Om race og kultur

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

En skoleklasse havde kigget på internettet. Den henvendte sig og bad om et telefoninterview, som skulle handle om racisme og indvandring. Vi ville gerne belyse emnet, men var nervøse for at blive misforstået og måske fejltolket alene gennem telefonen. Vi bestemte os for at formulere vore synspunkter skriftligt og med et vist henblik på ganske unge mennesker:

DET ER FINT, at der er forskellige racer. De bør alle sammen passe på sig selv, og dyrke det bedste i deres egenart. Den hvide race er rimeligt god, og hvide personer har ydet store indsatser.

MEN VI TALER HELLERE OM KULTUR, det vil sige skik, brug og tradition, og især er det at samle sammen på det bedste og fineste af det, ens samfund har skabt. Det sidste kalder man somme tider åndskultur.

Både race og kultur har egenskaber, som er groet frem af det geografiske og klimatiske miljø, som har fostret dem. Kultur og miljø, måske også raceegenskaber, lever sammen og påvirker hinanden. Med et fremmedord kan man sige, at de lever i symbiose.

I dag taler vi meget om dyre- og plantesamfund, som vi kalder biotoper. Vi er klar over, at de kan være beskyttelsesværdige. Måske bør vi inddrage mennesket med dets kultur og kulturer i vurderingen af vor planets biotoper, og altså indse, at alle kulturer skal betragtes i deres samspil med landskaber, klima, dyr og planter.

Derfor findes der mange kulturer, og at de er forskellige er historisk og miljømæssigt begrundet og værdifuldt, eller bliver det, hvis alle stræber efter at udvikle det bedste i deres egenart.

Men nogle kulturer kan ikke forliges. Så bør de holdes hver for sig. I tidligere tider gav dette sig til en vis grad af sig selv, fordi transporter var besværlige. I dag er dette ændret. Mennesker kan på få timer komme fra den anden side af kloden til vort land. Og så gør de det i store skarer.

I dag ser vi en mægtig indvandring, som vore myndigheder ikke kan, eller ikke vil kontrollere. Det truer vor kultur og vor økologi og vort samfundssystem.

Agronomer og miljøteknikere diskuterer grundigt, hvor mange svin og køer, der kan trives på et vist areal, uden at helheden tager skade. Det er mærkeligt, at man ikke diskuterer, hvor mange mennesker, der kan være i vort lille land, uden at forureningen bliver for stor og miljø-, landskabs- og kulturværdier går tabt. For otte år siden skrev vi til Nordens miljøministre og spurgte, hvor mange mennesker, de mente, deres lande kunne rumme, uden at væsentlige værdier gik tabt. De mente alle sammen, at toppen vist var nået. Alligevel fortsætter vort land sin folkeøgning, men nu med tilflytning af kontingenter fra fjerne lande uden tradition for miljøhensyn og befolkningskontrol.

De tilflyttendes ønske er en hurtig stigning i levestandard og forbrug. Vi kan ikke vente, at de skal vise større forståelse for vore ønsker om, med henblik på fremtiden, at redde et nogenlunde rent Danmark med urørt natur og landskaber pyntet med kirkebygninger med præg og med minder om vore egen tusinder års historie.

Flertallet af dem, der kommer, bryder sig ikke om danskerne og dansk kultur. De vil udnytte den velstand, vi har skabt, og så vil de lave vort samfund om efter deres egne hoveder.

At dette vil ende med en katastrofe for os og vort land er klart. Hvorfor stoppes det ikke? Fordi et magtfuldt selskab af rige, internationale pengejægere ønsker at fjerne alle grænser for at åbne et fuldstændigt frit verdensmarked. Så skal alle nationale grænser bort, og man laver reklame for det, de kalder det multikulturelle samfund. Det går ud på, at alle kulturer er lige gode, og udbytbare. Derfor skal de blandes mest muligt. Det fører til strid og ufred, som vi nu også ser det her i landet, men det bekymrer ikke verdenserobrerne. De regner med, at kunne spille det ene samfund ud mod det andet, den ene gruppe mod den anden, og vinde indflydelse over alt.

Dette ligger bag de optøjer og borgerkrige, vi ser over hele kloden, og nu også i vore gader. Men det, der foregår er også en kulturkamp, og vi bør ikke opgive det, der er godt i vor egen kultur. Den er meget mere, og meget mere værdifuld, end aviserne vil indrømme.

Hvorfor vil aviserne ikke indrømme det. Fordi de er styret af de verdenserobrere, vi har talt om.

Det var da vi opdagede dette, at vi begyndte at udsende vore samisdatblade, der skriver om det, som aviserne ikke vil have, at det danske folk får noget at vide om.

En af de ting, som medierne prøver at lægge låg over er, at der er en alvorlig forskel mellem vor kultur og de religiøst farvede holdninger, der føres frem af større og større grupper af indvandrere.

Enten vi går meget i kirke eller måske slet ikke, er det fælles i vor kultur påvirket af Jesu lære, og langt de fleste af os beundrer denne store mester.

Danskerne, ligesom flertallet af europæere, besluttede sig for kristendommen, og danskerne, ligesom et stort antal nordeuropæere, besluttede sig for protestantismen, dvs. den opfattelse, at præsteskaberne kun har en praktisk og informerende funktion. Danskerne har hver og én ret og pligt til selv at læse og tage stilling til biblen og naturligvis også andre bøger.

I andre kulturer er noget tilsvarende mere eller mindre forbudt. Der er det præster, der bestemmer, hvad man må sige og mene. Tilhængere af dette system bliver flere og flere i vort land, og snart kræver de, at vi skal rette os efter, hvad deres præster bestemmer. Derigennem undergraves det demokrati og den samfundsmoral, som vi møjsommeligt har bygget op, og vor kultur forfladiges. Det skal vi ikke findes os i!

Det er helt forkert at give statsborgerskab og dermed stemmeret til andre, der er fjender af vor kultur og vort demokratiske system. De bør bo og bosætte sig der, hvor deres egen kultur hører hjemme. Vi kan hjælpe dem dér, hvor de bor. Det er også billigere, og vi kan hjælpe mange flere på den måde.

De fremmede religioner

Et samfund af tilhængere af den jødiske tro har etableret sig i vort land. Det er ikke særligt talstærkt, men har ved målbevidste anstrengelser erobret stor magt, ikke mindst i aviser og fjernsyn. På den måde har de oprettet et meningsdiktatur, som vi kalder mediefascisme. Det vil I inden længe kunne læse mere om på internettet.

Jøderne er naturligvis først og fremmest interesserede i deres trosfællers og i Israels interesser. Deres tro er meget forskellig fra vor. Når deres talsmænd, f.eks. brødrene Melchior, lader som om deres religion er omtrent den samme, er det helt forkert.

Jødedommen hævder, at jøderne er Guds udvalgte folk, som skal komme til at herske over alle andre. I Mosebøgerne kan vi læse, at deres Gud bød dem udrydde eller forslave alle folk, som kom i vejen for dem. Mosebøgerne er jødernes hellige skrifter, sammen med Talmud, som er lige så blodtørstig, og som indeholder passager, der er meget frastødende for vor tids opfattelse.

Jesus vendte sig mod de jødiske præsters regeltyranni og hævdede, at alle mennesker var lige overfor Gud. Det gjorde det jødiske præsteskab rasende, og det fik ham korsfæstet. Hadet mod frihedskæmperen Jesus holdes ved live den dag i dag. Blandt andet derfor er jødedommen fremmed for, og fjendtlig mod vor kultur, lige som Islam er det Begge religioner er imod kristendom og vestlig civilisation. Forskellen er især den, at jødedommen kun er for jøder, medens islam er for alle i verden, der vil bekende sig til den og følge dens ordrer. Trods smukke vers i Koranen, kan vi ikke godtage en lære, der f.eks. går ind for at hugge hænder og fødder af folk og stene andre til døde.

Det er vanvid at give statsborgerret og stemmeret til tilhængere af sådanne trossætninger.

Muslimske og jødiske asylanter bør derfor søge til muslimske lande og Israel. Og de, vi har, bør - hvis de ikke respekterer vor kultur - vende tilbage til de områder, hvis kultur de åbenbart synes bedre om.

I senere tid optræder imidlertid fremtrædende jødiske personer som uforblommede agenter for den multikulturpropaganda, der bekæmper alt, hvad der er dansk.

De hævder f.eks., at vi skal tage mod de mennesker af muslimsk tro, som de selv sparker ud af hus og hjem i Palæstina, hvor disse mennesker har boet i hundreder år. Da vi er mange, som finder dette og en del andet urimeligt, skælder de os ud for svinehunde, hvilket er ualmindelig nedsættende ment, da de betragter grisen som et særligt urent dyr.

Naturligvis må de skælde os ud, så meget, de vil, men så må vi også have ret til - og mulighed for - at svare igen, og det modsætter de sig i alle de blade, hvor de har taget magten.

Vor kristendom må også holde for. Heller ikke det gør det mindste, hvis vi bare kunne få lov at svare igen. Her er vi nødt til at pege på, at ligesom vi danskere har ryddet op i de dele af vor religion, som var diktatorisk, forældet og forslidt, må jøderne (og muslimerne), hvis de vil anerkendes som delagtige i vor vesteuropæiske kultur, rydde op i deres egne overleveringer og åbent vedkende sig at:

Da deres religion anvendes politisk, må den betragtes som en ideologi på linie med andre totalitære, politiske handlingsprogrammer, så som marxisme, stalinisme, maoisme og fascisme.

Ser man sådan og nøgternt på jødedommen afslører den sig som en barbarisk, racistisk, fremmedfjendtlig og chauvinistisk ideologi, der endda dækker over rene perversiteter.

I vore skrifter har vi understreget, at vi har kendt jøder, som vi holdt meget af, og som slet ikke fremtrådte som repræsentanter for en sådan forhistorisk ideologi. Vi tror, der findes mange som dem; men de vover ikke, eller får ikke lov til, at gøre sig bemærket i debatten.

De, der træder frem, forsvarer judaismen med udspekulerede kneb. Det er mod dem, vi vender os, fordi de angriber Danmark. Jøder, der åbent tager afstand fra den ortodokse lære, er naturligvis uden ansvar for, hvad der udøves i dens navn.

Rubjerg, den 11.1.1999

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund