Jødisk mission

Officielt missionerer judaismen ikke, hvilket er logiskt, set udfra jøders racistiske synspunkt. Rigtige jøder er kun børn af en rigtig jødisk moder. Det kan man ikke omvendes til. Jødedommens fast besluttede udbredelse skal derfor hovedsagelig ske biologisk gennem avling af så mange jødebørn som muligt. Jøderne er derfor tilhængere af stor frugtbarhed i egne rækker; men de har selvfølgelig ikke noget imod lav frugtbarhed i den anden lejr, som er resten af verden.

Der er en uhyggelig konsekvens i deres uinteresserthed, for ikke at sige ligegyldighed overfor ofre og lidelser i andre samfund. Indianernes udslettelse, Stalins og Maos myrderier, Afrikanske udryddelser, for slet ikke at tale om de massakrer, de selv står bag - på tyskere og arabere. Alt dette "eksisterer" ikke, fremtræder højst som nogle tal, der raser forbi i trykspalterne. Det reelt forfærdelige, som alting drejer sig om, "Det utænkelige", fra hvilken en ny tidsregning skal regnes, er holocaust: udryddelsen af, som det endnu hævdes - 6 mio. jøder. Jesu offerdød på korset har de altid set som en rimelig hævn, ikke noget offer. Men nu kan deres teologer pludselig bruge idéen med offerdøden, blot ikke Jesu. Det verdenshistoriske offer er jødernes "udryddelse" i Tyskland. Fra denne begivenhed - virkelig eller opdigtet - skal en ny tidsregning startes. Væk med "Kristi fødsel" eller "Vor tidsregning". Fra nu af skal det være jødernes Holocaust, som er den ny tidsregnings begyndelse.

En enestående nyskabelse i denne tænkning er, at de lidelser, jøderne har gennemgået, fritager dem for alt ansvar for, hvad de selv herefter kan føle sig foranlediget til at foretage sig. De betragter sig derfor som skyldfri og uden ansvar for alle overgreb, der finder sted i Palæstina, og naturligvis må de da også være skyldfri i forhold til de forbrydelser, de har begået imod fjenderne i II.Verdenskrig. Løgn og bagvaskelse kan da naturligvis heller ikke lægges dem til last.

Når man indser, at grundlaget for denne praktiske religion er holocaustdogmet, så forstår man, hvorfor de bekæmper enhver kritik, selv den ringeste tvivl, der bliver fremført mod dogmets guddommelige autoritet.

Indre mission

For at holde sammen på flokken behøves naturligvis en indre mission. Antallet af ikke- eller lidet troende er, som det synes, ganske stort. Men de holdes passive gennem barndommens indoktrinering, ny målrettet propaganda og fællesskabets praktiske fordele.

Ydre mission

Men af jordnære grunde findes der en speciel ydre missionsvirksomhed. Den går ud på:

l) at indoktrinere den omgivende verdens tiltro til, at holocaust for det første er sand.

2) for det andet, at den er verdenshistoriens største forbrydelse.

3) For det tredje, at den øvrige verden er medansvarlig for denne forbrydelse og derfor skal betale "Wiedergutmachung" til alle jøder, som jo alle er ofre.

4) Dernæst indoktrinere nyttige idioter til den overbevisning, at det jødiske folk er særligt udvalgt og udmærket, og at det har en særligt høj moral og kultur, som er al anden overlegen.

Denne indoktrinering gennemføres ved hjælp af presse og forlagsdominans, naturligvis med støtte af velplacerede agenter; men derudover gennemføres en direkte indoktrinering gennem foredrag og kameratisering bl.a. i "venskabsforeningerne", af hvilke vi alene i Danmark har over 30.

Det interessante er, at denne virksomhed med stort held drives i vor egen folkekirke. En ven af os overværede et foredrag, som Bent Melchior holdt i en dansk kirke. Præsten rundede rørt af med: Det er lige ved, at man selv går over til jødedommen.

Vi har selv deltaget i et arrangement, hvor selve menigheden syntes endnu mere hjernevasket i samme retning.

(Skin)hellig énfold

27.1.97 havde menighedsrådet i Lundtofte indbudt overrabbiner Bent Lexner til at holde foredrag om den jødiske tro. I pressen blev det udlovet, at alle var velkomne, og at der var lejlighed til at stille spørgsmål om jødedommen før og i dag.

En lille gruppe ikke helt ubelæste personer besluttede at tage mod dette tilbud og blev belønnet med uventede erfaringer.

Rabbinerens foredrag var der ikke noget at klage på. Ligesom i fjernsynet optrådte han som professionel entertainer. Slog ud med armene, causerede og krydrede med charmerende anekdoter. Charmerende? Ja, det syntes i hvert fald den andægtige menighed. Den applauderede og lo demonstrativt af morsomhederne, selv når han gjorde nar ad den kristne religion. For os var denne ukritiske medviden, der afslørede total uvidenhed om karakteren af judaismen, pinlig, ikke mindst på baggrund af det, rabbineren faktisk fortalte om sit forhold til religionen. Efter mødet noterede vi et resumé af hans bekendelse således:

"Vi har en samling skrøner (han brugte nok et andet ord; men det var meningen)som vi ikke tager særligt højtideligt.Vi har en samling ritualer og regler, som vi ikke overholder for Vorherres skyld, men for vor egen, fordi det passer os. Dem tager vi heller ikke særligt højtideligt. Han fortalte muntert: Man plejer at sige, at: hvis to jøder er sammen, så er der mindst tre meninger til stede. Jeg vil sige: Hvis to rabbinere er sammen er der fire meninger repræsenteret.

Han serverede følgende: To rabbinere diskuterede. Den ene sagde: Det er mig, der har ret. Se, nu skal det der træ flytte sig! Og så flyttede det sig. Den anden sagde: Nej det er mig, der har ret! Se, nu står træet stille! Da lød en stemme oppe fra: Du rabbi -- så afbrød rabbien ham: "Du skal holde din kæft, når jeg taler!" - beundrende fnisen i forsamlingen

I øvrigt: - Vi har retten til at fortolke loven, og hvis der ikke er overensstemmelse med Vorherre, er det faktisk revnende ligegyldigt. - Vi interesserer os kun for vores eget liv her på jorden. Jeg er mod enhver form for askese, og vi har ingen arvesynd. -

- Vi har en frihed til at vælge.

-Vi har overlevelsesevne, somme tider på tværs af Vorherre.

-Jeg kalder det den praktiserende "ikke religion".

-Den praktiserende jøde har fra vugge til grav nogle retningslinier at rette sig efter.

-Det er sjældent at jøder følger med strømmen.

-Jøderne har lært af Abraham - af hans fantastiske overlevelsesevne, somme tider på tværs af Vorherre selv.

-Det drejer sig om her på jorden - det drejer sig om at vælge mellem livet og døden.-Det gælder om at opdrage børnene til religionen. Det interesserer mig ikke, om det spiller en rolle for Vorherre, om jeg gør det ene eller det andet, det spiller en rolle for mig.

-Hvis et barn skal opdrages til at blive en rigtig jøde, skal han opdrages af både en jødisk moder og jødisk fader. Vi tror på, at Vorherre accepterer, at vi er mennesker og ikke engle.

- Religionen er til for menneskenes skyld ikke for Vorherres.

Citater : - Jeg ville ønske, at jeg levede i et land, der var optaget af religionen, det er man ikke i Danmark, så der kan man ikke sige "sådan er de bibelske forskrifter?" (schæchtning). -

-Studier af jødedommen kan da være udmærket; men jødedommen kræver handling.

-Vi er imod askese i en hver form, der er en forpligtelse til livet og til at elske livet -

Han sluttede af med den dér om rabbineren, som stående på et ben skulle forklare, hvad det vigtigste i jødedommen var, og sagde, at det er, at du skal elske din næste som dig selv.

Alt det andet er bare kommentarer.

Nok om dette narreri ! Menigheden slugte også dette råt..

Så til spørgsmålene : Nogle spurgte, hvad er en jøde: Barn af jødisk moder er jøde, hvadenten han praktiserer jødedom eller ej.

Spørgsmål: hvad hvis faderen er jøde? Nej, det er der ikke noget at gøre ved. Marianne spurgte, hvordan han så på Salomon - han er jo ikke jøde. Lexner: Er han ikke? Hun: Nej, hans moder var ikke jøde. Han: Så må man nok have haft en anden definition på jøde den gang. Hun: Ja, men han var jo afgudsdyrker. Han: Ja, men han byggede jo templet. - Hun: Ja, men han byggede også alle mulige andre kultsteder.

Lars spurgte, hvorfor han holdt fast ved, at han ikke ville diskutere med danskere, der ikke delte hans påstande om holocaust. Han sagde, at han aldrig havde givet udtryk for sådan noget. Lars indvendte, at han havde breve, der beviste dette. Rabbineren erklærede, at han aldrig havde oplevet eller skrevet noget sådant. Lars protesterede naturligvis; men da rabbineren så frimodigt og uberørt fremførte sin usandhed, havde han den naive forsamling helt på sin side.

Spørgsmål: Kendt, at jøderne er internationalt organiseret. Hvor mange organisationer er du medlem af? Han: To: en zionistisk og en international rabbinerforening. Min forgænger var medlem af flere.

Han blev spurgt, om han holdt fast ved sin påstand, at hvis dansk kultur ikke tåler indvandring af islamitter, var den intet værd. Det bekræftede han glædestrålende. Han blev spurgt, hvorfor Israel så ikke slap andre end jøder ind. Det erklærede han, at det gjorde . "Jeg har ingen juridiske rettigheder i Israel, som du ikke har. Det blev indvendt, at han kunne blive statsborger (påstanden var lidt forenklet, da begrebet ikke anvendes i Israel; men alle jøder har ret til at blive optaget i samfundet. Den ret har vi andre naturligvis ikke.) Så kom han med modstridende oplysninger om, at alle kunne indvandre, og så usammenhængende om en katolsk præst, broder Daniel, der boede i Israel, som den katolske kirkes repræsentant. Hans moder og mormoder var jøder. Så ville han være israelsk statsborger. Højesteret besluttede 3 mod 2, at det kunne han ikke, for "man kan ikke være jøde og se ud som en katolik."

Lars spurgte om han var enig i Pundiks erklæring, at alle jøder kunne praktisere multiloyalitet. Han: absolut - Er du ligeså loyal mod palæstinensere og danske som mod jøder? - Han: fuldstændigt!

En dame spurgte, om tabene under krigen. Hvis nu der var færre døde, end man har hævdet, må det da være godt. - Han lagde ikke så meget vægt på tallene. Forskellige cifre flagrede i luften; men ved spørgsmålet om gasninger var det stop: Dér går grænsen for ytringsfriheden! Damen: Det må da komme an på dokumentation! -

Salen: Det er undersøgt nok! Da hun åbnede munden igen lød et brøl fra forsamlingen.

Dette gentog sig ved andre spørgsmål, og vi kom ingen vegne med centrale spørgsmål som jødisk imperialisme i dag og Israels tortur og forbrydelser mod internationale konventioner. Forsamlingen blev mere og mere fjendtlig.

Efter nogle ufarlige spørgsmål stillede Lars det centrale spørgsmål om jødernes forhold til sandheden.

- Kan du nævne et mere konkret spørgsmål om sandhed? Lars nævnte antallet af døde i kz-lejrene og de spørgsmål, som var blevet stillet til Det Mosaiske Troessamfund, og som han nu påstod ikke eksisterede, skønt spørgerne befandt sig i salen. Så brølede salen op igen. - Lexner: Du har forskertset retten til svar. -

Så marcherede vi ud - Én under protester: Har man ikke lov til at stille hvilke spørgsmål som helst?

Udenfor beklagede et ægtepar sig: Det var uforskammet, at vi forstyrrede deres menighedsmøde!

En protestant: I skulle skrubbe ned i synagogen

Marianne: Det er Pokker til menighedsmøde, hvor I skal have en rabbiner til at fortælle, hvad I skal gøre!

Så slog konen Marianne i ansigtet med sin taske og ramte hende på kinden. Hendes mand kom farende: Du skal ikke lægge hånd på min kone. Vi var fire, der konstaterede, at det var det modsatte, der skete; men ingen kom til skade.

Logik på jødisk

Knapt 2000 år efter Jesu korsfæstelse er nordiske menigheder så robottiserede af farisæernes efterkommere, at de foretrækker løgn for sandhed. Men netop derfor var rabbinerens udtalelser interessante.

Vi får at vide, at for ham - og dermed for et stort antal jøder - er Vorherre (andre kalder det sandheden og livet) underordnet.

Ceremonierne er ikke for Vorherre, men for jødernes skyld. Det er politik og forretning - ikke længere med Vorherre, men mellem jøder. "Vi interesserer os kun for vores eget liv her på jorden."

Det er rene ord for, at det ikke kommer os andre ved. Judaister har ingen ret til at kræve, at vi skal acceptere barne- og dyremishandel, eller for den sags skyld historieforfalskning. fordi de synes, at det er noget, der er vigtigt for dem.

Men her slår rabbineren så pludselig sin lille saltomortale fra fornuften over i det irrationelle: "Jeg ville ønske, at jeg levede i et land, der var optaget af religionen, det er man ikke i Danmark (jo, nogle er; men det er en anden religion) så der kan man ikke sige: "Sådan er de bibelske forskrifter." Jo da; men vi bruger netop også vor fornuft dér.

Nu vil han, at vi andre skal godtage det, som jøderne gør for deres egen skyld, fordi det står i biblen. Javel, i det gamle testamente står, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at alle, der kommer i vejen for dem skal udryddes, Det er let at forstå, at Lexner finder det herligt at få ikke-jøder til at følge disse retningslinier. Men det er utroligt at han og hans bagmænd kan få nogen til det.

I Lundtofte så vi, hvor nær, de er ved at nå dette mål. Det skyldes ikke i første række smarte præster som Melchior og Lexner, men den bagved liggende ideologi og klan, der udformer retningslinierne og gennem medier og pression udbreder den "praktiserende religion", som består i magtsamling, og ikke har meget at gøre med, hvad vi forstår ved en kærlig Vorherre.

Hjemmelavet antisemitisme

Antisemitisme er ikke et ikke-jødisk problem. Det er et jødisk. Hvis danske jøder vil hævde, at de er loyale mod dansk og vesterlandsk kultur, må de åbent tage afstand fra deres rabbinere og erkende følgende:

1) Judaismen i sin klassiske form er fjendtlig mod alle andre trosretninger, især kristendommen.

2) Både Mosebøgerne og Talmud indeholder passager, som er meget stødende for moderne mennesker.

3) Den jødiske etik har ikke noget højt stade.

4) Judaismen er derfor medskyldig når antisemitisme vokser frem.

5) Holocaustlæren er usandfærdig: 4 mio jøder blev ikke myrdet i AuschwitzBirkenau. I så fald skulle gaskamre og krematorier have fungeret i strid med naturlovene.

6) Vestlig historieskrivning bør ikke udformes af rabbinere.

7) Judaismen er medansvarlig for II. Verdenskrig.

8) Judaismen er medansvarlig for krigsforbrydelser under og efter II. Verdenskrig og i dag. Læs aviserne og "Other Losses".

9) Hvis andre landes krigsforbrydere skal stilles for retten, skal de jødiske også.

l0) Jødiske personer og skribenter bør ikke have forrang eller privilegier i forhold til ikke-jødiske.

ll) Media bør befries fra judaisk censur og dominans.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund