VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !


Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Husk dog på:

Vi lever i Middelalderen!

 

   Det mindede vi om i vor første samisdat i 1995; men der er grund til at gøre det igen:

    Sorte præster bestemmer, hvad vi må sige og gøre. Selv er de urørlige, idet de praktisk er så godt som usynlige. De agerer gennem agenter, især i medierne, som de næsten alle sammen ejer, og som de kører i stramme tøjler.

    Medieagenterne ved, at hvis de ikke følger lensherren, er de færdige. Han kan fyre dem, og så svine dem til. Så kommer de aldrig frem i medierne igen.

    Præstestyret bestemmer som i middelalderen, hvad vi må få at vide, og hvad vi ikke må.

    Som magtdemonstration gennemdrives hvert år en Auschwits-dag, i medierne. Da skal alle medier fortælle, at nazisterne under Anden Verdenskrig myrdede 4 mio. uskyldige jøder i gaskamre. Og det gør de så.  Kættere, der tvivler på dette bliver i de største Vesteuropæiske lande slængt i fængsel fem år af gangen, og i de andre lande forsynet med mundkurv.    

    Jyllands-Posten rydder tre sider til fordel for troende, der som i 1933 lover ligesom ved den jødiske krigserklæring mod Tyskland tidligt i 1933 aldrig at ville købe tyske varer.

    Helligholdelsen bliver mere og mere vigtig fordi færre og færre tror på den. De fire mio, viste sig at være 3 mio. eller endnu mere for højt, og gaskamrene viste sig at være til aflusning af smittefarlige klæder. Men de middelalderlige love håndhæves strengt. Hvis kætterne forsvarer sig med at pege på fakta får de flere år lagt på.

    Alligevel er der flere og flere, der som Horst Mahler trodser magtbudet. At magteliten er rystet ses af, at antallet af propagandafilm om Anden Verdenskrig nu må tælles i tyver eller trediver. De er alle mere eller mindre åbenlyst redigeret for at underbygge de usandheder og fordrejninger, vi har peget på. Der afsløres stadigvæk flere.

 

Vesteuropas usynlige diktatur

    Hvordan ”usynligt”? - Det huserer jo alle vegne! Ja, men det kalder sig altid det modsatte af, hvad det er: Demokrati, frihed, retssamfund. Og dette bedrag gentages i medierne så evindeligt, at sanserne sløves, at vi tror, det er rigtigt.

 

    Men det rumler og skrumler i den gamle mediemur

    Nu udkommer i dansk oversættelse en bog, der har fået titlen:”Sovjet bag forhænget”. Den behandler det, som de såkaldte dokumentarfilm helst går så let som muligt henover. Forfatteren W. L. White rejste i 1944 rundt i Sovjetunionen, og selv om han ikke selv kunne russisk, er det imponerende, hvad han forstod, der var foregået og foregik

    Blandt hans iagttagelser var, hvor afgørende hjælpen fra de vestlige krigsherrer – trods Stalins påstand om det modsatte – var. Han anslår værdien af denne hjælp til 5,5 mia. dollars. Han nævner: 10.000 amerikanske jagerfly, 210.000 lastbiler og 5.600 tanks. Barnes-listen, som er udformet efter krigen, omfatter ikke flyene; men er mere detailleret med hensyn til tanks. White peger på, at. det store antal lastbiler i sommeren 1944 stod for mindst halvdelen af Sovjets transportbehov, og at dette havde afgørende strategisk betydning. Det satte Sovjethæren i stand til hurtigt at forfølge de vigende tyskere og lade det tungere artilleri følge med frem.. Dette var afgørende ikke alene for at stoppe tyskerne, men for at realisere halvdelen af Stalins planer:  erobringen af Østeuropa.

    Selv om bogen på mange punkter er kritisk, er den på andre påfaldende overbærende.

    Selv om regimets censur kunne irritere, omtaler han den med betydelig forståelse, som måske skyldtes, at han kendte de vestallieredes eget system, som blot optrådte bedre indpakket.

    Et karakteristisk citat fra bogen kan belyse dette:

”Da den engelsk-franske militærmission i sommeren 1939 var i Moskva for at prøve at opnå en alliance med Sovjet, var det et af Sovjets krav, at man under særlige omstændigheder fik retten til at besætte de tre baltiske lande.

    Englænderne gjorde indsigelser. Da jeg var i London februar 1940, var der en intelligent ung mand fra udenrigsministeriet, der gav mig det engelske synspunkt:

    ”Her står vi, ”sagde han” angiveligt forsvarer vi de små europæiske staters rettigheder. Vi kan dårligt lægge ud med at opgive tre af dem for at opnå en alliance med russerne. Vi må tænke på meningerne i USA. Hvad ville dit folk have sagt til en sådan handling?”

    ”De ville have gået ind for alt, hvad I måtte gøre for at vinde krigen, uden at de blev involveret,” svarede jeg, og jeg tror stadig, jeg havde ret.”

    Hvad mente han egentlig ? Både Englands og USA’s regeringer ikke blot accepterede, men støttede med grænseløse resurser sovjetisk okkupation og undertrykkelse af del af Finland, af tre baltiske stater, af Polen og resten af Østeuropa – alt sammen for at sønderlemme og umyndiggøre de tyske stater og ulovliggøre demokrati i Europa.

    For at læserne ikke skal misforstå det velsignelsesrige i den store fædrelandske krig bringes en introduktion på 21 sider ved professor Bent Jensen. White kalder det tyske angreb på Sovjet for uprovokeret, og det kan være muligt, at han, skønt han kendte til Stalins forcerede våbenindustri, ikke har kendt til den opmarch ved grænserne til de tyskbesatte områder, som skulle starte et angreb mod Europa i juli 1941.  Men at Bent Jensen 65 år senere lader som om, han er lige så uvidende, viser, hvor upålidelige og ensrettede hofhistorikerne stadig er.

    Da White altså ser russerne som uprovoceret angrebne, mener han, man må bære over med en del svagheder.

    Han forklarede : ”Russerne er et stolt folk”. ”Censur fjerner naturligvis alt, hvad der kan give den udenfor liggende verden et ubehageligt indtryk af tilstanden i Sovjetunionen”. Censuren  tjente til at sikre ”en stærk og loyal stat.”

    Hans ”forståelse” er nogle gange svær at forstå, som når han ikke kunne tro, at Sovjet ville pålægge andre Øststater samme tvang, som allerede var blevet afsløret mod Polen.

    Han forstod, eller misforstod også Stalin: ”Han er en stor mand.”

    Trods disse hensyn til alliancen med den mægtige allierede blev bogen uvenligt modtaget i USA og altså slet ikke i Danmark før efter næsten 70 år. Men vi ser måske, at sandheder marcherer – langsomt, skønt modstanden er kompakt.

 

Århundredets krig

    DR2, hvis redaktionschef er Arne Notkin bringer februar 2011 i bedste sendetid en serie i 19 afsnit med denne titel. Det burde være på høje tid 66 år efter den formelle afslutning af Anden Verdenskrig, at behandle hændelserne kritisk med hensyntagen til de mange påvisninger af fejl og fordrejninger, som propagandaen havde produceret under krigen. Det viser sig, at formålet er det modsatte : hårdnakket at forsvare dem.

    Grundlaget for alle fremstillinger og betragtninger er påstanden, at det var Hitler, verdenshistoriens ondeste mand, der ønskede krigen og startede den, og de barbariske bombninger af alle tyske byer var retfærdig hævn for tyske bomber mod engelske krigsindustriområder.   I afsnit 5. nævnte man: ”I Casablanca sagde Churchill: Lad os bombe dem ved dag og nat ! Men intet om, at han selv havde ønsket og iscenesat den tåbelige krig, som, det i øvrigt viste sig, fik et helt andet forløb, end han må have tænkt sig. For det befriede ikke Polen, og det reddede ikke hans imperium. Og krigene bare fortsatte til i dag, og propagandaen og løgnen.

   ”I må ikke glemme det, vi har bildt Jer ind !” formaner præsterne igen og igen i alle medier som for 500 og for 1.000 år siden..

   Deres belæringer må ikke bestrides ved henvisning til fakta. Det gælder i 2011 som det gjorde i 1633, da Galilei stod anklaget for at sige sandheden.

    Men efterhånden fik Galilei jo ret. Hvordan er det da gået til, at præstestyre har samme magt i dag ? Det er fordi, det er et andet præstestyre, der har erobret magten, Mammonreligionen har overtaget førertrøjen !

    Gennem medier og mammon styrer den ny magtelite opinion og politikere selv i Vestens formelt demokratiske lande. Men den ønsker naturligvis ikke at kendskabet til, hvordan den ny magt blev etableret, breder sig. Derfor er denne del af historien den ny religions strengeste tabu.

    Hvis det ny mammonpræstestyres overmagt skal bekæmpes, må dette tabu overvindes. Det er angsten for, at dette er ved at ske, der er grunden til, at propagandaen er intensiveret i alle af præsteskabet kontrollerede medier.

    Samtidig føres der nålestikkampagne mod vor egen naive nedarvede Kristendom. I Vestlig samisdat nr. 4 pegede vi på, hvordan mosaiske rabbinere indbydes til at holde foredrag i ”kristne” forsamlinger, og benytter lejligheden til at latterliggøre kristendommen mest muligt. Fortalerne for ”den kristne menighed” er så præpareret til tanketom  ”tolerance”, at de applauderer dette.

    Skal kristendommen da ikke kunne skoses og kritiseres ? Jo; men så skal andre religioner behandles lige sådan. Det er ved at ske med Islam. Men det tillades ikke med jødedommen. Man ser deraf, hvem der er medieherskerne. Herhjemme indser selv dagspressen, at Islam forliges dårligt med vor tilkæmpede kultur.  Koranen vil, at alle lande skal erobres af Islam. Men jødedommen er værre: Der står i deres hellige skrifter som Mosebøgerne, at alle ikke-jøder skal udryddes eller underkastes jødedommen, og den er godt på vej til at nå dette mål.

    Et led i planlægningen er at anbefale alle lande, undtagen Israel, at modtage muslimske og andre emigranter og flygtninge. Det virker så godhjertet, at pæne mennesker må lade som om, de er enige. Men når et markant antal er strømmet ind og gør sig gældende, ændrer indstillingen sig ganske stille.  Med eet kan zionismens agenter pege på Islams middelalderlige ritualer og deres fjendskab mod det ædle i Kristi lære. Men de nævner ikke, at jødedommen har tilsvarende ritualer, og deres forhold til Kristus er endnu mere fjendtligt. Mammontilhængerne glemmer ikke, at Jesus fordrev de driftige handelsmænd fra tempelpladsen, og at han ikke ville starte den økonomiske og militære erobringskrig, som er Mammons mål. Han har derved forsinket Mammonelitens store fædrelandske krig med op mod totusinde år. At pege på dette går ikke an - det kaldes ekstremisme, nazisme eller antisemitisme, og det er så slemt, at det ikke behøver at begrundes.

    Medieagenterne forsvarer alle andre steder end i Israel indvandrere af enhver anden kultur. Man forklarer, at de ikke er farlige for landet, da de bare vil leve i fred og dyrke deres religion. Så længe de er alene eller få er dette normalt helt rigtigt; men hvis, eller når, deres religion bliver mere talstærk, vil de nok hellere holde med den. Hvad der gælder religion, gælder et langt stykke vej også ideologier. Begge dele er seje at slippe af med. Derfor bør man være forsigtig med at åbne grænserne for fjender af vor kultur.

    Kan vi da ikke lære af andre traditioner ? - Jo, derfor har vi museer og biblioteker, der fomidler det bedste, de kan yde.

    Medieagenterne præker tolerance - alle kulturer er lige gode: men de er kritiske mod vor egen religion. Hvorfor skal den være bedre?

   Det skal vi da undersøge lige så kritisk som alle andre. Men det er det modsatte, der sker, Islam og jødedom forsvares. Deres svagheder nævnes mindst muligt; men kristendommens svagheder vendes og drejes og gøres så godt som muligt til grin.

    Men hvordan er det da med Kristendommen?  Den har jo også forandret sig og gør det stadig. Skal vi luge, eller smide ud ? Vi skal fortsætte reformationen, som Jesus selv startede, da han gjorde op med præstestyret. Men det blev jo fortsat med katolicismen, og i nogen grad bl.a. af Luther, der fik hjælp  af Gutenberg .Det fornyende var Kristi krav om at tænke selv! Det krav er stadig lige påtrængende.

    Hvormed har Kristendommen bidraget afgørende til Vestens kultur? På to vidt forskellige områder:

    Teologisk har Jesu opgør med præsteskab og dogmer i det lange løb svækket kleresiet så meget, at naturvidenskabelig og filosofisk tænkning har kunnet udvikle sig til verdens førende.

    Men også den kristne folkereligion har udviklet værdier, som udmærker den blandt verdens religioner med budskaber, som har inspireret til humanismens og humanitetens udvikling.

    Fortællingen om Jesu skæbne og handlinger og hans lignelser blev ikke kun tolket gennem skrifter og prækener, men også gennem billeder, hvis skabere ikke blot kunne understrege beretningens budskaber, men kunne tilføje personlige idéer og opfattelser.

    Da kristendommen kun i begrænset omfang har været plaget af billedforbud, som foreskrives og også efterleves af Islam og i princip ad centrale områder af jødedommen, er kristendommens tolererede billedrigdom enestående.

    Vi har peget på, at kristendommen ved siden af Faderen og Sønnen dyrkede Maria og barnet, hvilket har inspireret til guddommelige billeder; men endnu mærkeligere er vor religions tolerance overfor antikkens religioner og endda overfor arv fra vor egen hedenske fortid. Uden at tænke over det bekender vi dette i talemåder, der forudsætter anerkendelse af mange guder, især for kærlighed og krig.

    I billedkunsten har dette ført til skabelsen af vidunderlige værker, som er bevaret i kirker, museer og endda private samlinger.

   I slutfasen af denne udvikling bringer teknikken gennem foto, film, radio og fjernsyn disse rigdomme helt frem til hver enkelt, som vil modtage den. Og det gælder nu også værker af fjerne kulturer, som vi før næppe har haft anelse om eksisterede.

   Vi ser, at disse kulturer har frembragt storværker i samme klasse som vore allerypperste. Det fører somme tider til, at udjævningsapostlene urimeligt prøver at nedgøre vore egne. Den ene undervurdering er lige så tåbelig som den anden. Det fjerne Østens templer er lige så vidunderlige som Ægyptens og Vestens kirker og katedraler. Og budskaberne er universelle globale kosmiske på den sunde måde, som vi alle kan tage til os – modsat den ensrettethed, som verdenselitens herskere vil underlægge os politisk og økonomisk.

    Det er vigtigt, at man gør sig klart, at kulturværdier beriger, uden at man mister noget. Med det politiske er det noget helt andet. Det er handel: noget for noget – eller oftest: ikke noget.

 

Frihedskamp med skyklapper

   Januar-februar 2011 bringer medierne begejstrede reportager fra Tunis og Ægypten, hvor menneskemasser har samlet sig på gader og pladser med protester mod siddende magthavere. Særligt opsigt vakte oprøret mod Ægyptens præsident, der har regeret diktatorisk i omtrent 30 år. I starten var begejstringen udelt; men snart kom man i tanke om, at præsident Mubarak havde haft forretninger med Israel. Så blev mange lidt betænkelige og endnu flere, da det viste sig, at Israel var imod protesterne, og Iran for.

    Men Lars Løkke Rasmussen taler 3/2 frejdigt om en køreplan mod demokrati.

    Og Jyllands-Postens leder erklærer 5/2, at ”Vesten skal kende sin besøgelsestid og sætte turbo på såvel økonomisk samarbejde som sin støtte til allehånde organisationer og grupperinger, der kan bære ved til en demokratiseringsproces”.

    Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard.deklarerer:: ”Et såkaldt demokrati, der ikke bygger på trosfriheden og på retten til at sige lige præcis, hvad man vil om religiøse autoriteter, ender som én mand, én stemme  - én gang”

”Det nødvendige opgør med den islamiske formørkelse kræver kvinder og mænd af en meget sjælden støbning. Dem vil vi gerne støtte, og det har vi gjort hele tiden.”

    Men hvorfor har han da ikke støttet de europæiske frihedskæmpere?

    Hvorfor er der ingen af dem, der interesserer sig for ægte demokrati i Europa?

    Fordi: derpå bygger mammoneliten sin mægtige magt.

 

Mammondyrkelsens mørke

    Dens kontrol er så omfattende, at i hele den verden, der kalder sig fri og demokratisk, kan dagsmedierne ikke omtale den herskende elite, eller dens fremmedfjendske ideologi, dens meget specielle indstilling til begrebet ”sandhed”, og dens mytologisk dikterede taburegler, som alle undersåtter må underkaste sig.

    De nordafrikanske folkeopstande, i begyndelsen af 2011, som råber på frihed og demokrati, skaber forvirring i Vesten og ikke mindst i Danmark,

    Berlingeren skriver: ”Er det muslimske broderskab så demokratisk, som det giver udseende af ?” Det beror jo på, hvad man forstår ved frihed og demokrati. Hvis man, som vi, mener, at det forudsætter pressefrihed, ytringsfrihed og ytringsret, så er der grund til ar betvivle det; men så har vi heller ikke selv demokrati. Og sådan er det jo desværre.

    Men uanfægtet fører Vesten sig frem som bannerfører for frihed og demokrati. Selv Israel forsvares med, at det er MØ:’s eneste demokrati. For eliten, der bestemmer, hvad der må komme frem i medierne, er den ene påstand lige så god – eller tosset - som den anden.

    Det er påfaldende, at ingen kritikere – undtagen Ahmadinejad – vover at påpege Vestens svigtende logik. Og den anfægtes naturligvis kun sjældent og opportunt af mammoneliten.

    Blandt elitens små tricks er at snakke om den jødisk-kristne kultur. En sådan eksisterer ikke. Jødedommen er uforenelig med Kristus, og han er inderlig forhadt af rettroende jøder.

    Vesten må slå vakt om sin tilkæmpede kultur.

    I oplysningsperioden i 1700-tallet var Vesten på vej ud af middelalderens præstehegemoni. Skarpe iagttagere, som Voltaire og Bayle og vor egen, blot lidt forsigtigere, Holberg, benyttede en temporær lettelse i censuren til at pille det i stykker.

    Så manøvrerede en ny elite en ny endnu mere omfattende  censur på plads.

    Hvis frihed og demokrati skal vindes, må ytringsfrihed og ytringsret generobres og mammoneliten bringes under kontrol.

     

SAMISDAT 9 - Indhold

SAMISDAT HOVEDMENU