Global istid på vej

Arne Notkin

I Danmark ved du nok , at rigtige danskere er svinehunde. Med dette budskab ville chefredaktør Arne Notkin gøre BT til Danmarks mest populære blad. Modtagelsen blev ikke så begejstret, som han havde ventet sig. I oktober -97 måtte han forlade posten som chef i BT og vende tilbage til Weekend-avisen. Her hilses han velkommen af Wivel, Blædel, Blüdnikow og andre prominente journalister tilhørende den højere race. Her kommer hans opdukken til at betegne en bekræftelse på dette blads kendte "multinationalisme" kombineret med Israelnationalisme. Forhåbentlig betegner hans afgang fra BT en forandring til det bedre af holdningerne i dette blad.

Internationalismen og os -

Striden drejer sig om kulturnihilisme. De, der hævder, at alle kulturer er lige gode, likviderer begrebet. Kultur er en kamp for værdier. De, der afviser kulturkamp, er manipulerede af kynikere, der gør det for frit at kunne disponere ud fra rent økonomiske (egoistiske) interesser.

I spillet om verdensmagten forsøger megamagterne nu at udrydde nationalfølelse ved at vedligeholde det banale, forældede billede, at det handler om flag, uniformer, militærmagt og selvoptagethed. Derefter prøver dens "kultur"-agenter at få os til at tro, at nationalfølelse er en næsten ny opfindelse, og at nationalisme derfor er latterlig og passé. Det forholder sig omvendt. Nationale følelser kan følges meget langt tilbage i tiden. Derimod er de egentligt nationale bevægelser, det at folk med følelse af national identitet søger sammen, et forbavsende nyt fænomen, hvilket illustreres af, at så store nationalstatsdannelser som Italien og Tyskland først er blevet realiseret i 1800-tallet.

At folkelig nationalfølelse er værd at respektere - ikke blot nyttig at udnytte i bekvemme situationer - er altså noget nyt og ikke noget, der er passé, men et princip, som der må kæmpes for, da det gennem århundreder har været undertrykt.

Før var det fyrstemagt, der var afgørende. Territorier skiftede tilhørsforhold ved erobringer og tab. Ved arv, giftermål og studehandler mellem fyrster, konger og kejsere. Hvad befolkningerne følte og tænkte, bekymrede så godt som ikke magthaverne. Det var først med de nationale bevægelser i forrige århundrede, at man for alvor begyndte at interessere sig for folkenes meninger, og tanken om folkeafstemninger dukkede op som noget nyt.

I virkeligheden var det banebrydende nytænkning, da tanken om folkeafstemning blev bragt ind i forhandlingerne om Slesvig-Holsten og senere i fredsforhandlingerne efter I. Verdenskrig. Men kigger man nærmere efter, er det forbavsende, så lidt folkeviljen er blevet respekteret frem til i dag.

Endnu i Versailles trak man en del landegrænser uden fjerneste hensyn til befolkningerne - alene ud fra de sejrende stormagters strategiske ønsker. Det førte til Verdenskrig II, der endte med nådesløse etniske udrensninger, om hvilke man endnu ikke tør tale åbent; men det var bare i etablerede nationallokaliteter.

Andre steder fortsatte stormagtsspillet uhæmmet.. Vi ser det i ex-Jugoslavien, en af disse stater, som blev flikket sammen af hensyn til, hvad især England, Frankrig og Rusland mente tjente deres magtbalancerende interesser. Det viste sig eftertrykkeligt, at balancen ikke holdt. Man kan ikke i længden undertrykke nationale følelser.

Men multi-kultistrategerne er ligeglade. USA og de europæiske stormagter dekreterer i ex-Jugoslavien, at situationen skal føres tilbage til den, der udløste eksplosionen. I stedet for at anerkende de grænser, der blev resultatet af den blodige konflikt, kræver man, at alle skal kunne vende tilbage til, hvor de kom fra, og hvor man altså ikke kunne holde hinanden ud. Stormagtsarrogancen, Versaillesånden er usvækket i EU's topledelse, når det står over for små stater som Serbien, Bosnien og Kroatien.

De konflikter, vi tydeligst ser i dag, har deres oprindelse i nationaliteters utilfredshed med at føle sig behersket af for dem fremmede fællesskaber.

USA

USA's rolle er i kølvandet af Sovjetunionens sammenbrud og under Clinton undergået en drejning, som er betænkelig. Clinton rejser til Rusland og træffer aftaler om Baltikum uden videre skelen til Natopartneres vurderinger. Nordeuropa interesserer ham meget lidt.. Måske tænker han - med en vis ret - at Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Skandinavien bør være stærke nok til at hævde stillingen deroppe. Desværre overser han visse historiske forhold i sin overvældende interesse for Mellemøsten..

Påfaldende bliver på denne baggrund hans indsats i Bosnien, hvor han satsede hele sin stormagtsprestige til støtte for muslimerne, som han i dag opruster med avancerede våben, for, som det hedder, at de skal forsvare sig mod serberne. Selv siger de, at de skal tilbageerobre tabt land. Hvorfor er dette ønskeligt? Hvorfor iveren efter at straffe mulige serbiske krigsforbrydere, når han selv ubetinget støtter andre, hvis forbrydelser, der ikke kan være tvivl om? Fordi de sidste er israelere, som han betragter som sine vigtigste allierede, om det nu er indenrigs- eller udenrigspolitisk eller begge dele?

Man kan ikke forklare denne omsorg for en muslimsk enklave i Europa, som er en arv efter tyrkisk imperialisme, på anden måde end at det er et forsøg på at blidgøre arabiske muslimer, som han med jøden Albrights massive og kluntede støtte til Netanyahu's overgreb mod palæstinenserne udfordrer så hæmningsløst.

For at fremme Israels erobringer på Vestbredden støtter han koldblodigt et muslimsk urocenter midt i Europa. Israel og jødiske interesser går forud for Europas. Alligevel ser vi, at han står svækket i forholdet til Saddam Hussein.

Øget amerikansk stormagtsarrogance kan friste til den opfattelse, at det industrialiserede Europa burde kunne tale med større myndighed og måske magt i internationale spørgsmål. Desværre tyder forsøg på fælles optræden ikke på, at de toneangivende magter har nået en betryggende modenhed. Engelsk arrogance, fransk gloire-syge og tysk blanding af mindre- og mereværdskomplekser, sammen med alle tre magters jalousi i kampen om våbenkontrakter, skaber højst uklare signaler, hvilket ikke bedres af bureaukraternes tungetale og personlige karrieremotiver.

Alt dette taler ikke for at tiden er moden til national suverænitetsafgivelse til et fælles råd af europæiske bureaukrater.. Det er allerede gået for langt. Heldigvis synes en solid opinion at have indset, at et centralstyret Europa ikke er garant for fred og lykke.

Det positive, som kan og skal nås gennem europæisk samarbejde, skal opnås gennem samarbejde mellem fri selvstændige stater med hver deres kulturelle identitet.

Hvad er da løsningen på flygtningeproblemerne? At folk bør have muligheden for at vælge det samfund, der passer dem; men ikke på bekostning af andres ret til det samme.

Og det betyder, at vi har ret til at beskytte det samfund, der rimer med vor kultur. De, der ikke synes om den, må vælge mellem andre lande.

Danmark

Da det pludselig - vi aner ikke hvordan - blev tilladt at diskutere flygtninge i fjernsynet, undslap der unge mediearbejdere et forundret: Det har man jo ikke måttet sige noget om før. Og den kønne Trine Sick spurgte bekymret: - "men hvordan skal man så styre debatten?"

Hun og andre meningsstyrere havde fået problemer; men stort set klarede de sig på deres store rutine uden om de mest beske ærter.

Ingen spurgte: Hvor mange mennesker kan leve fredsommeligt i vort land uden at forbruge uerstattelig natur- og kulturarv?

Er alle kulturindslag lige værdifulde? Hvorfor må Danmark ikke forsvare sin egen identitet?

Hvordan skal vi bevare vor kulturarv, når statsborgerskab bevilges til stadig flere, som ikke kan fordrage danske vurderinger?

Men endelig fik vi i TV lov at overvære hvordan 2. generationsindvandrere bidrager til kultur og gadebillede i vore større byer. Og hvad skete så?

De radikale og SF profilerede sig ved, i humanismens navn, at tage afstand fra effektivt indvandringsstop. Jamen, er det virkelig humant? Er det ikke mere humant at satse vore midler der, hvor ondet stammer fra: de befolkningseksploderende stater?

Er det ikke mere humant mod vort eget samfund at sende kriminelle indvandrere tilbage, hvor de kommer fra? Og er det ikke mere humant mod de unge oprørere? De synes jo slet ikke om vort land og vor kultur.

Og de andre partier, undtagen de to aflæggere af Fremskridtspartiet kørte videre på melodien om opdragelse, som nu også skulle omfatte forældrene. Og så blev det gjort til et økonomisk spørgsmål: hvad koster de os, eller kan vi tjene på dem?

Personligt har vi opdaget mærkværdigheder i vort eget pensionssystem for ældre. Det fungerer stadigvæk - det havde vi ingen anelse om - på almissetraditionen.

Når man foreslår små ændringer i retning af større lighed og retfærdighed, f.eks. i forholdet gifte - enlige, får man at vide, at det vil være alt for kostbart. Men når flygtningene i en uafbrudt strøm vælter over grænsen, er der ingen, der spørger, hvor får vi penge fra? De er der bare. Og lige sådan med 2.generationsresultatet, der laver optøjer og ulykker. Så træder de ædle politikere frem og siger: De skal have sportshaller, undervisning og opdragelse, både store og små. "Det kræver ressourcer!". Javel; men hvor kommer de så fra? Når det gælder "flygtninge" er de der bare. Når det gælder danskere, er det umuligt at finde nogen.

Naturligvis er økonomien vigtig; men den er måske alligevel ikke det centrale. Det afgørende er: har vi brug for dem? Er de gavnlige for vort land og vor kultur.

Her drejer det sig ikke om Godhed, for vi kan, hvis vi vil, meget vel være gode mod folk uden for vore grænser. Derimod kan vi ikke løse alle problemer for alle sammen. Det er galt at bilde folk ind, at vi kan.

Igen og igen hører vi velgødede landsmænd forklare: Vi har jo sådan et rigt land. Men hvor har de det fra? De bedrages af vort sløseri og overforbrug; skønt dette skyldes, at vi stjæler fra fremtiden. At det forholder sig sådan burde fremgå tilstrækkelig tydeligt af, at vor jord og vort grundvand stadig svines mere til, og for at afstedkomme dette lysende resultat, anvender vi fossilt brændstof til at holde karrusellen gående. Derfor har vi en forpligtelse til at holde hus med det, vi for øjeblikket har mellem hænder.

Generalprøve på EU.

EU-tilhængerne siger: Vi må med i unionen for at være med dér, hvor beslutningerne tages. Men hvad nytter det, hvis du bare bliver stemt ned dér, hvor der besluttes? Så var det bedre, at du stod udenfor og kunne bestemme selv.

29.oktober var en god dag at blive klog af. Da fik vi at vide, at EU trods danske protester havde besluttet, at hollandske supertrawlere skal have lov at fiske rødspætter, som er 5 cm kortere (det er ikke lidt) og udvide deres rovfiskeri langt ind på dansk område. Det hjalp ikke at være med ved bordet . Samme dag fik vi at vide, at EU vil fortsætte at anvende arsenik til træimprægnering, skønt danskerne er imod. Det betyder, at vi selv godt kan lade være med at anvende arsenik; men vi kan ikke forhindre, at de andre lande eksporterer deres arsenikprodukter til os.

Tiden er ikke moden til at afgive suverænitet uden på nøje afgrænsede områder.

Forresten var det samme dag, vi fik at vide, at en departementchef havde givet embedsmændene ordre til at bekæmpe al negativ omtale af EU. En beslutsom dame gik imod ham. Hun fandt det i orden at rette fejlagtige oplysninger, men ikke at bekæmpe rigtige. Tænk om dette princip kunne vinde indpas i media!

Sælsom alliance

I en interessant artikel "Professoren, der kom ud i kulden", afslører Lasse Ellegård en ny akse Tyrkiet-Israel. På grund af Tyrkiets meget omtalte, og bl.a. af vor udenrigsminister fordømte overtrædelse af menneskerettighederne, forhindres (NATO-partneren) Tyrkiet i at modtage effektivt militærudstyr. Denne situation udnyttes af Israel, hvis krigsforbrydelser bl.a. samme udenrigsminister helst forbigår at omtale, og som derfor uden større restriktioner forsynes fra USA. Resultat: Israel sælger våben til og samarbejder militært med Tyrkiet. Israelske fly øver på tyrkiske baser - ligesom det er meningen at danske fly skal gøre det. Her er tale om en mellemøstkonflikt, hvor iransk og israelsk kernevåben og missilkapacitet afbalanceres med tyrkiske, syriske og irakiske rum-og våbenpotentialer.

Med sine falske menneskeretserklæringer og kammerateri med magtkynismens agenter lader Helveg Petersen vort land manøvrere ind i en heksekedel, hvor det ikke blot er danske krigere og dansk materiel, der står på spil, men det helt store våbenbrag, som kan tændes af en notorisk krigsforbryder som Netanyahu.

Kan man lade være at fundere, når vore dyreste og mest slagkraftige våben, F16-flyene, mangler piloter. Og når dem, vi har, bliver sendt til Sydeuropa og Tyrkiet. Når vore mest slagkraftige kampvogne sendes til Bosnien. Når indvandrerunger for åben mikrofon (og kamera) udråber: Får vi det ikke, som VI vil have det, bliver der blodbad. Og det ene regeringsparti ønsker hjemmeværnet afskaffet. Og gadekampe i vore større byer udkæmpes for åbne kameraer. Og politikerne spørger: Hvor er fjenden?

Hvad er det, der sker, og hvad bør og kan vi gøre?

En del stater er mere optaget af at producere unger end mad. Det er deres problem, som de burde gøre noget ved. Nogle vægrer sig ved dette af religiøse andre af politiske grunde og eller af uvidenhed. Så jamrer de over deres fattigdom og sender passivt eller fuldt bevidst deres befolkningsoverskud til Europa. Det er kontingenter af dette, vi modtager i Danmark, og politikerne kan ikke finde ud af, hvad de skal gøre, fordi media ikke vil gøre situationen klar.

Det skyldes især et journalistkorps, som:

1) er ført bag lyset af multikultibaronerne, der fejltolker og hårdtrækker visse menneskerettigheder og ignorerer andre

2) målbevidst er dresseret til snøftejournalistik til fordel for hvem som helst, der

siger: Det er synd for mig!

3) er tilsvarende kritisk eller direkte fjendsk mod dansk politi.

Vi har ikke pligt til, og vi skal ikke overtage befolkningsoverskuddet fra stater, der ikke vil løse problemerne i deres eget land.

Vi har ikke pligt til - permanent - at modtage kontingenter, der er fjendtlige mod

vor egen kultur og vort livsmønster.

Det er ikke humant at fremme blanding af etniske grupper, som er fjendtlige mod hinanden.

Hvad er vort største problem?

Det er mediehykleriet, der tvinger politikere, selv den ny indenrigsminister, til at erklære: Jeg har intet mod indvandrere - kun mod nogle ganske få, til hvem vi må bygge specielle opbevaringsanstalter. Resten skal bare have flere penge og privilegier, og lære at snakke lidt bedre dansk.

Jamen, naturligvis skal danskere kunne snakke nogenlunde dansk. Mere kan vi ikke forlange af dem, når vi ikke forlanger det af vore mediefolk. Men det afgørende er, at de bliver danske og vil forsvare dansk - og vesterlandsk kultur. De tungefærdige muslimer og mosaister, der har lært sig sproget, men ikke indholdet, er måske den største fare for vort land.

Det er slet ikke for meget forlangt at de, der vil blive danske statsborgere, skal skrive under på at ville respektere dansk grundlov og danske natur- og kulturresourcer.

Man kan leve udmærket i vort land uden at være statsborger. Den eneste rettighed de savner, er retten til at stemme, og derigennem lave vort samfund om. Den rettighed skal ikke gives til dem, der er fjender af vort samfund.

På grund af sødsuppejournalistikken vover de fossile partier ikke at føre dette frem.

Uf - !

Folketingsafstemningen om godkendelse af, hvad der betegnes som 1199 "ny danskere", blev en tragisk affære. De mest avancerede i de fossile partier krævede, at alle, der skulle have statsborgerskab, skulle kunne tale dansk og være ustraffede. Det kunne listen ikke leve op til. En venstrekvinde krævede da, at der skulle stemmes om hver enkelt person. Det kunne Uffe Ellemann Jensen ikke gå med til. Han kunne heller ikke gå med til det endnu mere rimelige. at kassere hele listen, og lade aspiranterne vente et kvart år til. Han ville stemme for, at alle - selv dem, han ikke syntes skal have det - får dansk statsborgerskab. Det bør ikke glemmes ham og de andre ja-sigere, når disse "nye danskere" begår forbrydelser, og ikke kan hældes ud af landet, før ubehagelige lovændringer må gennemføres.

Fossilpolitikerne var helt sikre på at kunne skaffe penge til de specielle opbevaringsanstalter for værstingerne blandt de "nydanske". Men hvad skal vi med dem? Har vi ikke nok af den slags i vore egne rækker?

Det bedste for os og for de andre, som er kommet hertil under de falske forudsætninger, at vi har brug for dem, og at vi elsker deres kultur, er at sende dem tilbage til den kultur, hvor de føler sig hjemme.

Det mest humane mod uforligelige parter er, at de skilles ad og får lov til hver især at udvikle deres egenart.

Under disse forudsætninger vil vi gerne støtte og respektere dem, men vore forfjamskede politikere må indse, at deres etniske landsmænd endnu ikke er så degenerede, at deres politikere kan tvinge dem til at elske fremmede, der gerne vil udnytte vort land; men som ikke kan fordrage os selv.

Facit foreløbig: Der strømmer stadig flere dansk-aspiranter ind i landet. Der kommer ikke nogen ud. Ministeren griber til "forsvindingsnummeret": Vi spreder dem ud over det hele!

Istiden

Det er ligegyldigt, om danskerne stemmer "Nej" til Amsterdamtraktaten, siger tyskeren Christoph Bertram til J.P.l7.8.97. Han er en varm tilhænger af EU, så der er ingen grund til at tro særligt meget på ham; men en af hans betragtninger er interessant. Han ser EU som en gletscher, der langsomt bevæger sig fremad og efterlader forskellige institutioner, betegnet som blindgyder i "endemoræner" - aflejringer foran gletscheren.

Billedet er vist bedre, end han egentlig havde forestillet sig, og har gyldighed for et endnu større område end Europa. Vi står overfor en global istid af kold markedsmæssig beregning kombineret med lige så iskold politisk strategi, der sender sine gletschere ud over region efter region til større og større polarskinnende vidder. USA har en herlig gletscher, som har bragt det langt. Sovjetunionen havde én, med tunger ud i mange retninger; men fundamentet var ikke holdbart så en mellemistid - måske kort - kom imellem.

Men det europæiske isbjerg virker velfunderet og bevæger sig støt.

Derfor er Bertram, Ellemann og Engell sikre på, at det er fremtidsklodens model. I endemorænerne vil vi finde nationale og regionale kulturaflejringer. De har efter gletcherstrategernes opfattelse udtjent deres rolle. Det gnidningsfri globale markedssamfund fungerer kun optimalt, hvis det ikke hæmmes af lokale interesser for sprog og kultur. Det, den globale istid lokker med, er forbrugsgoder frembragt af computerstyret teknologi. Den lover strålende karrierer for teknologer og bureaukrater. Og den bæres frem af disse menneskelige robotter, programmeret med know-how og sælgende meninger. Uslagbart! Uovervindeligt! Eller - ?

Verden er også lidenskab, ir- eller urationelle værdier som kærlighed til sandhed og skønhed, der har grænseløst mange former.

Derfor fører stigende velstand til, at flere spørger sig, om den korteste vej til det maximale forbrug er den bedste. Derfor drejer det sig om en kulturkamp.

Vil vi, for hurtigst tænkeligt at nå et globalt marked, give afkald på hensyn til diversiteten i kulturværdier? Eller betragter vi diversiteten som så vigtig, at vi vil foretrække en langsommere takt i den rent økonomiske sammenpasning?

Dette udelades i den tilladte debat.

Ja-politikerne argumenterer med, at det bliver dyrt at holde sig uden for. Og vi må være med dér, hvor beslutningerne træffes - som nævnt ovenfor.

Og så "skal vi hjælpe Øststaterne ind". Mon ikke de fægter udmærket for sig selv?

Og hvad med vore egne primære hensyn - hvem andre, tror man, tager sig af dem? Ikke blot produktion og handel; men kultur og miljø? Vi varetager bedst dette selv - i samarbejde med andre - når vi selv har den endelige afgørelse.

Kommer partnerne med noget godt, kan vi stadigvæk vælge det samme.

I forholdet til folkevandringerne deler EU-opfattelserne sig noget: Venstrefløjen vil holde os uden for EU, for at vi skal tage mod flere indvandrere end de andre lande. Det er rent hykleri. Vi skal, indtil videre, holde os udenfor, så at vi kan slippe færre ind, og det gælder ikke mindst at værge sig mod de enorme kontingenter, som Frankrig og Tyskland, med hver sin baggrund, har følt sig tvunget til at få inden døre.

Alternativet til den globale istid er den globale diversitet: mangfoldighed af forskellige kulturer, der respekterer hinandens ret og revir.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund