SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

  Et svar, som foreningen ikke ville slippe frem, til indlæg af Søren Olsen, medarbejder ved "Danmarks Naturfredningsforening" i 2011.

 

 

Naturfredning i nittenhundredetresserne  - og nu!
Kampen for de åbne landskaber



   

For os er landskabsoplevelsens storhed dét, at kunne opleve harmonien i et vidtstrakt område, uden at stødes af industrielle eller turistmæssige overgreb.
   

Landbruget har fra tidernes morgen været den pragtfulde bidragyder med ååbne felter. Nu angribes det fra alle kanter. Byplanlæggerne, pådrevet af kommune- amts- og landspolitikere, vil placere industrier, transportveje, boligområder og sommerhuse, hvor det er bekvemmest.
    Når arkitekterne ser et uspoleret landskab, tænker de:
 Se, lysende forretninger! Der skal bare et kendt arkitektfirma til, eller/og en "landskabsarkitekt".
    Skovfolkene : Her kan plantes meget skov og skabes levebrød for masser af forstkandidater.
    Naturhistorikerne: Nej, at frede disse store områdrer bliver for dyrt ! Vi afstår, bare vi får vore små områder med vore egne særinteresser. Hvis vi larmer nok, kan vi få genopretningsprojekter, så vi selv bliver små industrientreprenører.
    Men ikke blot store, men i høj grad små landbrug bevarer stadig uvurderlige landskabsværdier og bør støttes som i Norge og Sverige. Men industrilandbruget erklærer kækt, at landbruget ikke skal have nogen støtte. De regner med industrimæssigt at kunne konkurrere internationalt, og når Danmark er købt op, vil de bare købe jord  i Polen og andre steder.
    Lederne af Danmarks Naturfredning bekymrer sig heller ikke om landbrugets skønhedsværdier.. Foreningen tegnes ikke mere af kunstnere og elskere af danske landskaber, men af et konglomerat af ovennævnte kompromisryttere. Modstanden mod reelle landskabsfredninger er lige så sejlivet i dag, som da jeg i tresserne med udgangspunkt i landskaberne omkring Furesøen og Birkerød startede kampen for beskyttelse af større sammenhængende landskaber.
    I 1970 flyttede Marianne og jeg fra Birkerød til en gård med får og geder i det nordlige Bohuslen.
    1975 grundlagde jeg Tanums Naturskyddsförening og ledede den i en årrække. Deltog derved i den svenske rigsforenings høstkonferencer, der blev afholdt rundt omkring i det vidtstrakte land. Ved konferencen i Kiruna hilste jeg på den danske forenings formand, eller var han ophøjet til præsident ? Mikkelsen. Jeg anbefalede Danmark sådanne konferencer, hvor alle naturforkæmpere kan komme til orde på lige fod.
    Ved vor tilbagevenden til Danmark, Vendsyssel, fra 1981, måtte jeg konstatere, at foreningen var lige modstræbende mod kamp for større sjældne landskaber. Lokalkomitëerne parerer ordrer fra København og gøres til selskabelige sammenslutninger for kaffe og skovtur.
    Karakteristisk i Søren Olsens oplysende artikel om foreningen 1911 - 1930 er overskriften

"En Forening til Bevarelse af smukke Egne.
Det vigtige Spørgsmål om Naturfredning"
   

Og dette citat fra teksten s. 35: "Der blev også nedsat et udvalg, der skulle arbejde med æstetiske spørgsmål, og som først hed Landscencurkomité for Landskabelig Bebyggelse, men hurtigt kom til at hedde Teknisk Udvalg."
    Det var dette forfald, jeg bekæmpede ved i alle fredningssager og landskabsdiskussioner at påvise landskabernes æstetiske kvaliteter, og hvordan foreslåede indgreb var som klavertramp af en bryggerhest i en ædel symfoni.
    Ib Spang Olsen var formand for lokalkomitéen i Birkerød. Men han var nok mest interesseret i udsigten fra Åsebakken i Høsterkøb, hvor han boede. Da jeg krævede beskyttelse af hele landskabet omkring Sjælsø ligesom af landskaberne omkring Furesøen, trådte han godmodigt tilbage, og da jeg først var blevet formand i lokalkomitëen pådrog jeg mig et stort - i virkeligheden urimeligt arbejde, som burde have været landsforeningens. Foreningens ekspeditionschef Knud Gemzøe fandt ud af at lade mig føre alle fredningssager i  området.
    Det førte til venskab med dommer Arne Egeløv, under hvem disse sager hørte. Det startede på en morsom måde, da jeg ringede ham op. Han sagde med stentorstemme i telefonen: "Ved De, hvem jeg er ? Jeg er dommer Egeløv."
    Jeg svarede: "Jeg er keramiker Lars Thirslund." Det syntes han var morsomt og inviterede mig til at komme på besøg, hvilket jeg naturligvis modtog. Derefter gav han mig altid fair taletid ved forhandlingerne. Snart blev det ved Overfredningsnævnets sager, jeg skulle forsvare naturens skønhed. Nævnet bestod af folketingsmedlemmer, for hvem det var en kær ekstraindtægt. De kørte rundt i et kæmpelangt dollargrin med små flag på køleren. Jeg mødte op på en rusten cykel og fulgte efter, når de fortsatte til flere små sportler.
      Man havde den gang en bestemmelse om at to - eller var det trehundrede m. fra skov skulle landskabet være beskyttet. Det forsvarede jeg med næb og kløer; men det var ikke, hvad nævnet var vant til. Medlemmerne var naturligvis stort set  lige glade. Hvorfor lægge sig ud med en velstående grundejer ? Det var jo bare et "teknisk spørgsmål¨.
    Jeg indså, at der måtte mere til og skaffede kort over Furesøens og Birkerøds omgivelser, og så udarbejdede jeg "Landskabsplan for Birkerød", som bør findes i Birkerød kommune; men som de måske ikke har haft trang til at gemme. Dette usædvanlige initiativ skaffede mig sympati også i arkitekt- og forskerkredse. To værdifulde venner blev arkitekten Vagn Lykke Pedersen og geologen Arne Dinesen.
    Det var med støtte fra dem, jeg tog kampen op på den generalforsamling, hvor Vagn Jensen blev afsat.
    Det stod os klart, at der stod mere på spil end en kraftfuld formand. En lobby havde udarbejdet forslag til nye love for foreningen, som ville samle al magt hos en central magtgruppe, som ville kunne beherske alle selvstændige lokale initiativer. Vi gik imod forslaget, men tabte desværre. At vore forudsigelser havde været rigtige er blot blevet bekræftet af, hvad der senere er sket.
    Skønt man for overkommelige midler kunne forsinke nedbrydningen af vore største naturseværdigheder, virker foreningens ledelse for det modsatte. For nedbrydningen er jo underholdende, og når bare den holder vor tid ud, mener de, at have gjort det godt uden større ballade.
   

Naturfredningsforeningens magthavere freder sig selv mere end naturen

    Det var i 1958, det sivede ud, at foreningen anbefalede en motorvej langs Furesøens Nordkyst.
    Det aktiverede foreningens kolalkomité og dannelsen af Foreningen Furesøen.
    1960 udgav Marianne og jeg de flerfarvede kort: "Tolv naturtro tryk om nisserne i Nordsjælland", der kæmpede for at forsvare de dejligste områder. Om snenisserne hed det :

        "Snenisserne gør landet hvidt og skjuler det,
        der er lidt skidt.
        Men kun til solen tager fat !
        Hjælp dog naturens nisser, at
        ej skidtet får det sidste ord !
        Som ofte før på denne jord."

    Kortene fik en del omtale. Bl.a. bragte Virtus Schade en række interviews, som også kom ind på kampen for landskabsværdier. I Politiken skrev Gamst Henriksen.
    Selv skrev jeg "Scenario 20 22" om Dyrenes Fredsinstitut, der udkom 1984 på Rhodos forlag og to år senere på svensk. Udsolgt.
    1985 udkom "Kykloperne, de eenøjedes saga fra de ældste tider til de allersidste dage".
    1990 : Totaløkologisk Manifest.
    Derefter : "Et Folkeeventyr" og "Attitudekrigen i Hulkeland".
    1993: "De menneske=lige rettigheder", som pegede på, at menneskene kræver flere og flere  rettighder; men aldrig vil vide af, at alle rettigheder er forbundet med ansvar.
    9/4 1994 deltog Marianne og jeg i det møde i Ørstedinstituttet, hvor Skov & Naturstyrelsen ville klistre hele det ubebyggede land til med skov. Vi havde en brochure med og krævede beskyttelse af større fri landskaber og sikring af Mårup kirke og Rubjerg Knude. Vor brochure viste, at slagordet: Naturen skal have sin gang, er uden hold i virkeligheden.
    Så tit naturen truer økonomiske interesser, bekæmper man den med alle teknisk tilgængelige midler.
    Kun i landskaber, hvor der ikke bor så mange, og det er oftest de dejligste, vil man ikke ofre penge. Så er slogan billigere. Derfor fuld opbakning også fra foreningen til den hykleriske deklaration.

2011 - 12
   

I dag har man fuldstændigt glemt forkyndelsen af vore store malere fra Jens Juel til Laurits Andersen Ring.
    Foreningen har til præsident valgt   en fotogen pige med flair for, hvad politikerne gerne vil høre.
    Og så går det an at frede m.m., hvor terrænet er for sumpet eller besværligt til byggeri. Dette gælder forresten over hele verden.
    Et fornuftigt - og gammelt - krav er, at naturen skal prissættes; men det skal være højt som andre uerstattelige resurser.
    De åbne landskaber skal vurderes som vort lands mest dyrbare klenodier.

Lars Thirslund



SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold