Om historieskrivning

Det bedrag, vi er udsat for, afslører sig kun langsomt og modstræbende, fordi mediemogulerne frit kan blande løgn og sandhed, nyheder og pseudonyheder, så at det bliver meget svært at fiksere, hvad der er sorteret fra. Samtidig har deres udvalgte talerør frit spil.

Resultatet er blevet et totalmanipuleret billede af historiske kendsgerninger og den politiske virkelighed....

Postilhistorikere og revisionister

"Historikeren" Stig Hornshøj-Møller har skrevet en oplysende kronik i Jyllands-Posten den 25.8.98. Han forklarer, at historikerens opgave er at fortælle en opbyggelig historie, til hvilken han beslutter, hvem, der skal være helt og hvem skurk. Det har man jo længe haft en mistanke om; men her træder en faghistoriker frem og bekender det åbenlyst. Og vi får også at vide hvorfor. Han er bange for, at nogen skal pille ved det opbyggelige billede af verdenshistorien, som vi har hygget os med i over 50 år.

Det byggede på, at Hitler var alle tiders ondeste mand, som ville udrydde alle jøder. For at redde de forsvarsløse, uskyldige jøder, gik helte i krig. Dem kender naturligvis alle. Det var især Churchill, Roosevelt og Eisenhower; men man kommer ikke uden om, at de fik hjælp af stålmanden Stalin, som desuden kæmpede for at opbygge et lykkeligt, klasseløst kommunistisk idealsamfund.

Vi ved, at heltene sejrede over den onde Hitler, og tyskerne blev tvunget til at skrive deres historie om med de fortegn, som sejrherrerne dikterede dem. Og så blev de tvunget til at betale kæmpemæssige erstatninger til sejrherrerne, men især til jøderne for drabet på et antal af dem, som man først satte til 24 mio; men da der ikke fandtes så mange i hele verden, og på tyskkontrolleret område bare ca 3 mio., enedes man om at skære tallet ned til 6.

Det må indrømmes, at dette er en opbyggelig historie, og det er forståeligt, at opbyggelseshistorikerne - lad os for kortheds skyld kalde dem postilhistorikerne, ønsker at slå vagt om den.

Men er den sand?

For en anden gruppe historikere er det dette spørgsmål, der er det afgørende. De satte en ære i at undersøge historien, og så kom de frem til noget anderledes resultater. Derfor kalder man dem for revisionister. Deres arbejde fremkaldte irritation blandt postilskriverne og efterhånden dyb - jeg vil ikke kalde det oprigtig - harme. Vi mærker det i H.-M.'s ærgrelse over professor Bent Jensen, som allerede et godt stykke vej er blevet revisionist. Han finder nemlig, at Stalin var lige så slem som Hitler, eller på nogle punkter måske værre. Det harmer H-M., at Jensen sidder i sit "akademiske elfenbenstårn" og ikke forstår "folkets krav", for det er dette ophøjede mål, som han og Peter Duetoft går ud for at forsvare.

Men her er han ikke helt oprigtig og nutidig. Vor tids akademikere sidder ikke i et elfenbenstårn, men flakker snarere rundt i en slags akademisk hundecirkus, hvor den, der vil klare sig, bør holde til, hvor de bedste lunser lokker. Der er konkurrence om madstederne. Vi ser det af den sure bemærkning om, at en af revisionisterne har et forskningsstipendium. Jamen, hvad er der galt i det? - manden er jo dygtig! Jo, men forskningspengene skal gå til opbyggelseshistorikere og postilskriveri, ellers risikerer man, at det opbyggelige historiemaleri afslører sig som mindre kønt.

Det har allerede fået skrammer. Hverken Churchill, Roosevelt eller Eisenhower viste sig at være så ædle, som opbyggeligheden kræver. Og Bent Jensen har ret i, at Stalin faktisk var værre. Det kunne mange måske - med tungt hjerte - bære over med. Men at tyskerne skulle være mindre modbydelige, end man så omhyggeligt har udpenslet dem, det er for galt, selv om det egentlig burde være glædeligt.

Man kan til nød indrømme, at en del af de krav, Hitler stillede på tyskernes vegne, havde en vis rimelighed . Men een ting kan man ikke indrømme: at han ikke ville myrde alle jøder. Det ville være en katastrofe: Det ville berøve en stor mængde jøder fundamentet for mægtige indtægter. Men det er vel ikke noget dansk problem, eller er det?

Jo, for i den akademiske hundegård bliver der kaos. Opbyggelseshistorikerne ser deres idéfundament og deres leveniche truet. Vi ser derfor, at postilhistorikerne og zionisterne står ubrydeligt sammen om påstande, der strider mod sund fornuft, men da de sidste ejer magten i medierne, gør det ikke så meget.

Man påstår bare at holocaust er videnskabeligt bevist og lukker al adgang til medierne for de, der kan bevise det modsatte. I vort samfund kan hvem som helst hævde, at Gud ikke findes, ja, at Jesu liv og hans død på korset er en myte. men at påvise, at holocaustforkyndere siger noget, som ikke kan passe - det vil aviserne ikke tillade.

Nu vil folketingsmand Duetoft, assisteret af postilhistorikere, have, at det skal være forbudt at fornægte holocaust, lige som det er det i Tyskland og Frankrig. Men hvad forstår man ved dette begreb? Holder vi os til den klassiske formulering, betyder det påstanden: 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne, deraf de 4 mio., især i gaskamre, i Auschwitz-Birkenau.

Vi har vist, at det for 25 år siden er dokumenteret, at denne påstand ikke holder. Enhver kan forsikre sig om dette, da den yderst holocaustloyale redaktion af den ny encyklopædi har tilladt oplysningen, at der i Auschwitz "kun" omkom 1 mio., altså 3 mio. færre, end læren foreskriver. Det står klart, at holoerne har løjet hæmningsløst, så længe mediemonopolet var heldækkende. Efter internettets opfindelse er det ikke længere dét.

Der er fremført dusinvis af forskellige tabstal for Auschwitz-Birkenau, fra 8 mio. ned til 150.000 eller 200.000. Højst eet af dem kan være rigtigt. De højere tal er droppet for længst.

Det er patetisk, at postil- og hofhistorikere nægter at se realiteterne i øjnene.

24 januar 1998 lykkedes det religionshistorikeren Christian Lindtner at få placeret et essay i Berlingske Tidende, hvori han påpegede, at "Den danske offentlighed savner et korrektiv til Hollywoods ofte underlødige produkter, samt til vraggods af kommunistisk krigspropaganda."

Artiklen var yderligt forsigtig. Den omtaler ikke Zündelprocesserne, Rassinier og Faurisson; men mest nyere jødiske forskere, som er interessante i den her givne sammenhæng ved, at de hanefjed for hanefjed nærmer sig revisionisterne. Lindtner forsøger at nuancere billedet af det tysk-jødiske forhold ved bl.a. at pege på Bryan Riggs´ opdagelse, at mindst 77 officerer i Hitlers hær var af jødisk oprindelse, deriblandt to feltmarskaller, otte generalløjtnanter, fem generalmajorer og 33 oberster. Der var altså jøder, der på trods af den rådende konflikt bevarede deres loyalitet mod værtslandet.

Zionisterne blev rasende præcis som i 1995, da Marianne sammesteds havde skrevet om "Jødisk politik ifølge Mosebøgerne." (se nu her på internet "Moses og danskerne", red.) Hun havde jo også citeret jøder - ja udelukkende.

"Det er en modbydelig artikel" sagde fhv. overrabbiner Bent Melchior. Og formanden for Mosaisk Troessamfund, Bent Silber, klagede til Berlingeren.

Jyllands-Posten skrev: "Jøder raser over artikel" og citerer Bent Silber: "Artiklen er en hån mod ofrene. Jeg har modtaget en beklagelse fra Anne E. Jensen, men hun har ikke officielt i Berlingske Tidende beklaget artiklen."

Nej, hvorfor skulle hun gøre det? Redaktør Nis Gunder Hansen gjorde 24.1.98, i artiklen "Århundredets åbne sår" rede for, hvorfor det er nødvendigt "at snakke kildekritik" i forbindelse med gaskamrene, selv om det skaber strid. "Det er selvfølgelig videnskabens forbandede pligt at tage disse konfrontationer - under streng overholdelse af den selvjustits, der ligger i den åbne debat og kritik." Det er virkelig godt at høre; men samme forbandede pligt påhviler pressen og forresten alle, der tager til orde i den offentlige debat. Hvad selvjustits angår, er det et selvfølgeligt grundkrav i enhver videnskab. Men fænomenet har været svært at få øje på i holocaustlejren, hvor den burde være lige så selvklar. Igen kan Auschwitz, som et af de bedst undersøgte tilfælde, tages som eksempel. Det er en kendsgerning, at når offertallet for denne lejr har taget rutscheturen fra 24 mio. ned til langt under 1, så skyldes det revisionisterne (hvoriblandt også jøder), som er blevet bekæmpet med de brutaleste midler.

Avisen havde kun ære af at flytte en lille sten i den grædemur, som zionisterne har bygget op omkring deres holocaust-myter, der i den overleverede form strider mod sund fornuft. Alligevel følte Anne E. Jensen sig åbenbart tvungen til at bede om forladelse; men det var for sent. Hun blev hurtigst muligt erstattet af Peter Wivel. Og debatredaktionen blev overdraget Bent Blüdnikow. Dermed var grædemuren lukket sammen omkring Berlingeren så solidt som nogensinde omkring Politiken.

Alligevel turde ingen benægte, at Auschwitztallene havde været for høje. Dan Tschernia forsvarer de urimelige tal med påstanden: "Om det var tre mio., en mio. eller 80.010, (tallet nævnes af Lindtner ((ja; men ikke som det endelige tal, men som det, der gøres rede for i visse af lejrens nu kendte dødebøger. (Vor anmærkning)) der blev myrdet i Auschwitz er i denne sammenhæng fløjtende ligegyldigt".

Det er uhyre interessant, at Tschernia allerede til en begyndelse formindsker offertallet fra 4 til 3 mio. Dernæst, at han hævder, at 3 mio. eller 80.000 er fløjtende ligegyldigt. Bedre kan det ikke illustreres, hvor letfærdigt holocaustreligiøst orienterede skribenter omgås med talstørrelser og forresten andre fakta. Lindtner fik lejlighed til et kort svar, hvor han nævnte, at encyclopædien lyver. Det uddyber vi i "Døde virkeligt 6 mio.?" Men naturligvis blev hof- eller postilhistorikeren Therkel Stræde, "Lektor i moderne tysk historie ved Odense Universitet", fornærmet, da det var ham, der havde skrevet artiklen om Auschwitz. Han slutter: "Der er skam oplysninger hos Lindtner, som hver for sig er rigtige nok. Men sammenhængen, de er skruet sammen til, er vanvittig og langt under det niveau af seriøsitet, som emnet - den moderne tids mest uhyggelige massemord - gør krav på."

Dermed lykkes det ham så fint, at slå fast, hvad det kommer an på at skrue sammen til, nemlig, at Auschwitz var "den moderne tids mest uhyggelige massemord." Da facit er givet på forhånd, spiller det for Stræde ingen rolle, om offertallet er 8 mio., som holoer har hævdet, eller 1 mio., som han selv besluttede sig for. Eller om dødsfaldene skyldtes gaskamre, alderdom eller epidemier. Det er og bliver "den moderne tids mest uhyggelige massemord". Men hvorfor vil lektoren i moderne tysk historie ikke ud med historien om, hvordan det tyske folk dog pludselig blev frikendt for mordet på 3 mio. jøder?

Naturligvis fordi den afslører, at hof- og postilhistorikernes fremstilling, ikke blot af Tysklands, men af hele Europas historie er groft forvrænget.

Mord er aldrig hyggelige. Det er krigshandlinger, slaveri, sult og epidemier heller ikke. Men før vi bedømmer mord, kræver vi undersøgelser af omstændigheder, våben og motiver.

Revisionisternes indsats var den utroligt enkle, at de begyndte at stille samme krav om dokumentation, når det galdt tyskernes massemord, som vi stiller til dagligdagens almindelige civile mord. En ekstra overraskelse ved deres undersøgelse var, at den afslørede, at sådanne undersøgelser aldrig var blevet foretaget før. Det mest chokerende var, at der trods dette var holdt den ene krigsforbryderproces efter den anden, og at anklagede var blevet dømt og puttet i fængsel eller hængt på samlebånd. Hvordan kunne man komme og hævde, at sagerne ikke var blevet ordentligt undersøgt? Det var en alvorlig anklage mod de sejrende helte, der både arrangerede processerne og fastsatte reglerne for bevisførelse og forsvar.

For os er vore avisers nyhedsbehandling lige så chokerende. Danske aviser holdt jo mund og fremstillede processerne som grundige og gennemført retfærdige. Alligevel viser enkle undersøgelser, at processerne brød med de mest grundlæggende retsprincipper, som er udviklet i Vesten, og forhørsmetoderne var hårrejsende. Mistænkte blev pryglet på testiklerne og truet med repressalier mod deres familier. Jøder var hovedaktører i denne mishandel, til det omsider blev for groft.

"Døde virkeligt 6 mio.?" gør rede for nogle af disse forhold. De er uhyggelige; men omtrent lige så uhyggeligt er det, at vore medier har kunnet holde tæt om det. I angelsaksiske lande ikke helt, og vi udelukker ikke, at enkelte danske journalister har rapporteret, hvad der skete. Men vi må bekende, at vi aldrig er faldet over noget, og der henvises stadig til processerne, når postiljournalister forsvarer holocaustdoktrinen.

Det er ubegribeligt, at såkaldte historikere mener, de kan bygge på udtalelser fremtvunget ved tortur og trusler; men det er denne blanding af kynisme og naivitet, der fik domstolene til at anerkende vidnesbyrd, som aldrig burde være anerkendt. Det blev nådeløst afsløret under Zündelprocesserne, ganske enkelt ved, at man for første gang undersøgte de fysiske omstændigheder, som var til stede dér, hvor de påståede forbrydelser havde fundet sted. Undersøgelserne viste, at en masse af dem simpelt hen ikke har kunnet finde sted. Men hvorfor bekendte da Rudolf Höss, de umulige forbrydelser, han var anklaget for? Det står helt klart, at han blev pryglet til det og truet med, hvad man kunne gøre mod hans familie, som han elskede højt. Når dette står helt klart, skyldes det, at hans bødler har skrevet en bog, hvor de praler af deres bedrift.

Postilhistorikeren Hornshøj-Møller holder heltefanen højt og gør meget ud af Centeret for menneskelige rettigheder og kampen mod tortur. Det er på den baggrund yderst mærkeligt, at han da ikke er mere kritisk i sin egen forskning, og hvad har Duetoft og centret gjort for at stoppe Israels statsgodkendte anvendelse af tortur, skønt landet har underskrevet konventionerne om forbud mod dette.

H.-M. hævder, at holocaust er videnskabeligt bevist, medens man med større ret kan hævde, at den er videnskabeligt modbevist. Revisionisterne har dokumenteret, at gaskamre, af typer som de påståede, umuligt kan have fungeret i anvendelig skala, og at de krematorier, som fandtes, ikke har haft kapacitet til de påståede anvendelser. Postilhistorikerne læser kun - eller refererer kun - den litteratur, der passer til deres maleri. Og alliancens indflydelse rækker så langt, at selv videnskabelige biblioteker undlader at anskaffe den mest selvfølgelige litteratur.

De forsvarer en ideologi, som er fjern fra vor egen tradition. Vi har peget på Israel Shahak's konklusion: Zionismen er den klassiske jødedoms arvtager og fordærver sjæl og sind.

Den klassiske Holocaustmytologi er denne dæmoniske læres sidste knopskydning. Den tjener to formål:

At presse penge ud af Vesten, især Tyskland.

Og at hævde den idé, at på grund af grusomme begåede overgreb mod jøderne er jøder for altid befriet fra ethvert ansvar for begangne og fremtidige forbrydelser.

For at forsvare denne absurde ideologi, dens propaganda og dens fysiske aktioner og erobringskrige, forsvarer danske sympatisører forfalsket historiefremstilling og dækker over krigsforbrydelser, på samme måde som venstreromantikerne til det sidste forsvarede kommunismen.

Postilhistorikernes regimente er nedværdigende for dansk historieforskning og katastrofal for dansk demokrati.

Lars Thirslund