Ehrenburg, Ilja. (1891-1967)

Sovjetisk forfatter og propagandist. Stærkt hyldet af "kulturskribenter" i Vesten.

På dansk udkom "For menneskets Skyld", Pergamon 1946 : en række artikler, der frembyder alt, hvad et hjerte, placeret i den anatomisk rigtige side, kan begære. Her er begejstret hyldest til Sovjet og Stalin, og et formeligt supermarked af propagandaklichéer.

I sine reportager fra krigen anvender han hjertegribende småhistorier, der illustrerer sovjetborgernes fine karakter og heltemod, og i kontrast dertil "Fritz'ernes" og "tyskindernes" dumhed fejhed og brutalitet.

I filosofiske afsnit fremlægger han sin kommunistiske kulturfilosofi. Her nogle stileksempler :

"Det er omsonst at tro, at samvittigheden vågner i en tysker. Tyskerens samvittighed vågner ikke. Han har ikke nogen."

"Han myrder russiske børn og sender lækkerier hjem til sine egne."

"- vi kæmper for de svages sag. Vi kan ikke lade tyskeren beholde jord. Vi må indhente ham og slå ham ned, hvis vi nøjes med at jage ham vestpå, vil han samle kræfter og begynde forfra - Tyskeren må jages ned i graven. Kun som død kan han ingen skade gøre."

"Når vi kæmper med de storsnudede barbarer, forsvarer vi ikke blot vort elskede land, men endnu mere : hele menneskehedens værdier, humanismen og kunsten,"

"Jeg hylder ikke tysk malerkunst fra den førhitlerske periode; men den var dog mere levende end de hæslige lærreder, som hobede sig op i Hitlers Tyskland. Hvad er egentlig nazismens maleri ? En tarvelig naturalisme, en søgt monumentalitet i "kolossal" målestok kolossale krigere og førerkvinder, hovmod udtrykt af en ukyndig pensel."

Ehrenburgs kultursyn er franskorienteret. Han er ikke klar over, at ældre tysk malerkunst tæller nogle af verdenskunstens mest pragtfulde mestre, som Grünewald, Baldung Grien og Cranach - den ældre og den yngre. Men han kender og hylder Picasso. Man må da undre sig over, hvordan han har befundet sig i selskab med Stalins elitekunstnere, der så nøje modsvarede den rammende beskrivelse, han gav af nazismens akademiske malerkunst.

"Nu, da vort folk i spidsen for de andre folk, som elsker friheden, kæmper mod barbariet, mod Hitlertysklands umenneskelighed, svæver muserne over den forreste linje. De holder soldaten oppe og nærer hans hellige flamme. Der kæmpes en kamp på liv og død for friheden, for menneskets værdighed, for skønheden og kunsten," (3. juli 1943)

"Tyskland, som kun rummer tyskere, knager i sine fuger : fangne bajrere, württembergere og rhinlændere skynder sig med at erklære, at de ikke er preussere. Ved at begunstige en folkestamme på andres bekostning har nazisterne søndret det tyske folk. Vi, som har værnet om de nationale ejendommeligheder hos ikke-russere, har skabt Sovjets enighed, og armenere og uzbekere kæmper for det store Rusland."

"Fritz er et ondskabsfuldt får, en afrettet ulv. Lydigheden ligger alle tyskere i blodet. Selv de mest kritiske Fritz'er adlyder deres overordnede. De vil blive ved dermed til den bitre ende. Tyskland vil brase sammen på en gang."

"Sovjetunionen forsvarer sig ikke blot som et vældigt rige, men som et sandt demokrati."

"Vi har lært at skatte friheden højere - efter nazisternes despoti med Gestapo, "Bürgermeisterne", angiveriet og alt det onde, som tyskerne slæbte med sig."

"Tyskerne appellerede til de allerlaveste instinkter, de prøvede på at pudse folk på hinanden, opmuntrede tyverier, spytslikkeri og angiveri."

De tyske officerer er pedantiske og fantasiløse. Sovjetofficeren beskrives således : "En omfattende kultur, kontakt med folket og dets afvekslende liv tillader officeren at overholde reglerne, også når han bryder dem - - - Den Røde hærs styrke ligger i, at den efter at have tilegnet sig erfaring og kunnen er forblevet den folkeligste og mest menneskelige af alle."

Et højdepunkt i hans produktion er dette opråb : "Dræb tapre soldater i den røde armé, dræb ! Der findes ikke noget uskyldigt ved tyskere. Følg kammerat Stalins anvisning og søndertramp det fascistiske dyr i dets hule. Bryd ned vold de germanske kvinders racehøjmod, tag dem som retmæssigt bytte. Dræb I tapre røde soldater, Dræb !"

Allerede 4/1-45 talte han om 6 mio. jødiske ofre for nazismen og om 4-5 mio. dødsofre i Auschwitz, som først blev erobret af sovjetiske styrker 23/1-45. Også finnerne, "Disse pryglende humanister" får deres bekomst.

I en omtale af en vis Charkov-proces beskriver han "vittigt" "retssagen" mod tyske soldater, som stod anklaget for at have drevet ambulerende gaskamre eller gasvogne, hvis eksistens sund fornuft og Solsjenitsin blankt har afvist.

Vi ved ikke om Ehrenburg efter krigen officielt har modereret sine opfattelser; men det kan se ud som om han i mindre kredse har gjort det. Den rumænske jøde Joseph G Burg, f. 1908, der i 60'erne i Tyskland havde udgivet holocaustkritiske bøger, blev forhørt som vidne under Zündelprocessen i 1988. Han havde af nysgerrighed besøgt Auschwitz i efteråret 1945 og havde talt med hundredevis af personer, der havde været i lejren under krigen. Han havde ledt efter gaskamrene, "skønt de på den tid ikke var på mode", men ikke fundet nogle. Kun i Majdanek; men de var til at udrydde lus med. Han udtalte : Litteraturen var fuld af modsigelser. Hvorfor ? Fordi det hele var opfundet." Han fortalte, at han under Nürnbergprocesserne havde truffet Ehrenburg, der havde undersøgt Auschwitz, og en jødisk udgiver, der havde været interneret der i nogle år. Han spurgte de to mænd, om de havde fundet noget, der tydede på gasninger. Det benægtede de begge to. (The Holocaust On Trial, s.236-237)

> > > * < < <

Eichmann, Adolf. (1906-1962)

Østrigsk født tysk SS-officer. Obersturmbannführer i 1941. Forestod deportation af jøderne mod Øst. Gik under jorden i 1945 og emigrerede til Sydamerika. Sporedes sf israelske agenter og kidnappedes i maj 1960 i Buenos Aires og førtes til Israel, hvor han blev stillet for en domstol og dømt for forbrydelser mod det jødiske folk og mod menneskeligheden og omgående hængt.

Eichmann indrømmede aldrig kendskab til gaskamre, kun til deportationerne. Med henblik på det sidste samarbejdede han med jødiske ledere, som dog ikke fik lov til at vidne til hans fordel.

Israeliterne udlagde begrebet deportation som kodeord for massemord, og dermed var hans skyld "bevist".

Det mærkelige ved denne sag er, at det lykkedes den mosaiske presse at fremstille kidnappingen i et fremmed land (ligesom kidnappingen i Italien af Vainunu og den senere umenneskelige behandling af denne) og skueprocessen i Jerusalem som moralske handlinger. Nøgtern forskning tyder på, at han var uskyldig i de forbrydelser, han blev kidnappet og henrettet for.

Under fængselsopholdet skrev han sine erindringer, som Israel til nu (1999) - hvorfor mon ? - har nægtet at offentliggøre. Måske er en ændret holdning til dette på vej.

*******

( 35 )

Eisenhower, Dwight D. (1890-1969)

Amerikansk general under II verdenskrig. USA'spræsident 1953-61. Øverstkommanderende for de allierede styr- ker ved landgangen i Normandiet 1944, og for de allierede styrker indtil kapitulationen. Derefter militærguvernør i den amerikanske zone i Tyskland 1945-47. Chef for USA's generalstab 1947-48.

Under påvirkning af de jødiske kredse omkring Roosevelt gennemførte han i slutningen af krigen og efter den tyske kapitulation sin egen private udryddelsesaktion mod op til 1 mio. afvæbnede tyske soldater i fangelejre, til hvilke Røde Kors blev nægtet adgang. Se James Bacque og forresten George S. Patton.

> > > * < < <

Eksklusivitet.

Betyder egentlig udelukkelse, noget udsøgt, fornemt, adskilt. Som sådan noget eftertragtelsesværdigt. I praktisk tale betegner det også at hævde en vis integritet eventuelt særlige rettigheder. Det sidste, men såmænd også det første kan naturligvis betragtes med misundelse. Danmark og andre lande med en temmelig homogen og konfliktfri befolkning betragtes i dag med misundelse af andre samfund, hvor etniske konflikter ulmer eller brænder, og af mondialismens agenter for internationalisme.

For at nedbryde vort etniske forsvar føres nu en international kampagne for at defamere begrebet : gøre eksklusivi-

tet til noget modbydeligt. Herbert Pundik bekender gerne, at Israel er eksklusivt; men vil ikke tolerere, at Danmark er det.

Mondialismens indflydelsesrige agenter arbejder for at gøre ordet til et moderigtigt skældsord på linie med racisme og fremmedfjendtlighed. Vi bør ikke lade os terrorisere af agenternes sprogmanipulering.

Alle værdier, der er eksklusive for Danmark og for Norden bør vi værne om. Hvem skal ellers gøre det ?

Hulheden i den sjælløse stræben efter een homogeniseret blandingsrace med standardiseret gennemsnitsadfærd og -tankegang afslører sig i de erklærede "internationalisters" bekendelser. Søren Mørch erklærer : "Nationalstaten er død !" Men samtidig forsvares Israels nationale eksklusivitet og jødernes og muslimernes tilsvarende religiøse.

Kampagnen viser sig at have samme oprindelse og formål som hooton- og bastardiseringsplanen. Den stammer fra Franklin D. Roosevelts skyggekabinet grupperet omkring finansminister Morgentau, hvis assistent Harry Dexter White

var sovjetisk agent. Her undfangedes idéen, og Wendell Wilkie blev på Roosevelts vegne sendt til Moskva for at få Stalins godkendelse af følgende fælles krigsmål : Afskaffelse af tysk eksklusivitet. Stalin vidste, at han i sit eget mægtige område kunne gøre præcis, hvad der passede ham og var naturligvis lige glad med, hvad man påtvang Tyskland og eventuelt narrede andre Vesteuropæiske lande til at gå med på, så det var frit frem for bastardisering af Vesteuropa. Når medierne nu gør deres bedste for, at vi skal skamme os over dansk eksklusivitet, dvs. det ved vort land, der er noget værd, så bør det erindres hvorfor.

. *******

Ekstremisme.

Det, at mene noget fjernt fra flertallet. Det har begavede mennesker altid gjort. Også mindre begavede. I dag, da flertallet anses altid at have ret, betegnes denne (flertallets) gunstige position som midten, og hvad der ligger til højre og venstre i varierende grad som ekstremisme, dvs. ondt. Ekstremisme er gjort til et skældsord, en kliché, et pariastempel, som vilkårligt kan påklæbes en hvilken som helst modstander uden at behøve argumentation. Stemplerne kan derfor uddeles selektivt : højre er fælt, venstre tilgiveligt. Socialisme er venstre eller midten. Men nationalsocialisme er forfærdeligt ekstremt. Internationalsocialisme noget man helst ikke taler om, selv om der måske er en demokratisk men absolut en diktatorisk fløj.

I ly af denne politiske kamp uddeler mondialismen pariastempler på sine specielle hadobjekter og får sine underlagte media til at tømre dem fast. Det gælder mest grotesk begreberne dansk og national. Det vidner om en uhyggelig grad af mediemanipulation, når disse begreber i Danmark stemples som ekstremistiske.

Hver gang pariastempelteknikken bruges om en opfattelse en bog eller en bevægelse, er der grund til at undersøge det grundigt. Noget er der måske noget godt ved, andet kan være ekstremt dårligt eller godt.

> > > * < < <

Encyklopædi, den "danske".

E . betegner et værk, der så pålideligt og overskueligt som muligt forsøger at fremlægge menneskets samlede viden. Allerede Plinius i første årh. efter Kr. kunne samle 20.000 artikler, og i middelalderen skabtes flere værker, vel stærkt præget af kirken.

De moderne opslagsværkers forbillede er den store franske encyklopædi, der målbevidst stræbte efter frigørelse fra religionen. Som hovedkraft regner man Denis Diderot, der formåede at samle en række af tidens største navne om sit værk. Det skabte stor interesse, men også modstand, især fra den katolske kirke. Da 7. bind udkom i 1757 rådede selv Voltaire ham til at slutte, medens legen var god. Diderot var urokkelig og udgav de resterende 10 tekstbind samlet i 1766.

En række store opslagsværker er fulgt efter og er nu uundværlige i et udviklet samfund. Vor viden udvides jo stadig. Det var derfor en stor begivenhed, da Danmark begyndte udarbejdelsen af en ny dansk encyklopædi, som ifølge idéen skulle præsentere det nyeste, forskningen har frembragt.

 

Særlige forventninger havde man lov at stille til ajourføríng af den nutidshistoriske forskning, som har måttet kæmpe for at frigøre sig fra vinklinger og regulære løgne skabt og spredt af propagandaindustrierne underog omkring århundredets tre store konflikter.

Allerede efter udsendelsen af få bind stod det klart, at leksikonet ikke magtede denne opgave, eller at man ikke ville tage den på sig.

Vi fandt det så påfaldende, at vi skrev til redaktionen og pegede på det urimelige i, at den revisionistiske historieforsknings resultater systematisk blev forbigået, medens propagandahistorier blev kolporteret som historieskrivning. Det var tilstrækkeligt at pege på Gersteinrapporten og artiklen om Auschwitz.

Vist var det da sensationelt, at dødsofrene for denne, den mest berygtede "udryddelseslejr" pludselig var reduceret til 1 mio. Men dette antydedes alt for diskret med tilføjelsen : Tallet havde før været højere.

Ja, det havde været 4 til 8 gange så højt. Hvorfor nævnte man ikke grunden til denne overraskende ændring ? Hvorfor nævnte man ikke de forskere, hvis kritik af Auschwitzberetningerne har fremtvunget den ny indsigt. Man omtalte lejrkommandanten Rudolf Höss, men ikke, at hans usandsynlige tilståelser var fremtvunget ved tortur og trusler mod hans familie.

Selv om artikelforfatteren måske personligt var overbevist om at reduktionen af tallet for Auschwitz ikke måtte påvirke det samlede tal på 6 mio., så burde han pege på, at revisionistiske forskere var kommet til en anden opfattelse ved at anvende ny metoder. Hvordan kan et moderne leksikon forbigå, at de ny opdagelser var sket efter, at man i historieforskningen simpelt hen havde indført anvendelsen af selvklare kriminaltekniske metoder. Revisionisternes argumentation byggede på henvisning til simple kemiske og fysiske love og på kritisk gennemgang af vidneforklaringer, som aldrig før var blevet grundigt undersøgt.

I udgivelsens videnskabelige råd sad en naturvidenskabsmand, professor Ove Nathan og en historiker, Olaf Olsen. Den ene burde i hvert fald have forstået de naturvidenskabelige argumenter og den anden de kilde- og vidnekritiske.

Vi fik aldrig svar på vort brev, og forlaget ændrede ikke kurs. Det sionistiske præsteskab er smartere end det katolske. Det har åbenbart forstået at lempe sig ind i selve redaktionen og placere folk i nøglepositioner blandt artikelforfatterne.

Fh. chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik optræder nu som journalist og historiker og får lov at brede sig med sine utroligt vinklede fremstillinger. (Se Pundik) Det er karakteristisk, at han ikke undser sig for at henvise til Stangl. Se denne .

Endnu inden værket var begyndt at udkomme benyttede forlagets reklameafdeling kendte personers svaghed for at figurere begavede ved at prise værket, før de egentlig kunne vide, hvor vellykket det ville blive. Man citerede : Ulf

Pilgård : "Klar besked" - Per Højholt : "Til daglig brug" - Bente Scavenius : "Verden set fra Danmark" - Christian Rovsing : "Pålidelig information" - Lise Nørgård : "Slå det op."

Det er mere end trist, at leksikonet frem til 15. bind endnu ikke har kunnet leve op til de rimelige forventninger, som de citerede personer gav udtryk for.

*******

Endlösung.

Kalder man Hitlers endelige løsning på jødespørgsmålet, eller som mange opfattede det -problemet. Jøderne hæv- der at løsningen var holocaust : udryddelse.

Af dokumenter og Hitlers egne udtalelser fremgår, at løsningen var emigration, eller, da krigen gjorde dette så godt som umuligt, deportation fra tysk, senere et udvidet europæisk område. Tanken var hverken unik for Tyskland eller for Hitler. Ej heller var Israel den eneste endestation, som blev drøftet. Man undersøgte fx. Uganda (britisk område) og Madagaskar (fransk). Også Stalin tumlede med planer om en eller flere jødiske enklaver. Under krigen blev de tyske oversøiske planer umulige og blev erstattet af deportation til østlige områder som foreløbigt mål. Lejrene blev indrettet til arbejdslejre - ikke dødslejre, selv om dødeligheden især i krigens sidste fase blev meget høj. Se Auschwitz m. m.

Trods utrættelig søgen efter bevis for at Hitler eller hans nærneste havde formuleret et program for industriel udryddelse af alle europæiske jøder, er alt, hvad man har kunnet finde en udtalelse i en Hitlertale. Han siger her, at hvis jøderne udløser en ny verdenskrig, vil de blive udslettet. men dette formuleres ikke som et program. I så fald

skulle det være iværksat straks krigen begyndte, og det skete ikke. Her var tale om en slags politisk profeti, og det gik med den som med de fleste af den slags profetier - den gik ikke i opfyldelse.

Endelig har man i Himmlers dagbøger fundet følgende lakoniske notat, som vi bringer in extenso : "18.XII.41.16. Føreren. Jødespørgsmål. Udryd som partisaner. Reorganiser Waffen SS".

Under afdelingen HISTORIE / ØKONOMI bringer Weekendavisen 7.5.99 en stor artikel ved Klaus Wivel : "Udryd dem som partisaner." Med henvisning til et hold på 8 tyske "historikere" bekendtgør K. W., at der nu er bevis for beslutning om total destruktion. Men noget sådan beviser notatet jo ikke. At jøder førte partisankrig i Østeuropa er velkendt, bl. a. fra dem selv. Og at det tyske svar var likvidering, så godt det lod sig gøre, er lige så kendt og i og for sig ingen krigsforbrydelse. Men at notatet skulle betyde, at alle jøder skulle udryddes som partisaner, modsiges simpelt hen af, at det ikke skete.

Det er utroligt at K. W. opfordrer W.A.'s læsere til at fæste lid til hvad tyske skribenter i dag vover at ymte om dette emne. Han ved, eller bør vide, at de kommer i fængsel, hvis de afslører, hvad fri forskere har dokumenteret, nemlig at den påståede destruktionskapacitet aldrig fandtes og heller ikke var ønsket, alene fordi den jødiske arbejdskraft var vigtig for den tyske krigsførelse.

> > > * < < <

( 37 )

Engelhardt, Klaus.

Præsiderende biskop for den evangeliske kirke i Tyskland. Han udtalte okt. 1995, at den erklæring om kirkens skyld (!) i lidelserne, uretfærdighederne og grusomhederne under Hitler, som man fra kirkens side havde udstedt i 1945 (bemærk årstallet) burde have indeholdt en udtrykkelig henvisning til Hitler-Tysklands udryddelse af jøderne. (Kilde : Christian News 6.11.95) Om katolske manøvrer se Abbé Pierre.

*******

Erobring : krigerisk, økonomisk, ideologisk og idiotisk.

Det at tage et fremmed område eller magten over det i besiddelse. Den klassiske erobringsteknik med militære midler betragtes i dag alment som forkastelig og er forbudt i henhold til lovene for FN og faktisk Nato. Der ses dog gennem fingre med stormagternes overgreb, som Kinas mod Tibet, Indonesiens mod Timor med flere områder og Israels magtetablering i okkuperede mellemøstlige territorier.

En gråzone - meget grå - udgøres af sådanne borgerkrige, som modtager stærk støtte fra et eller flere andre lande. Klassiske eksempler er Korea og Vietnam; men listen kan gøres lang.

Et uldent kapitel - meget uldent - er økonomisk magtovertagelse tværs over landegrænserne. Den kan udøves af et land mod et andet eller af mægtige selskaber mod et hvilket som helst område, hvor der er penge at hente. Nogen alment anerkendt moralkodeks mod denne virksomhed er endnu ikke formuleret og vil møde stærk modstand fra magtfulde kredse. Det naturlige værn mod sådan udsugning bør være de nationale parlamenter og regeringer. Mægtige kræfter er derfor i gang med at udrydde al nationalfølelse.

Derigennem åbnes på vid gab for den nyeste form for erobringskrig : diffusion, indsivning over grænserne af civile eller sådanne, der ser sådan ud. Et stort antal af dem vil senere kunne mobiliseres til guerillakamp eller/og simpel magtovertagelse ved hjælp af stemmesedlerne. Denne trafik støttes systematisk af de kræfter, der vil afskaffe grænser og nationalstyre. De menneskelige rettigheder vrides og strækkes, så de bedst muligt kan anvendes af dem, der vil bosætte sig i et andet land, og til yderligere støtte oprettes institutioner, der tager deres parti. Danmark er her, som så ofte et "foregangsland". Magten i ældre organisationer med ædle formål, som Amnesty International erobres let med medias hjælp. Og ny bygges til. Centret for Menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp og Nævnet for etnisk ligestilling. Alle arbejder utrætteligt for at indsluse så mange fremmede som muligt. Da ideologerne har besluttet, at man ikke må spørge om politisk og religiøst tilhørsforhold, er det en broget samling, der breder sig i vort land. De bistås med penge og juridisk hjælp, og bistandsorganisationerne ser til at de hurtigt lærer, hvordan de kan tilpresse sig politisk magt. Mediefolkene skaber sig glorier ved at kæmpe for de "svageste", indvandrerne, og ser til at de endnu svagere danskerne ikke får lov at komme til orde. Derfor tør ingen politikere protestere, og erobringen af vort land går strygende. Det er denne erobring vi kalder idiotisk.

Vi ser, at vort politiske system er så stift, at det ikke kan ændre sig med den ændrede verdenssituation : Nyeste teknik for lægehjælp og transport stilles til rådighed for befolkninger med middelalderlige forestillinger. Men det er ikke dem, der er idioter - de kan da godt se fordelene ved den ny måde at erobre land på. Idioterne er vore politikere, der lader dem gøre det.

Politikernes, og deres medløberes eneste undskyldning er, at medierne fører dem bag lyset. For det er ikke godhjertet og humant at slippe de fremmede ind og give dem magten i vort land. Det går ud over de svage i vort eget samfund, og især over vore efterkommere.

Til en smule vejledning overfor de ny tolkninger af menneskerettighederne kan påpeges følgende :

1. : Den menneskelige natur er grundlæggende sig selv nærmest. Det var den urealistiske tro på menneskets tilgrundliggende uselviskhed, som var kommunismens elementære tankefejl, og som er den egentlige årsag til, at denne konstruktion, trods det smukke, der er i den, gik itu.

2. : Det er derfor helt urealistisk, at sammenføre menneskegrupper, der har uforenelige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og af, hvordan konflikter skal løses, om fx. gennem blodhævn, præstedømme eller gennem offentlig retspleje, byggende på verdslige love. Eller om vi skal stole mere på Vorherre, Jahve, Allah, Jesus eller på fornuft og videnskab.

3. : Det er konflikter, der skyldes overbefolkning og kampen om resurser, der, ofte forklædt som ideologier. ligger bag så godt som alle krige. Dermed er alle de nævnte uoverensstemmelser brændbart materiale, som bare mangler en glød. At importere mærkbar repræsentation af de uforligelige livsholdninger er at importere krigen. Den kan hurtigt blive blodig i form af terror og/eller oprør, og begge dele kan få støtte fra stater, vi ellers ikke bryder os om.

Men den kan også føre til en - i princip fredelig, i praktikken næppe - overtagelse af magten ved hjælp af fertilitet og stemmesedler.

Lande som Pakistan, der støtter talibanernes islamiske erobringstog i Afghanistan regner officielt med at afsætte en halv eller en hel million af deres befolkningsoverskud til Vesteuropa. Stærke kræfter støttet af danske jøder virker for, at Norden skal øge sit allerede mærkbare muslimske befolkningselement. Det fører til øgede konflikter mellem de etniske grupper, og vi har allerede set, at dette i sin tur leder til, at muslimerne samler sig om det, de kalder deres islamiske identitet. Dermed er mullaherne ikke langt borte. De lader allerede høre fra sig i London, Oslo, Odense og mange andre steder.

Når vore politikere tror, de er humane ved at kæmpe for indvandring af iranere, iraqere, bosniere, eritreanere, osv. osv. uden at spørge om religion og vurderinger - i stedet for, om rimeligt, at hjælpe dem i deres hjemlande - så er det en fejlvurdering, som vore børn og børnebørn kommer til at bøde for. Det er svig og hensynsløshed mod vore efterkommere, som kommer til at leve i et etnisk-kulturelt morads af en type, hvis ulykkelige konsekvenser, vi kan se over alt, hvor vi gider rette øjnene hen.

I et senere indslag om etnisk homogenitet vil vi diskutere, om det er tyrkerne med 65 mio. og pakistanerne med 135 mio. landsmænd, eller om det er danskerne med knapt 5 mio., der er en etnisk minoritet, som behøver beskyttelse.

Hvor stærkt etiske forestillinger kan adskille sig fra dem, vi tror er en selvfølge, ser vi nu og da et glimt af i avisen, fx. når vi får at vide, at israelerne torturerer fanger til døde, eller at en mand i Iran er dømt til døden (ved stening), fordi han har kysset en pige. Og pigen skal straffes med 99 piskeslag, hvilket hun næppe overlever. Så hører vi ikke mere om dette, for politik er vigtigere, og religioner er mere forskellige, end man mener, vi bør vide. Det erfarer vi, når vi begynder selv at læse Talmud og Koranen.

Når Danmark ukritisk støtter FN, er det farligt for vor egen retssikkerhed. Rådet skal ikke være et "parlamentarisk" diktatur. Det skal være et forum, hvor forskellige idéer prøves. Det består i dag af repræsentanter for 126 stater. Et flertal af dem har vi meget lidt tilfælles med. Det er derfor farligt, når nordiske politikere romantiserer FN og tilsværger det uforbeholden støtte.

Hvad FN beslutter behøver hverken at være moralsk eller politisk ædelt. Vi må selv tage stilling og være parat til, når det er nødvendigt, at melde fra overfor flertal og overfor stormagtsønsker.

Organisationen virker gennem en lang række underorganisationer i hvilke mægtige lobbyer er virksomme, og bag de fleste mærker man globalmagtsamlernes styrende hænder. Se Bilderbergere, frimurere og mondialisme. Vi må derfor være agtpågivende både overfor det formelt ideelle arbejde, der udføres gennem FN og den mere koldhamrede magtpolitik, der kun nødtørftigt camouflerer nationale særinteresser.

Hvis vi vil se den globale retsstat som et mål - og som et lille land er det i vor interesse - må vi også vurdere alt, der kommer gennem FN med kritik. Det gælder ikke blot politiske beslutninger, men også konventioner og deres opfølgning, som drives frem gennem dette og andre flernationale råd.

Mange af de vedtagne konventioner indeholder uheldige formuleringer af menneskelige rettigheder og regler for eksempelvis ytringsfrihed.

Når vi stiller krav til andre lande - og det bør vi gøre - fx. aktiv befolkningskontrol, må vi også holde kontrol med vor egen, dvs. også med indvandring og med vort resursforbrug. Se totaløkologisk manifest.

Og vi må upartisk efterstræbe international retfærdighed. Det er pinligt, at europæere og israelere nådeløst forfølger krigsforbrydere på den tabende side i II Verdenskrig; men aldrig stiller forbrydere på den vindende side for retten. Det er pinligt, at vestlige media ivrer for krigsforbryderprocesser mod kroater, bosniere og serbere; men ignorerer åbenlyse israelske forbrydelser. For den arabiske verden opleves dette som partiskhed og hykleri. Og hele verden, men især de anklagede personer og stater må undre sig over, at vi højlydt påtaler brud på de menneskelige rettigheder i fjernøstlige lande, men tier om overgreb blandt vore nærmeste naboer. Se Nürnbergtribunalet og ytringsfrihed.

*******

Etik.

Morallære. Vi har vænnet os til at opfatte det gode og sande som noget, der hersker nogenlunde enighed om. Kristne og fritænkere er langt på vej enige om de ti bud, om Jesu lære, at man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke ønsker de skal gøre mod én selv, og utilitarismens idé, at målet er størst mulig lykke for flest muligt mennesker. Der ud af er groet idéer om demokrati, socialisme, liberalisme og menneskerettigheder. Selv om hverken vestlige stater eller enkeltpersoner kan leve op til de ædle krav, er der stor enighed om at hylde dem.

Men internationale konferencer afslører, at den enighed om etiske principper, som vi har vænnet os til at tro er almen, ikke er gennemført i verdenssamfundet. Både humanitet, frihed, socialisme og demokrati tolkes forskelligt. Vi har en del at lære ud, men også en del at lære.

Vort kolossale overforbrug og teknisk-økonomiske overtag kvalificerer os ikke til at kritisere dem, der hugger regnskove ned, slagter udrydningstruede dyr, holder for mange geder, eller ikke mener, at de har råd til at pleje fattige, handicappede og forældreløse for slet ikke at tale om kriminelle med den standard, som vi i hvert fald for tilfældet flotter os med.

Alligevel bør vi påtale og diskutere det, der er uholdbart i et verdenssamfund, som kræver samarbejde mellem forskellige stater, kulturer og velstandsniveauer, og herunder må vi også rette kritikken mod os selv.

På hvilke områder tilstår vi os større råderum over verdens resurscr end godt er ? Ja, det drejer sig da helt tydeligt om sløseri med papir, fossile brændstoffer og råstoffer og tilsvarende forurening af naturen, men også om et forkæleri af store grupper blandt vore egne, som fattige lande ikke har mulighed for. Det er pinligt som politikere og velstillede rager til sig også i EU. og det er desværre et vist stykke vej forståeligt, at magthaverne i udviklingslandene er særligt lærevillige, hvad dette angår.

På hvilke områder lader vi os typisk manipulere af multikultiagenterne ? Her er det vigtigt, at vi klargør os den overfortolkning af visse menneskerettigheder, der agiteres for, uden at tage hensyn til, at alle rettigheder medfører ansvar.

Det vil kræve lang tids mellemstatlige dialoger og mange steder på kloden en betydelig udvikling, før der kan opnås grundlæggende enighed om de simpleste fælles vurderingsnormer.

Hvor stærkt etiske forestillinger i øvrigt kan adskille sig fra, hvad vi tror er en selvfølge, kan ses under Jødisk etik, Talmud og Islam.

> > > * < < <

Etnisk.

betyder folkeligt tilhørsforhold. Personer, der føler sig som danskere, er etniske danskere. Dem vil indvandrerlobbyen udrydde. Derfor defamerer de begrebet og forærer betegnelsen til tilvandrerne, de etnisk fremmede. Fjernsynet fx. det populære morgen-formiddagsprogram "Go'morgen Danmark" kalder ihærdigt de fremmede for "de etniske danskere", uanset hvor mange gange, de bliver påmindet om, at sprogbrugen er forkert.

Statsminister Nyrup R. er i november -99 endnu mere generøs. Han erklærer : "Alle i Danmark er danskere !" Mon alle udenlandske statsborgere, der bor her, er enige ? I hvert fald er mange af dem, der er flyttet hertil alt andet end danske. For at kunne betegnes som etnisk dansk er det ikke nok at hæve danske sociale ydelser. Man må føle sig dansk og være loyal mod dansk kultur og væremåde.

Det er kun få dage siden hætteformummede indvandrere hærgede Nørrebro og Frederiksberg. I regeringens svar indgår, at tildele tusinder af "ny danskere" dansk statsborgerskab snarest muligt. Hvilken magt hjernevasker vore medier, vort folketing og vor statsminister, så at de handler i strid med befolkningens selvklare interesser ?

*******

Etnisk blanding.

Bortrangeringen af danskerne som et etnisk samfund i vort eget land tjener et bestemt formål. Meningen er ifølge Coudenhove-Kalergi og Hootonplanen (se disse), at vi skal blandes op, indtil vi har nået det ædle udseende, som Per Stig Møller så smukt beskriver (se denne). Men det går jo i praksis ikke så stærkt. P. S. M. mener af den grund, at der skal skubbes på med forskellige tvangsforanstaltninger. Og vi så under Kosovokonflikten, hvor begejstret han gik ind for at bombe Serbien multikulturelt. Målet, Hootonplanen, er for visse så vigtigt, at det helliger midlerne. Igen en ideologi som for en fjern utopi ofrer nutiden.

Hvor attraktiv, etnisk blanding er, fremgår af de steder, hvor man har afstedkommet den : USA : mange steder på randen af borgerkrig, her og der over randen. Frankrig og Storbritannien ligeså. Rusland og fd. Jugoslavien : krig. Sydamerika, Afrika, Asien, Indonesien : folkemord.

Mellemøsten : ubeskrivelig.

På dette solide erfaringsgrundlag burde det være indlysende, at etnisk blanding ikke er noget at stræbe efter. Propaganda for etnisk blanding i områder med harmonisk sammensætning er uforsvarlig, ondskabsfuld og i bund og grund kulturfjendtlig, idet den modvirker kulturel mangfoldighed og diversitet.

> > > * < < <

Etnisk homogenitet, integritet.

Trods dialekter og landsdele, mange steder endnu betegnet som "lande", har Norden til for nylig været etnisk temmelig homogent og i hvert fald fri for alvorlige etniske konflikter. Tidligere århundreders blodige magtopgør kunne betragtes som et overstået stadium.

Siden har Skandinavien vist vej mod øget civilisation ved fredeligt at slippe broderfolk fri, når de krævede uafhængighed, hvorved et vist venskab overlevede og kunne udvikle sig.

Det er mærkeligt, at dette fine princip ikke har sat spor i landenes holdning i internationale situationer. Det er mærkeligt, at nordiske regeringer ude i verden stiller op for gammeldags magtpoltik, hvor en gang etablerede grænser, hvordan de så er blevet til, vurderes vigtigere end ønskerne hos de mennesker, der bor bag dem.

FN og EU skal ikke overtage ældre tiders fyrstedekreter og ubetinget anerkende deres studehandler. Vi bør i dag være modne til at respektere folkeviljen, både, når den kræver selvstændighed, og når den ønsker sammenslutning med eller alliance med andre samfund.

Så undgår man i hvert fald bevidst at lægge grunden til de følger af påtvungen etnisk blanding, som vi har set i f.d. Jugoslavien, Uganda, Burundi, Zaire, Palæstina og mange andre steder.

For få år siden var det på mode, at hylde personer, der søgte deres "rødder", fx amerikanske negre, der håbede at finde dem i Afrika. Det blev fremstillet som en selvfølge, at kendskab til oprindelse og nedarvede bidder af identitet var et gode, som enhver burde stræbe efter. Siden har media på ukendt måde foretaget en kovending. Etnisk tilhørighed er pludselig ikke noget at bryde sig om, undtagen måske for jøder, sigøjnere og negre. Vi andre skal ikke bekymre os, men selvudslettende indpasse os i et cocktail-samfund, som det er meningen at ryste sammen til en bekvem drink, at skylle ned ved det altid tørstige globalmarkedparty.

Årsagen er naturligvis at globalisterne har fundet ud af, at de ikke ønsker etniske autonomier - undtagen een. Derfor har medierne afskaffet dansk som etnisk samfundsgruppe. Der tales ganske vist i medierne vidt og bredt om etniske danske, og det er jo os, indfødte danskere; men medierne bruger udtrykket (se ovenfor) om de fremmede. Og det bliver de ved med, lige gyldigt hvor mange gange, fejlen bliver påtalt. For de fremmede skal man være rare mod. Det lyder uvenligt at kalde dem etnisk fremmede - så hellere etniske danskere, skønt det netop er det, de ikke er.

En - næppe uønsket - konsekvens af dette er, at danskerne som etnisk samfund simpelt hen udryddes i deres eget land.

Da etnisk særpræg skal beskyttes, betyder det, at alle indvandrerne. "de etniske danskere" skal favoriseres. Men de indfødte danskere, stadigvæk landets største etniske samfund, frakendes alle kulturrettigheder.

Konventionerne taler fiffigt kun om hensyntagen til minoriteter. Til denne gruppe forudsætter man, at værtslandets "flertal" ikke kan henregnes. Men hvordan forholder det sig med dette ? Når tyrkere med over 65 mio. landsmænd

(1975: 32 mio.) og pakistanere med 135 mio. (1975: 43 mio.) invaderer Danmark med knapt 5 mio. (indvandrerne må regnes fra), så er det misvisende at betragte dem som mindretal. Og når de betragtes sammen som en religiøs gruppe, til hvilken en række andre etniciteter slutter sig, så er danskheden trods bånd til den øvrige kristne verden en pyttelille trængt minoritet. Det skyldes overvågningen af vore vinklede medier, at dette ikke lægges klart frem for vort folk.

Og konsekvensen er, at alle fremmede tilkendes ret til beskyttelse af deres etniske kultur - uanset hvor middelalderlig den er. Dansk etnicitet og kultur regnes overhovedet ikke.

Dette er et af mange resultater af målbevidst multikultisk muldvarpearbejde båret frem af vort helkøbte medieapparat.

> > > * < < <

Etnisk rensning eller harmonisering ?

Som led i Hootonplanen (Læs også Jürgen Graf om "Le grand plan", den store plan) arbejder lobbyisterne for at gøre etnisk rensning til en kardinal krigsforbrydelse. Hensigten er helt klart at blokere for forhandlingsløsninger i form af opdeling af omstridte territorier, og at true lande, der indser, at det er nødvendigt at returnere fremmed-etniske indvandrere med uforligelig kultur.

Det bør være indlysende, at hvor etniske grupper ikke kan enes, bør man stræbe efter at de på fredelig måde bliver skilt ad. De rige samfund, der opretholder krigsapparatur, som koster utalte milliarder råder naturligvis over midler til at fremme sådanne løsninger. Når de på Balkan foretrak i stedet at bombe området sønder og sammen, forfulgte de altså helt andre strategiske mål, og til sidst slap det ud af general Wesley Clark, der åbent erklærede : Natos opgave er at gennemtvinge det multikulturelle samfund.

Det groteske var, at ingen af parterne ønskede dette, og så gennemtvang generalen i stedet det muslimske samfund - i hvert fald indtil videre. Den fred og sikkerhed for alle parter, som Natorepræsentanterne oprindelig lovede, at de ville etablere, blev en fuldstændig fiasko.

Tilbage står, at mondialismens multikulturelle agentur i dag fører sig frem også med trusler om bomber og vold.

Og EU's planer om en fælles europæisk hær manøvreres stadig nærmere. På grund af de danske forbehold, tvinges danske magtpolitikere til at vende ordene mange gang i munden før de kommer tilstrækkeligt uforståelige ud. Vor radikale udenrigsminister, der har præsteret kunststykket at lede Danmark ud i en hensynsløs krig mod et andet lille europæisk land, synker et par gange og forklarer så på TV 1, 12.11.99 om de ny europæiske militærstyrker, som er ved at blive etableret : " Det er ikke en hær, der skal forsvare. Det er et korps, der kan rykke ud." Understregningen vor. Tænk at han kan sige det, uden at blive angrebet fra alle lejre.

Her siges det klart, at formålet ikke længere er forsvar, hvilket til for nylig var Natos berettigede opgave, som det ulykkeligvis snoede sig ud af. Nu skal EU have en angrebsstyrke, som det kan sætte ind, hvis en region ikke optræder, som unionen vil have det.

Hvor kan danske politikere være så dumme, at de går ind for noget så farligt for små lande som vort ?

Hvor langt det er muligt at gå i hykleri, uden at danske media reagerer, så vi et par dage efter, da Bill Clinton landede i Grækenland og udtalte de velvalgte ord : "Jeg glæder mig til at møde den vidunderlige græske gæstfrihed." 10.000 grækere modtog ham med optøjer og brændte det amerikanske flag. De havde ikke glemt Kosovo. Men danske media observerer ingen ting. Heller ikke, da Kosovoeksemplet giver troværdigheden i nedrustningsforhandlingerne vedrørende Europa et pinligt knæk. Russerne havde naturligvis taget ved lære af Nato : Er man stor, behøver man ikke at have alt for meget hast med at invadere et lille land. Man kan smadre det på behørig afstand med missiler og fly. Det var, hvad russerne nu var i gang med i Tjetjenien, og Clinton og hans medsnakkere spillede forargede; men Vestens forhandlerne førte tankegangen videre i nedrustningsforhandlingerne. Man besluttede, at de europæiske lande kun måtte holde små troppestyrker nær grænserne til andre stater. Det lød pænt; men tankerne bag var mindre kønne. Sådanne tropper var nu af flere grunde overflødige. De store magter kunne ramme, hvad der passede dem langt inde i et ubekvemt regime, og hvor dygtige, USA og Nato var blevet til at udpege, hvem det passede dem at betragte som ubekvemme, blev efterhånden tindrende klart. Det gigantiske destruktionsapparat, som forgiftede Donau og store landområder og ødelagde infrastrukturen i et i forvejen fattigt land. blev sat i gang, angiveligt fordi den "samvittighedsløse" Milosevic's serbere hævdedes at være i gang med at myrde ½ mio. mennesker. Efter at straffeaktionen var gennemført, svandt den halve mio. ind til 10.000 og nu vurderes færre end 2000 dræbt af serbere. (Göteborgs-Posten 01.11.99, TT-AFP). Visse historier gentager sig.

For os er et bredt bæger af den bitre lære den, at danske media og politikere uden tøven og forbehold stillede op for Natos uhyrlige vinklinger. Undtagelsen fra den almindelige undfaldenhed var to fredsforskere : Jan Øberg og Wiberg og en selvstændig journalist, redaktør Rolf Dorset ved Fyens Stiftstidende. Læs fx. hans "dagbog" 7. nov. 1999. Der stod : "Milosevics fremfærd i Kosovo var uantagelig. - - Men det folkeretslige princip siger også, at der skal være "proportionalitet" altså et rimeligt forhold mellem en trussel, i dette tilfælde fra Milosevic, og de midler, det internationale samfund bringer i anvendelse for at imødegå truslen.

Det var der ikke, blev der aldrig. Derfor den massive propaganda, derfor løgnene som daglig blev serveret for os. Om Serbiens "uforsonlige" forhandlingsholdning, om "folkedrabet", om de "ganske få" civile ofre for NATO's bomber, om "fejlbombningen" af den kinesiske ambassade, om missilernes præcision, og sidst men ikke mindst om den "kamp for demokrati og humanitære idéer", det hele felttog var.

Alt sammen for at camouflere, at krigen havde ét og kun ét formål : at knække den sidste europæiske stat, som ikke havde kastet sig for USA's fødder. At samtlige europæiske statsledere ikke alene bifaldt det, men bidrog det bedste, de kunne, er værd at notere sig. I mere end noteform."

Vi må vænne os til, at de internationale samfunds beslutninger ikke altid er gennemtænkte, og slet ikke retfærdige. Som et lille land, må vi selv forsvare vore vitale interesser, blandt hvilke korrekt information hører til de vigtigste.

*******

EU, Europæisk samarbejde og union.

At udviklingen kræver et nærmere samarbejde mellem staterne er indlysende. Derfor Nato, som den var tænkt og blev udformet. Gerne Europaråd og fællesmarked og for den sags skyld et Europaparlament med åbne debatter. Men at alle lande i Europa skal underkaste sig eet parlament, som de lokale parlamenter ubetinget skal rette sig efter, er unødvendigt og, især så længe dekreter udfærdiges af en kommission, i hvis arbejde vi har minimalt indsyn, absolut udemokratiskt.

Det har allerede ført til meningsløs detailstyring og endeløst bureaukrati. Sveriges regering, som efter sin lange isolationsmodel pludselig hoppede på Maastrichtaftalen med samlede ben, opdager først nu, hvad den har givet sig ind på, og svenskerne er bekymrede.

Et fællesmarked og frivillige overenskomster burde være nok til at muliggøre de reformer, som er nødvendige. EU er lige så ofte eller hyppigere en bremseklods end en pådriver.

Det er forkert - som i de andre lande - at lade politikere og embedsmænd beslutte om unionen i stedet for folkene. Bureaukraterne er inhabile. De lokkes med udsigter til lukrative stillinger med mægtige lønninger og særfordele.

Argumentet, vi opvartes med igen og igen, lyder : Vi må være med dér, hvor beslutningerne tages. Så må man jo tænke efter. Af parlamentets 626 pladser er 16 danske. Det svarer til 4½ mandat i folketinget. Vor direkte indflydelse er minimal. Men står vi udenfor, kan vi i hvert fald selv afgøre, om vi vil beslutte, som de andre, eller vi vil vælge for os selv.

Tilbage står det ønskelige i et åbent europæisk debatforum. For, at dette skal blive meningsfuldt, kræves imidlertid samme forudsætning som for vort lokale parlament : fri og uafhængige medier. Hvad dette angår er udsigterne uoverskueligt lange.

> > > * < < <

EU-initiativer mod "racisme og fremmedhad".

I tre EU-lande, Tyskland, Østrig og Frankrig, har man lovgivning, der begrænser ytringsfriheden i strid med FN's og de europæiske menneskeretskonventioner.

Etablissementet har forsøgt med dette middel at forhindre, at sandheden, især om Auschwitz og holocaust, bliver kendt. Efterhånden. som dette er blevet vanskeligere, tages mere panikbetonede midler i brug. Formanden for Europaudvalget lancerede således i 1995 eller i begyndelsen af 1996 et forslag om særlige indsatser mod racisme og fremmedhad.

Ved et møde 20-21 marts 1996 mellem EU's justits- og indenrigsministre diskuteredes et udvalgs rapport, og der udtaltes enighed om en fælles aktion, overfor hvilken Danmark dog tog visse forbehold, da vi allerede har lovbestemmelser vendt mod ekstremisme.

Vanskeligheden består i begrebernes uklarhed og den agitatoriske vinkling af dem. Fx. er det lykkedes udvalgets formand, at indføre ligestilling mellem racisme og antisemitisme, skønt "semitisme" netop er en form for racisme.

En anden skævhed spredes gennem den hetzagtige anvendelse af begrebet had. Man bør ikke misbruge dette ord til at betegne saglig modstand mod tidens folkevandringer og organiserede kultursammenstød.

I stedet for at analysere og forklare de naturlige forskelle og modsætninger mellem etniske, kulturelle og nationale samfund forsøger man at dæmonisere disse forskelle og agitere for deres udslettelse eller i hvert fald undertrykkelse. Det er denne dæmonisering, der anvendes som hovedargument i agitationen for, at ytringsfriheden skal beskæres i endnu flere europæiske lande.

Et andet pres rettes mod de nationale regeringer for at forbyde bevægelser og partier, som forslagsstillerne udpeger som onde og /eller udemokratiske. Det mærkelige er, at de farlige grupperinger alene udpeges i såkaldt højreekstremistiske kredse, hvortil alle nationalt bevidste grupper henregnes.

Venstreekstreme grupper og anarkistiske bevægelser som de autonome tolereres trods udpræget højere anvendelse af vold. Denne polarisering synes at have sin rod i kommunismens og sionismens sluttelige placering på sejrsskamlerne efter den store krig sammen med de noget mere demokratisk stræbende vestlige magter.

Væsentlig for en mere balanceret vurdering af de kæmpende ideologier er at dæmonisering erstattes af faktualisering : klarlægning af ideologiernes idégrundlag og faktiske programpunkter. I konsekvens af dette: Mindre personhetz - mere diskussion af mål og metoder. Se faktualisering.

En forudsætning for udvikling af en meningsfuld europæisk parlamentarisme er fuldstændig ytringsfrihed og medieadgang i de indgående stater og i det tværstatlige meningsudbytte. Det er en lang vej, og vi bør ikke lade os presse til at indskrænke den frihed vi har; men tværtimod rette skytset mod de stater, der undertrykker den frie forskning og det frie ord.

*******

Europæiske borgerkrige.

Den engelske jurist og militærhistoriker Frederick J. P. Veale har forfattet de hidtil mest originale og læseværdige betragtninger over århundredets europæiske krige. Han kaldte sin bog : "Advance To Barbarism" : "Fremskridt til barbari".

Første udgave udkom allerede 3 år efter II. Verdenskrigs afslutning; men bogen er siden kommet i flere udgaver, til hvilke han dog kun har behøvet at knytte få kommentarer.

Bogen bragte straks chokerende ny vurderinger af krigsbegivenhederne og det såkaldte retsopgør efter dem. Punkt for punkt torpederede han vore yndlingsforestillinger, fx.:

Den tyske besættelse af Norge blev fremtvunget af briterne, som netop havde tænkt at gennemføre det samme.

Den tyske behandling af krigsfanger på Vestfronten var nærmest bedre end de allieredes.

På Østfronten var barbariet omtrent ubegrænset på begge sider; men en medvirkende årsag, som sjældent nævnes, er, at Sovjet ikke havde tilsluttet sig Genevekonventionerne. Dertil kom den sovjetiske militærledelses totale foragt for menneskeliv. General Zhukov fortalte stolt general Eisenhower, at russerne ikke ryddede miner. De sendte blot deres soldater henover felterne. De tab, der blev, svarede til, hvis man stormede en maskingeværrede. (Eisenhower : "Korstog i Europa", s. 387.) I Churchills bog "Den Anden Verdenskrig" bd. IV, s. 373 vises et billede af russiske feltartillerister under fjendtlig ild. Billedteksten noterer : "Bemærk den fuldstændigt åbne opstilling af skytset."

Den tyske u-bådskrig mod tranporter modsvaredes af en tilsvarende fra britisk side med luftvåben.

Mest chokerende den dag i dag er nok oplysningen, at det var de allierede, der allerede 1940 startede og førte an i terrorbombninger. Og marts 1942 foreslog den britiske professor Frederick Lindemann, at luftbombningerne ikke skulle rettes mod industrier og velhaverkvarterer, som lå for spredt. De skulle rettes mod arbejderkvartererne, hvis koncentrerede bebyggelse ville give størst udbytte pr. bombe. Om det også ville skade det tyske krigspotentiale mest, var et sekundært spørgsmål. I alle fald blev terrorbombningerne de allierede luftstyrkers vigtigste opgave helt frem til krigens slutning, hvor de kulminerede med det militært meningsløse angreb på Dresden, som var fyldt med kulturskatte og flygtninge fra øst. Bogen nævner tabstal på mellem 250.000 og 500.000, men understreger, at et stort antal af dem var flygtninge, og særligt eksakte tal bliver det næppe muligt at klarlægge.

Beslutningen om tæppebombningen af beboelser blev truffet på højeste sted, hvor det også blev bestemt, at det skulle holdes absolut hemmeligt. Det er meget britisk, at kritik alligevel blev fremført midt under krigen. Men regeringen afviste kategorisk, at noget sådant foregik, og fortsatte bombningerne.

Om Veale troede på holocaustmyten ser vi ikke helt klart; men i øvrigt er han kritisk mod de fleste vinklinger, som vi kender dem.

Mest interessant er alligevel hans krigsfilosofiske betragtninger, Ved at studere krigshandlinger gennem historien gør han følgende iagttagelse : Felttog havde fra de tidlige bykulturers opståen til formål at udrydde fjenden, helst til sidste mand, men også gerne kvinder og børn. Vi ser det i beretningerne i det gamle Testamente; men mest har man fæstet sig ved assyrernes barske krigsførelse, måske fordi den er udødeliggjort ikke blot i kileskrifter, men også gennem utroligt smukke reliefdekorationer i paladserne.

Krigen rettedes ikke bare mod hære og fæstninger, men mod byer og civilbefolkning. Et brud mod denne orden mente Veale, han kunne konstatere i europæisk krigsførelse gennem 17- og 1800-tallet, hvor en periode med mere civiliseret krigsførelse udvikledes. Det civiliserede bestod i, at de herskende klasser på en eller anden måde blev enige om en æreskodeks for krig, som gik ud på, at krig var en sag for hærene og soldaterne. Byer og civilbefolkning burde kun indblandes, når det var strengt militært nødvendigt.

For Veale er Europa een kulturkreds med meget langt samme udviklingsgrad og fælles værdier. Krigene var i den forstand borgerkrige, og en vis humanitet og hensyntagen forudsattes hos både soldater og civile magthavere. Samme ridderlighed blev ikke vist i kolonikrige og krige, hvor europæere kæmpede mod ikke-europæere fx. mod tyrkerne på Balkan. Det vil sikkert forbavse mange, at det samme gælder USA's krige, heri medregnet den amerikanske borgerkrig. Veale peger på, at sydstaterne var europæisk påvirket, men nordstaterne præget af de barske kampe med indianere. Nordstaternes generaler fra Lincoln over Sherman og Grant efterlod sig ødelagte og brændende byer. Nordstatsgeneralen. Philip H. Sheridan, fik lejlighed til at følge preussernes felttog i Frankrig 1870. Han beundrede højligt tyskernes dygtighed til at indringe og nedkæmpe fjendtlige hære, men fandt dem håbløst uprofessionelle til at ordne baglandet. Hvorfor ser man ikke flere brændende landsbyer ? spurgte han. Uden det, bliver I ikke færdige med franskmændene.

Det er rigtigt, at preusserne ikke var særligt brutale, hvilket gav dem problemer med civil modstand bag fronten. Derom beretter fransk litteratur, som naturligvis gør nar af tyskerne.

Hvorom alting er : Bismarck's tre krige samlede de væsentligste tysktalende områder til en nation og banede vejen for europæisk fred i 42 år med store økonomiske og industrielle fremskridt.

Endnu den europæiske borgerkrig, som begyndte 1914 blev et stykke vej udkæmpet med en vis hensyntagen til den civiliserede krigsførelses normer. Men krigen, som vel de fleste i dag betragter som en hårrejsende dumhed og katastrofe, stivnede i en håbløs skyttegravselendighed uden udsigter for nogen af parterne. Her burde europæerne have begyndt fredsforhandlinger. Men så kom - ikke amerikanerne - men den amerikanske finans- og industrimagt ind i spillet. Den ønskede den tyske industrimagt svækket mest muligt og manøvrerede sig - naturligvis stærkt støttet af Storbritannien - ind i opgøret, som måtte føre til Tysklands hjælpeløse nederlag. Læs også Benjamin Freedman.

Ved fredsslutningen var nu resterne af ridderlighed så at sige brugt op. Tyskland mistede ikke blot sine kolonier, men også europæiske randområder med tysk befolkning. og landet blev dømt til økonomisk elendighed. Det østrigske kejserrige blev skeletteret, og en række ny stater flikket sammen uden større interesse for, hvad befolkningerne ønskede sig. Således var alt arrangeret med henblik på næste akt. Fra europæisk synspunkt en endnu større dumhed og katastrofe.

Efter den relativt civiliserede første del af II. Verdenskrig, skulle fredsforhandlinger have kunnet begynde. Storbritannien var ikke slået og meget svær at slå. Øst på truede det mægtige og krigeriske Sovjetimperium. Tyskland havde genvundet, hvad man fandt var uretfærdigt tabt i Versailles. Hitler ønskede fred og tilbød det. Hans næstkommanderende fløj til England med livet som indsats for at mægle. Briterne afviste. De stolede på, at de mægtige jøder, som havde erklæret Tyskland krig 1932-33, endnu før Hitler kom til magten, og igen 1939, nok skulle få Amerika med igen.

Roosevelt stillede med utrolig naivitet og brutalitet op. Og dermed var al ridderlighed i europæisk krigsførelse elimineret. Roosevelt krævede betingelsesløs kapitulation og truede med nådeløse repressalier (sultedød og massesterilisation) og dertil total retsløshed. Han oprustede sovjetdiktaturet og forærede det hele Østeuropa.

I vore dage hævder poppolitikere, at vi står i gæld til USA fordi det to (eller tre) gange er kommet os til hjælp.

Det er en stærkt betvivlelig opfattelse. Marshallhjælpen var, så vidt vi kan se, en storsindet og nyttig indsats. Nato var nødvendig. Men ellers har USA's indsatser i Europa været klumpede og brutale. Vi så det igen i Bosnien og endnu værre vedrørende Kosovo : Diktat af ensidigt formulerede betingelser. Så krav om betingelsesløs kapitulation og derpå terrorbombardement til al bærende infrastruktur var smadret, broerne over Donau ødelagt og floden forgiftet. Clinton deklarerede : Vi har sejret. Og var totalt ligegyldig overfor overgrebene mod taberne og deres lidelser.

Natogeneralen erklærede : Vor opgave var at gennemtvinge multikulturen. Det er den, vi har set sejre. Meningen er, at vi, som alle andre småstater, skal skælve ved tanken om, hvad der vil hænde Lille- og Storebæltsbroen samt Øresundsbroen og meget mere, hvis vi ikke gør os tilstrækkeligt multinationale.

De aktuelle manøvrer i EU skal tjene til, at det gøres unødvendigt, at tilkalde hjælp fra USA, hvis et lille land er ulydigt. Europa skal opruste sit forsvar, og gøre det offensivt ikke blot med luftstyrker, men også med en hær, så at et land straks kan sættes på plads, hvis det ikke er multikulturelt nok.

Specielt ved Veale er ikke blot hans skarpsyn ved iagttagelsen af militære konflikter, men også hans interesse for europæisk kulturarv, ikke blot Storbritanniens, men også kontinentets. Han harmes over ødelæggelsen af den pragtfulde middealderbebyggelse og af katedralen i Lübeck.

Han minder om, at Henry of Bolingbroke, der senere blev Henry IV af England, kæmpede som frivillig sammen med De Tyske Riddere for at forsvare Østpreussen mod litauiske og polske hedninger, og han ser det som et sørgeligt resultat af krigen 1939-45, at den gamle universitetsby Königsberg, der bl.a. har fostret en af Europas største filosoffer, Immanuel Kant, er forvandlet til den sovjetiske u-bådsbase og våbenarsenalet Kaliningrad.

En del er hændt i de 50 år, som er gået siden Veale skrev sit klassiske skrift. Grænser er blevet ændret og alliancer bygget op og smuldret hen. Krigsførelsen har udviklet ny forbløffende former (Se Erobring) men målet er det samme : at samle magt. Og truslen mod det Europa, han holdt af, er ikke blevet mindre.

Ivrigt pådrevet af sionister og amerikanske mondialister strømmer ikke blot tyrkere, men også pakistanere m. m. ind og besætter de tyske kulturbyer, som overlevede tæppebombningerne. Andre fortsætter sammen med somaliere m. m. mod nord for at multikultivere Skandinavien. Italien, Frankrig og Spanien invaderes af nordafrikanere. Med sig fører invasionen islamiske skikke, og leve- og byggestil, som skal påtvinges de lande, der før kæmpede til det yderste for at forsvare deres europæiske integritet.

Medens især England og Frankrig på grund af kolonial fortid kan siges at have pådraget sig et vist ansvar for invasionen af de etniske fremmede, kan dette ikke med samme ret hævdes om Tyskland og Skandinavien.

Så meget voldsommere har mondialisternes pres, militært og økonomisk, rettet sig mod Tyskland og intensiveres nu med propagandavåbnet mod Skandinavien.

Europæerne bør forsvare den fælleseuropæiske kultur, og de enkelte lande deres eget særpræg. Europas storhed bygger på begge dele. Om dette var formålet med EU, skulle det være let at samles om Europaidéen, men den er desværre drejet til det modsatte en kamp mod al egenart for at fremme det globale supermarked.

*******

Fabius-Gayssot-loven.

Også kaldet "Lex Faurissonia" fra 1990 forbyder enhver i Frankrig at betvivle de af militærtribunalet i Nürnberg 1945-46 fastslåede og dømte forbrydelser mod menneskeligheden. Loven blev drevet igennem i forfjamskelse efter Robert Faurisson's artikler i Le Monde.

27/2 1998 blev Roger Garaudy idømt en bøde på 240.000 frc. Se denne.

Juli 1998 besluttede også Schweiz om skærpede "antiracismelove", som særligt fordømmer kritik af holocaust. Retssager blev straks indledt fx. mod den verdenskendte forfatter Jürgen Graf, som for sin nutidshistoriske forskning blev dømt til 16 måneder i fængsel. Hans forlægger fik en dom på et år.

> > > * < < <

Fakta.

Når skepsis overfor holocaust kommer på tale, møder man ofte på grund af pressens og bogudbuddets ensidighed fuldstændig vantro hos ganske oprigtige mennesker. De udbryder: Det passer ikke ! Vi har læst i avisen, at det er løgn. Vi har set på film, hvordan det gik til. Det samme gælder, hvis kritik af jøder fremføres uanset under hvilken form.

Hvad stiller man op overfor ærlig mistro, som kan støtte sig til hundreder presseudtalelser, "dokumentarfilm" med stabler af lig og spillefilm med kendte skuespillere ?

Man kan kun gøre eet : henvise til uomstødelige fakta. Vi peger på en del i dette skrift; men der er grænser for, hvad folk orker at læse. Man må pege på det, som er let at kontrollere. Her nogle eksempler :

Auschwitz-Birkenau, den mest berygtede "udryddelseslejr" under verdenskrigen. Straks efter "fredsslutningen" hævdedes, at 12 mio. blev myrdet dér. Indtil 1988 holdt man fast ved en tredjedel : 4 mio. (Kan kontrolleres i et hvilket som helst lidt ældre leksikon.) Så blev dette tal uden forklaring skåret ned med mellem 2½ og næsten 3½ mio. I dag skriver Den danske encyklopædi ca. 1 mio. Stadig uden forklaring. Der er uomtvisteligt, at der er løjet enormt, og at der stadigvæk lyves.

Vi bringer en sammenstilling af officielle dødstal for Auschwitz, hentet fra det tyske eksil-informationsblad National Journal, der udgives i England.

Læg mærke til, hvordan samme store aviser som Die Welt og Le Monde mindsker tallene nedad. Det ses også, at holocaust-apologeten Jean-Claude Pressac fra 1989 til 1994 mindsker sit i forvejen lave tal på 928.000 med yderligere 458.000.

Officielle dødstal for Auschwitz :

Formidlingstidspunkt Formidlingsinstitution ( kun officielle kilder ) Offocielle offertal

31.12.1945 Fransk oplysningsbureau for krigsforbrydelser 8.000.000

20.04.1978 Le Monde (Dagblad i Paris) 5.000.000

23.01.1995 Die Welt 5.000.000

20.01.1989 Kogon, Der SS-Staat ( Ekspert-bog) 4.500.000

01.10.1946 IMT dokument 008-USSR 4.000.000

24.11.1989 (Statstal) OStA Majorowaky, (12 Js 1037/89) 4.000.000

26.07.1990 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung 4.000.000

08.10.1993 ZDF 4.000.000

25.01.1995 Wetzlarer neue Zeitung 4.000.000

27.01.1995 (Statstal), Bundeskanzler Kohl, Die Welt 4.000.000

01.10.1946 IMT dokument 3868-PS 3.000.000

01.01.1995 Damals (Tysk historiemagasin) 3.000.000

18.07.1990 The Peninsula Times Tribune, SF (USA) 2.000.000

25.07.1990 Hamburger Abendblatt 2.000.000

11.06.1992 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung 1.500.000

08.10.1993 ZDF 1.500.000

23.01.1995 Die Welt 1.500.000

01.09.1989 Le Monde 1.433.000

02.02. 1995 BUNTE (Tysk illustreret blad) 1.400.000

22.01.1995 Welt am Sonntag 1.200.000

27.01.1995 Die Welt 1.100.000

21.12.1994 IfZ (Institur für Zeitgeschichte, München) 1.000.000

21.12.1989 Pressacs bog om Auschwitz 928.000

27.09.1993 Die Welt 800.000

22.01.1995 Welt am Sonntag 750.000

02.05.1994 Focus 7.00.000

23.01.1995 Die Welt 700.000

31.12.1994 Ny bog af Pressac, Die Krematorien von Auschwitz 470.000

08.01.1948 Welt im Film (Wochenschau Nr. 137) 300.000

06.01.1990 Frankfurter Rundschau 74.000

31.05.1995 Hoffmann, Stalins Vernichtungskrieg 1941-45 74.000

Er det ikke bedre at lytte til dem, der afslører løgnene, end til dem, der klamrer sig til dem ? Nyttig er oplysningsbladet tilknyttet artiklen om Ernst Zündel på s. 168, og detailler i artiklen om Auschwitz.

En tankestiller bør være mediernes tavshed om de mægtige jøders krigserklæringer mod og planer om at udrydde alle tyskere og al tysk sprog og kultur ("Germany Must Perish af Kaufman) Og tavsheden om revisionismen og vigtige bøger som Israel Shahaks bog : Jewish History, Jewish Religion og forfattere som James Bacque, Douglas Reed (hans senere forfatterskab). Bøgerne om Zündelprocesserne osv. Læs eventuelt højt af Stangl's beskrivelse af et besøg i Treblinka, som vi citerer under dennes navn, og hør venligt efter, hvad man mener om en journalist (Herbert Pundik) og et oplysningsværk ( encyklopædien) der tager en sådan beretning for historieskrivning.

Hvad judaismen angår bør citater fra Mosebøgerne og Talmud, se dette opslag, være tankevækkende.

Hvad de 6 mio. angår, er følgende ræsonnement svært at komme uden om : Jürgen Graf peger på, at Handelszeitung 4.2.1998 citerer Rolf Bloch, præsident for The Holocaust Fund, der oplyste, at der på det tidspunkt endnu var mere end 1 mio. holocaustoverlevende i live. Statistiske tabeller slår fast, at der så må have været over 3 mio. i live i foråret 1945. Aller højst 1 mio. kan være bukket under i krigsårene - deraf en betydelig del af "naturlige" årsager.

Nyhederne i TV1 oplyste 23.4.98, at 350.000 af Israels indbyggere er overlevende efter holocaust. Hertil skal regnes overlevende, der bor andre steder, hvorved tallet let kan komme op på den mio. overlevende, som fondens præsident nævner, og at mellem 3 og 4 mio. må have overlevet.

Påstanden at 6 mio. blev myrdet er absurd.

*******

Faktualisering .

Det at afmytologisere et spørgsmål og reducere det så langt som muligt til kontrollerbare forhold : fakta. Sprogligt gælder det at undgå følelsesladede udtryk til fordel for nøgternt konstaterende.

I den politiske og historiske debat bør ideologiernes idégrundlag og faktiske programpunkter klarlægges fremfor - eller i hvert fald før - værdibedømmelser. Og historiske kendsgerninger bør præsenteres, uanset om de gavner den ene eller den anden part i konflikter.

I praksis indebærer det :

At et grundlæggende kendskab til indholdet i Talmud og Koranen bør kræves af alle, der udtaler sig om muslimske og jødiske anliggender.

At kendskabet til sovjetiske, vestallieredes og jødiske forbrydelser og dumheder bør belyses og gøres kendt lige så grundigt, som tyske overgreb er blevet det.

At undertrykte historiske kendsgerninger skal bringes frem i lyset.

At ensidigheden i mediernes fremstilling og dæmoniseringen især indenfor politik og nutidshistorie må bekæmpes.

Hvad dæmoniseringen af Tyskland angår, kan nedenstående canadiske fremstilling af forskellige europæiske staters indblanding i krigsaktiviteter være tankevækkende. Den er lånt fra JHR, vol. 14,5, men stammer fra A Study of War af professor Quincy Wright, citeret af R. F. Keeling i Gruesome Harwest, 1992.

Skema over europæisle krige f ra 1480 til 1940. 278 krige blev udkæmpet. Følgende tal angiver i procent andelen af år i krig for forskellige lande :

England 28

Frankrig 26

Spanien 23

Rusland 22

Øatrig 19

Tyrkiet 15

Polen 11

Sverige og Italien 9

Tyskland og Holland 8.

Man kan fundere over, hvordan regnestykket er gjort op for lande, der som Tyskland og Italien har været stykket op i småstater, som først i 1800.tallet samledes til deres nu gældende status. For de gennem mange århundreder fasttømrede statsdannelser bør beregningerne være temmelig pålidelige. Det er interessant, at øriget England topper, skønt man kunne tro, at den lidt afskilte beliggenhed gjorde det mindre udsat for konflikt med naboer. Det kan se ud, som om forholdet har virket modsat. Men det fremgår af bogen, at tallet for vort eget ørige faktisk er lavest af alle de undersøgte. Det ses ikke af opstillingen, men fremgår af bogen, at vi ligger lavest med 7 %. JHR mener, at Tyskland med sin placering midt i kontinentet og mange naboer omkring sig snarere har lidt uforholdsmæssigt meget som offer for krige, og peger på, at propagandaen knyttet til de to store krige omvendt har stræbt efter at fremstille Tyskland som patologisk aggressivt og krigsliderligt. Amerikansk television anstrenger sig for at holde denne hadkliché ved lige, og vore egne media er ikke meget bedre.

( 46 )

En anden undersøgelse har gjort op, hvor mange år forskellige magter har været i krig mellem det tolvte århundrede og 1925. Den angiver følgende rækkefølge : Spanien: 67 år; Polen: 58; England:56; Frankrig: 50; Rusland: 46; Holland: 44; Italien: 36; Tyskland: 28.

*******

Falske vidner (især til holocaust).

findes der mange af. De kan deles op i frivillige, ufrivillige og dem, hvor det ikke er let at sige, om falskheden er mere eller mindre bevidst. Det sidste gælder de mange, der fortæller, hvad de har hørt, læst eller set på film, som om det var noget, de selv havde oplevet.

Prominente frivillige og bevidst falske vidner er fx. Elie Wiesel , Simon Wiesentahl og Vrba.

En ubestemt mellemstilling indtager Gerstein.

Blandt de mere prominente ufrivillige vidner kan nævnes Höss og Pohl, som blev tortureret til usandsynlige tilståelser.

I den mere ubestemmelige afdeling figurerer de vidner, som Paul Rassinier og Zündelprocesserne gik på klingen, og den lange række af, skal vi kalde dem "fortællere", der i fjernsyn og dagblade præsenteres som de sidste, der har oplevet det ubeskrivelige, og som nu rejser rundt og advarer, "for at det forfærdelige ikke skal hænde på ny." Det er helt klart, at hyppigheden af sådanne medieindslag er led i propagandafelttog for at fastholde holocaustmyterne. De rettes meget gerne til skolebørn, der normalt må have svært ved at bedømme troværdigheden hos personer, der præsenteres af voksne som hæderspersoner, der er gået grueligt meget igennem. Så længe, budskabet er det "politisk korrekte", er media uden kritik, skønt det sjældent er svært at iagttage modsigelser og uklarheder i de populære fremstillinger. Vi mindes en beretter, der serverede den gængse historie om, at han og hans lillebror ankom til dødslejren, hvor uarbejdsdygtige straks blev sorteret fra til udryddelse. Da han selv var i anvendelig alder og form blev han straks skilt fra sin mindre bror, som vi måtte forstå straks blev tilintetgjort. Men senere i samme beretning fortæller han pludselig, at han fik øje på sin bror i en ungdomsgruppe. Han var altså ikke blevet gasset.

DR-dokumentaren : Mirakelbarnet 22/4-98 fortalte om Trudi Birger, der i dag uselvisk driver tandpleje for fattige - både jøder og arabere. På Ishøj Gymnasium fortalte hun om sine oplevelser i koncentrationslejre i Lithauen og Østpreussen (Stutthof). Ofrene blev dér ikke gasset, men åbenbart brændt levende i ovne. Elie Wiesel har en tilsvarende historie. Se denne. Men han blev dog presset til at tilstå, at han fortalte historier. Her bragtes som dokumentær for danske gymnasieelever og danske TV-kiggere endnu mere utrolige beretninger om de mirakuløse redninger af dette "vidne" og af hendes moder.

Trods sine unge år skulle Trudi naturligvis arbejde, og kom herunder alvorligt til skade. I stedet for nu at blive likvideret fik hun amputeret det ene ben. Uhindret af dette sprang hun siden adræt rundt og præsterede at redde sin moder, der netop var på vej til udryddelsesmaskineriet. Hvordan nu dette og andet gik til, blev hun selv lagt på en båre og iklædt "en lyserød natkjole som en prinsesse". Sådan blev hun båret hen til sin moder. Benet, som var amputeret blev pludselig opereret.

Det forbløffende indslag var på ca. en time.

Kort forinden havde man bragt Schindlers (også kaldet Svindlers) liste uden kommentarer, og ugen efter skulle en serie om Israel løbe af stabelen.

Som foregiven dokumentation er vore mediers opbud af sionistisk vinklede indslag uden kritik og korrektion bedøvende desinformation.

> > > * < < <

Famering, famere.

Det at gøre nogen eller noget positivt, værdifuldt, berømt. Skridtet inden glorificering, heroisering. Modsat defamering. Se også Propaganda.

*******

Fascisme, mediefascisme.

Da nazismen er gjort til mosaisternes fornemste hademne, har fascismen fået lov til at leve en noget mere beskyttet tilværelse. Et nyfascistisk parti er aktivt og tilladt i Italien, og den tidligere duces datter agiterer politisk. Hvad, bevægelsen egentlig står for, er det af vore media ikke helt enkelt at få greb om. Det indarbejdede billede af Mussolini som en krigsromantisk neoimperialist, der førte Italien ind i letsindige felttog, lader sig ikke så let afvaske, men må selvsagt ses i sin tidssammenhæng. Italien var kommet ud af første verdenskrig på den sejrende side sammen med Frankrig og Storbritannien, som endnu i denne periode selv var hårdhudede imperialister. På ducen's positive side må regnes, at han svækkede mafiaens og frimurernes magt og forresten bragte orden i fx. transportvæsenet. Absolut væmmelig er førerdyrkelsen, og modbydelig er anvendelsen af vold mod uligetænkende. Vi ved ikke om dette indgår i nyfascisternes program.

Det er dog mest som eksponent for sidstnævnte uvæsen ordet har fået velfortjent negativ klang. Dette misbruges herhjemme - og andre steder - sådan, at man anvender begrebet som et udefineret skældsord, der udslynges mod hvem som helst, hvis meninger man ikke kan lide. På denne måde anvendes det regelmæssigt i pressen til at karakterisere hændelser og personer stik modsat ordets egentlige betydning.

At nogen med argumenter og oplysning forsøger at modsætte sig indvandring af grupper, som der er god grund til at formode ikke er demokrater, er ikke fascisme - det er demokrati.

Når massemedia bagtaler sådanne synspunkter og nægter at lade dem komme til orde, er det ikke demokrati - det er fascisme. Denne mediefascisme er i Skandinavien langt mere udbredt og farlig end den fysiske fascisme, men vi har allerede set, hvordan den åndelige mediefascisme kan udvikle sig til forsvarer for ægte fysisk voldsfascisme.

Det er mediefascismen, der undertrykker fri forskning og fri debat.

Mediefascismen er vort demokratis største problem.

> > > * < < <

Faurisson, Robert.

Fremtrædende fransk revisionist. Professor i litterær tekstkritik.

Skrev i Le Monde 29/12-78 og 16/1-79 to artikler, som vakte opsigt. Der stod : "De nazistiske gaskamre var en kemisk teknisk umulighed." Derefter skrev 34 "førende" franske historikere samme sted d. 21/2-79, at "der ikke er og ikke kan være nogen debat om eksistensen af gaskamre."

Derefter var han udsat for mindst 8 attentater. Efter et af dem var han døden nær. Men trods fordømmelse i verdenspressen og forfølgelse af jødiske organisationer er han blevet ved med at skrive artikler, anmeldelser og bøger på fransk, engelsk og tysk. Han fik aldrig svar på sit enkle spørgsmål :"Could you bring me one proof, one simple proof ? - om du bare kunne bringe mig et eneste bevis !

Faurisson tog initiativet til fremskaffelse af Leuchter-rapporten, og hans medvirken som rådgiver og vidne ved Zündelprocesserne var skelsættende. Se s.3, s.43, s.52, s.53, s.173 og s.174, år 1994.

*******

Felderer, Ditlieb. F. 1942.

Svensk revisionist af tysk afstamning. Hans familie havde tilknytning til Jehovas Vidner, og hans moder var interneret i forskellige lejre under krigen anklaget for at være af jødisk afstamning. Mod krigens slutning flygtede familien til Italien og fortsatte 1949 til Sverige, hvor den opnåede asyl.

Med sin specielle baggrund begyndte F. tidligt at interessere sig for, hvad der egentlig var hændt under krigen. På grund af "vidnernes" konsekvent pacifistiske holdning fandtes de som fanger i næsten alle kc-lejre, og de blev forresten også spærret inde i Canada og mange andre lande; men for Tysklands vedkommende blev denne tildragelse snart tolket sådan, at de blev udryddet. I årene efter krigen hævdedes, at 60.000 vidner var blevet myrdet af nazisterne.

Ditlev fik til opgave at undersøge dette og kom gennem intensive arkivstudier frem til, at antallet af henrettede var ca. 200, senere fastlagt til 203. Ingen af dem blev gasset. I 1976 fik han anonymt tilsendt Richard Harwoods bog (Did Six Million Really Die ?). Så begyndte han at besøge lejrene, først Dachau, siden de vigtigste polske lejre. Overalt gjorde han iagttagelser og tog fotografier (30.000). Med sin specielle baggrund blev han venligt og relativt åbent modtaget og forstod at få vidt forskellige personer i tale. Også opsynsmænd og ledelse af Auschwitz-museet fik tillid til ham, og gav ham adgang til at studere arkiver og andre bygninger og lokaliteter end de officielle.

I 1979 traf han første gang Ernst Zündel, der lige som han selv var "søgende". Siden holdt de kontakt med hinanden.

Ditlevs systematiske indsamling af dokumenter som blåtryk af gaskamre og krematorieovne og andre indretninger blev af uvurderlig betydning også for andre forskere og for det grundlag, på hvilket forsvaret ved retssagen om Zündels udgivelse af Harwoods bog blev bygget op.

Blandt de kuriøse opdagelser, han gjorde, var indholdet i en stor bygning, som man sagde var helt uinteressant. 'Den indeholder bare affald.' Da Ditlev så sit snit til at kigge indenfor, fandt han et nydeligt teater.

Han studerede indretningen af de kamre, som hævdedes at være anvendt til aflusning af klæder. Her var spor, så at man kunne trille vogne med klæder ind og ud. Der var solide, tætte døre. Og væggene viste ved tydelig blåfarvning, at de havde været udsat for cyanbrinte.

Derimod havde de påståede gaskamre til mennesker almindelige trædøre, nogle med glasvinduer, som hvem som helst kunne slå i stykker. Væggene viste ingen blåfarvning. Det var disse iagttagelser, som Zündel lod efterprøve med kemiske analyser til brug for retssagen.

Felderer afslørede også og dokumenterede med fotografier, at den såkaldte dødsmur, hvor man påstod, at 20.000 var blevet skudt, var et bedrageri. Det samme gjaldt adskillige andre arrangementer, fx. en høj skorsten, som ikke havde forbindelse med nogen ovn. Hårdt trængt forklarede man, at den var symbolsk. Derimod var et svømmebassin en realitet, og det blev bekræftet af museumsledelsen, at den var beregnet til rehabilitering og rekreation af patienter, altså blandt fangerne - ikke fangevogterne.

Felderer blev krydsforhørt både under den første og den anden Zündelretssag. Under den første afviste dommeren at lade ham vise sine dias. 1988 blev de vist for juryen. Nærmere detailler kan læses i bogen 'THE HOLOCAUST ON TRIAL : The Case of Ernst Zündel' af Robert Lenski, Reporter Press, Ala. 35602, USA. Den er mere spændende end en dedektivroman, fordi dedektiven eller dedektiverne i dette drama er rigtige mennesker, og sagen drejer sig om historiske kendsgerninger.

Felderer besluttede at oversætte Richard Harwoods bog til svensk. Den fik åbenbart spredning uden at myndighederne greb ind. Derimod vakte nogle andre skrifter vrede.

Da han i Polen uddelte flyveblade, der oplyste sandheden om Katyn-massakren blev han 1980 arresteret af det hemmelige politi og sad tre uger i fængsel i Gdansk. 1983 blev han fængslet i Sverige på grund af satiriske blade, som hævdedes at stride mod svensk straffelov, der forbyder at udtrykke foragt for en identificerbar gruppe.

Felderer blev dømt for satire. Fire år før var han blevet angrebet i sit hjem af "en politisk gruppe', der slog ham i hovedet med en jernstang og holdt ham en stund som gidsel. Udøverne af dette blev aldrig dømt. Felderer fik d. 5/4-83 ved Stockholms tingsret en dom på 10 måneders fængsel, den til da hårdeste staf for "hetz mot folkgrupp." Han blev låst inde i en celle på 2x3 m. Fik ikke lov til at have papir og blyant før efter gentagne hungerstrejker. Han måtte ikke have sit ur - vidste ikke, hvad der var nat og dag. Blev holdt vågen med musik. Da han klagede blev lyden gjort kraftigere. Han blev også slået i fængslet, og fik først normale fangerettigheder efter tre hungerstrejker.

Hans mærkelige forskergerning stod sin prøve og blev verdenskendt under Zündelprocesserne. Han har siden i højere grad dyrket sine musiske interesser.

Alligevel blev han dømt og fængslet endnu en gang. Han lever nu for tredje gang i eksil. Vi ved ikke hvor.

> > > * < < <

Fertilitet.

frugtbarhed regnes i agrare og vel især i ældre stammepolitiske betragtninger som et ubetinget gode. I overbefolkningens og miljøødelæggelsernes æra siger sund fornuft, at den for menneskets vedkommende bør bringes under kontrol. Se børnebegrænsning. Problemet, hvordan denne kontrol skal opnås, skaber stadig kløfter mellem religiøse og politiske opfattelser.

I Vesten, især i protestantiske lejre, vinder det frem, at børn ikke skal produceres udover, hvad samfundet kan forventes at berede en fredelig og rimelig levestandard. Og flere og flere indser, at barnets vigtigste rettighed er den, at det bør fødes ønsket af begge forældre. Heroverfor hævder den nuværende pave, at det naturlige driftsliv, som skaberen har indbygget i mænd og kvinder, skal udfolde sig uden indgreb af præventive opfindelser, men alene hæmmes af de forskrifter og påbud, som Vorherre gennem det katolske præstehierarki, foreskriver.

Dette moralsyn fremmer befolkningsvæksten især i latinsprogede lande, heri medregnet hære af gadebørn uønskede af deres forældre såvel som af andre. Det er svært at få øje på logikken, og næstekærligheden.

I andre områder fortsætter menneskeproduktionen, fordi præventionsmidler ikke er tilgængelige, eller fordi væksten er religiøst og/eller politisk ønsket. Den jødiske religion og politik hylder høj frugtbarhed i de egne rækker og konkurrerer derved - ikke uden strategiske bagtanker - med arabiske nabostater.

Hvis vore magthavere vil fortsætte at tillade indvandring af muslimer med høj fertilitet samtidigt med, at danskerne fastholder deres egen tradition, vil det i løbet af en relativt kort årrække omdanne Danmark til et muslimsk samfund med tvivlsom respekt for danske natur- og kulturværdier.

Desværre er betragtninger over dette emne omgivet af hykleri og underlagt tabuforestillinger, der gør det svært at få problemerne debatteret åbent og nøgternt.

*******

Folkedomstole.

udøves af den tilstedeværende forsamlig - - i nazismen og kommunismen (Lademans leksikon) Udøves i dag og i Danmark af medierne.

> > > * < < <

Folkestyre.

finder vi bør bygge på parlamentarisme, som forudsætter fri, hemmelige og retfærdige valg.

Hvis valghandlingerne skal blive meningsfulde, er det nødvendigt, at folket har mulighed for at danne sig en velmotiveret opfattelse af omstændighederne. Det kræver relevant og korrekt information, hvilket forudsætter seks ting : 1. uddannelse

2. objektive og saglige media, uafhængige af magtetablissementer

3. individuel ytringsfrihed og ytrings mulighed

4. forsamlings- og foreningsfrihed

5. fri og uafhængig forskning og publikationsvirksomhed

6. retssikkerhed.

Hvis en eller flere af de disse forudsætninger svigter, er demokratiet i fare, eller sat ud af drift. Punkterne 2 og 3 er illusoriske. Vi dokumenterer dette i V.S. nr. 5 og 6 og gennem de mange avisindlæg, som afvises med urimelige begrundelser. På grund af mediernes usaglighed er betingelserne 4, 5 og 6 undergravet - til dels umuliggjort. Folkestyret er endnu ikke virkelighed.

Den enkeltes direkte magtudøvelse i demokratiet sker gennem stemmeretten. Stemmeret til folketinget har kun danske statsborgere. Ved at uddele statsborgerskab til fremmede giver vore politikere dem magt til at omforme vort samfund. Ved at støtte deres lobbyvirksomhed for såkaldt etnisk ligestilling, hvilket ikke tilstås etniske danskere, fremmes denne omformning.

Dansk statsborgerskab er derfor af yderste vigtighed for værnet om vort samfund. Det bør ikke bevilges til modstandere af dansk kultur og demokrati. Dette vigtige hensyn er hidtil holdt borte fra vore politikeres opmærksomhed, hvilket må ændres.

*******

Folkenes styre.

Lige som folkestyret kræver fri og åben debat, hvor alle saglige synspunkter kommer til orde, må noget tilsvarende bygges op staterne imellem. I princip er Europaparlamentet en positiv nyskabelse. Blot er det alt andet end demokratisk. Alle debatter burde være offentlige, og de enkelte stater burde ikke være tvunget til at rette sig efter beslutningerne, hvis de har gode argumenter for at holde sig uden for. På lignende måde bør det gå til i FN.

Nationalstaterne bør være selvstændige. Lad deres repræsentanter diskutere og argumentere i den internationale forsamling. Lad os høre, hvad de siger. De andre stater må selv beslutte og vælge; men det må vi også. De, men også vi, må vælge venner og uvenner, jeg siger ikke fjender. Enevoldsbeslutninger og vold, som det vi har bevidnet i Jugoslavien, bør Danmark aldrig mere billige.

Hvor ville det have været velgørende og oplysende, hvis vi alle havde kunnet følge debatter i EUparlamentet om Nato's krig i Kosovo, og om vore danske medlemmer havde krævet tilbageholdenhed, og at Nato's og FN's statutter blev overholdt, indtil alle stater demokratisk havde taget stilling til, om organisationen skulle ændres til en krigsmaskine til udbredelse af multikultur.

At det, uden seriøs belysning og debat, er kommet dertil, at vort land er gået i krig for at påtvinge et andet land Islam og multikultur er et udtryk for den opløsning af retsfølelsen, som magtpolitiske hensyn har ledt frem til.

De internationale debatter om menneskerettigheder, demokrati, befolkning og milieu har afsløret, at opfattelserne er mere delte end vore egne menneskeretsforkæmpere er begejstrede for. Og vi indser, at visse imperialistiske træk er nedarvet og må korrigeres.

Vil vi have et samarbejdende internationalt samfund, som ikke er topstyret, hvad mondialisterne stræber efter, må denne debat lægge alle forhold og argumenter på bordet.

Det eneste, som kan føre fremad er opbygningen af mere og mere alment anerkendte retsopfattelser. Disse bliver ikke realistiske, før man anerkender både personlige og nationale rettigheder, men også ansvar for milieu og befolkningsudvikling.

> > > * < < <

Forbandelse.

Dette begreb, der ligger temmelig fjernt fra dansk og i det hele taget nutidig vestlig tankegang, er et til- bagevendende tema i jødiske skrifter, såvel Mosebøgerne som Talmud. Det lader sig også konstatere, at de hellige skrifter, ikke blot jødernes, men også arabernes, i endeløse tirader er hyldestråb til og lovprisninger af herskeren og Guden, og af modsvarende smædeord og onde ønsker for dem, der er anderledes.

At forbandelsesritualer ikke har forladt jødisk tankegang ses af følgende hændelser i Tel Aviv :

Under et lille billede, tæt dækket af sorte hatte med et lille barneansigt til at lyse op, læses i Göteborgs-Posten 27.11.95 følgende tekst : "Gravalvorligt. 25.000 - 30.000 ortodokse jøder forbandede i går en israelsk minister, som de mente vanhelligede gravfreden. Forbandelsen gjaldt Israels uddannelsesminister Ammon Rubinstein, der havde givet tilladelse til at fortsætte arkæologiske udgravninger nord for Tel Aviv, hvor man havde fundet en 2000 år gammel grav.

Forbandelsen udtales som en slags bøn (sammenlign Attenbønnen og Kol nidrei) og må ifølge jødisk mystik siges syv gange for at virke. Den har navnet "pulsa denura", hvilket betyder sådan noget som "piskeslag med ild". Den skal føre til, at den ramte dør i løbet af en måned.

To rabbinere er blevet forhørt, fordi de knapt en måned før drabet på Yitzak Rabin havde udtalt en pulsa denura over ham. En forbandelse over Saddam Hussein i 1991 forblev virkningsløs, da, som det hedder, rabbineren, der udtalte den, selv døde kort efter. (TT-DPA)

*******

Ford, Henry. (1863 - 1947)

Den store industrimand fandt, at jødisk kapital og politisk indflydelse var uforholdsmæssig stor, og at det frimureragtige sammenhold mellem familieklaner tværs over et stort antal grænser var en fare for ikke-jøder. Han lod udarbejde et betydeligt værk "The International Jew". Da hans virksomhed på et vist tidspunkt var i vanskeligheder, og han måtte gå til banker for at skaffe kapital til nødvendige nyinvesteringer, blev han tvunget til at stoppe denne virksomhed. Hans bøger tilbydes dog endnu af visse forlag, og et lille uddrag findes på dansk.

Ifølge Gary Allen arbejder Fordstiftelsen nu nært sammen med CFR og derigennem med de andre store finans-centre.

*******

Fordomme.

Dette udtryk bør kun anvendes, når personer udtrykker faste meninger om emner, som de ikke har kendskab til, og som de ikke har forsøgt at undersøge. I vulgærpropagandaen bruges betegnelsen i flæng om anskuelser, som medierne ikke synes om, især om negative opfattelser af "multikultur" og indvandrere.

Selv et - som man bør have lov at håbe - sagligt tidsskrift som det i øvrigt læseværdige "Illustreret Videnskab" omgås med ordet på en så ulden måde, at jeg fandt, jeg måtte pege på det i et venligt brev. Jeg skrev da 22./8.1999 til bladet :

Fordomme om fordomme.

Tidsskriftets artikel i nr. 8,-99 afklarede ikke rigtigt den uklarhed, der karakteriserer anvendelsen af ordet fordomme. I behandling af "videnskabelige" emner bør det gøres så klart, som muligt, hvad anvendte ord mest meningsfuldt betyder.

I den daglige vulgærdebat bruges ordet regelmæssigt til at betegne opfattelser, som man gerne vil bekæmpe. Fx. betegnes alle negative udtalelser om indvandrere eller om andre religioner som fordomme. Artikelforfatteren peger så på, at man kan trænes ud af fordommenes greb ved "at svække de negative mentale associationer til fx minoriteter ved i stedet i tankerne at koble dem sammen med bevidst positive udsagn." Skal man da ikke først undersøge, hvad der er negativt og hvad positivt ?

Man forudsætter a priori at mindretal er positive, og at negative forestillinger er fordomme, som skal bekæmpes med indterpning af lektier. Såkaldte højre- og venstreekstremister er stadigvæk mindretal. Skal de alene derfor kobles sammen med noget positivt, og er begge dele lige positive ?

Hvad er da fordomme ? Det bør betegne opfattelser, som nogen har uden at have undersøgt dem med rimelig grundighed. Det er altså opfattelser, som kræver efterprøvning. Hvis rimelig efterprøvning bekræfter opfattelsen, kan det ikke længere kaldes en fordom. Den kan være forkert endda, hvis sagen alligevel ikke er tilstrækkeligt belyst. Men det er ingen fordom.

En negativ opfattelse, fx. af en minoritet, er altså bare en fordom, hvis den ikke er forsøgt efterprøvet.

"Positive" fordomme bør naturligvis også efterprøves. Videnskaben skal søge sandheden ikke et bestemt positivt eller negativt billede.

Artiklen peger på, at vi i høj grad danner vore forstillinger på grundlag af forældres og andre omgivelsers opfattelser, men især efter media. Dette peger på, hvor let vi overtager andres fordomme og dertil påvirkes af reklame, agitation og propaganda i medierne.

Det er altså essentielt at være på vagt overfor både negativt og positivt vinklede fordomme, og det er vigtigt ikke at godtage, at afvigende opfattelser enkelt kan afvises alene med klichépåstanden, at de er fordomme.

Hvis en påstand er velunderbygget skal den ikke kunne afvises som blot og bar fordom.

L. T.

Redaktionssekretær Niels Ole Dam svarede hurtigt :

Kære Lars Thirslund Tak for det tilsendte læserbrev vedr. artiklen om fordomme. Dine overvejelser er interessante, men vi har alligevel valgt ikke at bringe brevet i bladet, idet indvendingerne efter vor vurdering har for generel karakter til at blive bragt på Apropos-siden i Illustreret Videnskab.

Med tak for din interesse i bladet Med venlig hilsen N. O. D.

Selv et populærvidenskabeligt tidsskrift ser sig åbenbart, nødsaget til at være til det yderste pinligt politisk korrekt.

> > > * < < <

Forskningsfrihed.

Fundamentet for al vestlig videnskab er offentliggørelse af resultater og efterprøvning med diskussion. Hvis dette forbydes er vi tilbage i middelalderen. For den nutidshistoriske videnskab er det denne situation, som er etableret over det meste af vor verdensdel.

I Tyskland og Østrig og nu også i Schweiz bliver man puttet i fængsel, hvis man viderebringer specielle forskningsresultater. Og også i Frankrig forfølges man med bøder og chikane.

Her tillands nøjes man endnu i det store hele med chikane; men resultatet er det samme. Total opslutning og forsvar for historievinklinger, som har sin rod i krigstidens propaganda. Så længe kritisk forskning ikke gives samme vilkår som hof- og postilhistorikeres - se dette - føres vi målbevidst bag lyset.

Samfundsforskning og etnologi har tilsvarende store problemer. Begge styres af bevilgende myndigheder med henblik på at gøre dem nyttige for indvandringspolitikken. Indvandrernes behov og ønsker studeres og viderebringes. Deres kultur roses, uanset hvordan den manifesterer sig i vort land. Den egne befolknings reaktion på den ny situation lades upåagtet eller fordømmes.

Selv ældre historieforskning "købes" til at arrangere skrifter og udstillinger, der forherliger islamisk og mosaisk kultur på bekostning af vor egen. Tilbagevendende er appellen til vor samvittighed, som skal gøres dårlig. Se Jürgen Graf. Jødiske og

muslimske grusomheder forbigås og alt for åbenlyse uhyrligheder her hjemme forsvares med henvisning til fremmed "kultur" og "religion".

Medens disse vinklinger viser sig at være resultatet af en velovervejet styring fra mondialismens side, står vore lovgivere og myndigheder helt uden strategi overfor de helt ændrede udfordringer, vi står overfor. De undersøger ikke og overvejer ikke konsekvensen af, at slippe store kontingenter af fremmede ind i henhold til doktrinen om alle menneskers lige værd og derefter i respekt for idéen om tanke- og trosfrihed give dem statsborgerskab uden at spørge, hvilke tanker og hvilken frihed, de vil kæmpe for her i landet.

De påberåbte motiveringer er jo fordrejninger in absurdum.

Det er blevet til, at de besluttende myndigheder - under pres fra en fjernstyret presse - handler uden begrundede forestillinger om, hvor mange de giver magt til i vort samfund at bygge fundamenter for holdninger og idéer, som er os fjerne.

> > > * < < <

Frafaldne.

Kaldes jøder, der går over til en anden tro. Med Attenbønnen, se denne, fordømmer fromme jøder tre gang om dagen denne gruppe personer og indprenter Vorherre, at de skal være uden håb. Religiøs indifference, som synes at være ret udbredt selv i Israel, regnes ikke som helt så farlig - henføres til reserven.

Islam foreskriver, at frafaldne fra Islam skal slås ihjel.

*******

Frank, Anne. (1929 - 1944)

Den berømte dagbog, der tilskrives hende, er udbredt i 14 mio. eksemplarer på mere end 50 sprog i over 20 lande. I hvert fald en del af den har vist sig at være et falskneri. Tyske domstole har slået fast, at en del af manuskriptet er skrevet med kuglepen, som først kom i brug 6 år efter Annes død. Samme skrift, tydeligt forskellig fra Annes egen, der var mere barnlig, kan genkendes i den del, som ikke er skrevet med kuglepen. I og for sig kunne dette være underordnet, om hændelser og tanker i bogen i det store og hele kunne have været sand. Det var ikke helt tilfældet, og det ubehagelige er den propagandamæssige anvendelse i efterkrigstidens hetz mod det sønderslåede Tyskland. I denne indgik målrettet indoktrinering af børn. To populære filmversioner blev sendt på markedet.

Faktum : Anne Frank blev ikke myrdet af tyskerne. Hun blev deporteret til Auschwitz, men ikke gasset. Hun blev tværtimod behandlet på hospital og i december 1944 evakueret til Bergen-Belsen, hvor hun, kort før de allierede nåede frem, kun 15 år gammel døde, af den tyfusepidemi, som på grund af de kaotiske forhold bredte sig i lejrene. (Kilde : bl.a. Spotlight 24.12.79)

> > > * < < <

Freedman, Benjamin. (1890 - )

Fremtrædende jødisk dissident. Succesrig forretningsmand, som skabte sig en betydelig formue. Han kom derved ind i de mest magtfulde - især jødiske - cirkler. Personlig bekendt med Bernhard Baruch, Samuel Untermeyer, Woodrow Wilson, Henry Morgenthau Sr., Franklin Roosevelt, Joseph og John F. Kennedy samt andre store navne. Allerede 1961 holdt han for et mindre selskab det forbløffende foredrag "Benjamin Freedman taler ud". Her uddyber han baggrunden for Balfour-deklarationens tilblivelse og dens betydning i to verdenskrige og naturligvis for krigene i Mellemøsten. Vi bringer de interessante betragtninger i et tillæg s. 179 ff.

B. H. har skrevet bogen "Facts are Facts : The Truth About Khazars". The Noontide Press.

*******

Fremmedfjendtlighed, fremmedhad.

Ordene bruges for tiden propagandistisk til at betegne enhver holdning, som er skeptisk til det ønskelige i at forvandle vort samfund gennem indvandring.

Selv om man ikke ønsker, at tilhængere af fremmede religioner og kulturer flytter ind og omdanner vort samfund efter deres normer, behøver man ikke at hade dem.

Had og fjendtlighed opstår derimod, når de fremmede imod vore egne ønsker og i strid med vor ret til at forsvare vor egen kultur påtvinges os af en mægtig meningsmafia, som kun retter skytset mod os, men ikke mod den slet dulgte fjendtlighed mod vor kultur, som man importerer og placerer som arnesteder for had og vold rettet imod os og vore vurderinger.

> > > * < < <

Friedman, Ben.

Jødisk forretningsmand fra Californien. Grundlægger af Commitee of Concerned Christians. Sikrede sig 1996 tilsagn fra 2000 amerikanske kirker om, at deres præster mindst én gang om året vil prædike over emnet : Holocaust-tragedien. Udsender holovideoer til alle kirker, der er med i projektet. (Kilde : Christian News 17.6.1996)

*******

Frimurere.

Hemmeligt selskab med oftest formelt kristelige og veldædige formål. Vil gerne føre sin historie tilbage til de gilder, som middelalderens katedral- og kirkebyggere oprettede til forsvar for rettigheder og faglig viden. De mægtige katedralbyggerier i Tyskland, Frankrig og England er enormt komplicerede konstruktioner, der har krævet en mægtig akkumuleret fond af erfaring og viden, kombineret med fantasi, dristighed og organisationsevne.

I kredsen af byggere befandt sig altså tidens mest kreative ånder. Blandt de frihedsrettigheder, de forfægtede var retten til at rejse. Dette er sikkert en af grundene til, at tekniske og stilmæssige landvindinger så hurtigt spredte sig over store områder i Europa, og utroligt hurtigt fandt vej til de fjerneste landsbyer i Norden.

Efterhånden trådte det bygnings- og kunstnerisk-faglige tilbage i forhold til det magtpolitiske. Man så fordele ved at indvie andre magtbesiddere i det organisatoriske fællesskab, hvilket de sidste ikke var sene til at indse de interessante muligheder i. Gradvis blev bygningskunstnerne færre i forhold til magtstræberne og til sidst røg de helt ud.

Andre peger på slægtskabet med munke- og ridderordener, der også oprindeligt blev grundlagt for at tjene barmhjertige og ophøjede formål.

Interessant er Jesuiterorganisationen, som på baggrund af reformationen blev startet for at forsvare pavens magt (Antidefamation league blev grundlagt for at forsvare jødemagten). Jesuitterordenens grundprincip er lydighed mod overordnede - i øverste ende paven. Et målrettet skolesystem gjorde bevægelsen så farlig, at den i tidsrum har været officielt forbudt; men den har været i stand til at dukke op igen. Det samme gælder det officielle frimureri, der kræver, at medlemmerne afgiver et højtideligt løfte om at hjælpe og støtte hinanden. Et sådant løfte burde ingen embedsmand eller dommer underkaste sig, og udbredes det i sagførerstanden er kunderne ilde ude. Men frimurerne er alle tre steder, og det er meget betænkeligt.

Mange har kendt frimurere, som de - trods det hemmelighedsfulde i ordenen - ikke ville drømme om at mistænke for at deltage i noget suspekt. Problemet er, at systemet gør det lige så umuligt for de lavere grader, som det er for os udenforstående, at kontrollere, hvad de højeste grader foretager sig eller tolererer. Alligevel er alle bundet til loyalitet også overfor medlemmer af andre loger, hvor de end kommer fra. Som en stat ikke blot i staten, men i flere stater (ligesom de jødiske organisationer, der i øvrigt har infiltreret et stort antal loger, samtidigt med at de har opbygget deres egne) har frimurerne været forbudt fx. i Tyskland, men er genopstået og blomstrer med knopskydninger. Se Illuminati og Bilderberggruppen.

> > > * < < <

Fundamentalisme.

Religiøs og/eller politisk opfattelse, som hævder det hellige skrifts ufejlbarlighed og autoritet. Det være sig biblen. Talmud, koranen eller "Das Kapital"

Fundamentalismen kan gå i dvale men blusse op igen ved velvalgte kommandoer.

Det er ikke til at sige, og forsøges ikke kontrolleret, hvor mange fundamentalister in spe vore indvandrermyndigheder i tillid til dogmet om alle menneskers lige rettigheder planter i vort hidtil forholdsvis frie samfund.

*******