SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

 

  NUTIDSKUNSTENS UDVIKLING

 

Kunstens formål har fra tidernes morgen været at bevare en oplevelse - helst, men ikke kun - af skønhed.

For mig var det keramiske materiale det ideelle. Vi finder lerarbejder, der er tusinder år gamle. Og mens farverne i olje- og akvarelmaleri falmer i solen, så bevarer de keramiske farver i og under glacuren deres glød.

Da jeg begyndte at beskæftige mig med kunsten - var overskudssamfundet endnu ikke udviklet. Kun de meget rige havde stor plads. Det var derfor naturligt at tænke på kunstværker, der ikke fyldte meget, men som havde de kvaliteter, der er værdifulde. Det vil sige materialets skønhed og formens og eventuelt dekorationens rytmiske musik.

Til gengæld var udsynet til verdenskunsten betagende: Amerikas, Afrikas og Indiens skatte var ved at blive opdaget, og bogtrykteknikkens perfektionering bragte farvebilleder af verdenskunstens største genier til alle, der bare gad. "Folkekunsten" fra utallige områder var en utømmelig rigdomskilde for den usnobbede; men samtidig satte de helt store genier fantastiske mål for, hvad kunsten kan nå.

I dag, hvor "kunsten" er blevet et led i underholdningsindustrien, er det på plads at minde om, hvad de virkeligt store har skænket menneskeheden.

Blandt de tusinder malere og billedhuggere hæver nogle ganske få sig over alle andre ellers habile udøvere. De bør aldrig glemmes i strømfloden af nyheder og påfund.

Sienesiske quattrocento-malere, Leonardo da Vinci, Sandro Botticelli, Meister Bertram. Lucas Cranach, Baldung Grien, Grünewald, Goya, Blake, Henri Rousseau, Vincent van Gogh er navne, som altid bør erindres som enestående.

Hvad Michelangelo angår, så husk, at hans sixtinske kapel som rumdekoration er en total misforståelse, en fejlsatsning, der opløser det rum, som skal dekreres. Til forskel fra kalkmalerier som Birkerøds og Fanefjords og Elmelundemesterens og til loftmalerierne i de nordiske trækirker fra seksten- til begyndelsen af attenhundredtallet.

Vi skal stadig glæde os over kunst og kunsthåndværk, der formidler tidløs skønhed. Men den udvikling, der har ført til, at det, der regnes for elitekunst, er blevet pudsigheder, som kan overraske i øjeblikket; men derefter ikke bidrager med mere, gør, at det virkeligt exceptionelle må i højsædet : De store kunstværker, som man kan vende tilbage til igen og igen og stadig opleve lige stærkt.

Lars Thirslund


SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold