SAMISDAT - Lys over ALT, det er det, vi vil !

hugin


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Om Churchill og Italien.

På deres frugter skal man kende dem. Så enkelt kan det udtrykkes. Men virkeligheden er en anden. Propagandamaskineriet kan forvandle en giftig og rådden agent til noget, der ligner smukke æbler og pærer.

Vigtigst af alt for de formelle "vindere" af de to verdenshrige var at dølge deres egne krigsforbrydelser, (deriblandt starten af krigene) og placere al skyld på den "tabende" part.

Den, der startede de endeløse myrderier, var ikke Hitler eller Göring - ingen af dem ville have storkrig; men det ville Churchill. - Måske ikke helt så stor, som den blev, men stor nok til at udslette Tyskland, og, som han troede, redde britisk industri og det britiske imperium. Han tog afgørende fejl.

Ingen havde derfor mere end han behov for at få sit omdømme retoucheret. Men derfor drog han også selv omsorg for det, og det var i evnen til i skrift og tale at iscenesætte sig selv i heltepositur, at han udviklede sin særlige genialitet.
Som strateg var han gennemgående uheldig, og selv om det lykkedes ham med hjælp fra zionisterne, USA og Stalin at ødelægge en stor del af Tyskland og Europa, så reddede han ikke imperiet og mistede al indflydelse i Stalins erobringer i Østeuropa.

Først nu, næsten 100 år senere, afsløres flere og flere facetter i et åbenbart forkrøblet hjernespind. I hans unge dage skrev han en artikel om Sovjetkommunismen, hvor han afslørede et så præcist kendskab til hændelserne, at det på den tid var en sjældenhed. At Stalin stod bag Katyn-massakrerne, vidste han godt, og han må også have kendt til en væsentlig del af Stalins forbrydelser mod det egne folk. Men det var kun ødelæggelsen af Tyskland, der interesserede ham.

Hans hemmelige forhandlinger med Roosevelt var i virkeligheden forræderi, og nu skrives det, at han korresponderede venskabeligt med Mussolini, ikke alene før krigen, men også efter at Italien og England var i krig med hinanden. Hvis denne brevveksling blev kendt, ville det være katastrofalt for ham, der håbede at blive genvalgt efter krigen.

For Mussolini var den et trumfkort, som han håbede ville stille ham stærkt, hvis, eller når, krigen var tabt. Han gemte brevene og lod dem kopiere i flere eksemplarer, af hvilke han forsøgte at få mindst eet eksemplar ud til den britiske offentlighed; men det var jo ikke, hvad Churchill ville have. Han så til, at britisk efterretningstjeneste konfiskerede og destruerede så mange som muligt. Efter våbenstilstanden rejste han selv til Italien og gjorde alt, hvad han kunne, for at fuldende udryddelsen. Det er derfor begrænset, hvad der er offentliggjort af brevene, selv om en samling synes bevaret i kommunistisk varetægt - hvad de så har tænkt sig at bruge den til.

Nu skrives i samme Barnes Review, 2010 nr. 5 om et mærkeligt italiensk forsøg på at nå til en fornuftigere krigsafslutning. Ved to hemmelige møder i stilfærdige omgivelser mødtes repræsentanter for italiensk og tysk militær med repræsentanter for britisk og amerikansk magt.

Man oplæste et forslag om at stoppe kampene i Italien og føre italienske styrker til Østfronten for sammen med Vestmagterne at føre en samlet kamp mod Stalins angreb. Aksemagternes repræsentanter accepterede umiddelbart; men USA afviste lige så definitivt, og dermed måtte forsøget opgives.

På Yalta forærede Churchill og Roosevelt så Stalin alle de erobringer, han havde gjort, og hele Østeuropa. Desuden accepteredes ny folkeflytninger, folkemord og retsovergreb.

At de to statsmænd stadig kan beundres er meget mærkeligt; men forklaringen er den, at de begge var marionetter for krigens egentlige sejrherre, zionisteliten, der så godt som totalt kontrollerer Vestens medier.

Med internettet er dette infodiktatur i færd med at bryde sammen . Den enkelte borger kan nu helt uden om elitens massemedier koble sig ind på net-siderne af fri forskere og iagttagere, og det har igen øget den efterspørgsel, som er grundlaget for de frie medier som American Free Press og The Barnes Review, der også tilbyder en omfattende litteratur. På Nordiska Förlaget kan man få en del af de vigtigste bøger af fri forfattere som Israel Shahak og David Duke oversat til svensk. Om kort tid vil et hovedværk af Duke kunne købes på dansk.

I Tyskland er et oprør mod besættelsesmagtens forkrøbling af det tyske retssystem ved at udvikle sig inspireret af frihedskæmpere som Ursula Haverbeck, Sylvia Stolz og Horst Mahler. Dér melder flere og flere unge sig nu selv for at have udtalt de tanker, som undertrykkerne ikke vil høre.

Horst Mahlers historie er karakteristisk. I sine unge dage troede han - som forresten alle vi andre - på de myter om Holocaust, som alle medier beskrev. Han blev så opbragt over de forbrydelser, man tilskrev den ældre generation, at han sluttede sig til Andreas Baaders og Ulrike Meinhofs "Rote Armee Fraktion", der med våben kæmpede mod det etablerede samfund. Men da han som jurist skulle forsvare en ung afvigende orienteret sanger, fandt han, at han måtte finde de beviser, der fandtes for Holocaustmyten. Han kom frem til, at der ikke fandtes nogen, og at kendte professorer efter indgående undersøgelser var kommet til samme resultat. Alligevel fortsatte retssagerne mod tankeforbrydere, hvis overtrædelser ikke måtte bestrides, da retsordenen betragtede dem som selvindlysende. Mahlers harme blev herefter rettet mod det syge retssystem, som var påtvunget hans forsvarsløse samfund.

Som treoghalvfjerdsårig valgte han da at statuere et eksempel ved at erklære, at han havde de meninger, man ikke ville tillade. Han gjorde dette vel vidende, at gældende retsregler ville idømme ham op til tolv år fængsel, altså en livstidsdom.

Nu følger unge hans eksempel, idet de i retten anmoder om indkaldelse af kendte professorer til vidneskranken. Dommerne vil nødigt høre disse sandhedsvidner og afbryder forhøret, før de kan svare, ja, hellere hele retssagen.

Hvis mange følger disse eksempler, må det middelalderlige retssystem omsider bryde sammen.

Her hjemme er Holocaustfornægtelse og kritik af jødisk politik ikke forbudt ved lov; men det er praktisk forbudt i massemedierne, og disse medier fylder nu op med genopkog af propagandacentralernes myter og beskyldninger mod Tyskland og alt, hvad de kalder nationalsocialisme.

Det kan ikke undgås, at total afvisning af nationalisme og socialisme kan indebære problemer; men for den magt, der fuldstændigt behersker medierne, er det uden betydning.

Som iagttager undrer man sig alligevel over, at ingen mediemedarbejdere reagerer på den konsekvente udelukkelse af specielle nyheder. Men denne udelukkelse er konsekvent ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa og USA.

En følge af dette er, at Amerikas officielle regeringspolitik kritikløst forsvares i danske medier. Dens officielle tolkning af 9-11-hændelserne forudsættes som en selvfølge, og USA's selvudnævnte ret til at udpege terroriststater følges slavisk af de danske medier. Angrebsmålet er nu først og fremmest Irans mulighed for at udvikle atomvåben.

Det absurde er, at anstrengelserne ikke i første række rettes mod Israels allerede stærkt udbyggede kernevåbenarsenal.

Intet sted afsløres USA's brutale magtpolitik mere åbenlyst end her. At der eksisterer et andet Amerika i pagt med de bedste europæiske frihedstraditioner, må vi ikke få at vide, skønt det er nødvendigt at støtte det ene Amerika og bekæmpe det andet.

Karakteristisk er, at aviserne kalder hetzen mod Iran for kamp mod "præstestyret". Den slags styrer har de ellers kunnet bære over med i lange tider. Fjendskabet mod Iran skyldes USA's prioritering, og den har to grunde:

1. Diktat af Israel, der behersker samfundets senat,
2. Den højt begavede iranske præsident Ahmadinejads frisprog.

Han er den eneste internationale politiker, som har vovet at ytre tvivl på Holocaustmyterne og på Israels krav på ret til overherredømmet i MØ.


SAMISDAT HOVEDMENU
SAMISDAT 10 - 2012 - Indhold