VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

”Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil !”

Dette skrev Voltaire 1771 i et digt eller vers til Christian VI, på vegne af hvem Struensee 4.. september 1770 havde ophævet censuren.

Professor i Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari peger i kronik i JP. 29. sept. 2010 på,, at Knud Lyhne Rahbek oversatte hyldesten med disse ord :

”I Menniskslægtens Navn han for din fod sig kaster. Den taler ved hans Røst, din Mildhed signer den, At tænke du tillod, du gavst dens Ret igien; Physik, Sang, Præk, Roman, Historie, Syngespil, Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil.”

Oversættelsen blev bragt i tidsskriftet Minerva, okt..1797. Da var Struensee lagt på hjul og stejle; men han havde tændt en fakkel ! Det er på tide at tage den op igen.

I dag er censuren ubarmhjertig som ingensinde før; men den bestemmes hverken af regenter eller regeringer. Den bestemmes af medieherskerne. At afsætte dem bør blive 2000-årets store revolution.

 

Zionistelitens sorte tankepoliti

Et kuriøst indslag i efterårets medieunderholdning var en pludselig jagt på medarbejdere, som man under betegnelsen ”De røde lejesvende” angreb for venstreekstremistisk propaganda.

Det var et imponerende opbud af kendte navne, man med rammende citater halede frem for fordrejning af radio og TV til gunst for kommunismen og dens etablering i Østlandene. Selv iagttagere, som længe havde set denne skævhed, kunne blive overraskede; men det, der måtte forbavse mest, var, hvor kontrolleret det hele var. Det, der skulle se ud som et generalopgør med mediernes falske information, var blot et stueopgør mellem skærm- og mikrofonprofiler.

Det blev lige pludselig tilladt, ja velset, at kritisere de lidt for åbenlyst højrøde; men verdenskrigenes vrangbillede af virkeligheden passede man på ikke ar røre. Det skulle og skal være tabu.

Medieagenterne er, hvad enten de er røde eller blålige på overfladen, sorte tankepolitiknægte.

De spankulerer rundt på skærmen selvsikre, veltilfredse, parate til når som helst at lyve om veldokumenterede forhold og gigantiske krigsforbrydelser.

9. oktober 2010 blev det bekendtgjort, at Nobels norske fredspriskomité havde besluttet at give prisen til den kinesiske dissident Liu Xiaobo, som har siddet fængslet i mange år.

USA’s præsident havde fået prisen året før, skønt han var involveret i brutale krigshandlinger især i MØ., hvor han truer med efter 65 år igen at anvende kernevåben, som nu særligt rettes mod Iran, hvis præsident har tilladt sig, at kritisere de vestlige hofhistorikere, hvilket er ubehageligt for bl.a. USA, men endnu værre for Israel. Derfor skal han kanøfles.

Men fredsprisen til kineseren Liu Xiaobo hilser Obama velkommen og opfordrer Kina til så hurtigt som muligt at løslade ham.

Vor egen udenrigsminister Lene Espersen er lige så begejstret: ”At Nobels fredspris gives til en menneskeretsforkæmper er en støtte til menneskeretsforkæmpere verden over.” Hun fremhæver hans lange og ikke-voldelige kamp for rettighederne.

Det er netop, hvad europæiske dissidenter i tusindvis har gjort; men de er blevet og bliver stadig nådeløst forfulgt.

Hvordan kan Vesten kræve større respekt for menneskerettighederne, end det selv praktiserer ?.

De fornyede hyldesterklæringer til ytringsfriheden må forpligte dem, der har tilsluttet sig, til endelig at lægge det nødvendige pres for i Europa, at ophæve de uværdige firhold, der har sin rod så langt tilbage som Anden Verdenskrig.

De ”sejrende” krigsherrer: Churchill, Roosevelt/Truman, Stalin og zionisteliten var fast besluttet på, at demokrati ikke måtte gennemføres i Centraleuropa. Det eksisterede jo ikke i Øst - og kun formelt i Vest.

Derfor skulle først og fremmest Tyskland og Østrig tvinges til at underkaste sig love, der forbyder omtale af ”sejrherrernes” krigsforbrydelser og fordrejninger.

Man så til, at Tyskland aldrig fik en fredsslutning og aldrig fik lejlighed til at vælge sin egen grundlov.

Selvstændigt tænkende, der åbner munden, dømmes i strid med menneskeretserklæringerne til bøder og fængsel efter love og ”retsregler” påtvunget landene af fremmede magter.

Ved flid og dygtighed har de trods fjendskabet tilegnet sig betydelig fysisk velstand; men frihed til at tale og skrive spærres brutalt af tankepoliti og et sygt retsmaskineri.

 

Herhjemme sker det samme; men ganske stille, på redaktionerne.

Det er meningsløst at gøre op med de kreaturer, som mere eller mindre helhjertet efter krigen har støttet Sovjet og Østblokken, hvis man ikke gør op med de magter, der gennem krigene samarbejdede om at gennemtvinge de forfærdelige regimer.

Man angriber politikere som Ole Sohn, der har hyldet den østtyske kommunistleder Honecker; men Villy Søvndal, formand for Socialistisk Folkeparti, som står til måske at erobre regeringsmagten sammen med socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, er tilfreds med ham, for ”han gjorde op med kommunismen for 20 år siden”. Men samtidigt hyldes stadig uforbeholdent de magter, der støttede superterroristen Stalin og forærede ham Østeuropa. Havde Hitler ikke været, havde han taget det hele.

Medierne har pligt til at fremlægge fakta, hvad enten, de synes om dem eller ej; men de simulerer medfølelse med de agerende personers følelser og sympatier og stille sorterer de ubekvemme fakta fra.

Ralf Pittelkow skriver 17/10 i Jyllands-Posten : ”Venstrefløjen må tage et konsekvent opgør med sine totalitære træk. Sohn må bekende og fordømme, at han fortsatte sit samliv med DDR’s bødler, medens modige og frihedselskende mennesker tog kampen op imod dem.”

Ja, men den kamp begyndte allerede i mellemkrigstiden og fortsatte under hele det blodige opgør. Både røde og blå lejesvende må gøre op med indhamrede idéer.

Nazisterne ønskede ikke krig - det havde de fået nok af. De ønskede fredelig befrielse af de tyske områder, som Versailles-traktaten havde tvunget under fremmed, flere steder barbarisk, herredømme. Hitler nåede langt ved at appellere til sund fornuft; men visse modstandere var tilhængere af en mindre sund. Medens de fordømte Tysklands befrielse af områder med gammel tysk kultur, var de utroligt tilbageholdende, medens Sovjet fortsatte sine erobringer i stater, som ikke var russiske.

Hitler erobrede ikke Østrig. Det modtog ham med åbne arme. Trods brutale overgreb mod tyskere i de til Polen overdragne grænseområder overfaldt Hitler ikke Polen, men tilbød en rimelig ordning af Danzig-Østpreussen-problemerne., som Pilsudsky havde billiget. Men da denne døde støttede England et afslag, og så kom krigen, som Stalin, trods et kortvarigt falskt mellemspil, henrykt benyttede sig af..

Det centrale i mediernes propagandakampagne er stadig myten om forfølgelser af et totalt uskyldigt jødefolk. At der er en baggrund i jødisk fjendskab mod ikke-jøder og systematisk opbygning af jødisk magt udelades. Men, når propagandaindslagene igen er blevet så mange, må det komme af, at eliten er urolig for, at herredømmet over massemedierne ikke længere kan holde stand mod revisionisternes afsløringer i bøger og på internettet.

 

SAMISDAT 9 - Indhold

SAMISDAT HO VEDMENU