litteratur om dette emne er vanskelig at skaffe på dansk. Vi vil snarest forsøge at hjælpe lidt på dette ved at udsende et skrift med titlen "Århundredets Rævestreg." Titlen - det beretter vi gerne - er inspireret af den store revisionist Arthur Butz's bog "Hoax of The Twentieth Century". Vi hører gerne fra interesserede. Så vil vi sende et tilbud, så snart vi har arbejdet køreklart.

Hvor har de det fra?

Hvad er det, der samordner de vidt forskellige, men alle målrettede indsatser af redaktører, rabbinere og lobbyer. Svaret er: Den fælles ideologi, hvis princip er sammenhold, og hvis mål er magt. Sammenholdet indprentes og markeres lige fra begyndelsen gennem omskærelse og ceremonier, og opretholdes gennem et utroligt netværk af organisationer. Alle rabbinere i hele verden indgår i samme organisation. Da den amerikanske jøde Jonathan Pollard blev idømt fængsel for spioneri til fordel for Israel, protesterede 325 organisationer mod dommen. Langt de fleste var naturligvis jødiske, og Bent Melchior oplod som en selvfølge sin røst fra Danmark. Men selv kristne ærkebisper og organisationer mente, de måtte engagere sig mod, at en jøde blev afstraffet. Direkte ubegribeligt og meget uhyggeligt er det, at selv EU-parlamentet har ladet sig presse til at protestere mod denne dom for spioneri til fordel for en stat, der konsekvent bryder mod menneskerettighederne, hvilket samme parlament så sig nødsaget til at påtale i 1988, uden nogen som helst virkning.

Vi bragte mere om disse spørgsmål i artiklen "Besættelsesmagten", som blev skrevet til DANSKEREN med tanke på debatten om foreningens fremtid.

Jødiske dissidenter.

Mange læsere ønsker, at vi skal understrege, at ikke alle jøder er eller tænker ens, og det prøver vi på. I Vestlig Samisdat III pegede vi på de stærke spændinger mellem ortodokse og mindre ortodokse, som var kommet frem til overfladen i Israel. Desværre bliver der altid flertal for en regering, der praktiserer den imperialistiske politik, hvis brutalitet kan måle sig med nazisternes og kommunisternes.

Vore egne media nævner overhovedet ikke jødiske dissidenter, så vor viden er ufuldkommen. Og "grædemuren" er tættere end jerntæppet. En dansk-jødisk dissident oplyser overfor os, at han gang på gang har skrevet til vore dagblade, men hans indlæg afvises præcis som danske dissidenters.

Vi har forsøgt at sprede kendskab til Israel Shahak. Vi vil pege på den unge David Cole, der har sluttet sig til Ernst Zündels forskerkreds. Han har netop med sin jødiske baggrund haft held til at skaffe ny belysning af Auschwitz-Birkenau-historien. Den jødiske professor Jehudi Bauer i Jerusalem var blandt de første, der vovede at indse konsekvensen af Zündelprocesserne. Han var dog hårdt tvunget af kendsgerningerne, men erklærede uanset dette, at antallet af "gassede" i Auschwitz måtte reduceres med 3 mio. Om han er gået længere efter den senere tids afsløringer af lejrenes autentiske dødebøger, som russerne hele tiden har været i besiddelse af, ved vi ikke.

En brevskriver har peget på den uforfærdede Isiah Leibovitz, som har vovet at tale palæstinensernes sag og bekæmpet den fascistiske og militaristiske politik, som udspringer af Israels situation efter 6-dageskrigen. For ham var sejren en katastrofe, fordi den placerede landet i stillingen som okkupationsmagt med al det moralske forfald, der kendetegner en undertrykker.

I klasse med og af betydning mindst som Israel Shahak er Victor Ostrovsky, en canadier af jødisk oprindelse, som efter uddannelse til superagent i Israels efterretningstjeneste MOSSAD kom i unåde og måtte flygte. Sammen med en canadisk journalist skrev han bogen "Ved hjælp af bedrag", som man er nødt til at læse, hvis man vil forstå lidt af, hvad der foregår. Ostrovsky har fulgt op med bogen "Kampen om Mossad", udgivet på norsk, Aventura forlag, 1994, ISBN: 82-588-1027-8.

I sidste nummer af Journal of Historical Review, nr 5-97, omtales den jødiske forfatter John Sack, som efter lange anstrengelser i 1993 på Basic Books forlag fik udgivet bogen "An Eye for an Eye: The Untold Story of Jewish Revenge Against Germans in 1945." ( Øje for øje. Den aldrig fortalte historie om jødisk hævn mod tyskerne i 1945.) Da vidneberetninger om jødiske grusomheder mod tyskere i polske fangelejre var modstridende, startede han en forskning, der førte ham vidt omkring i Europa, Israel og USA. Han kom frem til, at mellem 60.000 og 80.000 tyskere døde i disse lejre, mange efter hårrejsende tortur. Debatten om bogen blev hurtigst muligt stoppet; men man nåede dog at overdynge den med de indarbejdede clichéer : "Den store løgn" og "Falsk vidnesbyrd." Bogen er nu ude af boghandelen, og forlaget vil ikke trykke ny; men Sack ønsker at købe rettighederne tilbage og slippe dem ud på internettet.

En anden artikel er skrevet af canadieren Doug Collins, som havde været en tur i England. Her var han blevet overrasket over at se store overskrifter i aviserne om jøder i nazi-uniformer. Der havde været mange højtstående og højt dekorerede officerer, deriblandt to feltmarskaller. Jødebegrebet var ikke helt så fastlåst, som man har fået os til at tro. En Texas-student ved navn Bryan Rigg, af tysk-jødisk afstamning, var kommet på sporet af historien under studier i Cambridge. Han kunne efterhånden fremlægge sit materiale støttet af 30.000 dokumenter, og briterne blev mildt sagt interesserede. Artiklen nævner forbavsende eksempler på, hvordan det kunne gå til, og slutter på en måde, som vi kunne underskrive: "Alt dette er meget mærkeligt. Og lige så mærkeligt er det, at jeg ikke har været i stand til at finde nogen omtale af det i vore media. Ikke engang i Time magazine. Jeg gad vidst hvorfor?"

Lars Thirslund