VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

To markante bøger

 Vi har nævnt Thilo Sarrazins bog: ”Tyskland afskaffer sig selv. Hvordan vi sætter vort eget land på spil.” Forfatteren viser, at med gældende fødselsrate blandt tyske kvinder og uforandret indvandring af muslimske, især tyrkiske, vil Tyskland år 2100 have 35 mio. tyrker, men kun 20 mio. tyskere.
   
Nedgangen i antallet tyskere er ikke alene talmæssig, men betyder også en intellektuel nedgang, som vil forringe landet i konkurrencen med andre lande. Årsagen er, at højtuddannede kvinder føder færre børn end lavtuddannede. Især lavtuddannede muslimske indvandrere fortsætter med at føde mange børn, og de søger sig ikke til Tyskland af kærlighed til eller blot respekt for tysk kultur, men fordi Tyskland har et socialsystem, som støtter svagtstillede uden at stille krav til indvandrerne, men tværtimod tilbyder dem bedre økonomiske forhold uden at arbejde, end hvis de arbejdede – især i deres hjemland.

Hvis samfundet vil undgå denne udvikling, må begge disse forudsætninger ændres, skriver Sarrazin og dokumenterer det med tysk grundighed.

Sarazzin formulerer i bogens sidste kapitel sine erfaringer i to grundsætninger:

”1. Enhver stat har retten til at bestemme, hvem der må slippes ind i landet, og hvem ikke.

2. De vestlige og europæiske værdier og folkenes nuværende egenart er værd at bevare.

     Danskere skal også om 100 år kunne leve som danskere mellem danskere og tyskere som tyskere blandt tyskere, hvis de ønsker det.”

Hans budskab er aktuelt for alle europæiske stater, ikke mindst Danmark. Bogen er i Tyskland solgt i 1½ million eksemplarer. Alligevel tør man næppe håbe, at bogen bliver oversat til dansk; men den bør stå til rådighed for alle, der skal beslutte om indvandring og befolkningsspørgsmål.

Skønt bogens opgør især er rettet mod invasionen af muslimer fra Tyrkiet og Nordafrika, lurer protesterne mod det zionistiske herredømme, som satte folkeblandingerne i gang. for at splitte alle nationalstater – undtagen én - og gøre dem styrbare.

Som en anden øjeåbner kan peges på Patrick Buchanans bog: ”Churchill, Hitler og den unødvendige krig”, med underteksten: ”Hvordan Storbritannien mistede sit imperium og Vesten resten af verden” Lige siden Anden Verdenskrig er Churchill blevet fremstillet som den urokkelige forkæmper for fred og demokrati. Selv om han således et langt stykke fik ret, da han erklærede, at hans eftermæle ville blive smukt, fordi han selv ville skrive det, og skønt han faktisk producerede tusinder af udspekulerede sider, er der bevaret så mange udtalelser, at det etablerede heltebillede er ved at revne.

Engelske og amerikanske forskere og skribenter (Læs feks. om G. Ward Price i Historisk Kanon, Forbigået  nr. 9 og  Infoudviklingens sammenbrud.) har vist at Hitlers mål var et opgør med Versailles uretfærdigheder og at genopbygge tysk velfærd. Han var også stærkt interesseret i æstetiske spørgsmål og ønskede ingen krig i Vesten - især ikke med England. Hans fredsbestræbelser er veldokumenterede, men afvistes konsekvent af Churchill.. Han erklærede: Hitler får krigen,. enten han vil eller ej. Hvis Tyskland bliver for stærkt, vil vi smadre det igen. Det er Tysklands industri, vi kæmper imod – vi vil erobre dens markeder. I 1915 talte han om: ”This glorious, delicious war.”

Krigens myrderier og ødelæggelsen af Europas kulturbyer rørte ham ikke. For ham var det afgørende, at han selv var i centrum, og om han skulle opnå sin sejr over den udpegede fjende, Tyskland, ved makkerskab med tidens største despot, var det i orden.. Han havde tidligt været blandt Sovjetkommunismens hårdeste angribere, men det fordampede stille, efterhånden som han fandt frem til at kunne bruge venskab med den mægtige og brutale Østmagt.

Og jo mere han mødtes med Stalin, des bedre syntes han om ham. Historisk er det i dag, hvor Sovjetherskerens fejl og grusomheder er alment kendt, svært at forstå, at både Churchill og Roosevelt, der må have kendt til uhyrlighederne, fandt Stalin så charmerende.

Følgen af denne i dag næsten uforståelige fejlvurdering blev, at Vesteuropa blev smadret og et udvidet Østeuropa foræret til Stalin.

Naturligvis var Buchanan klar over, at hans afsløringer ville forarge mange. Det er måske grunden til, at han balancerer lidt uden om visse udfordrende emner. 

Han går udenom revisionisternes afsløringer af holocaustmyterne, og han synes forbavsende uden kendskab til baggrunden for Hitlers angreb på Sovjetunionen. Ligesom for resten professor Claus Bryld i Jyllands-Posten, 8/11 2010, betegner han det som Hitlers største dumhed.

Vi påpegede allerede for tolv år siden, med henvisning til feltmarskal Mannerheims erindringer, at han var tvunget til angrebet. Siden blev det, blandt andet af russeren Victor Suvorov, dokumenteret, at Stalin stod parat til med en spydspids af overlegne panserstyrker at sende utallige divisioner gennem Vesteuropa frem til Atlanterhavet. Han ville starte dette felttog  d. 6. juli 1941; men Hitler startede sit afværgeangreb 22. juni og forhindrede, at vi alle blev gjort til Sovjetborgere. Med Churchills og Roosevelts massive støtte lykkedes det siden Sovjets styrker at stoppe det tyske fremstød og kæmpe sig tilbage og med Vestmagternes hjælp og bifald underlægge sig det halve, men altså ikke hele Europa.

Først da gik det langsomt op, formentlig selv for Churchill, at krigen havde været en utrolig fejlsatsning, en utrolig fejl.

Trods dette forstod Churchill igen i 1946 at placere sig i helterollen med Fulton-talen, hvor han beklagede det jerntæppe, som han selv havde været aktiv for at sænke ned gennem det mishandlede Europa.

Den fremtrædende politiker, Bucanans, bog er et betydningsfuldt bidrag til det mere end nogensinde nødvendige opgør med verdenskrigenes historiefordrejninger. Den dokumenterer punkt for punkt, at både som strateg, politiker og tænker var han en katastrofe.

Et andet betydningsfuldt amerikansk bidrag er ugeavisen AFP, ”American Free Press”, og tidsskriftet ”The Barnes Review”. I disse publikationer kan man uden omsvøb læse om de ”sejrende” magters falske beskyldninger, der skulle dække over egne krigsforbrydelser, og om zionismens erobringskrige, Holocaustbedraget og efterretningstjenesternes numre, 9/11, osv.

Et stort antal danskere – sikkert de fleste - har ingen anelse om disse forhold, da medieherskerne ikke tillader, at de får omtale. Hvor mægtig denne magt er, ses af, at de tro hofhistorikeres skønmaleri i aviserne udmøntes i daglige notater og artikler, og i fjernsynet i bedste sendetid genudsendes mindst en snes opkog af krigspropagandaens fordrejninger, som de ophøjer til ”dokumentarer”.

Mange bliver derfor utilpasse eller vrede, når de møder opfattelser, der strider mod deres børnelærdom, eller hvordan deres foretrukne myndigheder ønsker aktuelle hændelser opfattet.      

Det er kampens vilkår. Men en vigtig hændelse er, at David Duke’s bog ”Jewish Supremacism” nu kan læses oversat til dansk på www.thedodo.info. Og ligeledes Douglas Reed’s bog. ”The Controversy of Zion”www.controversyofzion.info.

Duke peger på en erfaring, som også vi og mange andre har gjort, at man har måttet tilkæmpe sig kendskabet til sandhederne fra en begyndelse i naiv tro på medier og myndigheder.

En tysker skrev: Når det bliver forbudt at tvivle, så begynder jeg for alvor at tvivle.

I dag er den forbudte viden i hvert fald tilgængelig i bøger og på nettet. Det gælder om at bruge den, medens den er der, til at slå de sidste brecher ind.

 

SAMISDAT 9 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU