Det kyniske pressenævn

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Ihærdige forsøg på at få DR TV til at korrigere fejlagtige og æreskrænkende behandling af-, og oplysninger om os i en "Reimer Bo"-udsendelse den 16.9.1998 var uden resultat. Læs herom i artiklen "Panik i fjernsynet".

Vi sendte da, 28.10.98, følgende klage til pressenævnet:

Hermed klage over en udsendelse kaldet "Reimer Bo", 16/9-68, kl. 20 - 20,40 i TV1.

Sagen handler om den demokratiske borgers ret - eller ikke ret - til at komme igennem med korrekt information om emner, "som er af væsentlig betydning for offentligheden".

Klagen er som reglerne foreskriver først sendt til Fjernsynet. Dette har trods gentagne påmindelser først svaret nu. Svaret vil fremgå af korrespondencen, som vi biføjer.

Udsendelsen skulle behandle ytringsfriheden, og repræsentanter for forskellige opfattelser var inviteret. Vi var indbudt som repræsentanter for den historiske revisionisme, et emne som til for nylig har været tabu i danske media. Vi fandt det værdifuldt at få chancen for at deltage, da vi netop har oversat og kommenteret et af revisionismens banebrydende arbejder: DID SIX MILLION REALLY DIE? Værket inspirerede ude i verden til opblomstringen af en helt ny historieskrivning, som skridt for skridt gjorde op med krigstidens propagandafalsknerier og vinklinger. Danske medier har hidtil været tavse om disse skelsættende begivenheder. Vi fandt det værdifuldt at få en chance til at pege på dem. Vor fremtræden blev i forvejen diskuteret indgående gennem samtaler med researcher Henrik Bergquist. Der var enighed om at:

Lars skulle indlede med præsentation af revisionismen og påpege medias manglende information om denne historieskrivning og pege på ytringsfrihedens trængte situation syd for vore grænser. Begge emner af fundamental vigtighed for vort demokrati.

Marianne stod i beredskab med sine studier af de religiøse aspekter i sagen. Vi sendte bogen " Døde virkeligt 6 mio.?", som vi ikke har skrevet, men oversat og kommenteret , til researcheren, der gav den videre til Reimer Bo . Dette banebrydende revisionistiske arbejde bygger på den fremragende franske forsker Paul Rassiniers værker. Paul Rassinier sad i tyske konzentrationslejre som modstandsmand og antinazist. Vi aftalte, at bogen skulle præsenteres for seerne som introduktion til vor fremtræden.

Det fremgår af vore breve, hvad vi især finder, var ufint og usagligt i udsendelsen. Også selve cirkusmanege-arrangementet med brølekoncerter af et dresseret publikum.

Men vi vil konkretisere vor klage som følger:

1. Oplysningen om truslen mod vor ytringsfrihed under pres fra middelalderlige forhold syd for vore grænser er information af allerstørste betydning for offentligheden. At hindre offentliggørelsen er et groft brud på god presseskik.

(Se de vejledende regler for god presseskik s. 6)

2. At give efter for kravene ude fra om at være tavs om dette er et andet alvorligt brud. (som foregående )

3. Det vil fremgå af vore breve til TV-fakta, at alle aftaler blev brudt, og Reimer Bo arrangerede et scenarium, der skulle fremstille Marianne som en forvirret nazist, der udkastede urimelige påstande. Dette var et brud mod regel B 5 om ikke at misbruge andres tillid og svigtende herredømme. Reimer Bo ved, at Marianne ikke har erfaring af TV-arbejde. Det er dårlig presseskik at benytte sig af hendes manglende rutine i stedet for at give hende tryghed og ro til at formulere sig.

4. Hvis Marianne virkede overrasket. skyldtes det jo i høj grad Reimer Bo's aftalebrud; men det, hun sagde, var 100 % dokumenterbart. Man skulle bare vise seerne s.34 i vor bog. Men det tillod Reimer Bo ikke. Det er et brud mod kravet i regel A pkt. 1 om så langt som muligt kontrolleret information.

5. Omvendt stillede han ikke noget som helst krav om kontrol af andres udtalelser. Påstande accepteredes kritikløst, ja programlederen tiggede om ubeviselige sådanne til han fik dem: Damen fra Theresienstadt fik utrolig lang tid på sig og påstod: Det er simpelt hen løgn! - Reimer: Synes du, man skal have lov at sige sådan noget? - teatralsk pause - Nej, det synes jeg ikke. Der døde 6 mio.! Men det beviste jo hverken hun eller Reimer Bo - tværtimod. Hun var lys levende. Bo's journalistik harmonerer ikke med bl.a. regel A 2, 4 og 5.

6. Af de vejledende regler: Informationer skal offentliggøres så korrekt som muligt. Reimer Bo burde have oplyst, hvad revisionisme er eller ladet en af de tilstedeværende revisionister gøre dette

7 Han burde have præsenteret vor bog korrekt: Han sagde, at den var skrevet af Marianne. (Dette er misopfattet. Vi retter og beklager dette senere.) Pointet er jo netop, at det er et banebrydende arbejde på engelsk, som er oversat til dansk og nu er stillet til rådighed for offentligheden. Dette er den vigtige information til seerne, som Reimer Bo misbrugte sin programledermagt til så vidt muligt at forhindre trængte igennem.

8. Han burde grundlæggende have givet hende lov til at tale ud før han gav ordet til andre og løb sin vej.

9 Han burde have givet hende lejlighed til at svare på de grove angreb og fordrejninger, der fulgte efter. Regel A 4.

10. Og/eller han burde have givet Lars lejlighed til at kommentere de efterfølgende indlæg, som alle var rettet mod hende og mod revisionismen (SOM ALTSÅ IKKE ER NAZISME) samt med en enkelt undtagelse mod ytringsfriheden. Som allerede bemærket, er vi i lige grad ansvarlige for udsendelsen af bogen, der skyldes berømte udenlandske forskere.

11. I en debat om ytringsfrihed bør det være tilladt at kritisere jødiske opfattelser, uden at fjernsynet stempler dette som nazisme og uddeler mundkurv.

Vi biføjer det blad, der viser, at påstanden om 4 mio. myrdede jøder i Auschwitz-Birkenau nu er anerkendt som opspind. Dermed er også påstanden om de 6 mio. myrdede jøder faldet til jorden. Det blev sagt, at der også var andre lejre. Javist. i dem påstår man, eller påstod man, at 2 mio. blev myrdet. Uanset om også dette tal er overdrevet eller ej, ændrer det ikke, at de 6 mio. er en myte. Og dette har ikke at gøre med, om man er nazist eller kommunist eller noget tredje, men kun med om man er i stand til at tænke.

Det er medias pligt at bringe korrekt information også om fakta, som er forfærdelige eller blot politisk ubekvemme. Reimer Bo-udsendelsen levede ikke op til disse demokratiets krav.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

"God presseskik" på TV-sk

I mellemtiden forfulgte vi Arne Ullums oplysning om, at Mediemagasinet havde omtalt Reimer Bo udsendelsen. Magasinet oplyste, at det bare havde vist Reimer Bo fare hysterisk rundt og et indslag, hvor Bent Melchior brokkede sig; men uden at vise indslaget med Marianne. Men Før Deadline havde bragt dette indslag med kommentarer. Da vi fik fat i båndet, konstaterede vi, at kommentarerne ikke blot var ondskabsfulde, men lige frem løgnagtige. Vi protesterede overfor Deadline, og da det ikke hjalp, over for Pressenævnet.

Vi gør Reimer Bo sagen færdig, og vender derefter tilbage til nævnets behandling af Deadlinehistorien, som er indgående beskrevet i artiklen "Monopolet mobiliserer":

31/10 modtog vi et brev, dateret 9/10, fra redaktionschef Arne Ullum. Det lød:

Gladsakse den 9. oktober 1998

Kære Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund.

Tak for Jeres brev af 02.10.98.

Vedrørende Deres brev af 18.09.98 går jeg ud fra, at De har modtaget svar direkte fra redaktør Bo Christensen.

De mener ifølge brevet, at Reimer Bo Christensen og Danmarks Radio har gjort sig skyldige i injurier, fordi Bent Falbert, i generelle termer, kommenterede "Gale og nynazistiske" udtalelser.

Jeg deler Bent Falberts opfattelse af, at ordene ikke var direkte møntet på dig, og alene af den grund må jeg afvise, at Danmarks Radio har gjort sig skyldig i overtrædelse af injurielovgivningen.

Med venlig hilsen

Arne Ullum

Redaktionschef

God presseskik interesserer åbenbart ikke redaktionschefen, men kun bekymring om en injurie skulle kunne påvises. Og ligesom Falbert finder han, at injurierne ikke er direkte møntet på Marianne. Der er altså ikke noget galt med hende - jamen hvorfor måtte hun så ikke få lov at tale færdigt?

Et helt enslydende brev fra Arne Ullum fik vi dateret 3/11, + et andet med næsten samme indhold, hvortil kom beklagelse, at svarene havde ventet så længe. Han skrev, at det første brev havde manglet adresse. Det stemmer ikke med min kopi, og de kunne jo have ringet. De har vort telefonnummer. Han peger "for god ordens skyld" på, at afgørelsen kan overklages til pressenævnet. Det sagde jeg jo til ham i telefonen, at vi ville gøre, og det var sket 28/10.

Fra Reimer Bo havde vi ikke hørt en lyd før 27/10. Brevet var udateret og uden afsenderadresse. Det lød i sin helhed:

Marianne Herlufsdatter

Lars Thierslund
Lønstrupvej 122
9480 Løkken

Vedr. skrivelse af 2. oktober 1998

Redaktionssekretær Henrik Bergqvist var ganske rigtigt gjort bekendt med, at Jürgen Graf er dansktalende og var et muligt emne til vores program den 16. september.

Dette har Bergqvist forelagt redaktionen, således at forslaget er indgået i overvejelserne forud for programmet.

Jeg skal tage til efterretning, at i finder, at vores udsendelse havde 'uhyggelig slagside', og skal sluttelig takke Jer for Jeres medvirken.

Med venlig hilsen

Reimer Bo Christensen

redaktør

cc: Arne Ullum, Stefan Samsøe-Petersen

Her var altså ikke noget tilsagn om at rette slagsiden op. Heller ikke fra de to nederst nævnte. Men Pressenævnet bad om et svar fra Danmarks Radio, og det besvarede generaldirektøren 11.11.98 som følger:

Pressenævnet har anmodet DR om en udtalelse vedrørende Marianne Herlufsdatter og Lars Thorslunds klage over udsendelsen "Reimer Bo" den 16. september 1998.

Klagerne anfører i deres brev til nævnet af 28.oktober 1998:

"Sagen handler om den demokratiske borgers ret - eller ikke ret - til at komme igennem med korrekt information om emner "som er af væsentlig betydning for offentligheden

Klagerne mener endvidere at en aftale om programmets indhold - herunder specielt en omtale af revisionismen - ikke er overholdt.

Hertil kan det oplyses, at redaktionen af "Reimer Bo" ved researcher Henrik Bergqvist aftalte med klagerne, at de skulle medvirke i et program, som der udtrykkeligt blev gjort opmærksom på handlede om ytringsfrihed og ikke om revisionismen.

Det er derfor ikke korrekt, at der blev brudt nogen aftaler vedr. omtale af revisionismen

Tilbage er herefter spørgsmålet om Marianne Herlufsdatter fik en rimelig behandling under sin deltagelse i Reimer Bo:

Marianne Herlufsdatter fik - som det fremgår af vedlagte båndafskrift - mulighed for at præsentere sit synspunkt: at jødeudryddelsen ikke fandt sted i tilnærmelsesvis det omfang, som fremgår af historiebøgerne og anden foreliggende dokumentation.

Næste spørgsmål er, om studieværten burde gribe ind, da andre debatdeltagere reagerer kraftigt på Marianne Herlufsdatters synspunkt om, at jødeudryddelsen ikke fandt sted under anden verdenskrig i det almindeligt antagne omfang.

Det punkt må vurderes i forhold til de udtalelser, som Marianne Herlufsdatter kom med. Når man i et debatprogram påstår, at jødeudryddelsen stort set ikke fandt sted, så må man forvente, at der kommer kraftige reaktioner, idet påstanden naturligvis medfører en kraftigt reaktion hos såvel overlevende/efterladte jøder, men også hos øvrige debatdeltagere, der med rette kan opfatte udsagnet som et forsøg på at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie.

Samtidig må det tages i betragtning, at emnet for aftenens debat var ytringsfriheden, og det centrale debatpunkt var derfor, om revisionister som Marianne Herlufsdatter skal have lov til offentligt at ytre sig.

DR må på denne baggrund afvise, at god presseskik er overtrådt i denne sag.

Med venlig hilsen

Christian S. Nissen.

Sådan faldt ordene

Det biføjede båndafskrift lød som følger:

Bilag A: Reimer Bo: Hold kæft, Camre.

Reimer: Jeg går lige herop til dig Marianne, for vi har været ude en tur på internettet, og se hvad der egentlig foregår af debat, og der finder vi bl.a. frem til dig.

Du har en internet avis, som man mildt sagt kan sige er kritisk over for jøderne. Og du udgiver også en bog som hedder "Døde virkeligt 6 millioner? Det er en bog om holocaust, hvor vil du hen med den?

Marianne: Jeg vil frem til sandheden om det der, det er en ubekræftet myte, det der holocaust, bl.a. fordi for nogle år siden der sagde man at der var 4 mio. døde i Auschwitz, og de var gasset alle sammen. Nu er det kommet ned på 1 mio. eller sådan noget lignende. Hvor er de tre mio. blevet af ?

Reimer: Ja, hvad ... det vil jeg spørge herovre.

Martin G. Veise: Det her, det her...Nu er det jeg er uenig med Bent Falbert, hvor er det vi har ytringsfrihedens grænse? Fordi her har vi med at gøre, en gruppe mennesker, der benægter alt hvad der findes af historiske fakta, og så kan man spørge sig selv, er det nu fordi vi er bevidst om at vi vil benægte historien, vi vil simpelthen ikke have med den at gøre, men kan også være almindelig uoplyst eller ubegavet, eller man kan være et menneske der tjener et helt andet formål. Nemlig at give nazi-tiden, lige pludselig, et mere blomsteragtigt ansigt, et acceptabelt udseende. Og hvor har vi det så henne, hvor er det så at straffelovens bestemmelser skal komme i anvendelse. Fordi vi er jo 100, hvor du siger: Jamen, folk er oplyste, og de oplyste skal have lov til at drøfte det i medierne ...

Det er din retssal, og du er selv dommer.

Reimer: Det var så et spørgsmål til Falbert.

Bent Falbert: Nu skal du høre, jeg tror ikke at risikoen er så stor for, at synspunkter, at så gale synspunkter, som vi lige har hørt her, skal få noget som helst rådefæste, der er vi heldigvis 99,9% af verdens befolkning der mener noget andet.

Martin G. Veise: Hvad så med de mennesker der har oplevet det, hvad med de efterladte?

Bent Falbert: Det render mange mennesker rundt i verden med besynderlige budskaber, og vil lave om på historien. De har jo set det forsøgt f.eks i Sovjetunionen og Kina og andre steder. Nu er de altså nogle sennazister, en meget lille randbevægelse, der forsøger at skrive historien om. Det vil ikke lykkes. Og svaret skal da ikke være at putte dem i fængsel.

Reimer: Lad os lige gå herover nu. Nu blev ordet nazist brugt.

Marianne: Det er jo ikke mig der har lavet historien om. De 4 mio. som paven stod og velsígnede for, jeg ved ikke, 10 år siden eller sådan noget lignende. Der stod på 4 (forkert, hun sagde 19, L.T.) forskellige sprog: Her er 4 mio. døde. I 1990, tror jeg det var, der raderede man alle de der ting ud, og nu står der 1 mio. døde.

Reimer: Hvor står det?

Marianne: Det står i Auschwitz. I flere år stod der ikke noget på de sten, nu står der 1 mio. eller 1,5 eller sådan noget lignende, og jeg vil gerne vide, hvor er de millioner blevet af?

Martin G Veise: Hvor svært kan det være at forstå, at der var andre lejre end Auschwitz, hvor var den danske folkeuddannelse. Hvor har det svigtet for dig?

Marianne: Det kommer ikke sagen ved.

Reimer: prøv lige, prøv lige....

Martin: Hvor svært kan det være .......

Reimer: Prøv lige at hør, lige et øjeblik, jeg kommer tilbage....

Marianne: Må jeg tale ud ? Det er ikke mig der har lavet historien om.

Reimer: Ved du hvad, nu går jeg....

Marianne: Og i øvrigt kan jeg fortælle dig

Reimer: Jamen jeg går herover, for herovre sidder du Birgit Fischermann.

Referatet virker nøjagtigt med sin omhyggelige ord for ord gengivelse af talesproget, så vi går ud fra at det er korrekt.

Vort svar til nævnet

Vi svarede straks :

Rubjerg, 15.11.98

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Vedrørende klagen over udsendelse kaldet "Reimer Bo", 16/9-68 kl. 20 - 20,40 i TV1.

Tak for tilsendelsen af generaldirektør Christian S. Nissens udtalelse 11.11.1998.

Vi var helt indforstået med, at udsendelsen skulle handle om ytringsfrihed. Vi havde forberedt os på at informere om de rettigheder den enkelte har i henhold til vedtagne konventioner og vor grundlov, og om de trusler, der er rettet mod disse rettigheder. Dette burde være det selvfølgelige udgangspunkt for en sådan debat. At dette var centralt i drøftelserne med Henrik Bergqvist afslører Reimer Bo i sit lakoniske brev, hvor han nævner Jürgen Graf. Revisionismen skulle naturligvis præsenteres som eksempel på forskning og oplysningsarbejde, der - ligesom, eller i endnu højere grad end Camres og Berendts - mødes med tavshed og fjendtlighed i media.

Når Reimer Bo - uden varsel strøg dette vigtige indslag i debatten - som Lars skulle have indledt med - så var det netop et brud på vor ret som borgere til at komme gennem med et emne af største betydning for offentligheden.

Til det biføjede udskrift af båndet fra udsendelsen følgende:

Marianne sagde ikke 4, men 19 mindeplader i Auschwitz, og så mange drejer det sig om.

Referatet udelader skånsomt de mange brøl fra forsamlingen, hvis reaktion vi straks skal kommentere, idet vi dog også må minde om, at "det veloplagte publikum" var afrettet på den måde, som vi tidligere har beskrevet.

Det fremgår af referatet:

1: at det var Reimer Bo, der bragte debatten om revisionismen i forgrunden. Når han direkte spurgte Marianne, måtte hun jo svare. Hendes svar var kort og meget præcist. Hun ønskede sandhed og derfor opgør med historiske påstande, som har vist sig uholdbare.

2: at rigtigheden i alle hendes udtalelser kan dokumenteres.

3: at Reimer Bo ikke ville tillade dette

4: at han sagde, han kom tilbage - det gjorde han aldrig.

5: at han afbrød Marianne - ikke lod hende tale færdigt. Hun - og Lars - fik altså ingen mulighed for at bringe debatten over på ytringsfriheden.

Vi har peget på, at Reimer Bo ville anvende hende som eksempel på en forfærdelig og urimelig mening. Desværre for ham havde hun for mange fakta parat, hvorfor han løb sin vej til andre, som han kunne få til at påstå det, han ønskede.

Desværre bringer referatet ikke alle de anstrengelser, han udfoldede, idet han appellerede til fru Fischermann i et "følelsesmæssigt" plan.

Da vi gik dette nøjere efter, opdagede vi, at manipulationen var værre, end vi havde forestillet os. Efter den lange snak om Theresienstadt-foreningen og endnu længere beskrivelse af Langelinie i oktober 1943: bælgmørkt, smadderkoldt, stormende, forfærdeligt uhyggeligt, konstaterer fru Fischermann: Jeg kan overhovedet ikke acceptere, at i et studie som dette her, at sådan noget bliver sagt. Jeg er dybt chokeret - og det er simpelt hen løgn. 6 mio døde fra 1940 til -45.

Vi må sige til Reimer Bo: Du ved, at Marianne talte sandhed om Auschwitz, ellers har du læst dårligt på. Du spurgte Marianne om tavlerne i Auschwitz. Hvorfor spurgte du ikke fruen om, hvorfra hun vidste, at der stadig står 4 mio. på dem? Og hvis hun ikke ved det - hvilken ret har hun så til at udtale sig om det samlede tal?

Reimer Bo var ligeglad. Han havde fået den påstand, han ville have, og passiarede medfølende om, at fruen var meget følelsesbetonet, hvilket hun gerne uddybede, hvorefter Reimer Bo endelig siger:

Vi diskuterer også ytringsfrihed. Så må jeg spørge dig: Skal man have retten til at skrive en bog, der rejser tvivl om det, du her har fortalt? ( Her drejer det sig altså om at skrive)

Fru Fischermann: Det synes jeg ikke man skal - Det synes jeg ikke man skal - Det er fakta, som jeg selv har oplevet Jeg er dybt chokeret - meget følelsesmæssigt involveret m. m.

Vi må spørge Reimer Bo: Hvilken bog har rejst tvivl om fru Fischermanns nævnte fakta, at hun frøs på Langelinie og kom til Theresienstadt o.s.v? Hvad er det for fup, at lade tilhørerne og seerne tro, at Paul Rassinier, eller Richard Verrall, eller vi, har udtalt os om fru Fischermanns private oplevelser?

Vi beklager, at vi havde opfattet det, som om Reimer Bo sagde at Marianne havde skrevet bogen DØDE VIRKELIGT 6 MIO.? Vi har kontrolleret, at han sagde faktisk udgivet. Men da han gik til fru Fischermann,og efter den lange indledning og gyserbeskrivelse af Langelinie,spurgte han: Skal det være tilladt at skrive sådan en bog? Dertil svarer hun, som bemærket: Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg ikke.

Med denne triumf "går programmet videre". Hverken Paul Rassinier eller Richard Verrall skulle have lov til at skrive deres bøger, skønt de hverken har udtrykt noget påviseligt forkert om fru Fischermann eller om Auschwitz. Men her er ikke tale om et tankeeksperiment. I Tyskland og Østrig har man faktisk vedtaget retsregler, der stadfæster en sådan eklatant forbrydelse mod ytringsfriheden, og der ydes pres på Skandinavien for,at vi skal følge trop. Reimer Bo gjorde sit yderste for at forhindre, at vi skulle få chance for at give vore medborgere kendskab til dette.

Generaldirektørens brev afslører måske, hvorfor Reimer Bo gjorde sig så megen umage dermed.

Direktøren skriver nederst s.1: Næste spørgsmål er om studieværten burde gribe ind, da andre debatdeltagere reagerer kraftigt på Marianne Herlufsdatters synspunkt - - - (kursiverne vore).

Hvad mener han? Studieværtens opgave er kun undtagelsesvis at gribe ind. Han skal lede debatten, og det i overensstemmelse med reglerne for god presseskik. Her synder han, som vi har peget på det, mod alle de vigtigste regler. Og hvorfor skriver direktøren: synspunkt? Hvad Marianne fremfører, er hårde, kontrollerbare fakta. Tilhørernes ensartede reaktion, det skal vi vende tilbage til, har nok to forskellige årsager. Det store kontingent af inviterede jøder var enten rasende over at se deres mytedannelse afsløret, eller de var som de andre, og som da forresten også vi har været, vantro overfor disse oplysninger, da de ikke kunne tro, at vore media i alle disse år har været tavse om denne sensation. Skal Danmarks Radio fortsat være tavs om den?

Reimer Bo styrtede i hvert fald rundt og forsøgte at lægge låget på.

Dette forsvarer direktøren med at skrive, man kunne forvente "en kraftig reaktion hos såvel overlevende/efterladte jøder, men også hos øvrige debatdeltagere, der med rette kan opfatte udsagnet som et forsøg på at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie." Vi fremhæver ordene med rette, da de må betyde, at denne opfattelse er generaldirektørens.

Jamen, som Marianne sagde: Det er ikke os, der har lavet historien om. Det er heller ikke os, der korrigerer de løgnehistorier, der er skabt - især under krigen. Vi refererer blot, hvad vi har fundet af overbevisende stof i udenlandsk litteratur.

Generaldirektøren bør nu besvare fem centrale spørgsmål:

1. Tror generaldirektøren, at den banebrydende franske forsker, professor Paul Rassinier, da han fysisk nedbrudt (han vejede 40 kg.) slap ud fra tyske koncentrationslejre, startede og videreførte sin forskning "som et forsøg på at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie"?

2. Hvis ikke - hvorfor så med denne beskidte insinuation stemple ham, og personer, der i respekt for hans - og andres - bemærkelsesværdige arbejder, søger at sprede kendskab til denne forskning i Storbritanien og Danmark?

3. Mener generaldirektøren, at alle kendsgerninger og anskuelser skal undertrykkes, hvis de kan medføre en kraftig reaktion hos jøder eller andre, der ikke synes om dem?

4. Vi har foreslået Arne Ullum at arrangere en informerende udsendelse om den historiske revisonisme dens store personligheder og dens forskningsresultater. Han reagerede undvigende. Er det, fordi De sætter Dem imod en sådan udsendelse?

5. Vi foreslog også en udsendelse om ytringsfriheden i Europa og pegede på de 27 danskeres henvendelse til Formanden for Europaparlamentet. Vi pegede på fængselsdommene mod den unge Germar Rudolf, den ældre Udo Walendy og de aktuelle domme over Jürgen Graf og hans forlægger.

Skal Danmarks Radio være tavs og affabel, når verdenskendte forskere og skribenter syd for vore grænser fængsles eller tvinges i eksil?

Med disse bemærkninger overdrager vi denne meget vigtige sag til Pressenævnets bedømmelse.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

Kopi til generaldirektøren.

Til denne skrev vi direkte:

Rubjerg 15.11.98

Generaldirektøren
Danmarks Radio
Rosenørns Alle 22

1070 Frbg.

Kære generaldirektør Christian S. Nissen

Vi har med interesse læst Deres svar til Pressenævnet 11.11.98

Vi finder visse uklarheder, som vi peger på i vort svar til Pressenævnet. Kopi biføjes.

Vi vil meget gerne have svar på de fem spørgsmål, som vi har formuleret i slutningen af brevet til Pressenævnet.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Kendelsen

Vi har ikke fået noget svar fra generaldirektøren; men Pressenævnet afsagde 16.december 1998 en Kendelse, hvoraf vi citerer indledningen :

"Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund har klaget til Pressenævnet over udsendelsen "Reimer Bo" bragt i Danmarks Radio på DR 1 den 16 september 1998, idet de mener , at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen satte fokus på ytringsfrihed. Den første del af udsendelsen tog udgangspunkt i kritikken mod Mogens Camre som følge af hans udtalelser i en anden tv-udsendelse en uge tidligere. Den anden del af udsendelsen tog udgangspunkt i informationsmateriale udarbejdet i forbindelse med årets Operation Dagsværk, der var blevet kritiseret af Mosaisk Trossamfund."

Om dette sidste indslag havde vi ikke fået noget at vide. Og det tredje indslag med udgangspunkt i revisionismen nævnes overhovedet ikke. Men herefter citeres det oven gengivne referat af Reimer Bo's samtale med Marianne. Et par af vore klagepunkter nævnes deriblandt, at ytringsfriheden trues af middelalderlige forhold syd for vore grænser, og at denne oplysning er af allerstørste betydning for offentligheden og derfor ikke må forhindres i at blive offentliggjort.

Generaldirektørens pegefingre påpegedes, deriblandt den, at der "med hensyn til direkte udsendelser altid vil forekomme en risiko for, at et levende forløb kan udvikle sig på andre måder, end det på forhånd var tilrettelagt."

Der konkluderes :

"Pressenævnet bemærker indledningsvis, at den redaktionelle frihed, der tilkommer en tv-station, indebærer, at der under en direkte udsendelse kan forekomme ændringer i forhold til det planlagte forløb.

Klagerne var i forvejen bekendt med, at der i udsendelsen ville deltage et publikum, som ville kunne medvirke med både individuelle indlæg og meningstilkendegivelser i øvrigt. På denne baggrund finder Pressenævnet, at man - når man accepterer at deltage i en udsendelse af den pågældende karakter - må være forberedt på udsendelsernes form, herunder også at man ikke nødvendigvis får lejlighed til at komme til orde i det omfang, man selv ønsker, og som under andre omstændigheder kunne være passende.

Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Danmarks Radio."

I sagens behandling havde følgende deltaget:

Axel Kierkegård, (advokat, næstformand) Aage Lundgård, (redaktør, Aarhus Stiftstidende) Tage Clausen (journalist, Jyllands-Posten) og Erling Fugl (repræsentant for offentligheden, stedfortræder).

Nævnet viste ikke ringeste interesse for de overtrædelser af de presseetiske regler, som vi havde påpeget. Vi skrev straks 17. december til nævnet som følger:

Vedr. sag nr 114 og 119. ( After Deadline og Mikkel og løgnerne, som vi vil referere længere fremme)

På grund af postens juletravlhed ringede vi i dag for at være sikre på, at de indlæg, vi i går sendte med posten, var kommet frem. Da kontoret viste sig at være lukket, vil vi gerne have, at De på mandag bekræfter modtagelsen.

Vedr. sag 110 (Reimer Bo-sagen)

Vi har i dag modtaget kendelsen i denne sag og synes, at vi alligevel må pege på følgende :

Vi fik bestemt intet at vide om, hvad man åbenbart forstår ved "et publikum, som ville kunne medvirke med både individuelle indlæg og meningstilkendegivelser", og at dette betyder, at buh-råb rangerer højere end fakta og argumenter. Der blev talt om en saglig diskussion, hvor vi - begge to - skulle kunne komme til orde gentagne gange, blot vi rakte hånden i vejret. I andre programmer ser man, at dette kan lade sig gøre. Selv om emnet for os først blev præsenteret so : "De dårlige meningers selskab" (vore på linie med Camres) og senere drejedes til "Hold kæft Camre", forstod og accepterede vi, at emnet var ytringsfrihed; men naturligvis set specielt fra revisionisters synspunkt. Hvorfor skulle vi ellers være med?

Reimer Bo ændrede ikke det "planlagte forløb" under den "direkte udsendelse". Han gjorde det inden udsendelsen og uden at varsle os, og under udsendelsen så han til, at vi - i modsætning til de andre deltagere - ikke fik mulighed for at berøre det, sagen især drejede sig om: ytringsfriheden.

Det var Reimer Bo der førte revisionismen ind i diskussionen, og det var ham, der forhindrede, at ytringsfriheden kom ind på banen.

Skal TV-stationens redaktionelle frihed udstrækkes til at beskytte usaglighed?

Mener pressenævnet, at en åbenlys usandhed som den, at Marianne løj, skal have lov til at stå uimodsagt?

Mener pressenævnet, at hvis nogen accepterer at deltage i en tv-udsendelse, hvor andre deltager, må han finde sig i - uden skygge af bevis - at blive kaldt løgner, uden ret til genmæle ?

Hvilke "andre omstændigheder" tænker pressenævnet på, hvor det "kunne være passende", at sandheden får lov til at gøre sig gældende?

Det afgørende er ikke, om denne eller hin kommer til orde "i det omfang", han "selv ønsker".

Det afgørende er, at læserne, lytterne, seerne, får korrekt information.

Hvis medierne forsvarer fortielsen og løgnen, er det demokratiet, man undergraver .

Med venlig hilsen og ønsket om et godt Nytår

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Med tanke på at nævnet skulle behandle to sager til skrev vi igen i januar om, hvad almindelige mennesker har ret til at forvente af et Pressenævn. (Sag 110 er Bo Reimer-udsendelsen, som behandles i artiklen "Panik i fjernsynet", sag 114 er følgesagen vedr. Før Deadline, der behandles i "Monopolet mobiliserer", og sag 119 er følgesagen vedr. Ekstrabladet, der behandles i "Panik i holocaust lejren". I samtlige artikler har Pressenævnet en hovedrolle):

Rubjerg, 6.1.99

Pressenævnet
Porthusgade 3
1213 København K

Vedrørende sagerne 110, 114 og 119.

For at dokumentere så præcist som muligt, er vi måske kommet til at sende for mange bilag med vore sager. I hvert fald ser det af Deres brev vedr. sag 110 (Reimer Bo) ud til at de vigtigste aspekter i sagerne er blevet glemt eller prioriteret ned til fordel for hensyn til mediefunktionærernes interesser.

Vi har åbenbart ikke selv været journalistisk dygtige eller tydelige nok. Vi vil derfor fremhæve, hvorfor disse sager er så vigtige, og hvorfor vi har satset så meget i dem.

De drejer sig om den demokratiske borgers ret - eller ikke ret - til at komme igennem med korrekt information om emner, "som er af væsentlig betydning for offentligheden".

De drejer sig om mediedækningen af skelsættende historiske begivenheder.

For første gang i Danmarkshistorien tog et betydningsfuldt medie, DanmarksRadio, tilløb til at lade de danske seere få kendskab til, at der uden for vore grænser eksisterer en nyere historieforskning, kaldet revisionismen, som har afsløret stærke fordrejninger i nutidig historieskrivning, et fænomen, der har sin rod i krigs- og efterkrigstidens propagandakrige.

Naturligvis har danskerne krav på at blive orienteret om denne forskning, selv om en del forskningsresultater er chokerende og smertelige.

Man kan diskutere, om den valgte form for udsendelse var den bedste mulige; men når man nu valgte den, burde det være en æressag for radioens TV-fakta at fremlægge emnet så objektivt og klart forståeligt, som på nogen måde muligt. En sådan forpligtelse har medierne i henhold til de presseetiske regler. I ingen anden sag i nyere tid har det været vigtigere end i denne.

Naturligvis må dette indebære en prioritering. Hensynet til orientering af befolkningen om vigtige spørgsmål er vigtigere end journalisters bekvemmelighed og deres - måske forståelige - ønske om at fremtræde som repræsentanter for - ja, allerhelst frontkæmpere for den i øjeblikket fremherskende mening.

Det er afgørende for vurderingen af pressenævnet, om det vurderer hensynet til medieapparatet og dets funktionærer højere end hensynet til folkeoplysningen, altså lytterne, seerne, = demokratiet.

Hvis oplysning er det vigtigste, gælder for de verserende sager følgende:

Vigtig er korrekt nutidshistorie

Vigtig er, hvordan seerne må opfatte den information, som man har ret til at formode må tilstræbes, hvis der ikke er tale om ren underholdning, hvilket man ikke kan forvente sig af "TV-fakta". Hvis ikke dette er tilfældet er betegnelsen TV-fakta falsk varebetegnelse. Vi forudsatte, at den var ægte, da vi forhandlede om udsendelsen. Det tyder pressenævnets kendelse på, at nævnet ikke gør.

Da kendelsen ikke tager hensyn til et eneste af de punkter vi har påpeget, må det opfattes således, at nævnet finder det i orden, at Marianne kaldes løgner og revisionisterne: "mennesker, der benægter alt, hvad der findes af historiske fakta" og som "enten er uoplyste eller ubegavede", eller ude på "at give nazitiden et lidt mere blomsteragtigt ansigt - et acceptabelt udseende."

Falbert fylder på med, at det drejer sig om "gale synspunkter" og "sennazister", hvortil han bagefter forklarer, at han slet ikke tænker på Marianne. Men det får seerne aldrig nogen sinde at vide.

Mogens Berendt afsluttede med: "Det var fuldstændigt urimeligt". Hvilket? At seerne får at vide, hvad der står på mindetavlerne i Auschwitz?

Ingen af alle disse fuldstændigt usaglige påstande fik lov at anfægtes.

Som seerorientering var det rent bedrageri. Seerne måtte tro, at Marianne og revisionismens store navne var løgnere og/eller nazister.

Ytringsfriheden i danske media er altså beskåret så stærkt, at ikke en gang et TV-faktaprogram tør oplyse de simpleste fakta.

Det må stadigvæk ikke blive kendt i bredere kredse, at den officielle fremstilling af Holocaust og beretningerne om Auschwitz-Birkenau i væsentlige træk er falske. Når det er særligt betydningsfuldt at fastslå netop dette, er det fordi dette forhold er enkelt at kontrollere: man behøver blot at slå op i vort nyeste store leksikon og bruge sin forstand.

Dette havde Reimer Bo naturligvis indset, men han blev bange for at blive ugleset, hvis han afslørede sin viden. Derfor arrangerede han et røgslør af afstandtagende ytringer; men det kunne kun lade sig gøre ved at øve vold mod de presseetiske regler. Derfor er det vigtigt, at Nævnet håndhæver disse. Hvis hensynet til journalisterne skal gå forud for hensynet til sandheden, må der skabes en anden type nævn, hvis primæropgave er at forsvare offentlighedens ret til alsidig og korrekt information.

Et andet kardinalpunkt er dette:

Publikum har krav på kendskab til, at visse oplysninger ikke slippes igennem i danske media, og at samme type oplysninger, selv når sandheden kan dokumenteres, i Tyskland, Østrig og Schweiz straffes med fængsel, bøder og Berufsverbot. I Frankrig med bøder og afsættelse fra akademiske stillinger. Reportager og politiske og andre ytringer, produceret under sådanne middelalderlige forhold, er naturligvis ikke til at lide på. At dette bliver gjort klart for alle danskere er langt vigtigere, end at vi får at vide, hvilke overgreb mod ytringsfriheden, der udøves i Kina og Sydamerika. At Reimer Bo forhindrede, at disse vigtige oplysninger blev bragt under en udsendelse, som skulle forestille at belyse ytringsfriheden, er forkasteligt og bør påtales.

Hvis Nævnet ikke i en TV-fakta-udsendelse vil prioritere hensynet til oplysning og sandhed frem for underholdning og journalistisk opportunisme, er det svært at se, at Nævnet har andet end en stærkt afgrænset berettigelse.

I vort brev af 18.12.98 var et spørgsmålstegn blevet hængende i computeren, hvor det skulle have været erstattet af et punktum. Vi biføjer et rettet eksemplar, da påpegningerne og konklusionen også i det brev stadig er vigtige.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

18 januar 1999 skriver Pressenævnet til Danmarks Radio. Att.: Kontorchef Martin Melchior, direktionssekretariatet KH 12, TV-Byen vedr. sag 119/1998 (sagen vedr. "Deadline"):

Vedlagt sendes kopi af Lars Thirslunds skrivelser af 16. december 1998 og 6. januar 1999 til orientering.

Da skrivelsen ikke anses for at indeholde nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse, anser Pressenævnet nu sagen for at være fuldt belyst.

Nævnet påregner derfor, at sagen vil blive behandlet på nævnsmødet den 3. februar 1999, og De kan forvente at modtage nævnets kendelse med posten den 5, februar 1999.

Kopi af dette brev er tilsendt Lars Thirslund.

Med venlig hilsen

Ulla Ingerslev

Betragtningen er interessant. De faktiske omstændigheder har hele tiden været åbenbare. Striden står om, hvordan de bør vurderes i lyset af de presseetiske regler og almenhedens ret til korrekt og relevant information. Mine to sidste breve havde til formål at betone borgernes ret. Den blev tilsidesat i Reimer Bo-sagen Deadline-sagen..

Specielt ved Deadline-sagen er, at den handler om direkte usandfærdige påstande, udslynget for åben mikrofon og med ubegrænset tid til korrigering. Også dette var "god presseskik". Læs mere om det dekadente nævn, især i artiklen "Monopolet mobiliserer".

Lars Thirslund

Marianne Herlufsdatter