Racekamp og grundlovsbrud

Racekamp i medierne.

Leif Blædel skriver i Weekend-Avisen 11.4.97, at flertallet af dem, der skriver i småbladene tilhører en særlig race, da man som regel på forhånd kan gætte, hvad de vil mene, eftersom de råt æder, hvad fjernsynet stopper i halsen på dem. Sådan kan man udtrykke det; men hvis man gør det, står det lige så klart, at dem, der skriver i en række større blade, blandt hvilke W.A. og Politiken har en fremtrædende placering, også tilhører en bestemt race, så at man heller ikke behøver at være i tvivl om, hvilke meninger, der er proppet i halsen på dem.

Som regel kommer det fra samme skuffe, som den, af hvilken TV-snakkerne bliver proppet, og som de forsøger at proppe os andre med.

Forskellen mellem journalistracerne er altså bare en forskel i kæft, trit og retning. Den højere race, til hvilken Blædel og hans kolleger regner sig, repræsenterer den højeste grad af disciplin. De bringer kun nyheder og vinklinger, som gavner racens høje mål. Her sker det, at de lavere typer svigter og i ubetænksomhed kommer til at slippe farligt stof frem.

Når Blædel nu er ekstra sur, skyldes det, at TV-folkene slap noget ud, som den højere race ikke ønsker at man piller ved. Man må gerne - med forsigtighed - tage for sig i skuffen med angrebspunkter mod Islam; men i deres iver efter at profilere sig er journalister af de lavere racer kommet til at slippe noget ud, der peger hen mod en strengt forbudt skuffe, den, hvor man kan læse om de mere obskure sider i judaismen. Det kan racejournalisten ikke tilgive.

Det var aldrig racejournalisternes mening, at vi skulle se Bent Lexner svinge sit lange skarptslebne sværd i luften. Derfor de hårde anklager mod skandinaverne for nazisme. Derfor endnu flere artikler om de 6 mio jøder, som holocaustdogmet siger, blev gasset af nazisterne. Derfor de hadske angreb på danskere, der var kritiske. Derfor skældsordene: nazisme og antisemitisme. Derfor felttoget mod pressekollegerne - ikke fordi de er råkostslugere, men fordi de ikke har overholdt den diæt, som WA og Politiken foreskriver.

I sin iver efter at afsløre det middelalderlige i muslimske sædvaner er man kommet til at angribe et felt, hvor det udvalgte folk ikke er bedre eller måske værre. Det, der gjorde Blædel og hans racekolleger febrilske, var angsten for, at den pludseligt opblussede interesse for schæchtning skulle sprede sig til andre mærkværdigheder i de judæiske programmer. Afsløringen af muslimernes stympning af de kvindelige kønsorganer, åbnede øjnene på mange, der gerne ville tro på medias forsikringer om, at de fremmede kulturer blot er kulturberigende.

Debatten om schæchtning og kvindelig omskærelse må jo lede til spørgsmålet: Jamen hvad er den mandlige omskærelse for noget?

Hvad går den ud på, hvad tjener den til? Skal en flere tusind år gammel påstand i Mosebøgerne bestemme over vort samfund i dag og gælde tungere end vor grundlov og internationale konventioner, vi har tilsluttet os? I september skrev vi følgende debatindlæg, som vi sendte til Kristeligt Dagblad:

Grundlovsstridige religioner.

Religionsfrihed er ikke ret til at gøre hvad som helst i religionens navn. I vor grundlov, kapitel 7, § 67 står: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Sædeligheden defineres i Nudansk Ordbog som en moralsk uangribelig væremåde.

Hvad og hvem skal i dag afgøre vore moralske vurderinger? De færreste finder, at Koranen eller Talmud skal bestemme over vort samfund. Derfor agiterer religiøse grupperinger for, at vi skal modtage flere og flere tilhængere af autoritære religioner i vort land. Inden det lykkes dem at etablere en ændret politisk magtstilling, bør etniske danskere besinde sig på, hvad det er for moralændringer, der på den måde vokser sig stærkere i vort land.

I begge de nævnte religioner indgår hårrejsende fordømmelser og forbandelser mod kristen kultur, stærkt i strid med nordisk moralopfattelse og altså med vor grundlov. Især i den judaiske lære indgår desuden ægte racistiske principper, som gør den langt farligere end de små nazistiske grupper, vi hører om.

Alene på grund af kristenfjendtlige ceremonier og indholdet i Talmud burde den judaiske religion være forbudt for længe siden eller i hvert fald unddraget enhver anerkendelse og støtte. Når det ikke er sket, skyldes det dens stærke internationale organisation og pressedominans, som har set til, at danskerne som flest ikke aner, hvad denne religion går ud på. Og de, der begynder at ane det, angribes med floskler som fremmedhad og antisemitisme.

I den senere tid har dog nogle af de to religioners virksomheder tiltrukket sig undrende opmærksomhed. Oplysningerne om kvindelig omskærelse chokerede mange. Og debatten om rituel slagtning har ikke været til at stoppe. Så meget mere mærkeligt er det, at ingen har diskuteret lovligheden i såkaldt "mandlig" omskærelse.

Betegnelsen er ganske misvisende. Det drejer sig yderst sjældent om mænd, derimod om overgreb mod bittesmå unger - simpelt hen: børnemishandling. Hvad voksne frivilligt foretager sig med deres krop, må de normalt selv bestemme. Men det erkendes i dag, at børn har rettigheder og krav på særlig beskyttelse.

Vor lovgivning fastslår, at forældre ikke må give deres børn et tjat i enden. Hvordan kan de samme lovgivere acceptere, at religiøse grupper griber et lille forsvarsløst barn, holder det fast og skærer i det - helst med en flintekniv. Det sidste er dog i nyere tid moderniseret med en tveægget stålkniv eller et lægeredskab.

Men ellers foregår ceremonien ifølge jødisk encyklopædi på følgende måde: Medens voksne holder drengebarnet fast, trækker operatøren forhuden til det lille barns penis frem. Han har en skive, kaldet "skjoldet", med en smal sprække, som han haler så meget af barnets forhud igennem, som han kan. Det snitter han af med kniven, hvorefter han med begge hænders pege- og tommelfingre - de sidste har en specielt tilpasset negl - , skubber huden godt tilbage. Så tager han vin i munden og suger blod af den lille lemlæstede tissemand. Blod og vin spyttes ud i en "dertil beregnet beholder".

Dette gentages flere gange. Hvad der siden sker med det dyrebare blod, ved vi ikke. Blod regnes i den jødiske religion for at være sæde for sjælen. Vi ved ikke, hvor langt danske jøder følger disse traditionstyngede ritualer; men ifølge FN's barnekonvention § 19 må de alle sammen betragtes som forkastelige.

Europaparlamentet udtaler sig i år meget tydeligt om, hvad det kalder "retten til legemets ukrænkelighed", og i den anledning udtrykker det " sin alvorlige bekymring over de utilladelige og ulovlige aktiviteter som visse sekter gør sig skyldige i, og over de overgreb på personers fysiske integritet, som visse af dem gennemfører overfor deres tilhængere, og som er så meget mere alvorlige, som de undertiden involverer mindreårige."

De overgreb, vi påpeger, retter sig netop fortrinsvis mod mindreårige og fuldstændigt forsvarsløse. Nævnte § 19 retter sig mod bl.a. krænkelse, mishandel og misbrug. Hvad det sidste angår ligger misbruget deri, at omskærelsen er en uafvaskelig mærkning af den umyndige, som tilhørende en bestemt religiøs gruppe med front mod alle andre. Der er således tale om et indgreb i den personlige ret til selv at vælge religion (Konventionerne om. borgerlige og politiske rettigheder, artikel 18, stk. 2).

I forhold til de ofte mistolkede bestemmelser om religionsfrihed føler parlamentet sig foranlediget til at præcisere ikke alene, at medlemsstaterne skal undlade "systematisk" at tildele status som religiøse organisationer; men også at de "bør gøre det muligt at fratage de sekter, som udfører hemmelige eller ulovlige aktiviteter, denne status, som giver dem skattemæssige fordele og en vis retsbeskyttelse."

Da konventionen om børnenes rettigheder er undertegnet, ratificeret og trådt i kraft 18.8.91 gælder §19 i Danmark, men også i andre europæiske stater. Så overtrædere af paragraffen skal rejse langt for at foretage deres integritetsovergreb i udlandet.

De nævnte handlinger har imidlertid længe været i strid med vor grundlov. Og de politikere, der godkender dem, bryder mod grundloven. Politiet bør umiddelbart agere mod overtrædelserne. Og politikerne bør fjerne anerkendelse og al støtte til religioner, der hengiver sig til sådanne handlinger. Ellers bryder de vor grundlov.

Det er på tide, danskerne vågner op og indser, at de har et ansvar for at reagere mod religiøs brutalitet og overtro.

Vore forfædre sagde fra overfor katolsk præstediktatur. Vi kan ikke være bekendt i dag at bøje os for diktat og propaganda fra jødiske rabbinere og muslimske ayatollaer.

Marianne Herlufsdatter

Lars T'hirslund

Imens går debatten videre om, hvor vidt de slagtede dyr lider lidt mere eller omtrent præcis lige meget ved den rituelle slagtning. Men kernespørgsmålet er: Hvem og hvad skal vejlede os: et præsteskab eller fornuft og viden(skab)?

Vi har, som påpeget, fundet en modus vivendi med vore egne præster. Vi hører gerne, hvad de har at sige; men lader dem ikke diktere, hvad vi skal mene om naturen og historien. Og de er, som flest, tolerante overfor deres mere eller mindre tætsluttende menigheder og overfor hinanden. Kun forholdsvis få af vore egne præster er bogstavtro og kræver, at andre skal være det.

Men nu optræder større og større kontingenter af muslimer, der kræver, at deres præster skal overtage den autoritet, som vi ikke længere bevilger vore egne. Og tilhængere af jødedommen kræver det samme på deres menigheders vegne.

Det drejer sig ikke bare om mad, vaner og ritualer. De vil bestemme, hvordan vore landskaber og byer skal se ud, og de vil bestemme over vor historie.

Rabbinere og ayatollaher.

Det er derfor nødvendigt at klargøre, at dansk kultur er antijudaisk ligesom den er antimuslimsk. Dette er ikke en racistisk udtalelse, men en kulturel. Hvis jøder (læg mærke til, at vi ikke siger jøderne) vil hævde, at dette er racistisk, må de jo faktisk mene, at de tilhører en speciel race, og så er det dem, der er racister. Det har de forresten under alle omstændigheder svært ved at komme uden om.

Vor egen kristendom

Vor tids kristendom er i en spændende fase.

Vi er ved at gøre os fri af præsteskabets herredømme og vende tilbage til mesterens ord. Vi er i stand til at kombinere Jesu lære med indtryk af andre store lærere og tænkere fra vor egen verden; men også fra Øst og Vest. Vi har en mægtig arv i kirkebygninger og museer med kunstneriske udtryk for vort folks og vore nabofolks oplevelse af storhed i vor tilværelse. Lad dem - med eller uden præster - blive vore tilflugtssteder for stilhed og kontakt med det større. Lad dem ikke banaliseres til smagsbidder i et supermarked, hvor moskéer og synagoger skriger og skråler om kap. Lad os få lov til at udvikle vort eget i fred og ro. De andre har penge og territorier, så det rækker.

Sandheden er, at de bogstavtro religioner er sakket bagefter i menneskedyrets udvikling mod et i lige grad tænkende og følende væsen. Vi tror at udviklingen mod et sådant rigere og friere åndsliv for mennesket - inden alt for længe - vil nå videre frem, men endnu er alt for fasttømrede ortodokse præsteskaber globalt set det store problem.

Man kan ikke sige, at den kristne religion har foretaget nævnte skelsættende spring; men her er der i hvert fald sket en opdeling af skarerne, sådan at nogle foretrækker at skubbe det religiøse føleri fra sig og basere deres tilværelse i det væsentlige på, hvad fornuften - gerne videnskaben - tilsiger, samt nyde de materielle tillokkelser, som den af fornuft og videnskab udviklede teknik frembyder.

Heroverfor står de kredse, der kun finder en brugbar tilværelse på baggrund af en religion, der byder på to ting:

l) mirakler og "frelse" til et evigt (fysisk) liv

2) klare regler: Gør sådan og ikke sådan, så er, eller bliver du frelst.

Hellige bøger og gør-sådan-og-sådan-religionerne.

For at bemestre de modsigelser både af logisk og moralsk natur, som det tænkende menneske møder, når det konfronteres med et mangetal af religiøse påstande, udformer og håndhæver religionsfunktionærer, præster, osv., dogmer og dogmatik, som de "troende" skal godtage, simpelt hen, hvis de vil være indenfor.

De ved, at dette er vigtigt for mange.

Derfor er hellige bøger, så vigtige, og derfor er vogterne og udtolkerne af de hellige bøger og de derudaf destillerede dogmer stadig - men især uden for vort land - en vigtig klan, som har deres eget fælles interesseområde. Det sidste må naturnødvendigt ændre sig lidt og forskydes, når historiske og aktuelle sociale og politiske forudsætninger ændrer sig; men tempoet er forskelligt.

Her i den såkaldt kristne verden er der sket en hurtig og dramatisk udvikling. "Videnskabelige" undersøgelser har trængt overtro tilbage, og også en del religiøse beretninger har måttet underkaste sig nytolkninger for ikke at blive ligefrem forkastet.

I manges øjne er de kommet skønnere ud af denne proces. Mange præster anerkender modstræbende dette; medens andre frygter, at grunden skrider fuldstændigt under dem, hvis de ikke hævder dogmernes overnaturlige autoritet.

Og der står vi så med to svækkede religiøse fløje: de mere og de mindre bogstavtro. Det kunne vi i grunden havde det udmærket med, hvis vi havde tid og fred til at lade erkendelsen gro i sit naturlige, adstadige tempo. Vi er sikre på, at den kristne religion vil finde en sejrende, afslappet og ukrukket form byggende på respekt både for videnskab og forskning og på mesterens (og forresten andre mestres) ord og lignelser, hvis ægte mirakel er deres sandhed, skønhed og tidløshed med budskaber til enhver efter århundreder, af menneskers og andre skabningers jammer. Andre mirakler end dette er unødvendige. Vi er godt på vej mod denne erkendelse. Men tankefreden er brudt.

Invasionen af muslimer og den pludselige opdukken af en aggressiv judaisme tvinger os til at besinde os på, hvilke værdier, vi har udviklet, og forsvare dem.

Det træder da frem, at vi står overfor angreb fra to på de væsentlige områder meget primitive læresystemer.

Begge er autoritive. Begge fremlægger rent fysiske regler for optræden: Gør sådan og sådan, og gør ikke sådan og sådan. Så er du Gud velbehagelig. Og han vil belønne dig, og straffe dem, der ikke gør sådan. Godt eller ondt er et spørgsmål om sådan og sådan.

Mod dette reagerede Jesus. Han sagde: Det kommer ikke an på, om du gør dette og ikke dette, om du putter dette, og ikke dette i munden. Det afgørende er sandheden og retfærdigheden i det, du gør, og i de ord, der kommer ud af din mund. Han sagde: Tænk over, hvem der er din GUD og din næste. Hans budskab var moralsk.

Judaismen, som vedkender sig kun at være for jøder, og dens videreudvikling Islam, der har lært af kristendommen at hævde universalitet, er regelreligioner og dogmesamlinger + præsteerklæringer, som er hævet over vanhelligelse af fornuft, men som lader sig anvende politisk.

Her vil både judaister og muslimer protestere. Judaisterne hævder (se Lexner i artiklen " Jødisk mission"), at deres lære er ren og skær fornuftig belæring om, hvordan jøder - men altså bare jøderne - skal klare sig bedst muligt rent materielt, underforstået i konkurrence med den øvrige verdens pr. definition mindreværdige individer.

Islam hævder naturligvis også, at den bl.a. er fornuftig, og det er den sikkert mange gange; men problemet er, at man ikke må diskutere hvor og hvornår. Alt er fastlagt i den hellige bog, som aldrig kan betvivles. Islam anerkender nok Jesus som profet, omend mindre end Muhammed, men tager skarpt afstand fra kristendommen. Det er ikke ulogisk, for det centrale i Jesu lære var netop afstandtagen fra autoritet og regeldiktatur.

Uniformering i klædedragt og ritualer er politik: en måde at tilhørsmærke og programmere politiske soldater, og i vort samfund er altså muslimsk klædeudstyr (og forresten ortodoks jødisk uniformering) - hvis der ikke er tale om gæster eller turister, hvilket er en anden sag - en krigserklæring mod os, som vi er idioter, hvis vi ikke modsætter os. Vort svar bør være venligt og bestemt: Hvis du bekender dig til det muslimske system og muslimske normer, så vælg dog et af de mange områder, hvor disse normer er gældende.

At der kun er een Gud og skaber, kan være en smuk bekendelse, skønt den i og for sig ikke er mere bevisbar end de talløse forsøg på at bevise Guds eksistens, som alle har vist sig logisk uholdbare, hvilket - det må erkendes - er helt uden betydning for den, der har en personlig oplevelse af guddommens eller det guddommeliges eksistens.

Men at en mere eller mindre almægtig skaber skal værdsætte flere eller færre orientalske underdanighedsbevisninger trodser en rimelig grad af fornuft. Den opfattelse skyldes indoktrinering, og den er politisk (dikteret af hensyn til praktiske jordiske formål) ikke religiøs (dikteret af et højere hensyn).

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund