Panik i holocaust lejren

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Selv om aviserne uforandret præsenterer vidner, der på et hængende hår er undsluppet gaskamrene, og lovpriser bøger, der repeterer påstanden om de 6 mio. myrdede jøder, nærmer nervøsiteten over det alternative medie sig det hysteriske sammenbrud. Peter Duetoft, formand for de danske foreninger til støtte for Israel, mobiliserer alle ressourcer for at skaffe penge og spalteplads.

Ekstrabladet førte sin helt specielle kampagne. Chefredaktør Falbert havde erklæret, at han slet ikke havde kritiseret Marianne, og at han overlod holocaustdebatten til andre. Så havde redaktør Jakob Andersen frit spil overfor revisionismen.

Han profilerede sig ved 12.10.98 at komponere en gruopvækkende dobbeltside med store kraniebunker og nøgne hovedløse lig samt appellen: "STOP MORDERNE". Om fotografierne hedder det: Billeder fra tyske kz-lejre, Bosnien og Rwanda. Påstanden er falsk. Højst et af billederne, det mindst uhyggelige, kan stamme fra en tysk lejr. Men meningen er, at de senere års åbenlyse folkemord skal tjene til fornyet omtale af den jødiske holocaust.

Artiklen handler om folketingsmand m.m. Peter Duetoft, der agiterer for at skabe et dansk center for "forskning" af Holocaust. Han forsikrer, at han er troende kristen, og at dette er vigtigt for hans stillingtagen. "Det er nødvendigt, at vi studerer folkemord. Hvorfor skete de?" Men sagen er, at det netop er det, han ikke vil studere. Al seriøs forskning, som netop de seneste årtier har frembragt afgørende nyt, afviser Duetoft som nazisme. Den klassiske Holocaust skal betragtes som én gang for alle fastslået. Og dermed kan han angribe vor kultur og Vesteuropas. "Vi skal ikke glemme" - siger han - "at det var vor egen kulturkreds, der avlede Holocaust. Tyskerne var mennesker med vor egen religion, vor egen kristne tro. - Hvordan kan et folk, der har en tro med næstekærlighed, handle således?" Jamen, det fortjener da en analyse !

Det er hyggeligt, at Duetoft regner tyskerne til samme kulturkreds og religion som vor egen; men hvorfor så underkaste sig en helt fremmed? Vi sætter spørgsmålstegn både ved handlingen og ved religionen i artiklen " Revisionisme er sund fornuft - og holocaust er religion, men ikke vor religion, der bygger på Jesus, som stod for, og står for sandhed." Vi vil bringe denne artikel i næste Samisdat.

Ekstrabladet fulgte uanfægtet op 17.10.98 med en ny dobbeltside om en ung student, som bekæmpede revisionismen over internet.

Opsætningen var endnu mere udspekuleret. Overskriften løb over begge sider og lød: "MIKKEL OG LØGNERNE", og undertitlen lige så fremtrædend : "Den 19-årige student Mikkel Andersson er gået i krig med nazister og andre antisemitter på Internet - for at stoppe deres falske propaganda".

I et mindre felt på siden bragte man påstanden: "Det var jøder, der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt."

Just dette er en af de kendsgerninger, som danske media har mørklagt, hvilket må medføre - hvad redaktøren regner med - at de fleste læsere vil reagere med samme skepsis, som vi selv gjorde, første gang vi stødte på påstanden. Nu henførtes den til os, uden at nævne, hvad vi altid gør, den bog, som beviser at det er sandhed.

De fleste læsere må opfatte det korrekte, men forbløffende udsagn, som et eksempel på den løgnagtighed, som overskrifterne påstår karakteriserer holocaustnægterne.

Med samme fif arrangeres en anden faktarude, hvor man pseudosagligt refererer, hvad holocaustbenægterne, med fuld ret, hævder; men på en sådan måde, at læsere, der ikke ved bedre, må tro, at det er løgn. Artiklen er udspekuleret desinformation.

Vi protesterede over for bladet. Jacob Andersen svarede, at han også ville interviewe os, og sendte en fotograf herud; men så skete der ikke mere. Vil man klage til Pressenævnet skal det ske inden 4 uger. Da denne frist var ved at udløbe uden interview, sendte vi en kort klage til først Ekstrabladet, så pressenævnet. Hermed korrespondencen:

Vi klager til Ekstrabladet....

Rubjerg 18.10 98

Ekstrabladet
Rådhuspladsen 37
1785 København V

Chefredaktør Bent Falbert.

Som du sikkert har bemærket, bragte bladet lørdag 17.10.98 en dobbeltside med overskrifterne: LØGNERNE og undertekst om nazister, antisemitter og deres falske propaganda.

Som eksempel på dette bringes fremhævet over et stort hagekors splintrende over en rød cirkel (meningen med dette ukendt) et citat af "de danske holocaust-benægtere Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter på internet": 'Det var jøder, der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt.'

Citatet er korrekt. Det er derfor falskt og løgnagtigt at servere det som eksempel på løgn, falsk propaganda, pseudovidenskab og historieforfalskning.

Hvad vi påpeger er en historisk kendsgerning, som man har forsøgt at skjule lige siden krigen. Læg mærke til : kendsgerning. Bogen, der krævede dette, findes. Den er ikke til at komme uden om.

Det samme gælder rækken af andre revisionistiske, veldokumenterede konstateringer, som artiklen påstår er uvidenskabelige eller pseudovidenskabelige.

Det er groft, at artiklen afviser de store revisionisters arbejde, som Paul Rassiniers og det supernøgterne Institute for Historical Review's som nazistisk propaganda.

Det eneste sande i artiklen er Jakobs råd til det unge menneske, at han burde studere historie, inden han begynder at skrive journalistik, da der er for få journalister med historisk viden. Der er dog intet, der tyder på, at Mikkel Andersson er en velegnet kandidat til dette.

Læg mærke til: Mikkel A. dokumenterer selv ingenting. Han henviser bare til den etablerede historieskrivning med sin rod i krigspropagandaen, og til sejrherrernes parodiske retssager. Derimod lader han, som om han intet har læst på internettet om de sensationelle afsløringer under Zündelretssagerne i Toronto, som fik tabstallene i Auschwitz til at falde til mellem en tredjedel og en fjerdedel. Det var disse retssager, som slog bunden ud på holocaustpåstanden. At holde dette skjult for danske læsere er et eksempel på verificerbart bedrageri og løgnagtighed.

Jeg vekslede et par ord med Jakob Andersen. Han bemærkede, at man blot var begyndt at skrabe lidt på overfladen. Jeg svarede: Det tør nok siges.

Jeg går ud fra, at vi får lejlighed til at fremlægge fakta på to midtersider. Fakta findes i den bog, vi har udsendt og også sendt til bladet: " Døde virkeligt 6 mio ?" samt i vore SAMISDAT-skrifter og i andre dokumenter, som læserne bør gives kendskab til.

Ellers en "frontal"-side.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

0 svar .... så til Pressenævnet

På dette brev fik vi intet svar, og så skrev vi til Pressenævnet.

Rubjerg,13.11.98

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Hermed klage over en artikel i Ekstrabladet lørdag 17.10.98 "MIKKEL OG LØGNERNE".

Undertitel : Den 19-årige student Mikkel Andersson er gået i krig med nazister og andre antisemitter på Internet - for at stoppe deres falske propaganda.

Her ophobes skældsordene: løgnere, nazister, antisemiter og falsk propaganda.

Som eksempel fremhæves med fede typer:

Det var jøder der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt. De danske Holocaustbenægtere Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter på Internet.

Enhver læser må opfatte alle de nævnte skældsord som rettet mod os, specielt på grund af den citerede udtalelse. Vore navne er de eneste, der bliver nævnt.

Påstandene om løgn, nazisme og antisemitisme er af "faktisk karakter". Da de er forkerte bør de korrigeres:

1. Jøders ønske om at udrydde alle tyskere dokumenteres af bogen GERMANY MUST PERISH.

2. Vi har aldrig været medlem af noget nazistparti eller været knyttet til noget sådant. Vi tager afstand fra dets grundlæggende idéer. Hvis Mikkel og/eller bladet ville påstå dette, måtte de bevise det.

3. Det er ikke antisemitisme at pege på fakta vedrørende judaismen og Israel. Sådanne oplysninger er information af væsentlig betydning for offentligheden.

Bladet har derfor pligt til at offentliggøre dem.

Vi har da også talt med chefredaktør Falbert og redaktør Jakob Andersen om dette. Og en fotograf har været her 20.10 for at skaffe billedmateriale. Vi har også sendt hver sit indlæg, som vi biføjer, da de sætter tingene bedre på plads. Jakob Andersen har imidlertid udskudt behandlingen den ene uge efter den anden. I dag udløber fristen for at overklage til Pressenævnet. Vi vil derfor ikke afvente længere, at bladet bringer de korrigeringer, som er nødvendige.

Vor klage gælder altså påstanden, at den oven citerede udtalelse er løgn, og at vi er løgnere, nazister og antisemiter i den vulgære opfattelse af ordet. Og den gælder påstanden, at vort oplysningsarbejde gennem VESTLIG SAMISDAT er falsk propaganda.

Vi biføjer kopi af vort brev til Bent Falbert 2.10.98 og kan i øvrigt henvise til brevet biføjet vor verserende klage over Reimer Bo's udsendelsen,

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Og igen....

Pressenævnet bad om en kopi af den kritiserede artikel, og vi skrev igen:

Rubjerg, 17.11.98

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Vedrørende klagen over artiklen i Ekstrabladet lørdag 17.10.98 "MIKKEL OG LØGNERNE"

Hermed kopi af artiklen, som det måske skal bemærkes var i farver.

Vi har ikke erfaret, hvad Ekstrabladet vil foretage sig.

Det er blevet fremført, at den, der offentliggør fakta og opfattelser, som har været tabu i media, må være forberedt på at blive kraftigt modsagt af dem, der føler sig ramt - sådan er vilkårene.

Sådanne modangreb bør i alle fald sagligt besvares af hensyn til information af offentligheden.

Når vi nu genser teksten, kan vi ikke lade være med at påpege den snu og desinformerende redaktion.

Citatet af, hvad vi har sagt, er korrekt, og kan dokumenteres. Derfor er alt det, han siger eller insinuerer om det, en koldblodig løgn.

Det er stort set rigtigt, hvad han påstår, revisionisterne siger. Uklart er dog især pkt 4. Personligt har vi ikke hævdet noget sådant. Kun at tallet 6 mio. må være forkert. Da tallet for Auschwits-Birkenau har været mellem 3 og 4 mio. for højt, må det samlede tal revideres tilsvarende. I alle fald holder holocaust-myten ikke.

Det er groteskt, at dette unge menneske kalder de revisionistiske forskeres arbejder for pseudovidenskab. Det var denne forskning, der tvang Auschwitz-museet til at ændre de inskriptioner på mindetavlerne, som man til da havde påstået var - som det unge menneske hævder -"slået fast med kolossale mængder bevismidler"

Når bladet i stor opsætning bringer disse påstande, som Jakob Andersen, der selv engang har studeret historie, ved er uholdbare, så må bladet give plads til et lige så iøjnefaldende svar.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Ekstrabladets indlæg i sagen

Redaktør Falbert skrev:

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K.

Den 2. december 1998

Vedr.: Sag nr 114/1998: Klage fra Marianne Herlusdatter og Lars Thirslund over en artikel i Ekstra Bladet 17. oktober 1998.

Jeg har 23. november 1998 modtaget en skrivelse fra Pressenævnet dateret 20 november 1998. Nævnet vedlægger en klage, som det har modtaget 16. november 1998 vedrørende en artikel i Ekstra Bladet 17. oktober 1998.

Nævnet angiver i sin skrivelse, at det opfatter henvendelsen som dels en anmeldelse af, at god presseskik er tilsidesat, og dels som et krav om et genmæle. I begge tilfælde er mit principale standpunkt, at klagerne har overskredet den i medieansvarsloven hjemlede tidsfrist. Yderligere kan jeg anføre, at jeg ikke til dato har modtaget noget konkret udformet krav om genmæle fra klagerne. For det tilfælde, at nævnet skulle opfatte klagen som rettidig indsendt, skal jeg bestride, at Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund er klageberettigede, idet deres personer slet ikke er nævnt i den artikel, som de polemiserer imod.

De nævnes alene som ophavsmænd til følgende udsagn, der indgår som staffage til artiklen: "Det var jøder, der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt". som klagerne selv angiver i bilag 2, 3.afsnit, er citatet korrekt.

Deres krav om at få stillet to midtersider til rådighed til deres særprægede syn på Holocaust falder uden for Pressenævnets jurisdiktion. Jeg kan imidlertid oplyse, at Holocaust-benægternes virke fortsat vil interessere Ekstra Bladet.

Sammenfattende skal jeg påstå klagen afvist.

Med venlig hilsen

Bent Falbert

Og os nok en gang.....

Pressenævnet

Rubjerg,15.12.98

Vedrørende sag nr. 114 / 1998

Til Ekstrabladets udtalelse vil jeg påpege følgende:

Redaktøren kalder placeringen af vor udtalelse for staffage, men den iøjefaldende placering gør den til de to siders midtpunkt og det sandsynligvis mest læste indslag.

Citatet er korrekt og sandhedsindholdet indiskutabelt. Men løsrevet fra dokumentation fremstår det for de fleste læsere som utroligt, da de aldrig har hørt noget lignende. Da vi selv første gang hørte påstanden, troede vi ikke på den, førend vi havde bogen i hånden. Bringer bladet en sådan påstand, bør det også oplyse hvor den kommer fra.

I stedet bringes det som eksempel på løgn, propaganda og historieforfalskning.

Vi ventede med at anmelde artiklen, fordi bladet lovede os et interview og åbenbart mente det, da det sendte en fotograf herud; men redaktørens netop påpegede specielle skrivetalent forskrækkede os så meget, at vi fandt det bedre selv at formulere det, som vi fandt væsentligt. Havde bladet bragt vore indlæg, havde en anmeldelse været overflødig; men vi fik blot at vide, at vi skulle være tålmodige, hvad vi også var indtil den dato, som redaktør Falbert nu lægger så umådelig stor vægt på.

Vi skrev og afsendte da vor klage fredag 13/11 præcis inden fire uger fra avisens artikel lørdag 17/10.

Lars Thirslund

Kendelsen

Knap en måned senere fulgte Nævnets kendelse:

Pressenævnets kendelse i sag nr 114/1998 onsdag 13 januar 1999:

Nævnet resumerer sagens baggrund og klagernes og avisens kommentarer og udtaler :

"Da Pressenævnet modtog klagen, var forløbet 4 uger fra klagernes første henvendelse til bladet. Klagefristen er derfor ikke overskredet.

Pressenævnet bemærker videre, at klagerne er berettiget til at klage, idet de er de eneste, der er omtalt som holocaust.benægtere, og de er nævnt ved navn i tilknytning til artiklen.

Artiklens angivelse af, at blandt andet klagernes oplysninger på internettet er falsk propaganda, må anses som en vurdering fra den citerede persons side. Da det er ubestridt, at citatet med klagernes navne er korrekt, og da der ikke i øvrigt er faktiske oplysninger i artiklen, der relaterer sig til klagerne, er disse ikke berettiget til genmæle efter medieansvarslovens regler.

Klagerne har heller ikke i øvrigt krav på at komme til orde i et bestemt medie med deres opfattelse af de historiske forhold.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at bladet ikke har været forpligtet til at efterprøve artiklens oplysninger om holocaustbenægternes påstande ved forelæggelse for klagerne.

København, den 13 januar 1999.

I sagens behandling havde følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard (stedfortræder, højesteretsdommer) Finn Rowold (redaktør, Danmarks Radio), Ulrik Holmstrup (journalist, TV-Dok), Ole Askvig (repræsentant for offentligheden, forretningsfører, AOF)."

Nævnet tilkendegiver her, at alt, hvad der kan benævnes som vurderinger, er tilladt, også når skribenten selv ved - eller enkelt kan konstatere - at hans påstand er usand.

Nævnet beslutter at se bort fra, at det bragte citat er revet ud af sin sammenhæng med dokumentationen: en bog, som meget få læsere har kendskab til.

Falbert opfatter naturligvis, at vor kritik også gælder spørgsmålet om god presseskik; men Nævnet ser bedst muligt bort fra dette.

Interessant er udtalelsen: "Klagerne har heller ikke i øvrigt krav på at komme til orde i et bestemt medie med deres opfattelse af de historiske forhold." Hvad er meningen?: Hvis ikke i den avis, der rundspreder usandhederne - hvor så? Har vi overhovedet ikke krav på at komme til orde i noget medie?

Nævnets indstilling afsløres klart: Information om Sandheden er ligegyldig. Information af offentligheden er ligegyldigt. Aviserne kan skrive hvor løgnagtigt det skal være, blot de afholder sig fra faktiske injurier mod en person, der har råd til at føre retslig proces. Det er, hvad den erfarne journalist, Jakob Andersen, har benyttet sig af, og Nævnet støtter ham med påstanden: Der er ikke juridisk krav om genmæle.

Naturligvis ved han, at bladet har råd til at føre - og også tabe - en proces, og at vi ikke har det. Men det er ikke den side af sagen, vi ser som den vigtige.

Vi krævede, at nævnet skulle håndhæve almenhedens interesser: retten til korrekt information. Nævnets brochure fremhæver, at: Mediernes opgave er at bringe korrekt information. For anden gang demonstrerer Nævnet, at det ikke drømmer om at stille et så besværligt krav til medierne.

Nævnet finder det i orden, at selve artiklens budskab, at vi og revisionisterne er løgnere og nazister, er ukorrekt.

Dekadent nævn

Det danske pressenævn, og danske media er degenereret til kun at interessere sig for mediefolkets magt og bekvemmelighed.

TV1's Mediemagasin, der altid forlægges til sent på natten, diskuterede 19.1.99 pressenævnets kendelser. Nævnets stedfortrædende formand, ovennævnte højesteretsdommer Per Sørensen, optrådte og hævdede ugenert, at Nævnet skal sikre, at de presseetiske regler overholdes. Han ser selv til, at Nævnet ikke gør det.

Så rejstes spørgsmålet, om der var behov for noget andet, f.eks. en talsmand for læserne, hvilket avisen Aktuelt, altså en af mediemagthaverne, har arrangeret, eller en Pressombudsmand, hvilket man har i Sverige. Svend Ove Gade (altså ikke Bent Falbert) fra den mest overklagede avis, Ekstra Bladet, var indkaldt til at afværge.

Det bliver bare en gimmick, sagde han, og fuldstændig overflødig. Der er så mange blade, der konkurrerer med hinanden, at det jævner sig ud.

Det ved han godt ikke passer. Der er ikke mange blade, og de konkurrerer kun om at bringe de samme politisk korrekte meninger. Hvad der ligger uden for, er og bliver tabu.

Er der altså information af væsentlig betydning for almenheden, som ingen medier vil omtale? Ja, det ser vi her. Andre fakta må kun omtales i figensprog præcis som seksuelle emner blev det før i tiden. Det gælder debatten om multi-kulti og indvandrerspørgsmål. Men medens de sidste med undskyldninger og omskrivninger kan luftes af udvalgte talerør, så er tabuet mod revision af den judaiske udlægning af verdenshistorien absolut.

Det fik Reimer Bo at føle, da aviserne med Politiken i spidsen faldt over ham, fordi han havde ladet Marianne ytre 14 sætninger i fjernsynet.

Han stod da en aften frem og bekendte, at han havde tænkt over al den skæld-ud og var kommet frem til at Politiken nok havde ret. Alligevel bragte han gentagne gange senere (mindst tre gange) Mariannes udtalelser på skærmen. Hvorfor? Fru Fischermann og alle aviserne havde jo sagt, at man skal holde kæft, og det sagde Pressenævnet altså også. Måske er Reimer Bo alligevel stolt af, at han slap en smule sandhed ud, selv om det ikke var velset.

Hvordan løgnen opretholdes

Er det da rimeligt at tro, at væsentlige oplysninger kan holdes effektivt undertrykte i så lange tider? Ja, vi ser i disse dage, hvor falsk mediedækningen af kommunismen har været lige til verdensreligionen, kommunismen og superdiktaturet, Sovjetunionen brød sammen. Nu kan det pludseligt siges, at den overvejende mediebeskrivelse af fænomenet har været hårrejsende vinklet, og at vore mest lovpriste spalterablere og demonstrations-koryfæer har været det nærmeste man kan komme til fæhoveder.

I Sverige begyndte man vist nok tidligst at afsløre venstredominansen i medieverdenen, uden at det fik større politiske konsekvenser. Per Ahlmark angreb ivrigt kommunistsympatisører. Men forsvarer som en terrier sionistiske interesser.

Herhjemme har Bent Blüdnikow ført en lignende kampagne i Weekendavisen, uden nogen sinde at tolerere plads til alternative opfattelser, som kunne angribe hans eget ideologiske tilholdssted.

Nu dokumenterer professor Bent Jensen i artikel efter artikel, hvor skævt vi er blevet orienteret om kommunismen, så længe den var mægtig.

Tilbage står at indse, hvor skævt vi stadigvæk bliver oplyst om sionismen og pansionismen, der i dag står på sin magts hidtidige højdepunkt. Det er ikke muligt, uden kendskab til den jødiske tankeverden, penge-, organisations- og mediemagt, at begribe, hvorfor revisionismens historiske dokumentation ikke må omtales i danske media.

Postilhistorikerne

I Samisdat nr. VI vil vi bringe indlæg og fakta, som danske media ikke vil viderebringe.

Vi belyser den danskfjendtlige religionskrig i Danmark og striden mellem revisionismen og dens modstandere, postilhistorikerne, og deres våbendragere, med Peter Duetoft i spidsen.

I Samisdat VII vil vi skitsere det billede af Europa og nutidshistorien, der tegner sig, når propagandauniformen skrælles af.

Fodnote:

Postil = andagtsbog

Postilhistoriker = karrierehistoriker, der som Hornshøj-Møller kræver at historien udlægges opbyggeligt, sådan at historikeren uddeler helte- og skurkeroller, eller ærbødigt overtager sådanne, som propagandavæsenet har arbejdet frem. Mere om postilhistorikere og-skrivere i kommende samisdatnumre