Epistler :

Epistel nr. 1

Antifoni : Vekselsang

(gennem århundreder mellem jøder og kristne)

Fra synagogen :

* 1 * : "Lad vore skrifter blive åbne for alle folk. Lad dem se, hvad vor moralkodex står for. Vi behøver ikke at være bange for denne prøve, for vi er rene i hjerte og ånd. Lad nationerne undersøge Israels børns boliger og selv overbevise sig om, hvad de står for. De vil da helt sikkert udråbe med Balaam, da han gik ud for at forbande Israel : "Hvor smukke er dine telte, oh Israel : hvor skønne dine hjem !"

* 2 * : "I sin holdning til ikke-jøder er den jødiske religion den mest tolerante af verdens religioner - - - de gamle rabbineres forskrifter kan på ingen måde bruges mod ikke -jøder skønt de er fjendtlige mod kristne."

* 3 * : "En hel række tilkendegivelser kan citeres fra skrifter af de højeste rabbinske autoriteter, der beviser, at disse lærere i deres eget folk indprentede stor kærlighed til og respekt for kristne, for at de skulle se på kristne, der tror på den sande Gud, som brødre og bede for dem."

* 4 * : "Vi erklærer hermed, at Talmud ikke indeholder noget, der er fjendtligt mod kristne."

Svar fra den kristne kirke :

* 5 * : "MANGE, der er interesseret i det jødiske spørgsmål, spørger, om der da i Talmud kan findes noget som helst, der ikke er smukt og sublimt og fuldstændigt frit for alt, der kan ligne had til kristne."

* 6 * : "Forvirringen i opfattelser af denne sag er så stor, at når man lytter til dem, der så lærd argumenterer for deres opfattelser, skulle man tro, at de diskuterede et meget gammelt og fjernt folkefærd og ikke Israel, der lever i vor midte i overensstemmelse med en uforandret moralkodex, gennem hvilken jødernes religiøse og sociale liv er blevet reguleret lige frem til denne dag."

Ovenstående er citater fra en europæisk debat om jøde- og kristendom. Mange har undrende stillet sig spørgsmål af indhold som strofe 5 og 6 og er gået til nærmeste bibliotek for at skaffe sig litteratur. Han er let kommet hjem med en smuk stabel bøger især af jødiske forfattere. Desværre blev hans undren bare større. Orkede han at læse blot en lille smule, havde han snart pløjet sig gennem masser af forsikringer fra judaiske lærde om, at deres religion moralsk er smukkere end alle zndre, og at det kønne, der måske kunne findes i Kristendommen, skyldtes, at den er udsprunget af den mosaiske stamme.

Den, der så gav sig til at studere denne stamme (Mosebøgerne) kom bare til at undre sig endnu mere. (Læs "Moses og danskerne" af Marianne Herlufsdatter). Denne undren øgedes til tvivl, når han så gik til Det Ny Testamente, hvor han hurtigt fik bekræftet sin børnelærdom, at kristendommen i alt væsentligt var et brud mod Moselovens regelreligion. Det er ganske vist rigtigt, at evangelisterne som en ekstragodte til dem, der måtte tillægge dette betydning, forsøgte at fremstille Jesu liv som en opfyldelse af profetier i Det Gamle Testamente. Og det må erkendes, at kristne teologer har forsøgt at udsmykke sig med lærdom ved at udlede det samme. Men det er svært at acceptere, at Jesu storhed skulle afhænge af, om han var blevet forudsagt af tungetalere eller ej. På samme måde virker det mere præstepolitik end åndelighed, når kristent præsteskab argumenterer for, at de kristne har overtaget den pagt, som Abraham, Isak, Jakob og Moses sluttede med Vorherre.

Ræsonnementet går på, at jøderne har mistet denne pagt, fordi de ikke tog imod Messias, som kun kunne være Jesus. Her er tydeligt en alvorlig divergens mellem kristne og jødiske præster, hvilket skurrer mod de milde og forlokkende toner fra synagogen.

Men denne sag er fuldstændigt ukristelig. Jesus gjorde forholdet til Vorherre til et personligt forhold til vor fader i himmelen, altså vor fader, din og min fader - ikke bare Jesu fader. Han lærte os at bede "Fader vor."

I fri og folkelig religion er det ikke svært at opleve dette direkte forhold overfor det storslåede - overfor naturen - overfor Vorherre. Vore digtere har gang på gang udtrykt dette i salmer, hvor det guddommelige opleves inkarneret i det allernærmeste : "En fattig jomfru sad i løn og fødte himlens kongesøn", og i naturens vælde : "Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå." "Lysets engel går med glans gennem himmelporte. For Guds engels stråleglans flygter alle nattens skygger sorte."

Vi vil snarest bringe flere eksempler på, hvor nært dansk religiøsitet, absorberet i det, der for os er blevet kristen kultur, er sammensmeltet med oplevelsen af naturens mægtige skønhed.

Det pinlige er, at det teologiske hundeslagsmål mellem jødiske og kristne skriftkloge er helt profant tovtrækkeri om kollektiv tilslutning til det ene eller det andet præstevæsen.

Forholdet til Gud bør være personligt : oplevelse, overbevisning, ikke en traktat trukket ned over hovedet på os af fagorganiserede kirketjenere.

Det viser sig nu, at man i Mosebøgerne finder love og regler i mængder, af hvilke nogle er fællesgods i de fleste religioner og samfund (ikke lyve, stjæle og slå ihjel uden under særlige omstændigheder), andre er så urimelige, at andre samfund afviser dem, hvorved det jødiske samfund kommer til at udmærke sig ved en temmelig speciel trofasthed mod sådanne.

Andre belæringer om jødernes ret og pligt til at udrydde andre folkeslag og anderledes tænkende er efter vestlig tankegang direkte umoralske.

Hvis man så tænker sig, at det ophøjede i den jødiske lære må være samlet i Talmud, som er nedskrevet senere end Testamenterne, og af nogle jøder regnes overordnet, bliver man igen skuffet. For det er utroligt svært at få nøjere kendskab til dette værk. I skrifterne på dansk kan man præsenteres for velvalgte pluk, som ser harmløse ud. Men værket er mange bind tykt og på et sprog, som få af os behersker. Og de, der gør det, ytrer ikke samstemmende begejstring. Deraf den forvirring, der afspejler sig i strofe 5 og 6.

Nu skal det bekendes, at de øverst citerede udtalelser ikke er helt friske. De er hundrede år gamle. Da var forvirringen åbenbart lige så stor. Men da fandt åbenbart i hvert fald en debat sted. En sådan er i dag - herhjemme - undertrykt. Vi har kun de judaiske vinklinger i bøgerne og dagspressens bombardement med påstande om, at kristendom og jødedom er så godt som eet. Det kan ikke være sandheden.

Citaterne fra den indledende vekselsang stammer fra en lille bog med titlen : "Den afslørede TALMUD, De hemmelige rabbinske belæringer angående de kristne." Den er skrevet på latin af I. B. Pranaitis, romersk katolsk præst, doktor i teologi og professor i hebræisk m. m. i St. Petersborg. Oversat og trykt 1892.

På den tid førtes altså i Europa, hvori zarriget indgik, en debat. Udtalelserne stammer fra :

1 : J. Singer : "Burde jøderne blive kristne ?" s. 6, Wien 1884

2 : Daniel Chwolson : "Anvender jøderne kristent blod ?" s. 11, 12 St Petersburg 1879.

3 : Det polske magasin Israelita (Warschava) nr. 48, s. 459c 1891.

4 : Dr. A. Jellenek : Gegen die Antisemiten (Mod antisemitterne) s. 9, Wien 1882

5 o6 må tilskrives Pranaitis.

Det interessante er, at jøderne allerede for hundrede år siden førte kampagne for at overbevise kristne om, at den jødiske tro var mere ophøjet end den kristne, men uden brod mod den.

Pranaitis vidste, at det var usandt og satte sig for at bevise det med sin lille bog. For at imødegå jødernes sædvanlige forsvar, at påstå, at teksterne var forkert oversat, bragte han den hebræiske tekst og oversættelsen overfor hinanden. Hans bog fik derfor tyngde, hvilket kan ses af, at den er oversat og genoptrykt på engelsk med enkelte prøver på originalens sammenstilling af den hebræiske og den latinske tekst. Bogen kan stadig fås på engelsk gennem Liberty Bell Publications.

På tysk og engelsk findes andre oplysende bøger, men på dansk kun Aage H. Andersens lille skrift "TALMUD, jødiske leveregler, uddrag af." Den rummer udvalgte oversættelser efter jøden Lazarus Goldschmidt's mægtige værk : en oversættelse til tysk i 8 tykke bind.

Forfatterens akademiske fremlægning af materialet er uklanderlig. Hans arbejde kan stadig fås. Vi citerer en del tekster fra TALMUD under dette opslag i "Vejledning i mediejunglen."

Vi vil støtte Singers ønske i strofe 1 ved at referere nogle af Pranaitis's vigtigste kommentarer til rabbinerne. Men lad os lige se nærmere på de andre citerede tekster.

Det står klart, at rabbinernes påstand nr. 4 simpelt hen er usand, og det er klart, at den fremføres mod bedre vidende, altså er et bevidst forsøg på at narre naive og godtroende mennesker i den kristne lejr. Det maner til varsomhed mod uden kritisk overvejelse at tro på jødiske erklæringer og især imod at undlade at se nøje efter hvilke sproglige sofisterier, der kan gemme sig i dem. Talmud er fuld af spidsfindigheder, og med den i ryggen kan troende jøder se sig fuldt berettigede til at bedrage gojim.

Man bør da lægge mærke til eftersætningen i påstand 3 : "for at de skulle se på kristne, der tro på den sande Gud som brødre og bede for dem." For jøderne er den sande Gud kun den, der ifølge Thoraen har udvalgt Israel til at besejre og udrydde alle fjender, og ifølge TALMUD er han den, der har udset jøderne til at herske over alle andre folk og lade sig betjene af dem.

De kristne, der tror på denne "sande Gud", er næppe mange; men det er altså nøje iagttaget kun dem, jøderne betragter som brødre, og som de vil bede for.

Udtalelsen er altså lige så hul, som når de erklærer, at det store bud i loven er det samme som de kristnes, at du skal elske din næste som dig selv. For alle jøder ved, hvad de færreste kristne er gjort bekendt med, at "næsten" for ægte troende jøderne kun er andre jøder.

Kan de da ikke have ændret opfattelse, hvad disse ting angår ?

Det ville man gerne tro; men, hvad vi faktisk ser (læs fx. s. 151), er, at så godt som alle jøder, der kommer til orde, hylder thoraen og TALMUD og hævder skrifternes guddommelige moral. De få, der kritiserer mosaismen afvises og forties. Ikke-jøder, der er skarpe nok til at se sandheden, angribes med de mest infame midler, som står til jødemagtens disposition.Det vil sige blindt lydige media og et stort antal internationale organisationer, der med alle midler - ikke mindst film og TV - manøvrerer aggressive jøder ind i ledende stillinger og med hensynsløse agenter og terrorister bekæmper al opposition.

Internationalt ser vi, at fremragende forskere og skribenter tvinges i fængsel ved lovgivning gennemdrevet ved sionístisk afpresning. Forlag vover ikke at udgive bøger af verdensberømte forfattere som Douglas Reed.

Herhjemme ser vi mørklægning af alle fakta, som er ubehagelige set fra et sionistisk synspunkt.

Vi belyser dette i Vestlig Samisdat nr. 5 : Desinformationssamfundet og i V.S. nr. 6 : The missing Links. TALMUD belyses i anmeldelsen af Israel Shahak's bog i V.S 2 og i opslaget Talmud i denne vejledning.

Her lidt af, hvad Pranaitis fandt frem til om

Jødernes kærlighed til de kristne :

Jesus omtales sjældent ved sit jødiske navn, som betyder frelser, men med en forvrængning dannet af forbog- staverne til tre ord, som betyder : Lad hans navn blive udslettet.

Ellers kaldes han "Nazaræeren", "den dér mand" eller "en vis" eller "Tømreren, søn af tømreren" eller "ham, der blev hængt." Han blev også kaldt tosse og vanvittig og troldmand og folkeforfører.

Talmud lærer, at han var en uægte unge, undfanget under menstruation.

Maria omtales som prostitueret.

Selv døde han som et dyr og blev begravet i møgbunken, hvor man kaster ådslerne af hunde og æsler og sønner af Esau og uomskårne.

De kristne kaldes afgudsdyrkere, mordere og urene. De sammenlignes med møg.

En kristen kan ikke indgå ægteskab med en jøde. Ægteskabet er ugyldigt. Ebhen Haezer 44,8

En kvinde må rense sig igen, hvis hun ser noget urent som en hund, et æsel, en kristen, en kamel, en gris eller en hest eller spedalsk. Schulkhan Aruhk.

En jøde regnes for uskyldig, hvis han dræber en jøde, men egentlig ville gøre det af med en goj. Makkoth.

"Gud skabte (jøderne) i skikkelse som mennesker til Israels ære. Men Akum, ikke-jøder blev skabt alene for at betjene jøderne dag og nat. De kan heller ikke blive befriet fra den tjeneste. Det er passende for en kongesøn (en jøde) at dyr i deres naturlige form og dyr i form af mennesker skulle opvarte ham " Midrasch Talpioth (fol 223d)

Seksuelt samleje af gojim er som dyrs. Sanhedrin (74b)

Sæden af gojim er ikke mere værd end dyrs. Kethuboth (3b) Savnet af omskærelsen er beviset for at ikke-jøderne er af djævelens race. De skal derfor i helvede.

Det er forbudt jøderne at beundre afgudsdyrkernes musik eller se på deres billeder. Man må ikke eje hus nær en kirke. Et hus må ikke genopbygges sådant et sted. Iore Deah (142,15. 143,1).

Alle talmudister kræver, at kristne bøger skal ødelægges.

Skulle man være forfulgt af en morder eller en slange, er det bedre at søge tilflugt i et hedensk tempel end i et kristent, for de kristne modsætter sig sandheden bevidst, medens hedningerne ikke er sig det bevidst.

Derfor foreskriver Talmud (vore kommentarer i kursiv):

at jøder skal undgå kristne, da de er onde og urene. - De kan dog anvendes som tjenere -

at de ikke må besvare en kristens hilsen - så må de hellere skynde sig at hilse først.

at de ikke må bringe deres sag for en kristen domstol. - Sådanne eksisterer snart heller ikke mere. -

at kristne ikke kan anvendes som vidner, - Man risikerer, at de siger sandheden -

at jøder ikke kan spise kristen mad.

at de aldrig må optræde som kristne. - Nej, det vil de simpelt hen aldrig kunne gøre; men de kan lade som om, og det går an. Se neden for.

Man må ikke gøre noget godt mod ikke-jøder.

Man må ikke rose en kristen.

Man skal ødelægge deres afgudsbilleder eller i hvert fald omtale dem med foragt. - Se lige strofe 2. -

Jesu moder, Maria, kaldes simpelt hen : lort.

Kristne helgener kaldes bøsser - de kvindelige : horer.

Søndagen kaldes ulykkens dag.

Julefesten kaldes Nital, som betegner udslettelsen.

Den kristne kirke kaldes vanviddets eller ondskabens hus.

Bibelen : uretfærdighedens bøger.

Kristne ofre : ekskrementer.

Kristen pige, der betjener jøderne på sabbatten : sabbat møg.

Det er forbudt at sælge jord til kristne og at lære dem at handle.

Gojens liv og alt, han fysisk råder over, tilhører jøden.

Man må ikke fortælle en kristen, hvis han har betalt for meget.

Man må gerne bedrage en goj.

En jøde må gerne lade, som om han er kristen, for at bedrage en kristen. Iore Deah (157,2. Hagah).

Man må gerne tage åger af kristne (Iore Deah 159,1).

Baba Kama siger : Guds navn bliver ikke bespottet, hvis f.eks. en jøde lyver overfor en goj og siger: 'Jeg gav noget til din fader, men han er død, du må give det tilbage til mig', så længe gojen ikke ved, at du lyver.

En jøde kan med god samvittighed sværge falsk. I Kallah (1b.p.18) og Schebbuath Hagahoth af rabbi Ascher (6d)

Her nogle barmhjertighedsregler :

En kristen må altid bedrages.

En kristen må ikke hjælpes, ikke engang en kristen kvinde, der føder, eller en kristen i livsfare. Hvis du ser en, der er faldet i søen, så træk ham ikke op, hvis han ikke lover at give dig penge.

Maimonides præciserer : Hav ikke ondt af dem - - vis dem ingen barmhjertighed. Derfor, hvis du ser en Akum i fare for at drukne, så hjælp ham ikke. Og hvis han er i dødsfare, frels ham ikke fra døden. Men det er ikke rigtigt at dræbe ham med dine egne hænder ved at smide ham i en brønd eller på anden måde, efter som de ikke er i krig med os.

Men Talmud går længere end så. Den siger : Kristne skal dræbes uden barmhjertighed.

Abhadah Zarah (26 b) anbefaler at smide dem i en brønd og lade være med at redde dem.

Døbte jøder skal slås ihjel. Hilkhoth Akum (X. 2)

Kristne skal slås ihjel, fordi de er tyranner.

Selv de bedste kristne skal slås ihjel. Abhodah Zarah (26b, Tosephoth)

En jøde, der dræber en kristen, begår ingen synd, men yder et acceptabelt offer til Gud.

Efter templets ødelæggelse er det eneste nødvendige offer udryddelsen af kristne.

De , der dræber dem, skal få en høj stilling i Himmelen.

Jøder må aldrig holde op med at udrydde gojim. De må aldrig lade dem være i fred og aldrig overgive sig til dem.

Målet for alle jødernes aktioner og bønner skal være at ødelægge den kristne religion.

I deres bønner skal jøderne sukke efter den hævnende Messias's komme, ganske særligt påskeaften.

Så langt Pranaitis. Det lykkedes ham vist nok, at bevise, at Talmud ikke er venlig mod Jesus og kristendommen, og det er vist de færreste, der har læst smagsprøverne, som er blevet beundrere af den illustrerede moralkodex. Men herhjemme har der i et halvt hundrede år været tyst om emnet, og endnu 120 år efter Pranaitis's arbejde fortsætter medier at lovprise den jødiske tro og agitere for, at kristendom og jødedom næsten er eet.

Redaktør Georg Metz skriver 24.6.99 i Information om menneskerettighederne : "Men den tanke, at mennesker har eller bør have en eller anden form for fastlagt ret mod den organiserede overordnede uret, er naturligvis ældre og bunder i jødiske og kristne moralforestillinger." Hvor finder han dette i Talmud ? Den organiserede, overordnede uret organiseres jo netop af det autoritære præstestyre, som slog Jesus ihjel, og som stadig forfølger hans idéer. Og den enkeltes protester mod løgnen forfølges af sionismen med fængsel og band. Nogle vil sige : Det har kristendommen også gjort. Ja, det har den, og det ved vi alle, men også, at det er historie. Sionismen er ikke historie. Talmud er stadigvæk handlingsskema for et topstyret folk. Og dens agenter dirigerer desinformationen i vore medier.

Nogle indvender : kan man tro, at danske jakkesætjøder med slips, mapper og alt, hvad der er korrekt, privat lever bogstaveligt efter de foreskrevne ritualer og regler ? Det kan vi ikke vide, og det er deres private sag.

Men når dette folk organiserer sig under mosaismens og talmudismerns ideologi som et frimureri, der til enhver tid skal favorisere egne medlemmer på bekostning af udenforstående (Læs: "Judisk Historia, Judisk Religion", s. 92, eller Vestlig Samisdat nr. 2, s. 25) og til enhver tid skal hylde sin egen lære og rasende bekæmpe enhver kritik, så står vi over for en autoritær ideologi, der er særligt lumsk, fordi den har camoufleret sig som en ophøjet religion.

Alle toneangivende jøder forsvarer dette system og dets organisation. Hvad de ikke-toneangivende står for, kan vi ikke vide, blot at det er meget, meget få, som tager afstand fra det, måske fordi de - ligesom vi andre - ikke får adgang til media.

Uanfægtet står det faktum, at danske og de fleste vestlige media står gæstfrit åbne for mosaisk-sionistisk propaganda, men ikke tillader seriøs kritik af sionistisk religion og ideologi. Det er ikke til at tage fejl af, hvem der har kommandoen i de store aviser og TV. Og princippet er stadigvæk det samme : Kan man narre gojim, er det Guds vilje.

Men den Gud er altså ikke vor Gud !

"THE TALMUD UNMASKED The Secret Rabbical Teachings Concerning Christians" af REV. I. PRANAITIS, LIBERTY BELL PUBLICATIONS, Reedy. West Wirginia 25270.

Epistel No. 2

Jødisk Verdensherredømme.

blev lovet jøderne før vor tidsregnings begyndelse af den gud, som de havde besluttet skulle blive deres imod en gensidig lydigheds- og beskyttelsespagt.

Denne ordning var ikke så enestående, som den for mange i dag ser ud. Mange bystater havde et sådant tillidsforhold til en speciel guddom uden at de troede, at det var den eneste gud i verden. Det troede jøderne heller ikke, at deres var. Alene ved at læse i Det Gamle Testamene kan vi overbevise os om, at de gamle jøder troede, at der fandtes flere guder, og såmænd også dæmoner. David, Salomon og israelitterne ofrede fornøjet til andre populære gudeskikkelser som Astarte, Kemosj, Milkom og Molok, og Salomon lod sine utallige koner indrette altre til offerhandlinger rettet til deres forældres foretrukne guddomme.

Men på et eller andet tidspunkt fandt jødiske præster på at stadfæste en teologi, ifølge hvilken deres foretrukne Gud var, om ikke den eneste, så den mægtigste og dermed den eneste sande Gud. For magten var for dem sandhed.

Nu nedskrev de, at denne i sandhed (deres sandhed) mægtige Gud lovede dem herredømme over alle andre folk, hvis de blot fulgte de love og regler, som han ved eller igennem præsterne lod nedskrive og forkynde for dem.

Disse forskrifter var ikke helt nemme at følge til punkt og prikke. Til gengæld var belønningen stor. Jøderne skulle besejre alle fjender og udrydde dem. Men straffen for at overtræde "loven" var også slem. Den sagde, at i det tilfælde skulle jøderne selv udryddes.

Det gik ikke helt efter bogstaven. Jøderne overholdt ikke helt loven; men de blev heller ikke helt udryddet. De blev bare spredt ud over den da kendte verden. Det var måske ikke så voldsom en ulykke for dem, da de stammede fra beduiner og havde tradition for at flakke omkring og indrette sig efter meget forskellige forhold. Det kom de virkelig til. Men spredt, som de blev, til mange lande, bevarede de deres idé om den sjældne aftale med Vorherre, som var nedfældet i skrifter, som de slæbte med sig, hvor de kom frem.

Denne stædige fastklamren ved præstestandens skrifter og belæring er det i sandhed mærkelige i det jødiske folks videre skæbne.

Den gjorde det muligt for dem at holde sammen tværs over grænser og store afstande, og at fastholde idéen, at de, trods nederlag og fordrivelser, var udvalgt af den største af alle guder - efterhånden udpeget som den eneste - der lovede dem, at lægge alle andre folk under deres fødder.

Nu viste det sig, at idéen om ubrydeligt sammenhold mod alle andre, og den overbevisning, at alle andre var af en ringere kaliber, at det var en stærk ideologi.

Jøderne, eller i hvert fald nogle af dem, klarede sig forbavsende godt i mange andre samfund og blev velhavende. Det førte sine steder til fjendskab - også voldelig - i form af pogromer, men de velstående jøders velstand og dermed magt voksede alligevel. Dette skønt de var et strengt lukket samfund udadtil, eller netop derfor.

Det sidste har, sammen med deres fremmedartede sprog (jiddisch og hebræisk) gjort, at de har forstået af afskærme sig mod, at fremmede fik reelt kendskab til, hvad der internt skete i deres samfund.

Dette har ført til, at de under stor diskretion har kunnet udbygge deres magtsystem, uden at det er gået op for ikke-jøderne. Man kan egentlig godt forstå, at de er kommet til at tænke, at disse ikke-jøder måtte være ringere begavet. Men disse ikke-jøder udrettede jo pragtfulde ting, f.eks. byggede de vidunderlige katedraler og skabte underfuld musik. Præsterne sagde bare, at det var ingen verdens ting. Og så opbyggede de den specielle argumentationsteknik, at fortælle en anekdote med en eller anden lærd rabbiner, der ufejlbarlig fik det sidste ord ved at sige : sådan og sådan !

F.eks. fortæller man, at da kejser Henrik III, "en meget ond mand", havde bygget domkirken i Speyer, sendte han bud efter rabbi Kelominus og sagde : "Jeg vil gerne spørge dig, hvordan denne basilika, som jeg har bygget, er i forhold til Salomons tempel, om hvilket så mange bind er skrevet ?" Rabbien svarede : "Min herre, hvis du tillader mig at tale frit, og hvis du sværger, ikke at gøre mig noget, så vil jeg sige dig sandheden om den." Kejseren svarede : "Som en elsker af sandheden og som kejser giver jeg dig mit ord på, at ingen skal skade dig." Så sagde jøden : "Hvis du samlede alt, hvad du har ofret på den til nu og tilføjede alt guld og sølv i dit skatkammer, ville det ikke være nok til at betale de arbejdere og kunstnere, som Salomon ansatte; for det står skrevet (Krønikerne II kap. 2) Og Salomon udskrev 70.000 til lastdragere og 80.000 til stenhuggere i bjergene og 3.600 til at føre tilsyn med dem. Otte år blev brugt til at bygge templet, meget mere end du har brugt til at bygge denne Tehom (en fordrejning af det tyske ord Thum, det samme som i vor domkirke. Tehom betyder afgrund) Og da Salomon havde fuldført templet, så se, hvad skriftet siger om det : Præsterne kunne ikke udføre deres tjeneste på grund af skyen, thi Herrens herlighed fyldte Guds hus. (Krøn. II, kap. 5,14). Men hvis nogen lastede et æsel med råddent skarn og ledte det ind i denne din afgrund, var der ingen, der ville bemærke forskellen.!"

Kejser Henrik svarede da : "Hvis det ikke var fordi, jeg havde svoret ikke at skade dig, havde jeg givet ordre til at hugge hovedet af dig."

For jøderne er det opbyggelige i fortællingen, at den mægtige kejser absolut måtte have at vide, hvad rabbien mente om hans bygning. Deronde mand", hans religion og hans kirke og endda undgå straf. Og de fryder sig over, hvor dum "den onde mand" var. En jøde ville aldrig være blevet snydt for sin hævn, som betyder så meget i den jødiske religion. Han havde bare nynnet sin Kol Nidrei. Det er en lille remse eller sang ved hjælp af hvilken en jøde kan befri sig fra alle løfter, hvis han overhovedet mener at behøve det. For ifølge Talmud er det bare fortjenstfuldt at bedrage en "vantro". Kejseren hang på den. Han havde ikke et sådant snildt hjælpemiddel at ty til. Hvad den slags angik, var det meget lettere at være rabbi.

Det er karakteristisk, at Kelominus alene vurderer, hvor mange slaver (kananæiske) og hvor meget guld og sølv, der er gået til. Men i forhold til Salomons tempel var guldet og slavehæren faktisk jødernes eneste indsats. Templet blev bygget og udsmykket af fønikere og efter fønikisk model. Både det romanske og det gotiske tempelbyggeri er i forhold til dette utroligt nyskabende.

Her bringer bogen et billede af domkirken i Speyer, som er et pragtfuldt bygningsværk, grundlagt 1030. Den har f.eks. i Norden været inspirerende ved bygningen af domkirken i Lund I dag er den ved UNESCO sammen med 18 andre kulturmonumenter i Tyskland udnævnt til verdenskulturarv.

Det kristne kirkebyggeri og kristen kunst, som udvikledes i Europa fra middelalderen og fremover tolker religiøse oplevelser, som rækker langt dybere end den bogstavafgrænsede tolkning af de religiøse skrifter.

Arkitektur og billeder skaber udtryk for mægtige menneskelige og religiøse erfaringer hinsides de forretningsmæssige offerritualer som foreskrives i oldtidens rirual- og skriftreligioner. Vi vil vende tilbage til kunstens urimeligt undervurderede religiøse og erkendelsesmæssige betydning for vestlig kultur, som stadig med al ret lader sig betegne som kristen, selv om - eller tværtimod fordi - den i så vid udstrækning har været og er frigjort fra slavebåndet til katekismer og dogmer.

* * * * * * * * *

Fablen afslører, at der var udviklet en afgørende forskel mellem jødisk og ikke-jødisk tankegang, Det opdagede jøderne i de fremmede samfund hurtigt; men ikke-jøderne havde svært ved at opfatte den forskel, som jøderne holdt for sig selv. Det lærte de kvikke jøder at drage fordel af, og der er ingen tvivl om, at dette bidrog til deres succes.

Denne succes blev grundlaget for, at flere og flere smarte jøder fik øjnene op for, at idéen om den overnaturlige Messias, som profetierne mentes at varsle om, ikke var strengt nødvendig for at give jøderne sejr over alle fjender. Med list, behændighed og disciplin fra jødernes side, og naivitet og splid mellem ikke-jøderne skulle det kunne etableres lige så uafvendeligt, som var det en naturlov.

Det må indrømmes, at magtjøderne handlede med stor indsigt i pengesager og lurendrejeri.

En af deres klogeste investeringer var den målbevidste overtagelse af magten i informationssystemet, som efter Gutenbergs glimrende opfindelse begyndte at udvikle sig med mere og mere rivende fart.

Ved at sætte sig på dette apparat lykkedes det dem, sammen med deres allerede nævnte lukkethed og eksklusivitet, at operere uden at blive kendeligt afsløret.

Det er dette forhold, der bevirker, at det først er i de seneste årtier, at historikerne har været i stand til at påvise den ubrudte konsekvens og sammenhæng, med hvilken magtjøderne gennem århundreder har manøvreret sig frem mod det, der i dag nærmer sig verdensherredømme.

Morsomt nok har den jødiske supernationalist Simon Wiesenthal, bidraget med en af de ældre brikker til denne mosaik. Den går så langt tilbage som det 11. århundrede, hvor jøder havde etableret en så betydelig magt i Spanien, at den katolske kirke og de spanske fyrster var begyndt at tage modforholdsregler. Man forlangte især, at de skulle omvende sig til kristendommen. Rabbi Samuel så den praktiske side i dette. Ved at omvende sig ville jøderne kunne gøre sig til herskere alle vegne. Men han var så uforsigtig at påpege dette i et brev, som blev kendt uden for de jødiske

cirkler. Det førte til besværligheder, og jøderne noterede sig uden tvivl deraf, at de foreløbig skulle gå mere forsigtigt til værks. Og så gik det stadig fremad. Da de kristne mod slutningen af 1700-tallet blev grebne af den store toleranceekstremisme satte det ekstra fart. Nu var det ikke længere nødvendigt at omvende sig rigtigt eller på skrømt. Det var nok at forsikre, at ens Gud var den eneste ene, så måtte det jo være den samme som de kristnes, som jo også sagdes at være kun een, selv om han også sagdes at være lidt flere.

Det sidste, lød lidt mystisk, men det var for mange en charme ekstra, da mystikken, som mest stammede fra Babylon, Persien, Ægypten og Grækenland, aldrig helt var døet ud. Den havde tilhængere både blandt kristne, jøder og religiøst mere eller mindre formelt og reelt frigjorte.

I den frigørelse af tænkningen, som groede frem i det spændende 1700-tal opløstes overleverede bånd og tilhørsforhold, og deri så vågne jøder og ikke-jøder ny muligheder dukke frem.

Det førte til en renæssance for gamle ordener og selskaber, som trådte frem som frimurerorganisationer. Formelt skiltede de med ædle og gerne kristne formål; men det hemmelige ved dem, som byggede på opdelingen i indvielsesgrader, førte til, at ordenernes egentlige formål kunne være et helt andet, eller forvrides til at blive det. Systemet indebar, at et medlem kun kendte til aktiviteterne i sin egen og lavere grader. For at få kendskab til højere grader, måtte man gøre sig fortjent, på en måde, som medlemmerne i de højere grader bestemte. Hvis du ikke tilpassede dig dem, ville du ikke drive det videre. Det betød, at medlemmerne i de højeste grader - der var oftest 33 - kunne udnytte ordenen, som det passede dem.

Det kunne fungere som et harmløst, til tider endda nyttigt tidsfordriv for overklassen. Men det kunne også gøres til et magtfuldt instrument. Blandt dem, der indså, hvad dette kunne bruges til, var professoren Adam Weishaupt i Ingolstadt, der indskrev sig i historien ved 1776 at grundlægge ordenen Illuminati : De oplyste. Det lykkedes ham at få nogle tyske fyrster med i ordenen, og det er ganske morsomt, da han i hvert fald internt gjorde det klart, at hans orden havde til opgave at afskaffe fyrstemagten. Det var altså de snart indtræffende revolutioner, han forberedte for gennem dem at bane vej for et andet herredømme, illuminaternes.

Denne hemmelighed skulle naturligvis helst ikke slippe ud; men det gjorde den ved et mærkeligt uheld, - eller held. En kurer blev på sin rejse ramt af lynet, og på ham fandt man kompromitterende papirer. Kongen af Bayern offentliggjorte indholdet i dokumentet og forbød ordenen.

Den måtte så gå under jorden; men forstod at leve videre ved indtrængen i ældre ordener og gennem dannelsen af ny. Jødiske illuminater var snart virksomme i hele systemet af hemmelige selskaber og blev en drivende kraft under den franske revolution og siden under de følgende revolutioner midt i 1800-tallet og senere.

En karakteristisk repræsentant er Adolphe Crémieux, (egl. Isac Moïse ) (1796-1880) . Som illuminat. var han medgrundlægger af L'alliance Israélite Universelle, hvis eksekutivorgan blev B'nai B'rith. 1863 blev han præsident for bevægelsens centralkomitté og stormester i Grand Orient de France, hvis hebræiske navn fastslår : Alle israelitter er kammerater.

Han blev skam også bl.a. tilforordnet fransk justitsminister. 1848 var han revolutionsleder. Trods alle sine franske tillidsposter forfattede han følgende opråb til alle verdens jøder:

"Den union vi vil oprette skal ikke være fransk, engelsk, irsk eller tysk men en jødisk verdensunion - - - Under ingen omstændigheder vil nogen jøde blive god ven med en kristen eller en muslim - ikke før det øjeblik, hvor jødedommen, den eneste sande religion, stråler over hele verden."

Selv i revolutionsbegejstringen så de allermægtigste jøder deres chancer. De havde, som Rothschild'erne tjent deres enorme formuer ved at udlåne penge til krige mellem konkurrerende herskere. Nu fandt de tiden inde til at erstatte disse marionetters magt med deres egen, dvs. den egentlige : kapitalmagten.

Her udvikledes altså forskellige interessante arbejdsdelinger i det jødiske samfund, ligesom der gjorde det i det større. Den frihedsbegejstring gældende individet, som groede frem i 1700-tallet smittede af på indstillingen til jøderne. De skulle ikke være bundne i deres ghettoer. De skulle have rettigheder som alle andre borgere. De skulle kunne dyrke deres egen religion osv. Jøderne tog med glubende appetit disse friheder i besiddelse.

Men hvad de frihedsbegejstrede gojim ikke havde forudset var, at jøderne skam ikke ville forlade ghettoen. Den var deres borg. De tog den med sig. For sammenholdet indenfor det lukkede samfund ville de ikke opgive. De styrtede sig med henrykkelse ind i Europas universiteter og kulturarrangementer og hurtigst muligt ind i værtssamfundenes administration; men deres egen ghettomur mod omverdenen ville de ikke af med. Sammenholdet indenfor "murene" var ikke blot betryggende, det var også guld værd. Det viste sig, at dette, sammenholdets idé var en utroligt mægtig magt overfor folk, der ikke kendte til systematisk nepotisme.

Jøderne trængte sig lynhurtigt frem til ledende placeringer overalt i samfundets kirtler, som Louis Levy 1918 udtrykte det.

Hvordan dette kom bag på danske idealister, der havde kæmpet for at give dem rettigheder, kom, som vi har peget på det, til udtryk i udtalelser af f.eks. Blicher.

Så ser vi tilsyneladende - men måske også kun tilsyneladende - meget forskellige strategier forfølges af den absolutte overklasse og den voksende mellemklasse i jødedommen.

Den øverste økonomiske magtelite fortsatte sin kapital-sammenpugning ved at sætte penge ind hist (støtte) og trække penge ud der (ruinere).

Mellemklassen mavede sig ind i bekvemme, indbringende og indflydelsesrige stillinger ofte for næsen af værtslandenes egne aspiranter. Men frihedskampen havde flere aspekter til hvilke den jødiske intellektuelle elite udviklede forskellige svar, og dog, alligevel !

Friheden drejede sig jo dels om den enkeltes personlige frihed og ret, som det kom til orde i deklarationen om menneskerettighederne og idéerne om parlamenter og valgret til disse af større og større grupper af samfundsborgere. Her var redskaber, som det var meget taknemmeligt at bruge i den offentlige debat, som blev mere og mere vigtig i takt med at informationsteknikken udvikledes. Men samtidigt trådte kampe mellem fattige og rigere ind i en ny fase med fremkomsten af større og større industrier, som anvendte lønarbejdere. Dette forhold satte jøderne Marx og Engels i relief ved at karakterisere det som kampen mellem udbyttere og udbyttede, mellem kapitalister og proletariatet. Løsningen var ligetil : Proletariatet skulle overtage kapitalen, så ville al uretfærdig udnyttelse af de svagere i samfundet ophøre .

Denne gode og letforståelige idé, udviklet til ideologi som kommunismen, blev bannermærke for et stort antal foretagsomme jøder i en omfatning, som først nu kommer til et større antal danskeres kendskab. Karakteristisk for kommunismen er den internationalistiske drøm om det kommunistiske verdenssamfund. Tvisten mellem Trotsky og Stalin gjaldt ikke det endelige resultat, men hvem der skulle lede det frem, og om man skulle satse i mange lande samtidigt, eller om man skulle begynde i sin egen rede. Stalin mente, at det var bedst at begynde med Sovjetunionen, som i og for sig også var broget nok. Og det blev altså Stalin, der sejrede, men en baggrund var også, at forskellige forsøg på at starte den kommunistiske revolution i Tyskland var blevet banket ned. Således blev det i Rusland og dets erobringer systemet byggedes op. Det blev en grufuld affære. Overlevende som general Pavel Sudoplatov, forfatter af bogen Special Tasks, bekender at han ligesom andre tjenestemænd i systemet var overbevist om, at det ophøjede mål retfærdiggjorde ethvert offer. Han havde derfor ingen samvittighedskvaler over de ikke så få, som han havde hjulpet til med at få slået ihjel.

Det var en tilsvarende begejstring for målet, der skaffede regimet så udstrakt goodwill i Vesten, fordi skribenter og journalister ikke ville se andet end det herlige mål, og derfor undertrykte så vidt overhovedet muligt al information, som afslørede, at forsøgene på at skabe dette ny samfund hverken var vellykkede eller retfærdige. Nu endelig - efter Sovjetunionens sammenbrud - undrer mange sig over, at de såkaldt intellektuelle ikke kunne se, hvordan det stod til.

En grund er desværre nok, at de ikke var særligt intellektuelle, men plukket ud for at spille rollen. En anden grund, som først tegner sig tydeligere nu, har med jødeelementet, som vi her diskuterer, at gøre. Nyere studier viser, at det faktisk var jødiske aktivister, der spillede hovedrollen i gennemførelsen af den russiske revolution, og at de blev ved med at være aktive i ledelsen af alle styrende funktioner, ikke mindst regeringsapparatet og det hemmelige politi - begge dele øverst kontrolleret af Stalin. Selv om der fandt pogromer og processer sted mod jøder, og forresten likvideringer, så forblev jøder i ledende stillinger over hele unionen, og sådan er det fortsat lige til i dag.

Samtidigt var deres stammefrænder rykket ind i vestlige aviser, filmselskaber og forlag. De ville hverken forråde den herlige idé eller de "idealister", der hjalp Stalin med at få idealsamfundet på skinnerne.

Et andet vågnende frihedskrav gjaldt den enkeltes ret til at vælge og forsvare et uafhængigt fædreland. Det førte til sammenslutning af småstater med især sprogligt definerede fællesinteresser. Sådan blev Italien og Tyskland, der havde været splittet i små fyrstendømmer, samlet til nationalstater, og i det længere løb førte det til at det østrig-ungarske kejserdømme og det tyrkiske sultanat blev splittet op i mindre enklaver, der, som vi ser det i dag, endnu ikke alle har fundet harmoniske løsninger. Vi fik selv dette problem i hovedet med Slesvig-Holstens oprør, som kostede os to krige og tabet af en rig landsdel, men indbragte os en friere forfatning, som blev grundlaget for vort nuværende demokrati.

Også blandt jøderne vågnede nationalfølelsen til forandret bevidsthed. Ønsket om et eget land blev i større og større kredse til et krav. Det var ikke nødvendigvis Palæstina, der blev set som den endelige løsning; men skrifterne talte jo så meget om det, og da Det Gamle Testamente i hvert fald i en vis forstand var fælles gods for jøder og kristne, fangede ideen en vis forståelse også blandt de sidste.

Etableringen af en jødisk nationalstat.var noget helt andet end drømmen om international kommunisme; men der var også noget, der var fælles. For mange af sionisterne drømte om, at den ny sionistiske stat skulle blive et idealsamfund med kibbutser og fællesskaber af kommunistisk eller socialistisk karakter. Også dette var så storartet, at det kun kunne gives rosende omtale, selv om foretagendet udviklede sig helt anderledes, nemlig til rovdrift på naturen og nådeløs erobringskrig mod fattige palæstinensiske beboere. Over og bag alt dette opererede den jødiske kapital, der støttede opbygningen af de integrerende organisationer, store og små, men også greb ind i verdenspolitikken erobrende mere og mere magt. Det vides i dag, at de store jødiske finanshuse støttede opbygningen af Sovjetimperiet, men de støttede også en tid Hitlertyskland, om det nu var for at de to magter skulle myrde hinanden bedst muligt, eller om det var fordi, de ikke var helt sikre på hvem, der ville komme mest oven på.

I dette mægtige spil blev Tyskland, England, Frankrig og Sovjet brikker, der virtuost spilledes ud i katastrofer, som hver gang endte med at gøre hver af dem svagere, og jøderne stærkere. USA blev tildelt sin egen rolle som det redskab, der skulle bringe jødefolket til den endelige top.

Det er lærerigt at følge udviklingen :

Den situation, vi nu ser, blev grundlagt allerede i 1917 under I Verdenskrig, hvor ententen var kommet i en trængt situation. Den sionistiske topleder dr. Chaim Weizmann så sin chance i det gode forhold., han havde til den britiske regering, og især i sine endnu tættere bånd til de mægtige amerikanske jøder. Han lovede, at bringe Amerika ind i krigen på Englands side, (se også Benjamin Freedman's artikel s. 181 ff.) hvis Storbritannien ville satse sin indflydelse til fordel for dannelsen af en suveræn jødisk stat i Palæstina, Denne aftale gik i orden. Balfourerklæringen blev formuleret, som Storbritanniens - i virkeligheden højst tvetydige - standpunkt i dette spørgsmål (se dette opslag) og USA blev involveret i europæiske spørgsmål med konsekvenser, som vi først nu begynder at skimte rækkeviden af.

1948, altså kun tre år efter at II Verdenskrigs hårrejsende kamphandlinger var ophørt, udsendte den engelske jurist og militærhistoriker Frederick J. P. Veale sin bog : Advance to Barbarism : The Development of Total Warfare. Her prikkede han hul på nogle af de allieredes kæreste myter og påviste, at amerikanernes indblanding på den europæiske skueplads i virkeligheden afbrød en langsomt groende, men dog groende, udvikling mod humanisering af europæiske krige. Og også diplomatisk trampede amerikanerne ind med cowboy-støvler, eller var det simpelt hen den stil, som en ny sejrssikker imperialisme førte sin tale frem med ?

I hvert fald blev Versaillefreden et dumt og fantasiløst diktat af sejrsmagterne og en katastrofe for Europa. Dermed indledtes en brutalisering af Europa, som vi i disse dage ser det triste resultat af, når et amerikansk dirigeret Nato betragter sig som berettiget til i strid med international retsorden, at diktere et lille land stormagtsformulerede betingelser understøttet af bombardementer med anvendelse af tidens mest sofistikerede våben.

Vi vil afslutte med kommentarer til dette. Men baggrunden må først tegnes færdig.

Versaillesfreden blev ikke formet i overensstemmelse med de ædle principper, f.eks. folkenes sekvbestemmelses- ret, som den amerikanske præsident Wilson havde påstået, at han gik ind i krigen for.

Hitler og Nationalsocialismen blev derfor det logiske tyske oprør mod denne traktat. Det var ikke bare tyskernes, men også andre, mindre folkeslags, fysiske grænser, man havde set sig berettiget og kompetent til at strege ind uden hensyn til hvad befolkningerne selv ønskede - det kom uundgåeligt efterhånden frem. Men som det mægtigste sprogområde kom Tysklands problematik først ind i den internationale debat.

Derigennem trådte medievåbnet ind på, hvad man måske skal begynde at betegne som fredsskuepladsen, den scene, hvor krigen fortsættes med det man kalder diplomatiske midler; hvilket ikke længere er en adekvat beskrivelse.

I dag foregår en afgørende del af denne kamp i medierne. Med dette våben, fortsætter krigen, når kano- nerne på krigsskuepladserne gøres tavse. Netop her havde jødemagten investeret sin måske mest magtfulde strategiske oprustning.

Under I Verdenskrig havde briterne forstået, at fremstille tyskerne i de grelleste farver. De omtaltes konsekvent som hunner, og man beskrev, hvordan de mishandlede små børn. Efter krigen beklagede den britiske regering de mest usande beskyldninger; men hunner- og prøjserklichéen hang ved, for frygten og misundelsen overfor den mægtige industrielle konkurrent var naturligvis en realitet. Vi mindes ikke, at Sovjetfolket selv under den varmeste kolde krig er kaldt hunner. Men tyskerne, de var det altså.

Foreløbig var landet i en miserabel forfatning, og sejrsmagterne krævede enorme erstatninger for krigen, som man påstod, at Tyskland alene havde skylden for.

Magtjøderne havde i den afgørende situation taget parti imod Tyskland, skønt mange jøder havde taget del i kampen på tysk side, og mange tyskere kendte, hvad de kaldte "anständige Juden". Og faktisk var Tyskland i forhold til østlandene ikke særligt jødefjendtligt. Men i nederlagets elendighed groede det frem, og det groede ikke helt af ingenting. I det højtudviklede og før krigen velstående Tyskland havde de aktive jøder trængt sig ind på ledende poster i alt det, som Louis Levy kaldte samfundets kirtler. De var sig deres økonomiske og politiske magt bevidst og optrådte mange steder med udfordrende arrogance. Den engelske stjernereporter, Douglas Reed blev berømt for sin skildring af Mellemeuropa i den spændte tid, der førte frem til krigsudbruddet. Som ægte brite advarede han mod den slumrende, men mægtige magt i det store tyske rige. Men han så også med ubehag en jødisk overklasse, der levede højt på industrisamfundet, og dangderede den på de mest fashionable etablissementer i Wien og Prag. I "Grænseløs skændsel" tegnede han et skarpt billede af dem. Han var sikker på, at de snart ville være i London og agitere for at briterne skulle gå i krig igen.

Tør statistik viser, at tyskernes egen betænkelighed ved den dominans, jøder havde tilskanset sig i det tyske samfund, var veldokumenteret. Dertil kom, at der på tysk fandtes litteratur, der gav besked om den sande karakter i den egofile jødiske religion. Og så var der det åbne fjendskab, der var blevet demonstreret ved at magtfulde jøder havde taget parti for fjenden i en afgørende situation og havde torpederet mulighederne for en forhandlingsfred. Alt dette taget i betragtning er Hitlers og andre tyskeres skepsis eller fjendskab overfor jøderne forklarlig, og de første jødelove var ikke så brutale, som den fjendtlige presse skildrede det. Forbud mod samgifte var jødernes egen recept, som de havde forfægtet i århundreder.

Et element i mediekrigen er at fremstille Tyskland, og især Preussen, som det mest krigsliderlige land i verden. Det stemmer ikke rigtigt. Se s. 45. England og Frankrig har rodet sig ind i mere. Men landets placering omgivet af konkurrerende stammer har naturligvis bragt det ind i mange konflikter, hvoraf nogle var interne.

Med Hitlers opdukken på scenen samlede hadkampagnen sig om at latterliggøre denne person, og det var heldigvis let. Man udplukkede fotografier fra hans taler, hvor ansigtet var fordrejet til karikatur. Så omtaltes han som en mislykket kunstmaler, og sølle korporal. Og denne person ville ikke anerkende Versaillestraktaten, som Tysklands fjender havde gjort sig så megen umage med. De troløse tyskere jublede. Der ser man, at de ikke var til at stole på. Alle, der læste Politiken forstod hvor barbarisk dette var. Vi fik at vide, at de tyske koncentrationslejre var fulde af jøder. Men Douglas Reed undersøgte sagen og kom frem til, at det ikke passede. Der var ikke flere jøder, end statistisk forventeligt, det store antal jødiske kommunister taget i betragtning. For kommunister og socialister var der jo. Han rapporterede dette til sit blad; men det kom ikke i aviserne. Heller ikke i vore. Men de stakkels kommunister da ? De forsøgte sig med kup i Bayern og Berlin og blev slået ned. Det var ikke specielt Hitlers fortjeneste; men på længere sigt leverede hans nationale socialisme det afgørende slag mod den meget aktive kommunisme i Centraleuropa. Der var jo tale om krig mellem to autoritære venstrebevægelser. Måske reddede dette socialdemokratiet. Men på mediefronten herskede jøderne.

Det gik som Douglas Reed forudsagde. De fleste velbeslåede jøder forlod hurtigt Tyskland, men blev godt modtaget, hvor de kom frem. De medbragte uddannelse og beherskelse af det tyske sprog, hvilket kom til nytte. Aviser og en del virksomheder kunne bruge disse kvalifikationer. Derfor fortrængte beretningerne om jødernes lidelser i Tyskland alt andet stof, også hvad der skete med dem i Polen og Sovjet. Og forresten de overgreb, der fandt sted mod tyskerne i de tyske områder som var blevet overdraget andre lande.

Magtjødernes reaktion på Hitlers nationale socialisme var voldelig. Man erklærede krig - ikke mod Hitler, men mod Tyskland. Dette magtsprog blev forkyndt i store aviser som Daily Express, 24/3 1933.

Det betød handelsmæssig og finansiel boykot fra de mægtige jødiske finansfyrsters side.

Min fader, Jens Thirslund, besøgte 1929 Berlin for at se den stor udstilling af østasiatisk keramik, som var arrangeret på Kaiser Friedrichmuseet. Et stort kulturarrangement kunne man altså samle sig om. Men han fortæller i sin dagbog om den dybe fattigdom, som selv højtuddannede stadig levede under. Det var ikke at undre over. Amerikaneren Charles G. Dawes havde regnet ud, at de bare havde at betale over 1 mia. RM om året, især for, at USA's allierede skulle blive i stand til at betale af på den gæld, som de - for at føre krig . havde bragt sig i til USA. Nu skulle tyskernes ydelse øges til 2½ mia. om året uden nogen tidsgrænse. Dawes landsmand Owen D. Young slog året efter fast, at de skulle betales 2 mia. om året lige frem til 1988.

På denne lovende baggrund satte de mægtige jøder deres finanskrig ind.

Alligevel lykkedes det Hitler, eller nazisterne eller det tyske folk, at vende udviklingen. Så slog magtjøderne om igen til rollen som de stakkels uskyldigt forfulgte; men bag kulisserne handlede det om at få krigen i gang igen. Karakteristisk er følgende rapport, som den polske gesandt i Washington grev Jerzy Potocki sendte hjem 12.1.1939 :

"Den stemning. der i øjeblikket hersker i de Forenede Stater kan kendetegnes gennem et stadigt voksende had mod fascismen, ganske særligt mod rigskansler Hitlers person, og overhovedet imod alt, hvad der hænger sammen med nationalsocialismen. Den skyldes en enorm propaganda og fremfor alt ligger denne propaganda i jødiske hænder. Jøderne ejer næsten med 100 pct. radio, film, presse og tidsskrifter. Selv om denne propaganda drives meget grovkornet, og Tyskland skildres så slet som muligt - navnlig udnytter man de religiøse forfølgelser og koncentrationslejrene - virker den dog så grundigt, at den amerikanske offentlighed er fuldstændigt uvidende og ikke har nogen anelse om situationen i Europa. For øjeblikket anser de fleste amerikanere rigskansler Hitler såvel som nationalsocialismen for det største onde og den største fare, der truer verden. Situationen her til lands er en fortrinlig grobund for talere af alle slags, ikke mindst for emigranter fra Tyskland og fra Tjekkoslovakiet, talere, der ikke sparer på ord for at ophidse folk gennem forskellige bagvaskelser. De roser den amerikanske frihed i modsætning til forholdene i de totalitære stater, - og det er meget interessant, at i denne særdeles vel gennemtænkte kampagne mod nationalsocialismen som diktatur er Sovjetrusland næsten ganske udelukket. Når Sovjet overhovedet nævnes, sker det på venskabelig vis, og forholdene fremstilles som om Sovjetrusland i virkeligheden gik sammen med de demokratiske staters blok. Takket være en behændig propaganda er den amerikanske offentligheds sympati fuldt ud på det røde Spaniens side. Foruden denne propaganda er der også skabt en krigspsykose. - idet det stadig fortælles det amerikanske folk, at freden i Europa kun hænger i en tråd, og at en krig er uundgåelig. Samtidig søger man utvetydigt at gøre det amerikanske folk klart, at Amerika i tilfælde af en verdenskrig må gribe aktivt ind for at forsvare frihed og demokrati i verden. Præsident Roosevelt var den første, der gav udtryk for hadet mod fascismen. - - -

I denne aktion har deltaget flere fremragende jødiske intellektuelle. f.eks. BERNHARD BARUCH, guvernøren for staten New York LEHMANN, den nysudnævnte dommer i Staternes Højesteret FELIX FRANKFURTER, Finansminister MORGENTHAU og andre, som er personlige venner af præsident ROOSEVELT. - - - Denne gruppe af folk, der beklæder de højeste stillinger i den amerikanske regering, og som gør sig til repræsentanter for den sande amerikanisme og til demokratiets forsvarere, er i bund og grund uløseligt forbundet med den internationale jødedom. For disse jødiske internationalister, der frem for alt varetager deres races interesser, var præsident Roosevelts henvisning camoufleret i form af et forsvar for menneskerettighederne . . . . Det hele problem bearbejdes på en mystisk måde. Roosevelt har fået midler til at fremme Amerikas udenrigspolitik og til at erhverve sig de kolossale militære forråd for den kommende krig, som jøderne med fuld bevidsthed tilstræber. Indrepolitisk er det meget bekvemt at fjerne den offentlige mening fra den i Amerika voksende antisemitisme, idet man taler om nødvendigheden af at forsvare troen og den individuelle frihed imod angreb fra fascismens side."

Også vore aviser gjorde deres bedste. Hvor var det forargeligt, at tyskere i tidligere tyske områder stadig ville være tyske ! Var det ikke kun rimeligt, at man myrdede og mishandlede dem ?

Det blev stille om de separate jødiske krigserklæringer. Få har i dag hørt om dem. "Historikerne" nævner dem aldrig, og i deres værker læser man heller ikke om det mærkelige programværk "Germany Must Perish", som blev skrevet 1940 og udkom tidligt i 1941, da USA endnu ikke var med i krigen. Forfatteren var en af Roosevelt's nære medarbejdere Theodore Kaufman, som også var præsident for det amerikanske "fredsselskab".

Værket blev rost af de store jødiske aviser. Her fik amerikanerne at vide, at Tyskland var et barbarisk og kulturløst land, der kun tænkte på krig. Alle tyskere skulle derfor udrydddes - simpelt hen kastreres. Deres sprog skulle forbydes og fjernes fra historien. Landområderne skulle deles op mellem nabostaterne, og så skulle de kastrerede væsener slavearbejde til de døde, hvorefter det ville være slut med alt tysk.

Forslaget var dødsensalvorligt ment. Han beskriver, hvordan operationen kan gennemføres på ca. tre år eller mindre ved hjælp af 20.000 kirurger, som straks skal uskadeliggøre mændene og snarest efter skal gøre sig færdige med kvinder og børn.

På s. 100 viser og kommenterer vi det kort, hvormed Kaufman illustrerede sit ny Europa.

Bogen hjalp med til at bringe USA ind i krigen, og brutalisere krigsførelsen. Præsident Roosevelt kunne bruge den. Han var frimurer og magtjøderne havde stærk indflydelse på hans valg af rådgivere og på nogle af hans mest skæbnesvangre beslutninger. Det gjaldt hans handel med Stalin - hen over hovedet på Churchill, som dog ikke var ganske uskyldig. Det gjaldt kravet på betingelsesløs kapitulation af fjenderne og foræringen af hele Østeuropa til det sovjetiske tyranni. Det gjaldt tæppebombningerne (som briterne var medansvarlige for), og den hensynsløse krigsførelse ved hjernevaskede generaler, som Eisenhower. General Patton kunne have afsluttet krigen et halvt år før og i en langt bedre position. Derved kunne menneskeliv være sparet, og enorme ødelæggelser ikke mindst af kulturskatte være undgået. Men Pattons offensiv blev bremset og han selv udsat for et mærkeligt trafikuheld, der nu hævdes at være mord. (Se George Patton s. 134 ff.)

USA og Sovjet stod som de sejrende; men det var - læg mærke til dette - derigennem jødisk kapitalisme og jødisk kommunisme, der hade vundet. Og så fortsatte hævnorgierne. Tysklands fabrikker og byer var jævnet med jorden og kulturmiljøer og -bygninger lagt i ruiner. Millioner tyskere var også efter krigsafslutningen myrdet, fordrevet, voldtaget og sendt i slaveri. Oven i alt dette vendte de jødiske hævnere tilbage. Først nu over 50 år senere får vi kendskab til de jødiske bødlers hærgen i fangelejrene efter krigen, (Göran Rosenberg : "Det förlorade Landet." s. 164 ff. og John Sack's "An Eye for an Eye") og om Chaim Weizmanns medvirken i planerne om at myrde yderligere 6 mio. tyskere ved at forgifte drikkevandet i tyske storbyer. Kun et uheld, som man må kalde et held, forhindrede, at planen blev realiseret. ( The Observer, 15.3.-98 og Berlingske Tidende dagen efter.)

Så blev, verdenshistoriens mest utrolige skurkestreg arrangeret.

Krigsforbryderprocesserne, blev iscenesatte i en blanding af jødisk og sovjetisk regi, men en særlig rolle blev tildelt de udvandrede tyske jøder, som fik lov at vende tilbage og blive forhørsledere, dvs. bødler. De mest hårrejsende "tilståelser" torturerede de frem til brug for "domstolene". Til sidst gik det for vidt, og de blev fjernet; men deres "resultater" blev alligevel anvendt.

Således op- og underbyggede man historien om de 6 mio. jøder, der var blevet myrdet, især i gaskamre. Kaufmans idé : at udrydde alle tyskere var resolut blevet ombyttet, (inverteret) med påstanden, at det var tyskerne, der ville myrde alle Europas jøder.

Efter forskellige helt vilde forslag op til 25 mio., skar man offertallet ned til knapt en fjerdedel og rundede af til det hellige tal 6. Selv dette myrderi var alligevel så stort et projekt, at man måtte tilskrive den tyske ingeniørkunst overnaturlige evner. Men det tilstod man den gerne, hvis man kunne bruge det som begrundelse for at hænge dens udøvere. Under Auschwitz og relaterede opslag peger vi på de afslørende absurditeter i gaskammermytologien, som revisionistiske forskere har draget frem; men det tog jo mange årtier før dette skete, og mediemagten så til - som vi daglig ser det i vore aviser - at det aldrig fik lov at komme til almenhedens kendskab. Det utrolige var, at man fik hele verden, - eller meget nær - til at tro på historien. Her er beviset på propagandavåbnets næsten grænseløse magt i hænderne på den, der behersker medierne. Det er denne uhyggelige magt, der har bragt den jødiske magtelite meget nær det verdensherredømme, som dens profeter fra rabbi Samuel og Adolphe Cremieux til Louis Levy og Samuel Besekow så åbenhjertigt har hyldet.

Det plagsomme i alt dette er allermest det, at det bygger på bedrag og forstillelse.

Samtidigt med, at jødernes magt voksede sig større end nogen sinde, dyrkede man med alle midler myten om det uskyldige, godhjertede, forfulgte folk. Hollywood var alle tiders investering, Endnu mere effektivt end legender om finurlige rabbinere var at digte budskabet om til film, der ligesom serverer en solid nutidig verden, men redigerer den

så at den endnu finere og indirekte bringer det budskab, man vil have frem. I en underholdende handling afsløres diskret og ligesom tilfældigt, at den sympatiske pige eller dreng egentlig er jøde. Og ofte søger helte/heltinder råd hos en ældre verdensklog vismand, som, det viser sig, er rabbiner - helst flygtet fra gaskamrene. Snart bliver der bryllup med muntre jødiske skikke, osv. Skurkene viser sig at være tyskere og/eller nazister. Enhver kan forstå, at sådan nogle sataner må straffes og betale.

Ved hjælp af idéen om mordet på de 6 mio. lykkedes det jøderne at tiltvinge sig enorme erstatninger fra Tyskland. Alene Israel har fået langt over 100 mia. dollars. "Erstatningerne" blev det vigtigste fundament for den ny stat. Et andet er USA's bidrag af penge, teknik og våben.

Magten over verdensmedierne gjorde det muligt at skræmme og presse penge af virksomheder, og endda af stater, som Schweiz, - ja Norge. Og selv det mægtige USA sidder i fælden. Jødernes pengemagt styrer økonomien, deres mediemagt dirigerer politikerne.

Til denne magt kommer virksomheden gennem internationale lobbynet. De fungerer i korridorer og organisationer, udvalg og underudvalg. Her afslører de deres strategi. Målet er mondialismen : en verden under ledelse af storkapitalen, og topsionismen. Begge forfølger tilsyneladende målrettet følgende interesser:

Alle nationale grænser skal ophæves. Varer, tjenester, kapital og finansfyrster skal kunne bevæge sig frit.

Al nationalfølelse og al rasebevidsthed skal udslettes - undtagen een. Derfor organiseres udsendelse af instruktioner til skoler og uddannelsesvæsen på alle niveauer fra børnehave til universitet : national historie og kultur skal margina- liseres helst grines af. Læs om Søren Mørch på s. 124. Dette gælder dog ikke den jødiske, der er ikke noget at grine af.

Internationalisme og verdensborgerskab skal hyldes, og selektiv tolerance : Alle mennesker, alle kulturer og alle religioner er lige gode - undtagen een, som til gengæld er så meget bedre. Man hylder intimitet mellem og blanding af så mange etniske grupper som muligt - undtagen een.

Man hylder idéen om en eneste blandingsrace med standardiserede meninger og kultur. Kun eet folk er hævet over disse krav : det jødiske.

Det rejser naturligvis spørgsmålet : Er storkapitalen og topsionismen da eet ?

Men man øjner ikke nogen sprække mellem de to interessegrupper. Må det ikke betyde, at den internationale topfinans er rent jødisk ? Ikke nødvendigvis. Men også topfinansen er afhængig af mediemagten, og den råder jøderne over.

Nu ser vi, at dobbeltmoralen forfægtes - ikke blot af jøder, men også af ikke-jøder. Det viser propagandamediets forfærdelige magt.

Herhjemme er det så godt som enerådende. I Storbritannien og USA lever enkelte steder kravene om sandhed og frihed. I Rusland er indtruffet en mærkelig begivenhed :

Katekismus for Sovjetunionens jøder

Sionister i Tel Aviv udarbejdede 1958 en handlingsplan for målbevidste jøder. Den skulle naturligvis være hemmelig, men efterhånden sivede den ud, da mindre fanatiske jøder ikke ville stå model til den. Den blev da publiceret på russisk i 1989-90. Vi citerer efter Jüri Lina's bog "Under Skorpionens Tecken", s. 330-31 følgende : "det er nødvendigt at hjælpe vore unge jøder til ledende poster. Russerne er ikke kapable til dybere tanker, analyser - - - de er som svin - - - Alt, som i dag tilhører dem, er egentlig vort , de bruger det bare midlertidigt. Vi har af Gud fået til opgave at tage alt fra dem. - - -

Gojerne er dumme og primitive, de kan ikke engang lyve - - -

Bagtal deres fremstående personer, dem, som er i stand til at holde tale _- - -

Vort valgsprog er anstændig frækhed. - - -

Anklag alle, der forsøger at modarbejde os, for antisemitisme og giv dem stemplet antisemitter. Spred hele tiden påstanden om det evigt lidende jødiske folk, som altid før er blevet forfulgt og som nu diskrimineres.

'De stakkels jøders' taktik har retfærdiggjort udøverne i tusinder år.

Gud har sat os jøder til at regere verden, og det gør vi.

Hold massemedierne og informationsredskaberne i vore hænder.

Folk uden historie er som børn uden forældre. De må begynde om fra begyndelsen, og så er det let at give dem vor verdensanskuelse og vor tænkemåde. På den måde kan man likvidere hele folkeslag. De må blive af med deres historie og deres traditioner, hvorefter vi vil udforme dem på vor egen måde - - -

Gennem ægteskab med jødinder er der mulighed for at drage russere ind under vor indflydelse og ind i vor interessesfære.

Opkøb, ødelæg og forhinder udgivelse af bøger, der afslører vor taktik og strategi. Gojerne må aldrig få de egentlige årsager til jødepogromerne at vide.

Valget må stå mellem os og kaos. Hvor man forsøger at klare sig uden os, må vi skabe fuldstændigt kaos. Se til at uordenen varer ved lige til de pinte og plagede gojer desperat vil have vor magt tilbage. Gojerne må arbejde under

vor ledelse og være nyttige for os. Den, der ikke er nyttig for os, må fordrives. Den, der ikke er med os, er mod os. "Øje for øje og tand for tand." det lærte Moses os.

Pengene er vor Gud !"

Ifølge Svenske Dagbladet, 10.4.1983 s.14 sagde den jødiske doktor Jacob Nussbaum, som var høj funktionær i en international organisation til den svensk-jødiske forfatter Lars Gustafsson : "Der findes ingenting, overhovedet ingenting længere, der står mellem os (dvs. jøder i ledende positioner) og kaos" - - - - "Europa - - - i internationale organisationer naturligvis i vældigt stor u dstrækning er helt enkelt et udtryk for den jødiske universalisme - - - Uden den jødiske uuniversalisme og uden den jødiske tro på værdiens beståen bliver der ikke plads tilbage til Europa."

Det fremgår karakteristisk, at jøderne har en anden opfattelse af begrebet universalisme, end vi har, idet de åbenbart betragter sig selv som universet. Vi andre mener, at andre mennesker er lige så meget Guds børn og skabninger som de.

Det er interessant, så nøje katekismens program svarer til Sions Vise's portokoller, og at det bekræfter, at Talmuds regler læses og efterleves den dag i dag. Shahaks advarsler er velbegrundede. Man fristes selvfølgelig til at mistænke, at det hele er kogt sammen : antijødisk propaganda. Men indholdets konsekvens er overbevisende, og de uenige jøder, åbenbart af Shahaks støbning, tager det altså alvorligt.

Konklusionen er klar : mosaismen, sionismen er muligvis en slags religion, men helt sikkert en politisk autoritær ideologi, som har skabt sig en indflydelse, der nærmer sig verdensherredømme.

Den undertrykker ytringsfriheden i vort eget land og forvrænger derigennem al politisk debat. Den dikterer retsudøvelsen i vore nabolande. Den behersker det politiske marked i USA, verdens mægtigste industri- og militærmagt. Præsident efter præsident er udpeget af jødemagten.

De mægtigste hel- og halvhemmelige organisationer er under kontrol af jøder. ( Se under de forskellige opslag.)

I den nærmeste kreds omkring Bill Clintons figurerer 60 jøder, og han følger slavisk den sionistiske politik. Han støtter Israels fortsatte erobringskrig i Palæstina og dets trods mod Genevekonventionerne, FN-beslutninger og menneskelige rettigheder. Alle israelske regeringschefer siden Yitzak Rabin burde for en krigsforbryderdomstol, da de åbent tillader anvendelse af tortur, skønt landet har ratificeret den internationale konvention som forbyder dette.

Herigennem statueres, ikke blot en ny verdensorden; men en ny verdens" rets"orden af sionistisk model. Ret er, hvad der gavner Israel.

Alt, hvad der er i konflikt med dette sandhedsfjendtlige princip må derfor forties, fordrejes eller fornægtes.

Derfor lyves der i dag i Danmark, og den ene løgn nødvendiggør for løgnerne den næste. Debat og samfund forgiftes. Israel Shahk har ret : Sionismen forgifter sjæl og sind. Det er på høje tid at gå til modstand.

Hvad skal man da stille op mod denne verdensmagt, der styrer verdens største finansforetagender, behersker syndikater og netværk og dirigerer USA's præsident, som råder over verdens største arsenal af kernevåben med missiler, der kan sende dem til hvilken som helst plet på jorden. Dertil har etableret kontrol over en egen krigsmaskine i Mellemøsten, som allerede har mere end 200 atombomber, der kan anvendes til terror, afpresning eller hævn.

Hele dette hårrejsende teknologiske destruktionsapparat i hænderne på en klike, der ledes af en ideologi, som hører hjemme i den mørkeste folkevandringstid eller middelalder.

I Kosovo så vi for første gang denne forfærdelige magt åbent demonstreret. Al respekt for international ret blev fejet til side.

En mangehovedet hydra, der snart optrådte som "Det internationale samfund (hvortil hverken Kina, Indien eller Rusland henregnedes), Nato, De Otte (minus een (Rusland) og EU greb ind i en mange år gammel etnisk konflikt og forlangte, at den nu skulle løses efter magtens direktiver på en måned eller to. Efter gammel stormagtsmodel fik Serbiens leder Slobodan Milosevic forelagt et krav om, at han skulle lade sit land besætte af Nato-tropper, der skulle se til, at det albanske (muslimske) folkeelement i Kosovolandsdelen skulle overtage den reelle magt - de var nemlig flest. Hvordan var de blevet det ? Jo, de laver flest børn. På den måde havde de fordoblet og fordoblet deres antal. Det havde serberne ikke.

Skal man da kunne erobre et land ved at formere sig kraftigt ? Ja, sagde Nato : I Serbien. Men hvad havde forsvarspagten Nato med Jugoslavien at gøre ? Ingenting ! Jugoslavien truede ikke noget Natoland.

Kan man da ændre Natopagten uden at spørge befolkningerne ? Det mente man i Nato's top : bare landenes ministre var enige. Det syntes de at være ! Havde de ret til det ? Nej - for pagten var ikke ændret.

Nato var lige glad. Den stillede umulige krav til et lille europæisk land og truede det militært. Havde den lov til det ? Nej ! Nato har ifølge §2 i Nato-pagten og artikel 1 i FN'pagten pligt til at afstå fra trusler og magtanvendelse på enhver måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål. Hvad mente De Forenede Nationer da ? Ingen ting ! Så mente Nato, at det kunne agere uden De Forenede Nationer. Alligevel kaldte man sig "Det internationale samfund". Statslederne trådte sammen og planlagde krig mod Jugoslavien. Det er en af de alvorligste krigsforbrydelser, for hvilken tyske ledere blev hængt. Alle deltagende lande har vetoret. Alle ansvarlige beslutningstagere i Nato var altså ansvarlige. Alle kunne, og alle burde anklages for Krigsforbryderdomstolen. De går glade frit omkring og roser sig af en humanitær indsats. Den bestod i at smadre infrastrukturen i et lille europæisk land, myrde et ukendt antal mennesker og drive over en mio. albanere på flugt, samt 600.000 serbere. Nato siger, at det var serberne, der gjorde det. Nej, det var den borgerkrig, som Nato udløste ved at kræve alle serbiske tropper ud af Kosovo, samtidigt med at en oprørshær opererede i provinsen. En stat har ret til at bekæmpe et oprør. Den har ret til at bekæmpe guerilla. Det har alle stater gjort under og i tilslutning til de store krige. Serbien kunne ikke handle anderledes.

Hvad skulle Nato da have gjort ? Ventet, naturligvis. Hvad skulle FN og EU have gjort : Forhandlet videre. Der er andre pressionsmidler. F.N.'s kapitel VI peger på en række andre muligheder. Nato ignorerede dem alle.

Det forfærdende er, at alle Europas statsledere fulgte parolen. At alle Europas medier hyldede disse forbrydelser mod en skriftligt etableret retsorden.

Og snart var det amerikanske jøder, der åbenlyst frembar magtbudskabet. På Bill Clintons vegne bredte USA's udenrigsminister, forsvarsminister, talsmand og overgeneral sig på TV-skærmene og dikterede serberne, og alle os andre, hvordan, der skulle bombes, og hvorfor.

Man sagde, at albanerne skulle have lov til at komme hjem til præcis, hvor de kom fra og få selvstyre under beskyttelse af en Natohær. Man delte landet op i besættelseszoner, som fordeltes mellem USA, Storbritannien,

Tyskland og Frankrig. Rusland måtte ikke få nogen - der var Nato ubøjelig. Det kunne føre til deling af Kosovo. Dette kunne ikke tillades. Hvorfor ikke ? - så ville serbere og albanere jo ikke kunne genere hinanden. Jamen, det var ikke sagen. Nato skulle gennemtvinge det multietniske samfund, Her afslørede magttoppen sit mondiale budskab.

Det hed sig naturligvis, at UCK-hæren skulle afvæbnes; men det skulle den alligevel ikke rigtigt - "fordi", blev det sagt, "de var uniformerede - altså en hær". Serberne havde også en uniformeret hær - den viste sig særdeles disciplineret - men den skulle ud. - "Som belønning for deres støtte under krigen og for at de ville nedlægge våbnene (hvad ikke alle ville)" og for at spare Nato for besværligheder. tildelte man 22/6 UCK-hæren "status som lokalt forsvar", og så kunne den jo ikke nedlægge våbnene.

Det vi her citerer er uddrag af, hvad fjernsynet serverede for danskerne omkring den 21 og 22/6-99. Hvad der eksakt er foregået, må man gætte sig til, men dette er, hvad vore ministre og danske media har slugt råt.

Jeg mindes med særligt ubehag det tidspunkt, da fredsslutning var aftalt ved Ruslands hjælp - tænk, at freden skal komme fra den kant ! Men det skulle den heller ikke uden videre. Nato erklærede, at det ville bliv ved med at bombe uden hensyn til at officerer fra Serbien og Nato nu diskuterede, på hvilken måde den besluttede tilbagetrækning af de serbiske tropper skulle ske. Var det da ikke en selvfølge, at man måtte aftale dette. Jovist, men amerikanerne ville bare bombe videre. Hvorfor ? De kunne jo når som helst begynde igen. Lige meget. De ville bombe uafbrudt. Formålet kunne da kun være, at overmagten ville tilkendegive sin absolutte magt, som under Verdenskrigen. Den ville ikke tolerere den mindste ulydighed.

At dette ikke fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på danske politikere, er ubegribeligt. Den dag muslimerne er blevet så mange, at de kan starte et lille oprør, må Danmark bøje sig for dem. Ellers kan vi blive pulveriseret af den mondiale overmagt.

Nu fik vi at vide, at Danmark skal betale milliarder til genopbygning af Kosovo. Udenrigsminister Helveg Petersen forsikrede, at han var overbevist om, at det ville danskerne gerne. Mon dog ! Lad krigsmagerne betale for, hvad de har afstedkommet. Læg bod på ministre og folketingsmænd, og de aviser, der har ansvaret for de fejlvurderinger, der startede voldshandlingerne og de konsekvente fejlrapporteringer, der holdt dem ved lige.

Til trøst får vi at vide, at serberne ikke skal få nogen som helst hjælp, hvis de ikke afsætter diktatoren Milosevic og helst udleverer ham til tribunalet i Haag. Jamen er han diktator mere end hans modstandere ? Det er en propagandapåstand, som Natos ledelse og den såkaldt fri presse blev ved med at gentage. Men så sagde man jo også, at han er krigsforbryder. Det er muligt - men ikke bevist. Helt sikkert er, at Natoledelsen er det. Hvor kan man overlade til den, at træffe beslutninger på vore vegne ?

Det allerværste er, at den magt, der står bag den pludselige militante indgriben i internationale affærer - formentlig fuldstændigt bevidst - undergraver al respekt for retfærdighed.

Når Madelaine Albright angriber serberne og Milosevic for krigsforbrydelser, råber hykleriet til en eller anden himmel. For selv bryder hun de svage retsregler vi har, og understøtter med erklæringer, penge og våben de krigsforbrydelser som Israel - dokumenterbart - gennem årtier har gjort sig skyldig i.

Skal der skabes respekt for international ret, skal den hævdes alle vegne.

Den jødiske verdensmagt bygger på, at den - i vore øjne skamløst, men i dens egne øjne som en af Guden dikteret selvfølge - forfølger sine egne interesser, og at den på samme måde skamløst angriber alle andre for at gøre det, som den selv samvittighedsløst gør.

Jeg er ikke ene om at være kommet til den slutning, at det er den eneste måde på hvilken man kan forklare, at disse intelligente mennesker uden synbar ubehag, kan skifte standpunkt og argumenter fra situation til situation. Man må alligevel spørge, om ikke Clintonregeringen driver "den anstændige frækhed" udover tolerancens grænser.

At det er Clinton-regeringens krig, fik vi klart at se på skærmen; men hvad vil hans opdragsgivere med den ?

Af det foregående fremgår, at man ville udvide grænserne for Natos geografiske og moralske virkeområde. Pagten skulle gøres til et smidigere og lydigt instrument, som samtidigt binder de mindre deltagere i et vasalforhold, der minder - uhyggeligt - om Sovjetunionens model.

Så ville våbenindustrien naturligvis gerne prøve effektiviteten, i uhæmmet anvendelse, af sine nyeste modeller, og samtidigt skaffe sig af med ældre og indkassere ny bestillinger. Det gjaldt derfor om at bombe så meget som muligt.

Men hvilken interesse har jødemagten i at støtte opbygningen af to islamiske stater i Europa, og fremme indvandring af muslimer i europæiske lande ? Det tjener tre formål : 1 : At plastre lidt på de uretfærdigheder og virkelige forbrydelser, som USA's protegé begår mod muslimerne i Mellemøsten. 2 : I Europa skal den fri indvandring tjene jødernes egen bevægelighed. 3 : Muslimernes krav på respekt for traditioner og riter skal støtte jødernes forsvar for deres egne : omskærelse og schächtning. 4 : Muslimernes fremtrængen skal destabilisere de europæiske samfund (som vi ser det her i Danmark). Sions vise (og Tel Aviv's) instruerede : "skab kaos, så kommer gojimerne og tigger os om at tage over."

Jacob Nussbaum erklærede, at dér er vi nu. Men lidt mere kan bare gavne. Derfor understøtter magtjøderne destabilisering og opløsning i alle andre lande end

Hvad stiller vi op ?

Jeg minder om, hvad den unge jødiske filosof Seffi Rachlewski svarede sig selv, da han spurgte sig selv, hvad man skal stille op med det sionistiske vælde, der behersker hans eget land Iarael. (Citeret i Der Spiegel nr. 1,-99 og Vestlig Samisdat nr. 6 s. 36.)

Han kom frem til : der er ikke andet at gøre end at kaste lys over det.

Samme resultat er vi kommet til : Spred LYS OVER ALT !

Afslør mosaismen, såvel som Islam.

Afskaf alle privilegier og særrettigheder, som religiøse ideologier benytter sig af.

Kræv sandhed af alle medier .

Kræv ret til adgang i medierne for alle, der har information, som er vigtig for demokratiet. Det gælder f.eks. de historiske revisionister.

Afvis særrettigheder for indvandrere.

De, der ikke synes om vor kultur, bør vælge et land, der passer for dem. Det gælder også jøder og muslimer.

Lad dig ikke mobbe !

Sig : Nå ! til skældsord - gør dig immun overfor dem !

Kræv sandhed og retfærdighed til alle sider.

P.s. : Hvad jeg netop skrev om den jødiske skamløshed demonstreredes åbent for alle på TV-skærmen 24/6-99. Der så vi den arrogante James Rubin, talsmand for USA's udenrigsministerium træde frem og udlove 5 mio. dollars til den, der kan give oplysninger, som kan føre til at Milosevic og 4 andre serbere bringes for domstol og dømmes for krigsforbrydelser. Hvor hyggeligt ! Så skulle han jo kunne mødes med dem i kachotten, som burde bliver godt fuld.

Man oplyste, at Milosevic og co. skal anklages for mordet på flere tusinder albanere. Hvor mange Rubin og co. har ansvaret for er endnu ikke opklaret; men vi fik i går at vide, at efter at Nato har opfordret serberne til at blive og lovet dem beskyttelse er indenfor de sidste 12 dage 50 blevet myrdet. Det forlød ikke, at Nato jager gerningsmændene, som jo ikke kan være langt borte; men det kan Rubin og general Clark formentlig gøre rede for, når de forhåbentlig snart stilles for retten. Men inden bliver der sikkert flere. I dag. d. 26/6 kom der rapport om 14 til, og Nato indrømmer at være ude af stand til at kontrollere den situation, som det selv har fremtvunget.

Samtidigt meldes, at Israel, som det hedder, havde gjort gengæld for et raketangreb , der havde dræbt to israelere, til gengæld for osv. Israel svarede med luftangreb i 9 bølger mod veje, broer, og el-værker, der stoppede strømforsyningen til hele Beiruth. 8 meldes dræbt, over 60 sårede. USA maner parterne til at vise mådehold. Så rørende kan den ene krigsforbryder appellere til den anden.

Naturligvis kommer hverken Rubin, Albright, Clark og Clinton, eller Nyrup, Hækkerup og Helveg for den domstol, som de har gjort sig fortjente til at svare for. Netanyahu og de andre israelske kandidater kan ikke anklages, da domstolen i Haag kun må behandle sager vedrørende det tidligere Jugoslavien.

( Epistel II, 12 202 )

Og den ny internationale krigsforbryderdomstol (Se s. 106) kan tidligst - om overhovedet - træde i kraft om halvandet år. Og så har man udformet den som en erklæring om amnesti for alle forbrydere, der har virket og vil virke frem til denne dag. For domstolen må kun behandle forbrydelser, der bliver begået efter at den - eventuelt - er trådt i virksomhed. Så hverken Israels regeringer eller nogen anden behøver at bekymre sig foreløbig, undtagen måske, hvis de kommer i vejen for det, der regerer USA.

Vi bebrejder mindre, de politikere, der i givne situationer accepterer visse kompromiser i erkendelse af, at længere er det just da umuligt at slæbe stormagterne. Men vi anklager den såkaldt "fri" presse, fordi den fortier alt dette. Fordi den undlader, at analysere og afsløre de omskrivninger og bedrag, der gør det muligt for hykleriet at herske videre.

*******

Dokumentation i : "Benjamin Freedman taler ud". Jüri Lina "Under Skorpionens Tecken" . "Døde virkeligt 6 mio. ?" Israel Shahaks bog, som nu kan fås på svensk Judisk Hitoria, Judisk Religion. Den omtales i V.S. 2 : "Jødedom og menneskeret." Douglas Reed : "The controversy of Zion" Oplysende artikler i det amerikanske Spotlight, sept.-91 og det svenske Nexus nr. 1 og 2,-98, og 1,-99.

Mere findes under følgende opslagsord : Adolphe Cremieux, Louis Levy, Coudenhove-Kallergi, Samuel, rabbi, Sions vises protokoller, Talmud, især om herrefolket.

Epistel No. 3

Nyttig Antisemitisme..

Vi har ikke mulighed for at følge, hvad der skrives og siges f.eks. på nettet om Vestlig Samisdat; men venner har oplyst, at en af de energiske mediemonopolforsvarere, der også har travlt på nettet, har betegnet vor virksomhed som klassisk antisemitisme.

På s. 2 skriver vi lidt om begrebet antisemitisme uden at dele det op i mere eller mindre klassisk. Vi ved ikke hvem, der står for denne graduering og til hvad formål. Sandsynligvis vil man med udtrykket så kort som muligt og uden begrundelse stemple vor påståede "antisemitisme", som vi ikke uden videre anerkender, som særligt banal og derfor noget, ingen bør beskæftige sig med. Man er altså særligt bange for VESTLIG SAMISDAT.

Hvorfor ? Fordi den ikke svarer til det hadbillede, man har bygget op af "racisme", som man systematisk har koblet sammen med antisemitisme, skønt der er tale om nærmest modsatte begreber.

Særligt fanatiske antiracister hævder, at der ikke er forskel på racerne. Det kan enhver se ikke passer. Og problemer opstår først, når man rangordner racerne, sådan som man siger, at nazisterne gjorde. Dem om det; men det er jo netop, hvad judaisterne gør. Hvorfor må man da ikke kritiserer dem ? Alle andre etniske, politiske og religiøse grupperinger må kritiseres, kun ikke jøderne og deres religion eller ideologi. Hvorfor ? Fordi de har opbygget et særligt defameringsforsvar, som er uden lige. Enhver, der fremfører kritik af jødiske interesser, den være berettiget eller ej, angribes - altså personen - ikke kritikken. Den sidste betegnes som antisemitisme, et fy-ord, der gør al begrundelse overflødig.

Hvad er da klassisk antisemitisme ?

Første gang, vi stødte på begrebet var i 1995, da Marianne i Berlingske Tidende havde skrevet om, hvad man i Mosebøgerne kan læse om den jødiske religion. Artiklen vakte stor harme i jødiske kredse, som man egentlig skulle forvente måtte være glade for interessen. Vrede læserbreve kaldte artiklen klassisk antisemitisme. Det forbavsede os og gjorde os nysgerrige, så vi forskede videre.

I vore samisdat fremlagde vi de overraskende oplysninger, vi fandt frem til, og bragte nyt om belysende litteratur.

Også det blev kaldt klassisk antisemitisme.

Hvis det er tilfældet, er der brug for mere af den art, for det lukkede jødiske samfund har fra tidernes morgen haft deres hemmelige forholdsregler mod fremmede, hvilket altså også gælder os. Vi bringer lidt af dette under opslag som Talmud.
For at bevare hemmeligheden forbød dette hellige skrift jøderne, at lade ikke-jøder få kendskab til indholdet, som er meget lidt venligt mod ikke jøder - især kristne, hvilket det sjældent er praktisk at vise alt for åbenlyst. Derfor anbefales mange steder dobbeltspil, hvilket vi altså ikke må læse.

Men efterhånden er oversættelser blevet tilgængelige. Det er da ikke længere nok at forbyde jøderne at viderebringe kendskabet til teksterne. Det må også forbydes os andre. Derfor defameringen af enhver - jøde eller ikke jøde - der peger på ubehagelige sider ved jødisk religion, adfærd eller politik.

Det er nu kommet så vidt, at medierne i vort kristne land følger direktiverne fra den ortodokse jødedoms mest aggressive skrifter.

( 203 Epistel III, 2 )

Efter at jødemagten har erobret vore media, stempler den målbevidst alt, hvad den finder ubekvemt, som antisemitisme, og angsten for denne betegnelse er indarbejdet så solidt, at det er gjort umuligt at fremføre en saglig debat i danske medier om jødiske emner.

Vi har hørt og læst så meget om "jødehad", at ordet spontant fremmaner billedet af stakkels, uskyldige fattige mennesker, der forfølges af hujende gadedrenge, kastende med sten, og små jødiske butikker, der har fået deres vinduer smadret. Vi synes det er frygteligt, og derfor må vi holde med jøderne.

Godhjertede gojim, ikke-jøder, vil gerne holde med de svage, en tendens der kan spores helt tilbage til Jyske Lov. Det er en kristelig godhed, som Nietzsche indså var en svaghed, hvad det nu kun er, kombineret med dumhed. Men netop denne har judaismen ved hjælp af sit mediemonopol forstået at udnytte til at skabe et skjold om sig selv og sine

interesser. Det er gjort umuligt at kritisere den, og dermed har den fundet vej videre frem. I ly af skjoldet dyrker dens agenter nu risikofrit antirevisionisme, antikristendom, antigermanisme og antidanisme.

Det er da nødvendigt at korrigere myten. Fattige, svage og forfulgte er de i dag ikke. De er tre - fire gange så mange som vi. De råder over fantastiske finansielle og militære resurser. De behersker størstedelen af vestens media, og vore egne fuldstændigt. Deres magt er bygget op på udnyttelse af svagere, og deres knuste butiksruder var fremprovokeret af langt grovere jødiske angreb, hvad vi aldrig har fået at vide. Derimod får vi dagligt pålæst, at 6 mio. af dem blev myrdet af nazisterne - de fleste i gaskamre. Det er så frygteligt, at man ikke engang kan spørge, om det er sandt, og derfor har vi så godt som alle troet på det. Nu viser det sig, at også det mest er myter. Det må vi heller ikke få at vide.

I denne vejleder har vi samlet kendsgerninger, opfattelser og synspunkter, som vore medier ikke har sluppet frem. Det betegnes alt sammen som antisemitisme.

I så fald er det den eneste anti- af de nævnte, som der er brug for.

Den fremførte kritik retter sig mod navngivne jøder eller deres udtalelser, og den retter sig mod jødisk religion og ideologi; men ikke mod jøderne i almindelighed.

Kritik af kommunisme og fascisme rammer kun dem, der bekender sig til den, ikke noget helt folk, selv om det skulle være blevet koblet til læren.

Det samme gælder naturligvis, hvad der kan siges om judaismen og sionismen.

Racisme.

Om dette defamerede begreb, må man have lov at mene, at det er en rigdom, at der findes forskellige racer, og det kan ikke være galt, at man er glad for sin egen. Det fordærvelige begynder, hvor en race erklæres overlegen alle andre og udset til at herske over dem.

Her kan det ikke fragås, at imperialister af hvid race har ment, at deres - temporære - tekniske, organisatoriske og militære overlegenhed skyldtes, at de var mere udviklede også som race betragtet. Det afholdt dem ikke fra med alle midler at bekæmpe andre hvide racister. Og gradvis smuldrede det idémæssige grundlag for de hvides oplevelse af overlegenhed. Den harmonerede hverken med kristne eller humanistiske forestillinger. I dag er den hvide racisme i defensiven, hvilket er en ærlig sag, men ikke en fornuftig grund til, at den hvide race skal begå selvmord, hvad mondialismen, så gerne vil have den til. (Se også Coudenhove-Kallergi )

I dag vokser selvfølelsen hos andre racer, både de enormt store og hidtil oversete små. Det handler ikke nødvendigvis om racisme, men om ny erkendelse, som opfordrer til at opbygge respekt, men også selvrespekt.

Den eneste vaskeægte racisme, både i teori og praksis er judaismen/sionismen. Vi har peget på dette og på andre anakronismer i den jødiske, men også i den muslimske og vor egen religion.

Når sådanne kendsgerninger drages frem er det ikke racisme eller antisemitisme, men nødvendig information i vort samfund, nu, hvor etnisk, kulturelt og religiøst vildtfremmede folkegrupper, ønsker at etablere sig og præge det samfund, vi har bygget op.

Vi bør da vide, hvilke grundværdier og hvilke idéer, de styres af.

Vi har set, hvordan begejstringen for en idé som kommunismen har præget stillingtagen til godt og ondt i så godt som alle forhold hos overbeviste tilhængere. Tilsvarende farvning gælder naturligvis tilhængere af andre ideologier, men især de, der bygger på religion.

I tusind år har vi forsvaret vore grænser, endda prøvet at udvide dem. Nu har vi affundet os med dem, der er. Og der er meget at være glad for. Også det, at det militære pres på vore grænser er formindsket, i hvert fald som det ser ud, for øjeblikket.

Men kulturelt står vi overfor den meget lumskere fare, kulturelt at blive tromlet ned indenfor egne grænser af propaganda og civil invasion over disse grænser.

Tre ideologier samvirker, selv om de helst ikke vedkender sig det, for at undertrykke, hvad der er særegent i vor og nærstående kulturer.

Mondialismen

Idéen om een verden er tillokkende ligesom idéen om een kærlig og retfærdig gud og een verdensorden og een verdenslov.

Med dette blikfang forsøger mægtige kræfter at etablere sig selv som verdensherskere, og da de råder over mægtige kapital- og propagandaresurser udvider de systematisk deres magt.

De er velorganiserede. Vi kalder deres propagandakontor for Hootonkontoret, opkaldt efter bastardiserings- planens opfinder .

( Epistel III, 3 204 )

Kontoret fører budskabet frem som multikultur : Den altfavnende idé er, at alle kulturer (undtagen een) er lige gode. Så kan de lige så godt blandes så meget som muligt, specielt fordi hver især derved får mindre mulighed for at gøre sig gældende. Dette fremmes ved systematisk at manipulere Vestens idéer om menneskeret og demokrati.

Det er målrettet desinformation og kultursabotage, som kun har til formål at tjene den kultur, der har forstået at holde sig uden for.

Vi understreger, så tit vi kan, at kultur er at veje og vælge det bedste. At hævde, at alt er lige godt, er mangel på kultur.

Men det er multimedierne, der bestemmer, og regeringer og ministre adlyder. Nyrup Rasmussen siger : Alle i Danmark er danskere. Det gælder altså alle, der ønsker optagelse i vort samfund, uanset hvilken holdning, de har, til demokrati. retssystemer, kultur og milieu.

Vi skal altså tage alt det fremmede til os; og afstå fra - hvad vi før har gjort - at vælge det, der harmonerer med vor egen situation og egne erfaringer.

Blandt lokketonerne fremfører Hootonkontoret det tiltalende, at alle mennesker skal have lov til at rejse hvorhen, de vil, men så tager de skridtet videre og forlanger, at alle ikke blot skal have lov at dukke op, hvor det passer dem, men også etablere sig og få stemmeret og adgang til at vælge og vælges ind i styrelser og parlament med ret og magt til at udbrede deres "kultur" og religion.

Det betyder, at alle døre skal åbnes (undtagen een), så at et hvilket som helst etnisk flertal eller en hvilken som helst kapitalstærk magtgruppering uden direkte at anvende våben vil kunne erobre et hvilket som helst territorium, der ser tillokkende ud. Se Erobring.

Det er den trussel, vort lille land står over for.

For at fremme den globale udligning af forskelligheder og det globale herredømme af een eller et fåtal magtkoncentrater fordrejes idéer om retfærd og rimelighed, som er opbygget i vestlig civilisation.

Menneskerettigheder og konventioner bearbejdes til redskaber for invasionsmagter og til at undergrave fastboendes historisk betingede rettigheder.

Alt dette planlægges og styres af Hootonkontorerne og mades frem gennem FN og nu også EU og talløse støtteorganisationer, som igen - i hvert fald i Vesten - bakkes op af de i forvejen næsten totalt erobrede media.

Alt dette for at udrydde diversiteten i verdens kulturer.

Sionismen / judaismen.

har rent praktisk samme interesse som mondialismen, bortset fra at den forudsætter, at multikultur og multireligionsprincippet ikke bør gælde i Israel. Denne lille afvigelse kan mondialisterne åbenbart bære over med, fordi fronten mod alle andre nationaliteter er den samme. Vi ser derfor, at jødiske magthavere og mediefolk er de ivrigste i propagandaen for, at Danmark skal modtage så mange fremmede som muligt. Samtidigt forsøger de at nedgøre dansk kultur og forresten al anden kultur end jødisk. Man forstår ikke baggrunden for dette, hvis man ikke kender noget til jødisk religion og historie. Derfor bør danskerne kende denne baggrund.

Hvis jøderne vil bo her i landet, må de finde sig i at deres ytringer og deres ideologi bliver kritiseret på linje med alle andres. Skældsord som antisemitisme og racisme hører ikke hjemme i en demokratisk debat. Kun fakta og argumenter.

Islam

Hvad der gælder vort forhold til judaismen gælder også forholdet til Islam. Danskerne bør vide stort set, hvad der står i koranen, men også hvordan det tolkes i muslimske lande, især hvad sharia betyder. De bør vide, hvordan muslimer ser på kvinder, ægteskab og vantro, dvs. hvad vi andre er i deres øjne. Og de må oplyses om, at muslimer, der virker fredelige og venlige i dag, ikke så sikkert vil være det, når de med øget tal opnår større politisk magt og belæres af præsteskab, hvis holdning til danske værdier og demokrati er mere afvigende end medierne vil slippe frem.

Trods advarende artikler og læserbreve og Mogens Glistrups bindstærke dokumentation bagatelliserer medierne og glatter ud. Og de fremmede griber naturligvis chancen og stiller krav, hvorefter ungdommen reagerer med vold, når den ikke synes, dens krav bliver imødekommet hurtigt nok. Den jødiske presse støtter dem.

Sandheden er, at afstanden mellem dansk kultur og mange andre landes er så dyb, at danskerne ikke bør bøje sig for deres krav- De andre skal heller ikke bøje sig for vore værdier, hvis de ikke vil, men så må de vælge et andet land.

Denne simple regel hævder jøderne med magt i deres eget land, Israel, og endda i okkuperede områder; men i Danmark agiterer de for, at vi skal integrere hvilke som helst indvandrere, også dem, der totalt afviser nordiske vurderinger. Det betyder, at vi skal give dem alle rettigheder i vort samfund, men ikke assimilere (fordanske) dem.

Vi har set, hvad ideologier kan forårsage : kommunisme, nationalisme, imperialisme. Religioner kan udnyttes på samme måde som mægtige politiske våben. Det gælder både jødedom og Islam. Den sidste var i århundreder en mægtig motor til militære erobringer. I dag er den i gang med at tage de nyeste ikke-militære i brug.( Se Erobring -)

Folk og folkevalgte til kommuner, amt og folketing må have kendskab til, hvad der udlæres i de religioner, hvis tilhængere stræber efter adgang til kommunalbestyrelser og på sigt folketing.

Derfor må medieblokaden brydes.

( 205 Epistel III, 4 )

Vor kritik af jødedommen adskiller sig ikke fra den, som rettes mod andre politiske bevægelser. At jødedommen fremtræder som en religion kan ikke fritage den for kritik.

Religionsfrihed er en personlig ret over ens egen person ligesom tanke- og ytringsfrihed - ikke en ret til at bestemme - end mindre herske - over andre. Så snart jøder (og tilhængere af andre trossamfund) agerer uden for deres familie, er de underkastet samme regler som alle andre.

Når vi bestrider, at vor virksomhed er antisemitisme med de negative valører som er indarbejdet i dette begreb, så er det fordi vor virksomhed har været og udelukkende er informativ.

Det mærkelige er, at denne information opfattes som fjendsk eller hadefuld, for indholdet er jo ikke vor skyld. Nogle må opfatte det - og mange gør det formodentlig - sådan, at de opfattelser og særtræk, som vi påpeger, ved jødedommen og Islam, er beundringsværdige. Det må typisk gælde belæringerne i Thoraen og Talmud og de politiske og propagandamæssige forholdsregler, som foretages mod afvigere fra disse lærer. Det gælder undertrykkelse af litteratur og hævn- og smædekampagner mod tyskere, palæstinensere og i den seneste tid også danskere.

Når simple oplysninger om disse belæringer og handlinger opfattes som negative og fjendtlige, må det være fordi, de er fremmede for dansk tankegang. Det ved jøderne godt og forsøger derfor at bevare deres nationalisme og, hvad der hos alle andre ville blive betegnet som racisme, som deres eksklusive forretningshemmelighed. Vi bør ikke lade os narre. Vi bør - ligesom mange fordomsfrie jøder gør det - tage afstand fra de middelalderlige eller oldtidsagtige lærdomme, der fremføres og endda praktiseres i jødedommen.

Vor virksomhed er ikke mere antisemitisk end den er antikommunistisk og antifascistisk. Blot er vi nødt til oftere at fremhæve jødedommens dæmoniske side, fordi den så omhyggeligt holdes hemmelig.

Vore Samisdat og vor "vejleder" har ikke uprovokeret drevet nogen speciel hadkampagne mod jødedommen; men blot registreret hvilke kendsgerninger vore media har mørklagt. Det gælder bøger som Kaufman's og Israel Shahak's og al den revisionistiske litteratur. det gælder skævhederne i fremstillingen af jødedommen. Og det gælder hændelser som Zündelprocesserne.

Revisionismen

Vi må indrømme, at vi ikke havde nogen anelse om, at den fandtes. Danske media nævner den ikke eller højst med en sarkastisk bemærkning. Der er ikke basis for nedladenhed. Flere amerikanske tidsskrifter viderebringer forskning, som har fremdraget historiske kendsgerninger, som ikke er til at komme uden om. Journal of Historical Review udgives af det californiske center Institute for Historical Review, der afholder konferencer og udgiver bøger, i hvilke ny kendsgerninger og ny synspunkter lægges frem. Danskerne får intet at vide. Vore medias centrale magt bestemmer, hvad vi må få kendskab til. Den benævner sin virksomhed : "selvcensur"; men det er simpelt hen censur. Med autoriteten i denne selvudnævnte domsmagt indskoler de deres undergivne at bortcensurere al omtale af besværlig videnskabelig historieforskning på linie med porno og den sladderjournalistik, som er for grovkornet selv for eftermiddagsbladene.

Topmediernes magt er så stor, at forlag og biblioteker - selv de højere læreanstalters - sjældent vover at trodse deres bandlysninger.

Det er en hån mod demokratiet, at fordømme revisionismen som neonazistisk propaganda. Blandt de banebrydende forskere var modstandsmænd, som havde siddet i tyske koncentrationslejre. Berømte er pioneren Paul Rassinier og nutidige kættere som Garaudy og abbé Pierre.

Al kreativ historieforskning er revisionisme. Der opdages stadig ny sider selv i ældgamle beretninger. Vi læser Saxo og oldkvadene på ny måder. Og stadig ny aspekter findes i beretningerne om, hvad Jesus gjorde og sagde.

I vort århundrede, hvor propagandamaskineriet er udviklet til et supervåben lige aktivt i krig som i "fred", må historikerne, men også vi andre være påpasselige.

Vor tids revisionister kæmper for at nærme sig sandheden bag de brede røgslør, der er udspredt under tre kolde og to uhyggeligt varme krige. Vi tvinges til at ændre syn på mange omhyggeligt indarbejdede forestillinger om sort og hvidt, guder og helte. For nogle bliver det tungt.

Revisionismens gennembrud fandt sted i 70'erne. Vi hører til dem, der ikke observerede noget; men avisernes redaktioner må have læst om Zündelprocesserne og mindetavlerne i Auschwitz og revisionistkonferencerne hvert fjerde år siden 1979. De vendte det blinde øje til, og gør det nu en snes år senere.

Semitisme - antisemitisme.

Begrebet "Antisemitisme" og angsten for at blive stemplet med det skrækkelige ord. er sammen med skældsordene racisme og nazisme blevet et af den sionistiske propagandas mest effektfulde våben. Det er lige meget, om man bliver stemplet med disse ord med rette eller urette - det er at blive udstødt til de utilregneliges selskab. Da alle media er lukket for én er det uhyggeligt svært at værge sig.

Hvad er da semitisme ? Lademanns leksikon kender ikke ordet - ej heller Den Lille Salmonsen eller Bra Böckers Lexikon. Men i den større Salmonsen fra 1927 nævnes, at ordet i "moderne journalistik" undertiden anvendes (i modsætning til antisemitisme) i betydningen jødevenlighed. Begrebet eksisterer altså noget diffust, hvilket gør, at også antibegrebet bliver bekvemt svævende.

( Epistel III, 5 206 )

Men Den danske encyklopædi anvender flere sider for at belyse det sidste emne. Artiklen fra 1994 fremhæver, at antisemitisme har eksisteret gennem tusinder år i mange riger og lande; men beskæftiger sig ikke med hvorfor. Det er interessant, at artiklen er skrevet af en sognepræst, Karin Weinholt, som forudsætter at den altid skyldes fordomme, og derfor er forkastelig og bør bekæmpes også af de kristne kirker. Dermed stiller hun og vort ny oplysningsværk op for den ekstreme holdning, som deklareres af Antidefamation League, at al kritik af jødedom er utilladelig. Hun fjerner sig fra den objektivitet, som bør kendetegne en videnskabelig behandling af emnet.

Den kristne kirkes afstandtagen, som hun kritiserer, er jo begrundet i en langt mere fjendtlig holdning fra jødisk side.

Og den politiske afstandtagen til jødesamfundet er i vid udstrækning begrundet i dette samfunds egen ekstreme nationalisme og racisme.

Når Weinholt skriver, at jøderne naturligt deltog i første verdenskrig på fædrelandets side, er det uklart, hvad hun mener. Det er rigtigt, at tyske jøder kæmpede for Tyskland (Vi får nu at vide, at der endda var dem, der gjorde det under Anden Verdenskrig) men det var der også danskere, der gjorde, flest fordi de var tvunget til det - andre kæmpede for de allierede. Men magtfulde jøder kæmpede først og fremmest for jødiske interesser og kom derigennem til at bekrige europæiske stater, hvor deres medlemmer da kunne opfattes eller faktisk fungerede som femte kolonne.

Med Chaim Weizmanns og de amerikanske jøders indgriben på den europæiske skueplads engagerede den jødiske magtelite sig i en tyskfjendtlighed, som alene var dikteret af israelsk magtpolitik og ikke begrundet i en tysk jødefjendtlighed, som til da snarest havde været mindre udtalt end østeuropæisk og fransk. Når tysk antisemitisme efter 1. Verdenskrig voksede, kan man ikke se bort fra, at det skete på baggrund af aktiv jødisk tyskfjendtlighed.

En saglig vurdering af antisemitismen må belyse de grunde der kan anføres ikke blot imod, men også for.

Så peger Weinholt for at nuancere en lille smule på begreberne antizionisme og antijudaisme, hvor det sidste skal betyde fjendtlighed mod jødisk religion. Dette sidste emne bør være højst interessant for danskere og især vigtigt for en dansk kristen præst, men hun springer det over og skriver : "Antizionisme er ligesom zionisme grundlæggende en ikke-racistisk, politisk holdning, men for så vidt en antizionistisk argumentation låner træk fra antisemitisme bliver den antisemitisk," hvilket hun tolker bredt som jødefjendtlighed og dermed forkastelig.

Men hvad, hvis sionismen er racistisk, ligesom judaismen uomtvisteligt er det ? Så er begge dele simpelt hen omverdenfjendtlige.

Analyserer man fordomsfrit jødeproblemet, er det klart, at den jødiske fjendtlighed mod ikke-jøder ligger bag næsten al jødisk problematik. Når så få indser dette, skyldes det den fordrejede information, som spredes af de så godt som totalt jødisk dominerede medier.

Det står i dag klart, at Sionismen er en verdensmagt, der behersker en af verdens absolut mægtigste militærapparater, som endda råder over atomvåben. Den behersker verdens mest effektive propaganda- apparat. Den råder over et enormt effektivt organiseret frimureri med forgreninger i et stort antal lande. Frimureriet bygger på en religiøs-politisk ideologi af middelalderlig tilsnit.

Både blandt jøder og ikke-jøder er der kritik af denne mægtige magt. Men i Danmark undertrykkes den så godt som fuldstændigt under påskuddet antisemitisme Det er lige så urimeligt, som at afvise kritik af Sovjetsystemet med at det er russerhad.

Det afgørende for vurderingen af holdninger er deres loyalitet.

Herbert Pundik, i mange år chefredaktør i Politiken, lancerede påstanden, at jøderne har opnået verdens anerkendelse af, at de repræsenterer multiloyalitet. Det kan han kun udslynge, fordi han ved, at den lobby, han tilhører, kontrollerer vort medienet.

Vi ser dagligt, at de toneangivende jøder kun har en fast loyalitet, den til deres sionistiske medkæmpere.

Når brødrene Melchior, Claus Rothstein og den tungest vejende del af medierne kæmper for friest mulig indvandring til Danmark og rettigheder for muhammedanere til at bygge moskéer og udøve deres rituelle aktiviteter, så skyldes det ikke loyalitet mod Danmark eller Islam eller blot demokrati og menneskelige rettigheder. Det dikteres af pansionisternes egne interesser i frit at rejse og etablere sig, hvor det er nyttigt, med ret til at udøve de ritualer, som er vigtige for deres eget sammenhold og frimureri.

Når danskere kaldes svinehunde, fordi de vil slå vagt om danskhed og dansk kultur, så er det antidanisme og promondialisme.

Når medierne opretholder den censur, som vi her har påpeget, er det illoyalt mod vort demokrati.

Når vi påpeger dette og kritiserer judaismen, er det ikke jødehad; men kritik af en fjendtlig ideologi. Enhver jøde må gøre op med sig selv, om det er hans. Så længe danske jøder ikke tager afstand fra den er ansvaret deres.

Og hvis information om jødisk religion og politik er antisemitisme, så er antisemitisme godt.

Hvad antijudaisme angår er den lige så berettiget som modstand mod Islam, fascisme og kommunisme.

*******

Epistel No. 4 207

Om danernes kristne tro.

De første ord i Johannes-evangeliet er : I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Vi har alle hørt og læst disse mærkelige ord og fornemmet, at der var en sandhed i dem.

Men ordet er ikke alt, og ordet er ikke det første. Det første var og er billedet.

På det individuelle plan er det tydeligt. I begyndelsen - din begyndelse - så du et ansigt over vuggen. Det smilede til dig, og ganske af sig selv smilede du igen. Uden ord forstod du det, du så, og følte varmen. Ansigtets læber bevægede sig, og du hørte lyde. Det var kærlige ord; men dem forstod du ikke. Du forstod det, du så.

Siden så du også solen, og markerne og bølgerne, og alt dette kom fra Gud, og det var Gud.

Først efterhånden kom ordenes mægtige kraft; men hvorfra stammede kraften, det guddommelige ? Den kom fra oplevelserne med alle sanser, fra billederne i lys, farve, form og lyd.

I begyndelsen var billederne og tonerne, og de kom fra Gud, og de var, og de er Gud.

Billeder, toner, og stilhed gennemsyrer al religiøs ídé og følelse i Norden og Europa, men helt sikkert også i fjernere regioner.

Det er nødvendigt at pege på dette, når vi skal gøre vort hus op overfor fremmede kulturer, der har etableret sig i vor midte eller er på vej til at gøre det.

Tilhængerne af bogreligioner søger at gøre teksterne i helligforklarede skrifter og opremsningen af dem til Guds mening med skabelsen. Der opstår en afstand mellem det guddommeligt skabte og oplevelsen af det. Udenadlæren og præstevirksomhed stiller sig imellem.

Det udnytter bogpræsteskaber som jødedommen til at hudflette os, fordi vi ikke er så bogstavtro, som de selv foregiver at være ved at følge påståede guddommelige direktiver, som vor religion for to tusinde år siden tog afstand fra som meningsløse. For os har andre ord og beretninger om Jesus og andre inspirerede ånder bevaret deres lyskraft og læses stadig for og af os alle sammen i kirker og i hjem; men noget ganske bestemt er vigtigt og er noget, vi må slå vagt om :

Hos os har respekten for det guddommelige i de gamle skrifter, som stadig læses og tænkes over, ikke spærret for anden åndsvirksomhed, som man har set det i fundamentalistiske bogreligioner. I vor verden er nysgerrigheden, videbegæret, den personlige tragten efter erkendelse aldrig blevet fuldstændigt lænket af den herskende bogteologi.

Vi ser, at oldtidens tænkere og digtere fra Homer og Aristofanes og Euklid, Sokrates og Cicero er holdt i ære, ligesom græsk-romerske guder optog fantasien i konkurrence med bibelens mere eller mindre fromme beretninger. I Nordeuropa overlevede på mirakuløs måde vor egen førkristne forestillingsverden og mytologi. Ikke blot i det folkelige levede hedensk følelse og tro videre; men gang på gang bryder i billedkunst og kunstdigtning betagelsen af heltesagn og gudemyter igennem med selvoplevelsens kraft. Det samme gælder glæden over skønheden i skabelsens undere. Skønheden - den ægte - kommer fra Gud.

Af denne bredde i vor erkendelse - også den religiøse - er den moderne videnskab groet frem ved siden af religionen : ikke blot naturvidenskab, så eksakt som muligt, men også sprog- litteratur- og religionsvidenskaber, omend aldrig helt så eksakte.

Når denne symbiose - ikke uden grufulde kampe - har kunnet udvikle sig, hænger det sammen med det flerdimensionale i håndteringen af vor religiøse drift. Den lod sig aldrig helt klemme i spændetrøje.

For vor kristne religion er meget mere end ord. Det udtrykkes i vore salmers betagelse af Vorherres natur; men især af vore kirkers mangetydige forkyndelse.

Hvor vældig denne rigdom er, må vi gøre os klart, nu da andre vil have os til at afskrive eller i hvert fald nedskrive denne vor mægtigste kulturarv.

For det første bygningen. Uden et ord, ja uden en tone taler den til os om det, der er mægtigt, hvad det nu er. Mure, hvælvinger tårne meddeler sig abstrakt gennem alle vore sanser uden at binde budskabet på anden måde end gennem det nære, familiære formsprog.

Det kan være lokalt præget, det kan bære bud om fællesskab med fjernere samfund, som stræbte efter det samme. Men det skal være vort, og det er det. Nedvurder ikke det ordløse budskab !

( Epistel IV, 2 208 )

Jomfruen og barnet, og velsignelsen fra oven, og dyrene og hyrderne på marken af Meister Francke.

1. halvdel af 1400-tallet. ( Hamburg, Kunsthalle )

209 Epistel IV, 3

Inde i bygningerne taler rummet tavst om det ophøjede, ikke mindre gribende i landsbykirkens lave mure, der lever og ånder af de gamle håndværkernes stræb for at styre kampe- og mursten til tykke mure, der aldrig blev kedelige og matematiske som nutidens murermesteri. Og i katedralernes himmelstræb båret af fintformede søjler formet med ærbødighed og glæde ved form. Ikke et ord; men et mægtigt budskab, strengt, eller mildt som det første ansigt, der smilede til dig over vuggen.

Og så smykkerne : skulpturer, malerier, altre, lysestager og -kroner, som breder vor religions budskab langt ud over præsternes prædikener, der oftest - men vel ikke altid - var skåret til efter de højeste præsters skabeloner for den eneste rette oplevelse, opfattelse.

Billedkunstnerne eller billedmagerne har fra første færd bidraget pragtfuldt til at bredgøre budskabet af den, eller de religioner, som vi kalder kristne, og som vi roligt kan blive ved med at kalde kristne, fordi de belæringer, der henføres til Kristus faktisk er så mangfoldige, at man genfinder det fælles bag de mange former.

Når vore jøder nu gennem servile presse-

agenter vil indbilde os, at vor religion kun

er en afsmitning af deres egen todimensio-

nale dyrkning af regulativer, er det på høje

tid at vi besinder os på, hvad der er det bed-

ste i vor egen verden. Vor religion er rige-

re - himmelrigere. Den handler om smerte,

guddommelig smerte; men også om skøn.-

hed : den guddommelige skønhed i det

skabte, og i sandheden, som fører til for-

dømmesen og korset, men også i uskylden,

i barnet og jomfruen og moderen.

Kristne forkyndere har jo bevidst eller

ubevidst forskudt tyngdepunktet mod gam-

mel frugtbarhedsdyrkelse : Jesusbarnet og

moderen, som de skildrer herligt mild.

Billedkunstnerne har bidraget med tusind-

vis af nuttede unger og yndefulde mødre.

Og hvor har de elsket skabelsesberetnin-

gen med de to mennesker i naturtilstand !

Gennem billedkunstnerne er kristendom-

men beriget med skildringer, der gjorde de

bibelske beretninger jordnære, men også

scener fra Æsobs fabler og vor egen folke-

tro eller overtro favnes i kirkernes billedver--

den. Kig engang efter i altres og epitafiers

dekorative udsmykninger, hvor mange hav-

fruer og barmsvulmende eller skægpralende

fabelvæsener der kunstfærdigt er kompone-

ret ind som ramme om det kristne mysteri-

um. Vore døbefonte svulmer af hedenske Lucas Cranach (Statens Museum for Kunst)

løver, over hvilke præsterne udråber deres

amen.

Vore bedste kirker er helt uden ord de mest pragtfulde gudstjenester. De udtrykker den enkeltes direkte oplevelse af det guddommelige. Nu jamres der : kirkerne står tomme. Jamen da er de allerdejligst. Det er klart, at de bør have en anden funktion i dag. En gang var de det eneste sted, hvor almindelige mennesker kunne få kendskab til, hvad der står i biblen. I dag kan vi alle læse det selv, og i radio og TV sendes jævnlig gudstjenester, hvor vi kan gøre os bekendt med teologernes tolkninger. Det er da naturligt, at man sparer præstemedvirken til særlige lejligheder, hvor man føler særligt for det, og højtider som bryllup, dåb og begravelse. Men dermed er kirkernes rolle ikke

Epistel IV, 4 210 udspillet. Mere end nogen sinde er der brug for dem som stedet, de er skabt til : kontakt med det, vi kalder Vorherre. Kirken er dejlig for dem, der søger denne kontakt sammen med andre. Men den er lige så fuldkommen for dem, der gerne vil opsøge den alene eller sammen med kone og børn. Kirkerne burde altid stå åbne. Det var de for ikke så længe siden de fleste steder. Frode Fredegod i venlig ihukommelse. Med de ulvetider, som er indvandret er dette blevet sværere. Mange prøver alligevel stadig at holde adgangen åben, og vi roser den beredvillighed hvormed præster og kirketjenere er behjælpelige, når man beder om at få adgang til skatkamrene.

Vor religion respekterer skønheden. Selv i katolske lande malede man ikke blot Jesus og Madonna, men især fra og med renaissancen dyrkede man på livet løs motiver fra græsk og romersk mytologi. Og Martin Luthers ven, den femragende maler Lucas Cranach malede nymfer og Venus og Amor med ingen ting på, så det var en lyst for alle tidens fyrstehuse, også vort eget. Skønhedsdyrkelsen er indgået i bredden af vor kristne kultur. Det hører til det største og gode ved den.

k

_

Mathias Gothardt Neidhart, kaldet Grünewald (1455 -1528) er især berømt for det mægtige Isenheimalter, der i dag kan beundres i Colmar. Mere traditionelt, men ikke mindre subtilt malede han dette billede af jomfruen, der betragter den røde nellike, symbolet på menneskesønnens lidelser.

k