SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

MELLEM TO ISTIDER


METEORKATASTROFER
eller
STRÅLINGSDØD.

"Natten er lang - endt er vor sang - Ro

gondolierer!"
Holger Drachmann, 1901.

Vore historikere higer og søger efter vor kulturelle fortid og finder stadig spændende minder så langt tilbage som 15 - 20.000 år.

Samtidigt undersøger naturforskere med stadig mere udspekulerede midler klodens udvikling genne tusinder, hundredtusinder, ja millioner år og konstaterer, at den istid, som vi slap ud af for 15.000 år siden, synes at kunne være en enkel fase i en lang række af skiftende istider med mildere mellemrum, hvor vor periode måske blot er led i den skiftende række.

Dertil kommer den klimaopvarmning, vi selv udvikler ved vor opsugning og forbrænding af fossile energiresurser. Følgen af temperaturstigning er barskere vejr, og at verdenshavene stiger og truer alle lavtliggende landområder deriblandt vort flade og lavtliggende fædreland.

Andre forskere koncentrerer sig om undersøgelser af klodens uregerlige jordskælv, vulkaner og kontinentalforskydninger og viser, hvor usikre opholdssteder kloden mange steder, ja måske alle steder, er.

Dinosaurerne blev udryddet fordi en kraftig meteor ramlede ind i vor klode for 65 mio. år siden med en fart på 100.000 km. i timen. En ulykke som den kan med sandsynlighed indtræffe med mellemrum på 100.000 år. Hvornår det sker, ved vi ikke, og det kan hænde når som helst. Optimistiske teknologer som lektor Uffe Gråe Jørgensen (Berlingske Tidende 22.12.2012.) mener, at vi ved internationalt samarbejde, og "en hærdig videnskabelig teknologisk og politisk indsats" kan afværge denne katastrofe.

Studiet af den magnetiske Nordpol, der behersker vore kompasnåle, viser, at den synes periodisk at skifte retning gennem årmillionerne. I mellemrummene mellem to skift må det magnetiske felt, der beskytter os mod stråling - mest fra solen - have været meget svagt. Det betyder, at jordens overflade har været udsat for stråling så voldsom, at alle dyr, som måtte findes, blev dræbt.

Det kan være sket flere gange. Nu viser målinger, at det beskyttende felt i den seneste tid er blevet svagere. Det kan varsle begyndelsen til et nyt polskift, som vi i dag ikke har midler til at ændre. Det kan gå meget langsomt; men det kan gå forholdsvis hurtigt. Vi, og alle udviklede dyrearter, trues altså også af udslettelse ved dødelig stråling. Vi ved ikke hvornår.

Desværre er det lettere at have en vis tiltro til videnskaben og teknologien end til politikken. Europæiske lande har nogenlunde bremset deres befolkningstilvækst; men mindre udviklede lande fortsætter deres vækst ud over, hvad deres områder kan brødføde, og sultende overskud søger til Vesten for at udnytte den overskudsproduktion, som det vestlige system - måske midlertidigt - har skabt.

Mærkeligt er, at industriudviklingen synes at have en tendens til at koncentreres i områder, som er særligt truet af jordskælv og vulkaner. Og opbremsning af klodens temperaturstigning kan de magthavende regeringer ikke blive enige om, så det østlige USA og den største del af Nordeuropa ser ud til at blive druknet i vand endnu før den næste istid fryser det hele til.

Vor kultur med dens enestående mirakler er en skrøbelig plante, som det synes kun har en begrænset blomstringstid. Vi bør glæde os over den; men ikke forsømme at kæmpe for, at den får så mange år endnu, som det er menneskeligt muligt.


Forholdene tillader mig ikke at besøge et bibliotek, men jeg vil efter hukommelsen
citere Drachmanns digt fra Venedig, til hvilket, hvis jeg husker ret, Lange-Miiller satte de ædleste toner.

Lydløst leger årebladet
som en fisk i sølverbadet
under månens tavse sky.
Båden blev vælvet til elskovs bo,

vælvet for to.
Ro så da ro gondoliere, så ro, ro, ro.
Natten er lang
kort er vor sang.
Natten er lang.
Ro gondoliere.


SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold