SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

 

Det ondeste!
   

Dét er ikke Stalin og bolsjevismen. Ikke engang kapitalismen -  det er Hitler og nazismen. Det begrundes ikke. Det bare slås fast så godt som hver dag. Men i de seneste år er en konkurrent føjet til : terrorismen. Ikke statsterrorismen - den er SE's monopol og må ikke kritiseres. Men  de fattige landes gensvar: Deres officielle og især deres mindre officielle terror er a priori afskyelig.

Som reaktion mod besættelsesmagternes placering af al skyld for 2. Verdenskrig på de tyske myndigheder opstod en tysk terrorbevægelse: De Røde Brigader, der bekæmpede efterkrigstidens styre, som man mente måtte være en fortsættelse af nazitidens bekæmpelse af kommunismen. Forbavsende mange støttede dem, og de vandt nogle terrorsejre: men blev i det lange løb nedæmpet og lederne dræbt eller fængslet.

Vi ser levninger af denne bevægelses revolutionsromantik i vor egen Thylejrs revolutionære stræbere efter magten. Men tiderne hade ændret sig : En ny form for krig var udviklet. Islam havde opdaget, at det kunne erobre Vesten ved ganske stille at lade sine tilhængere søge ind i Vestens lande og begære statsborgerskab. Zionisteliten støttede listigt denne trafik gennem sit medieherredømme. Modstand fandtes naturligvis; men havde så godt som ingen mulighed for at komme frem i medierne. Det er baggrunden for den ny form for terrorisme, som Anders Behring Breivik bekæmpede.

Han havde skrevet om problemet bla. i et 1500 sider langt manifest, som han kaldte "En europæisk uafhængighedserklæring." Men han fandt ingen gensvar undtagen måske på hjemmesider - men det er ikke nok til at vække Norge -  endsige Vesten. Han tog da den drastiske beslutning at gennemføre en terroraktion.

Det sjældne var hans beslutsomhed. Han var klar over, at det ville koste ham selv livet; men det mente han sagen var værd.

Ved hjælp af kunstgødning fremstillede han en bombe og sprængte den nær statsministeriet. Så tog han med skydevåben og rigelig ammunition ud til øen Utøya, hvor socialdemokratisk ungdom havde sommerstævne. Han opfattede stævnet som et led i den indoktrinering, der vil erstatte Norges befolkning med indvandrere. At skrive om det nyttede åbenbart ikke.

Han begyndte at skyde de fremmødte og ventede  minut efter minut selv at blive skudt; men politiet turde ikke skyde, og så fortsatte han selv, indtil han af en eller anden grund syntes, det var nok. Så lagde han sine våben og overgav sig. Da havde han myrdet 77 mennesker. Selv var han uskadt og kom følgelig for retten.

Sagen vakte selvfølgelig opsigt, men hvor gavnlig den var for hans budskab er det for tidligt at sige. For medfølelsen med de dræbtes efterladte blev naturligvis voldsom, og statsminister Stoltenberg høstede virak for en rørstrømsk tale, som hyldede Norges politik.

Breiviks modargument turde ingen nævne, at det norske samfund - ligesom vort eget - ikke viste medfølelse med de hundredtusinder, som er blevet dræbt og lemlæstet i de krige, som Vesten har sat i scene under påskud af terrorbekæmpelse.

Ofrenes pårørende fik rigelig medieomtale; men Breivik fik også vis taletid og viste sig intellektuelt mindst på højde med anklagere og dommer, der udtænkte spørgsmål, han sulle svare på.

Ved en lejlighed, hvor psychiaterne hele dagen havde argumenteret for og imod hans tilregnelighed, bad han om ordet og bemærkede: "Hvad med mit traume?"

"I løbet af retsdagen har to af bistandsadvokaternes vidner forklaret retten, hvilke traumer, der er overgået overlevende, efterladte og pårørende i forbindelse med terrorangrebet d. 22. juli 2011. Det er godt at have to af Norges bedste eksperter i psychiske lidelser i vidneboksen. Men det er synd, at de undlader at nævne det traume, det er,  gradvist at blive berøvet sin etniske kultur, sin religion og sit folk, uden at føle, at man kan gøre noget mod det.

Da dommer Arntzen forsøgte at afbryde Breivik endte det i mundhuggeri." (Tekst TV, 21. juni 2012)

Men det lykkedes altså den anklagede med disse få ord at bringe retssagen ind på de samfundsforhold, som er den egentlige årsag til den.

Samtidigt viser han, at verdenskrigen er trådt ind i en ny fase: Religioner, nationaliteter og etniciteter er igen mere og mindre åbenlyse faktorer, som man  må regne med.

SE spiller hver enkel faktor ud mod de andre; men holder sine egne kategorier uden for. Den svære balance består i, at hver kategori: (nationalitet, etnicitet etc.)  kan manipuleres til absurditet; men har et grundlag, som er berettiget og bør respekteres under hensyntagen til andre - også berettigede.

Det gælder altså om at bryde SE's medieskabte ensidige fordømmelse af alle nationale og kulturelle interesser.(Udtagen een.) 

For os gælder det, at vi har ret til, og vi bør forsvare vor nationale og etniske kultur og de landskaber, af hvilken den er groet frem.

Internationalt må vi frigøre os fra SE og dets mediediktatur ved at bekæmpe løgne og historieforfalskninger. Det betyder mere konsekvent afstandtagen fra USA's regeringers imperialistiske krigspolitik, som er dikteret af Israel og SE. Det kan ikke kaldes antiamerikanisme da mange almindelige amerikanere - sandsynligvis de fleste - oplever det samme.

Jyllands-Posten, 4. juli 2012 bringer en artikel fra The  Washington Post af forfatteren James Mann om skiftende regeringsgenerationers holdning til amerikansk magtpolitik som den afspejles af erfaringerne ved deltagelse i de gentagne åbne krige.

Trods nuancer mener alle, at USA i hvert fald som sidste løsning skal anvende  sin magt.  Af diplomatiske grunde har denne dog både i Vietnam og Korea været pålagt restriktioner, som generalerne fandt gjorde det umuligt at vinde, og som også resulterede i tilsyneladende resultatløse tilbagetrækninger af amerikanske styrker. Som bekendt endte tovtrækningen alligevel med et - i hvert fald foreløbigt - nederlag for Østblokken; men man  bør være opmærksom på en skævhed i  overvejelserne.

I den krig, som nu pågår, er der kun formelt forskel på krig og fred. Propagandafelttogene fortsætter uafbrudt. I  det opgør er hver og en af os  involveret. Hvis vi alle sammen  slås mod løgne og fordrejninger afvæbnes SE. 



SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold