VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

Infofascisme ! Infofascisme !

”Hvad gør man som journalist når alle siger det samme ? Betyder det at alle mener det ? Betyder det at ingen mener det ?”-

Dette spørgsmål stillede den fremragende norske reporter Åsne Seierstad 2003 i bogen ”Hundrede og én dag, beretning fra Bagdad.” efter at hun havde iagttaget Saddam Husseins sidste uger ved magten og USA's erobring af Bagdad.

Hun konstaterede, at under diktaturet turde ingen sige noget, som magteliten ikke ville have. Det straffedes hårdt og kontant. Det sørgede systemet for.

Alle kan se, at det er væmmeligt, Men hvorfor accepterer vi da det samme her ?

Fordi vort system er snedigt kamufleret, og det er hemmeligt .

Hos os ser det ud som om, vi har et fuldstændig frit udbud af medier og debat: men det kan ikke påpeges for tit, at det er bedrag. En magtelite har grebet kontrol med vore medier og tillader ikke information, som den ikke synes om. Da medierne selv naturligvis ikke vil vedkende sig dette, har de fleste af os ingen anelse om, hvordan der føres bag lyset. For her bliver de, der trodser forbuddene endnu ikke fængslet; men de bliver holdt nede og får (bortset fra internettet) ikke adgang til medier med indflydelse.

De dominerende medier bliver til gengæld anvendt til systematisk at underbygge magthavernes internationale politik.

De såkaldte demokratiers krige forberedes altid med en pressehetz, som nu gennem et stykke tid har været rettet mod Iran. Medierne anklager landet for at trodse det internationale samfund, undertrykke menneskerettigheder og for at ville anskaffe kernevåben. Men det er påfaldende, at ingen kritik tillades af Israel, der samtidigt ignorerer alle kritiske FNresolutioner, gennem årtier undertrykker befolkningerne i besatte områder, og hemmeligt har opbygget et kernevåben med hvilket det truer ikke blot Mellemøsten og Iran, men det meste af Europa.

Danske medier anklager Iran for, at der ikke er ytringsfrihed, Men det er der jo ingen steder undtaget på nettet. Udnytter man dette rigtigt, må man konstatere, at vore medier bringer et forvansket billede af det olierige MØ-land med over 70 mio. indbyggere. Vist har det et præstestyre, men det har også en præsident, som tænker og udtrykker sig forbavsende klart. Desværre er det netop på grund af hans skarpe analyser, at de ”vestlige” medier angriber Iran uden at give fortjent plads til de vægtige bidrag, med hvilke dets præsident har bidraget til den internationale debat.

En skribent i Berlingeren udslænger 15/12, at Ahmadijehad er en fjende af videnskab. Men det var dog ham, der inviterede nutidige historieforskere til konference i Teheran, hvor de frit kunne fremføre deres opfattelser. Nogle af vor tids fineste forskere benyttede det fri ord til at pege på, at den zionistiske fremstilling af begrebet ”holocaust” er historisk uvidenskabelig, og at en del af dets påstande strider imod elementære kemiske og fysiske love.

Desværre forties disse kendsgerninger i vore egne medier, og for Europas kultur- og retsprofil er det beskæmmende, at der i dets centrale områder er gennemtvunget middelalderlige love, der dømmer enhver til fængselsstraf eller grove bøder, hvis han/hun offentligt fremfører disse sandheder.

Hvordan kan danske medier og politikere angribe undertrykkelse i Iran og andre fjerne lande, men forsvare veldokumenterede systematiske europæiske overgreb.

Ahmadijehad udtrykker sig oftest ret forsigtigt, men på en måde, så han klart bliver forstået af dem, der ønsker at forstå.

Til den tabuhæmmede diskussion om Palæstina har han bidraget med hemmeligholdt historisk viden og originale betragtninger. I et interview med redaktører i Der Sp iegel bemærkede han: Hvis holocaustugerningerne er rigtige, hvad har Palæstina så med det at gøre ? Hvorfor skal det

undgælde ? Det bør dog være de lande, der er ansvarlige, som åbner plads til den jødiske stat.

Underforstået, naturligvis, at han lige så lidt som andre velorienterede iagttagere tror på myterne; men tankeeksperimentet afslører den absurde baggrund for den eskalerende konflikt.

Zionisteliten har jo allerede etableret overlegent herredømme i USA og flertallet europæiske stater. Det er et voksende brohoved med etnisk, økonomisk og militært jødisk overherredømme, som er zionisternes aktuelle strategiske mål.

Ahmadijehads tanke har alligevel inspireret andre populistiske udspil. Under debatten om ansvaret for udledningen af drivhusgasser gik repræsentanter for udviklingslande begejstret ind for krav om, at USA og Europa skal stille ”lande” til rådighed for bosættelse af mennesker fra områder, hvis miljøproblemer kan have sammenhæng med de teknisk udviklede landes høje udslip af drivhusgasser.

Forskellen er, at palæstinenserne faktisk ikke har mindste ansvar for holocausthændelserne. Men udviklingslandenes forsyningsproblemer er i høj grad selvforskyldte, fordi de lader deres befolkningstal vokse uhæmmet. En af de sidste dage af klimakonferencen i København afslørede en TV-kommentator endelig, at befolkningsspørgsmålet var officielt tabu under hele konferencen. Det burde NGO'er og demonstranter have rådet bod på: men skønt begge dele har mediernes bevågenhed, så vi ikke tegn dertil.

SAMISDAT 8 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU