VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

Kulturværdier

Det er lykkedes at få Roskilde domkirke anerkendt som verdenskulturarv på linie med Jellingestenen. Ja, stenen er jo et sjældent og absolut dansk klenodie; men det er domkirken ikke. Den er interessant med sine mange tilbygninger i forskellige modestilarter, men noget gedigent danskgroet kulturprodukt kan man ikke kalde det.

Som magtfulde bidrag til verdens kulturarv burde man pege på originale fuldformede kunstværker som enkle jyske kvaderstenskirker med magtfulde granitfonde og ibland kalkbilleder.

Eller kirker med dekorative billedorgier som i Birkerød, Elmelunde og Keldby. I nyere tid har vore malere fastholdt skønheden i de danske landskaber og såmænd i danske mennesker - somme tider med humorens underfundige snert.

Middelalderens billedaltre - ofte bevaret i beskedne landsbykirker - er uudtømmelige oplevelser; men følges op af senere mesterværker af Gerhard Henning, Kay Nielsen, Utzon Frank og Heerup.: Der er mange flere. Vi har en rig kultur. Og det har vore nabolande også !.

Norge og Sverige har pragtfulde stenkirker, men dertil en enestående træarkitektur med pragtfulde billeddekorationer med deres egen stilkarakter. Vi skal forsvare disse rigdomme ligesom vore egne og naturligvis også de store landes mægtige bidrag.
   
Det er ikke nok, at kunne tale nogenlunde normaldansk mere eller mindre flydende. Sprogets dyrebare kerne er dets digte og poesi. Ikke alle etniske danskere oplever dette, og det er der ikke meget at gøre ved. Men skal vi vælge ny borgere til vort land er det berettiget at foretrække dem, der værdsætter det særlige ved vor kultur.

Hvad vore pragtfulde landskaber angår, asfalterer man dem nådeløst bl.a. ved indslusning af fremmede, som kun er interesserede i forbrug. ”Godhedsapostlene”, og det gælder over det meste af verden, vil ikke indse, at jo flere mennesker, des mindre natur, des færre ressourcer til hver, og verdensfattigdommen kan kun udryddes, hvis befolkningseksplosionen i u-landene stoppes.

Vore medier begynder ganske stille at indrette sig efter den ny supermagt Kina; men vigtigst er stadig at hævde Zionismens supremaci. Derfor intensiveres den snart 100årige hets mod Tyskland uforandret med gentagelse af løgne og overdrivelser, som for længst er gendrevet af fri forskere.

Karakteristisk er en Chanal 4 serie som kaldes ”Hitlers Elite”. Gennem 6 - 7 programmer  i bedste sendetid skildres alle nazister som samvittighedsløse massemordere, der startede 2. Verdenskrig for at errobre hele verden og udrydde alle jøder.

Nu var det Storbritannien, der startede Verdenskrigen, og det var Storbritannien der havde erobret en meget stor del af verden,. Rusland havde erobret en anden meget stor del. Det enorme russiske rige fortsatte under Sovjetstyrets diktatur med alle midler at brede sig videre i Europa.

I anglofile og zionistiske medier, til hvilke de danske overvejende har måttet henregnes, er dette ganske stille blevet accepteret; men nazismens forsøg på at skabe fremskridt i Tysklands af krigsnederlag Versaillesdiktater og kommunistkup plagede samfund blev kaldt oprustning.

At det lykkedes Hitler at overvinde følgerne af internationale bankchikaner og det jødiske verdensboykot af tyske varer, vakte forfærdelse og vrede hos pengeeliten.

Det førte til fornyet propagandakrig, hvis hovednummer var, at Tyskland kun var interesseret i nye krige.

Vi har peget på forskere, der viste, at nationalsocialismens program først og fremmest var et nationalt velfærdsmål, medens kommunismen drømte om at udbrede sig over hele verden. I mellemkrigstiden.gjorde den flittige forsøg på med vold at iværksætte opstande i Vesteuropa. Dette, og at Sovjet var et hensynsløst terrorregime blev omhyggeligt forbigået.

Ligeledes at jødeeliten havde forstået at placere sig centralt i det voldelige sovjetiske diktatur, men også i utroligt mange af de vigtigste pladser i vesteuropæiske formelle demokratier.

Og agenter var ledende i kupforsøg, og deres elite udstedte krigserklæringer mod Tyskland med omfattende økonomisk boykot. Dette nævnes aldrig; men de tyske modforholdsregler fremstilles som uprovokerede og barbariske.

At de barske forhold, der skildres, i høj grad skyldes den eller de påtvungne krige, forklares heller ikke. Og at det var Churchill og Stalin, og siden Roosevelt, der startede uhyrlighederne.

De allieredes grusomheder, der både i omfang og brutalitet næsten til dato er uovertrufne, forsvares med tavshed og ”krigsforbryderprocesser” mod andre lande, især mod Tyskland.

Hvilken indflydelse disse serier, kan have er svært at vurdere; men de viser, hvor domineret fjernsynsredaktionerne, trods angrebene på røde lejesvende, er af den rød-zionistiske elite.

Et andet eksempel: Skønt der er mere end 100 grunde til at betvivle, at Bushregeringens færdigpakkede forklaring på terrorangrebet, der kaldes 9/11, er holdbar, bruges den stadig, igen og igen, som begrundelse for krig mod terror og invasion mod muslimske lande, og det undlades helt at vende sig mod statsterrorisme. Men dette passer jo, som om det var bestilt af Mossad – hvem véd ?

I hvert fald ser danske medier til, at ingen tvivl må rejses om USA’s officielle forklaringer.
 
Lige så uvelkommen er kritik af Israel. Det førte januar 2011 til et ejendommeligt optrin.

Arne Notkin blev landskendt for at kalde danskere, der holder af Danmark, for ”indre svinehunde”. Det passede så fint ind i zionistelitens kampagne mod ikke-jødisk nationalisme, at han straks blev belønnet med en magtfuld stilling i fjernsynet. Da det rygtedes i informerede kredse, at en israelsk instruktør skulle stå for at lave en film om antisemitisme, sprang DR2 ind og støttede projektet med 150.000 kr. Men, da resultatet forelå, blev Notkin skuffet. Han syntes den var kritisk mod Israel og ville som kanalchef ikke lade danskerne se den.  Filmmagasinet Ekko og Ritzau kritiserede dette, og Notkin blev alvorligt vred. En artikel i Ekko antydede, ”at Notkin i kraft af sin jødiske baggrund har besluttet ikke at vise dokumentarfilmen på DK.”

Arne Notkin var forarget over, at det blev nævnt, at han var medlem af Mosaisk Troessamfund og tidl. formand for Dansk Zionistforbund.  

Han siger 9/1 2011 til Jyllands-Posten: ”Artiklen fremstiller mig som en censurerende jøde og zionist og indskriver sig dermed i en antisemitisk tradition, hvor man går ud fra, at alle jøder har samme holdning. Hidtil har kun nazistiske hjemmesider fokuseret på min etnicitet.”

Men det afgørende er jo, at han ikke vil vise filmen, som for længe siden er færdig og har vundet en række priser. Han forklarer, at han ikke synes filmen tilstrækkeligt henviser til EU’s  menneskerettighedscentre og holocaustcentre, hvor han mener, at antisemitismen i Europa kraftigt dokumenteres. Ja, hvis kritik af Israel automatisk kaldes antisemitisme, er dette sikkert rigtigt; men det er jo det,  han ikke synes om,

Han forklarer så, at filmen ganske sikkert vil blive vist, for han forhandler nu med .udgiveren. Man tænker : Det kan måske lade sig gøre at stryge lidt hist og hér. Men han tilføjer, at han måske
vil udsende filmen, ”hvis en introtekst orienterer om filmens præmisser.”

Det er interessant, for DR2 har udsendt den lange række propagandafilm om tiden under og omkring Anden Verdenskrig uden nogensinde at bringe ”introtekst” om de så svært forståelige makabre forudsætninger, og om de indflettede usandheder, som fri forskere i mellemtiden har afsløret.

Naturligvis bør ethvert TV-indslag være så objektivt, at det ikke behøver forklaringer. Men netop samtidigt bringer DR2 en grov amerikansk propagandaserie i 6 afsnit, kaldt ”Fra Hitler til Hiroshima”. De skildrer en heltemodig ”frihedskamp” af England og ikke mindst USA mod Hitler, som det var meningen, man skulle tro bare ønskede og arbejdede for krig. Vestlige forskere har vist, at han tværtimod så længe som muligt prioriterede de sociale mål; men da krigen ikke kunne undgås måtte oprustningen naturligvis få højeste prioritet. Ved krigens start var imidlertid både Frankrigs og Storbritanniens rustningsniveau langt højere end Tysklands, og det skulle vise sig, at det var Sovjets også. Men i ledelse og målrettethed var tyskerne overlegne, hvilket forklarer, at det tog 5 år for de mægtige modstandere at gennemtvinge den betingelsesløse underkastelse.

I filmen fremstilles dette som en strålende sejr for ”friheden”.

Det skildredes, hvordan den heltemodige russiske hær forsvarede fædrelandet, der trods ikke-angrebs-pagt var blevet skammeligt overfaldet. I virkeligheden var Sovjets krigsmaskine ekstremt forberedt; men på angrebs- ikke forsvarskrig. Dette vendte Hitlers modangreb om på, og derved reddedes Vesteuropa.

Men ufattelige grusomheder fortsatte både i Vest og Øst efter kamphandlingernes formelle ophør.

Journal of Historical Review og Barnes Review har afsløret de vigtigste af krigspropagandakontorernes løgnehistorier., men det har danske medier aldrig villet slippe frem.

Når falsknerierne nu hales frem i film efter film har alt for få danskere forudsætningerne for at kunne skelne mellem udspekuleret fup og veludvalgte fakta.

Men introtekster er en utilstrækkelig nødløsning. Løgnagtige film bør slet ikke bringes. Man bør lave ærlige.

Nogle vil måske indvende: Er det ikke overflødigt at bekymre sig om historiens fejltagelser og misforståelser? Svaret giver medieherskerne selv. De demonstrerer hvor vigtige begge dele er for dem. På dem bygger de deres magt.

Det er derfor, vi må bekæmpe dem. Deres magt beror på løgne, og våbnet imod dem er sandheden.

Det skal ikke glemmes, at jødiske intellektuelle som Israel Shahak og Benjamin Freedman i dette opgør har været pionerer.

 

SAMISDAT 9 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU