Danmark i krig

-som nyttig idiot i Natouniform

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Helveg logrer

for verdensdiktaturet,

i strid med folkeret og FN

Marianne skrev to breve til Jyllands-Posten, som trods de vigtige oplysninger, der var deri, ikke bragte dem. Så fik Ekstra Bladet chancen og bragte 11.10.98 et kort uddrag under titlen "ER HELVEG KRIGSGAL" (Vi skrev denne artikel " Danmark i krig" 1.3.1999, ca. én måned før krigshandlinger brød ud, og læserbrevene indsendtes, som det ses, til aviserne næsten et halvt år før de faktiske krigshandlinger tog fart. Alligevel har de indeholdte synspunkter ikke været interessante for avisen at arbejde med selv, de er end ikke velkomne som læserbreve, red.). Hvad hun skrev var:

Rubjerg 2. oktober 1998

Jyllands-Posten
82 60 Viby J.

Redaktionen

Det er med stor forbløffelse man i dag oplever, at NATO, med USA i spidsen, forbereder sig på krig mod Serbien.

Der er intet, der berettiger eller forpligter NATO-medlemslande til at deltage i en sådan aktion, tværtimod.

Artikel 1 i NATO-pagten, som er en forsvarspagt, lyder:

Deltagerne forpligter sig til, som foreskrevet i De forenede Nationers pagt, at bilægge enhver international stridighed i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed, såvel som retfærdigheden, ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De forenede Nationers formål.

Ikke desto mindre har man i længere tid truet Serbien, et lille suverænt land, som ifølge FN-pagten har samme rettigheder som store lande.

Den dobbeltmoral, der lyser ud af alt, hvad de toneangivende politikere foretager sig, ses bl.a. af, at ingen talte om at gribe militært ind, da Rusland bombede tjetjenske byer til ruiner, og ingen drømmer om at komme tibetanerne til hjælp. Rusland og Kina er så store, at de kan gøre, hvad de vil; men Serbien, det kan vi li', for det ka' vi tæve -

Hvornår har man tænkt sig at frelse de arme kristne sydsudanesere? Og hvornår sender man den samlede NATO-hær til Israel for at hævde FN's principper og beslutninger. Israel har ikke i uger, eller er det måneder, undladt at efterleve FN's rekommendationer. Det har i årtier nægtet at efterleve FN's beslutninger og direkte modarbejdet dem, til trods for, at det kan takke FN for, at det overhovedet eksisterer.

Det paradoksale i det hele er, at vi aldrig i nyere tid har set så krigsliderlig en udenrigsminister som den radikale Niels Helveg Petersen. Han er parat til at sende hele den slagkraftige del af vort forsvar til Langtbortistan, samtidigt som hans partifæller arbejder ihærdigt for at nedlægge hjemmeværnet, den eneste fosvarsorganisation, han ikke kan sende ud af landet.

Det er i strid med såvel NATO-pagten som FN-pagten at sende vort forsvar ud af NATO-området og bruge det til andet end forsvar.

Det er beklemmende, at vore lovgivere er de første til at vride de love, de skal arbejde under.

Marianne Herlufsdatter

Marianne prøvede igen ........

Rubjerg 11 oktober 1998

Jyllands-Posten
8260 Viby J.

Debatredaktionen,

eksklusivt J-P

Tak for brev af 6.10.98. Hermed et nyt indlæg, som kompletterer Ivar Reedtz- Thotts gode indlæg i dag:

NATO-pagten ER EN FORSVARSPAGT

Artikel 1 lyder: " Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdigheden ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De forenede Nationers formål."

Det er derfor i strid med NATO-pagten at angribe, eller blot true et andet land.

De betingelser, som USA med NATO-landes, deriblandt Danmarks, mere eller mindre helhjertede støtte dikterer Serbien er simpelt hen utrolige.

Serbien er et suverænt land, i hvilket et mindretal har startet et væbnet oprør, som støttes af i hvert fald en nabostat. Albright kræver nu, at Serbien trækker sine tropper ud af den revolterende enklave og åbner grænserne for ubegrænset intervention.

Derudover mener amerikanerne åbenbart, at udenforstående stater har ret til at bestemme hvilke former for selvstyre, der skal gælde i Kosovo. Intet under at russerne føler sig skræmt. På s.11, sektion 1, 27.9.98 viser bladet, hvor mange områder i det tidligere Sovjet, som drømmer om sådanne ordninger eller hel suverænitet. Men den gang, da russerne bombede Tjetjeniens byer til ruiner, var der ingen der talte om at gri- be ind militært. Heller ikke da Kina udslettede Tibet. Og ingen vil hjælpe de arme sydsudanesere.

Tiden er måske inde til at vise en mere beslutsom og konsekvent optræden. men da må dette ikke ske selektivt. Andre lande har bedrevet og bedriver hårrejsende uhyrligheder.

Israel har ikke blot i måneder, men i årtier trodset. og direkte modarbejdet beslutninger af FN,. som landet har at takke for sin eksistens. I retfærdighedens navn må USA og NATO da også kræve, at Israel trækker sine tropper og bosættere ud af Palæstina, til hvilket det har mindre ret end Serbien har til Kosovo.

Da må det lade fordrevne palæstinensere få lov at vende hjem og få ersatning for tab og overgreb. Da må dets tortur og misgerninger mod civilbefolkningen og overtrædelser af Genevekonventionerne straks ophøre og de israelske topkrigsforbrydere stilles for retten. Læg mærke til, at det foreløbig er unødvendigt og i strid med NATO-pagten og FN at bruge eller true med militære midler. Det er tilstrækkeligt at stoppe al økonomisk og militær bistand og tage de forholdsregler i brug, "dog ikke omfattende våbenmagt" som sikkerhedsrådet ifølge FN's artikel 41 kan opfordre medlemmerne til at iværksætte. "Disse kan indbefatte fuldstændig eller delvis afbrydelse af økonomiske forbindelser og af samkvemmet ved jernbaner, til søs, i luften, ved post, telegraf, radio og andre kommunikationsmidler samt afbrydelse af diplomatiske forbindelser."

Men venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Trusler og halen i land

DE SIDSTE MÅNEDER HAR VÆRET HÅRREJSENDE. Vi oplevede, at vor regering sammen med NATO, med massiv støtte fra vore konforme medier, erklærede et lille europæisk land krig, et land, der hverken truede Danmark eller NATO.

Hvis ikke dette land øjeblikkelig, som præsident Clinton udtrykte det 28.10. 98 rettede sig efter 'omverdenens krav', så ville NATO's enorme opmarcherede krigspotentiale blive anvendt til at bombe landet til underkastelse.

Omverdenen og Danmark krævede, at landet straks skulle trække ALLE sine styrker ud af Kosovoprovinsen, hvor en oprørshær opererede. Dernæst skulle det udlevere sine krigsforbrydere, til hvilke man kraftigt antydede, at regeringschefen måtte henregnes. Hvad vi refererer, er det billede media serverede for os. Milosevic nægtede meget forståeligt. Og NATO lovede at bombe. Og media udmalede Milosevic som den mest kyniske, magtglade og brutale politiker i vor tid. For han gav sig ikke. Så måtte NATO altså til det. Men pludselig ville man ikke, når bare serberne tog en passende mængde styrker hjem. Og snakken om krigsforbryderne var ganske stille gledet ud.

Aktionen var ulovlig. FN tillader ikke en sådan aktion. Vi oplevede, at det var Rusland, der forhindrede, at bomberne trillede. USA havde ingen betænkeligheder og dirigerede NATO og Danmark, som var det skødehunde.

Hvordan kan store og små europæiske lande manipuleres til at handle totalt i strid med europæiske interesser?

Vi er ikke interesseret i at små eller større lande bombes til underkastelse. Der findes andre metoder. Og går man endelig ind for anvendelse af vold til hævdelse af retsprincipper, så skal retsprincipperne hævdes alle vegne, eller i hvert fald i vore nærområder.

Og så - efter at vi har set USA (som vor forbundsfælle) optræde i Europa med våbenmagt til fordel for muslimske interesser -ser vi pludselig USA bytte signalerne fuldstændigt om.

Nu ankommer til USA repræsentanten for et okkuperet muslimsk land og repræsentanten for en besættelsesmagt, Israel. Den sidste ledes af flere åbenlyse krigsforbrydere. Landet anvender tortur og bryder systematisk mod Geneve-konventionerne. I det okkuperede land håndhæver det et brutalt militær- og politivælde. Har i mangfoldige år trodset og modarbejdet FN's henstillinger.

Medens de serbiske styrker befinder sig på eget område, befinder de israelske besættelsesstyrker sig i et land, hvor de ikke har fjerneste ret til at være.

Her måtte USA, NATO og Danmark da kræve, at Israel straks trak alle sine styrker hjem, at overgrebene mod land og befolkning ophørte, og at flygtningene fik lov at komme hjem og fik erstatning for alle overgreb. Desuden, at israelske krigsforbrydere blev udleveret til retsforfølgelse.

Nej! De israelske krigsforbrydere modtages med æresbevisninger og får lov at paradere ved Clintons højre side. Ingen krav om at okkupationshæren skal rømme mere end 13 %. Og ikke noget, hvis de ikke gjorde det. Men til gengæld for, at Netanyahu nådigt havde lyttet til USA, lovede supermagten at hjælpe med til at bekæmpe, hvad undertrykte i de palæstinensiske områder betragter som frihedskæmpere. Men så serberne da! Hvorfor krævede man ikke, at de skulle rømme 13 %, eller sådan noget - man krævede 100 %.

Clinton fik lejlighed til at demonstrere sin utvivlsomt største politiske begavelse: evnen til at optræde som den perfekte hykler. Og Vestens media fik lejlighed til at vise, hvorfra de henter deres perfektion i det samme.

Ny stormagtskynisme

Med Sovjets dratten af pinden som supermagt har ny storspillere trængt sig frem i forgrunden af scenen. USA fører sig mere og mere selvsikkert frem; men dets politik er ikke mere så enkel at få greb om. Sovjet er ikke længere hovedfjenden. Og Iran, der for få år siden udmaledes som verdens mest vestfjendtlige regime, betragtes nu med velvilje, skønt man der dømmer en europæer til døden, fordi han har kysset en muslimsk kvinde. Derimod opelskes demonstrativt fjendtligheden mod den tidligere forbundsfælle Irak. Det synes rigtigt, at Sadam Hussein arbejdede målbevidst for at opbygge masseødelæggelsesvåben og drivmidler, der skulle kunne bringe dem vidt omkring. På den baggrund forstod man et langt stykke de kraftige forholdsregler, som blev sat i værk, da Sadam - hvad enten det kunne forsvares med uklare signaler fra USA eller ej - invaderede Kuwait. Men man havde det svært, da det afsløredes, at gruelige historier, vi blev opvartet med om irakerne, viste sig at være kyniske løgne. Den om respiratorerne til kuvøserne for de små børn, som brutalt blev afbrudt, var opspind. En yndig pige vidnede om hæslige overgreb, som viste sig at være udstuderede skrøner. Propagandavåbnet er bundløst uhyggeligt, og det er kommet for at blive. Her afsløredes det, fordi modstanderen var så underlegen, og felttoget så kort. Men hvorfor skulle det så overhovedet være nødvendigt? Og hvor mange løgne fik lov at spadsere videre? Mærkeligt, at ingen fik sig en tankestiller angående troværdigheden i de historier, der blev produceret under den langt hårdere og meget længere verdenskrig; men nej! Judaisterne og Israel har jo en særlig interesse i at forsvare disse historier.

Det toner nu efterhånden klarere og klarere frem, at fokuseringen på Irak skyldtes, at Saddams magt opfattes som en speciel trussel mod Israel. Derfor er det ham, der skal tæskes.

Under Clinton er dette blevet åbenbart. Militært og økonomisk er Irak svækket. Men Clinton-Albright forfølger eenøjet dette mål, medens andre stater i fred og ro kan opbygge deres potentiale. Man undrer sig lidt over, at Irak skulle være det eneste land, der kunne tænke sig supervåben. Vi ved, at Kina, Indien og Pakistan har skaffet dem. Stoler Iran fuldt og fast på Allah? Vi får kun at vide, at Irak har denne higen efter magt, og at den er farlig for den lokale supermagt Israel. Derfor er den USA's fjende nr. 1, og derfor skal den også være det for os andre.

Lad det være klart, at Danmark ikke har interesse i, at flere stater skaffer sig masseødelæggelsesvåben. Vi har heller ikke interesse i, at Israel skaffer sig det. USA's påståede mål, at begrænse udbredelsen af sådanne våben, er hykleri, når supermagten med penge, teknik og protektion har bistået Israel til at udvikle kemiske og biologiske våben og opbygge et atomvåben (man nævner 200 kampklare), som ikke blot er rettet mod de omgivende lande; men også mod de europæiske stater, mod hvilke jødemagt øver pengeafpresning.

Clinton er en uhyggelig fare for Europa

Hans uforsigtigheder i seksuelle sager, som mange er parate til at undskylde, kan blive en verdenshistorisk katastrofe. Medierne har kunnet ælte disse historier, så at de efter behag var til at le eller græde over. Den ene dag det ene - den næste dag det andet. Medieejerne gjorde det klart for ham: Hvis du gør, som vi vil have det, så drejer vi det til et forlegent smil. Hvis ikke, bliver du tværet ud. Clinton forstod, og lovede at gøre alt, hvad man ville have. Og derfor har han 60 jøder som ministre og rådgivere, og derfor lader han supermagten eksekvere Israels politik. Derfor kritiseres Netanyahu's politik kun på skrømt. Derfor bombes Irak (hvorved man naturligvis også får afprøvet nogle ny helvedesmaskiner, som før eller senere bliver stillet til rådighed for Israel) Og derfor giver USA pokker i Europa.

Hvorfor kræver USA og dets ydmyge lakajer, blandt hvilke danske politikere desværre stiller op, at de baltiske lande skal svælge krigstidens sovjetiske besættelses-invasion i sine vaklende ny samfundsdannelser?

Hvorfor engagerer Amerika sig i centraleuropæiske anliggender med slagside til fordel for muslimske interesser?

Umiddelbart er det jo ikke til at forstå, hvorfor USA så åbent støttede muslimerne i opgøret i det tidligere Jugoslavien, og nu gør det lige så åbenlyst i Kosovo. Vi kan ikke rigtigt tro, at det skyldes en særlig begejstring for Islam. Derimod kan vi forstå, at Albrights kyniske spil går ud på at tage lidt parti for muslimerne i Europa, som et plaster for de grove uretfærdigheder hun udøver ved at støtte Israels agression i Palæstina.

Kan det ikke være ligegyldigt for os i Danmark? Nej, desværre, det har konsekvenser.

Når internationale retsprincipper fordrejes og tolkes efter stormagternes forgodtbefindende. Når menneskerettigheder skævvrides og misbruges til at undertrykke primære behov hos det store flertal, så styrer vi mod et sjælløst og totalstyret verdenssamfund eller mod det globale hundeslagsmål. Da ensretning ikke er helt så enkel, som globalmarkedsstræberne kunne ønske sig, er det andet måske det mest sandsynlige.

Det er derfor, vi må kræve ligelighed og retfærdighed til alle sider. Derfor kan vi ikke gå i krig mod ét lille land, samtidig med at vi tolererer overgreb i et andet.

Enkelte lande (Tyskland og Grækenland) havde visse betænkeligheder. Men Storbritannien og Danmark ingen. Vor radikale udenrigsminister støttede helhjertet truslerne. Med sit mest affable bedemandssmil lovede han at sende danske bombefly til rådighed for krigen.

Og så blev det hele pludselig stoppet. Havde Milosevic givet sig? Nej. Var krigen stoppet? Nej. Våben strømmede over grænsen til Albanien, og serberne forsøgte at bremse dem. Hvad ville vi gøre, hvis vi havde oprørere, der skaffede sig våben over vore grænser?

Kampe fortsatte. Og så i det ny år så vi resultatet af genetableringen af den gamle, ældgamle verdensorden. De europæiske stormagter, især Frankrig og Storbritannien, var trådt sammen og havde bestemt, hvordan de ville have det, og så formulerede de deres ultimatum til parterne. Mest dog til serberne. Kosovo skulle så at sige besættes af Nato - også af danskere. Det satte serberne sig imod. Danske aviser var dybt forargede: Man kan aldrig stole på, at Milosevic gør, som man siger, han skal. Men nu indgik pludselig også - officielt (vi bygger kun på, hvad danske media serverer for os) at oprørerne skulle afvæbnes. Det ville de ikke. Det tog danske media pænt.

Vi tager ikke stilling til, hvor retfærdig NATOs forslag er - vi kender det ikke. Men vi kræver, at når vor regering og vore allierede kræver respekt for de menneskelige rettigheder det ene sted, må de også gøre det det andet.

Vi vil ikke se, at menneskerettighederne anvendes som et våben, USA anvender, hvor det passer i dets verdensstrategi, og trædes under fødder, hvor det passer supermagten bedre. Det er pinligt, at se Madeleine Albright svanse rundt og true med bomber i Serbien og med CIA i Palæstina samtidigt med, at hun med alle midler støtter udviklingen af Israels terrorpotentiale.

I skrivende stund, 21/2-98, er fristen for forlig gået ud, men bombningerne udsat igen, foreløbig til i morgen. Jyllands-Postens Jørgen Ullerup skriver: "Målet er hurtigt at få parternes underskrift på den politiske del af aftalen om selvstyre i Kosovo for så at sætte den serbiske leder Slobodan Milosevic, kniven for struben." Nogen kniv for struben af oprørslederen kan han slet ikke forestille sig; men det synes alligevel at fremgå af TV, at man har rejst krav om, at oprørshæren på sin side lader sig afvæbne, og det viser sig da, at det vil den ikke gå med til.

Det er muligt, at forhandlingerne bag de lukkede døre er mere nuancerede end vore revolutionsbegejstrede journalister vil slippe igennem. Det pinlige er, at mediefolket ikke længere ser det som et kald at formidle nøgtern information, men tror, at det er deres job som postilskrivere at forsvare de rigtige meninger, som de for tiden får færdigbagte direkte fra USA eller indirekte gennem bureauernes udvalgte sortiment.

Naturligvis kan man synes, at de europæiske stater burde kunne orde deres sager selv, og man må da spørge sig, hvorfor de helt tydeligt ikke er i stand til det.

Her afslører arven efter de store europæiske krige sig, og propagandavåbnets uhyggelige magt.

Vi så, at de gamle imperialistmagters, Englands og Frankrigs magthavere, trådte sammen præcis som i fordums dage for at bestemme, hvordan de syntes, det skulle være. Det mægtige Tyskland er den dag i dag lammet af det stempel, den sejrende magt satte på det under og efter verdenskrigen, som en moralsk 0-magt. Har det med menneskelige rettigheder at gøre, må det holde kæft. Så det blev de gamle aktører, der gik til den, og een, to tre havde de en plan, som USA kunne bruge. At mobilisere FN for den tegnede på forhånd håbløst; men det har jo også før vist sig at være besværligt, så langt bedre, ja, ideelt var det at få NATO med dets to hovedkræfter (dem med kernevåbnene) til at bære hundehovedet.

I Samisdat VII vil vi referere Frederick Veale, der efter verdenskrigen kom frem til, at amerikansk indgriben i europæiske forhold ikke har været ubetinget lykkelig. Vi tror, han havde ret med hensyn til tyrkertroen på: bomber, bomber, bomber. Undtagelsen, der pynter på reglen, tror vi - indtil videre - er Marshall-hjælpen.

Under Clinton-Albright er truslen med bomber blevet supermagtens bannermærke. Alle forbehold fra europæiske"allierede" synes vejret bort.

Det kan kun skyldes uniformeringen af vestlig presse, topstyret af Madeleines ideologiske bagland.

Hvor effektivt netværket fungerer, sås i " Go' morgen Danmark", hvortil man som ofte før havde indkaldt chefredaktør Thøger Seidenfaden fra Politiken. Han tolkede lidenskabeligt sin og sit baglands skuffelse over, at bombningen af Milosevic's Serbien ikke havde kunnet sættes i gang. "Vi ved, at Milosevic ikke bøjer sig for andet end magt" klagede han stivøjet af ophidselse. Han vil have, vi skal tro, at andre topledere bøjer sig for mindre, og at albanerne gør det. Vi havde netop set, at det drømmer de ikke om. Vi ser måned efter måned, år efter år, at det gør Israels styre heller ikke.

Det fantastiske er, at zionisterne ikke indser, at de selv bor i et glashus, når de anklager andre lande for overgreb. Skal nogle lande tvinges til at respektere de menneskelige rettigheder, må princippet også binde dem selv. Her afsløres det gang på gang, at de faktisk rent praktisk betragter sig som Guds eget folk, hævet over alle andre.

Her (1.3.99) forlader vi Kosovo, hvor forudsigeligt nok kampene er blusset op i ly af den 14 dages "tænkepause", som USA dekreterede. Det havde været bedre, om man havde tænkt mere, inden man begyndte at true. En serbisk politiofficer er straks blev skudt i et baghold, og nu ruller de serbiske kampvogne og artilleri igen mod syd.

I Libanon er en israelsk general og et par israelske soldater dræbt af en bombe. Nu bomber Israel igen voldsomt løs i Libanon. Hvorfor taler ingen om fredsbevarende eller fredsskabende styrker i Palæstina og Libanon? Og USA og England angriber dagligt Irak.

Om valg af stat, kultur og milieu

På vor egen boldgade gælder, at ikke en gang reel europæisk enighed om principperne for nationale og kulturelle rettigheder er formuleret.

Alligevel påberåbes sådanne rettigheder til fordel for multi-"kulturens" udbredelse. Et af slagordene er: Etnisk udrensning kan aldrig accepteres. Det tolkes derhen, at selv hvor etnisk blanding har ført til det helvede, som har tvunget nogle til at flygte, f.eks. til Danmark, så er det een gang besluttet at de, når "freden" mere eller mindre påtvunget er bragt tilbage, skal returneres til just det naboskab, som eksploderede. Ikke underligt, at et stort antal foretrækker at blive i Danmark, skønt de har endnu mindre tilknytning til vort land.

Fornuft siger, at så mange personer som muligt bør leve i områder med forligelige værdinormer og kultur. Vi har peget på, at dette princip forudsætter, at enhver person bør forsøge at vælge, og at valgfrihed for den enkelte må ske under hensyntagen til helheden, sådan at traktater bør fastsætte betingelserne så vidt muligt på alle niveauer, fra stat over amt og kommuner ned til den enkeltes boligvalg og boligindretning. Og disse traktater bør også være bindende for magthaverne. Det skal altså ikke være frit frem for politikerne uden videre at ændre - eller lade andre ændre - de grundprincipper, som samfundet- det større eller det mindre - bygger på. Vi har skrevet om dette i "De menneske=lige rettigheder" Se også afsnittene om vor grundlov ( artiklen "Religionskrig mod Danmark").

Ud fra denne logik er valg af stat et vigtigt og grundlæggende spørgsmål, og det er vigtigt, at staten på sin side definerer sin karakter og sine spilleregler.

Vi har absolut ikke før været tilstrækkeligt opmærksomme på betydningen af dette.

Og internationalisterne vil skræmme med at kalde det racisme. Det er det ikke. Det er forsvar for diversitet.

Som det er, optræder muslimske stater, der bekender sig til Islam, mere ærligt. Vi må lære at være tilsvarendelige ligefremme. Og bemærk så: vi ønsker ikke at stoppe besøg og turisme, kun fast etablering af uforligelige samfundssystemer.

Noget sådant er vist ikke forsøgt fastslået før; men skal vi have internationale regler og øget bevægelighed over grænserne, må dette drages i forgrunden.

Det indebærer så, at flytter du til et andet land for at bosætte dig, bør du først gøre dig bekendt med dette samfunds værdinormer og lovsystem.

En vis vejledning kan den bevidst søgende finde i forfatninger og grundlove. Men formuleringen af disse traktater er normalt sket med tanke på indenlandsk brug.

Vi bliver nødt til at markere os mere åbent udadtil: Hvad vi står får, hvad vi vil tolerere, og hvad vi ikke vil tolerere. Kontenten er, at liges om der er grænser for, hvem vi inviterer ind - især til længere ophold - i vort hjem, bør der være grænser for, hvem vi modtager til fastere ophold i vort land. Besøgende, der ikke trives i vort samfund, bør ikke optages fast i det; men søge deres egne steder.

Hvad har vi så at flage med udover Dannebrog, som faktisk er et meget privilegeret og eksklusivt symbol at smælde med i luftstrømmene:

Vi har en forfatning og grundlov, der, lige som korsbanneret, tilknytter os et "kristent" kulturområde; men som også har rødder tilbage til middelalderlige landskabslove.

Vi har et land, der placerer os i et nordeuropæisk halvø- og øsammenhæng, næsten uden egentlige bjergformationer og med tempereret klima.

Og vi har en arv af arkitektur og kunst bevaret i byggeri, kirker og museer. Denne kulturarv har sit særpræg, selv om den er beslægtet med vore nærområders, men som også har suget, og stadig suger af kildevæld langt væk, og længere og længere borte.

Vi har et ganske udviklet erhvervsliv og også et vist kulturliv.

For alt dette burde vi gøre vort samfund stolt og bevidst; men bortset fra pophyldest til sport og erhverv, præges vore mediers påvirkning af en velorganiseret lobby, der målbevidst forsøger at latterliggøre og udvaske alt, hvad der fremtræder som dansk, og ofte endda vestlig kultur.

Lars Thirslund
Marianne Herlufsdatter