Religionskrigen mod Danmark

Flere "missing links" i pressen

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Det kristelige blad ville ikke bringe vor artikel om Geoffrey Cains snu antidanisme. Og den mosaiske mediemagt behersker alle danske blade. (men se artiklen "Den snu anti-danisme" her på internet). Derfor bliver jødiske rabbinere, nu- og forhenværende, indbudt til at holde foredrag i danske menighedsforsamlinger, hvor de ved selektiv anvendelse af de "hellige" skrifter, som de to religioner menes i vis udstrækning at være fælles om, gør nar af vor religion og laver reklame for deres egen. I Samisdat IV refererer vi et sådant møde. Vi har rapporter fra to senere sammenkomster, hvor indbydende sognepræster bevidnede næsegrus beundring for den religion, der mener, at Jesus skal tildeles en særlig udsøgt plads i et helvede, hvor han koges i et hav af ekskrementer. Det vil vore egne rabbinere vel ikke påstå! Nej, sikkert nødigt! Men det er der andre talmudister, der vil.

Vort eget præstevæsen har mistet sine rødder både i Jesu forkyndelse og i nordisk skepsis og sund fornuft. En præst i Thy bliver fyret fra sin stilling fordi han ikke vil døbe i Faderens, Sønnens og Den Helligånds navn, men til. Man kan være enig eller uenig, men ikke frakende denne prædikant respekt for ordet. Samtidigt anbefaler en dansk biskop, at vi skal give plads til moskéer, og en præst foreslår, at vi skal forære mindre besøgte kirker til muslimerne. Til hvad i al verden tjener dansk præsteuddannelse, hvis den ikke fører til, at vore præster i hvert fald erkender forskellen mellem de tre religioner?

For en grov andel af vor præstestand er kollegialitet mod andre præstesamfund blevet vigtigere end de idéer, der forkyndes. Deres attituder dikteres af mediemonopolets idol den multitolerante, multikulturelle, helårsvamle vatnissejulemand.

Brødrene Melchior udnytter deres mediale privilegier dygtigt i myriader af artikler og interviews. Også mediemagasinet følte sig kaldet til at give Bent Melchior skærmplads, så han kunne beklage sig over, hvad Reimer Bo var kommet for skade at slippe ud i æteren. (Se artiklen " Panik i fjernsynet" i Samisdat V).

Vi skrev til Jyllands-Posten eksklusivt - for det kræver bladet - ellers vil det ikke bringe noget som helst; men selv da er det yderst eksklusivt, hvad det bringer.Og kort skal det være. Altså:

Bent Melchiors jammerklager

I Medie Magasinet 16.10.98 beklager fhv. overrabbiner Bent Melchior sig over, at han i Reimer Bo-udsendelsen 16.9.98 måtte høre på løgnagtige påstande om ting, som han vidste noget om.

Det samme ærgrede mange andre; men der blev da også sagt nogle rigtige ting.

Mogens Berendt pegede på, at vi har så godt som jødisk meningsmonopol i Danmark, og Marianne Herlufsdatter pegede på, at de jødiske ofre i Auschwitz-Birkenau ikke var, som jøderne har påstået, 4 mio., men højst 1,5 mio., som mindetavlerne på museet nu oplyser. Havde Reimer Bo givet hende tid, kunne hun have tilføjet: eller 1 mio., som encyklopædien oplyser, eller 465.000, som Jean-Claude Pressac kom frem til. Eller endnu mindre som nyere forskere sandsynliggør. Alt dette ved Bent Melchior naturligvis, er rigtigt.

Et ungt menneske, betegnet "jøde", råbte: Der var også andre lejre! Ja, dér hævdes det, at 2 mio. blev myrdet. Men uanset, om dette tal vil holde eller også vise sig overdrevet, står det fast, at tabene i Auschwitz, og dermed det samlede tab, er opgivet i hvert fald mellem 3 og 4 mio. for højt. Det betyder, at påstanden, som en dame fremførte, at 6 mio. jøder døde i nazisternes lejre, er usandhed.

Det ved Bent Melchior naturligvis; men hvorfor siger han det ikke lige ud?

Lars Thirslund

Arne Melchior og muslimerne

Bladet fandt, at brevet ikke passede; men nu blussede religionskampagnen op. Arne Melchior gik ud i Jyllands-Posten med påstanden, at vor grundlov påbød os at give muslimerne ret til at bygge moskéer. Vi sendte to indlæg, som bladet påstod var for lange. Bladets læsere må ikke bruge mere end 300 ord. Arne Melchior måtte godt anvende det dobbelte. Trods forkortninger og gentagne henvendelser, ville bladet ikke bringe vore oplysninger; men her er de:

Lars forsøger modangreb..........

Rubjerg 30.11.98

Jyllands-Posten
8260 Viby J

Svar til Arne Melchior, eksklusivt Jyllands-Posten:

Grundloven forsvarer vor kultur

Vor grundlov anviser også et værn mod, at vi skal lade os rende over ende af religioner, der er fjendtlige mod den humanisme og den kristne lære, som, uanset hvor bogstavtro vi er, udgør fundamentet for vor kultur.

Den forudsætter, at enhver religionsudøvelse skal ske sådan, at intet foretages, "som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Sædelighed defineres i NUDANSK ORDBOG som moralsk uangribelig væremåde.

At der i Tivoli findes nogle små minareter i en sammenhæng, som intet har med religiøs forkyndelse at gøre, har ingen relevans i forhold til den aktuelle debat. De små minareter gør sig ikke gældende i vort arkitektoniske bybillede. De konkurrerer ikke med rådhustårnet eller med nogen kristen kirke. Det gør heller ikke den russiske ortodokse kirke, der overholder Bredgades bygningshøjde og slet ikke forsøger at overtage gadebilledet. Noget helt andet er det, når muslimerne vil overføre deres arkitektoniske tradition til Danmark for at dominere danske bybilleder med høje minareter og kraftige kupler, for ikke at tale om bønneudråbere. Alt det sidste er utvetydige råb om, at her er det Islams magt, der gælder. At Islams budskab ikke er fred og tolerance, kan enhver selv overbevise sig om ved at læse koranen, og det dokumenteres overbevisende af skandinaviske skribenter som Mogens Glistrup, Peter von Sperling, Elsebeth Halchendorff, Per Jönsson, Karin Davies, Povl Erik Andersen. Louise Frevert m.m.fl.

Danske byplanlæggere og beslutningstagere bør modsætte sig, at vi prisgiver vestlig og dansk, kristen og humanistisk kulturtradition til fordel for uforligelige livsopfattelser. De, der foretrækker muslimsk kultur, bør naturligvis vælge et muslimsk land. Der er nok at vælge imellem.

Når Arne Melchior argumenterer med henvisning til, at vi har godkendt synagoger, er der grund til at se nærmere på, om dette har været gennemtænkt. Her ser vi netop et eksempel på, hvor let vi, i godtroenhed, lader os føre bag lyset.

Han skriver: Det er jo den samme Gud, vi beder til i alle de tre religioner. Det er en tvivlsom påstand, da det er helt forskelligt, hvordan vi forstiller os guden, og hvad det er, vi beder ham om.

Jødernes Gud er kun jødernes. Derfor takker de ham hver dag for, at de ikke er født som gojim, ikke jøde, som kvinde eller et umælende dyr. Det guddommelige, som vi ser i Jesus, afviser jøderne fuldstændigt. For dem er han det afskyeligste af alt, og i deres ritualer indgår regelmæssige forbandelser af hans personlighed. Helvedes flammer er ikke nok til ham. Man forstiller sig, som sagt, at han specielt skal martres ved at koges i et hav af ekskrementer.

Hvis danskerne havde kendskab til, hvad der står i jødernes "hellige" skrifter ville de - ja, - korse sig.

Der udlæres, at selv gojims - ikke jøders - embryo er ringere end jøders. Og Rabbiner Schneur Salman, forfatter af " Schulchan Aruch" og grundlægger af kassidismen forklarer, at deres sjæle er af anden og ringere natur. Alle jøder er af natur gode, alle gojim af ond natur. Jøderne er skabelsens krone, gojim dens afskum.

Judaismens ritualer og traditioner er barbariske i en grad, som de færreste kan forestille sig. Der indgår daglige forbandelser af alle, der har en anden opfattelse end de selv. Deres omskærelsesceremoni er barnemishandel og i strid med flere konventioner, ikke mindst børnekonventionerne. Om dette er der påfaldende stille i forhold til den livlige debat, der har været omkring schächtning. Man må spørge Pia Kjærsgård: Har bittesmå menneskebørn mindre krav på hensyn og beskyttelse end okser?

Når Arne Melchior hævder, at judaismen og Islam praktiseres fuldt lovligt i Danmark, er det altså slet ikke, så sikkert, som han vil have os til at tro. Helt sikkert er, at en del af deres forehavender er i strid med, hvad de fleste danskere finder uangribeligt.

Ved at spille på kristen medfølelse og barmhjertighed er det lykkedes jøderne - under henvisning til forfølgelser, uanset tid og sted, betegnet som antisemitisme - at opnå fuldstændig immunitet mod kritik.

I ly af dette har de forstået at opbygge en betydelig magt, økonomisk, organisatorisk og medialt. Når de nu er begyndt at anvende disse resurser til at angribe og underminere dansk kultur og samfundsliv, er vi som danskere nødt til at tage til genmæle.

Det betyder, at almenheden skal have kendskab til, hvad den judaiske religion i virkeligheden går ud på.

Vi har peget på, hvad Mosebøgerne og Israel Shahak afslører om Judaismen. Vi skal pege på, at hans bog nu er tilgængelig på svensk under titlen " Judisk historia, Judisk religion, tyngden av 3000 år." Den kan skaffes for ca. 100 kr. ved at skrive til: förlaget FOINIX, Box 92085, S - 54102 Skövde 2., Sverige.

Maimonides er en af de mest beundrede jødiske lærere, som blandt andet Bent Melchior har hyldet. Han sagd : Så længe de kristne er stærkere, må vi holde fred med dem Men når vi får magten, skal vi ikke tolerere "afgudsdyrkere" (hvortil de kristne henregnes) imellem os.

Der er al mulig grund til at være lige så meget på vagt overfor judaismen som overfor Islam, og foreløbig er judaismen bedre organiseret og ikke mindre agressiv, hvilket demonstreres f.eks. af Arne Notkin, brødrene Melchior, Herbert Pundik, Klaus Rothstein og mange flere, og forresten i Israel, Palæstina og Libanon.

I Talmud hedder det: " Ikke-jødernes ejendom er som ørkenen, den er herreløst gods, og den jøde, der først tager den i besiddelse, erhverver den". Det ser vi i dag praktiseret i Palæstina.

Den humanitet, som judaismens agenter prædiker for danskerne, bør de fremme i Mellemøsten. Giv kristne og muslimer dér de friheder, som brødrene Melchior hævder, fremmede indvandrere og religioner skal have i Danmark.

Lars Thirslund

Og Marianne forsøger........

Rubjerg 9.12.98

Jyllands-Posten
8260 Viby J.

Svar til Arne Melchior, eksklusivt Jyllands-Posten (299 ord, overskrift incl.):

Islam grundlovsstridig

Arne Melchior påstår 29. nov.: " Moskeer en grundlovsret". Han henviser til § 67. Men deri fastslås, at intet må læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det indebærer, at Islam er grundlovsstridig i Danmark. Beviset kommer muslimerne selv med.

Præsident Alija Izetbegovic skrev 1970: " Den islamiske deklaration". Den er siden udgivet flere gange på serbokroatisk, arabisk, engelsk og tyrkisk. Der står: " Først og vigtigst: Der kan aldrig råde fred og sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner."

" En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten, så snart den er moralsk og numerært så stærk, at den formår ikke blot at styrte det ikke-islamiske styre, men også at oprette et nyt islamisk."

" Islam nægter entydigt enhver fremmed ideologi ret og mulighed at virke inden for dets domæner."

" Presse, TV og film må kontrolleres af personer, hvis islamiske moral og intellektuelle autoritet er indiskutabel."

" Historien kender ikke en eneste sand islamisk bevægelse, som ikke samtidigt har været en politisk bevægelse."

Derfor kendetegnes det muslimske samfund (folket) og dets styreform af total har- moni. " Islamisk tro og islamisk lov (Sharia) er ét."

Deklarationen udspredtes igen før parlamentsvalget i Bosnien 1990, da hans parti vandt valget og besatte næsten samtlige regeringsposter.

I det lys forstår man borgerkrigen i Bosnien.

Nogen vil påstå, at muslimerne i Danmark er ufarlige og ikke led i den muslimske verdenserobring. Da burde en repetition af TV2's reportage i efteråret 1995 af Fredagsbønnen i Odense være et memento: Vestens folk er åndeligt " mere vildfarne end kvæg, de flyver med kun een vinge," hvorimod de rettroende fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan kun for en tid er " materielt underlegne." De er det ikke åndeligt som Vestens folk. Mullahen bad:

" Lad os besejre, ikke besejres. Lad os overvinde. Lær os at hade de vantro."

Marianne Herlufsdatter

"For lange - ikke plads"......

Vore breve gik flere gange til Viby og retur, fordi de hævdedes at være for lange. Vi forkortede og forkortede ; men lige meget hjalp det.

Marianne skrev 9.12.98:

Kære Flemming Østergård,

De skrev 8/12, at De måtte returnere mit "venlige tilbud med henvisning til længden. Debatindlæg bør som hovedregel ikke overstige 300 ord."

Jeg har nu forkortet mit indlæg med 39 ord, så resultatet er nået ned på 299 ord, overskriften medregnet.

Venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars skrev 9.12.98:

Kære Flemming Østergård,

Længden eller kortheden er nok vigtig i et dagblad, men informationen til læserne er trods alt det vigtigste. Det må vel være derfor, du fandt det rimeligt at bringe Arne Melchiors brev, som fyldte mere end to normale debatindlæg. Men er det vigtigt, at læserne får kendskab til hvordan Melchior vurderer -eller snarere nedvurderer - dansk arkitektur, især bymiljø og kirkearkitektur, og vor religion gennem 1000 år, - må det være mindst lige så vigtigt at belyse disse emner fra dansk synspunkt.

Jeg har skåret mit indlæg ned, så at det er væsentlig kortere end Melchiors. (Det var noget kortere end ovenstående)

Da de emner, jeg skriver om, er underbehandlet i dansk presse, er det ikke forsvarligt at korte artiklen mere af, lige som det vil være uforsvarligt at lade Arne Melchiors dobbelte angreb på dansk kultur stå ubesvaret.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Det hjalp os naturligvis ikke; men Arne Melchior kom igen 13.12.98 med: " Lige adgang til gudsdyrkelse" Også denne artikel var langt over almindelige danskeres ration, og man får kvalme, når man læser: " Vi tolerante danskere skal ikke tage eksempel af de ringeste blandt muslimske lande. Vi må hellere leve op til den standard, som de mere rimelige lande praktiserer - og allermest til vore egne regler om fairness og lige adgang til gudsdyrkelse. Vi skal leve op til vore nedarvede moralske og etiske begreber og dermed være til godt eksempel for andre." Understregningerne er vore for at påpege, hvor skamløst han udbreder sig på danskernes vegne.

Den fairnesss og moral, han appellerer til, kan findes hos jødiske og muslimske enkeltpersoner, men ikke i de modsvarende ideologier. Dér findes tværtimod moralnormer, som er helt uforenelige med vore.

Hvor meget det var lykkedes, ved målbevidst indoktrinering, at forvirre begreberne, afsløredes i filosofien om, hvor mange guder, vi har.

En mediegodkendt tænker lancerede i landets største dagblad en tankebygning, som skulle forene alle monoteistiske religioner. Han regnede - lidt groft synes vi - med tre (eller fire, hvis han medregner parsismen) - vi tror, der er flere; men lad os se på, hvad han havde udtænkt til glæde for de tre religioner, som vi har fået inden for vore egne døre: Der er kun een gud. Så må det være den samme, vi alle sammen har. Skænderiet om kirker, moskéer - eller synagoger, er uden mening. De er alle lige gode. Dansk kultur og tradition kan pakke sammen.

Nogle mere lige ned andre.....

Marianne skrev, 5.1.99:

Jyllands-Posten
82 60 Viby J.

"Meninger" eksklusivt :

Niels Tobiesen skriver 3.1.99, at da jøder, muslimer og kristne alle tror på én gud, må det være en og samme gud. For ham er det et spørgsmål om "matematik og sund fornuft".

Nu er religion og sund fornuft ikke samme sag. Det er derfor nødvendigt at gøre klart, hvilken slags gud tilhængerne af de tre religioner tror på.

For at begynde med jøderne: Deres guds første bud er: "Du må ikke have andre guder end mig!" Det er en mærkelig udtalelse, hvis han er den eneste gud." Hvem er han da?

Han er Abrahams, Isaks og Jakobs stammegud, og han siger til dem: "Når Herren din Gud fører dig ind i det land, du skal ind og tage i besiddelse, og driver store folk foran dig - - - og Herren din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så skal du lægge bånd på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel. Du må ikke besvogre dig med dem - - - . Men Herren din Gud skal give dem i din magt, og han skal slå dem med stor rædsel, indtil de er udryddet."

Er det da den samme stammegud, de dyrker i dag? Ja, hver morgen takker de troende deres Gud for, at de ikke er født som ikke-jøder. Og for anden gang erobrer de med våbenmagt og fordrivelser det land, "Herren har givet dem."

Det kaldes i dag for fredsprocessen.

Hvordan så med muslimerne? I følge Bo Utas bog " Islam og samfundet", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1982, forholder det sig sådan: Den religionsfrihed, som kristne ifølge § 13 i Irans grundlov har, gælder i praksis kun armenske og syriske kristne - ikke de vestlige kristne. De sidste er ifølge Khomeini "hedninger".

Om dem siger Koranen i Sura 47,4: "Når I møder dem, så halshug dem, til I har anstillet et blodbad blandt dem! Læg dem i lænker!"

Ved muslimernes fjerde kongres 1968 vedtoges: "Den hellige krig er foreskrevet til udbredelse af troen. Den, der ikke er muslim, har kun valget mellem at antage Islam frivilligt eller lade sig tvinge dertil gennem den hellige krig. At afstå fra den hellige krig er en krænkelse af Allahs love. - - - Muslimer står frit for at bryde en hvilken som helst indgået aftale med ikke-muslimer."

I følge den islamiske konference i Islamabad, 1980, var programmet: "Det er bydende nødvendigt at videreudbringe Islam over hele verden." Konferencens generalsekretær, ægypteren shejk Hassan Muhammed al-Tuhami sagde: "Vi sørger for, at der opstår Islam-centre i alle lande i verden, hvori der lever et islamisk mindretal - - - "

Er her virkelig tale om den samme Gud, som den, de kristne vesterlændinge bekender sig til? En Gud, om hvis lov Khomeini forkyndte, at den store profet, da han levede, ikke nøjedes med at forklare den, men " gennemførte den praktiske anvendelse af den, han afhuggede hænder, uddelte piskestraf og stenede."

Hvor er den "sunde fornuft" i påstanden, at tilhængerne af de tre religioner tilbeder den samme Gud?

Marianne Herlufsdatter

Efter lange tænketider kom bladet frem til, at det ikke havde kunnet finde en plads.

Men Bent Melchior gik 26.12.98 i Ekstra Bladet "frontalt" ud med JØDISK JA TIL MOSKÉ. Det var i det mindste rene ord for pengene. Men gælder dette "Ja" også for jøder i Israel og Palæstina?

Ingen støtte hos kirkeminister Vestager.....

Forresten havde Marianne allerede 23.5.98 skrevet til kirkeministeren, således:

Kirkeminister Margrethe Vestager,

Jeg læser med forbløffelse, at kirkeminister Margrethe Vestager vil opfordre danske kommuner og kirkegårds-bestyrelser til at afstå jord til muslimske gravpladser.

Er hun klar over, at anerkendelse af muslimsk tro her i landet er i strid med grundlovens § 67, der lyder: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden."

Sædeligheden defineres i Nudansk Ordbog som moralsk uangribelig væremåde.

Ud fra denne veldefinerede forudsætning er det ikke muligt at give Islam ret til at etablere sig officielt med videregående juridiske rettigheder i vort land.

Under fredagsbønnen i Odense-moskeen, som i høsten 1995 blev transmitteret i TV2, udtrykte mullahen sin foragt for Vestens folk. De er " mere vildfardne end kvæg". Han bad Allah give muslimerne " styrke til at udholde integrationsproblemer og racisme."- " Lad os besejre, ikke besejres," - "Lad os overvinde" - "få os til at hade vantro." De vantro, det er os.

Mogens Glistrup bringer i sin bog " De Fremmede" en lang række citater, der bekræfter dette, og koranen taler sit tydelige sprog. Sura 47/4 lyder: " Når I møder de vantro, så halshug dem, indtil I har anrettet et blodbad blandt dem, og når du har strakt dem til jorden, så bind dem fast,"

Imamerne i Oslo forsikrede for åbent fjernsyn, at dødsdommen mod Salman Rushdie ikke blot har gyldighed for Iran, men at dens princip gælder alle vegne, da den bygger på koranen.

Formanden for den muslimske forening i Rogaland erklærede, da det forlød, at Rushdie skulle til Oslo, at han selv ville dræbe ham, hvis han fik chancen.

I præsidenten i Bosnien, Alija Izetbegovic's " Islamiske deklaration" hedder det: " Først og vigtigst: Der kan aldrig råde fred eller sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner."

" En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten så snart den er moralsk og nummerært så stærk, at den formår ikke blot at styrte det ikke-islamiske styre men også at oprette et nyt islamisk."

" Islam vægrer entydigt hver fremmed ideologi ret og mulighed at virke inden for dets domæner."

" Presse, TV og film må kontrolleres af personer, hvis islamiske moral og intellektuelle autoritet er indiskutabel"

Når man læser dette, forstår man bedre, hvad krigen i Bosnien skyldes; men ikke, at USA, og så mange herhjemme, uden forbehold støtter de bosniske muslimer.

At proklamationen ikke blot er retorik, ses i Iran og i talebanernes fremfart i Afghanistan. At indføre islamiske forhold i Danmark er derfor grundlovsstridigt.

At tilstå muslimer gravfred til evig tid, medens dansk gravfred er begrænset til 20 år er desuden diskrimination af danskere.

Det er på tide, at der rejses tiltale mod ministre, der undergraver dansk selvstændighed ved at uddele rettigheder i strid med dansk grundlov.

Marianne Herlufsdatter

Minister for muslimske rettigheder

Kirkeministeren svarede 2.6.98:

Kære Marianne Herlufsdatter,

Tak for Deres brev i forbindelse med, at jeg vil opfordre kommuner og kirkegårdsbestyrelser til at afstå jord til muslimske gravpladser.-

De muslimer, som er i Danmark, er her lovligt. Der kan naturligvis blandt muslimer i Danmark, såvel som blandt folkekirkemedlemmer, findes et lille mindretal, der på en eller anden måde har handlet i strid med dansk lov. Det meget, meget store flertal af muslimerne foretager sig imidlertid intet, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Derfor er det selvfølgelig også helt i orden, at de har dannet menigheder, og at en række af disse menigheders præster (immamer) har lov til at foretage vielser med borgerlig gyldighed ligesom præster i en lang række andre trossamfund.

Ifølge begravelsesloven kan trossamfund uden for folkekirken få lov at anlægge egne begravelsespladser. Det gælder følgelig også islamiske trossamfund. De må selv betale omkostningerne ved det, men jeg vil gerne i den udstrækning, det er mig muligt, hjælpe dem til at finde egnede arealer. Jeg mener nemlig, at vi bør respektere muslimers ønsker om at kunne blive begravet efter muslimske skikke, herunder bl.a. undgå at blive begravet i jord, der er indviet til kristen kirkegård.

Om der skal være uendelig fredningstid på en begravelsesplads, der ejes og drives af islamiske menigheder, bliver deres afgørelse. I folkekirken har vi ment, at en fredningstid på minimum 20 år er tilstrækkelig, men de efterladte kan da forlænge en aftale om et gravsted og dermed gravfreden ud over den normale fredningstid.

Med venlig hilsen

Margrethe Vestager

Marianne skrev 10.6.98:

Kære kirkeminister Margrethe Vestager

Tak for dit svar på mit brev af 23.5.1998:

Sagen drejer sig ikke om, hvorvidt nogle mennesker opholder sig i Danmark lovligt, eller om de fleste af dem ikke påviseligt har overtrådt dansk lov.

Det drejer sig om, at Islam som tro strider imod vor grundlov.

Ifølge Islam er vi, og alle ikke-muslimer, vantro og behøver ikke respekteres. Det er fuldt legalt at lyve overfor os, hvis det tjener Islam.

Så sent som 22 marts 1998 fortæller John Eibner fra den schweiziske organisation Christian Solidarity International (C.S.I.) til Jyllands Posten: Ifølge Khartoum-regimets ideologi (om hellig krig) er de kristne og stammefolk fra Sydsudan - og det gælder såvel mænd som kvinder og børn - vantro, og må slås ihjel, bruges til slaver, udplyndres eller på anden måde misbruges efter forgodtbefindende. De tager unge kvinder og børn til slaver og slår mændene ihjel. Se biføjede artikel fra Jyllands Posten.

I Tyrkiet har man måttet forbyde det islamiske parti Refah og dets leder, tidligere minister Necmettin Erbakan, fordi det er en trussel mod Tyrkiets sekulære forfatning. Det samme gælder Algeriet.

At man i strid med grundloven har tilladt imamer her i landet at vie folk med borgerlig gyldighed er ikke grund til, at man nu vil give Islam ret til at etablere sig fysisk på dansk jord. Det er en skæbnesvanger vej at gå.

Islam har som mål at erobre hele verden. ikke at "integreres". Ifølge Islam findes to modstillede og modsat rettede verdner. Den ene er Allahs, den anden er Satans. Målet er Allahs sejr over alt og oprettelsen af et islamisk verdensrige. Midlet er "djihad."

Kristne kirker og kristne symboler er forbudt i islamiske lande; det er ikke noget tilfælde. Det er Islams bud.

Jeg biføjer kopier af nogle udklip fra aviser og et ugeblad. De dokumenterer med al tydelighed de farer, der truer vort land og vor kultur, hvis vore myndigheder ikke agerer kraftigt for at dæmme op for den målbevidste overtagelse af vort land, som muslimske bevægelser uden for og inden for vore grænser bedriver.

Venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Bilag: "Islam - truslen mod Europa" af Peter von Sperling. Om sharia og islamisk fundamentalisme. / "Hellig krig mod Vesten" af Elsebeth Halckendorff. Om krigserklæringerne og om "manpower- export"organisationens systematiske udnyttelse af human vestlig tradition og lovgivning / "I Bosnien växer sig islam allt starkare" af Per Jönsson. Om bestræbelserne for at etablere en islamisk stat midt i Europa. / "Slaver - anno 1998" af Karin Davies. Om islamisk slavevirksomhed i Afrikas største land / "Han venter på bødlen" Express reportage om nådeløs muslimsk "retsudøvelse".

Margrethe Vestager svarede 17.6.98:

Kære Marianne Herlufsdatter,

Tak for dit nye brev.

Efter min mening er det ikke i strid med Grundloven, at nogle mennesker i Danmark bekender sig til islam. Det er derfor heller ikke grundlovsstridigt, at de har dannet menigheder, og at nogle af deres immamer har tilladelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.

Jeg deler ikke din opfattelse af, at vort land og vor kultur er truet, og jeg mener ikke, at der er muslimske bevægelser inden for eller uden for vore grænser, som arbejder målbevidst på en overtagelse af vort land.

Med venlig hilsen

Margrethe Vestager

Om overpositiv ret til at lyve

En højesteretsdom har erklæret en beslutning af Folketinget for grundlovsstridig. Hvor stor tilfredshed man end kan føle ved denne beslutning, aktualiserer den alligevel et andet, lige så alvorligt problem: Hvor stor tillid kan man have til disse dommeres objektivitet i spørgsmål, som ikke tiltrækker sig så stor medial bevågenhed som den, der her var tale om.

I Samisdat V refererer vi en beslutning af Pressenævnet, hvor en repræsentant for højesteret, Per Sørensen, optræder på en måde, hvis jura og logik det er svært at acceptere.

Sagen drejede sig om, at TVudsendelsen Før Deadline havde indkaldt "kulturredaktør" Bjørn Bredal, Politiken, til en debat om to udsendelser af Reimer Bo, der havde chokeret sine kolleger ved at indbyde deltagere uden for den kollegiale kreds, hvor Bjørn Bredal naturligvis hører hjemme. Derfor gav TV-kollegerne ham nu frit spillerum til at udbrede sine budskaber, også i fjernsynet. Han benyttede dette til at påstå, at folk i Reimer Bo's udsendelse hævdede, at der ikke havde eksisteret kz-lejre. Naturligvis har ingen i de omtalte udsendelser hævdet noget så tåbeligt. Alligevel blev det gentaget, vist nok tre gange. Som eksempel på en sådan uhyrlighed fremviste TV-værtinderne det uddrag af Reimer Bo-udsendelsen, hvor Marianne peger på, at de gængse påstande om Auschwitz.Birkenau har været temmelig meget forkerte. Hun pegede altså netop på, at sådanne lejre eksisterede, blot har man løjet formidabelt om deres kapacitet. Dette er i dag ikke til at komme uden om. Alligevel blev hun udleveret for hele Danmark som idiot. Hverken Bo Bredal eller værtinderne pegede på, at Mariannes indslag handlede om det modsatte. På Bredals usandheder dyngedes onskabsfuldheder, som hans avis havde udspredt og "værtinderne" hjalp til med betegnelsen "aparte" type, hvorpå de serverede et klip med en dame, der påstod, at det hun havde sagt var løgn. I Samisdat 5 viste vi, at det for pressenævnet blev dokumenteret, at det, Marianne havde sagt, var uomtvistelig sandhed, og det damen sagde lige så uomtvistelig usandhed.

I Mediemagasinet erklærede højesteretsdommeren, at det i Pressenævnet var hans opgave at se til, at medierne overholdt reglerne for god presseskik.

I disse regler fremhæves især, at det er pressens opgave at formidle korrekt information. (Reglerne gælder også TV)

Man må forvente, at en højesteretsdommer er istand til at læse og forstå en tekst.

Når Sørensen nu påstår, at udsendelsen er god presseskik og altså giver korrekt information, så bliver man alvorligt bange for, hvordan han kan tolke andre love og bestemmelser.

Det er almindeligt anerkendt, at vort samfund bygger på en magtdeling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Dertil kommer den mediale magt.

Det krav om etik og moral, som man fremfører overfor den lovgivende og udøvende magt, bør i mindst lige så høj grad stilles til den mediale og den dømmende.

Hvad den sidste angår skal vi minde om de betænkeligheder vi i Sam fremfører i forbindelse med de tendenser til at anerkende overpositiv ret, som luftes fra juridisk side. Begrebet indebærer, at dommere i mindre grad skal være bundet af lovens sproglige formulering og i højere grad skal kunne tolke ud fra, hvad en nutidig (læs politisk korrekt) vurdering tilsiger. Dette kan opfattes som et ønske om at give større råderum for, hvad man kan kalde sund fornuft. Men den iøjnefaldende fare er, at dommerne, som jo er virkeligt "pæne" mennesker, bedømmer, at det politisk korrekte, som jo er mediernes hjertebarn, da de selv har undfanget det, er det samme som sund fornuft.

Desværre hævder Pressenævnets medlemmer deres suverænitet deri, at de ikke vil tale med dem, hvis sager de afgør. Det ville være interessant, at høre, hvordan h.r.-dommer Sørensen begrunder sin kendelse. Men da det ikke kan lade sig gøre, må det være tilladt at gætte. Han tænker "overpositivt" på følgende måde: Visselig bliver her sagt flere usandfærdige ting, og en enkelt sandfærdig. Men da jeg ikke er glad for sandheden, og løgnen passer mig godt, bør jeg dømme overpositivt til fordel for det sidste, som jo er det, som pressen, der repræsenterer den almindelige pæne mening (som den ganske vist selv har skabt), går ind for.

At gribe til overpositive tolkninger af eksisterende love i stedet for at ændre teksterne, så at de bliver præcise, er et forsvar for dovenskab og vilkårlighed.

Det går derfor heller ikke an, at bekvemmelighedstolke reglerne for god presseskik. Media må overholde reglerne til punkt og prikke, så langt det overhovedet er muligt. Eller de må skrives om. Det vover jeg at sige, for vi er sikre på, at selv de frækkeste mediefolk ikke vil vove, at skrive lige ud: Korrekt information skal tilstræbes, undtagen hvor den er besværlig for mig eller mine foresatte.

Pressenævnets beslutninger afslører rækkevidden af mediernes demoralisering, og - ikke mindre uhyggeligt - at denne har smittet af på det dommerkorps, hvis opgave det er at bekæmpe moralsk forfald.

Lars Thirslund

Marianne Herlufsdatter