SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Dansk polititerror


28. oktober 2012 bragte Jyllands-Posten en kort artikel, som burde have domineret hele forsiden. Den blev kaldt: "Kunstner nægter at betale bøde." Den burde have heddet: "Politistaten har erstattet domstole."

Jyllands-Posten bragte denne dag en kort artikel, som burde have domineret hele forsiden. Den blev kaldt: "Kunstner nægter at betale bøde." Den burde have heddet: "Politistaten har erstattet domstole."

Baggrunden var, at en iranskfødt dansk kunsterinde, Firoozeh Bazrafkan havde erklæret følgende:

"... jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk­iraner, at der er tale om en defekt menneskefjendsk kultur - hvis det overhovedet er kultur?

Men man kan sige, jeg mener, at der er tale om en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog, Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre to verdensreligioners mamualer tilsammen."

For denne præcise og balancerede erklæring på sin blog på jp.dk idømte politiet hende en bøde på 8000 kr. for "Racisme". Den vil hun ikke betale, da hun kæmper for ytringsfrihed. Trykkefrihedsselskabet støtter hende og samler penge ind til bøden.

Dagen efter går selskabets formand og næstformand ud og kræver at folketinget skal stryge racismeparagrafen, §266 b. Det er med henvisning til denne paragraf politiet mener, at det kan uddele bøder til uligetænkende.

Vi har personligt erfaret, hvor vilkårligt eller tendensiøst politiet tolker lovene. Vi og andre historiske revisionister og andre, der tillader sig at betvivle holocaustmytologien, blev i en bog "Løgnens veje" 2002 af formanden for Mosaisk Trossamfund, Jacques Blum truet med ulykker "værre, end vi kunne forestille os og gennem flere generationer".

Vi kendte de jødiske agenters grusomhed: Francois Duprat blev myrdet og Faurisson mishandlet gang efter gang.

Det var altså en grusom trussel, hvilket vi understregede i klager til politiet. Men to instanser, sidst politidirektøren, svarede, at det måtte revisionister finde sig i. Politidirektøren erklærede, at denne kendelse ikke kunne appelleres. Vi erfarede senere, at dette ikke er rigtigt.

Trykkefrihedsselskabet havde heller ikke noget at indvende mod bogens trusler, ligesom det ikke mærkbart protesterer mod de mange samvittighedsfanger, som er blevet dømt ved europæiske "domstole".

Indtil, folketinget forhåbentlig sletter den uheldige paragraf, er enhver, der udtrykker sin usminkede overbevisning, truet af magtindgreb, som ikke engang behøver at gå til domstolene.

Sammen med mediernes forfalskede fremstilling af virkeligheden er danskerne prisgivet myndighedernes, dvs. S.E.'s fremstilling af, hvad der er ret og rimeligt.

I USA står det lige så slemt, eller endnu værre, til. Der har de neokonservative i jagten på terrorrisme systematisk opbygget lovgivning, der desværre lige så praktisk kan bruges mod amerikanske borgere. Amerikas traditionelle forsvar for borgernes frihedsrettigheder er gjort mere og mere virkningsløse .

En oplysende netside er: www.informationclearinghouse.info. Her dokumenteres de vågne amerikaneres modstand mod besættelsesmagten.

Vestens folkelige oprør retter sig beslutsomt mod ny kolonikrige; men også mod indvandring af fjender af Vestens kultur. Modstanden mod kulturfremmed indvandring markerer sig også i russiske demonstrationer mod præsident Putins politik.

Så, 7. november 2012, vandt præsident Obama fire år til i Det Hvide Hus. Forhåbentlig vil han kunne holde fred i hvert fald så længe.

I den senere tid har man gentagne gange vist film om mordet på præsident J. F. Kennedy og peget på, at mistanker om delagtighed i ugerningen er blevet rettet mod mafiaen, kubanere og de hemmelige tjenester - alt med en vis grad af sandsynlighed. Men den bog, der fremførte den mest overbevisende forklaring, nævnes ikke. Den har titlen: "The Final Judgment" og er skrevet af Michael Collins Piper.

Han peger på, at Israels ledere satte alt ind for at skaffe sig kernevåben. De pressede både direkte og gennem deres efterretningstjeneste, Mossad, for at skaffe sig råd og Uran fra USA. Men Kennedy ønskede ikke kernevåbnene spredt yderligere, og satte sig imod hjælp til deres planer. Zionisteliten blev rasende, og Mossad blev aktiveret.

Og så afsløredes det, at så snart Kennedy var dræbt, overtog Lyndon B. Johnson præsidentposten, og derefter modtog Israel legalt og illegalt alt, hvad det behøvede for at opbygge det kernevåbenarsenal, det råder over i dag.

Det var også Johnson, der bistod Israel, da det angreb U. S. Liberty og dræbte 34 amerikanske soldater og sårede 171. Da amerikanske fly gik på vingerne for at redde. Liberty, gav Johnson dem ordre til at vende om‑

Denne utrolige forbrydelse af Israel og USA's ny præsident blev i lang tid hemeligholdt, og selv efter at den er blevet afsløret, søger medierne at tysse episoden ned.

Meningen med det voldsomme angreb, der førtes frem med både fly og torpedoer fra krigsskibe, var at sænke skibet, så at ingen vidner fandtes. Derefter ville man give araberne skylden. Men mirakuløst sank skibet ikke, og langsomt udviklede sandheden sig. Men på zionisterne og deres venner havde det kun ringe virkning. Og der står vi i dag.

Nu koncentrerer den mægtige lobby sig om at forhindre Iran i at udvikle det samme verdensødelæggende våben. Iran erklærer, at det alene ønsker kernekraft; men stillet overfor en militant nabo med det hårrejsende våben må man betvivle dette.

Israel ønsker, at USA skal foretage et ødelæggende angreb; men har hidtil ikke haft held til andet end den i og for sig uhyggelige propagandakrig. At Romney ikke vandt levner foreløbig et lille håb.

Det samme gør iranerne: Firoozeh Bazrafkan og pigen, der ikke ville rette sig efter præsten, og præsident Ahmadinejad, der ikke vil bøje sig for det udfordrende USA og for holocaustmytologien.

SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold