Mediefascismen

er vor tids svøbe. Den er farligere end Mussolinis. Han og hans sortskjorter marcherede, råbte og gestikulerede. Alle kunne se det.

Mediefascismen er lydløs. Dens førere sidder i dyre kontorer og skriver eller lader andre skrive på maskine eller computer. Det ser så demokratisk ud, og i presse og TV fører de sig frem som demokratiets fortrop og forkæmpere for ytringsfriheden.

Falskheden er fuldfjedret.

De slår ikke fysisk ihjel. Det har de andre til. Men deres fascisme er nådeløs. Ingen skal have lov til at oplyse eller ytre sig begavet om det, som de ikke vil have frem. Om alt andet: smukt eller grimt: Værsågod! Men ingenting om deres hjertesag, deres ideologi eller hvad der kan komme i vejen for den. Hvorfor hører vi ikke noget om den da? Jo, den vil helst være anonym. Sådan fungerer den stærkest. og da den har magten behøver den ikke at lave reklame for den side af sagen.

Sådan eller i den stil er det gået til, at vi meget stille er blevet besat af tilhængerne af en ideologi, der slet ikke bekender sig, men i høj grad fungerer som sådan.

Det første problem er da, hvordan man skal betegne denne virksomhed, der fremtræder under to noget forskellige former:

Dels som en religion betegnet jødedom, mosaisme eller judaisme. Vi foretrækker - indtil videre - i almindelighed det sidste udtryk.

Dels som en politisk bevægelse, under parolen sionisme, der vil skaffe jøderne et hjemland, til hvilket man har udset Israel i Mellemøsten. Vi har naturligvis både hørt og set en del til disse fænomener uden at mistænke, at de var af afgørende betydning for vor egen og vort lands allerdybeste interesser. Men ganske stille har de udviklet sig til at blive en trussel imod os.

For det første har den magtfulde sionisme rykket sine positioner stærkt frem. Men trods stadig udvidet magt i Mellemøsten har et flertal af jøder indset, at et Storisrael, der kan rumme blot hovedparten af verdens 18 - 20 mio. jøder, ikke tegner sig realistisk inden for en overskuelig fremtid. I stedet satser man da ekstra energisk på at udvikle folkets traditionelle udbygning af internationale netværk mellem jøder i forskellige lande. Her når man virkelig længere og længere. Hitlers forsøg på at bremse udviklingen i Tyskland førte til 2. verdenskrig og Tysklands totale nederlag. Derefter er jødedommen vendt tilbage til positioner mægtigere end før. Vi ser dem presse især Tyskland, men også andre industrialiserede stater til enorme betalinger begrundet med deres virkelige og påståede lidelser og andre landes brist på respekt for deres religion. Her kommer judaismen og dens mærkelige knopskydninger ind i billedet.

Af Danmark har man hidtil ikke krævet penge, men kun privilegier i religiøs og politisk henseende. Her kommer beherskelsen af vore media ind som en særstatus, der truer det mest værdifulde i vore egne overleveringer.

Denne magtovertagelse har kunnet ske så forholdsvis ubemærket, fordi erobringen er foretaget langsomt og forsigtigt over et langt tidsrum, men tålmodigt og målbevidst.

Chocket kom, da chefredaktøren for en af landets største aviser kaldte danskerne for svinehunde, hvis de bekendte sig som danskere, og samtidigt blev andre agenturer for en danskfjendtlig ideologi mere åbenlyse.

Brødrene Melchior forkyndte uforblommet, at vort land skulle åbne sig for invasion fra alverdens andre lande, ikke mindst dem, hvor Israel gør sit bedste for at fordrive befolkning fra områder, hvor den har sit hjemsted og kultur.

Efterhånden træder det frem, at der i disse og samstemmende tilkendegivelser fra jødisk side ikke er tale om ytringer af individualistiske idealister, men om et samlet korstog dirigeret af en magtfuld ideologi på linie med kommunismen og nazismen. Det er nødvendigt at give den et navn. Vi vil omtale den som pan-sionismen.

Når den kan være lidt vanskelig at pege ud, er det fordi den i lange stykker har interesse- og også et vist personfællesskab - med pankapitalismen. Forskellen mellem de to pan-dekager er, at medens pankapitalismens mål er at udslette alle selvstændige kulturer og grænser omkring nationale og lokale interesser, så undtager pansionismen jøderne og Israel fra alle forpligtelser til åbenhed og hensyntagen til andre kulturer. Det er her igen deres specielle religion, der fungerer til sammensvejsning af folket om sammenhold og tro på retfærdigheden i, at de hævder deres helt egne særrettigheder og vurderinger.

Jøderne har tidligt indset, at hvis de skulle hævde deres dobbeltmoral, var to ting nødvendige: En stærk forsvarsorganisation. som med alle midler forsvarede de jødiske standpunkter og med endnu større frenesi angreb enhver kritik deraf. Til dette formål: kontrol af et medieapparat, så omfattende som muligt.

Med enorm forudseenhed og målbevidst anvendelse af positioner og penge er det lykkedes dem at nå til beherskelse af det meste af vestverdenens medieapparater og fuldkommen kontrol af vort. Her har vi den væsentligste baggrund for vor mediefascisme.

Det meste af, hvad der siges og skrives i vort land, er førerne revnende ligeglade med; men et vist overindsyn er godt, så selv trivielle hændelser kan vinkles, så de støtter pansionismen, eller så de i hvert fald undgår at anfægte den.

Men det vigtigste er, at multi-kulti programmerne støttes i alle andre lande end Israel. Dernæst at menneskerettighederne forvrides til at forsvare indvandring til Vesteuropa fra lande uden befolkningskontrol og at undergrave rettighederne til nationale kulturer. Ved at fremme etnisk blanding i alle andre nationer end Israels, svækker de dem og gør dem manipulerbare og til lette ofre for pression.

Sideløbende dirigeres informations- og kulturprogrammer sådan, at jødisk kultur og jødiske personer fremstilles som forbilleder på ånd og kultur.

Og jødisk religion fremstilles i bøger og artikler som særligt moralsk højtstående. Og, måske vigtigst af alt: jødiske lidelser fremhæves som uforskyldte og enestående i verdenshistorien. Alt dette er ensidigt, som nationalistiske vinklinger altid vil være det. Det påfaldende ved vor danske situation er, at her er tale om intensiv propaganda for en helt anden kultur end vor egen, og at modbetragtninger ikke tillades.

Det er denne ensidighed i medieinformation, som i den senere tid har antaget groteske og uhyggelige proportioner.

I dag er denne skævhed blevet en fare for vor eksistens som selvstændig kulturnation.

Naturligvis er der mange enkeltpersoner, foretagender og organisationer, der gerne vil styre medierne, og nogle gør det også ganske påfaldende i kraft af penge og stemmetal, men de fleste sådanne magter stækkes af at have konkurrenter, der søger at gøre andre synspunkter hørt. På dette forhold byggede i mange år en magtbalance, som formodedes at forhindre for stor magtkoncentration og -misbrug. Men efter at bladdød i mange år har grasseret, er alsidigheden i medieudbuddet blevet mindre og konformiteten større.

Dermed er den anonyme magtfaktor blevet mægtigere og er sig dette bevidst, hvilket har ført til, at den mener at kunne gå mere åbent frem.

Allerede i 1870'erne følte Brandes sig sikker på, at jøderne havde styr på danske media. Og i 1918 bekendte Louis Levy stolt og åbenhjertigt, at jøder havde sat sig på alle de vigtigste kirtler i vort samfund.

Alligevel var der frem til 2. verdenskrig personligheder, der forsvarede selvstændige danske betragtninger; men med udfaldet af krigen er de så godt som stuvet af vejen. At nogle af dem var højt begavede kommer som en overraskelse for mange, der som undertegnede har følt sig nogenlunde orienteret ved at læse avisernes kultursider.

Men medens international- eller sovjetsocialistiske skribenter fortsat blev hyldet, ja hyldet endnu mere, efter krigen, blev alle, der havde røbet den mindste forståelse for nationalsocialismen eller Tyskland, udstødt til nedværdigelse eller forglemmelse.

Ideologiernes kamp

I dag, da det sovjetsocialistiske system er kuldsejlet under afsløring af begåede ugerninger, der overgår nationalsocialismen i de fleste henseender, ser det overfladisk betragtet mærkeligt ud. Der kommer først sammenhæng i billedet, hvis vi inddrager den tredje ideologi, sionismen, i regnestykket.

Den havde allerede i 1916 besluttet sig til at støtte Storbritannien med sin indflydelse i USA for til gengæld at opnå øget britisk støtte til etableringen af den israelske stat. Sådan blev Balfourdeklarationen til 1917, og samme år var det isolationistiske USA manøvreret ind i første verdenskrig. Læs "Benjamin Freedman taler ud", som kan skaffes gennem vort bogtilbud (eller læs "Dronten" nr.4, her på internet). 17 år senere var de jødiske magthavere klare til helt alene at begynde krig mod Tyskland. Det skete 1933 og blev bekendtgjort gennem veerdenspressen, f.eks 24/3-33 i Daily Express og 37/8-33 i New York Times.

Finanskrig og boycott af tyske varer blev straks sat i værket. Og da den varme krig seks år senere var etableret, lovede jøderne igen briterne fuld støtte, og at de nok skulle få amerikanerne med igen. Jøder deltog siden aktivt i de fleste allierede krigsanstrengelser. Af særlig betydning blev deres bedrifter i propagandaen og efterretningstjenesten. De mange jøder, der var udvandret fra Tyskland havde sprogkundskaber, som var nyttige ved forhør. De blev taget i anvendelse under krigen, men også bagefter under krigsforbryderprocesserne, til hvilke de fremskaffede ufattelige tilståelser af mistænkte tyske krigsforbrydere ved hjælp af lige så ufattelig tortur. Sådan blev sionisterne i stand til at præge disse processer og derigennem den historieskrivning, der i mange år kritikløst tog processerne til efterretning

For sionisterne var og er nationalsocialismen fjenden frem for alle andre. Ikke på grund af socialismen. Jøder havde bidraget til dens teori (Marx - Engels) og dens sejr i Sovjetunionen, med en lang række (blodbesudlede) navne. Men det nationale måtte udpeges som det farlige, for det var netop den hemmelighed, som pansionisterne gerne ville beholde for sig selv.

Det allerværste var dog, at Hitler havde defineret det jødiske problem som et egentligt jødisk problem

Den lumske ideologi

Så længe jøderne ikke selv ejede noget fædreland, kunne de trøstigt gøre nar ad nationalisme. De behøvede den ikke, da de i stedet havde opbygget et system af sammenhold, som rakte tværs over alle grænser. Det var en brodersolidaritet, som man ikke måtte beskylde for nationalisme, fordi den var noget helt andet, noget religiøst.

Denne religion, eller mere prosaisk udtrykt, denne ideologi, pålagde alle jøder, at give med-jøder forrang frem for ikke-jøder. Læs derom i Israel Shahaks bog Judisk Historia, Judisk Religion s. 86. Denne i mere end én forstand simple regel, måske i forbindelse med en sjælden form for begavelse, havde bragt jøder frem til topplaceringer i forbavsende mange lande. Dette kunne ikke undgå at føre til det, man kalder antisemitisme, hvilket med tvivlsom ret ofte slås sammen med racisme. Hvor meget race, der ligger bag jødernes succes, fortaber sig i tåger, og vi vil indtil videre holde dette spørgsmål uden for. Vi tror nemlig at ideologien er tilstrækkelig til at forklare det væsentlige i fænomenet.

Kommunismens idé var i stand til at styrte et mægtigt imperium og erstatte det med et andet, som desværre ikke var mere effektivt. Nationalsocialismens idé var i stand til at vække et slået og ydmyget Tyskland til dåd og virksomhed igen. I dag må de fleste historikere erkende, at der trods den jødiske udvandring fra Tyskland og den jødiske finans- og handelskrig mod Tyskland skete en forbavsende udvikling, og den syntes sund nok. Der måtte en krig til for at smadre den. Man kan indvende, at det måske ikke var statsidéen; men det tyske folks disciplin og dygtighed, der var årsagen. For hvor var idéen, som gjorde, at landet efter den ødelæggende sidste krig utroligt hurtigt rejste sig igen. Det kræver dybere forskning at skabe klarhed over dette. Men a propos idéer er der da også grund til at fundere over, hvor meget idéen om det britiske imperiums storhed betød for dette riges mægtige ekspansion og dets urokkelige forsvar uder ledelse af den imperiestolte Churchill.

At det konsekvente jødiske præferencesystem har været og er en nyttig forretningsidé, kan der næppe være tvivl om.

Med sionismens fremmarch var jødefolket ved at forvandle sig fra et religiøst samfund til et nationalt. At afsløre dette var som at røbe en velbevaret forretningshemmelighed.

Hitlers farlighed bestod i, at han udpegede jøderne som en konkurrerende stat i staten. Hvis andre lande kom på samme tanke, kunne det blive besværligt. Derfor blev nationalsocialismen udpeget som historiens mest djævelske og gjort til det primære angrebsmål for al jødisk propaganda, der på grund af den jødiske mediemagt kom til at dominere verdensopinionen.

Den judaiske presseild satte ind, så snart tysk nationalisme begyndte at ytre sig efter det store nederlag, og naturligvis havde den et solidt grundlag af nabofjendskab at bygge på. I vort eget land var preusserhadet efter de sønderjyske krige i god behold, og ikke mindst Politiken forstod at skildre det tyske opgør med Versaillestraktaten som et skændigt brud på solidaritet med de nådige magter, der havde udformet den. Men som det mest oprørende skildredes det tredje riges behandling af jøderne.

Det mærkelige var, at den i lange stykker var kopieret efter jøderne selv. De havde i årtusinder hævdet, at jøder ikke måtte gifte sig med ikke-jøder. Nu bestemte tyskerne, at tyskere ikke måtte gifte sig med jøder. I øvrigt var reglerne for dem, der i tidligere tid havde forsyndet sig mod dette, noget lempeligere end de blev fremstillet af modstanderne.

Princippet, at ingen ikke-jøde måtte bestemme over en jøde, fik de sidstnævnte til manges grænseløse harme, nu at opleve med modsat fortegn. Hitlers konsekvente løsning gik imidlertid ud på at skaffe dem ud af landet. Og gennemførelsen af dette var naturligvis en brutal foranstaltning. Nogle jøder havde ingen anelse om, at de var det. Men man gik ikke helt så brutalt frem som fjendepropagandaen fremstillede det.

Jøder havde taget afgørende parti for modstanderne under den store krig, og siden havde de selv erklæret den næste. Når vi ikke skriver jøder ne er det, fordi jødefolket ikke var så enigt, som dets ledere lod det se ud.

Tyske jøder havde både som menige og officerer kæmpet tappert for det land, hvor de havde slået rod. Der virkede en jødisk veteranorganisation med 10.000 medlemmer, og en lige så talstærk "Verbandes Nationaldeutscher Juden", hvis medlemmer følte sig "uopløseligt sammenvokset med tysk væsen og kultur". Mest forbløffer oplysningen i en bog, der udkom i England 1998, at mange højtstående officerer i værnemagten også under anden verdenskrig var jøder.

Men nu skulle folkene altså skilles ad, og man forsøgte at fremme dette under ordnede former. Selv om der ikke i andre lande var rift om at modtage jøder, skred udvandringen frem lige til krigsudbruddet, hvor der vist kun var mindre end 100.000 tilbage i tyske områder.

Det er i og for sig logisk, at jøderne, eller et stort antal af dem, blev interneret, på samme måde som tyskere og japanere blev interneret af de allierede. Alligevel fortsatte udvandringen (også fra kz-lejrene) ad inofficielle kanaler, nu især til Palæstina. Tyskland hjalp til at uddanne unge jøder til at klare sig i det underudviklede land. Der blev oprettet 40 uddannelsessteder med vægt på håndværk, men især landbrug. For at fremme den videre befordring til det fjerne etableredes nært samarbejde mellem MOSSAD og SS. Denne historie er de jødiske media ikke begejstrede for, men den tyske forsker Ingrid Weckert fortæller den uden gebærder i det lille skrift " Auswanderung der Juden aus dem Dritten Reich", Kritik-Folge 88, 1994. I et andet arbejde har hun samlet nyt stof til belysning af krystalnatten. Den er udkommet på tysk under titlen " Feuerzeichen. Die "Reichkristallnacht" Anstifter und Brandstifter - Opfer und Nutzniesser". Tubingen 1981, og på engelsk som " Flashpoint. Kristallnacht 1938". Costa Mesa 1991.

Når disse bøger fortjener at fremhæves, er det fordi de belyser sider af begivenhederne, som mediemagten ikke ønskede, at almenheden får kendskab til.

Det er gennem de talløse små drejninger og udeladelser, at vi er blevet gjort modne til at spise det helt store bedrageri, holocaustdoktrinen. Den har en mærkelig historie. I Lademanns Leksikon 1972 står der under dette opslagsord ikke en linie om dette begreb, som vi nu møder i dagspressen så godt som hver dag. Men i den ny danske encyklopædi er der afsat næsten en hel side til udlægning af teksten ved Herbert Pundik, hvis troværdighed vi kommenterer i " Døde virkeligt 6 mio.?" (læs her på internet).

Hovedteksten i det sidstnævnte lille skrift skyldes ikke os men berømte revisionister. Det gør op med hovedtesen i "holocaust", som er en videreførelse og stilisering af krigstidens antityske propaganda. I sin enkle og slagkraftige udformning lyder den: Nazisterne myrdede 6 mio. jøder under verdenskrigen, deraf 4 mio. i dødslejrene Auschwitz-Birkenau, hvor man anvendte gaskamre og krematorier med enestående effektivitet.

Denne lære var en kolossal revision af påstandene straks efter krigens slutning, hvor man påstod, at 25 mio. jøder var blevet myrdet og i Auschwits-Birkenau 8 mio. Man påstod også, at alle tyske koncentrationslejre var dødslejre. Alle disse påstande måtte hurtigt opgives.

Men ovennævnte formulering - lad os kalde den: den klassiske - overlevede meget længe, og tallet 6 mio. gentages stadig dag efter dag.

Formuleringen kan støtte sig på domme i Nürnbergs krigsforbryderprocesser, som det i mange år var farligt at kritisere. De kom til at ligge til grund for jødernes krav på milliarderstatninger fra Tyskland, som igen kom til at danne et økonomisk fundament for opbygningen af Israel. Og den blev det ideologiske grundlag for de allieredes indoktrinering og slaveri af Tyskland.

Doktrinen blev således et fundament for nyordningen af Europa og på længere sigt for en "ny verdensorden".

Det er på denne baggrund, man må forstå den enorme opsigt, det vakte, da beskedne skrifter som Thies Christophersens " Die Auschwits Lüge" og Richard Verralls " Did 6 mio. really die?" udkom i 1973 og -74 efterfulgt af det tungere amerikanske værk 1978: " The Hoax of the Twentieth Century", " Det tyvende århundredes bedrag", af Arthur Robert Butz. Den sidste konkluderede, at måske 1 mio. jøder i alt var døde.

1978 grundlagdes i Californien centret for revisionistisk historieforskning: Institute for Historical Review, der anordnede internationale konferencer og udgav bøger og et fornemt tidsskrift. 1985 sluttede retssager i Toronto mod tysk-canadieren Ernst Zündel med, at revisionistiske synspunkter vandt domstols-anerkendelse. Grundlaget for vidneudsagnene om gaskamre smuldrede, og mindetavlerne i Auschwits blev lavet om. Alt dette fandt sted under mere og mere forbitret modstand fra jødiske aktivisters side. De overfaldt revisionister, en blev dræbt flere svævede mellem liv og død. De gennemførte terrorangreb og nedbrænding af revisionisternes ejendomme. Og propagandavirksomheden ved hjælp af film, artikler og bøger intensiveredes. Men mest afgørende: i de af den jødiske lobby strengest dominerede stater: Tyskland, Østrig og Frankrig lykkedes det at presse myndighederne til at indføre retspraksis, som idømmer straf for tvivl på "Holocaust".

Når tvivl bliver forbudt, begynder jeg at tvivle!

Sådan udtrykker en tysk skribent situationen i Tyskland i dag, hvor over 7000 personer er blevet straffet for "meningsforbrydelser". Fremragende forskere er skræmt til tavshed, og de, der ikke har ladet sig skræmme, er sendt i fængsel, eller er i eksil.

Hvilke dæmoniske kræfter, der ligger bag disse fortvivlede forholdsregler, fremtræder af en passage i Frankfurter Allgemeine Zeitung i anledning af processen mod politikeren og gymnasielæreren Günter Deckert, der er dømt til 7 år i fængsel, for at have ytret mistro til holocaustdoktrinen. "Tror du ikke på den?" spurgte dommeren. Han svarede: "Jeg vil ikke tro, jeg vil vide". Så måtte han i fængsel.

Om dette kunne man 15.8.94 i Frankfurter Allgemeine læse følgende: "Hvis Deckerts opfattelse af Holocaust skulle være rigtig, så ville Forbundsrepublikken være grundlagt på en løgn. Enhver præsidenttale, ethvert stilhedens minut, enhver historiebog ville være løgn. Idet han fornægter jødemordet, bestrider han forbundsrepublikkens legitimitet".

Her er altså ikke tale om spørgsmålet om sandhed, men om penge og prestige.

En lignende grotesk situation opstod 1966 i Frankrig, hvor den, forresten først til katolik, siden til Islam omvendte tidligere kommunist, Roger Garaudy, havde skrevet en bog, som konstaterede, at staten Israel byggede på falske myter. Dette blev en sensation, da den for altruisme højt beundrede Abbé Pierre gav ham sin støtte. Da han havde læst bogen, bekendte han frankt, at han ikke havde fundet noget forkert i den. Hvor omvæltende denne opfattelse var, demonstrerede de katolske kardinaler ved at samle sig og klapse den vantro abbed af, idet de forsikrede, at den katolske kirke, som er blevet hårdt angrebet af Israellobbyen, nu bekendte sig til holocaust.

Denne affære var så grotesk - og for de fleste danskere så uigennemskuelig - at selv danske aviser kunne rable nogle spalter af. BT lod 7.5.96 Jørgen Schleimann udbrede sig om "Abbed Pierres fejl", som var den, at han havde lyttet til revisionistiske og "negationistiske" påstande. Det sidste betød ifølge Schleimann det at benægte "selve folkedrabet på jøder og zigøjnere, Holocaust". Begge de to ismer affærdiger han som nynazisme. Dog, 2.6.96 bringer bladet en artikel af David Jens Adler med titlen " Abbé Pierre går til modangreb: Zionister styrer medierne". Her citeres Præsten for følgende kostelige udtalelse efter hjemkomsten fra et kort eksil i Italien: "Når kirken tilsyneladende holder med sine modstandere, er det simpelthen fordi, den er under pres fra medierne. Og vore medier er kontrolleret af en international zionist-lobby." Kursiven er vor. Det interessante er, at abbeden betragter jøderne som den kristne kirkes modstandere. Dette i og for sig indlysende forhold ser den regerende pave sig af mediedirigerede politiske forhold tvunget til at fortrænge, ligesom det er tilfældet med vor egen hjernevaskede præstestand, hvilket vi senere vil kommentere.

Abbé Pierre påstår endvidere ifølge artiklen, at både Milanos ærkebiskop, kardinal Martini, der ofte nævnes som mulig efterfølger for pave Johannes Paul II, og to "centralt placerede" kardinaler i selve Vatikanet i virkeligheden støtter ham.

Siden har der været stille også om denne sag. Vore medier har afvist og afviser stadig al seriøs omtale af revisionisternes bøger og bedrifter. Det har ført til, at vi nu kan læse i opslagsbøger, at tabstallet for Auschwitz-Birkenau er mellem 3 og 4 mio. lavere end holocaustdoktrinen angiver; men danskerne får ingen forklaring på, hvorfor denne ændring er sket. Og da de ikke tror, at noget så mærkværdigt kan indtræffe, uden at aviserne skriver om det, så tror de, at det ikke er hændt.

Denne ufravigelige orden fungerede til fuldkommenhed indtil for nylig, da internettet. dukkede op på verdensmarkedet. Dette fantastiske instrument gjorde det pludselig muligt for mindre bemidlede at komme igennem til omverdenen med information, som medieejerne ikke vil høre tale om. Nu kunne de revisionistiske centre som IHR og Spotlight nå et endnu større publikum; men også mindre resourcestærke opinionsdannere fik mulighed for at bryde medieblokaden.

Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter