| Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.
I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.
Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.
Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.
Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund |
DEN TREDJE VERDENSKRIG I GANG!
Den fortsætter ligesom Den Anden begyndte med målrettet propaganda. Hovedmålet er stadig det samme. Den zionistisk-britiske krig var rettet imod Tyskland som kontinentets mest effektive industrination. Den havde gjort sig fri af den jødiske finansovermagt. Tabet af dette lukrative finansmarked måtte hævnes. Tyskerne blev kaldt hunner og boscher, kulturløse, krigsliderlige og ubarmhjertige. Og selv om de ikke ønskede krig, blev den arrangeret , og man gav tyskerne skylden for den. Med mobilisering af USA og Stalin blev Tyskland ødelagt, lemsæstet , udplyndret og gjort lovløst. Men forbavsende hurtigt kom det igen som økonomisk stormagt. Derfor fortsætter krigsførelsen i medierne, men også gennem regionale krigsarrangementer, som truer med at brede sig.
Tyskland er stadigvæk hovedadressen for den zionistisk-amerikansk-europæiske medieoffensiv. Endeløse film og "dokumentarer" skal indprente, at Hitler startede verdenskrigen og den eskalerende brutalitet. Årsagen er forfærdelse over internettets afsløring af, at det var Churchill, Roosevelt og Stalin, der ønskede og gennemtvang krigen.
For at skjule det indflettes i alle film episoder, der skildrer overgreb på uskyldige jøder. Zions krigserklæringer og trusler om masseudryddelse af alle fjender nævnes aldrig.
En film vistes i TV om nazisternes kunsttyverier. Man fremhævede Hitlers manglende forståelse for moderne kunst og nævnte hans egne arbejder, som "diplomatisk" karakteriseredes som hverken gode eller dårlige. I virkeligheden lavede han meget interessante billeder. At han ikke forstod de ny kunstretninger er helt klart; men det gjaldt jo også de fleste andre på den tid. Filmen gør den østrigske maler Klim til det helt store navn. For få måneder siden havde vi aldrig hørt om ham. Jeg vil sige om ham , at han var ikke dårlig, men heller ikke rigtigt god. En fransk film om Wienermalerne viste, at de faktisk var bedst, når de trak sig ud af storbyen til livet på landet.
I nordisk kunst kan nøjagtigt de samme forhold konstateres. Et banalt akademisk kleresi tilkæmper sig altid den dominerende indflydelse, og nyskabende kunstnere har svært ved at blive anerkendt - bliver det måske aldrig; men sjældne begavelser vinder alligevel frem. Det er en regel - ikke undtagelsen.
|
