SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

 

  Olaf Heymann Olsen


15. juli 2012 bragte Jyllands-Postens forside : "Historiker hjalp Sovjet."Kold krig: Fhv. rigsantikvar Olaf Olsen gav som ung russerne personoplysninger, der kunne bruges som iinterneringslister ved en sovjetisk invasion."

Ja, og værre endnu: Svenske aviser har afsløret, at Sovjet havde spetsnaz-tropper, som blev uddannet til fra u-både at gå i land på fremmed kyst som Sverige (og naturligvis også Danmark) og myrde samfundsvigtige personer. De ville kunne bruge Olsens liste.

Bladet udbredte sig imidlertid om de utroligt mange hædersbevisninger, som Olaf Olsen var overstrømmet med. Ikke blot blev han direktør for Nationalmuseet og rigsantikvar, men også formand for det videnskabelige råd for Den Ny "Danske" Encyklopædi. Olaf Olsen forklarede, at han ikke mere mente, han burde blande sig i politik, når han havde taget så voldsomt fejl. Men han mente altså godt, han kunne blande sig i den historieskrivning, som vejleder politikerne.
Det kan måske bidrage til at forklare, hvorfor encyklopædien, som burde blive vor tids infocenter, stadig er censureret på den måde, som massemedierne vil have det. De banebrydende forskere, kaldet revisionistiske historikere, som har afsløret alvorlige usandheder i nutidshistorien, får stadigvæk ikke spalteplads i det ny leksikon.

Næste dag mente bladet, det måtte plastre lidt på gårdsdagens uærbødige betragtninger vedrørende en hellig person.

Overskriften lyder nu :

"Historikere roser Olaf Olsen for at stå frem om sin sovjetfortid" (J-P. 2012 07 16). Det var han nu temmelig nødt til.

Men hvorfor var den unge Olsen så ivrig for kommunismen, efter at Sovjet havde angrebet Finland og Polen og erobret hele Østeuropa, så at sovjetiske panserstyrker nu stod angrebsparat Syd for Lolland ?

Jo, for det var dét, hans slægts ideologi gik ud på. Olafs mor var jødisk, og han og hans to brødre var altså pr. definition ægte jøder. Det kan have fremmet deres imponerende karrierer. Men det kan også have påvirket deres holdning til kultur og politiske spørgsmål.

Den jødiske elite, tæt forbundet med S.E., anvendte lige fra århundredets begyndelse kommunismen som politisk våben. Deres agenter tog magten i den russiske revolution og besatte magtfulde stilinger i det sovjetiske samfund, som Stalin byggede. Og de var drivende i starten af Anden Verdenskrig og dens udvidelse med USA og Sovjet. De fremstod af dette ragnarok som krigens egentlig eneste reelle sejrherre, der vandt deres egen stat; men dertil herredømmet i Europa, mest udpræget Tyskland, og i den militariserede kernevåben-supermagt USA.

Olaf Heymann Olsen mener selv, at landsforræderi var der ikke tale om. Nej, ikke i forhold til jødisk ideologi ; men afgjort i forhold til hans danske fædreland.

For os er det ikke muligt, at udforske i hvilken grad solidaritet med den jødiske arv har påvirket stillingtagen af ham selv og hans omgangskreds.
Men man kan huse en anelse tvivl på riksantikvarens fornemmelse for dansk kultur, når Jellingestenene ikke for længst er bragt inden døre på museum og i Jelling er erstattet af afstøbninger, og når de romanske kampestenskirker og de gotiske kirker med fantastiske kalkmalerier ikke er anerkendt som de nationalskatte, de er.

Næste dag, den 19. juli, bragte bladet flere indlæg, som ikke ville godkende Olaf Olsens forsvar, som gik ud på, at han desværre havde været naiv. Men i 1951 var Sovjets agressivitet tydelig nok. Man pegede på angrebene på Finland, Polen, Baltikum ja hele Østeuropa; men til alt dette havde de vestlige stormagter jo vendt det blinde øje. Og det samme gjalt og gælder nutidens koldkrigsforskere, selv Jyllands-Postens specielle favorit: professor Bent Jensen.

Konflikterne under "Den Kolde Krig" kan ikke forstås, så længe man ikke vil fremstille den varme krig, sådan som den virkelig var, nemlig en sønderlemmelse af Europa.

Sovjets agression mod Vest blev ikke blot sanktioneret af Vestmagterne, men støttet med mægtige leverancer af avancerede våben. Stalin fortsatte efter krigen den fremtrængen, som Churchill og Roosevelt med alle midler havde hjulpet.

Bag dette vanvid står Det Hemmelige imperium; men det må naturligvis ikke nævnes.

Selv de allersidste medieindlæg vogter over dette og passer på at forsvare Sovjet med henvisning til, at det var blevet overfaldet af Tyskland, skønt det var det modsatte, der var ved at ske. Det har længe kunnet læses i Mannerheims erindringer og er i den sidste tid eftertrykkeligt blevet dokumenteret af russiske militærhistorikere.

Men mediernes censur er så effektiv, at alt, hvad der afslører Vestmagternes og Israels forbrydelser, sigtes fra.

Vi føres effektivt bag lyset.


SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold