Revisionismen

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Som vi refererede i Samisdat V, producerede Ekstra Bladet to artikler for at smæde revisionismen. I den ene af dem, "Mikkel og løgnerne" blev vi stillet frem som holocaustnægtere, og - uden at det blev sagt åbent - gjort til måltavle for en lang række skældsord. Vi protesterede mod dette til chefredaktøren Bent Falbert.

Ekstrabladet reagerede på denne klage ved at lade redaktør Jakob Andersen love at bringe et interview med os. Bladet sendte en fotograf til vor bopæl, så at det kunne dokumenteres, hvor "aparte" vi ser ud.

I mellemtiden fik vi lejlighed til at studere flere af redaktørens arbejder, og det gjorde os betænkelige. For at der skulle være mindst mulig tvivl om, hvad vi mener, og hvordan vi siger det, skrev vi hver sin epistel og sendte dem til bladet.

Måske var det derfor, redaktøren mistede lysten til at gå videre. I hvert fald kom der ikke noget interview. Og vore udtalelser blev heller ikke bragt. Dem bringer vi så her:

Lars skrev:

Et bidrag til den historiske holocaustforskning:

Revisionisme er sund fornuft, holocaust er religion.

Men absolut ikke vor religion,

der bygger på Jesus, som stod for-, og står for sandhed.

Det er derfor helt forkert, når Peter Duetoft giver vor kultur og vor overvejende religion ansvaret for holocaust sammen med dette århundredes store folkemord.

Hvorfor insisterer han på at give tyskerne skylden for mere, end hvad de faktisk har gjort. De har ikke myrdet 6 mio. jøder De har ikke bygget gaskamre, hovedknusemaskiner, holocaustbål og elektriske massemordmaskiner. Det er krigspropaganda, som man har givet udbredelse gennem anvendelse af vold, tortur og mediemanipulation.

Enkle undersøgelser, med anvendelse af sund fornuft, har vist, at det ikke er gået til på den måde. Det dokumenteres af en omfattende supersaglig litteratur, som desværre ikke er oversat til dansk. VESTLIGT FORLAG bryder dette dødvande ved at tilbyde en oversættelse af et af revisionismens banebrydende arbejder:" Døde virkeligt 6 mio.?. Der peges også på, hvor man på hovedsprogene kan hente sig pålidelig information.

Den vedtagne holocaustberetning er i strid med historisk kildekritik og med elementære kemiske og fysiske love.

Når tabstallene for Auschwitz-Birkenau nu er reduceret med mellem 3 og 4 mio., må det samlede tabstal reduceres tilsvarende.

Historien om Auschwitz viser, at holocaustpropagandaen har løjet hæmningsløst. Den har påstået dusinvis af forskellige tabstal fra 8 mio. ned til 470.000 (Jean-Claude Pressac). Revisionisterne sandsynliggør, at tallet ikke kan overstige 150.000. Blandt de mange bud, som stadig er blevet lavere og lavere, kan højst eet være rigtigt. Det er fuldstændigt klart, at holoerne har løjet og lyver hæmningsløst.

I de store tabstal, som er uomtvistelige, indgår såkaldt naturlige tilfælde som følge af alder og svagelighed, men især tab på grund af de epidemier, som især mod krigens slutning hærgede, samtidig med, at tilførslerne af mad og medicin svigtede på grund af de allieredes tæppebombninger.

Hvordan kan Duetoft blive ved med at tro på propagandaens udlægninger? Og hvordan kan han, med henvisning til sin kristendom, blive ved at anklage tyskerne for forbrydelser, de ikke har begået?

Hvordan kan han anklage vestlig kultur for at være ansvarlig for disse "folkemord."?

Faktisk var det jøder, som allerede i 1932-33 erklærede Tyskland krig og siden bekæmpede landet med alle til rådighed stående midler, hvilket var en uhyre pengemagt og en propaganda-maskine, som havde kontrol over det meste af den vestlige presse.

Derfor fik vi aldrig at vide, at da tyskerne provokeret af et jødisk mord på en ung tysk diplomat i Paris, i 1938 lod sig ophidse til at boykotte jødiske forretninger i en uges tid, da havde de magtfulde jøder i Vesten i 6 år boykottet tyske varer på verdens-markedet i en periode, hvor Tyskland var tvunget ned i dyb økonomisk elendighed.

Og vi fik aldrig at vide, at amerikanske jøder i 1941 besluttede at udrydde alle tyskere, tysk sprog og al tysk kultur. Dette er et historisk faktum, og det hændte et år før Wannseekonferencen, hvor tyskerne netop IKKE besluttede at myrde jøderne; men at forflytte dem, der ikke allerede var emigreret - det var de fleste tyske jøder - østpå.

Dette gigantiske folkemord på 80 mio. vesteuropæere, var en jødisk - ikke en kristen idé, og den blev forfulgt med uhyggelig konsekvens. Et halvt århundrede efter krigen dukker nye afsløringer op gennem røgsløret, f.eks. at Israels præsident, Chaim Weizmann efter krigens afslutning deltog i anstrengelser for at myrde 6 mio. tyskere ved at forgifte deres drikkevand.

Man kan med Duetoft spørge: hvordan kunne alt dette gå til? Svaret må søges ikke i den kristne, men i den jødiske religion.

I denne er folkeudryddelse noget selvfølgeligt. Vi læser i Det Gamle Testamente, at alle folk, der kom i vejen for jøderne, skulle udryddes uden skånsel. I Jødisk børneopdragelse og voksen-indoktrinering indgår endnu i dag en fest til minde om et af jødernes vellykkede folkemord, for ca. 2½ tusinde år siden. Det drejede sig om mord på 60.000 mennesker, som jøderne betragtede som fjender. Set i forhold til verdensbefolkningerne da og nu svarer det i dag til et folkemord på ca. 1½ mio. Denne hårrejsende bedrift mindes jøderne hvert år, den dag i dag, med glædesytringer: råben og skrigen samtidigt med, at de spiser kager, formet som hængte mænds afskårne ører. Et kannibalistisk ritual, makabert, lige som omskærelse og schächtning.

Det interessante er, at historien om dette blodbad den dag i dag mindes med så uskrømtet entusiasme, selv om historikere hævder, at beretningen er en legende eller et sagn . Det er forresten karakteristisk, at danske aviser, f.eks Kristeligt Dagblad 1.1.99 og igen 4.1.99, omtaler denne fest, purimfesten som en glædesfest over, at jøderne "blev frelst fra folkemordet i Persien" for 2500 år siden. I virkeligheden er det åbenlyst en glædesfest over, at jøderne selv lykkedes med et folkemord på modstandere, de selv udpegede, og hvis fjendskab de selv listigt havde fremprovokeret (Se Esthers bog.). Hvorfor ellers fetischismen med de afskårne ører?

I Mosebøgerne læser vi om jødernes nådeløse slagtning af amalekiter og i Samuels bog om ammonitterne, der blev særligt grusomt maltrakteret. I anden Samuels bog, kapitel 12, vers 31, læser vi i vore bibler frem til 1931, at David drog til byen Naba, stred med den og indtog den, hvorved han reddede sig en guldkrone, besat med ædelstene. Den vejede en centner ( 49 kg.). "Men folket, som var derudi, førte han ud og lagde dem under save og tærskeslæder af jern og under økser af jern, og lod dem gå igennem teglovnen, og således gjorde han med alle Ammons børns stæder". Her ser vi, at holocaust: brændoffer af mennesker - endda levende - blev introduceret af jøderne selv for 3000 år siden, og vel at mærke systematisk og efter tidens forhold industrielt, og helt afgjort efter ordre fra eneherskeren.

Det er tydeligt, hvorfra de jødiske hitte-påere har hentet idéen til beskyldningerne mod de tyske nazister. Uforståeligt, at vore egne præster og hofhistorikere er hoppet på historien og klamrer sig til den

Men barbariet i bibelteksten har alligevel været for udfordrende for vort eget præsteskab. I 1931 reviderede man teksten, så den kom til at se næsten uskyldig ud; men det rimer ikke med vulgata-oversættelsen, der er endnu barskere.

Om jødernes bedrifter under kejser Trajan. fortæller den romerske historiker Cassio Dio Cocceianus i "Roms annaler": Da kejser Trajan var optaget i det fjerne Trakien, benyttede jøderne lejligheden til at foranstalte storstilede og barbariske udryddelser af grækerne, som var et af periodens bærende kulturfolk. I Kyrene på Nordkysten af Libyen fortæller han, at 220,000 blev massakreret. På Kypern 240.000, og i Ægypten et meget stort antal. Verdens samlede befolkning anslås på den tid at have været ca. 250 mio.

Romernes repressalier var naturligvis ikke blide, og jøderne har ikke siden berømmet sig nævneværdigt af deres bedrifter i Kyrene og på Kypern, men besluttede fremover fortrinsvis at føre sig frem i rollen som forfulgte uskyldigheder.

Nogle vil indvende, at nævnte historier har mytisk karakter: men myter er, som vi ser det i purimfesten og ved helt aktuelle myter, grundlæggende indarbejdet i jødisk opdragelse. Det er nødvendigt at gøre sig sådanne forhold klare, hvis man skal forstå, hvordan den jødiske propaganda kunne finde på, først at ville totaludslette et europæisk kulturfolk, og så at transplantere sine egne barbariske ideer over på modstanderen og få os alle sammen til at tro på det.

Det er på tide, at propagandavåbnets uhyggelighed afsløres.

Vi er helt enige i, at sandheden om, hvad der skete under- og i tilslutning til de store krige, endelig skal frem. Da må kritiske undersøgelser og de store revisionisters bøger slippes ind på dansk i boghandler og på biblioteker.

Og så må ensidigheden i den etablerede historieskrivning brydes.

Det er enkelt at dokumentere, at tyskerne har begået grusomheder (men altså ikke mordet på 6 mio. jøder) Det er imidlertid lige så enkelt at dokumentere, at de sejrende magter har begået uhyrligheder, der står mål med, ja overgår tyskernes.

Det plagsomme er, at medens bøger i snesevis svælger i tyske forbrydelser, af hvilke nogle helt klart er opspind, så forbigås de allieredes ugerninger stadigvæk, lige som man ser gennem fingre med Israels krigsforbrydelser i Palæstina.

En ny generation af historikere må slippes frem.

Det er nødvendigt at understrege, at ganske mange jøder i det store og hele er enige i det meste i disse betragtninger; men at sådanne dissidenter hidtil heller ikke har været velkomne i danske media.

Bemærkning: I dette manuskript er tilføjet enkelte oplysninger, som ikke indgik i den oprindelige version til bladet

Lars Thirslund

Marianne tilføjede:

Det, som har rystet mig

er:

a) at det har vist sig, at de allierede, også amerikanerne, var ansvarlige for grove krigsforbrydelser, bl.a. gennem systematisk tortur af Nürnberg-fangerne.

b) at "Germany Must Perish" blev udsendt, inden USA var med i krigen.

c) at Eisenhower udtrykkeligt gav ordre til, at de våbenløse tyske soldater, der havde overgivet sig, skulle sultes ihjel, indespærret bag pigtråd, uden tag over hovedet, på åben mark. Ca 1 mio. menes døde.

d) at israelerne, hvor de selv har magten, behandler palæstinenserne umenneskeligt med terror, og stjæler deres jord.

Det er en letkøbt fidus at kalde alle, der kritiserer en jøde for antisemit, hvorefter man gør antisemitisme synonymt med nazisme.

Og nazisme, nationalsocialisme, påstås simpelt hen at være det værste, der findes, hvorimod internationalsocialisme, kommunisme, bare er en smuk tanke, der desværre ikke har kunnet realiseres - endnu.

Hvis man begynder at interessere sig for, hvad jødedom er, opdager man, at der ikke findes noget mere racistisk, og det bliver bare værre, når man kommer frem til TALMUD.

Derfor skal munden lukkes på alle andre med skældsord som antisemit og nazist.

Jøderne gør i dag ingen hemmelighed af, at de selv kun bør gifte sig med jøder, det er fuldt legalt, når det gælder dem. Men VE den ikke-jøde, der giver udtryk for det samme for vor del.

Man nævner næsten altid racisme og antisemitisme i samme åndedrag som om, det er det samme: Det er modsatte begreber. Semitisme eller mere nøjagtigt: judaisme, er rendyrket racisme.

Holocaust skal gøre det synd for jøderne, så de er fredet for enhver kritik.

Desuden er det en vigtig indtægtskilde. Ingen andre skal til stadighed have erstatning for reelle eller påståede lidelser.

Derfor er tallet 6 mio. så vigtigt for dem, selv om man kan spørge: "Er een mio. ikke slemt nok? - Nej, 6 mio. er bedre.

Jøderne har aldrig tidligere interesseret sig for andre folks skæbne og har hævdet, at jødernes ulykke er den største, verden har set.

Nu, da "Holocaust" er ved at smuldre mellem fingrene på dem, begynder de pludselig at snakke om folkemord som fænomen, for at støtte sig til andre, anderledes veldokumenterede katastrofer.

Duetoft er "chokeret" over det, der skrives "uimodsagt" på internettet. Det, der i virkeligheden generer ham er, at han ikke længere selv kan udbrede sig uimodsagt i medierne.

Marianne Herlufsdatter