Monopolet mobiliserer

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Trods Reimer BO-redaktionens heroiske anstrengelser for igen at klemme låget til over revisionismen (i TV-udsendelsen den 16. september 1998, se "Panik i fjernsynet"), var forargelsen i de skrevne media ikke til tøjle. I vredens tåger glemte man , at det bedste våben, der hidtil havde fungeret så effektivt var at tie stille; men nu var der jo det med internettet.

I Politiken var harmen så kogende, at bladet smed alle pæne manerer, som det ellers plejer at pynte sig med, over bord og angreb med samme gadesprog, som man plejer at lade Ekstra Bladet tage sig af.

Danmarks Radio skyndte sig at komme hykleriets mesteravis til hjælp. Programmet Før deadline, i daglig tale kaldet: Deadline, indbød Politikens "kulturredaktør" Bjørn Bredal til at uddybe sit budskab. Hvad der hændte, vil fremgå af den korrespondence med redaktion og Pressenævn, som følger :

Rubjerg, 7.11.98

Før deadline
DR2
TV-Byen
2860 Søborg

Redaktionen.

H A S T E R

Jeg har netop haft lejlighed til, hos en ven, at se Deres udsendelse 5.10.98, som jeg så afspillet på en af de overnaturligt store skærme, som flere og flere efterhånden flotter sig med.

Da jeg så, hvor dygtigt teknikerne, med skarpt ovenlys, havde forsynet min kone, Marianne Herlufsdatter, med dybe skygger under kindbenene, så man næsten kunne tro at hun skulle demonstrere ordet deadline, kunne jeg næsten tilgive, at De præsenterer hende som "aparte". Derimod synes jeg nok, at begrænsningen af den saglige præsentation af hendes budskab, som Reimer Bo i forvejen havde beskåret, var lidt for grov i forhold til den omhyggelige redaktion af Theresienstadtdamens meget længere fremtræden. Her var forresten også bl.a. lysredaktionen udsøgt.

I må undskylde - det var de to TV-journalister - eller den ene af dem - der gik ind på at diskutere den optrædendes udseende, noget, der - heldigvis - sjældent hænder. Jeg synes da, jeg må oplyse, at Marianne er det naturligste menneske, jeg kender, og med normal belysning ser hun netop derfor sød ud.

Debatten mellem de to mediemoguler var absolut interessant, men ikke fyldestgørende.

1. Nu indbyder I - endda en kulturrepræsentant - for det blad, der har behandlet emnet med følgende, jeg synes ikke efterlignelsesværdige tekst: "Efter endnu et par af hans provokationer forlod studieværten ham (Mogens Berendt) og sprang hen til en vissen dame, der med uredt hår og vildt blik betroede ham og seerne, at antallet af myrdede i racisternes gaskamre var overdrevet. En ung velformuleret mand, der blev subtitlet med navn, alder og professionen 'jøde' forsøgte at modsige hende, men vi skulle videre" -

Var det da ikke rimeligt, at I spurgte repræsentanten for dette blad, hvad han, ud over udseendet, kunne indvende mod Marianne og hendes udtalelser. Påstår han, at mindetavlerne i Auschwitz stadigvæk nævner 4 mio myrdede?

Hvis Marianne har ret, hvad I let kan undersøge, at der nu står 1,5 mio., så har man overdrevet mindst 2½ mio. Vover B.B. at påstå at det samlede antal døde jøder da stadigvæk er 6 mio? Mener man på Politiken, at 6 - 2½, eller 3, eller 3½ eller et hvilket som helst andet tal. altid er = 6? Seerne har krav på at få sådanne spørgsmål afklaret

2. Hvorfor må kun Jeres kolleger komme til orde? - hvorfor må vi andre ikke?

Jeg var glad for slutrepliken: Debatten fortsætter! Hermed et indlæg, som kan sætte tingene lidt mere på plads.

Jeg tør ikke anbefale, at min kone møder op i studiet, og slet ikke jeg selv. Men lad en person med uklanderligt udseende og helst også diktion - læse det op, eller jeg kan selv - udenfor projektører og kameraer - gøre det.

Oplæsningen kan illustreres i ruden med bogen " Døde virkeligt 6 mio.?", med billedet af paven og Zündel ved mindetavlerne i Auschwitz, med et klip fra encyklopædien og gerne med en stak af de betydningsfulde bøger, som danske medier åbenbart, efter en eller anden ubegribelig overenskomst, forsøger at holde almenheden uden kendskab til.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

" Rubjerg, 7. november 1998:

Nederdrægtighedens grænser

Reimer Bo hævder, at han med sine udsendelser afprøver ytringsfrihedens grænser. "Kulturredaktør" Bjørn Bredal erklærer i Før deadline 5.10.98, at det, han gør, er at udbrede nederdrægtighedens.

Begge parter har en lille smule ret, men vigtigst for dem er at forsvare deres egne privilegier.

Reimer Bo farer rundt som en flue i en flaske for at forsvare sit seertal i forhold til den smarte Trine Gregorius på TV2.

Bjørn Bredal forsvarer sin arbejdsgiver, Politikens magt til at bestemme, hvad danskerne må få at vide, og hvad de ikke må. Derfor kom han i nævnte udsendelse i håret på Bo, der havde været uforsigtig at kigge på internet og havde inviteret repræsentanter for den såkaldt historiske revisionisme, der afslører en række kendsgerninger, som det i decennier har været forbudt at omtale i Bredals blad.

Reimer Bo blev selv forskrækket over, hvad han havde sat i gang og besluttede i sidste minut at skære revisionisternes indslag ned så nær til ingenting som muligt og gøre det så uforståeligt, det gik an. Vi har anmeldt hans udsendelse 16.9.98 til Pressenævnet, og er altså enige med Bjørn Bredal i at den var usaglig og uheldig. Men vi er ikke enige med Bredal i hans begrundelser. Han greb til et af de tarveligste kneb, der kendes :

At dutte folk en mening på

hvis dumhed alle kan forstå. Han påstod, at der optrådte personer, der benægtede eksistensen af kz-lejre. Ingen i udsendelsen hævdede noget så tåbeligt. Blandt andre Marianne Herlufsdatter nævnte dem, men pegede på, at en mytologi var bygget op om dem, og at det var på tide at rydde op i propagandakrigenes udnyttelse af kaos mellem fantasi og fakta.

Som revisionister var vi indbudt for at forsvare retten til at fremføre dokumentérbare historiske opfattelser, selv om de er undertrykt i de gængse media. Bredal er en ærketypisk repræsentant for de sidste.

Derfor var Reimer Bo's fejl ikke den, som B.B. påstod, at han stillede to kontroversielle synspunkter over for hinanden, men at han ikke gav dem samme mulighed for at fremstille deres sag. Selvfølgelig behøver de synspunkter, der dagligt føres frem af alle landets media, ikke særlig præsentation. Men de, der til nu kun har været tilgængelige på hovedsprogene og på internet, kræver en kort præsentation Det var derfor aftalt, at Bo skulle vise bogen "Døde virkeligt 6 mio.?" frem for seerne. Den er netop oversat og kommenteret af VESTLIG SAMISDAT, som min kone og jeg udsender (og nu også her på internet).

Dermed tilbydes for første gang en oversættelse af et af revisionismens banebrydende arbejder. Den er ikke skrevet af Marianne, som Reimer Bo fejlagtigt påstod. Den er skrevet af den engelske professor Richard Verrall, men den bygger i høj grad på den franske professor Paul Rassiniers værk. Rassinier var fransk socialist og modstandsmand og havnede i tyske kz-lejre. Da han efter - udmarvet af tyfus - at være sluppet ud af lejrene, opdagede, at man hæmningsløst løj om de forhold, han selv havde oplevet, begyndte han en systematisk forskning af kendsgerninger, som kom til at omstyrte en del myter, som vi alle sammen er blevet indoktrineret til at tro på. Det er skammeligt, at denne uangribelige forskers værk er så godt som ukendt i Danmark. Derfor holder vi med Bjørn Bredal i, at Bo har trukket diskussionen om væsentlige emner ned i et tarveligt plan; men vi er aldeles uenige med ham, når han konkluderer, at debatten så skal afskaffes. Det er, hvad den presse, han arbejder for, har gjort i mindst 50 år, og det er årsagen til, at vi - næsten alle sammen - er ført bag lyset. Løsningen må være, at debatten ikke afskaffes - men forbedres.

Det er til dette, vi har debat- og kulturredaktioner. I stedet for at tale nedladende om dem, der går til internettet for at skaffe sig den information, som hans egen avis sorterer fra, burde han selv give plads til denne debat.

I den forbindelse må omsider kendsgerninger og myter vedrørende Auschwitz-Birkenau lægges frem og vejes mod hinanden. Det står fast, at tabene i disse lejre er opgivet mellem 3 og 4 mio. for højt. På mindetavlerne i Auschwitz, hvor der i årtier stod 4 mio. ofre, står der nu 1,5. I encyklopædien står der 1 mio. Jean-Claude Pressac kom til sidst frem til tallet 470.000. Og nyere forskning sandsynliggør et endnu lavere tal. Dermed må det samlede tab reduceres mindst tilsvarende, og myten om de 6 mio myrdede jøder holder ikke. Det burde alle være glade for; men desværre er en milliardforretning bygget op på denne påstand, og medierne er ligesom ansatte i foretagendet. De må dog kunne finde en mere nyttig beskæftigelse, især den, at tjene det danske folk med mere ærlig information.

Lars Thirslund

"Deadline" svarer

Redaktionschefen for Deadline DR2, Susanne Hegelund svarede 12.11.98:

Kære Lars Thirslund

Tak for dit brev - jeg ved også, at du har ringet, jeg har desværre været optaget af andre ting.

Jeg kan imidlertid ikke rigtig hjælpe dig eller komme dig i møde i din kritik.

Her på Deadline har vi bragt en debat om debatprogrammer. Hvordan din kone har været behandlet og lyssat i et andet program, står desværre uden for min magt at gøre noget ved.

Vi svarede

Rubjerg 15.11.98

Kære Susanne Hegelund

Tak for brev af 12.11.98. Nej, du har ikke ansvaret for andre programmers lyssætning, og skidt med det. Men du har ansvaret for, hvad dine programmer serverer.

Når et af dem præsenterer et lånt program med min kone og inviterer to journalistkolleger til at kommentere det, så har dine studieværtinder ansvaret for, at det respekterer de presseetiske regler, som kræver korrekte og kontrollerede oplysninger.

1. Min kone præsenteres som aparte, og jeres gæst fra Politiken, som har udtrykt sig om hende endnu mindre elskværdigt, påstår, at hun hævder, at der ikke har været kz-lejre. Det er så uforskammet, tåbeligt, og også løgn, at programmets to journalister burde have spurgt ham, hvor han havde den påstand fra. Når I ikke kan dokumentere, eller blot sandsynliggøre den påstand, kan i ikke bringe den som en kendsgerning.

2. I bringer et indslag med en kvinde, der påstår at Mariannes udtalelser simpelt hen er løgn. Bed Tine Bryld og/eller Conny Hedegård undersøge følgende:

Er det rigtigt:

1. at mindetavlerne i Auschwitz har angivet 4 mio døde ?

2. at de i dag angiver 1,5 mio. døde?

3. at encycklopædien i dag siger ca. 1 mio. døde?

Det kan ikke være svært at kontrollere. Så står det klart, at fru Fischermann taler usandt.

Det burde dine to journalister have afsløret ved at stille et par spørgsmål til de to andre journalister. Da de ikke gjorde det, bør du oplyse seerne om, at det, Marianne sagde, var sandhed.

Det kan gøres i den informative form, jeg gav det, hvilket samtidigt giver en karakteristik af de to mediemænds manerer og deres drivkræfter.

Men det mindste du kan gøre er, at bringe en beklagelse af, at I har bragt indslaget med Theresienstadt-damen uden at kontrollere hendes påstand, som har vist sig at være forkert.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

"Deadline"-chefen svarer 17.11.98

Jeg har modtaget dit brev af gårs dato og gentager, at hvad Reimer Bo Christensen finder på i sit program må han selv tage ansvaret for.

I vort program, Før Deadline, et direkte nyheds- og debatprogram, er der i hvert fald ikke sket forbrydelser.

Vores vinkel er kritisk på hans form, viser klip fra hans program og de gæster, som uvægerligt vil give debat/ballade i programmet, hvoriblandt Johni Hansen og din kone. Man kan diskutere, om din kones udtalelser er specielt aparte, de er i hvert fald provokerende i programmet, fremgår det. Derfor har jeg som red.chef ingen problemer med, at Tine Bryld bruger formuleringen.

Havde du hellere set, hun var omtalt som "havkatten i hyttefadet", det udtryk blev brugt om fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen. Ikke særligt flatterende, såmænd, men rammende. Og sådan er mediets form nu engang - vi går lige på og hårdt, vi vil gerne have seerne til at forstå problematikken uden at skulle bruge en hel aften hver gang på at gennemgå alle mellemregninger.

Omkring forbrydelserne i 2. verdenskrig må jeg henvise til de anerkendte eksperter.

Med dette brev er jeg nødt til at slutte diskussionen. Jeg har simpelt hen susende travlt.

I hast, venlig hilsen

Susanne Hegelund

redaktionschef Deadline

Og så .....Pressenævnet

Et meget sødt og behændigt, men ikke tilfredsstillende, brev. Vi sendte også denne sag til Pressenævnet:

Rubjerg 25.11.98

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Hermed anmeldes udsendelsen Før deadline 5.10.98:

Den bragte klip fra Reimer Bo's udsendelse 16.9.98 over hvilken vi har indsendt klage.

Deadline-indslaget bragte et kort klip af min kone, Marianne Herlufsdatters udtalelse. Så et redigeret klip af fru Fischermanns indlæg, som fremførte påstanden, at min kone løj. I studiet optrådte to værtinder, som havde indkaldt Reimer Bo og redaktøren fra Politiken, Bjørn Bredal. Men ikke Marianne Herlufsdatter.

Min spontane kritik af arrangementet fremgår af den efterfølgende brevveksling, som biføjes i kopi.

Redaktionschef Susanne Hegelund vil kun diskutere, om værtinderne skal præsentere min kone som aparte eller noget andet.

Det er naturligvis et interessant presseetisk spørgsmål, om aviser og TV skal anmelde debattørers udseende, og hvis de skal, om da ikke også journalisternes fysiske fremtoning bør recenseres? Men det lader jeg ligge.

Det altafgørende spørgsmål for tilliden til danske media er, om de skal have lov til at forvanske sandheden.

Det er det, min klage over programmet gælder.

Marianne udtaler blot enkle, let kontrollable sandheder om koncentrationslejrene Auschwitz-Birkenau. Umiddelbart efter bringes et indslag med en dame der påstår, at Mariannes udtalelse er løgn. Enten har den pågældende ikke opfattet, hvad Marianne sagde, eller hun lyver selv bevidst. Hendes påstand er i begge tilfælde desinformation af seerne.

Straks efter bringes udtalelser af Bjørn Bredal. Han har ikke den undskyldning, at han kan have misforstået Mariannes udtalelse, da han har haft mulighed for at studere båndet, hvad værtinderne også har.

Bjørn Bredal påstår frejdigt, at Marianne har hævdet, eller hævder, at der ikke fandtes koncentrationslejre. Denne indiskutable løgn får lov at stå uimodsagt.

Og Bredal fylder på med: "nederdrægtighed, frastødende, modbydeligt, skamfuldt". Det er præcis, hvad der karakteriserer hans egne udtalelser.

To løgnagtige faktuelle påstande om Marianne i en udsendelse! Det er bagtalelse! Og hun får ikke lov til at svare.

Seerne har krav på at få kendskab til fakta.

Susanne Hegelund kalder Deadline et kritisk debatprogram; men kritikken har i dette tilfælde svigtet, og debat er der ikke tale om, når kun en politisk korrekt opfattelse får lov at komme til orde, og når åbenbare usandheder får lov til at stå uimodsagte.

Det er klart, at udtalelser om Mariannes, Tine Brylds eller Kirsten Jacobsens charme er vurderinger, som ikke berettiger til genmæle.

Men påstanden om, hvad der har stået og hvad der nu står på mindetavlerne i Auschwitz er faktuelle forhold

Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt Marianne har påstået, at der ikke var koncentrationslejre. Det er så enkelt, så enkelt at konstatere, at det sagde hun ikke.

Marianne har krav på at Deadline beklager de forkerte påstande og oplyser seerne om, at Bjørn Bredals udtalelse 5.10.98 om Marianne Herlufsdatter var usand, og at Marianne Herlufsdatters udtalelser 16.9.98 om Auschwitz var sandhed.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Nissen igen......

Generaldirektør Christian S. Nissen fra Danmarks Radio skriver 08.12.1998 til Pressenævnet:

Pressenævnet har anmodet DR om en udtalelse i anledning af en klage fra Lars Thirslund på vegne af Marianne Herlufsdatter. Han sammenfatter sit krav således:

"Marianne har krav på, at Deadline beklager de forkerte påstande og oplyser seerne om, at Bjørn Bredals udtalelse 5.10.98. om Marianne Herlufsdatter var usand, og at Marianne Herlufsdatters udtalelser 16.9.98 om Auschwitz var sandhed".

Jeg kan på den baggrund oplyse følgende:

Temaet for indslaget i aftenens "Før Deadline" var "Debatprogrammer". Det skete på baggrund af en leder i Politiken, hvor Bjørn Bredal harcelerede over to af Reimer Bo´s programmer.

I korthed kan "Før Deadline"-indslaget opsummeres således:

På baggrund af Jonni Hansens tilstedeværelse i Reimer Bos debatprogram reagerer Bjørn Bredal. Det er "menneskeligt frastødende, professionelt amatøragtigt" siger han.

Han kritiserer også Reimer Bo for at bringe to mennesker sammen, "en fra en kz-lejr med en, der benægter at de fandtes. Ikke særligt overraskende, at de mennesker står langt fra hinanden". Og senere "Hvor fik I den mærkelige idé at tage fat i mennesker, som mener, der aldrig fandtes kz-lejre?"

Først senere i "Før Deadline"-interviewet vises det klip fra Reimer Bo, hvori vi møder Marianne Herlufsdatter, som siger, at "Holocaust er en ubekræftet myte (buh-råb fra baggrunden). For nogle år siden sagde man, at der var 4 mio. døde i Auschwitz. NU siger man 1 mio., hvor er de 3 mio. blevet af?" Hertil siger en jødisk kvinde, at hun er dybt chokeret, at det er løgn, og at 6 mio. døde i 40-45.

Det kommer der aldrig noget direkte svar på, og de to kvinder og kz-lejrene berøres ikke mere.

Da Marianne Herlufsdatters opfattelse vedrørende antallet af dræbte i Auschwitz i udsendelsen "Reimer Bo" gengives i programmet "Før Deadline", må DR afvise, at der foreligger grundlag for at efterkomme klagerens krav.

VHS-kopi af udsendelsen vedlægges.

Med venlig hilsen

Christian S. Nissen

Og vi returnerer.....

Vi svarede straks :

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Vedrørende sag nr. 119/ 1998

Tak for kopi i dag af generaldirektør Christian S. Nissens udtalelse.

Brevet bekræfter, at udsendelsen to gange påstod, at Marianne havde hævdet, at der aldrig fandtes kz-lejre. Den vedføjede kopi viser, at dette er usandhed. De to journalister burde have kontrolleret og påtalt dette, i stedet for at lade det fremstå som en kendsgerning. En meget alvorlig fejl.

Det fremgår også, at Mariannes udtalelse er fuldstændig korrekt og dokumentérbar. Journalisterne burde altså have konstateret at den jødiske kvindes påstand var usandhed.

Generaldirektøren påstår afslutningsvis, at Marianne giver udtryk for en opfattelse, han vil vel påstå en vurdering, som han vil antyde opvejes af den jødiske kvindes udtalelse, hvilket han vil give paritet. Det er en grov forvanskning af forholdet.

Marianne påpeger faktiske forhold, lette at kontrollere.

Den jødiske dame påstår, at de er løgn, og det er let at kontrollere, at damen taler usandhed. Journalisterne, der har haft tid til at studere båndet, må have konstateret dette, eller de er meget uprofessionelle.

Programmet må erkende sine åbenlyse fejl og oplyse, at det har bragt klart fejlagtige oplysninger om Marianne Herlufsdatter, idet hendes udtalte tese var velbegrundet med henvisning til uomstødelige fakta.

Det var da forkert at lade den stemple som løgn, ivrigt understøttet af en indbudt stærkt fjendtlig journalist, som fyldte på med åbenlyst løgnagtige påstande.

Man må spørge, hvorfor de ikke indbød Marianne eller i hvert fald bad om en kommentar telefonisk. Nej! Fire journalister mundhugges en lille smule for opmærksomhedens skyld. Men det er bare forestilling. I det væsentlige er de enige. Jeg citerer "Den grimme Ælling", blot med hun i stedet for han: "Ja, men hun er for stor og for aparte, sagde anden, som bed, og så skal hun kanøfles!"

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Kendelsen

Pressenævnets kendelse i Før Deadline-sagen kom 3.2.99. Dokumentet serverer Mediefascismen i en nøddeskal:

Vigtigst : medieejerne.

Næstvigtigs : mediearbejderne.

Totalt uinteressant: sandheden og demokratiet.

Nævnet består af 4 jurister, 4 journalister, 4 redaktører og 4 "repræsentanter for offentligheden". Journalister og redaktører er igen delt i to fra aviser og to fra radio-fjernsyn. På den måde kan man ordne, at avisfolkene bedømmer radio-fjernsyn-sager og omvendt. Man kunne også ordne, at Politikens redaktør Bo Maltesen slap for at bedømme sin medredaktør Bjørn Bredals voldtægt mod sandheden, idet redaktør Aage Lundgård på Århus Stiftstidende tog sig forstående af den fælles kollega.

Kendelsen fremhæver, at DR havde udtalt, at udsendelsens tema var debatprogrammer, og at det skete på baggrund af en leder i Politiken, hvor Bjørn Bredal harcelererede over to af Reimer Bo´s programmer. Udsendelsen viste da også, at studieværtinderne gjorde deres bedste for at støtte Bredals påstand, at det var en rodet udsendelse og en dårlig debat. Dette er jo også vi enige i. Men at værtindernes program var lige så rodet, og som debat betragtet endnu mere ussel, vil fremgå af følgende referat, som citeres i kendelsen. Bemærk, at referatet udelader de passager, hvor Bjørn Bredal påstår, at det blev hævdet, at ingen kz-lejre fandtes. Denne usandhed er bragt videre af flere aviser. For kortheds skyld indføjer vi i dobbeltparanteser vore kommentarer til andre fejl og uklarheder i referatet:

"Studie vært: Jeg kunne godt tænke mig, at I lige så et klip fra den første udsendelse, som øh . . omkring ytringsfriheden, som du havde. Der er noget, jeg godt lige vil spørge dig om. (Fra programmet "Reimer Bo" den 16/9-98)

Marianne Herlufsdatter: Jeg vil frem til sandheden om det her. Det er en ubekræftet myte, det der holocaust (buh-råb). For nogle år siden, da sagde man, at der var 4 mio. døde i Auschwitz, og de var gasset alle sammen. Nu er man kommet ned på 1 mio. eller sådan noget lignende. Hvor er de 3 mio. blevet af ?

Unavngiven dame: Jeg er dybt chokeret, og det er simpelthen løgn. Altså der blev 6 mio. døde fra 1940 til 45. (Tilbage til studiet)

Studie vært: Reimer Bo, er det ikke lidt med til at forstyrre en i øvrigt udemærket debat om ytringsfrihed, at du tager, hvad skal man sige, en kvinde, der fremstår, hvad skal man sige, lidt aparte, som siger de ting? Er det ikke at afspore eller bruge hende til noget, som du måske . .

Reimer Bo: Det mener jeg faktisk ikke. Altså nu bliver jeg nødt til at sige, her ser vi et klip, vores program er et live-program på 40 minutter, det optager altså en meget lille del af det program.

Studie vært. Det ved jeg.

R.B: Og det er igen et spørgsmål om, at der har siddet mennesker i studiet og talt for ytringsfrihed, ytringsfrihed. ((Det er usandt. Ingen talte for ytringsfrihed: Det skulle vi for revisionisternes have gjort, men blev forhindret i det af R.B. Camre går sikkert ind for denne frihed, men udtalte sig ikke direkte. Alle andre - også redaktør Falbert - ville kun have frihed for sine egne standpunkter)) Der er tale om journalistik at afprøve.

Jeg har dyb respekt, hvis mennesker synes, nej det var ikke god smag, det har jeg respekt for. Men journalistisk sker der det, at vi får markeret, hvor er ytringsfrihedens grænse. Det sker nemlig først lige efter i det klip her. ((Hvad mener han? Markerer fru Fischermann's ord ytringsfrihedens grænse? Så har B.B. og Politiken jo ret i, at der er fakta, som ikke må nævnes.))

2. studie vært: Men må jeg ikke godt spørge dig, Reimer Bo, er der ikke en pointe i både det Bjørn Bredal siger, og som Ulrik Højer også har skrevet om i Weekend-avisen, at man ophæver noget, der er så bizart eller så enkeltstående, at du pludselig får givet det en gyldighed, som det slet ikke har, eller som det ikke fortjener at få. ((Hvad mener denne studievært? Har mindetavlerne i Auschwitz ingen gyldighed eller fortjener de ikke at få det? De er dog fakta. Hvilken gyldighed fortjener B.B.'s skriverier, når han bringer påstande grebet ud af luften?))

R.B: Altså jeg kan ikke anerkende det. ((Her har R.B. fuldstændigt ret.)) Det er 2 studentermedhjælpere, der skal sidde og bestemme, hvad debatten i Danmark er. De kan definere . . .

2. studie vært: Det gør de jo alligevel. ((Milde Himmel!))

R.B: Jamen Bredal kan definere, hvad debatten er i Politiken, det er fint, og jeg kan få lov til at svare på et angreb på mig, på noget der fylder under halvdelen af det, der har været. Det er princippet i Politiken, det må jeg bøje mig for. ((Her står det lysende klart: Hvis en journalist angribes af en anden journalist, kan han få lov at svare på den halve plads. Hvis en ikke-journalist angribes af en journalist, kan han overhovedet ikke få lov at svare - med mindre, måske, han er meget populær eller ufarlig.)) Jeg har nogle journalistiske holdninger om, hvad debat er, og hvad debat er på TV.

Bjørn Bredal: Og du synes, at det her er et vellykket eksempel, der lever op til dine holdninger?

R.B.: Jeg har ikke siddet og sagt, at det var vellykket. Jeg har siddet og sagt, det har en journalistisk begrundelse, og jeg har den holdning, og den kan man selvfølgelig diskutere, at det ikke kun handler om frisind blandt ligemænd. At det ikke kun handler om, at dem, der i forvejen har adgang til at skrive i Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, det er også dem, der skal diskutere i TV. ((Her siger R.B. noget godt. Hans fejl var, at han ikke afsatte tid og ikke gav frihed til den debat, som behøvedes.)). Jeg synes, vores program er et program, hvor der er et journalistisk initiativ, og det er det, det afspejler. Hvis man bliver bedømt som det, så vil jeg meget gerne lytte til kritikken.

B.B.: Hvis succes kriteriet her, det er ballade.

R.B.: Nej.

B.B.: . . . så kan du sige, at du har et journalistisk kriterie, som er ballade, og det vil du til hver en tid kunne opfølge ved at iscenesætte denne her type program, men hvis du ikke vil skelne mellem forskellige kategorier, muslimer, det er en kategori. Nazister, det er en helt anden kategori. ((Igen en lumpen insinuation. Der var ingen nazister med i den første udsendelse. Kun tre revisionister. De er endnu mere forhadte af Politiken, fordi de har ret. Nazisterne tør han skælde ud; men revisionisterne vover han og hans blad ikke at nævne)) Og hvis du vil bringe de mennesker sammen under din hat, "Reimer Bo", fordi du altså har vedtaget, at det så at sige er ting, der finder sig inden for det samme debatfelt, så får du altså en forkludret og forklumret debat, som nok skal give larm og råberi og vrøvl. Men det er ikke debat - det er forvirring," ((Rigtigt; men studieværten begyndte med at tale om en "udmærket" debat om ytringsfrihed. Så sæt den dog i gang med ligeværdig frihed for al demokratisk information.))

Det blev ikke Nævnets linie - det udtalte:

"Klageren har i udsendelsen "Reimer Bo" fået lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter omkring koncentrationslejren Auschwitz. ((Nej, referatet viser, at hun blev afbrudt vedrørende denne detaille, og at hun og hendes mand blev forhindret i at fremføre deres og revisionismens vigtige oplysninger om udsendelsens virkelige tema: ytringsfriheden.

I øvrigt var det studieværternes ansvar at præsentere alle indslag sådan, at seerne fik korrekt information. Der svigtede de, og det er dårlig presseskik.))

Nævnet slutter: "Pressenævnet finder ikke, at der er bragt sådanne forkerte faktiske oplysninger om klageren, at hun er berettiget til et genmæle."

Jamen det er da uhyggeligt, at nævnet ikke finder, at to uomtvistelige løgne om en person giver ham eller hende ret til genmæle.

Dermed havde Nævnet gjort spørgsmålet om genmæle, der altid optager programredaktørerne, fordi det er juridisk, til det eneste af betydning.

Det presseetisk forkastelige i, at seerne blev ført bag lyset ved faktisk forkert information, ville Nævnet i denne, så lidt som i de de to andre sager, (se de øvrige artikler i dette nr. af VESTLIG SAMISDAT) have med at gøre.

Med repræsentanter for landets højeste domstol og rigets mægtigste medieapparater bekræfter Pressenævnet frimodigt, at vore medier ikke er til at stole på.

Lars Thirslund

Marianne Herlufsdatter