Grundlovstale 1998

af Lars Thirslund

Jeg har tænkt at bruge denne grundlovsdag til at snakke om, hvad vi kan kalde idéer og regler.

Når vi samles for at fejre vor grundlov, er det fordi vi med den har fået stadfæstet visse regler for god omgangsform. Og når vi for halvandet hundrede år siden fik vedtaget sådanne regler, som vi siden har været ret tilfredse med, så skyldtes det, at ny idéer var trængt frem. Idéer om, at ikke blot fyrster og stater havde grundlæggende rettigheder, men at også det enkelte menneske, den enkelte borger havde det.

Vi er glade og stolte over, at sådanne elementære principper kan spores helt tilbage til Jydske Lov og andre nordiske landskabslove. Allerede her blev det slået fast, at den stærke ikke ubegrænset skal kunne hundse med de svage.

En afgørende ny ideologisk hændelse var alligevel formuleringen af menneskerettighederne, som fik deres form for to hundrede år siden i Frankrig og i de ny stater i Amerika.

Da de skulle være til glæde for alle mennesker, er det ikke mærkeligt, at de blev populære, og dermed tog snart frihedskravene fart. Ny lande krævede selvstændighed, og gamle lande krævede friere forfatninger. Sådan gik det til, at vi kom med i svinget og fik en grundlov, som betød store fremskridt for de almindelige borgere. Det gjorde ikke slut på krige og overgreb, men privilegier blev formelt afskaffet, og mindre privilegerede begyndte at give deres besyv med i debatten om samfundsforhold.

En følge af krigsvæsenets fortsættelse blev, at man udviklede idéerne videre. Hvordan få slut på krigene? Jo en enkel løsning syntes at være at afskaffe alle nationalstater og etablere en verdensregering. Ser vi stort på udviklingen i vort århundrede, så er kontenten eller en af kontenterne af den idémæssige udvikling, i vort århundrede, for øjeblikket netop denne.

MEN det var ikke den enste idéudvikling. Egentlig var idéen om nationalstaten også temmelig nyt tankegods. I virkeligheden havde spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold været et spørgsmål om fyrste-giftermål og magtforretninger. Først i 1800-tallet begyndte det at trænge igennem, at ganske almindelige mennesker burde have ret til en mening om, hvilket samfund, de helst ville være deltagere i.

Fra starten benyttede magthaverne den nyvågnede interesse for det nationale til anvendelse i krigsforetagender. Selv om både større og mindre stater udnyttede de nationale følelser på denne måde, var alle parter enige om at bekæmpe det nationale i den anden lejr. Men dertil kom grupper, som fandt det praktisk at bekæmpe al nationalisme til fordel for verdensstyret.

Denne udvikling har taget fart efter Anden Verdenskrig, drevet på af stormagter, som gerne så anden nationalisme end deres egen undertrykt. Og drevet på af forfærdelsen over de to krige.

I dette idégrundlag indgår naturligvis også den ældgamle drøm om et verdensrige, hvor alle dyr og mennesker lever i fred og fordragelighed med hinanden. Det har skabt pragtfulde kunstværker, som vi glæder os over, selv om vi ikke fysisk tror på dem. Men den ny propaganda kunne bruge det, og tilføjede udnyttelse af den 200-årige idé, som var lige så virkelighedsfjern om, at allle mennesker er ens og lige gode.

Den byggede man videre på: Så må også alle kulturer være lige gode og alle religioner. Vi ved alle sammen, at ikke noget af dette stemmer, men det lyder jo smukt, og så kan "pæne" mennesker ikke tillade sig at kritisere det. Derfor har det været så taknemmeligt at føre disse idéer frem gennem FN. Hvad dette indebærer, er meget mere omfattende, end vi forestiller os.

Vi har spekuleret på, hvilke mekanismer, der kunne ligge bag, og kom på sporet ved at læse den især engelsksprogede litteratur, som vore media ikke vil have, vi får kendskab til. Vi gør rede for dette i vore VESTLIG SAMISDAT, som vi sender til interesserede.

To ting står klare: De, der er interesserede i at udbrede denne lære, er interessenterne i et grænseløst marked.

Og et vigtigt redskab er FN. Dette vældige foretagende styrer utroligt mange organisationer, som foranstalter udvalg og kongresser og møder, og fodrer embedsmænd og -kvinder over hele kloden. Den er det perfekte instrument til effektivt at præke den totale tolerance, med passende indslag af selektivitet.

Hvad det sidste angår, så styres det naturligvis af den eller de økonomisk- og militært mægtigste magter, eller af dem, der har magten i magterne.

Denne magt gennem FN bliver nu hurtigt udbygget gennem Europaarrangementerne. Det er ikke lidt, de er i stand til at præstere. I realiteten fungerer dette regionale fusions- og manipulationsmaskineri effektivt som en filial af det globale.

Når sejren for dette verdenssyn er blevet så total, skyldes det også det andet bemærkelsesværdige forhold, at samme centralmagt har skaffet sig kontrol med media i det meste af vestverdenen, en kontrol, der i Skandinavien er så godt som total. De, der behersker media, behersker næsten totalt opinionen - i hvert fald den officielle, som ikke nødvendigvis er den samme som den virkelige -, og dermed politikken.

Media har overtaget fyrstemagten. Dets mægtige magt korrumperer journalistikken. Den har gjort kål på ytringsfriheden. Almindelige mennesker har ikke stort mere frihed end den, der var i Sovjet - blot bliver vi endnu ikke slået ihjel. Men uden overgreb foregår det jo ikke. Media tolererer, ja opfordrer til det. Vi har set, hvordan Glistrup blev overfaldet. De autonome havde magt til at forhindre Den Danske Forening i at holde årsmøde. Da min kone, Marianne Herlufsdatter, fik optaget en lille artikel i Berlingske Tidende om, hvad enhver kan læse i Det Gamle Testamente om den mosaiske religion, blev en lille kreds af læsere så vrede, at de forlangte, at så farlige emner, som hvad der står i bibelen, skal være forbudt. Redaktionen trak sig skræmt tilbage til sine normale forretninger.

Hvad er det så media og forlæggere slår i os:

At fædrelandskærlighed er passé og latterligt

At individualisme er egoisme

At eksklusivitet - det at hævde egen integritet og kultur - er tarveligt

At vort land er en lille latterlig andedam

At vor kultur er ubetydelig, uden særpræg, at alt ufordøjet er hentet udefra.

At vi derfor skal modtage alle mulige andre mennesker i vort land og give dem samme rettigheder som vi og vore forfædre har tilkæmpet os.

Til at fremme alt dette anvender man så de menneskelige rettigheder og konventioner, hårdtolket til det yderste, og driver dem frem i én retning: med henblik på at sikre indvandreres fri bevægelighed og ligestilling og rettigheder, uden at formulere et tilsvarende forsvar for fastboende.

Hensigten er helt klar: Folkeblanding med henblik på størst mulig opløsning af nationale kulturer. Og formålet er det globale herredømme, det homogene globale marked.

Hvad dette betyder for et lille land som Danmark, mærker vi mere og mere.

Hvilke idéer har vi da at stille op mod denne intense propaganda? Jo, billedet er fuldstændigt ensidigt. Lige som utopien kommunisme tager den ikke hensyn til at menneskene er forskellige, at landene er forskellige, og at dette skaber forskellige behov.

Mennesket har derfor brug for et revir, som er dets eget. Det har brug for eget miljø. Det har behov for luft om sig. Det er derfor, vi synes, der er dejligt hér (Svanninge Bakker).

Vort behov af egen kultur og eget miljø er elementært. Det er både menneskeligt og animalsk. Mærkeligt, at ikke kulturpaverne kan indse det. Men det skyldes, at de er håndplukkede, fordi de har ladet sig ensrette, og så bliver det sådan:

De siger: Chauvinisme er modbydeligt! Ja, men det er nationalisme, eller nationalfølelse ikke. Mennesker er forskellige, og det er folk også. Dette er en rigdom - ikke negativt. I biologien er vi nået frem til at indse, at diversitet, mangfoldighed, er værdifuldt: Mange forskellige planter og dyr er det flotteste. Det samme gælder kulturer. Diversitet: mange varierede kulturer, - det er det rige og spændende.

Vi har nok af fuldstændigt ens benzinstationer og moteller over hele verden. Vi ønsker ikke yderligere uniformering. Vi bør både her og i andre lande kæmpe for bevaring af variation og originalitet. Vi skal kæmpe for diversitet.

Vi har mange års erfaring i, at samarbejde over grænser går udmærket, og at det at møde andre kulturer kan være berigende. Men derfor bør vi ikke lade os tromle ned af et internationalt kliché- og floskelvælde.

Man kommer ikke uden om, at hovedproblemet her hjemme er vore media.

En lille kreds bestemmer, hvem der får lov at komme til orde, og hvilke moguler som får lov til at brede sig med artikler og kronikker.

Men Ikke nok med det: De bestemmer, hvilke bøger fra verdensscenerne, som må oversættes, ja hvilke som overhovedet må anmeldes, eller bare omtales. Derfor er hele vort virkelighedsbillede redigeret og vor historieskrivning forvrænget.

I ly af dette har man opbygget den kulturfascisme, som bare tillader de "pæne" meninger.

Så fører man den politiske og nationale diskussion udelukkende på det økonomiske område, eller helt grotesk - på sportens. Det eneste, der tages hensyn til, er: Hvad er bedst for forretningerne? Hvis forretninger? Verdens- multikapitalisternes!

Ja. men det drejer sig ikke bare om forretninger. Det drejer sig om vor måde at leve og eksistere på. Og dette er i dybeste forstand, hvad man må forstå ved kultur. Det drejer sig altså om kulturkamp.

Det betyder, at vi må gøre op med de såkaldt "kulturradikale", som har domineret medierne i lang tid. Jeg skal vende tilbage til dette emne, idet pionerer blandt dem har fremmet meget værdifulde ting; men de, der har overtaget i dag, er bedrøvelige robotsnakkere, der gør sig til med de "pæne" idéer om, at al kultur er ligeværdig, og at vor egen ikke noget at snakke om.

Det er vrøvl. Vi har ingen grund til mindreværdskomplekser. Det er nærmest en særlig form for forræderi ikke at hævde de kulturværdier, som vi har fået i arv efter vore hårdt arbejdende og kæmpende forfædre.

Værdierne i vor litteratur og musik er ikke til at komme uden om. Heldigvis kan de ikke uden videre ødelægges. Anderledes og værre står det til med vor arv af billedkunst og arkitektur, som er langt mere værdifuld og original end medias kulturpaver vil lade offentligheden vide.

Vore kirker og anden overleveret arkitektur, sammen med vore landskaber, er enestående. At billedkunsten har modtaget inspiration fra nabokulturer, ligesom den har inspireret tilbage, gør den ikke mindre værdifuld.

Nu står vi over for en invasion af mennesker, som er fuldstændigt fremmede for vore traditioner og derfor i vid udstrækning er fjendtlige mod vor kultur. Man siger, at de medbringer deres egen. Ja, men kan den forliges med vor? De fleste af dem er jo flygtet, eller hævder, at de er det, fordi de ikke kunne forliges med deres naboer. Hvorfor tror man så, at de kan forliges med os? Det viser sig, at det har de slet ikke let ved, og mange af dem vil overhovedet ikke. Og det er ikke mærkeligt. For de færreste af dem kommer her af kærlighed til vor kultur, men for at skaffe sig materiel velstand.

Når de har opnået den, vil de fremme deres eget. Og vi ser allerede, at de stiller krav: Vi skal indrette os efter deres normer. Det fremstilles, som om dette er en berigelse for vor kultur, men det er et bedrag. For at tilegne sig de værdier, som andre kulturer har, behøver vi ikke at importere standardeksemplarer i tusindvis. Vi kan invitere udsøgt begavede eksemplarer, og vi kan læse om dem, rejse ud, og forresten se dem i TV. Masseinvasionen i vort land er en ny og dødelig trussel mod vor egen kultur.

Arkitekter og byplanlæggere har arbejdet fortjenstfuldt for at få os til at forstå betydningen af at bevare harmoni og helhed i værdifulde bybilleder, altså beskytte dem mod ufordrageligt nyt byggeri.

Situationen nu kræver da en aldrig før påkrævet opmærksomhed og beslutsomhed. Når nu mægtige muslimske stater, uden mærkbar modstand, sender deres fortropper ind i vort land og rejser kravet om islamiske tilstande - med gadebilleder præget af kvinder indhyldet i klude fra top til tå - er det et skridt tilbage

Når de, og deres naive lakajer foreslår bybilleder, hvor moskéer med himmelstræbende minareter og halvmånetegn i toppen, skal bekrige formverdenen i vor enkle, og for det meste beskedne kirkekunst. Hvor kirkeklokkernes fredfyldte, abstrakte budskab skal konkurrere med bønneudråberes agressive råb.

Racisme er et tåbeligt begreb i kultursammenhæng. Forsvar for egen kultur og modstand mod angreb på den er ikke racisme. Det er simpelt hen kulturkamp, og sådan kamp er nødvendig. Med mellemrum er begrebet kulturkamp blevet gjort til honnørsord. Det var typisk tilfældet for trekvart århundrede siden, da funktionalismen førte konstruktive idéer ind i vor forestillingsverden. Det drejede sig om ny slag for frihed i omgang og klædedragt, og et opgør med overpyntede huse og miljøer. Og det drejede sig om kampen for en mere saglig og fornuftig vurdering af form. En fornyelse af stilfornemmelsen i billedkunst og arkitektur.

Det førte ikke blot til arkitektureksperimenter, som var fornyende, omend ikke altid vellykkede. Det førte til større nøgternhed og saglighed. Den kamp fortsætter.

Men det banede også vej for genopdagelse af værdier i vor egen arv af billedkunst og arkitektur. Vi gjorde op med udvendigt pynteri og forloren kopiering af ældre tiders udvendige stiltræk. Men kravet om saglighed og enkelhed ledte også frem til en ny og bedre forståelse for værdierne i vor egen arv af billedkunst, kunsthåndværk og arkitektur.

I dag kan vi se, at ældre tiders arbejder udtrykker kunnen og viden, som en tid var ved at gå tabt; men som vi i dag kan glæde os over og beundre.

Det er disse landvindinger, som ikke er sket uden kamp, som er ved at blive sat over styr, på grund af den tankeløse godkendelse af krav, der rejses på grund af den kritikløse accept af fremmed invasion.

Islams kultur har store værdier; men også vældige områder at udfolde sig over. De, der foretrækker denne kultur, kan vælge mellem mange folkerige, og også nogle meget rige stater. Det er der, de må søge sig hen. Her har de ikke noget at gøre.

Vi har både ret og pligt til at forsvare vort lille revir med alt, hvad vi har skabt og bevaret fra vor fortid. Det er værdifuldt, ikke bare for os; men også for verdenssamfundet.

Det er på høje tid, at vi tager kampen op, ikke blot for vore økonomiske forhold, men også for vore kulturelle.

Vi ved, hvor den værste modstand findes: i medieapparatet.

Internet har skabt en mulighed for at bryde gennem den etablerede blokade. Vi må udnytte dette, men også fortsætte kampen ad alle andre kanaler, f.eks. vore egne skrifter, hvor få og fattige de end er. Vi må fortsætte vort bombardement af de store avisers redaktioner. Selv om de smider vore indlæg i papirkurven, har det altid en lille effekt. Det gør lidt ondt inde i dem hver gang, de er uretfærdige.

Vi må kræve ny regler nationalt og ikke mindst internationalt, der fremmer al relevant ytringsfrihed, uden hvilken demokrati ikke eksisterer. Vi må kræve ny regler, der beskytter revir, kultur og eksklusivitet.

Lars Thirslund