VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Verdenskrigene

 

Hvorfor Anden Verdenskrig? Hvorfor den Første? Den Tredje?

Information, desinformation og historieforvrængning:

Massestyring gennem mediemyter.

Hvorfor ? Det var vel – og er vel - for fred og demokrati ?

Blev der da fred? Nej, der blev Koreakrig, Vietnamkrig, kold krig, Mellemøstkrige, Palæstinakrige, Irakkrige, Afghanistankrig, krige Indien-Kina, Kina-Sovjet, krig efter krig i Afrika.

Blev der da demokrati? Nej, nogle steder blev der en slags parlamentarisme. Men fik folkene da ikke magten? Nej, det fik de, der styrer medierne. Men det gør folket vel? Nej, det bestemmer kun, hvad overmagten er lige glad med. Hvem er da overmagten? Det er dem, der ejer styreapparatet, pengene, og bestemmer, hvad der må stå i medierne, og hvem der kommer i spidsen for lande og foretagender. Der blev altså ikke mere demokrati, end der altid havde været .

Men hvorfor så krigene?

Det er jo ikke alle, der makker helt ret, og magthaverne er ikke altid helt enige – og somme tider tager de fejl. Så bliver der slåskampe; men magthaverne bliver ved magten, fordi de ejer storkapitalen. En stor del af den er jødisk. Derfor dominerer jødiske interesser i de store konflikter. Men kapitalinteresserne har de jo fælles med andre, og derved kan de meget langt realisere illuminaternes idé. Deri indgik aldrig folkestyre, men styring af folket. Det skulle ske, og sker, ved et broderskab indenfor eliten.

Den træder ikke gerne frem, men røber sig ind imellem som Bilderberg eller mindre klubber som Sculls and Bones, og så ved sin målrettethed, der minder forbavsende om Zions Vises Protokoller.

De er altså mægtige, men ikke helt almægtige, for der findes flere globale magtinteresser. I dette kaos er den Vestlige magtelite tvunget til at manøvrere opportunt og acceptere forvirrede løsninger, men hovedmålet slippes ikke af syne og fremmes gennem velcamouflerede agenturer.

Gennem medier af alle arter dresseres vi til at godtage, at alle racer – undtagen én – er ens og lige almennyttige, og alle kulturer – undtagen én – er lige gode. En blanding af alle racer og kulturer – undtagen én – er derfor den herligste orden, set som arbejdsmyrer, markedskvæg og kanonføde.

Vi ser derfor, at vore kulturejendommeligheder nedvurderes, medens invasion fra fjerntliggende kulturer fremmes med forsikringer om, at de skal have samme rettigheder som danskere, inklusiv stemmeret og dermed magt til at omkalfatre vort samfund.

Al nationalisme – undtagen én – fordømmes som djævelens værk. Derved gavnes zionismen, som forstår at slå vagt om sin egen nationalisme.

Kendte danske jøder har agiteret for, at Danmark skal modtage muslimer og respektere deres ceremonier, især dem, som de har fælles med jødedommen. Det gælder endda de palæstinensere, som Israel undertrykker og fordriver i deres hjemland, og Arne Melchior, der har været ”dansk” minister og medlem af folketinget, er generøs ”på Danmarks vegne”: De skal have moskéer og egne begravelsespladser. Samtidigt bagatelliserer vore medier Israels ignorering af FN's resolutioner og forbrydelser mod folkeretten.

Hvordan kan dette gå til? Det organiseres af propagandacentralerne, som blomstrede op under de store krige. Deres opgave var at fremstille fjenderne som onde, despotiske og lovløse, og de egne som ædle, demokratiske og lovelskende. Derved blev de nødt til at skrive verdenshistorien om; men det var også nyttigt for magterobrerne. De tabende kunne straffes og udsuges, og egne forbrydelser kunne holdes hemmelige. Sådan har det fungeret helt perfekt indtil nyeste tid; men der er begyndt at komme grus i maskineriet.

Zionisternes vigtigste propagandasucces, myten om: at 6 mio. jøder, 4 mio. af dem i ”dødslejren Auschwitz”, blev myrdet, især i gaskamre og derefter brændt, holder ikke overfor nyere forskning.

Magthaverne beordrer medierne til tavshed om dette og har endda tvunget en række lande til at gøre det til en forbrydelse at ytre tvivl om disse myter.

Ytringsfriheden er altså afskaffet, og den frie bevægelighed. Hvis du har sagt noget af det, som magthaverne ikke kan lide, risikerer du fængsel, hvis du rejser til et af de sådan besatte lande. Du kan dømmes til mange år i fængsel. Men det er værre endnu: de middelalderlige lande kan fra mindre middelalderlige kræve hvem som helst udleveret, som de finder ikke er middelalderlig nok. Det kaldes ”harmonisering”.

For denne ”harmonisering” står propagandacentralerne, især zionismens.

Nutidshistorien er historien om propagandavåbnets bedrifter :

Hvordan det startede 2. Verdenskrig, smadrede Europas kulturbyer og udleverede Østeuropa til Stalins tyranni. Efter verdenskrigen er det, som før beskrevet, brugt til at opløse vestlig kultur og vestlige nationalstater. De må ikke tage vare på egne interesser for kultur og resurser, men skal blindt og modstandsløst lade sig mediestyre ind i den Tredje som i Den Anden Verdenskrig.

Det kan vor regering umuligt gå med til!

Det bør den ikke; men i 2001 fulgte den uden tøven og debat USA's præsident George W. Bush's verdenskrigserklæring og de efterfølgende krige i MØ, som truer med at udvikle sig til atom- og verdenskrig.

Kampen om massemedierne er lige så vigtig som soldaterne og krigsmaskinerne. Internettet kan blive den tekniske revolution, der forhindrer verdensherskerne i at arrangere den friest mulige bane for et tredje uoverskueligt krigsvanvid.

Hjernevask

Ole Hyltoft havde 04.05.09 en kronik i Berlingske Tidende med den interessevækkende titel: ”Frihedskamp før og nu”. Men artiklen afslører en forbavsende uklarhed med hensyn til, hvad frihed er. Hans frihedsbegejstring over den tyske besættelses ophør var forståelig, straks efter krigsafslutningen i 1945. Men nu, godt 60 år senere, bør det stå klart, at de grufulde slagterier ikke var en frihedskrig; men et gammeldags imperieopgør, som kun var vellykket på sovjetisk og zionistisk side.

De betød, at det halve Europa blev overdraget Sovjettyranniet, og én af de tungest ansvarlige for ”den unødvendige krig” (udtrykket er blandt andet Patrick Buchannans) var den, som danske medier kritikløst hylder som frihedshelt: Winston Churchill.

Han spillede med i de polske intriger, der startede krigen. Han vidste, at tyskerne, fra dens begyndelse til dens slut, ønskede en fredsslutning, men afviste det hver gang og understregede dette med terror- og kulturbombninger.

Han sagde klart, at han ville føre krig mod Tyskland, hvad enten Hitler ønskede det eller ej. Formålet var at knuse Tysklands industrielle magt for at fremme Englands imperium og dets egen industri.

Under floskler om frihed og demokrati så han bort fra, at Stalin førte krig mod al kristen kultur: sprængte katedraler i luften og erstattede dem med sovjetiske kransekagemonumenter, myrdede millioner af kulakker og holdt resten af unionens befolkning i et terrorvælde mod alle, som han frygtede ikke marcherede i takt med hans idéer (en formulering af Ole Hyltoft).

Han accepterede, at Stalin angreb Polen, Finland, de baltiske lande m. m. og til sidst hele Østeuropa.

Alt dette skete ikke alene med Roosevelts og Churchills accept, men med massiv våbenstøtte.

The Barnes Review, september/oktober 2009 bringer følgende oversigt over krigsmateriel, som Stalin blev betænkt med af de to vestlige krigsherrer. Roosevelt startede med en hemmelig aftale allerede i 1938.

Bren carriers - 2.336
Matilda tanks - 832
M3 half-tracks - 900
M4A2 75mm Sherman tanks - 1.750
Other half-tracks - 820
M4A2 76mm Sherman tanks - 1.850
M3A1 scout cars - 3.092
Light trucks - 151,000
M3A1 Stuart tanks - 1.233
Heavy trucks - 200.000
Valentine - 3.487 Jeeps - 51.000
Churchill tanks - 258 Tractors - 8.070
M3A3 Lee Grant tanks - 1.200

Stalins specielle bidrag til krigsmaskineriet var opbygningen af en panserarmé af kæmpetanks, som var konstrueret til, i høj fart, at rulle ad gode tyske motorveje frem til Atlanterhavskysten. Ialt rådede han over 25.800 tanks, 15.800 fly og 5 mio. soldater. I sommeren 1941 havde han praktiseret spydspidsen af dette mægtige våben frem til dække af skovene nær de tyskkontrollerede områder, og han havde planlagt at starte sit fremstød 6. juli.

Men med ”Operation Barbarossa” 22. juni 1941 kom Hitler ham i forkøbet med to uger. De tyske styrker brød hurtigt forbi de tunge sovjetiske tanks og førte krigen ind i de sovjetiske landskaber. Derved blev de tunge køretøjer ubrugelige. De kunne ikke manøvrere i bløde og sumpede russiske områder. Dermed var den overhængende fare for Vesteuropa i første omgang afværget. Men det klassiske russiske forsvar: de endeløse vidder og de strenge vintre stod tilbage

Gennem en nådesløs kamp (Sovjet underskrev aldrig nogen konventioner om humanisering af krigsførelsen) og støttet af angelsaksernes massive våbenhjælp, kæmpede den mægtige sovjetarmé sig til sidst tilbage og trængte længere mod Vest, end Sjælland og Lolland-Falster. Men her så Stalin sig på grund af de allieredes erobringer i mellemtiden, og på grund af atombomben, nødsaget til foreløbig at gøre holdt. Da Sovjet snart nåede paritet med hensyn til missiler og kernevåben, var faren igen overhængende.

Bortset fra Stalin bærer ingen et tungere ansvar for dette end Churchill .

I ”Journalisternes Sorte Bog” bringer vi vort brev til undervisningsministeren om de typiske skævheder i den etablerede historiefremstilling. Og vi bringer en oversættelse af netskribenten Michael Walsh's ”Opgør Med Myterne Om Anden Verdenskrig.”

Det er påfaldende, i hvor høj grad de fleste skævheder og fordomme er ideologisk styrede. Et stort antal indflydelsesrige, såkaldt intellektuelle var – og mange er åbenbart endnu – så grebet af kommunismens enkle lykkebudskab, at de nægter at se de mørke sider.

Flertallet af de vinklinger, der har påvirket de fleste af os siden Første Verdenskrig, demonstrerer overbærenhed mod kommunistiske regimer og endda revolutioner og en tilsvarende afstandtagen til nationalsocialisme.

Medens England og USA hyldedes – og stadig hyldes - for demokrati blev det ny demokratisk valgte tyske styre fremstillet som det afskyeligste diktatur, men om Stalins - aldrig folkevalgte - terrorvælde gik man stille med dørene.

Alt dette må ses på baggrund af, at forholdene i Europa efter den store krig var så barske, at man i dag må til ulandene for at finde noget sammenligneligt. Det er på denne baggrund, man må forstå både nazismens opståen og drømmen om kommunismens tusindårsrige, og at den britiske ligevægtspolitik så chancer for manipulering, hvis grænser den fejlbedømte.

Men den britisk-zionistiske propaganda var topstyret og meget effektiv, og den dominerer stadigvæk vore medier.

Nazismens program var ikke at konkurrere med Storbritannien i verdenserobring. Hitler beundrede faktisk briterne. Hans mål var primært at genvinde de tyske områder, som Versaillestraktaten, i strid med Wilsons principper, havde tvunget under fremmed herredømme. Derudover prioriterede Hitler et socialt program, som skulle afhjælpe Tysklands elendige situation efter krigen. Trods jødisk verdensboykot af tysk produktion, støttet af den internationale bankverden, lykkedes det ham at bringe landet på fode igen. Det var et chok for finansverdenen. For den blev han nu hovedfjenden.

Hyltoft burde vide, at den jødiske elite havde gennemført en række fjendtlige aktioner mod Tyskland og endda, gennem agenter, agiteret for total udryddelse af det tyske folk, som man i USA påstod, var helt uden kultur. Alligevel havde Hitler aldrig planer om at udrydde alle jøder, men han ønskede deres magt ud af Tyskland, hvor den havde nået en dominans som den, Louis Levy 1918 beskrev i Danmark. 'Af klog selvopholdelsesdrift', skrev Levy, 'har jøderne ikke blot sat sig på guldet; men på ”samfundets kirtler”,' alle de mest indflydelsesrige stillinger i landet. Det var denne bevidste magterobring, der motiverede den fornuftmæssigt begrundede del af den nazistiske antisemitisme.

Da krigen næsten helt stoppede jødisk udvandring til Israel og andre lande, besluttede det tyske styre foreløbig at flytte jøderne til lejre i øst, hvor deres arbejdskraft kunne udnyttes.

Påstanden om gasning af mennesker og drab på 6 mio. jøder var zionismens propaganda-idè. Hverken Churchill, Eisenhower eller de Gaulle nævner gaskamrene eller de 6 mio.

Ole Hyltoft læser åbenbart kun bøger og skrifter af de historieskrivere, der bygger på krigenes propaganda, og, som han tror, marcherer efter hans egne idéer. Det er alarmerende, at en så begavet person, snart 65 år efter afslutningen af den store og tåbelige krig, er fastlåst i propagandaagenturernes stereotypier.

Noter:

Om årsagerne til 2. Verdenskrig har bla. A. J. P. Taylor, David Hoggan og Harry Barnes skrevet.

Om Holocaustmyterne har Arthur Butz og en lang række historiske revisionister skrevet. En glimrende fremstilling er den svenske Lars Adelskogs ”En tom säck kan inte stå.”

Om Stalins angrebsplaner har Vicktor Suvorov skrevet, og Journal of Historical Review1995 nr. 6, 1997 nr 6, 1998 nr. 4 og 1999 nr 3. Og Barnes Review nr 5 2009

Topstyrerne

Netsider, tidsskrifter og bøger i USA afslører magthaverne, der dirigerer medier, kapital og katastrofer.

At det er pengene, der dirigerer, er en gammel iagttagelse. Men hvem styrer pengene? Oprindelig dem, der sad på jorden og/eller de stærkeste våben. Dette princip fandt sin monumentale udformning i middelalderens magtsystem, som kun langsomt blev forvandlet af ny opfindelser og påfund i de følgende århundreder. Men herunder begyndte nye mere abstrakte magtmidler at gøre sig gældende. Pengemagten blev repræsenteret af dokumenter, lige så gode som magt, ret og uret.

Mest genial til at udnytte dette apparat var jødiske finansgenier, som indså, at netop dér fandt de den ideelle, praktiske virksomhed, der var i pagt med deres hellige skrift Talmud, som foragter jordbrug, der bare er for de ringere racer.

De ny værdisymboler, trykt på papir var praktiske at samle i bunke, og således akkumuleret, tilbød de en magt, der gjorde det muligt for dem at overvinde og beherske flere og flere andre, mere naive folk. Man fik dem til at slås med hinanden og ødelægge hinanden og kunne derigennem underlægge sig dem, hvilket var præcis, hvad deres anden hellige bogpakke, Mosebøgerne, prædikede, var deres guddommelige ret.

Det var en mærkelig magt, det lille folk ganske stille opbyggede, ved systematisk at samle sig pengemagtsymboler, udlåne dem gennem banker med praktisk profit, og uddanne sig til jurister i de fremmede landes systemer, hvilket gjorde det muligt for dem at udnytte og snart beherske det sindrige apparat langt bedre end de nationale konkurrenter. Deres religion hævede dem over de moralske hensyn, som de andre – i hvert fald i princippet – burde styres af. Ifølge den jødiske Guds ord var det altid dét, der var fordelagtigst for jøderne, som var sandheden; men hvor juraen kunne bruges, var den redskab nok (Læs.: www.samisdat.dk: Talmud og Israel Shahak.).

1918 skrev den herboende jøde Louis Levy digtet: ”Jøden som fredsstifter” (Det var på tide – hans stammefrænder havde gjort deres bedste for at holde krigen i gang. Læs Benjamin Freedman).

Levy skrev:

”I pengefyrster, I intelligensfyrster, der er bud efter Eders hjerte! - - -

Jøderne er et folk af præster. - - -

Jødens største egenskab er ikke hans geschæftsdygtighed men hans religiøse forhold til tilværelsen. - - -

Lad ham være nok så trænet i vesteuropæisk regnekunst, i statistik og anden Kristendom. Han er dog og bliver sig selv: en jøde. - - -

Hvem ved ikke, hvad kirtlerne betyder i det menneskelige legeme?

Det er der, kampen føres mellem de hvide blodlegemer og de indtrængende sygdomsspirer. Det er valpladser, hvor livet besejrer den lurende død.

Nuvel i de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: børser, banker, ministerier, dagblade, forlag,

voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner - - -

Det er ikke alene guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøderne skal sætte magt mod magt - -

Det er ikke alene rigdommen, der skal vise sin velsignelse. Det er samfundskirtlerne, der skal rejses til modstand mod sygdom og død. Det er de sorte blodlegemer , der skal skabe orden og fornuft i dette feber-kaos. ”

Det er ikke let at sige, om Levy virkelig troede, at ”de sorte blodlegemer”, som han mente ordnede samfundskirtlerne ikke blot i Danmark, bragte fred og velsignelse. Pengefyrsterne kalkulerede i hvert fald anderledes: De bragte USA med i krigen. De modarbejdede en europæisk fred, de fremmede revolutionen i Rusland, de erklærede Tyskland krig og startede boykot af tyske varer, de finansierede Churchills ønsker om verdenskrig og opmuntrede briterne og Roosevelt til krav om betingelsesløs underkastelse. De støttede sovjettyranniet og bragte endeløse konflikter til Mellemøsten.

Men Levy deklarerede i hvert fald åbenhjertigt, at jødefinansen havde taget magten i Danmark. Og Søren Mørch, gift med magtpolitikeren Ritt Bjerregaard, bekræfter hundredefemoghalvfjers år senere dette i bogen: ”Ismael og Isak i det forjættede land”. Han skriver, at i alle lande, hvor der findes en jødisk forsamling, skal der herske jødisk hegemoni.

Det samme absolutte herredømme, som det lille jødiske samfund havde etableret i Danmark, var de store jødiske bosættelser i Tyskland, Prag og Wien naturligvis også ved at etablere; men dér blev de jødiske skrifter oversat, og i takt dermed groede modstand frem.

Det var i harme over dette, at jødeeliten arrangerede verdensboykot af tyske produkter, og da Hitler fandt midler til at forsvare sit samfund mod dette (læs vor kritik af Historisk Kanon), arrangeredes Den Anden Verdenskrig.

Den førte til Tysklands og dets allieredes totale underlæggelse:

Det betød, at Tyskland blev pålagt skylden for verdenskrigene, og tyskere blev anklaget og dømt ved domstole, hvor al europæisk retskultur var sat til side.

Og de allieredes forbrydelser blev fortiet i medierne og aldrig retsforfulgt. Sådan forsvarede man myten om vestmagternes humanitet og demokrati, en tradition, som vi genkender i forskelsbehandlingen af Israel, Serbien og mange andre lande.

Det mest konsekvent styrede propagandaapparat var zionist-elitens. Dens målsætning var velformuleret og selvklar for dem, der tilhører dette samfund; men fremmed for alle, der ikke hørte til det.

Den umiddelbare reaktion på Europas voksende ”antisemitisme” var drømmen om stammegudens overmægtige indgriben: Alle tyskere skulle udryddes (Theodore Kaufman i USA, Ilja Ehrenburg i Sovjet) Men så fandt man, at offerrollen indtil videre kunne gøres mere lukrativ. Og når man selv gerne ville slå alle tyskere ihjel, var det nærliggende for jøder at tro, at tyskerne ville slå alle jøder ihjel. Altså spredte man ved hjælp af de føjelige medier denne påstand over hele vestverdenen og vakte vrede og medfølelse, som blev forvandlet til en fantastisk indtægtskilde.

Det blev til myten om jødefolkets særlige status og det uprovokerede folkemord på 6 mio. jøder ved hjælp af gaskamre og krematorier, der anvendte teknikker, som man aldrig har kunnet finde andre steder hverken før eller siden.

Til at forsvare sine privilegier og mytologi opbyggede zionismen, foruden Israels hemmelige tjenester, mægtige organisationer som Antidefamation League of B'nai B'ritt (ADL) og hævngrupper, der går til angreb, så snart nogen vover at kritisere jødiske interesser.

Det er disse magtmidler, der holder medier og forlag i et jerngreb. At blive kaldt antisemit eller nazist er, som det var, under inkvisitionen, at blive kaldt kætter. Ingrid Zündel skriver 1. oktober i Zündelsite: ”Vestens største tabu er nazismen og det såkaldt Tredje Rige. Hvis ordene nævnes, forsvinder automatisk al hjernevirksomhed, og kvasireligiøse reflekser tager over.”

Et aktuelt eksempel leverede Gyldendal i oktober 2009. Forlaget stod for at udsende en bog: ”De grønne djævle” om den tyske 1. faldskærmsdivision under 2. Verdenskrig. Bogen blev forhåndsanmeldt i Berlingske Tidende af Bent Blüdnikow, der naturligvis ikke syntes om den. Og så, den 28. oktober skriver bladet: ”De Grønne djævle”, der hylder nazityske elitesoldater som helte, udkommer alligevel ikke.” Forlaget citeres: ”Det er naturligvis ikke Gyldendals intention at være udgiver af bøger, der forherliger den tyske krigsindsats.”

Artiklen kalder forfatteren, Bent Christensen, ”amatørhistoriker”. Meningen er: forræder mod den anerkendte klan af professionelle postilskrivere.

Uanset om bogen er mere eller mindre god (vi har jo ikke kunnet læse den) er det et fremskridt, at den har kunnet skrives, og at den ikke kan udgives viser hvor groft ytringsfriheden i vort lille land er undertrykt.

I større europæiske lande er det endnu værre, der smides kætterne i fængsel, og i USA har det næsten totale mediediktatur ført til tilsvarende politisk underkastelse.

Under en debat i Israel d. 3. oktober 2001 erklærede premierminister Ariel Sharon: ”Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika, og amerikanerne ved det!”

Det var ikke for at prale, for han regnede næppe med at udtalelsen skulle gå verden rundt – hvad den gjorde. Det var en opfordring til hans landsmænd, at de skulle udnytte denne magt.

I den seneste tid er dette for en del amerikanere blevet for meget. Regelmæssige net- og TV-programmer, og flere og flere tidsskrifter og bøger, undergraver denne kontrol, og på nettet læser man ; ”Ikke flere krige for Israel !”

Fremragende publicister er medarbejderen ved American Free Press, AFP, Michael Collins Piper og udgiverne af Sisyphus Press: Victor Thorn og Lisa Guliani.

I bogen ”The New Jerusalem” dokumenterer Collins Piper de amerikanske jøders finansielle, politiske og mediale magt, og hvordan den er blevet brugt til at tjene israelske interesser frem for USA's.

De bizarre hændelser ved mordet på John F. Kennedy skabte mistro til de officielle forklaringer og satte kritiske undersøgelser i gang. Meget vil længe endnu, og måske for altid, forblive dunkelt, men én ting afsløredes med større og større klarhed: at israelske agenter havde medvirket. Årsagen var Kennedys modstand mod Israels udvikling af kernevåben. Da han var bragt af vejen, gik det sin glatte og skæve gang. Hans efterfølger Lyndon B. Johnson viste sig som en tro vasal af Israel.

Trods mediernes ihærdige forsøg på mørklægning omtales nu åbent, at Israel 8. juli 1969, i internationalt farvand, i det østlige Middelhav, angreb det amerikanske marinefartøj, U.S.S. ”Liberty”, og dræbte 34 unge amerikanere, medens 171 blev såret, Fartøjet var tydeligt markeret med navn, hjemsted og vajende flag, og det var klart solskin, da tre israelske kampfly, hvis nationalmærker var fjernet, og tre torpedobåde angreb med raketter, napalm og maskingeværer. Tre gange blev torpedoer affyret og det var klart, at formålet var at sænke skibet uden overlevende.

Da præsident Johnson hørte om angrebet, troede han, hvad naturligvis var meningen, at det var Ægypten, der angreb, og han gav den 6. flåde ordre til at besvare angrebet. Men da han fik at vide, at det var Israel stoppede han modangrebet.

Mod forventning sank Liberty ikke, og til sidst måtte amerikanske jagerfly lette. Så, endelig, opgav israelerne og påstod, at det var en tragisk misforståelse, men de overlevende vidste bedre. De fik ordre til at holde mund, og begge lande prøvede at dysse sagen ned; men sandheden afsløredes lidt efter lidt. Den første fulde og landsdækkende beretning blev bragt af Spotlight 26. april 1976, næsten syv år senere.

Også i hændelserne med tvillingtårnene 11. september 2001 var israelere involveret. Nogle vidste åbenbart besked i forvejen, og unge israelske agenter filmede begivenheden fra toppen af en nærliggende bygning. De dansede af glæde. Så blev de arresteret og forhørt, og sendt tilbage til Israel.

Hvad var formålet? At chokere amerikanerne og ophidse dem til krig mod Israels fjender, og krigene fulgte omgående. De gik måske ikke helt som planlagt; men krigslobbyen i USA er stadig mægtig, og i den figurerer en række magtfulde jøder, Collins Piper slutter ”The High Priets of War” med denne hilsen til læserne: ”De er skamløse forbrydere af værste skuffe, og jeg tøver ikke med at sige dette. – Jeg siger ikke undskyld for at fortælle sandheden.”

Præsident Obama taler om fred og sender soldater. Han snakker om at afskaffe kernevåbnene. (Så man kan slås på den gammeldags, hyggelige måde). Men det er Iran, han vender dig imod – ikke Israel, der truer alle sine omgivelser til og med Danmark. Han sender Hillary Clinton for at stifte fred i Palæstina; men vover kun at forlange, at ny bosættelser stoppes, og ikke engang det vil Netanyahu gå med til.

For bag alle manøvrer styrer planen om et Storisrael, fra Ægypten til Eufrat. Det kan ikke blive til uden en ny storkrig – måske en kernevåbenkrig.

Men Iran er et stort land og står ikke alene. Og ikke engang supermagter kan agere alene. Her er så mægtige kræfter i spil, at det meste udspiller sig bag kulisserne.

Den globale opvarmning og CO2 diskuteres. De fattige lande vil have erstatning fra de rigere lande, der udslipper flere drivhusgasser; men selv producerer de så mange unger, at enhver hjælp blot bidrager til at øge miljøødelæggelsen. Al tale om dette er et grusomt tabu. Så magtfyrsterne fortsætter deres gamle spil.

Det eneste, almenheden kan forsvare sig med, er krav om sandhed og åbenhed. Historiske revisionister i mange lande vover liv og velvære for dette. Vor eneste chance er at give dem al den støtte, vi kan!

Nyttig læsning ;

Af Michael Collins Piper:

Best Witness, om zionismens anstrengeler for med jura og terror at kvæle det fri ord.
The New Jerusalem , om Israels magt i USA.
The High Priests of War. Om de neoconservative, deres foragt for menneskeliv og deres anslag til krige.
The New Babylon om Rothchild-

Af Victor Thorn:
9-11 EVIL Israel's Central Role in the September 11. 2001 Terrorist Attacks.

Victor Thorn og Lisa Guliani om Collins Piper:
Dirty Secrets, Crime, Conspiracy & Cover-Up During the 20th Century.

Zündelsite. Ugebrev om den middelalderlige heksejagt på tankeforbrydere.

Journalisternes Sorte Bog: Om mediernes udeladelser og propagandacentralernes historieforfalskning,. Brevveksling med Europakommissionen. om europæisk ytringsfrihed.

AFP : American Free Press og

The Barnes Review

www.samisdat.dk / www.patriot.dk / www.holocaust.nu / www.mosaisk.com / www.thedodo.info /
www.controversyofzion.info

Nordjylland, 5. november 2009.

SAMISDAT 7 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU