VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Hekseprocesserne lige NU

Historiens mest berømte og typiske hekseproces er det katolske præstestyres processer 1616 og 1633 mod den fremragende naturforsker Galileo Galilei, fordi han havde tilsluttet sig det kopernikanske verdensbillede, at jorden ligesom de andre planeter roterede om solen.

Det mente ypperstepræsterne stred mod biblens lære, og derfor tvang de den fri tænker til at afsværge sin overbevisning, hvis han ville undgå at blive brændt på bålet, som man havde brændt Giordano Bruno.

Det Danske Akademi's tilfredse foredragsholder forklarede processerne: Det onde måtte udryddes.

Et gammelt ord siger: Med ondt skal ondt fordrives. Det er så letforståeligt og går tusinder år tilbage gennem tiderne: ”øje for øje –”

Det gælder altså om at kalde det, man ikke kan lide: ondt. Hvem vovede at bestride dette princip? Det gjorde Jesus!

Havde han ikke ret? Jo i at pege på, at der findes andre veje!

Det godtog de jødiske ypperstepræster ikke. Og det gjorde de katolske ypperstepræster heller ikke, før de blev tvunget til det efter halvandet årtusindes forløb. Da skete et skred: Med fornuft skal grusomhed fordrives!

Naturvidenskaben sejrede, i hvert fald hvad stjernehimlen angår. Katolicismen måtte give sig lidt og mistede magt. Men Jødedommens ypperste gav sig ikke. De fortsatte kampen mod det, der for dem var det onde: Alt hvad der ikke var jødedom.

Værst var stadigvæk Jesus, kristendommen og Islam. Ved at spille de tre magter ud mod hinanden, og mod videnskaben, opbyggede de deres egen magt, som var hemmelig, forankret i myter og et sværttilgængeligt sprog.

Vi ser nu, at de ved at udnytte svaghederne i vore samfundssystemer og bekæmpe enhver kritik af deres egne har tilskanset sig en enestående magt.

De behersker vore medier, og hvad der får lov til at gælde som vore meninger. De besætter stadig ledende stillinger, kirtlerne, i vort samfundslegeme.

Deres indoktrinering er gennemført: Jødiske humorister er sjovest i verden: Viktor Borge, Chaplin, Bubber osv. Jødiske videnskabsmænd er de ypperste - de får flest nobelpriser. Hvem mon tildeler dem? Det gør dem, der vejledes af medierne. Einstein er alle tiders geni. Vi ser hans underfundige portræt hver anden dag i medierne.

Var han så enestående? Måske nok - men som videnskabsmand? Der er dem, der tvivler. Formlerne for energi/masse relationen E = mc2 blev offentliggjort af den østrigske fysiker Fritz Hasenöhrl i juni 1904, et år før Einstein. Det ser ud som om denne snuppede østrigerens løsning, for han glemte en mellemregning, som indgik i Hasenöhrls beviskæde.

Hvorfor protesterede Hasenöhrl ikke? Måske fordi han faldt i den første af århundredets meningsløse verdenskrige.

Einstein påstod senere, at han ikke havde kendskab til Hasenöhrls afhandling; men samtidige nobelpristagere betragtede dette som utroværdigt, da østrigerens afhandling var så spektakulær, at den diskuteredes alment blandt tidens fysikere.

Disse oplysninger, for de fleste sikkert stadig overraskende, kunne læses i den fysikinteresserede læge Hans Pedersens artikel ”Einsteins regnefejl” i ”Revision ” juli 1996.

Artiklen peger også på, at andre betydelige, tysksprogede, forskere fremfører tolkninger, som de dominerede medier forsøger at undertrykke.

Lige siden Første Verdenskrig har vestlig presse været overvejende tyskfjendtlig og tendensen i krigsårenes propagandaoverdrivelser forsvares den dag i dag.

Foråret 2010 bringer fjernsynet serie efter serie om det tyvede århundrede, hvor tysk brutalitet pointeres; men de vestlige magters misgreb marginaliseres. Og selv Stalins ufattelige grusomheder bagatelliseres, fordi nazismen skal være det ondeste af alt.

Glemt er Versaillestraktatens uretfærdigheder, de jødiske krigserklæringer, kommunismens totalitære diktatur, Sovjets erobringer i Øst, kæmperigets trusler mod Vesten og Churchill-Roosevelts intriger.

Kun antisemitisme er lige så slemt som nazisme; men den var jo udbredt i Rusland og Polen, ja, alle vegne. Hvorfor? Det er et godt spørgsmål, som ikke må besvares. Den skal bare bekæmpes.

Meget a propos bladets selvcensur bringer Jyllands-Posten 2. april mere end to hele sider om en af de damer, der rejser rundt og holder foredrag om deres oplevelser som fanger i tyske koncentrationslejre.

Journalisten, Morten Vestergård, indleder næppe helt tilfældigt artiklen ”Pigen fra Auschwitz” med: ”Fortælling”: Så er alt jo lige som tilladt. Og damen, Arlette Andersen, der var polsk jøde, kan citeres for de kendte klichéer som: ”Ret hurtigt fandt vi ud af fra de andre fanger, at der var gaskamre. Jeg husker en fransk kvinde, som kom hen til mig og sagde: ´Vi er her for at dø.´ Det er den type vidnesbyrd, som Paul Rassinier, der selv havde været i tyske koncentrationslejre, afslørede som uden værdi. Vist var der gaskamre til lus og lopper, for at redde mennesker fra epidemier – ikke for at myrde dem.

”Fortællingen” om Arlette Andersen viser, at der i hvert fald er én ting polakker og jøder kan enes om: et fælles had til Tyskland. Men den beviser ikke det, hun gerne vil have os til at tro, at der var gaskamre til mennesker.

Mange vil lade sig narre, og bladet har garderet sig: Vi bringer bare en fortælling. Men den kostbare placering i avisen demonstrerer, at det er et knæfald for den mægtige overmagt, der bestemmer, hvad der skal dominere medierne.

Eksemplet viser, hvor trange kår fornuften har i medierne.

De religiøse ypperstepræsters herredømme er urørligt, så længe de er i stand til at hævde deres religiøse særret: at deres centrale postulater er absolutte sandheder, som ikke behøver at bevises, og som ikke må modbevises .

Islam ejer denne magt i sine egne områder og forsøger, endnu uden rigtigt held, at få den respekteret i Vesten. Men zionismen har erobret den og besidder den uindskrænket i gamle europæiske kulturstater, og praktiserer den gennem mediedominans med, indtil videre, marginal modstand, i resten af Vesten.

Det er kampen mod dette indskrænkede præstestyre, der har arrangeret krig efter krig, som må føres i fornuftens navn.

Denne kamp er lige så, eller endnu mere, uforsonlig end 1600-tallets. Men med internettet kan den vindes.

Ved at tilegne sig herredømmet over alle indflydelsesrige medier har uvidenhedssamfundets magtelite dikteret historieskrivningens form og indhold og redigeret alt med henblik på, hvad der gavner det jødiske folk.

Et hovedpunkt er fordømmelse af alle angreb på jødedom eller zionisme med særlig fokus på det såkaldte ”holocaust”. Med dette system, som tog form under Anden Verdenskrig, er det lykkedes dem at gøre kritik af holocaust til en forbrydelse, som i dag svarer til troen på Kopernikus i 1600-tallet.

Og retssagerne er lige så hårrejsende.

En anklaget kan ikke forsvare sig ved at henvise til de fakta, der begrunder hans standpunkt. Fakta anses blot at gøre forbrydelsen værre - koster flere fængselsår.

Uvidenhedsregimet er den største skamplet på Europa - Verden !

28. april 2010 er Ruslands præsident Dmitrij Medvedev på besøg i Danmark og skal træffe statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren er under kraftigt pres for overfor Medvedev at kritisere menneskerettighederne i Rusland. Det er der desværre grunde til. Men, hvor er det pinligt at vore ministre ikke protesterer mod de åbenlyse overgreb mod de mest elementære menneskerettigheder, som er rutine i størstedelen af det vestlige Europa.

Vi har peget på dette overfor stats- og udenrigsministeren og justitsministeren. Den sidste sendte et oplysende svar, som vi vedføjede vore sidste påmindelser om sagen.

Selv om Lene Espersens kontor d. 7. april lovede et snarligt svar, har vi endnu ikke modtaget noget; men det betyder naturligvis også: ingen afvisning, Vi skrev derfor endnu en gang således:

 

Rubjerg 29. april 2010

Til Danmarks stats- og udenrigsminister
Statsministeriet
Prins Jørgens Gård 11
1218 København K

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1402 København K

Kæmp for europæisk ytringsfrihed, ytringsret, bevægelsesfrihed og befrielse af europæiske samvittighedsfanger!

Uden ytringsfrihed og ytringsret i de dominerende medier er demokrati en illusion.

Det glæder os, at vor statsminister overfor Ruslands præsident Dmitrij Medvedev påpegede Ruslands ansvar for menneskerettighederne.

Men dette må minde os om vort eget ansvar som vesteuropæere.

Selv om to af de mest navnkundige samvittigheds fanger, Ernst Zündel og Germar Rudolf nu er løsladt efter at have afsonet mange års urimelige fængselsstraffe, fortsætter overgrebene.

Vi har påpeget, at den katolske biskop i England, Richard Williamson, har ret i sin kritik af ”holocaust”. De tyske anklagemyndigheder tilbød ham at slippe for fængsel, hvis han ville bede det zionistiske samfund om undskyldning og betale dem en god portion penge. Det ville han ikke.

Så rejste man i Regensburg en straffesag imod ham. Den fik et meget afslørende forløb. De svenske journalister, som havde interviewet ham, ville ikke vidne, da de ikke havde tillid til det tyske retssystem. Og det svenske justitsministerium skrev, at det ikke ville samarbejde med retten, fordi der i Sverige - til forskel fra Tyskland – er ytringsfrihed. Alligevel dømte retten Williamson – ikke til fængsel – men til en bøde svarende til 13.500 dollars.

Det må være på tide, at afskaffe hekseprocesserne i hele Europa.

Danmark har en forpligtelse overfor sine europæiske naboer.

Med venlige hilsner

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

Lønstrupvej 122
94 80 Løkken
Tlf.: 98996574

8. Maj 2010, hvor dette skrives, synes det, som om hverken vor stats- eller vor udenrigsminister, Lene Espersen, har haft tid til at bekymre sig om europæisk ytringsfrihed.

Lene Espersen har travlt med at rejse verden rundt for at udglatte det uheldige indtryk, det gav, da hun rejste på ferie på Mallorca i stedet for at deltage i topmødet om de arktiske områder, som hendes forgænger Per Stig Møller havde lovet at deltage i.

En af Lenes første ture gik til Israel, hvor hun henrykt lod sig fotografere rystende hånd med lederen af en af verdens groveste slyngelstater.

Så rejste hun til møde i FN, et møde, som var interessant. fordi Irans præsident – trods forbitret modstand fra Obama-USA - skulle holde tale. Tre såkaldte demokratier udvandrede: USA, England og Frankrig.

Jyllands-Posten citerer Hillary Clinton, som ellers åbenbart var udvandret: “Irans præsident mødte op med de samme trætte, falske og af og til vilde anklager mod USA og andre deltagere i denne konference. Men det er ikke overraskende, for Iran vil gøre alt, hvad det kan for at flytte fokus væk fra egne handlinger og undgå at blive stillet til regnskab.”

Jamen, det er jo netop, hvad Obama gør. Han taler om sammen med Rusland at afskaffe de kernevåben, han har for mange af; men samtidigt taler han om – som vist nok det eneste land – at bruge dem, han har.

Ikke så sært, men alligevel modigt, at Ahmadinejad pegede på dette. Men det prellede af på Lene Espersen. Hun krævede sanktioner mod slyngelstater. Det er dem, ”der ikke overholder reglerne”.

Hvad kernevåben angår, går Israel fri, for det har nægtet at skrive under på ikke–spredningsaftalerne.

Hvad andre internationale regler angår, overtræder næppe noget andet land dem mere hensynsløst end Israel. Det burde Lene Espersen have beklaget i Israel og i FN. Men i stedet kræver hun sanktioner mod Iran. Ikke fordi det har præstestyre. Det er der så mange stater, der har, og hvad er USA's neo-con-regime egentlig? Men Iran har en præsident, der tænker og udtrykker sig klarere end de fleste i Vesten. At dette ikke accepteres afslører kræftsvulsten i Vestens demokrati.

Kernevåbnenes historie har vist, at det eneste, der kan forhindre dybfølte fjender i at bruge dem, er, at modstanderen har det samme våben.

Israel menes nu alene at råde over 200 – 400 sprænghoveder.

Lene Espersen kunne have foreslået Israel - mod rimelig betaling - at overlade den ene halvdel til Iran. Så ville de ikke kunne angribe hinanden.

Det ville Israel aldrig så meget som overveje; men dermed ville det stå klart, at landet ikke har opbygget det rædsomme våben til forsvar, men til angreb.

Lene Espersen foreslår et kernevåbenfrit Mellemøsten. Så burde hun begynde dér, hvor kernevåbnene findes: i Israel. Gør hun ikke det, bidrager hun bare til det evindelige maskespil, som hidtil har gjort det umuligt for det såkaldte verdenssamfund at agere konsekvent selv i klare retskonflikter.

Det var det, der afsløredes så tydeligt under klimakonferencen i København. Den mægtigste magt i pseudodemokratiet er hykleriet.

Det, forhandlingerne i virkeligheden drejede sig om var, at de mere udviklede lande måtte forpligte sig til at nedskære deres resurseforbrug og alligevel yde en vis hjælp til de mindre udviklede.

Men disse måtte til gengæld bringe deres befolkningseksplosion til stop. Om noget sådant blev diskuteret på de lukkede møder, kan vi ikke vide. Men udadtil var det tabu – tilsyneladende også blandt NGO'erne.

Det var derfor klart, at parterne umuligt kunne nå til enighed.

De fattige lande opnåede at udstøde jammerskrig og reddede sig løfte om en del penge, som de mere velstillede lande skal fremskaffe ved business as usual.

Og de fattige lande kan fortsætte med at opsuge alle hjælpemidler til svulmende befolkningstal, som opæder resurser og fortrænger natur, dyr og planter.

Vi ser det i vore medier: Agitationen for resurseforbrug og motorsport af enhver art fortsætter.

Danskernes Akademi har arrangeret en række foredrag med emnet ”Klimaspillet og verdens fattige”. Et af dem blev holdt af professor emeritus Anthony Giddens, som gav en dygtig fremstilling af klimaspillet og af de fattige landes råb på vestlige penge. Men deres befolkningspolitik eller mangel på samme nævnte han ikke.

Derfor lykkedes det de fattige lande at opnå løfte om i de kommende 20 - 30 år at blive velsignet med nominelt store årlige støttebeløb. Det er det tidsforløb inden for hvilket den slags stater plejer mindst at fordoble deres folketal. Så jammeren vil fortsætte.

SAMISDAT 8 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU