VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 


Hvem er agenter ?

Kampen om meninger: personlige og fælles, frie, kontrollerede og betalte

Meninger, der fremføres offentligt er centrale i det demokratiske spil.

I den politiske vægt af personlige meninger indgår uddannelse, social stilling, og i bedste fald deres fremstillings klarhed.

For at styrke sine opfattelser er de fleste tilsluttet og/eller tilslutter sig ét eller flere meningsfællesskaber: familie, forening, parti, race, land, koalition.

Fællesmeninger tillægges som oftest større vægt end personmeninger; men må af praktiske grunde fremføres gennem en bestyrelse, formand eller ordfører.

Disse talsmænd kan ikke altid udtrykke egne meninger, men er bundet til at fremføre fællesskabets. De er altså kontrollerede

For denne pligt er de oftest betalt. Dette indgår i den kritiske eller uenige iagttagers bedømmelse. Han forsøger at lodde om hver enkelt mening er ment, påtvunget, betalt, eller noget et sted derimellem. Her står han overfor en jungle af uklarheder.

Stormagten i dette spil er medierne, som vi har set, kontrollerer, men også selv er kontrollerede.

Det har ført til, at uenighed om nyere historie er bragt for retten med spørgsmålet:

 

Hvornår er agenter fjendtlige - Hvornår er de fromme?

Det er disse spørgsmål, der har ført til et retsopgør mellem professor Bent Jensen, der forsker i Den Kolde Krig og journalisten Jørgen Dragsdahl, der har været en fremtrædende kommentator i aviser og tidsskrifter.

Historieprofessoren har beskyldt journalisten for at være agent for Østsiden. Der henvises bl.a. til, at en repræsentant for Østsidens efterretningstjeneste har påstået dette. Det kan være sandt: men påstanden kan også være en smart måde at sværte en modstander på. Vi får ikke at vide, om Østsiden betalte ham penge. Heller ikke om dette var PET's opfattelse, kun at en PET-officer betragtede ham som i hvert fald meningsagent. Hvis Bent Jensen klargjorde dette, måtte det være velbegrundet, saglig information.

Men når professoren gør påstanden til sin egen, kan journalisten have ret til at protestere.

Det kan hævdes, at professorens ytringsfrihed må give ham ret til at skrive, hvad han mener. Men hans placering i, vist nok, Danmarks største avis, gør ham til en stærkt privilegeret meningsytrer.

Journalistens ytringsret - om bare den fandtes - burde da give ham ret til at imødegå påstanden på lige fod.

Det synes ikke at være sket i Jyllands-Posten. Og, da Bent Jensens skriverier har ramt ham hårdt – også økonomisk – har journalisten anlagt sag.

Det er beklageligt, hvis det skal være nødvendigt at afgøre en historisk tvist vedi en juridisk domstol. Syd for vore grænser ser vi hårrejsende eksempler på dette, fordi ytringsfrihed der er forbudt ved lov, og helt så slemt er det jo ikke her.

Sagens almeninteressante kerne er spørgsmålet: hvor langt skal mediernes privilegerede meningsforkyndere dominere enevældigt ?

Desværre har vi ikke overkommet læsning af Dragsdahls artikler; men vi må forstå af Bent Jensens afstandstagen, at han efter professorens mening er for blød mod Østsiden. Det må så ses på baggrund af professorens demonstrative afstandtagen til det østlige system, som nu så åbenlyst har spillet fallit. Men lægger han selv kortene på bordet? Nej, det gør han ikke.

I sin – lad os bare sige: hoveren over det havarerede østlige diktatur undgår han, påfaldende, det besværlige spørgsmål: hvordan dette frygtelige magtapparat blev bragt på benene.

Som andre autoritetstro hofhistorikere godtager han, at de store krige sluttede med de gode kræfters sejr over den afskyelige nationalsocialisme.

Men de vestlige sejrherrer var verdens mægtigste imperienationer; Frankrig og ganske særligt England. Sammen med USA optrådte de formelt som demokratier, men reelt som medie- og aristokratistyrede. Dertil kommer: Zionismens elite, som var, og er; den reelle magthaver over medierne.

Mod Øst: Det russiske magtimperium, hvor Romanovernes zarregime var udskiftet med et kommunistisk herredømme, så rædselsfuldt, at Vestens historikere vånder sig ved at erkende det.

De underkaster sig hellere zionismens doktrin, at nationalsocialismen er verdenshistoriens inkarnerede ondskab.

For Churchill og Roosevelt var dette et slagtræ; men reelt underordnet ønsket om at tilintetgøre Tysklands overlegne industri.

For at knuse den støttede de med alle midler sovjetimperiets erobringer og oprustning, indtil det var så mægtigt, at det kunne underlægge sig hele Europa.

Det er påfaldende at professoren vægrer sig ved at gøre op med de vestlige intriger, der førte til de krige, som smadrede Europas kulturbyer og opbyggede Sovjetdiktaturets militærmaskine til det var stærkest i hele Europa.

Det er den situation, som Bent Jensen nu i så høj grad beklager; men hvordan den er opstået skal fremstå så sløret som muligt.

For det var ikke Vestmagterne, der forhindrede, at Stalin erobrede hele Europa!

Det var det beslutsomme tyske modangreb, der forhindrede den totale katastrofe; men takket være Vestmagternes støtte lykkedes det Stalin at besætte det halve Europa.

Den kolde krig var en følge af en alt for sen opvågnen fra denne ufattelige fejltagelse.

Bedre sent end aldrig; men uden opgør med de ”diplomatiske” og propagandistiske skurkestreger, der ødelagde 1900-tallet vil ny uhyrligheder blive arrangeret.

Spørgsmålet om ytringsfrihed og ytringsret ikke blot for professorer og stjernejournalister, men for alle, der tænker selvstændigt. er derfor vor tids største.

Her er for os alle det centrale spørgsmål: Hvad er det at være agent ? og hvornår kan det være kriminelt ?

Det synes klart, at i et demokrati må det være tilladt at have og også ytre sympati for et fremmed land; men ikke for penge at arbejde for dettes interesser på bekostning af det egne lands.

Domstolen kom frem til, at den ikke fandt, at Bent Jensen havde dokumenteret sin påstand tilstrækkeligt overbevisende og nu er Bent Jensen vred og vil anke sagen. Vi må håbe dette vil bringe klarhed over, hvilke meninger, som er fri og hvilke kriminelle.

I mellemtiden skriver Ole Hasselbalch, der har vundet flere retssager om hans egen ytringsfrihed, 25. maj en kronik i Jyllands.-Posten: ”Den gældende ret i Svendborg.”

Den er interessant for almindelige iagttagere, der har noget på hjerte, fordi han peger på bestemmelser i loven, som næppe er almindelig kendt.

Ifølge loven bør forskere stræbe efter at viderebringe deres forskningsresultater til almenheden. Men der er også bestemmelser, der fastslår, at der er oplysninger, som må bringes i forskningstidsskrifter, men som ikke må publiceres for almenheden.

Her afsløres et interessant klasseskel: Skal samfundet anerkende, at ”forskerne” har en eksklusiv ret til at erhverve sandheder og bevare dem for deres egen eksklusive kreds, og hvem er så forskerne?

Er det bare dem, og kun dem, der har en akademisk titel på et eller andet felt?

Og hvilken garanti for fornuft og viden er dette ? Vi lever jo ikke mere i Holbergs ”Jeppe på bjerget”-godsejersamfund.

Alle har i dag adgang til biblioteker og computor og mulighed for at erhverve underbyggede selvstændige opfattelser. Alene kvaliteten bør være bestemmende for den enkeltes ret til at fremføre idéerne i de styrende medier.

Det må da gøres klart, hvad en agent er.

Hver gang vi udtrykker en opfattelse, er vi jo agenter for den. Demokrati bygger på, at vi har ret til dette. Men der skal mere til.

Mediemogulerne må bringes til at indse, at ikke kun deres egne udpegede talerør men alle, der har viden og indsigt af betydning i samfundsdebatten skal deltage i den på lige fod.

Med internettet er vi nået et hanefjed nærmere dette mål.

SAMISDAT 8 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU