Sandkassesystemet

Fascismen breder sig.

Vi har vist, at undertrykkelsen af afvigende meninger udpræget dyrkes i form af mediefascisme og gadefascisme, medens vi hidtil nogenlunde er blevet forskånet for domstolsfascisme med mindre man dertil vil henregne forskelsbehandling mellem indvandrende og danskere.

En dommerundersøgelse har afsløret, at straffene for grove forbrydelser, voldtægt, bankrøveri og vold er sænket kraftigt i en periode, hvor politikere og offentlighed har ment, at de burde skærpes. Reaktionen er mildt sagt forbløffende. Politikerne konkluderer, at så må lovene skærpes f.eks. med minimumstraffe. Det er korrekt: Lovgivningen er deres område.

Men dommerne erklærer, at de er forbavsede over undersøgelsens resultat. De havde også troet, at man havde skærpet straffene. Men de protesterer mod, at politikerne vil blande sig i dette. Hvor har de mon deres jura? Den lovgivende magt er ikke deres område. De skal dømme inden for lovens rammer, hvor de er suveræne. Med rette har man reageret, da en minister mente, at han havde beføjelser til at fortælle dommerne, at de skulle dømme hårdere eller mildere. Det har han ikke med at gøre. Derimod har lovgiverne ret til at bestemme, at dommerne ikke skal kunne betragte lovovertrædelse mildere eller hårdere end sådan og sådan.

Nu vil de også bestemme over loven. De vil som guder kunne straffe og tilgive. Her kan man tale om overmenneskekompleks, egentlig endnu en udfletning af de pæne menneskers diktatur: De, der alene vide. Læs i øvrigt om " overpositiv ret" i artiklen " Højkasten, menneskeret og guldjagt".

Der er ganske stille sket en magtforskydning. Da jeg var barn fik jeg at vide, at dommere skulle have en høj løn, for at de skulle bevare deres integritet og være immune over for bestikkelse. Nu kappes de med andre magtgrupper om ekstraindtægter, og mærkelige og lukrative bivirksomheder udvikles. Så bestemmes det, at de ikke engang skal behøve at oplyse hvilke.

Næste udspil er, at den for området ansvarlige minister fraskriver sig den del af ansvaret, som påhviler ham. Det skal overdrages en styrelse. Skal vi have en ny lille urørlig selvstyrende enklave i riget?

Jamen, hvor vidende er da alle de pæne mennesker? Bortset fra deres specialer, hvad enten det er lovbøger, økonomiske, tekniske, produktions- eller sælgertekniske instruktionsmanualer, så er deres forudsætninger stort set det samme for os alle sammen: det mediale udbud af aviser tidsskrifter, bøger, radio- og TV-programmer, alt i den udstrækning, man kan overkomme det.

Og der er vi så mere eller mindre fanger af de lunser, som mediefascisterne bliver sat til at kaste som lokkemad for os.

Vi skal have lidt at synes synd om og lidt at forarges over, lidt at glo på. Der er nok at tage af. Og sådan forhindres vi i at tænke selv, eller, hvis vi tænker i at meddele vore tanker til andre.

Imedens etablerer specialisterne sig: Juristerne i deres sandkasse med spand og skovle til forsvarere og anklagere og nådige dommere. Alle læser det samme. Der er sandkasser for erhvervsfolk, læreanstalter osv. Alle læser de samme pæne aviser + lidt fagspecielt og tilpasser sig den offentlige mening og hinanden, bare de får lov til at have deres eget sand i fred.

Derfor har mediernes bagmænd let ved at holde orden i kasserne. Problemet er de kasseløse og de, der ikke vil underkaste sig de anerkendte sandkassers disciplin. Her har fascisterne deres samfundsbevarende funktion ved at se til, at kun sandkasseejere får lov at komme frem med deres sandkasseviden .

Det, der ligger mellem eller over sandkasserne holdes borte. Denne specialisering og institutionalisering er ved at blive farlig.

Sådan styres vi

Opdelingen i interessegrupper og interesseforeninger, samt ekspertkontorer med eneret til at udtale sig i media, giver disse grupper uforholdsmæssig og ufortjent magt.

Men dernæst gør det manipuleringen let for de virkeligt store magthavere, som blot behøver at bekymre sig om dette relativt overskuelige antal grupper. Dette er mekanis men i magtcentraliseringens princip.

Vi ser det på alle niveauer. Kommunerne nedsætter udvalg og ansætter eksperter og rådgivere.

Staten gør det samme og udarbejder skrifter og direktiver, som styrer eller i mildeste fald vejleder på alle lavere niveauer.

Nu ser vi samme trafik - endnu mere uoverskueligt i EU-regi. Og over dette igen FN, der kaldes svagt og handlingslammet; men ikke er det. I de utallige udvalg og underudvalg finder centralmagtstræbet ind, og sætter sit præg på skrifter og rekommendationer, der valser verden rundt, hvor de måske de fleste steder havner i bunden af utømmelige skuffer, men især i vor verden granskes og gøres anvendelige af mere eller mindre naive aktører, som siden agerer under humanitetens banner uden at ane, at deres handlingsmønstre er indpodet i dem med helt andre hensigter af strateger på den anden side at et verdenshav.

Ny pengemagt.

Hvis vi ikke passer på, kan vi fremover risikere endnu en form for spændetrøje, som vi kan kalde bureau- eller pengefascisme: undertrykkelse, der besluttes på kontorer og eksekveres gennem økonomiske trakasserier

Idéen er, at kun pæne, velstående, af pressen hyldede personer skal tilstedes almindelig bankservice. Hvad bliver det næste? At købmanden kræver politisk deklaration af kunden før han sælger et rugbrød? At hussælger og boligudlejer kræver det samme?

Jyllands-Postens leder 24.4.97 hævdede, at det er rimeligt, at bankerne kun vil have pæne kunder, og det var derfor naturligt, at BG-banken opsagde kontoen til en kunde, som ledelsen mente havde grimme meninger. Det drejede sig om Fælleslisten mod Indvandring, en samarbejdsorganisation for partidannelser, der ikke mener, at Danmark bør tage mod flere indvandrere, end samfundet har brug for, eller flere end hensynet til forsvar af vor egen kultur gør rimelig. En sådan opfattelse mener bankens ledelse ikke bør være tilladt.

Det blev umiddelbart klart, at opsigelse af en postgirokonto er ulovlig, da postgiroet er et monopol. Mindre enkelt er det hvis det gælder almindelige bankkonti eller såkaldt bankgiro. Det sidste er en service, som nogle banker yder deres kunder. Dette forhold vil Girobanks ledelse bruge til at stille krav om, at kunder udover sædvanlige soliditetskrav skal opfylde af banken opstillede politiske og moralske betingelser.

BG-bankens direktionssekretær gav den klare besked, at bankens ledelse ville afvise kunder, "som de ikke syntes om."

At gå i banken vil måske fremover kræve, at man kender bankens direktions og bestyrelses politiske flertal. Har man aktier i en bank bør man sine steder udover bankens regnskaber studere redegørelser for bankledelsens holdninger og eventuelle forskydninger i moralopfattelse. Alle aktionærer bør da - hvis de tør - gøre deres egne opfattelser gældende.

Børsen har oplyst, at BG-bankens direktør ikke vil vige fra sin beslutning uden en dom, og at banken undersøger 16 kunder, deriblandt Den Danske Forening, med tanke på eventuel udelukkelse.

Mærkeligt nok har vi ikke hørt om, at banken interesserer sig for det nok så nærliggende område: moralen i bankvæsenets egen kreds. Man kunne tro nogle konti i kredsen om Hafnia-affærerne kunne være i fare.

Angiveligt vender man sig mod ekstremisme - et meget vagt begreb. Hvis en holdning deles af mange, måske et flertal, kan den da kaldes ekstremisme? Den holdning, banken kritiserede, har siden fået åben tilslutning fra et meget stort antal medborgere. Kaj Vilhelmsen spørger i sin høreværdige telefonavis: Kan folket være ekstremt?

Racismespørgsmålet er mindre uklart og mere interessant. Danskerne er jo ikke en race. At kæmpe for dette folks særpræg og kultur er ikke racisme, og medlemmerne af Kaj Vilhelmsens parti er ikke racister. I hvert fald ikke i kraft af deres medlemsskab.

Egentlig racisme, hvorved man forstår den opfattelse, at en bestemt race er andre overlegen, kendes kun fra judaismen eller mosaismen. Det er interessant, om Det Mosaiske Troessamfund og dets store antal af støtteforeninger topper listen over foreninger, hvis konti man vil ophæve. Ellers er der tale om diskrimination.

Kulturkamp - ikke kun penge

I de sidste måneder er der alligevel sket et skred i dansk politik. Dansk folkeparti er i meningsmålingerne gået stærkt frem, især på bekostning af Socialdemokratiet. Men man kan stadig spørge sig, hvor reel den holdningsændring er, som registreres. Følger man debatten føres den typisk på det økonomiske område: hvad koster flygtningene/indvandrerne os? Hvad kan politikerne gøre, for at omkostningerne kan bringes ned? Skulle man kunne få overskud ud af affæren?

For os som danskere og Vesteuropæere er det ikke det allervigtigste. For os er vor kultur afgørende:

1) Har vi behov for disse indvandrere?

2) Hvordan vil de indvirke på det kulturmønster vi har bygget op?

3) Hvad er denne kultur værd ?

4) Er alle indvandrere gavnlige for denne kultur?

Hvorfor diskuteres disse elementære spørgsmål ikke? Fordi den store MULTIKULTI-LOBBY ikke vil have det. Den ønsker at blande alle folkeslag til en karakterløs masse i vildrede med sig selv, med uforløste konflikter, alene udstyret med det markeds- og manipulationsnødvendige konsumtionsbehov.

Derfor har den målbevidst kriminaliseret følgende:

a) nationalfølelse, som den forvrænger til nationalisme

b) frihedstrang, som den forvrænger til egoisme

c) selvstændighed, som den forvrænger til fremmedfjendtlighed

d) originalitet, som den forvrænger til eksklusivitet.

Ved systematisk at nedsværte disse begreber og udelukke alle personligheder, der forstår at give dem en positiv valør, har den ensrettet media i den industrialiserede verden, som den pengemæssigt har skaffet i sin magt.

Det er derfor, vor kultur ikke må diskuteres i vore media, medens multikultur fylder spalterne. Og så tør vore politikere naturligvis ikke tale om, at vi faktisk har en kultur.

Og så tør de ikke andet end hylde den "kultur", som får lov at komme ind i spalterne: en menu bestående af multi-kulti og judaisk underholdning.

Vil vi forsvare vor egen kultur må vi gøre op med de værste skævheder i, hvad man har indpodet i robbotmedierne og derigennem politikerne. Det gælder påstandene:

"Alle mennesker har samme rettigheder til at udfolde sig over alt på kloden."

"Alle kulturer er lige værdifulde."

Jamen, så kan vi da lige så godt vende tilbage til stenalderen eller middelalderen? Det sidste er inden for rækkevidde.

Vi har ingen pligt til at skrue vort samfund tilbage til middelalderen, fordi fremmede trænger sig over vore grænser og stiller krav derom.

Vi har ingen grund til at underkaste os, fordi en magtklan har sneget sig til at besætte vore media. Vi har grund til at gøre oprør. Vi tænker ikke på knive og bomber; men på opgør med deres medier og afstandtagen fra deres politik.

Lad os begynde med vor egen situation: Vi har en rig kulturarv i landskaber, arkitektur, kunst, litteratur, musik - og historie. Og på og med denne baggrund har vi en dansk væremåde, som af os selv og andre opfattes som dansk. I kunst og væremåde indgår ting og træk, vi har modtaget fra andre kulturer. Dette vil lobbyen dreje derhen, at vi slet ikke har nogen selvstændig kultur, og det får de deres robotter til at indtale almenheden gennem media.

Derfor er det nødvendigt, at imødegå det meget klart: Vores kultur er original. Den er beslægtet med tysk, engelsk, norsk og svensk; men der er forbavsende nuancer. Og så føler vi os som del af vesteuropæisk kultur, både som modtager og deltager. Alt det vil vi ikke miste.

Det angribes nu på to måder: Islam vil erobre os med sin befolkningsbølge. Og erobrerne vil forvandle vort fysiske miljø: Bygge moskéer og minareter. Udplante bønneudråbere og en befolkning af tilhyllede kvinder, og kræve ændringer i holdninger og livsmønster til stadier, vi selv har kæmpet os ud af. Vort demokrati trues direkte af det demokratifjendtlige i deres lære. Robotmedia vover ikke engang at påpege dette.

Judaismen kræver i mindre grad vor fysiske verden omformet. Den har godtaget Vestens tekniske kultur; men ikke dens åndelige. På dette felt fører den stadig sin partisankrig bag fjendens linjer. Den nedvurderer systematisk vore kulturpersonligheder. Den roser og fremhæver jøder. Men fremfor alt indpoder den sine egne tolkninger og propaganda-usandheder i alle samfund, hvor den har repræsentanter, og den forfølger med sine internationale organisationer og agenter alle, der modsætter sig dette.

Resultatet af dette er et net af løgn og forstillelse, som kompromitterer media og medløbere i hele den Verden, som burde være fri. Følgerne af dette har været og er forfærdelige. Ved sin systematiske usandfærdighed berøver den os forudsætningen for ægte demokrati: adgangen til sand information.

Det er derfor nødvendigt, at føre kampen for frigørelse både mod den lobby, der vil bastardisere vort samfund tilbage til middelalderen, og den lobby, der i samforstand med bastardisørerne fylder os med løgn og hebræisk.

Vor kulturkamp gælder retten til at komme frit til orde med afvigende, også danske, synspunkter, og det gælder friheden til information om forskningens resultater i vort eget land og i den vestlige verden. Så længe dette mål er fjernt, lever vi stadig i en tunge af middelalderen, som har slynget sig rundt om- og forbi den smule oplysningstid der ulmede et århundrede - eller to?

Naturligvis måles en kulturs kvalitet ikke med, hvor gammel den er. Men det opleves som en rigdom at eje kulturminder fra hensovede slægter. Hvad dette angår har vi en mægtig arv.

Vi forsøgte at forsvare dette ved en konference arrangeret af IMERforbundet, en svensk organisation af etnologer. Da begivenheden fandt sted i "Kulturen" i Lund, et af Skandinaviens fornemste museer, skulle man tro, at miljøet var det bedste for et sådant forsvar. Det viste sig at være en overdreven forventning

Vi kunne ikke observere nogen interesse for det kulturmateriale, som befandt sig så nær konferencelokalerne. Og ingen havde interesseret sig for at studere, hvilke udfordringer nordisk kultur stilles overfor, når stadig større kontingenter indfinder sig i landene og kræver anerkendelse af kontrasterende kulturvurderinger. Det fremgik klart af deltagernes afhandlinger og indlæg.

Fra universitetsledelsens side blev det gjort tydeligt, at man betragtedede det som lønløst at søge at skaffe forskerpenge til et emne som nordboernes egen oplevelse af- og indstilling til indvandring af kontingenter med afvigende kulturmønstre. Men hvis forskningen forstod at holde sig til studier vedrørende indvandrernes behov og ønsker, var det muligt at redde store beløb til forskningsfeltet. Dette marked i rivende udvikling, brød man sig ikke om at få forplumret ved indblanding af "eksklusive" nordisk-kulturelle hensyn.

I den gruppe, vi deltog i, blev det modtaget med varme, da en muslimsk deltager forklarede, at for dem var moskéer en vigtig del af deres kultur. Marianne kontrede med, at for os var det en vigtig del af vor kultur, at vi havde kirker, ikke moskéer. Det blev taget meget unådigt op. En svensk professor erklærede koldt, at han ikke havde noget imod, at der blev bygget mange moskéer i Sverige. Det var nu vist ikke hverken arkitektur eller kultur, som var hans speciale.

Det var forbavsende at åndskultur, som før måske lidt ensidigt har domineret kulturbegrebet, er gledet fuldstændigt ud. I dette forum var det alle mulige faconer af socialarbejdere med stærk overvægt af invandrerinvolverede, der prægede artikler og debat. Og det drejede sig ikke om at tilpasse indvandrerne til det svenske samfund, men om at tilpasse svenskerne til et indvandrersamfund, vel at mærke som svenskerne ikke har brug for, og som bryder mod svenske demokratiske og humanistiske traditioner

Nordisk kultur er degraderet til at blive forskerbusiness.

FIIN noterer, at racistisk diskrimination af svenskere, som endnu er en smule i overtal, per definition anses for umulig. Det kan endog betegnes som antiracisme. Derimod betragtes enhver forskelsbehandling af indvandrere, af hvilke jo mange rent faktisk er temmeligt forskellige - indbyrdes og fra os - som racisme.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund