Garaudy, Roger. F. 1913

Fransk filosof, som i 1995 udgav bogen "Les Mythes fondateurs de la politique israélienne", som i år (2000) vil udkomme på IHR med titlen : "The Founding Myth of Modern Israel". Her forsvares revisionisternes skepsis overfor holocaustmytologien, som, Garaudy peger på, blev gjort til et bærende grundlag for staten Israels etablering af velstand og magt.

I virkeligheden er det blot, hvad amerikaneren Arthur Butz næsten 20 år før havde klargjort med bogen The Hoax of the Twentieth Century . Se denne. Men medens Butz i frihedens eget land kunne fremføre sin skarpt formulerede opfattelse uden direkte overfald fra øvrighedens side og fortsætte som professor ved universitetet, så gik inkvisitionen i det land, der endnu af nogle regnes for europæisk friheds vugge, i gang med lovparagrafferne. Se s. 43.

For sionisterne var vrede. Deres forargelse nåede ekstreme højder, da en af landets mest populære skikkelser, Abbé Pierre stillede op for sin ven Garaudi .

Vi gengiver i bogen en tegning, som Laurent Fabre under signaturen "Konk" i 1986 lykkedes at offentliggøre i Le Monde. Den viste en synder liggende næsegrus foran kirkens strenge dommer. Bag ham truer en drabant med en vældig hellebart. Scenen fremmaner billedet af Galileis ydmygelse i 1633. Men teksten lyder : "Gaskamrene har eksisteret !"

Tegningen, som vi har lånt fra JHR, kunne være inspireret af kardinalernes bulle mod Abbé Pierre; men årstallet, 1986, viser, at det snarere er Robert Faurisson og hofhistorikernes fordømmelse af dennes afslørende artikler i bladet, der er forbillede. Det hører med til historien, at hverken Abbé Pierre, Garaudi eller Faurisson tog deres udtalelser i sig igen. Men straffen over tegneren lod ikke vente på sig. Han blev fyret af Le Monde.

Filosoffen Garaudy havde en interessant udvikling bag sig. Fra glødende kommunist og debuteret for det franske parti vendte han sig mod katolicismen og siden mod Islam. Undervejs fik han øjnene op for revisionismens omvurderinger af nutidshistorien og engagerede sig i palæstinensernes sag.

Sympatien for Islam og palæstinenserne gjorde Garaudy og hans bog populære i arabiske lande. Men selv om den hjemlige pressekampagne fik Garaudy til at mildne formuleringer i anden udgave af bogen, blev han dømt efter Fabius-Gayssot-loven til en bøde på 240.000 fr., ganske nær lovens maksimale beløb.

Garaudy's bog kom til at vende op og ned på indarbejdede forestillinger. 600 iranske journalister og 160 medlemmer af Irans parlament underskrev henvendelser til støtte for den europæiske kætter. Ægyptens stormufti Nasr Farid Wasel erklærede, at det var en pligt at forsvare ham og stå ved hans side.

Morsomst var nobelpristageren i litteratur Naguib Mahfuz, der undrede sig over et samfund, hvor det straffes at betvivle holocaust, men er tilladt ikke at tro på Gud.

Vestlig revisionisme sendes nu regelmæssigt fra Radio Iran til Europa.

På den anden side så Israels premierminister Netanyahu og jødisk sionistiske støttegrupper som Simon Wiesenthalcentret og Amerikas sionistorganisation Garaudy's bog som trussel nr. Eet mod Israel.

*******

Gaskamre.

I Lademanns Leksikon 1972-81 læser man som billedtekst under en illustration til "Koncentrations- lejre" : "Da det gik for langsomt med at henrette fangerne ved hængning og skydning med efterfølgende begravelse i massegrave, valgte tyskerne at effektivisere masseudryddelserne ved hjælp af gaskamre og krematorieovne som den her viste" Det drejer sig om en retorte, som de var i brug i krematorier mange andre steder.

Ifølge vidneberetninger kremerede man med disse indretninger op til 10.000 om dagen. Enhver krematorietekniker kan oplyse, at dette med det tilgængelige antal retorter var en umulighed. Se Krematorier.

Gaskammeret illustreres ikke. Det hænger sammen med, at det viste sig overordenlig vanskeligt at skaffe en fremstilling, der tålte nøjere granskning. Robert Faurisson har peget på, at ikke engang Holocaustmuseet i Washington kunne præsentere en skitse, der viste, hvordan et gaskammer fungerer. Da han i vidners nærvær bad direktøren om at fremlægge et sådant dokument, svarede denne, at man havde besluttet ikke at fremvise noget sådant.

Faurisson bemærker. Det svarer til, at de kristne besluttede ikke at ville fremvise et kors.

Vidnerne beskrev to typer gaskamre. Den ene anvendte cyanbrinte udviklet af Zyklon B som i Auschwitz. Den anden anvendte dieselafgasser. som Gerstein beskriver det vedrørende Belzec. Se disse opslag.

Der findes også en sovjetisk version, der beskriver ambulante gaskamre indrettet i automobiler. Den blev af Solsjenitsin kategorisk stemplet som en propagandaløgn. Men skueprocesser blev gennemført og et passende antal tyske soldater kendt skyldige i at have betjent dem og henrettet.

> > > * < < <

Gauss, Ernst.

Pseudonym for Germar Rudolf (dæknavn Germar Scheerer) Oprindelig diplomkemiker ved Max Planckinstituttet i Stuttgart. Han fattede derudover interesse for nutidshistorie og besøgte de påståede gaskamre i Auschwitz. Her tog han prøver af væggene til kemisk analyse og kom til samme resultat som andre forskere, at kamrene aldrig kunne være brugt til industriel gasning af mennesker ved hjælp af Zyklon B.

Under ovenstående pseudonym udgav han bogen "Vorlesungen ûber Zeitgeschichte" med skarpsindige problemanalyser, og han redigerede og stod som forfatter af afsnit i standardværket "Grundlagen zur Zeitgeschichte : ein Handbuch über strittige Fragen des 20. Jahrhunderts". Begge på Grabert Verlag, Tübingen 1994. Postfach 1629, D-72006 Tübingen 22.

Trods det af omstændighederne påtvungne forsigtige sprogbrug er dette arbejde vist nok det hidtil bedste opslagsværk i problematikken omkring holocaust.

Statsanklagerne læste og læste (det er dem vel undt) for at finde noget ulovligt. Til sidst slog de ned på følgende : Gaskamrene var blevet betegnet som "angivelige" eller "formente". Det blev klassificeret som forbrydelse, og værket blev beslaglagt skønt adskillige tusinde eksemplarer allerede var solgt. Blandt andet har Det Kgl. Bibliotek sikret sig et eksemplar. Bogen kan dog stadig skaffes på engelsk og tysk fra Castle Hill Publishers, PO Box 118, Hastings,TN34 3ZQ, Storbritanien. Rudolf og forlæggeren blev stillet under anklage. Under truslen om langvarigt fængselsstraf lever G.R. nu (år 2000) i eksil i England, hvor han er virksom bl. a. med tidsskriftet "Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung" og ovennævnte forlag.

Hvad der er hændt forlægger Grabert, som har udgivet en række betydningsfulde bøger, der desværre jævnligt er blevet forbudt, ved vi ikke.

*******

Gerstein, Kurt

Tysk SS-officer, Obersturmführer, som afgav meget citerede og stærkt kritiserede rapporter om massehenrettelser. Mindst begejstret var man over hans påstand, at 40 mio. i lejrene var blevet gasset. Selv om

han i en skriftlig erklæring reducerede tallet til 20 mio. var historien stadig for usandsynlig og man fik ham til at gå ned til 6 mio., som Nürnbergtribunalet godtog. På denne baggrund må det undre, at mange har været tilfredse med hans rapport om en massehenrettelse i lejren Belzec, skønt den ikke var præget af større troværdighed. Aflivningsteknikken gik ud på anvendelse af dieselafgasser. Han fortæller udførligt, hvordan han med stopuret i hånden fulgte hændelserne. Så snart man havde fyldt kammeret så tæt som muligt, eller som man vil se umuligt, blev døren lukket. Men så ville dieselmotorerne ikke starte. Hauptmann Wirth blev så vred, at han med sin ridepisk slog en ukrainer, der skulle hjælpe med at få motorerne i gang, 12 - 13 gange i ansigtet. Først efter 2 timer og 49 minutter startede motorerne. Så fulgte beskrivelse af det kvalfulde forløb, til man efter 32 minutter konstaterede, at alle var døde.

Nu oplyser teknikere, at dieselafgasser er uegnede til industrielt at slå mennesker ihjel. De indeholder ikke den farlige mængde kulilte, som gør benzinafgasser farlige. Dieselmetoden duer altså ikke.

Man behøver dog ikke at være særligt teknisk uddannet for at forstå, at man ikke kan stole på Kurt Gersteins beretning. Han oplyste, at 800 personer blev presset ind i et rum, som var 25 m 2. Det betyder, at der til hver person var 312 cm 2. Et A4-blad er 623 cm 2. Prøv at holde et A4-blad over hovedet og overvej, om det er muligt at fylde et stort rum med mennesker så tæt, at der på hvert areal som bladet står to mennesker.

> > > * < < <

Globalisering.

Ser vi bort fra de fundamentalistiske anarkister er vist de fleste enige om, at en form for regeringer er nødvendige, nationalt, regionalt og globalt, men hvor meget skal disse regeringer have lov at bestemme, og hvor meget skal mindre forsamlinger og individer have råderet over ?

Her gør to bestræbelser sig gældende : magtsamlerne, der vil samle så meget magt og magtområde som muligt i en central regering, som gradvis gøres mere og mere omfattende, endende i een verdensregering, siddende inde med det globale styre. I dag er det tydeligt, at en sådan magtsamling praktisk taget har fundet sted. Vi kalder den mondialismen.

De fleste indser i dag, at interessefællesskabet om jordens resurser nødvendiggør fælles beslutninger, der må gribe ind i alle indgående samfunds selvbestemmelsesret. Og ønsket om, og den større og større nødvendighed i, at undgå krigene som middel til løsning af interessekonflikter, taler for overstatslige beslutningsorganer. Derfor tales der nu så fromt om det skønne i en EU-regering og en FN.-regering, men mindre om de rammer, der nødvendigvis må sættes for på hvilke områder sådanne regeringsbeslutninger er rimelige og på hvilke områder beslutningsretten bør forblive i lokalsamfund.

Her møder vi den gamle front mellem tilhængere af centralmagt og tilhængere af størst mulig selvbestemmelse, en fornuftig grad af liberalisme (ikke libertilisme) og magtspredning.

Levebrødspolitikere og embedsmænd ser i disse større sammenslutninger chancen for mere magtfulde og lukrative embeder. Derfor deres unuancerede lovprisninger, som praktisk betros dertil indrettede kontorer og embeder.

I lovprisningen af den internationale magtsamlings- og -udøvelsesproces, som man gerne betegner som demokratisk, ser man bort fra, at flertallet af de indgående stater ikke er demokratiske, og at selv de stater, der har udviklet en vis form for demokrati, stadigvæk i statssager handler kynisk og magtpolitisk.

Den enkelte og de mindre samfunds krav på berettiget frihed varetages meget dårligt. Det er her kampen for frihed må føres, da det konsekvente slutmål for den udvikling, vi ser, er det globale monokrati, herskende over en global monoetnisk og monokulturel menneskemasse, eller som mosaisterne forestiller sig det et dietnisk og dikulturelt verdenssamfund, idet de ikke ønsker, at den etnisk-kulturelle sammenblanding og udjævning, som tilstræbes, skal omfatte deres eget system.

Monokratiets løsning: at blande verdens befolkninger til et blandingsfolk, som siden kan styres af en ccntralregering er i princippet næsten det nazistiske : ein Volk - ein Führer. At føreren måske ikke er een, men måske en håndfuld magtmennesker, der er udvalgt alene ud fra kriterier for smarthed i industriel og merkantil gigantdrift, er ikke mere betryggende. Endnu mindre, at der ikke er tænkt på nogen tidsbegrænsning, når verdensdiktaturet er etableret.

Det bør derfor bekæmpes på alle niveauer : i vort land, i EU og i FN. Et samarbejde civiliserede stater imellem om fælles interesser kan altid etableres. Og hvis interesserne ikke er fælles er et overstatsligt diktat voldtægt.

Det polykulturelle Europa og verden -

For vort eget vedkommende må vi modarbejde, at EU bliver det som bagmændende ønsker : en union. Fælleskabet bør forblive et samarbejdsorgan for fri, selvstændige medlemslande, lige som De Forenede Nationer skal forblive det samme eller helst endnu mere og absolut bedre.

Kerneproblemet i de to systemer, monokratiet og polykratiet er og forbliver det samme : hvad stiller man op med dem, der ikke vil rette sig efter de nødvendige fælles regler, som må følges i en verdenshusholdning ?

Vi finder Amerikas brutale og barduse vold i Serbien afskyelig; men finder det desværre ikke utænkeligt, at det fremover i ekstreme tilfælde vil blive nødvendigt at anvende magt; men vejen til magtbrug vil altid være kortere i det monokratiske system og chancen for flersidig belysning større i det polykratiske.

Derfor bør det demokratiske polykrati, hvortil hører polyinformation, foretrækkes på alle niveauer.

 

Mosaisk islamisering af Europa.

Den islamisering af Europas gamle kulturnationer, som gennemdrives med mediekampagner og mobning ikke alene af personer, men af hele nationer, gennemdrives med et lumskeri, som kun har et enkelt sidestykke i historien.

Det er en af propagandavåbnets genistreger.

Grundlaget blev lagt under 2. verdenskrig, da den allierede propagandamaskine oprettede et - eller muligvis flere - kontorer for defamering af modstanderlande. Det - eller de - blev ikke nedlagt med den væbnede krigs afslutning. Tværtimod slap det ud af en repræsentant, der troede, at han snakkede med en hjælpeløst nedtromlet modstander, at : "Nu skal vi først rigtigt begynde !" Episoden refereres af Friedrich Grimm i indledningen til Thies Christophersens lille bog "Jeg var i Auschwitz".

Personen med det glade budskab kom fra kontoret for udspredelse af rædselspropaganda, og det ser vi jo fungerer lyslevende den dag i dag. Der er blot tilføjet en knaldperle : Hvis rædslerne skal undgås i fremtiden, må alle folk bastardiseres, undtagen eet. Se Hooton-plan og Jürgen Graf

Vi konstaterer, at kontoret altså stadigvæk findes, og at det har udviklet sig. Lad os kalde det :

Hooton-kontoret.

Det bygger jo på den amerikanske professor Hooton's genistykke. Det var ham, der lancerede bastardiseringsplanen, som gik ud på at oversvømme Tyskland med indvandrere, indtil tysk identitet blev fuldstændigt udslettet. De allierede faldt for idéen og drev den i begyndelsen igennem med hårrejsende brutalitet - men siden med propaganda, og - som enhver i dag kan se det - med betydelig virkning, som man siden har forstået at udbrede til flere lande, deriblandt vort eget.

Det teoretiske grundlag for Europas bastardisering blev fremført i mellemkrigsårene af grev Coudenhove-Kalergi. Se denne, og hans danske discipel Per Stig Møller, som ganske vist nu går ret stille med dørene.

Når idéen nu drives frem anonymt, men uhyggelig effektivt, skønt i strid med de ramte befolkningers indlysende interesser, må der ligge en målrettet styring bag. Den giver sig naturligvis ikke til kende - den virker bedst hemmeligt; men selv om vi derfor ikke kan pege på nogen adresse, må vi give den et navn og diskutere den. Derfor "Hootonkontoret".

Dets virksomhed er styrende og koordinerende. Det fører sit program frem gennem medier og talerør i organisationer med officielt ædle formål.

Det gælder Menneskerettighederne, Amnesty, og diverse organisationer og nævn. Det gælder mediernes vinklinger, og utallige demonstrationer og happenings som holocaustprocesser, holocaustmuseer og holocaust-konferencer, som skal give os dårlig samvittighed og lære os, at vi ikke må afvise eller udvise nogen "fremmed". Medierne indprenter samme budskab. Hvorfor ? Fordi det er gjort politisk umuligt, at hævde det modsatte, idet man henviser til, at alle mennesker er født lige, ifølge menneskeretsdeklarationen.

Javel, men den påstår jo ikke, at de bliver ved med at være det. Snart udstyres de med ideer og adfærdsmønstre, som gør dem meget forskellige. Nogle opdrages til demokrati, andre til diktatur - politisk eller religiøst.

Da er det ikke længere lige gyldigt hvem, der kommer ind i ens land. Men Hootonbevægelsen har set til, at man ikke må spørge indvandrerne om deres politiske og religiøse tilhold, så i princip er det frit frem for fjender af vort demokrati og vore holdninger at liste sig ind og stille krav. Og gennem artikler, betænkninger og komitéer er fremmedfjendtlighed gjort til så godt som en krigsforbrydelse. Hvem vover at udsætte sig for mistanke om noget så forfærdeligt, endda i fredstid. Så er det sikrere at mobbe med i medierne på de nationale bevægelser, og når dette er blevet skik og brug, kan det lade sig gøre at skræmme europæiske regeringschefer til at gå i krig mod et land som Serbien, der har problemer med Islam og til at starte mobningsaktioner mod Østrig fordi det har dannet regering med et parti, hvis indvandrerpolitik næppe er mere radikalt end Dansk Folkeparti's men hvis hovedperson udtrykker sig mere klart, måske i retning af vor egen Mogens Camre.

Det siges nu åbent, at Kosovokrigen blev udkæmpet for at gennemtvinge multikulturen (Wesley Clark), og at sanktionerne mod Østrig skal vise, at Europamagteliten vil straffe enhver fremmedfjendtlighed, hvilket i praksis vil sige ethvert tilløb til at stoppe den indvandringsbølge, som vil udslette de europæiske kulturfolk.

(Utvetydigt erklæret af en EU-regeringsrepræsentant). De holdningsændringer, der har ledt frem til denne europæiske selvmordsdeklaration, er naturligvis blevet forberedt og lirket frem gennem længere tid, ja altså halvtres år eller

længere. Koordination og målrettethed viser, at der er en styrende vilje bag, og at den fører sig frem tværs over grænser og over hovedet på selv meget mægtige magtpolitikere. Vi tror, den har et hoved- eller centralkontor, men også, at dette har nær føling med de centrale kræfter i mondialismen.

*******

( 56 )

Goj - gojim.

Jødernes ikke særligt respektfulde betegnelse for ikke-jøder : Ental og flertal. Det betyder noget i retning af kvæg.

Ifølge Talmud er jøden, altså den jødiske mand, skabningens højdepunkt. Han er skabt i Guds billede - mon det nu også ligner ?

Et skridt under står den jødiske kvinde, som er skabt i mandens billede (et par detailler er ikke helt så vellykkede). Langt under, som hunde og æsler, kommer ikke-jøderne. Det hedder også : ikke-jøder er ikke for mennesker at regne, selv om de ligner mennesker mere end aber.

Det er altså ikke så mærkeligt, at jøder finder det ret og rimeligt, at de har forrang for ikke-jøder, og at diskriminering af de sidste er en selvfølgelig og Gud-velbehagelig ting.

> > > * < < <

Goldhagen, Daniel. F. ca 1960.

"Sociolog" ved Harvard-universitetet. Skrev en "doktorafhandling", som blev bestseller under titlen "Hitlers villige bødler : Almindelige tyskere og holocaust." 622 s. Også oversat til tysk.

Det hedder heri : "Tyskland er fundamentalt antisemitisk og har villigt og med indre samstemmighed gennemført jødemordet. Havde landet haft mulighed for det, var tilintetgørelsen af jøderne gennemført allerede i det 19. årh. Havde det et andet politisk system, ville det også i dag igen være parat til genocid."

1996 var forfatteren i Tyskland for, som det blev fremstillet, at diskutere emnet med de anklagede, som han naturligvis var vel vidende om, havde mundkurv på. Enhver, som kunne tænkes at stille spørgsmålstegn ved forfatterens underforståede tese, at tyskerne faktisk udryddede det påståede antal jøder, ville komme i fængsel. Debatten var teater : en ny lille rævestreg. Dansk fjernsyn stillede op på stregen og mødte med reportage og interview ved Ulla Terkelsen, der undlod at stille de mest nærliggende spørgsmål, som fx. om Goldhagen aldrig havde hørt om jødeforfølgelser i andre lande, fx. Ukraine, hvor ifølge "The American Hebrew" (New York) 31.10.1919 seks mio. jøder var blevet ombragt. Det hed :"Seks millioner mænd og kvinder dør - - i denne menneskelivets truende holocaust - - seks mio. mennesker forsvinder i graven på grund af en grusom skæbne - - frembragt af krigens frygtelige tyranni og en fanatisk lyst til jødisk blod." Mærkeligt, at ordet holocaust og tallet 6 mio. jøder dukker op efter hver krig.

Det er bedrøveligt, at en dansk journalist ikke benytter lejligheden til at spørge forfatteren, hvordan han befinder sig ved at brillere i en debat, hvor modstanderen er knægtet af love og retshåndhævere, som, de fleste danskere tror, hører middelalderen til. Det er sølle, at den danske reporter ikke fremstiller det absurde og smagløse i situationen for de danske seere.

Goldhagens bog skal være en historisk doktordisputats. Det er svært at forstå, at den er blevet antaget, og når den endelig er blevet det, at den så ikke er sablet ned. Men det er måske endnu mere påfaldende, at dette propagandaarbejde tildeles omtale og lange artikler i skandinaviske aviser, medens epokegørende bøger som Shahaks, Bacque's og de store revisionisters arbejder ikke så meget som nævnes. En saglig og informativ anmeldelse med imødegåelse af de værste urimeligheder kan læses i JHR nr. 2, 1996 ved dr. Charles Weber.

Anmelderen, der har været efterretningsofficer i USA's hær 1945-46 skriver :

"Straks fra starten demonstrerer Goldhagen for den skarpsindige læser, hvor upålidelig hans bog er. På s. 4 (og senere på s. 162) insisterer han på, at tyske antijødiske forholdsregler dræbte 6 mio. jøder. Da tyske myndigheder aldrig havde kontrol over mere end 3,8 mio., hvilket kan bekræftes ved at checke enkelt tilgængelige statistikker for jødisk førkrigs- og efterkrigsbefolkning, er det kendte tal på 6 mio absurd. (Se fx. The Dissolution of Eastern European Jewry, udgivet af JHR.)

Goldhagen kalder Holocaust "den mest chokerende begivenhed i det 20. årh. og den mest vanskelige at forstå i Tysklands historie" (s. 4) - en arrogant etnocentrisk kommentar, der antyder, at jødisk lidelse har særlig betydning. Antallet af ukrainere, der døde af sult i Stalins beordrede massehungersnød i 1932-33 er alene måske ti gange antallet af jøder, der bukkede under i Europa under tysk styre og aksemagternes regeringer 1942-45"

Webers artikel gennemgår en række fejlfremstillinger, som, det må indrømmes, Goldhagen deler med andre. Han peger på : "Modsat det indtryk Goldhagen giver, var Det Tredje Riges forholdsregler mod jøderne bemærkelsesværdigt milde i de første år efter at Hitler kom til magten i januar 1933. Den velkendte boykot april 1933 af jødiske forretninger var et endagssvar på den allerede etablerede og stadig pågående internationale jødiske boykot af tysk eksport. Det var ikke før "Nürnberglovene" september 1935, at ægteskab mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt, et forbud, som tilfældigvis svarede til love i adskillige amerikanske stater, som længe havde forbudt ægteskaber mellem kaukasiere og jøder."

For de ortodokse jøder burde forbudet egentlig ikke være noget problem, da de selv er imod blandede ægteskaber. Forresten må Goldhagen på s. 100 indrømme, at der endnu i nov. 1938 var 7.500 jødiske magasiner og forretninger i Tyskland. Endnu i 1941 var over et hundrede jødiske institutioner, agenturer og organisationer optegnet i Berlins telefonbøger.

Weber konkluderer : Mangelen på balance er næppe den største fejl ved arbejdet. Formentlig er det mest skadelige, at den bidrager til at ødelægge enhver chance for et godt forhold mellem tyskere og jøder. Nogle jødiske ledere, der er bange for, at deres folk skal blive ødelagt ved assimilering, vil måske bevidst ødelægge tolerable forhold mellem jøder og ikke jøder. Se forresten Bent Melchiors formentlig ufrivillige indrømmelse s. 155.

> > > * < < <

( 57 )

Goldmann, Nahum. (1895 - 1982)

Sionistisk politiker, født i Litauen, men kom tidligt til Tyskland. Leder af det 1936 oprettede World Jewish Congress, hvis mål var at aktivere så mange lande som muligt mod nazismen. Flyttede 1940 til USA. I den interessante bog "Mein Leben als deutscher Jude", Langen-Müller, München-Wien, 1980, beretter han åbent og stolt om jødisk lobbyvirksomhed, der leder frem til at holocausthistorien omsættes til penge i en af verdenshistoriens mest bizarre forretningstransaktioner. Se Revisionisme, historisk. Forudsætninger. År 1941, 1944 og 1951-52, og Wiedergutmachung.

> > > * < < <

Grabert Verlag.

Fremtrædende tysk forlag, som forsøger at udgive revisionistisk forskning på tysk. Forlagets bøger forbydes og beslaglægges jævnligt. Senest "Grundlagen zur Zeitgeschichte", for hvilken ikke blot redaktøren, Ernst Gauss, alias Germar Rudolf, men også forlæggeren Wigbert Grabert er slæbt for retten. Rudolf er nu i eksil. Se Gauss. Hvordan det er gået Wigbert Grabert ved vi ikke.

*******

Graf, Jürgen.

Fremtrædende schweizisk revisionist. I JHR nov-dec.-95 bringes hans indlæg ved 12. IHR-konference, 3-5/9-94. Her indkredser han baggrunden for de fortsatte Holocaust-kampagner. Deres opgave er at opbygge og vedligeholde et skyldkompleks ikke blot hos tyskerne, men i alle vestlige lande. Han skriver : "Fordi vi var tilbehør til en forbrydelse uden lige i menneskehedens historie, har vi ikke længere ret til nogen national bevidsthed for slet ikke at tale om national stolthed. Den eneste garanti mod genopståen af nazisme og en ny holocaust er udslettelse af alle racemæssige og nationale forskelle og skabelsen af et fredeligt og tolerant multikulturelt samfund, i hvilket der ikke mere vil være forskellige racer.

Denne vision er ikke ny. I 1925 skrev grev Richard Coudenhove-Kalergi, grundlægger af den Paneuropæiske Union - en slags åndelig forgænger til Det Europæiske Fællesskab i sin bog "Praktischer Idealismus" (Praktisk idealisme) :

Fremtidens menneske vil være af blandet race. Nutidens racer og klasser vil gradvis udslettes på grund af forsvindende rum, tid og fordomme. Fremtidens europæisk-negroide race vil komme til at se ud som de gamle ægyptere og erstatte forskelligheden i folk med forskellige individualiteter."

Bedre kan det vist ikke formuleres. Efter denne melodi danser vore egne "intellektuelle", vore mediemoguler og vore politikere næsten uden undtagelse. Som bemærket under Eksklusivitet er kun jøder holdt uden for denne udryddelseskampagne mod nationalt særpræg.

Graf konstaterer : "Naturligvis er visionen det rene vås. Selv om en massiv immigration af fremmede racer naturligvis leder til et vist antal blandede ægteskaber, holder størstedelen af den indfødte befolkning sig til sine egne nationale og kulturelle rødder, og mange immigrant-grupper, særligt dem, der omfatter den muslimske tro, nægter simpelt hen at lade sig assimilere. Således bliver resultatet af fremmed immigration ikke udryddelse af nationale, kulturelle og religiøse forskelle, men hastigt opvoksende ghettoer og stigende racemæssige spændinger, som før eller senere leder til voldelig racestrid. Uanset om en global racemæssig sammensmeltning og udryddelse af alle nationale forskelligheder er ønskelig eller ej, er målet simpelt hen umuligt at opnå.

Så hvem er de skyggeagtige personer og organisationer, der påvirker regeringer til at antage politik, der genspejler Coudenhove-Kalergi og hans nærmeste efterfølgere ? Dette spørgsmål er kæmpevanskeligt, meget mere vanskeligt end Holocaust-historien".

Han påpeger, at holocaustlegenden er let at gøre op med, fordi massegasningen i den påståede form var teknisk umulig, og da de til rådighed stående krematorieovne umuligt kunne kremere lig seks gange hurtigere end moderne computorstyrede.

Men et vanskeligt spørgsmål er de mægtige kræfter, der kontrollerer det meste af verdens medier og påvirker lovgivere og regeringer i det ene land efter det andet til at indføre og håndhæve love, som er imod befolkningerne, og som i strid med de menneskelige rettigheder forbyder tilkendegivelse af opfattelser, som er ubehagelige for dem.

I dag er sådanne love virksomme i fire lande med tilsammen 140 mio. indbyggere. De bag ved liggende kræfter arbejder for at tilsvarende ordninger skal indføres i hele EU med tilsammen 350 mio. indbyggere.

Under Bilderberggruppen forsøger vi at indkredse, hvilke slags kræfter, det kan dreje sig om. Vi kan kalde det verdenslobbyen.

Jürgen Graf peger på en påfaldende debat i marts 1993 i det schweiziske parlaments andet kammer, Ständerat, hvor man diskuterede en såkaldt "antiracisme"- lov. En fransktalende senator argumenterede med "le grand plan",

den store plan, som gjorde vedtagelse af loven nødvendig. "Ingen bad ham om at forklare "den store plan". Alle vidste besked. Vore lovgivere synes allerede at være "indviet" i en slags kvasi-hemmelig sammensværgelse. Hvis det er tilfældet, kan det hjælpe til at forklare en række ellers uforklarlige fænomener. "

Det samme gælder her, i Nato og en række andre uforklarlige steder. Artiklen er i sin helhed læseværdig.

Vi diskuterer dette problem i artiklen om Hootonplanen og under Globalisering om "Hootonkontoret".

Om hans forfatterskab følgende :

1992 udsendte han "DER HOLOCAUST AUF DEM PRÜFSTAND, Augenzeugenberichte versus Naturgesetze". Guideon Burg Verlag, Basel. På VERLAG NEUE VISIONEN , CH-5436 Würenlos, Schweiz fulgte 1995 den vittige "Totesursache Zeitgeschichtsforschung". En roman om gymnasielærerinden Margarete Lämple, der sætter sin klasse til at undersøge, hvad der er galt med revisionisterne, med det resultat, at det hele går grueligt galt. Samme sted kom : "Auschwitz - Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust" og "Das Rotbuch : Vom Untergang der schweizerischen Freiheit", 1997. I 1998 kom : "KL Majdanek, Eine historische und technische Studie" Castle Hill Publisher, Hastings. "Der Holocaust Schwindel: Vom Werden und Vergehen des Jahrhundertbetrugs", der ligesom den først nævnte bog kan fås gennem IHR.

I JHR sept-okt-93 og nov-dec-94 kan læses om hvordan han mistede sit arbejde som gymnasielærer i fransk og latin.

For sine meningsforbrydelser blev han yderligere 21.7.1998 af en schweizisk domstol idømt 15 måneders fængsel + pengebøder og konfiskation af fortjeneste ved bogsalg. Hans forlægger Gerhard Förster dømtes for udgivelser i VERLAG NEUE VISIONEN til 12 måneders fængsel og pengebøder. Med støtte i en antiracismelov ikrafttrådt 1.1.1995 efterligner Schweiz nu Tyskland, Østrig og Frankrig i undertrykkelse af ytringsfriheden. Et referat af sagen kan læses i JHR juli 1998. Graf og hans forsvar fik anstændigt råderum i retssagen og benyttede det pædagogiskt og fremragende, men dommen gik dem alligevel imod. Den bliver nu overklaget. Grafs bøger sælges godt uden for Schweiz, ikke mindst i østlandene, hvor han er en skattet foredragsholder. Han er eksceptionelt sprogbegavet - taler såmænd også dansk. Under sine besøg i Rusland har han skaffet ny viden om Majdanek, hvor Nürnbergtribunalerne hævdede, at 1½ mio mennesker blev myrdet. Det blev til ovennævnte bog, hvor han sammen med Carlo Mattogno endeligt afliver de allerede falmede myter.

*******

Greuelpropaganda :

Rædselsberetninger om fjendegrusomhed. Er et led i propagandaen under næsten enhver krig. Under den tysk-franske krig 1870-71 udspredtes hårrejsende beretninger om preussernes barbariske adfærd. Pariserne så på den baggrund med forbløffelse med hvilken disciplin preusserne gjorde holdt udenfor byen og afholdt sig fra alle overgreb, medens det som bekendt gik hårdhændet til franskmænd imellem.

Under 1. verdenskrig var briterne med på noderne. Tyskerne omtaltes konsekvent som hunner. Man fortalte, at de skar hænderne af små belgiske børn og fremstillede smøreolie af allierede soldaters lig.

Englænderne følte sig efter krigen foranlediget til at beklage de værste af disse overdrivelser, og kendskabet til dem gjorde i begyndelsen de allierede temmelig immune overfor jødernes påfund om udryddelseslejrene. Men billedet passede jo ganske godt til den karikatur af nazismen, som især britisk presse og film med megen vid og underfundighed havde bygget op, og efterhånden indså propagandisterne det stærke i den ny mytedannelse og gav klartegn til den storyteller-affære, som skulle udvikle sig til verdenshistoriens mest bizarre milliardforretning. Hooton-kontoret blev til.

Enhver krig fører til grusomheder "nødvendige" og unødvendigt sadistiske. Og til beretninger derom : mere eller mindre sandfærdige og absolut løgnagtige.

Sejrherrerne afgør i kortere eller længere tid, hvilke som skal gå over i historien. Denne tid tenderer at blive længere og længere. Medens de nazistiske forbrydelser ikke blot er blevet meget omtalte, men også stærkt overdrevne, er det først nu, et halvt århundrede efter krigen, at de allieredes løgne og forbrydelser begynder at blive omtalt, forresten uden at nogen drages til ansvar.

Krigspropagandaen er ikke afrustet - se Hootonplanen - Den er trukket i civil (i hvert fald delvis) og "helliger" sig flere mål og opgaver. Dæmonisering, defamering og mobning fortsætter.

Se også Rædselsberetninger.

> > > * < < <

Grundloven

Vor traktat til beskyttelse af vore fundamentale rettigheder som borgere i vort samfund.

Vigtige bestemmelser er ytringsfriheden, som desværre ikke ledsages af en formuleret ret til at komme til orde i media med information vigtig for demokratiet.

Pænt lyder : "Cencur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres." Dér, hvor det gælder : i massemedierne, har man desværre arrangeret noget, der er mindst lige så effektivt.

Også på andre punkter er bestemmelserne ved at komme bag efter.

De er præget af at være formuleret i en periode, hvor få - om nogen - kunne forudse de forhold og den situation, som vi befinder os i i dag, hvor folk fra de fjerneste lande dukker op og begærer optagelse i vort samfund med sociale og religiøse sædvaner og anskuelser, som er fremmede for, og meget langt uforenelige med vore.

Lobbyister for en anden samfundsorden (Se Globalisering, Hooton-kontoret) har bearbejdet menneskeretskon- ventionerne, for at de så effektivt som muligt skal hjælpe denne invasion ind over vore grænser og give indvandrerne ret og magt til at indrette vort samfund efter deres ønsker.

 

Fastboende befolkninger med tradition for demokrati og humanitet gøres retsløse. Det bliver nødvendigt at sige disse konventioner op. Det fornuftige, der findes i dem, bør indføjes i vore egne love.

*******

Grundlovsstridige religioner.

Religionsfrihed er ikke retten til at gøre hvad som helst i religionens navn. I vor grundlov. kapitel 7. § 67 står : Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden,

Sædeligheden defineres i Nudansk Ordbog som en moralsk uangribelig væremåde. Hvad og hvem skal afgøre vore moralske vurderinger ? Endnu er det de færreste, der finder, at Koranen eller Talmud skal bestemme over vort samfund. Men religiøse grupperinger agiterer for, at vi skal modtage flere og flere tilhængere af autoritære religioner i vort land. Inden det lykkes dem at etablere en ændret politisk magtstilling bør etniske danskere besinde sig på, hvad det er for moralændringer, der på den måde vokser sig stærkere.

I begge de nævnte religioner indgår strenge fordømmelser og forbandelser mod kristen kultur, stærkt i strid med nordisk moralopfattelse og altså mod vor grundlov. Især i den judaiske lære indgår desuden ægte racistiske principper, som gør den langt farligere end de små nazistiske grupper, vi hører om.

Alene på grund af kristenfjendtlige ceremonier og indholdet i Talmud burde den judaiske religion for længe siden være unddraget enhver anerkendelse og støtte. Når det ikke er sket, skyldes det dens stærke internationale organisation og pressedominans, som har set til, at danskerne som flest ikke aner, hvad dens lære går ud på. Og de, der begynder at ane det, angribes med floskler som fremmedhad og antisemitisme.

I den senere tid har dog nogle af de to religioners virksomheder tiltrukket dig undrende opmærksomhed. Oplysningerne om kvindelig omskærelse chokerede mange. Se Omskærelse. Og debatten om rituel slagtning har ikke været til at stoppe. Så meget mere mærkeligt er det, at ingen har diskuteret lovligheden i mandlig omskærelse.

Betegnelsen er ganske misvisende. Det drejer sig yderst sjældent om mænd, derimod om overgreb på bittesmå unger, altså : børnemishandling. Hvad voksne frivilligt foretager sig med deres krop, må de normalt selv bestemme; men det erkendes i dag, at børn har rettigheder og krav på beskyttelse.

Vor lovgivning fastslår, at forældre ikke må give deres barn et tjat i enden. Hvordan kan de samme lovgivere acceptere, at religiøse grupper griber et lille forsvarsløst barn, holder det fast og skærer i det - helst med en flintekniv. Det sidste er dog i nyere tid nogle steder erstattet med en tveægget stålkniv eller et lægeredskab. Men ellers går ceremonien ifølge jødisk encyklopædi til på følgende måde : Medens voksne holder barnet fast, trækker en operatør, gerne en rabbiner, forhuden til det lille barns penis frem. Han har en skive, kaldet "skjoldet", med en smal sprække, som han haler så meget af barnets forhud igennem, som han kan. Det snitter han af med kniven, hvorefter han med begge hænders pege- og tommelfingre - de sidste har en specielt tilpasset negl - skubber huden godt tilbage. Så tager han vin i munden og suger blod af den lille lemlæstede tissemand. Blod og vin spyttes ud i en "dertil beregnet beholder."

Dette gentages flere gange. Hvad der siden sker med det dyrebare blod, ved vi ikke. Blod regnes i den jødiske religion for at være sæde for sjælen. Vi ved ikke, hvor langt danske jøder følger disse traditionstyngede ritualer; men ifølge FN's barnekonvention § 19 må de alle sammen betragtes som forkastelige.

Europaparlamentet udtaler sig meget tydeligt om, hvad det kalder "retten til legemets ukrænkelighed", og i den anledning udtrykker det "sin alvorlige bekymring over de utilladelige og ulovlige aktiviteter, som visse sekter gør sig skyldige i, og over de overgreb på personers fysiske integritet, som visse af dem gennemfører overfor deres tilhængere, og som er så meget mere alvorlige, som de undertiden involverer mindreårige."

De overgreb, vi påpeger, retter sig netop fortrinsvis mod mindreårige og fuldstændigt forsvarsløse. Nævnte § 19 retter sig mod krænkelse, mishandel og misbrug. Hvad det sidste angår ligger misbruget deri, at omskærelsen er en uafvaskelig mærkning af den umyndige, som tilhørende en bestemt religiøs gruppe med front mod alle andre. Der er således tale om et indgreb i den personlige ret til selv at vælge religion (konventionerne om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 18, stk. 2)

I forhold til de ofte mistolkede bestemmelser om religionsfrihed føler parlamentet sig foranlediget til at præcisere ikke alene, at medlemsstaterne skal undlade "systematisk" at tildele status som religiøse organisationer, men også, at

de "bør gøre det muligt at fratage de sekter, som udfører hemmelige eller ulovlige aktiviteter, denne status, som giver dem skattemæssige fordele og en vis beskyttelse."

Da børnenes rettigheder er undertegnet, ratificeret og trådt i kraft 18.8-1991 gælder § 19 i Danmark, men også andre europæiske stater. Så overtrædere af paragrafen skal rejse langt for at foretage deres integritetsovergreb i udlandet.

De nævnte handlinger har imidlertid længe været i strid med vor grundlov. Og de politikere, der godkender dem, bryder mod grundloven. Politiet bør umiddelbart agere mod overtrædelserne. Og politikerne bør fjerne anerkendelse og al støtte til religioner, der hengiver sig til sådanne handlinger. Ellers bryder de vor grundlov.

Det er på tide, danskerne vågner op og indser, at de har pligt til at reagere mod religiøs brutalitet og overtro.

Vore forfædre sagde fra overfor katolsk præstediktatur. Vi kan ikke være bekendt i dag at bøje os for diktat og propaganda fra jødiske rabbinere og muslimske aiatollaer.

> > > * < < <

Had.

Er meget ukristeligt, men paradoksalt nok er det netop derfor blevet et elsket begreb at udstrø defamerende i medierne. Vi skal nemlig ikke holde os for gode til at hade fremmedhad og jødehad. Ved ikke blot at frikende, men ligefrem lovsynge dette specielle had forsøger man systematisk at undertrykke enhver kritik af andre kulturer og religioner, medens det er frit frem for alle angreb på vore egne værdier.

Denne selektive anvendelse af hadbegrebet har sammenhæng med det forhold, at Islam og jødedommen ikke deler den kristne kulturs principielle afstandtagen til had. Vor ideelle stræben retter sig mod at erstatte had med debat og kritik. Det er en fin dansk tradition, som vi lærte at værdsætte under vort ophold i Sverige, hvor det politiske klima på den tid (70'erne) var mærkbart mere hadsk end her hjemme, hvor danske politikere kunne optræde som venner mellem debatterne.

Vi hader ikke nødvendigvis vore politiske modstandere. Vi hader heller ikke muslimerne eller jøderne, men vi vil ikke underordne os dem. Derfor sætter vi grænser, ligesom vi gør det mod vor nabo. Vi synes ikke, han skal bestemme over vor dagligstue (han har sin egen) det er ikke had. Og det er ikke had; men sund fornuft, når vi opfordrer tilhængere af andre kulturer til at blive i det samfundssystem, som, de synes, er det bedste. Kulturens væsen er at vælge. Vi vil forsvare det, vi selv - efter kampe - er kommet frem til. Had må erstattes af respekt - følelser, så langt det går, af argumenter.

Det står os ikke helt klart, hvordan Islam stiller sig til hadet. De stærkt bekendende muslimer ser jo fanatiske ud - ikke rare. Koranen taler om ikke at vise barmhjertighed mod fjenderne; men det kan jo dække over at myrde løs med koldt blod (altså uden had - bare forretningsmæssigt) Men deres indflydelse i vort land er endnu lille. Det gælder ikke jøderne, der i så høj grad behersker vore medier. De opfordrer os ivrigt til i alle forhold at følge Kristi lære, som de ikke selv er bundet af. For dem selv er hadet vigtigt. Se Jødisk Had.

> > > * < < <

Hamsun, Knut. (1859 - 1952)

Den store forfatter - vel Nordens største - måske vestverdenens, blev et kæmpeproblem ved det, der kaldes retsopgøret efter den store krig. Det var jo ikke til at skjule, at han syntes bedre om tyskerne end om englænderne, "kræmmernationen". Og derfor havde han hyldet nazismen og de tyske våbens fremgang. Da krigslykken vendte, gjorde han det ikke. Han forblev tro mod sin overbevisning, og da Hitler ved sammenbruddet begik selvmord i sin bunker, hyldede han ham med en nekrolog, som redaktøren af Aftenposten efter kort grublen besluttede at sætte på forsiden af bladet d. 7 maj -45, hvilket blev netop den dag, da freden i Norge blev deklareret.

Hamsun boede stærkt isoleret på sin gård Nørholm. Han var næsten totalt døv. Naturligvis rejstes kravet snart, at han skulle for retten på samme måde som i tusindvis af meget mindre fisk. Og skønt respekten for ham i vide kredse stadig var enorm, så myndighederne sig tvunget til at arrestere ham. Naturligvis måtte han mentalundersøges. Den bekvemmeligste forklaring ville jo være, at den en gang geniale digter var gammel, utilregnelig og senil. Selv tog han sig af at pulverisere disse påstande med et nyt litterært mesterværk "På gjengrodde stier". En dansk forfatter, Thorkild Hansen påtog sig modigt det på den tid mildt sagt upopulære arbejde, at berette sagligt om retsopgøret og dets baggrund. Hans bog: "Processen mod Hamsun" udkom på Gyldendal 1978. Den er præget af den yngre forfatters beundring for den store digter, urokkelig i medgang og modgang, og respekt for Marie Hamsun og de to sønner og døtre.

Thorkild Hansens værk er lærerigt både vedrørende digteren og tiden. Det punkterer alle de enkle forklaringer, eller skal vi sige bortforklaringer. Man vil gerne skyde skylden på digterens døvhed, som helt givet var et stort handicap, og på hans afhængighed af Marie, som så skulle iklædes rollen, som den ægte nazist, der vildledte ham. Man får nærmest indtrykket, at de var lige ægte eller naive nazister, og at de ikke angrede deres meninger; men at de - naturligvis - nu og da forsvarede sig ved lidt litterære kunstgreb.

Men den behandling, de blev udsat for fra myndighedernes side, var forskellig. Marie blev interneret sammen med andre kvinder, der havde været tilknyttet Nasjonal Samling. Hun blev altså ikke helt isoleret, men havde kontakt med andre, der delte, eller havde delt, de nu upopulære anskuelser. Hun forblev, ser det ud til, mere standhaftig end velset var.

Men Knut blev holdt totalt isoleret bortset fra de læger, psykologer og forhørsembedsmænd, hvis opgave det var at lave en brugbar forræderskikkelse eller en utilregnelig olding ud af ham. De mislykkedes med begge dele. Det oplyses, at han til sidst indrømmede, at der nok var ting, han ikke havde vidst. Det kan ikke undre. Der delte han jo skæbne med så godt som alle andre.

Alligevel må man spørge sig, hvor sandfærdig den vinkling, man forelagde ham, har været. I de første år efter krigen fortsatte krigspropagandaen jo uindskrænket eller endda accellereret med rædselsskildringer illustreret af ligdynger, som først årtier senere begyndte at få mere ærlige og balancerede forklaringer.

I alle fald synes det, som om han forblev rank til den aller sidste tid, hvilket hans fjender naturligvis ikke har kunnet tilgive ham. Det er karakteristisk, at Politiken bringer en artikel om ham og forholdet til Brandes, skrevet af en nordmand, så nedladende som muligt, illustreret af et vel retoucheret foto af den yngre Brandes i heltepositur sammen med en meget smuk dame, som for tilfældets skyld er hans hustru. Deroverfor et billede af den mest ældede og svækkede Knut Hamsun, som man har kunnet oplede.

Samme tendens har man forfulgt med en underholdningsfilm, hvor man til at fremstille Hamsun valgte Max v. Sydow, den svenske skuespiller, der illuderede meget godt i rollen som den gamle, enfoldige, hjælpeløse far i Pelle Erobreren. Nu blev han sat til at fortsætte succesrollen som gammelt fjols i rollen som vor tids mest mærkværdige og storslåede digter.Denne gennemførte nedgradering af nordisk geni er beregnet - ikke nogen tilfældighed.

Man kan spørge hvilken skuespiller, vi råder over, som har format til at gestalte den store digter. Det ved vi ikke. Måske ingen. Men så kan man jo lade være med at filme. Hamsuns betydning er hans værker. Dem har enhver adgang til. Hvis nogen vil grade nedbrydningen af den gamle digters intellekt, så kan han læse : På gjengrodde stier.

Og vil man vide mere om Marie Hamsun, så har hun selv skrevet bøger, og mere er at hente i Thorkild Hansens arbejde.

Politisk og historisk er digterens skæbne interessant ved at repræsentere en anden opfattelse end den nu foreskrevne og give et fingerpeg om, at denne måske har været mere almindelig end postilhistorikerne kan lide at medgive.

> > > * < < <

Harmonisering.

er blevet et begreb i globaliseringsstræbet.

Det er vigtigt, at man i områder, hvor folk taler sammen, anerkender samme regler for samtale, men også, at man tolker anvendte begreber nogenlunde ens. Her har vi den positive side af harmonisering.

Vi ser det med menneskerettighederne. Alle bekender sig til dem. Men der forstås helt forskellige ting ved deklarationerne. Det samme gælder udfæstelser især i storpolitikken, men såmænd også på nærmere hold. Udviklingslandene prioriterer statens interesser højst og individets lavest, undtagen for dem, der sidder i toppen. Mægtige lande som Kina vover at sige det lige ud. Vor udenrigsminister profilerer sig som menneskeven ved at kritisere det vældige rige med konsekvenser for dansk eksport. Det var fortjenstfuldt, hvis ministeren var lige så åbenhjertig overfor menneskeretsforbrydelser i vort nabolag. Her tier han fuldstændigt stille.

Tyskland, Østrig og Frankrig har ratificeret alle menneskerettighedserklæringer, men overtræder groft bestemmel- serne om ytringsfrihed. Ved hjælp af et juridisk kunstgreb har man gjort det strafbart offentligt at udtrykke tvivl om opfattelser, som sejrherrerne i II Verdenskrig benyttede deres uindskrænkede magt til at påtvinge den tabende part.

Forskere fra alle tre lande har bidraget til kritiske undersøgelser, som har vist, at de påtvungne opfattelser er fejlagtige. Men for sagligt at påpege dette er landenes bedste forskere blevet forfulgt, idømt bøder og kastet i fængsel eller drevet i eksil. Bøger er blevet forbudt og beslaglagt, og media er ensrettet.

Hverken danske eller andre parlamentarikere i EU har vovet at hæve røsten mod dette, og globallobbyen arbejder nu videre for at "harmonisere" disse overgreb. På den måde kan et sundt princip vrides om til sin modsætning.

1997 blev udnævnt til antiracismeår. Globallobbyen benyttede lejligheden til at få EUparlamentet til at nedsætte et udvalg (til formand udpegedes jøden Kahn) der barslede med en henstilling til regeringerne om at agere mod alt, der kaldes fremmedhad, racisme og antisemitisme. Man pressede stærkt på for at få Danmark og Storbritannien til at vedtage skrappere regler, men de fastholdt - indtil videre, at deres love var tilstrækkelige. Men presset for at harmonisere reglerne for undertrykkelse af ytringsfriheden drives videre.

I farten kom parlamentet til at henstille noget mere positivt, nemlig det at agere mere kraftfuldt til fordel for børns rettigheder. Der pegedes på, at børns integritet krænkes gennem indgreb dikteret af religiøse forestillinger. Det sker regelmæssigt i Danmark; men vor regering vover ikke at foretage sig noget. Se Konvention om barnets rettigheder og Grundlovstridige religioner, s. 59.

> > > * < < <

Herrefolk.

I det gængse billede af det tredje rige indgik og indgår ofte stadig, at tyskerne betragtede sig som et herrefolk overlegent alle andre. Der har sikkert eksisteret typer, der kunne svare til en sådan karikatur, ligesom der fandtes tilsvarende i de store imperialiststater Storbritannien, Frankrig og såmænd Rusland.

Men det, der i dag betegnes som racisme og antisemitisme, var i forrige århundrede mere udbredt end pænheden i dag kan lide at blive mindet om. Det, der gav racismen en speciel drejning i årtierne før Hitler kom ind på scenen med Mein Kampf, var det forhold, at jøder var trådt frem på den sociale og politiske arena med en magt, der kom som noget af en overraskelse, skønt den egentlig havde været forberedt ganske længe. Særligt finansbegavede jøder havde allerede inden 1800 oparbejdet mægtige økonomiske magtbaser.

I kølvandet af de europæiske frihedsbevægelser, der skyllede hen over Europa i 1800-tallet, skete der nu det, at den jødiske mellemklasse fulgte efter med en magtudvidelse, som ikke var mindre forbløffende. Efter at ungdommen målrettet med iver, beslutsomhed og ikke ringe begavelse i rigt mål havde tilegnet sig akademiske uddannelser, som var blevet åbnet for dem ved gamle europæiske universiteter, skaffede en meget stor del af dem sig adgang til indflydelsesrige stillinger i værtslandene. Attraktive var de tysktalende områder ikke mindst hovedbyerne i det østrigske kejserdømme.

Da jødisk magtstilling begyndte at blive påfaldende set i forhold til jødernes antal i værtsnationerne, rejstes spørgsmålet, om denne succes skyldtes deres religion, race eller noget andet. Denne debat, som egentlig var naturlig, udviklede vist nok mindre tiltalende vinkler; men i dag er den helt bandlyst, i hvert fald herhjemme, hvilket er lige så forkasteligt.

Emnet bør diskuteres sagligt. Man kan forklare jødernes særlige magtposition med vægt på tre forhold, enkeltvis eller i kombination : 1) De tilhører en anden race mærkbart forskellig fra vor. 2) Deres religiøse/politiske ideologi giver dem en fordel i konkurrencen med os andre. 3) De er mærkbart bedre begavede end vi andre. Den sidste mulighed vil vi lade stå åben. Besvarede man den klart bekræftende, ville det være et åbent udtryk for racisme, hvilket naturligvis ikke skulle og burde afskrække os, hvis vi troede det var sådan; men de her fremtrædende eksemplarer har ikke kunnet overbevise os om, at det er tilfældet. Vi ser mere, der tyder på, at deres positioner skyldes en eller anden protektion, og at noget sådant forefindes antydes af den glatte ugenerthed, hvormed de puffer hinanden frem.

Se blot hvor uskyldigt Michael Meyerheim charmer i Go'morgen Danmark med skæmtsom snak til en lyslokket pigetrold om fodbold og pudsigheder mellem mænd og kvinder for ind imellem at uddele penge og gratis fjernsyn til hvilke danskere som helst; men når alvorlige emner skal afhandles, bliver han pludseligt alvorlig og indkalder på stribe de jødiske chef- og underredaktører fra de store blade til at indoktrinere os. Hvorfor ? De pågældende har jo allerede magten og ordet i deres mægtige blade. Ja men de skal altså have den i alle medier til at formulere sionismens interesser, smudskaste danskere og mange flere og forhindre danske stemmer i at komme til orde. Se Jødisk presse. Vist kan de aflevere lektier. Men er de saglige, faktuelle og objektive ? Nej ! Og er redaktørerne særligt begavede ? Vi synes det ikke; men lad det stå hen og lad os se på de andre forklaringsmuligheder.

Vi har peget på, at jødisk opdragelse, ceremonier og religion indoktrinerer hvert eneste medlem af samfundet til at se sig som tilhørende en udvalgt menneskegruppe, for hvem det er en ophøjet pligt at favorisere sig selv og andre medlemmer i det egne samfund og dette samfund frem for alle andre.

Om der derudover kræves en mere overlegen intelligens er det sværere at fastslå. Men den debat om det racemæssige, som fandt sted på kontinentet, men blev holdt nede i Danmark for snarest at blive helt kvalt, kom ikke blot til at dreje sig om graden af intelligens, men også om arten. Det er efterhånden gået op for flere, at intelligens har mange former : matematisk, naturvidenskabelig, sproglig, billedmæssig, teknisk, osv., og indenfor hver kategori utallige varianter. At mange jøder er godt begavede, vover vist ingen at bestride - ikke engang Hitler. Men en debat kom til at dreje sig om, hvorvidt forskellige racer kunne have udviklet forskellige tænkesæt som årsag til misforståelser, konflikter og forskelligheder i religion og måske i samfundsopbygning.

Nogle, vist nok især tyske, tænkere fæstede sig ved den sproglige gruppering, som forskningen havde været i stand til at påvise. De fleste europæiske sprog kan ledes tilbage til en fælles rod, som har fået betegnelsen arisk, fordi de fælles træk kan føres tilbage til det aristokratiske kulturfolk, om hvilke de indiske veddaer beretter, og som betegnede sig selv som ariske, hvilket egentlig betyder: ædle.

En anden betydningsfuld sproggruppe betegnes som semitisk. I denne gruppe finder vi berømte (også kunstnerisk begavede men afgjort grusomme) kulturfolk som assyrerne. I dag henføres araberne og jøderne til denne sprog- og måske kulturgruppe.

Nu fik altså nogle den idé, at der fandtes en væsentlig forskel mellem arisk og semitisk tænkemåde, og som modvægt mod, at jøderne protegerer deres egne, burde man som ikke-jøde begunstige et arisk sammenhold. Dette var i princip ikke mere racistisk end hvad, der var jødisk sædvane, og helt nøgternt kan man konstatere, at det, der skete, var at jødisk racisme fostrede en modbevægelse, som man nu valgte at kalde arisk, og som altså fik ord for at være antisemitisk.

Ingen af begreberne er præcise, eftersom de fleste europæiske sprog, både romanske, germanske og andre, er ariske, og på den anden side er både jøder og arabere semitiske.

Her drejer det sig ikke om de små nationale forskelligheder, som vi i Norden kan iagttage mellem skandinaver, og som vi har lært at more os over mere end ærgre os ved. Geografiske forskelligheder forklarer meget af dét, som Christian Richardt så morsomt prægede med skåltalen for de nordiske folk og deres "nationale" træer.

Vi synes jo også, at vi kan se forskel i temperament mellem typisk romanske og germanske personligheder både i forholdet til politik, videnskab og kunst, og det synes klart, at disse forskelle har ærgret, men også inspireret og befrugtet europæisk fælleskultur.

Osman Bey, se denne, mener at se en mærkbar forskel mellem jødisk og arabisk livsholdning. Centralt i debatten til og med Hitler blev da forholdet mellem europæisk, altså romansk og germansk tankegang og den specifikt jødiske, om der nu findes nogen. Og det syntes jøderne jo; men også de fleste ikke-jøder, der kom i nærmere kontakt med dem.

Når nu dette af nogle gøres til et spørgsmål om forskellen mellem jødisk og kristen tankegang, er det vigtigt, at man gør sig klart, at udviklingen af vor kristendom er et europæisk og kun minimalt et jødisk anliggende. Det er altså den eventuelle forskel mellem jødisk og europæisk evt. specielt germansk tænkemåde, som er det interessante. Vi har peget på at en sådan forskel findes, og at spørgsmålet er om den er racemæssigt eller ideologiskt betinget. Se "I den hjemlige andegård", s. 138 ff.

Hvad tænkemåde angår træder to områder i øjnene:

Det ene er jødernes fikserthed ved penge og ubestridelige dygtighed til at håndtere finansanliggender. Jødisk mafia gør sig bemærket i New York og Rusland-Israel; men, om den udmærker sig i forhold til andre, er ikke let at afgøre. Derimod er deres pengeafpresning legendarisk. Se Wiedergutmachung. Afpresningen af Tyskland fortsætter nu med krav på erstatning for tvangsarbejde og afpresning af andre lande, idet alle hævdes at have ansvar for de ulykker, som er overgået jøderne. Det påfaldende er, at ingen krav stilles om kompensation for slavearbejde påtvunget undersåtter i Sovjetunionen eller erstatning for overgreb begået af Israel mod nabofolkene. Her er helt klart ikke tale om stræben efter retfærdighed: men om brutal magtudøvelse af en mægtig finansverden, som kan true tyske og schweiziske storvirksomheder, og forresten selskaber over det meste af verden til at betale af angst for boykot og/eller smædekampagner i media. Et tilsvarende pres udøves mod tidsskrifter og forlag, der bringer stof, som sionismen ikke bryder sig om. Vi har set store amerikanske og japanske forlag bøje sig (St. Martin's Press , Marco Polo). Endnu flere bøjer sig sikkert, uden at vi får kendskab til det. Her hjemme er kontrollen så godt som 100 %. Enhver, der er imod totalitarisme, bør reagere mod dette tyranni.

Det mærkelige er, at denne kynisme kan praktiseres af dette folk, der netop roser sig af en særligt ophøjet etik. Forklaringen er naturligvis, at det behersker vore media så fuldkomment, at det ikke behøver at være bange for at få modhug. Et andet forhold er, at mange jøder har et specielt forhold til virkeligheden - skal vi sige til den objektive sandhed.

Vi har peget på jødisk glæde ved fabler, og en tilbøjelighed til at tage symboler og myter bogstaveligt.

Vi har analyseret den populære fabel om rabbineren, der stående på ét ben hævdede at kunne udtrykke det væsentlige i jødisk religion i een sætning : du skal elske din næste. Vi måtte pege på, at vi bliver bedraget, hvis vi nu tror, at vi, ikke-jøder, er jødens næste. Det mener nemlig rettroende jøder, at kun andre jøder er.

I Epistel no. 3 kigger vi på fablen om rabbiner Kelominus, som vi skal beundre, fordi han forstod at håne ikke blot vor religion, men også vor bygningskultur, selv når den rangerer højest. Under jødisk had peger vi på andre fabler. I grunden er det samme forkyndelse, som i moderne klæder serveres i bøger og film; men at den gamle fabeltradition holdes ved live, kan illustreres med følgende pluk fra Göteborgs-Posten, et svensk blad, der har flere abonnenter end Politiken :

"En af de mere kendte nazistiske biskopper opdagede en søndag i sin kirke en jødisk besøger, der måske var lokket ind af den smukke orgelmusik. Biskoppen afbrød sin prædiken: "Jeg ser en jøde her iblandt os, her er ingen plads til jøder, forlad straks vor kirke" Da bevægede skikkelsen på krucifikset ved alteret sig, ned steg Jesus og gik frem til den ikke ønskede besøger. "Kom broder, så går vi da." (Kilde: Judisk-Kristen Dialog)"

Her stempler hittepåeren straks den kristne biskop som en ond og intolerant person. Men hvordan bemærkede han egentlig, at en jøde under hans prædiken kom ind i domkirken. Var denne i fuldt ornat med sorte klæder, og sort hat og krøller fra tindingerne. I så fald : Hvad ville han så med orgelmusikken - Talmud advarer jøderne mod kristen musik og kunst. Eller demonstrerede han blot sin jødestjerne, som markerede, at hans folk havde erklæret krig mod Tyskland. Sådanne overvejelser er redaktørerne sikre på, at forsvindende få læsere har forudsætning for at gøre. Og så er de modne til clouet, at Jesus, så korsfæstet han er, efter 2000 år tager parti for jøderne imod kristendommen. Den uerfarne tænker : Jeg må jo indrømme, at det er rigtigt, at han var jøde. Men da narres han af det udspekuleret falske i fablen. For den skikkelse, vi kristne beundrer, og som mange tilbeder som Gud, var kun ubetydeligt jødisk i åndelig forstand, selv om han sandsynligvis absolut var det i banal etnisk.

Det, man målbevidst vil slå i den almindelige læser, der aldrig har læst en linie af Talmud, er, at Jesus foretrak dem, der korsfæstede ham eller dem, som stadigvæk forbander ham ned i en stinkende pøl af kogende ekskrementer i helvede. (Talmud). Ifølge dette værk var han en troldmand, og det lader man fablen demonstrere ved, at han gør nar af os, danser ned af korset, som om episoden med dette ikke er noget at tale om, og slutter sig til sine racefæller. Fablen er ren racisme.

Vi fremdrager dette eksempel, fordi det afslører, hvor konsekvent hjernevasket vort samfund er blevet, når både redaktionen i det store dagblad og redaktionen i det religiøse skrift falder for det hykleriske produkt med det gennemfalske budskab.

De fleste jøder er fortrolige med vestlig tankegang og nogle, fx. Arne Melchior, benytter sig af dette til at håne modsigelser i kristendommen samtidigt med at jødedommens sælsomheder er tabu. Når vestlige forskere så påviser, at deres holocausttal strider mod anerkendte naturlove, så svares de - hårdt trængt - Jamen, tallene er symbolske.

Denne frejdige anerkendelse af fabler og symboler forvirrer os, fordi det store flertal af os er holdt uden kendskab til den historisk-religiøse-politiske baggrund. Skal vi kommunikere med dem og andre religiøse grupper, må vi have kendskab til, på hvilke felter de grundlæggende tænker anderledes end vi.

Som allerede bemærket tror vi, at jødisk ideologi, religion, organisation og opdragelse, regler og ritualer indberegnet, er tilstrækkeligt til at forklare det væsentlige i denne forskel. For dette standpunkt taler de markante jødiske dissidenter, som findes. Dette betyder, at en neutralisering af jødisk ensidighed bør kunne udjævne stridigheder. Men det kan ikke ske uden åben kritik af denne ensidighed.

Vi lader gerne en forskel stå tilbage, som kan bero på etnicitet; men også det bør man kunne tale sig til rette om. Især for danskere, der har kendt kultiverede jøder, som de holdt af, har det været svært at forstå den bitterhed, som har præget debatterne andre steder, selv i Europas ledende kulturcentre, Frankrig og Tyskland. I dag ser vi, hvor farligt vort samfund kan manipuleres, når magtglade jøder bliver i stand til at tale på vore vegne : formulere vor befolknings- og kulturpolitik i strid med befolkningens interesser og vilje, og forhindre danske synspunkter i at komme til orde. Vi så amerikanske jøder tiljublet af vore egne media starte en ødelæggende europæisk krig, og narre os med i den. Det blev forbillede for en lige så hårrejsende russisk krig i Tjetjenien. Det er demoraliserende og nedværdigende for vor nation, at vi lader jødiske chauvinister tale på vore vegne og diktere vore politikere undfaldenhed for et brutalt storpolitisk spil, som strider mod fundamentale danske interesser. Det etablerede jødiske magtherredømme over europæisk medie- og bogverden er en skam, som må udryddes til gavn for alle parter - også fordomsfri jøder.

Se Jødisk verdensherredømme, men også Jødiske dissidenter, hvor vi peger på fremtrædende jøder, som har taget stilling imod jødisk chauvinisme. Vi kan kun fremhæve enkelte markante navne, men ved, at der er mange flere. Selvstændige jøder bør hjælpe til at dele sol og vind mere lige.

> > > * < < <

Hetz

er naturlivis egentlig tysk og betyder ifølge Gyldendals røde ordbøger 1971: sjov i gaden. Men Hetze betyder parforcejagt, en jagt, hvor dyret jages til døde af hunde og ridende jægere.

I den sidste betydning kom ordet til at betegne den nazistiske forfølgelse af jøderne, et billede, som briterne havde særlige forudsætninger for at forstå.

Det bruges nu om ensidig propaganda appellerende til følelser som væmmelse, afsky og had. hvor det gælder om at male hetszofferet værst muligt uden at pege på forsonende eller forklarende træk.

I førkrigstidens jødefjendtlige agitation indgik karikering af jøderne, mand og mand i mellem som "jødehistorier", til hvilke jøderne vist nok, i raffineret selvforsvar kunne bidrage med humoristiske, let selvkritiske, men på den måde forsonende anekdoter. Tegnede karikaturer fandt vej til pressen, selv i Danmark. Encyklopædien gengiver under antisemitisme et par eksempler, fx. den med skoleeleven, der rækker fingeren i vejret : "Hr. lærer ! De siger, at hvalens spiserør er ganske smalt. Hvordan kunne Jonas så komme ind i maven på den ?"- Læreren : "Årh. de jøder - de kan komme ind alle vegne." Denne vittighed har verseret i flere blade med forskellige tegninger. Andre "morsomheder" var stærkere karikerende også vedrørende jøders ydre træk, som stivnede i en kliché, der fremhævede visse typers ikke-europæiske karakter. Denne form for hetz blev grovere syd på, hvor sådanne typer var rigere repræsenteret, og hvor de uniformerede ortodokse oftere end her åbent demonstrerede, at de var et folk for sig.

Så længe dette indslag, som det længe her var tilfældet, kun optrådte som en pittoresk demonstration af et ubetydeligt og ufarligt mindretal var tolerancen betydelig, ligesom nysgerrighed og overbærenhed længe var almindelig, da muslimer og mørkfarvede indflyttere begyndte at dukke op i vore gadebilleder. Det blev anderledes, da de tilflyttede begyndte at tiltage sig magt i vort samfund. Just dette var baggrunden for konfliktsituationen: jøder - ikke-jøder, der udviklede sig i lande, hvor jøderne blev talrige og især magtfulde.

Netop fordi vi har undgået de mere bitre stridigheder, som udviklede sig udenfor vore grænser - ikke alene i Tyskland - bør vi iagttage, hvad der skete, fordi situationen minder om den udfordring, vi i dag oplever ved indflytning af folk, med stærkt fjendtlig kultur, som opbygger støre og større magt ved at organisere sig og opbygge og kræve rettigheder.

I debatten hører vi også de fromme røster, der hævder, at vi skal modtage og hjælpe de fremmede, ellers er det lige så slemt som antisemitisme. De toneangivende jøder applauderer henrykt. Danskerne bør tage mod de fremmede med alle deres skikke og religion, ligesom de har taget mod os. Se bare på, hvor godt det er gået ! Ja, det er værd at lægge mærke til !

Vor store tolerance mod jøderne har ført til, at de i dag behersker vore media næsten totalt og derigennem de svage sjæle i vort folk, som på mediebølgerne har roet sig frem til pladser i det folketing, der bestemmer over vor skæbne.

Hvordan det gik til.

Det billede, vi har fået gennem vore kanaler, er omhyggeligt vinklet til at skildre et lille værgeløst folk, som er blevet uskyldigt forfulgt. Men det jødiske folk er ikke helt lille, og værgeløst, og uskyldigt er det ikke, med míndre

det er uskyldigt at rage magt til sig på andres bekostning. I så fald er diktatorer jo hvide som sne.

Hvor magtfulde, de er blevet, fremgår af, at de har været i stand til i vort land at præge det mediebillede af sig selv, som slet ikke stemmer. Deres magtapparat er lige effektivt i angreb som i forsvar. Det dirigeres af Antidefamation League, som styrer agenter, som prompte slår til mod enhver, der vover at kritisere sionistiske eller jødiske opfattelser. Vi ser det dagligt i aviserne og har selv været udsat for det. Værst er, at de af sionisterne angrebne ikke tillades at forsvare sig i medierne. Se Vestlig Samisdat nr. 5 og 6. og Penguin-Lipstadt-processen.

Angrebet består i systematisk defamering af enhver modstander. Da et oprør mod den systematisk opbyggede jødemagt mest konsekvent udvikledes i Tyskland blev dette land hovedgenstand for jødernes hadkampagner. Dermed opnåede kampagnerne automatisk sympati i Frankrig og Danmark, som havde været i krig med Preussen.

Det interessante er, at denne hetz har været så fremgangsrig, at den er fortsat under skiftende magtkonstellationer og fortsætter endnu i dag.

Det historiesyn, som de mægtige jøder har præget forandrer sig utroligt langsomt, selv om en proces er i gang.

Det er nødvendigt, at gøre sig dette klart og så godt som muligt immunisere sig mod hetzteknikken med dens defamering og dæmonisering. Det vigtigste modmiddel er faktualisering.

Hetz mod hetz.

For at sikre og bevare sit monopol fører sionismen hetz mod konkurrerende hetz. Kampagnen føres frem gennem FN og EU og har ledt til total sejr i Tyskland, Østrig og Frankrig, hvor man har opnået indførelse af retsregler, der straffer tvivl på holocaust.

I Sverige er man godt på vej. Der har man besluttet at straffe "hetz mot folkgrupp" med fængsel i op til 2 år, hvis ringe med bøder. Det udlægges : hvis nogen offentligt i tale eller skrift udtrykker "missaktning för folkgrupp av viss ras med viss hutfärg, av viss nationellt ursprung eller med viss trosbekännelse."
Her i det ny årtusinde har man deklareret "nolltolerans" for racistiske forbrydelser. Svenskerne holder ellers meget af at fremtræde som tolerante, og det er da også frit frem at kritisere svenskere, ja endda håne dem og deres hudfarve; men alle andre grupper i landet skal det være absolut forbudt at kritisere. Det er naturligvis i strid med ytringsfriheden, men dette har ikke hindret, at paragraffen er taget i anvendelse flere gange.

I Danmark har vi § 266 b, vedrørende "racediskrimination". Den lyder : "Den der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

"Stk 2 : "Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."

Det bemærkelsesværdige ved begge paragraffer er, at de formelt kriminaliserer alle udtalelser, som "nedværdiger" uanset, om de er velbegrundede eller ej.

Paragraffen bør naturligvis afvejes mod vor ret til ytringsfrihed; men tendensen er klar : Vi skal skræmmes fra at udtale os negativt om multietnicitetens stødtropper. Derimod har disse og især deres medieagenter frit slag til at kalde danskerne: svinehunde, fascister, chauvinister og racister.

Der er rejst krav om at paragraffen fjernes, og det bør ske snarest muligt, eller den må strammes op, så at det klart fremgår, at det kun er åbenlyst usandfærdige udtalelser, som kan rammes af den.

Som, det er nu, hetzes der frejdigt mod mindre partier, som det har været tilfældet med Dansk Folkeparti, indtil det viste sig, at dette på trods af bagtalelserne havde vundet en betydelig vælgerstøtte.

Mod andre, såkaldt højreekstremistiske, bevægelser hetzes der videre, medens venstrebevægelser, hvis anetavle kan føres tilbage til Stalin og Mao kan stoltsere med og anvende brosten, kabler og molotovcocktails uden at vore media og "historie"-skrivere bliver mærkbart forargede. Ved venstre- og voldsvinklede reportager ikke mindst i TV forsøges det systematisk at mistænkeliggøre og nedbryde politiets upartiske rolle. At dette korps udsættes for livsfare og lemlæstelser synes ikke at bekymre mediefolkene, som derimod våger nidkært over, at de hætteklædte voldsmænd og de selv, når de færdes imellem dem for at udødeliggøre deres bedrifter, ikke risikere noget. Det er på denne måde mediefascismen fjed efter fjed allierer sig mere og mere med den banale volds- og gadefascisme.

> > > * < < <

Hilberg, Raul.

Amerikansk jødisk professor - ikke i historie. Forfatter af bogen: The Destruction of the European Jews. Quadrandle Books, Chicago 1961. Oversat til tysk 1982 som Die Vernichtung der europäischen Juden. Olle & Wolter, Berlin. Revideret udgave 1989. Holocaustdogmatikkens hovedværk. I dette omfangsrige arbejde forsvarer han den officielle holocaustfremstilling, og han blev derfor indkaldt som vidne for anklagerembedet i den første Zündelproces i 1985. Her blev hans materiale hårdt ansat gennem forsvarerens krydsforhør, der afslørede forfatterens mangelfulde kendskab til de fysiske forhold, hvor de historiske hændelser hævdedes at have fundet sted. Hårdt presset for videnskabeligt bevis for gaskamre et eller andet sted på naziokkuperet område, måtte han bekende: "I'm at a loss."

The Holocaust On Trial, s. 23 konstaterer : Han måtte indrømme, at der hverken fandtes en plan om udryddelse af jøderne eller en centralorganisation, eller et budget eller et tilsyn. Han måtte også indrømme, at de allierede efter 1945 ikke havde foretaget nogen ekspertundersøgelse af det anvendte mordvåben, som man forudsatte var et gaskammer beregnet til mennesker. Der fandtes ikke heller en eneste obduktionsrapport, der fastslog, at en fange var dræbt med den giftige gas. Hilberg hævdede, at Hitler havde givet ordre til udryddelse af jøderne, og at Himmler 25. nov. 1944 havde givet ordre til at stoppe udryddelsen, men han viste sig ude af stand til at fremlægge disse ordrer. Forsvaret spurgte, om han i en ny udgave af sin bog ville fastholde eksistensen af disse ordrer. Hilberg svarede undvigende: "Jeg siger ikke, at jeg behøver at ændre denne udtalelse." Men Faurisson påpeger, at han faktisk gjorde det.

I de ny udgaver med forord dateret sept. 1984 fjernede Hilberg systematisk enhver omtale af en Hitlerordre, og da forsvaret spurgte hvordan tyskerne uden nogen plan havde været i stand til at gennemføre en gigantisk udryddelse af millioner af jøder, forklarede Hilberg : Der havde i de forskellige naziaktiviteter været "et utroligt møde af tanker, en consensus, tankelæsning indenfor et vidtstrakt bureaukrati". Det må indrømmes, at det er svært at tro på dette, hvis man ikke vil tro på det utrolige. Men som forsvarer for og måske forfatter af et sådant standpunkt har Hilberg vist vejen for talrige holocaust-forsvarere.

Hilberg afviste at vidne i den anden Zündelproces 1988, og slap derved for at blive konfronteret med bl.a. Leuchterrapporten, der gjorde så stærkt indtryk på en anden berømt historiker David Irving, der også var indkaldt af anklagemyndigheden. Ulig Hilberg var Irving ikke bange for at erkende, at han nogle gange havde ændret opfattelse vedrørende formuleringer i tidligere arbejder. Stillet overfor Zündelforsvarets opbud af argumenter skiftede han standpunkt med hensyn til gaskamrene og støttede Harwood-skriftet og derved Zündel.

Trods modgang ved Zündelprocessen i Toronto er Hilberg stadig respekteret i sine kredse. Han er eksponent for en speciel jødisk historieskrivning, som hævder sine egne forskningsnormer forskellige fra de i vestlig videnskab overvejende anerkendte.

> > > * < < <

Historieskrivning.

Historieskrivningen er et uægte barn af propagandaen, som udvikledes tidligt i historien af fyrsters og samfunds behov for reklame og lovprisning. Saglighed var derfor sjældent det ønskede. Endnu i 16- 1700 tallet kappedes nordiske riger om at overgå hinanden med hensyn til fortidens heltebedrifter. Saxo blev halet frem og poleret, og da svenskerne ikke ville være ringere skrev Olaf Rudbeck en endnu mere imponerende Sverigeskrønike, men så skulle det også snart være slut. Skulle man tro. Helt så enkelt gik det ikke.

I kølvandet af naturvidenskabernes kritiske undersøgelsesprincipper, som ledte til så mange sejre over myter og overtro, modnedes jordbunden for en mere objektiv historieskrivning helt op til vore breddegrader.

Man fik historikere ansat af staten ved høje læreanstalter, som afslørede vor fortid så nøgternt og nådeløst som muligt. Kritisk gennemgang af historien ledte til omvurderinger, og der gik et stykke tid mode i at pille storheder ned af piedestaler og pege på ny synspunkter og tolkningsmuligheder. Historikerne, som førte an, var naturligvis den tids revisionister, hvilket godt kunne gavne karrieren forudsat afsløringerne ikke lå alt for nær på nutiden.

Men, hvad nutiden angår, er situationen ikke ændret. Magthaverne vil roses og kræver propaganda. At rydde kritisk op i dette er endnu vigtigere end at afsløre fortidens løgne og pral. Og så ser vi, at officielle historikere henrykt gransker ruiner og dokumenter fra oldtid og middelalder; men, når det gælder vort eget netop aflagte århundrede, går man uden om de besværlige spørgsmål og fortæller historierne sådan, som øvrigheden gerne vil høre dem.

Det er måske ikke så mærkeligt. Den formelt tredelte magt bestemmer jo, hvem, der får stillinger og bevilginger - hvem der får omtale i media og får udgivet artikler og bøger - og hvem der får beskyttelse eller bøder eller havner i kachotten.

Derfor har vi stadig hofhistorikere, der våger over de budskaber, lovprisninger og sortsværtninger, som er blevet vedtaget i magternes korridorer lang tid tilbage. I realiteten business som i vikingetiden.

Og derfor er de store kriges propagandaløgne sejlivede. Mægtige økonomiske interesser er bygget op på dem (fx. Israels holocaustforretninger), og strategiske planer : mondialismens idé : et grænseløst verdensmarked under central politisk kontrol.

Fundamentet til dette mægtige projekt blev grundlagt under første verdenskrig og cementeret under den anden. Se fx. tillægget s. 179 ff. Derfor kræver planlæggerne, at hofhistorikerne vedligeholder det etablerede billede, som den sejrende sides propaganda har bygget op.

Stillet overfor voksende vanskeligheder har hofhistorikerne barslet med en ny historisk doktrin : Historieskriv- ningen skal være opbyggelig : den skal udpege helte og skurke, og heltene skal naturligvis være i den egne lejr. I Samisdat nr. 5 kalder vi denne retning for postilhistorikerne, og i nr 6 s. 8 f.f . tegner vi deres virksomhed. Det mest historiske ved den er tilbagefarten til middelalderen, karakteriseret ved at den ligesom feodaltidens fyrstelovprisninger og holocausthistorikernes systemtjeneste har facit fastslået på forhånd.

Dette er nutidshistorieskrivningens centrale problem. Der skrives og udgives kilometervis af spalter, der med minimale variationer viderebringer den etablerede fremstilling med dens opbyggelige fordeling af helte- og skurkeroller.

Hofhistorierne holder ikke.

så lidt som postilfremstillingerne.

Den historiske revisionisme har vist, at den i Danmark etablerede historieskrivning må revideres på følgende punkter :

1. Årsager til og ansvar for udbruddet og videreførelsen af såvel første som anden verdenskrig. Se : Frederick J. P. Veale, Advance to Barbarism, Arthur R. Butz : The Hoax of the Twentieth Century. Harry Elmer Barnes : Perpetual War for Perpetual Piece. David L. Hogan : The Forced War. When Peaceful Revision Failed.

2. Holocaust. Beretningerne om tyske udryddelseslejre har vist sig at være uholdbare. Se fx. Auschwitz-Birkenau og Zündelprocesserne.

3. Nürnbergtribunalerne. Afsløringer af torturanvendelse, mangelfulde forundersøgelser, og uholdbart juridisk grundlag gør at alle disse domstoles udfæstelser må gennemgås kritisk, ikke mindst i lyset af det ændrede syn på de tre besluttende magter, ikke mindst Stalins lovløse imperium.

4. Nyt kendskab til handlinger af en række historiske personligheder, fx. : Roosevelt, Churchill, Stalin, Eisenhower, Chaim Weizmann etc. Se ovennævnte forfattere og fx. James Bacque : "Other Losses", revideret udg. år 2000.

5 Nyt (eller fornyet) syn på mosaismen. Israel Shahak "Jewis History, Jewisk Religion. Kan nu fås på svensk.

I Danmark er alle disse emner tabu, men med internettet får flere og flere kendskab til, at de findes. Dette har ledt til visse forsigtige åbninger.

Det er blevet tilladt at kritisere de venstreentusiaster, som forsvarede og støttede Stalin. Vi har i vore samisdat fx. nr. 3 peget på Bent Blüdnikows ironiseren over disse standpunkter, idet han opfordrede til en debat om historien, som han imidlertid så til ikke blev tilladt i det blad, hvor han selv skrev. Hans lille aktion skulle naturligvis dække over hans eget folks andel i den revolution, som han nu kritiserer, og som er afsløret af bl.a. Douglas Reed og i seneste tid af Jüri Lina

Professor i Aarhus, Bent Jensen gør sig nu bemærket ved i bøger og avisartikler at kritisere Stalins regime, og de vesterlændinge, som naivt eller kynisk har støttet hans forbrydelser. Men sionismens rolle i begivenhederne og bag deres kulisser i Øst og Vest undgår han stadig at røre ved.

Hvor langt venstrefløjen var ude afslører Mikkel Plum i bogen "Bombarder Hovedkvarteret", hvis titel er lånt fra Mao's "kulturrevolution".

Bogen afdækker og dokumenterer med utrolige citater, hvordan pæne mænd og damer lige for øjnene af os har spillet hasard med frihed og demokrati til fordel for en myte, som pressen ikke ville afsløre, så længe den i Øst kunne trække vejret den mindste smule. Først da den udåndede i det fjerne, kunne man begynde at afsløre sandheden.

Vi bringer her et andet lån fra JHR, en tegning i Présent 4.11.1995 signeret CHARD, af den franske satiriker Francoise Pichard

Man ser nationalsocialisten stående på en anselig bunke dødningehoveder. Overfor står internationalsocialisten på en bunke, som er betragteligt større. Feksten lyder : Nationalsocialisten : "I lavede mange flere af dem her end vi gjorde"

Internationalsocialisten : " Uden sammenligning. I vore aktioner var en generøsitet som er fremmed for fascismen."

Det er media, der våger over, hvad vi må få at vide, og hvad, der sker i dag, er ikke mindre uhyggeligt end maskespillet under venstrehysteriets storhedsperiode. Vor regering er nu fjernstyret af en anden - eller måske blot delvis anden - mafia og foretager sig endnu mere utrolige ting : går i krig på Balkan, beslutter fjendskab og sanktioner mod Østrig, og fylder os med holocaustmyter, som kun er til gavn for en fremmed magt.

Den giver et fingerpeg om, hvad vi kan vente os, når og hvis tågerne om sionismens manipulation af vort historiebillede begynder at lette. Se også Omvurderinger.

*******

Hitler, Adolf. (1889 - 1945)

I postilhistorikernes persongalleri indtager Hitler ærespositionen som verdenshistoriens ondeste person. Denne top- eller bundplacering beklæder han også i pressen og i litteraturen. Det er ikke nødvendigt, at argumentere for at noget er ondt eller blot dårligt. Det rækker, hvis man kan pege til Hitler eller nationalsocialismen, så er alt sagt.

Fra den dag han trådte ind på den politiske arena blev han den mest systematisk dæmoniserede skikkelse i vestverdenens presse. Under og efter krigen har enigheden været så total, at få har fundet anledning til at undersøge påstandene nærmere.

Gør man det, tegner der sig et mere nuanceret billede.

Den mand, som så mange tyskere tiljublede, fandt en vis forståelse også uden for det tredje rige. For at erfare dette er man nødt til at søge tilbage til førkrigslitteratur, som efterkrigen har forsøgt at gemme bort i magasinerne. og til vor egen tids revisionister, der har undersøgt kildematerialet mere kritisk.

Hvad man uden dybere studier kan konstatere er, at en række punkter i hans program var forsvarbare :

Et opgør med Versaillestraktatens urimeligheder.

Han talte for at det traditionelle fjendskab og jalousien mellem de tyske stater skulle ophøre og for sammenslutning af områder med tysk sprog og kultur.

Han tilsluttede sig protesterne mod de hårrejsende erstatningskrav som sejrmagterne havde dikteret p. gr. af den tabte krig, som man lige så egenmægtigt havde besluttet at give Tyskland eneansvaret for.

Det er i dag svært at begribe, at dette kunne udlægges som krigsønsker. Det kunne det jo kun være, hvis modstanderne ville modsætte sig det med krig. Og det var der jo også nogle, der ville; men mange var ikke afvisende, og deraf udvikledes forhandlinger, som desværre ikke førte til fred. Det benyttede de sejrende igen til at give Hitler og tyskerne eneskylden for den anden verdenskrig.

Nøjere undersøgelser har vist, at heller ikke dette var den fulde sandhed. Amerikanske forskere som Taylor og David Hoggan viser, at Hitler søgte at undgå krigen med Polen med hvilket Tyskland faktisk havde fælles interesser visavis Sovjet. Og i England så han en jævnbyrdig og respekteret partner i Europa, hvis interesser ikke behøvede at kollidere med Tysklands. Det forudsatte naturligvis en vis forståelse blandt alle tre parter. En sådan saboteredes af en vis fløj i England og måske mest målbevidst af sionisterne, der var indflydelsesrige i London og USA. Charles Callan Tansill refererer i Perpetual War for Perpetual Peace præsident Roosevelts rundhåndede løfter om at gå ind i en kommende krig mod diktaturerne, hvortil han altså ikke henregnede Sovjet. Han var sikker på, at han nok skulle få Amerika med i den krig, som de fleste amerikanere på det tidspunkt ønskede at holde sig uden for. Den polske ambassadør, grev Potocki, blev holdt a jour og rapporterede naturligvis til Warszawa. Rapporten nævnte også jødernes aktive rolle. Roosevelt mente, at propagandaen mod Hitler var et nyttigt modtræk mod antisemitismen, som var voksende i USA. Selv om polakkerne ikke var mere jødevenlige end tyskerne, kunne Roosevelts holdning ikke tolkes andet end som en opfordring til større stejlhed overfor tyskerne. Den har naturligvis også været af betydning for briterne. Efter erobringen af Warszawa fik tyskerne kendskab til Potockis indberetninger. Hitler har altså fra det tidspunkt haft absolut sikker viden om Roosevelts hensigter. Måske var det medvirkende til hans frejdige krigserklæring mod verdensmagten - et af hans træk, som man kan undre sig over. Den direkte årsag var dog strøm- men af krigsmateriel til Storbritannien, og beskyttelsen af deres transport over Atlanten af amerikanske krigsskibe. Hitlers taler om fred og hans senere fredstilbud har vi altid fået udlagt som propaganda, hvilket vi for vor del ikke har set nogen grund til at betvivle, før vi fik kendskab til den revisionistiske litteratur, som vore media ikke omtaler. Den tegner et mere sammensat billede at tage stilling til.

Britiske og amerikanske forskere vurderer Hitlers senere forsøg på at afblæse krigen med Vestmagterne som seriøse, og med kendskab til, hvad der hændte i det efterfølgende halve århundrede, kan man hælde til den opfattelse, at han var en skarpere analytiker end den overfor kommunismen og Stalin utroligt indskrænkede Roosevelt og den i sin helhedsbedømmelse utroligt svingende Churchill.

Andre undersøgelser erkender, at socialpolitisk og økonomisk var nazionalsocialisternes politik fremgangsrig og i grunden socialistisk. Det var mod kommunismen, bolsjevismen, Hitler rettede sin kamp, og det lykkedes ham at stoppe den. Nogle så med forbitrelse - andre - også i udlandet - med glæde på dette. Når enkelte historiegranskere nu iblandt fremdrager, at nazismen og Tyskland før krigen mødte større sympati end det i dag anses for opportunt, så bør man indveje, om nævnte punkter - ikke mindst det sidste, kan have motiveret dette. Se Omvurderinger.

Den største forargelse mobiliseredes dog om Hitlers racisme og hans fjendtlighed mod jøderne og idéen om et arisk overmenneske.

Holder man sig til Mein Kampf, synes det som om også dette punkt er propagandistisk karikeret.

Vist kunne han ikke lide jøderne, men han undervurderede dem ikke. Netop derfor fandt han, at de var farlige, og at det var nødvendigt at gribe ind mod deres magt. De ægteskabslove, han forslog, havde jøderne anbefalet i årtusinder. Og ser man nærmere efter, viser det sig, at jødernes racisme og overmenneskeidéer er værre og mere konsekvente end nazisternes.

Det står fast, at han ønskede jøderne ud af Tyskland; men det har ikke kunnet bevises, at han ønskede dem udryddet. Derimod fremmede han emigration, og, da denne på grund af krigen måtte afbrydes, deportation mod øst til lejre, hvor de blev sat i arbejde for den tyske krigsindustri, indtil det måtte blive muligt at evakuere dem til et internationalt anerkendt hjemsted. Pålæstina var blot en af flere drøftede muligheder.

Når den sionistiske presse nu så stærkt bebrejder andre lande, at de ikke var mere ivrige efter at tage imod jøderne fra Tyskland, må det indses, at dette havde sammenhæng med, at også andre lande var bange for voksende jødisk dominans.

Hitlers strategiske overvejelser var klare for sin tid, men det må også konstateres, at han i sin praktiske politik viste større smidighed og pragmatisme end teorierne foreskrev. Sandsynligvis gjorde han fejl, men hans felttog dikteredes

næppe af ønsket om blodsudgydelser, men af situationer, der blokerede andre udveje. Se opslaget Barbarossa

Det er umuligt at vurdere Hitlers og nazionalsocialisternes handlinger retfærdigt uden at se dem i sammenhæng med især sionisternes antigermanisme og deres krigshandlinger og -propaganda.

Forholdet til de østlige naboer var mere kompliceret. Hitler gav i Mein Kampf udtryk for den opfattelse, at slaverne ikke ejede germanernes statsdannende egenskaber. Det kan man kandestøbe om, men næppe bevise. Det er karak- teristisk, at han ikke særligt begræd Tysklands tab af kolonier, idet han til forskel fra Frankrig og England, der udvidede deres territorium i fjerne koloniriger, fandt, at Tyskland burde interessere sig mest for sine nærområder. Da ekspansion mod Vest var udelukket, måtte Øst være målområde for udvidet tysk produktion af føde og industri- produkter. Det kunne tænkes gennem udvidet indflydelse eller gennem fysisk besættelse.

Det er interessant, at se, hvordan denne analyse blev omsat i praksis, da forfatteren en halv snes år senere havde vundet magt.

Hitler søgte først samforstand med Polen i fælles interesser vendt mod Sovjet. Da det saboteredes af briterne søgte han samforstand med Sovjet i konkurrencen med Vestmagterne.

Naturligvis har han ikke troet denne samforstand ville holde; men han har håbet på, at Vestmagterne ville indse at de burde foretrække et stærkt Tyskland frem for et superstærkt Sovjet. Men denne tænkeproces gik for langsomt, ligesom den kraftigt modarbejdedes af sionisterne, og da kommunisterne havde gjort klar til det store fremstød mod Europa, blev Hitler nødt til at komme dem i forkøbet. Læs Barbarossa , James Bacque og Georges Patton.

Meget propaganda er anvendt på at udskælde nazisterne for deres "racehygiejne". Men den indeholdt naturligvis en del fornuft, hvilket også medlemmer af andre partier kunne indse. En hjertesorg for mange svenskere er, at to af det svenske socialdemokratis mest forgudede idoler, ægteparret Gunnar og Alvar Myrdal gik ind for at begrænse formering af mentalt og måske også fysiskt handicappede.

Når nazister havde hævdet det samme, kunne det ikke tillades at være rigtigt. Sådan ræsonneres der stadig, skønt overbefolkning og samfundenes behov af intelligens taler for, at Myrdalerne, hvad netop disse spørgsmål angik, havde ret.

I en artikel i det skånske skrift MIMER, medlemsbrev fra "Förening för Historia och Politik." Nr. 28. jan. 1999 omtales de svenske socialdemokraters efterkrigsprogram på 27 punkter, som blev publiceret våren 1944. Bag programmet stod den stærkt berømmede Ernst Wigfors, om hvem Bra Böckers Lexikon oplyser, at han var britisk inspireret. Artiklen dokumenterer, at hans program i langt højere grad var inspireret af tysk og nazistisk sociallovgivning, hvilket også måtte erkendes af en række af partiets spidser.

En mere nuanceret vurdering af Hitler og nazismen er måske ved at udvikle sig.

*******

Hoax of the Twentieth Century, The.

Frit oversat : Århundredets rævestreg. Et af revisionismens hovedværker , udgivet i England 1976 og året efter i USA og i tysk oversættelse, som dog snart blev forbudt i Tyskland. Forfatteren var elektroingeniøren Arthur B. Butz ved Northwestern University i Illinois. Med en doktorgrad i kontrolvidenskaber (naturvidenskabelige) fra 1965 blev hans forskerinteresse i begyndelsen af 70'erne tiltrukket af et helt andet område, hvis kontrolsystemer var begyndt at afsløre skavanker.

Paul Rassiniers indsats var ikke særligt kendt i det engelsktalende område; men hans indflydelse voksede.

Butz nævner, at han allerede i -60'erne blev støttet af bøger skrevet af den jødiske antisionist Josef Ginsburg (pseudonym : J. G. Burg) og af Emil Aretz med : Hexen-Einmal-Eins einer Lüge (3. udg. München 1973). Uafhængigt af hinanden fremkom så i begyndelsen af 70'erne flere revisionistiske milepæle :

I 1973 : Thies Christophersens lille skrift Die Auschwitz Lüge og året efter Richard Verralls DID SIX MILLION REALLY DIE ?

Efter grundig læsning af, hvad der var fremkommet på engelsk, fransk og tysk, og efter egne arkivstudier gennem fem år var Butz klar med sin dom : Udryddelsesmyten holder ikke. Den er en propagandaløgn af fantastiske dimensioner. Selv om Butz's bog blev til en halv snes år før Zündelprocesserne frembragte de endelige afgørende naturvidenskabelige beviser for myternes manglende holdbarhed, har bogen med den tydelige titel bevaret sin styrke (10. tryk 1997),

Butz kom frem til, at måske 1 mio. jøder var omkommet af forskellige årsager. De 6 mio. er et bedrag, som sionisterne har udnyttet til at forsvare Israels overgreb og undertrykkelse især uden for det område, som var blevet det tildelt af FN, og til at afpresse især Vesttyskland "erstatninger" til værdier af milliarder dollars.

Bogens titel er af mange blevet opfattet som unødvendigt udfordrende. Ordet hoax oversættes ved : puds, spøg, mystifikation, svindelnummer eller lignende. Butz bemærker, at han valgte titlen efter nøje overvejelser. Man forbinder ordet med noget billigt og primitivt, og det var, hvad han ville pege på.

Han citerer ordlyden af en af de erstatningstraktater, som Vesttyskland så sig tvunget til at undertegne. Det skete 1952 i Luxembourg og forpligtede Vesttyskland til at betale Israel 750 mio $, især i form af industriprodukter og olie leveret fra Storbritannien, (som altså også skulle tjene lidt på arrangementet.)

Som traktatens begrundelse hedder det : "Eftersom

ubeskrivelige forbrydelser blev udført mod det jødiske folk under det nationalsocialistiske terrorregime og eftersom

regeringen i forbundsrepublikken Tyskland med en erklæring af Forbundsdagen d. 27. september 1951 bekendtgjorde sit forsæt indenfor grænserne af sin kapacitet at yde erstatning for den materielle skade, som er forårsaget af disse handlinger - - -"

Butz peger på, at forbundsrepublikkens regering har vedtaget lignende erstatningsprogrammer med samme begrundelse. Han tilføjer :

"Eftersom dette værk har vist, at "de ubeskrivelige forbrydelser" i den betydning, som dette begreb er anvendt i Luxembourg-traktaten som helhed er et svindelnummer og et zionistisk svindelnummer, fremgår det, at Israel skylder Tyskland en masse penge, eftersom den påståede retfærdiggørelse af erstatningerne har vist sig ugyldig."

Vi henholder os til 10. US-optryk af bogen fra sept. 1997. Siden førsteudgivelsen i 1976 er beviserne for holdbarheden af Butz's tese stadig blevet flere. Men svindelen og pengeafpresningen fortsætter.

Se holocaust o g holocaustdyrkelse, A uschwitzteologi m. m.

*******

Hoggan, David L. (1923 - 1988)

Amerikansk historiker, forfatter af THE FORCED WAR. When Peaceful Revision Failed. 1989. En analyse af forspillet til og ansvaret for udbruddet af og videredriften af II Verdenskrig. Afslører større freds- og forhandlingsvilje fra tysk side, og mindre fra engelsk og amerikansk, end hof- og postilhistorikerne finder passende.

> > > * < < <

Holocaust.

Ordet er græsk og betegner en stor brand, et brandoffer. Det blev i tyverne brugt af grækerne om tyrkernes massakrer på grækere 1824 under den græske frihedskrig, På øen Psara hævdes det, at 24,000 af øens 30,000 indbyggere blev henrettet.

En holocaust omfattende 6 mio. jøder lanceredes allerede straks efter 1. verdenskrig, men alligevel adobterede jøderne kun langsomt begrebet. I Lademanns Leksikon 1972 finder man det ikke. Men siden er det blevet indarbejdet, så at man i dag møder det i næsten en hvilken som helst avis. Nu drejer det sig om mordene på jøder. The Concise Oxford Dictionary forklarer, at det er : "Massemord på jøder ved nazisterne 1941-45".

Hvor mange drejer det sig da om ? Vi har forsøgt at få besked af vor regering og af EU-parlamentet, men de vil ikke ud med noget konkret. Bertel Hårder, på den tid næstformand i EUparlamentet, skrev, at tallene var ligegyldige; men man kommer ikke i fængsel, fordi man hævder, hvad der står i Den danske Encyklopædi. Vi tror ikke, at han har prøvet; men vi ved, at tyskeren Günter Deckert sidder i fængsel for at have sagt, hvad vort ny danske leksikon hævder.

Det er altså uklart, hvad der ligger i holocaustfornægtelse. Vi ved, at jøderne og deres våbendragere i mange år har hævdet tallet 6 mio. jøder; men det mærkelige er jo, at de også hævdede dette i 1919, hvor det ikke kunne være nazisternes værk. Man gav den gang ukrainere skylden, men lod det hurtigt gå i glemmebogen, da der ikke var nogle penge i det.

Anderledes med beskyldningen mod nazisterne. Den kunne bruges til afpresning. Tilbage står mysteriet med det runde tal 6, som synes at have sin rod i kabbalistisk talmystik. I hvert fald er det svært at få det bekræftet.

At jøder omkom, og en del gennem henrettelser, er der vist ingen, der bestrider. Men når det drejer sig om tal, varierer de urimeligt meget, men viser en tendens til med tiden at blive mindre og mindre, men gradvis bedre dokumenterede. Det skaber stor retsusikkerhed i Europa, for i Tyskland, Østrig, Frankrig og Schweiz kan man komme i fængsel, hvis man bestrider de påstande, som Núrnbergtribunalerne antog på forslag fra Sovjetunionens repræsentant. Det må huskes, at Sovjet deltog i disse "retssager" på linje med Storbritannien og USA, og her fik de 6 mio. et officielt stempel; men den samtidige påstand om 4 mio. gassede i Auschwitz, led skibbrud i Zündelprocessen 1988. Det kan hvem, der vil, læse selv i den danske encyklopædi, hvilket betyder, at dersom man er kommet til at røbe nogle af den nyere historieforsknings erkendelser, risikerer man at havne i tysk fængsel, hvis man passerer forbundsrepublikkens grænser. I hvert fald blev amerikaneren Hans Schmidt arresteret i 1997 og efter et halvt år stillet for retten. Han forsvarede sig med næb og klør og blev løsladt. Efter at have besøgt sin moder, gav han sine forsvarsadvokater besked om at føre hans sag videre, medens han selv tog flyveren hjem til USA. Så nedlagde anklageren sagen.

Den berømte historiker David Irving er truet af forfølgelse, hvis han besøger det land, til hvis nyere historie han har bidraget mere end de fleste andre.

Og nu sidder en australsk videnskabsmand bag tremmer. Dr. Fredrick Töben er direktør for Adelaide Institute i Norwood i Sydaustralien og er også ansvarlig for det revisionistiske Website Adelaide Institute. Han tænkte, at han ville drøfte menneskerettighederne med den tyske stats overanklager, Hans Heiko Klein, og blev 7. april 1999. modtaget af anklageren, der lod, som om han var virkeligt interesseret, og foreslog et nyt møde næste dag. Da Töben mødte op d. 8. havde Klein sørget for politi, og australieren blev straks arresteret. Töben har ikke publiceret noget på tysk og hans Website er på engelsk. Nu, år 2000 er dr. Töben blevet løsladt; men faren for at blive arresteret i Tyskland er altså reel, hvis man ikke deler Heiko Kleins historiske katekismus.

Arno J Mayer, professor i europæisk nutidshistorie ved Princeton universitetet har påpeget, at den jødiske holocaustmytologi har udviklet sig til en kult med egne ceremonier, mindesteder og pilgrimsrejser. I hænderne på sekterer har den løst den jødiske katastrofe fra historien og erstattet erkendelse med bekendelse. (FAZ 8.4.89) Man kan tilføje : og den har udfærdiget taburegler og foranstaltet forfølgelse af ikke troende.

Med jødemagtens kolossale resurser bag er der udviklet et uhyggeligt terrorregime. Det er svært for en dansker at forstå, at Heiko Klein optræder som et så ivrigt og kritikløst redskab for en magt, som er hans eget folk så fjendtligt. Man kan kun forstå det, hvis man sætter sig noget ind i den uhyggelige hævn- og undertrykkelsesproces, som de allierede iværksatte både

under og efter krigen, og mod hvilken tyskerne efter kapitulationen var rets- og hjælpeløse. Vore medier har undladt at informere om dette.

De hævnende jøder satte deres stempel på alle disse processer i tilgift til de enorme erstatningsydelser som de tiltvang sig.

Når Pat Buchanan nu kalder Capitol Hill for israelsk okkuperet område, kan vi jo af Clintons hof og handlinger se, at han har ret.

At hele Tyskland er okkuperet israelsk område ser vi af dets fortsatte brandskatning, og af at 7-8000 af landets egne borgere i dag er i fængsel på grund af, hvad der betegnes som "meningsforbrydelser". Men det illustreres især af følgende episode : Da Israels præsident Ezer Weizman var gæst i den tyske forbundsdag erklærede han : Israel vil ikke tolerere racisme eller nynazisme i Tyskland. Hør igen : Israel vil ikke tolerere politiske synspunkter i et andet formelt suverænt og reelt mindst ligeså demokratisk (hvor meget, der så ligger i det) land som Israel. "Tyskere" rystede rørt hans hånd, og talen blev modtaget med stående ovationer.

Jamen her taler præsidenten for det folk, som måske er verdens mest racistiske og som har ansvaret for agression, terror og tortur. Det afslører en grænseløst kynisk og mægtig magt. Vi så det, da det stolte serbiske folk blev bombet, til det vred sig i støvet. Vi så det, da vor egen udenrigsminister uden mindste forbehold støttede militærtyranniet i Nato og fornægtede al retsfølelse, som Danmark i hvert fald formelt før har stået for.

Vi så det igen, da Jörg Haiders parti blev regeringspartner i Østrig, hvorefter samtlige regeringsledere i EU udtryk- te deres fordømmelse af landet. Som særligt belastende pegede danske media på, at Israel og USA var forargede og truede med repressalier. Dér var den igen : Israel med sin lydregering på Capitol Hill mener at være berettiget til at bestemme hvilken politik, hvilken regering Østrig kan tillades at føre. Samtidigt med at det selv bomber løs på civile i Libanon som hævn for at nogle israelske soldater er faldet for guerillaangreb.

Nyrup Rasmussen hoppede på med samlede ben; men ellers blev den danske tilslutning ikke så enig, som han må have troet, og selv EU vaskede sine hænder. Dets militante fløj arbejder netop nu febrilsk for at etablere den udrykningsstyrke, som skal kunne sættes ind - tidligt, som det hedder - hvor unionen øjner noget, dens ledere ikke synes om.

Det bør give kuldegysninger hos enhver, der kan lægge 2 og 2 sammen.

Hvad er der at gøre ? Vi kan kun endnu engang henvise til den unge israelit Seffi Rachlewski, som vi omtaler i Sam 6 s. 36-37 :

Kast lys over det !

 

Holocausttyranniet søndrer Europa moralsk og geografisk. I Norden har man endnu lov til privat at sige sandheden, selv om det er mere velset, at man lyver.

Syd for vore grænser er det påbudt at lyve, og man kommer direkte i fængsel, hvis man siger sandheden. Nordboer, der gerne vil besøge de lande, der før var centre for europæisk kultur, og som stadig råder over mægtige skatte, trues med at blive ramt af det tysk-franske system, hvis de vover at nærme sig, efter at være kommet til at røbe nogle af den nyere historieforsknings erkendelser.

Den højt besungne fri europæiske bevægelighed er myrdet i sin vugge.

> > > * < < <

Holocaustdyrkelse. Se også Auschwitzteologi.

Herbert Pundik forkynder i Politiken 26.1.97 en ny lære indenfor holocaustdyrkelsen. Den angives at være inspireret af lidelsesfilosofien i kristendommen, og det kan virke som om han mener, at dette - med passende mediebistand - kan gøre den acceptabel i kristne kredse. Først realiteterne :

Mordet på jøderne: "det utænkelige" er en lidelseshistorie, der skal give jøderne paritet med de kristne eller gerne overgå dem også på dette felt. I forvejen har de jo prioritet i Guds bevågenhed, sådan som de ser det. Vi citerer Pundik : "Ligesom den første korsfæstelse, den i Jerusalem for snart 2000 år siden, stadig optager sindene og påkalder andagt, vil nazismens menneskeofre indtage sin plads i vor kollektive, vestlige bevidsthed. Nazitiden blev et nyt år nul, hvor vi startede en ny tidsregning, før og efter det utænkelige kunne ske. Vi skal genvinde vor menneskelighed."

Vi har sat streg under de ord, der er uklare eller dobbeltbundede. Pundik taler dels som jøde, sionist og israelit - dels som dansker, med baggrund i at være født i Danmark og have eller have haft statsborgerskab. Hver gang han skriver vi eller vor postulerer han, at mosaister og israelitter føler samme andagt overfor Jesu lære og død som kristne og danskere. Han ved naturligvis, at mosaister afskyr og opdrager sine børn til at afsky Kristus. Og han taler om vor menneskelighed samtidigt med at han ved, at for utallige jøder er ikke-jøder overhovedet ikke menneskelige. Han ved, at de fleste danskere ikke har nogen anelse om dette, og at en sådan tanke for dem næsten er utænkelig. Så lader han som om, den også er det for jøderne, skønt han ved, at det ikke er tilfældet.

Pundik ved godt, at korsfæstelsen af Jesus for vesteuropæere og danskere, hvad enten de er bogstavtroende, der lægger vægten på ceremonier og mirakler, eller de blot hylder det pragtfulde i mesterens lære og det store i hans standhaftighed og død, er en bekendelse til sandhed, universalitet og uegennytte. Det var for dette han døde.

Så smuk og enkel er jødernes sag ikke. Vi ved ikke, hvor mange jøder, der omkom under krigen - blot at det ikke var 6 mio. - måske en sjettedel, en tiendedel eller en tyvendedel. Læs s. 114 om Sannings beregninger og Charles Webers betragtninger i artiklen om Goldhagen. Vi ved med sikkerhed, at mange flere blev myrdet af Stalin og Mao Tsetung, og uhyrligt mange af spaniere og nord- og sydamerikanere. Hvorfor er det jødiske menneskeoffer vigtigere end alle andre ? Vi kender Talmuds forklaring. Men hvorfor skal vi dog godkende den, når så meget andet i dette skrift strider imod, hvad vi forstår ved menneskelighed ?

Jøderne faldt ikke på grund af kærlighed til kristne idealer, men som ofre i kampen om jødiske penge og magt. Læs om de jødiske magtdeklarationer og krigserklæringer. Nøgternt set var der tale om et banalt imperialistisk slagsmål om rigdom her på jorden - helt modsat Kristus, hvis rige ikke var af denne verden.

Talen om "det utænkelige" er måske det mest ræveagtige i deklarationen. Pundik ved, at tanken om at udrydde et helt folk er fremmed for danskere og de fleste vesterlændinge, tyskerne medregnet. Netop derfor er det lykkedes den jødiske propaganda at ramme tyskerne så hårdt i deres samvittighed, da de med billederne af de ufattelige ligbunker - til hvilke de allierede havde ydet afgørende bidrag - tromlede ind i tysk ungdom, at dette var det sande billede af deres forfædre og det tyske folks grusomhed., som man skulle indbildes var faktisk, men "utænkelig".

Men denne grusomhed var slet ikke som den blev fremstillet og den var slet ikke utænkelig for jøderne. Deres idéverden har i årtusinder bygget på Mosebøgerne, der skånselsløst prædiker udryddelse af hele folkeslag, som er i vejen for jøderne. I vore dage har Theodore Kaufman, Morgentau og Hooton m. fl. spundet vider på temaet, og legioner af jøder på alle niveauer har været villige bødler, (Læs om Höss, Pohl, etc.) der har torteret og myrdet utallige tyskere og senere arabere.

Hvis begrebet menneskelighed skal have en mening, er det falsk at antyde en guldalder, som vi skal "genvinde". Så må det dreje sig om en indsigt, som menneskene kæmper sig frem til, og som hæver dem over den med dyrene fælles kamp for eksistensen. Jesu lære udtrykte en sådan stræben, og den var ikke velset i det jødiske politiske præsteskab. Her gjaldt det den gang som nu om erobring af jordisk magt - ikke åndelig. Her gjaldt det sammenhold - mod alle andre - gennem selskabsceremonier og underdanighedsriter overfor en ubarmhjertig krigsgud i håb om, at han vil gøre kål på alle fjender. Forskellen i indstilling mellem jødedom og kristendom er total; men dette er kun jøderne klar over, hvilket gør det muligt for de smarte, som Pundik, at gemme sig bag begrebernes dobbelte betydninger og lade som om, hans jødiske landsmænd tænker ligesom vi. Det gør naturligvis nogle, men de toneangivende gør det bestemt ikke alle sammen, sådan som Bent Melchior var uheldig at afsløre det i sin kommentar til Mariannes artikel 26.5.95 i Berlingske Tidende, hvor han indrømmede, at en del toneangivende jøder ikke betragter ikke-jøder, altså os, som deres næste.

Han indrømmer altså, at en væsentlig del af jøderne deler Talmuds foragt for ikke-jøder. Det er dette klientel, der skal vinde - ikke genvinde - menneskelighed ved at lægge deres primitive stammereligion bag sig. Det sker ikke før de erkender deres egne mangler i objektivitet og menneskekærlighed.

Lad os se dem holde pause i forfølgelsen af nazistiske krigsforbrydere fra verdenskrigen og begynde at tage afstand fra Theodore Kaufman, Morgentau, Hooton og såmænd Chaim Weizmann, der faktisk ville myrde 6 mio. tyskere. Lad os se dem beklage deres utallige løgne og løgnere, der har bragt så mange i ulykke. Lad os se dem beklage deres torturister og de løgne og overgreb, disse har afstedkommet. Og lad os se dem bringe deres egne nu levende krigsforbrydere for retten. Lad os se deres blade og redaktører åbne spalterne for kritik af jødedom og Israel, så kan det måske blive muligt at tale sammen i et sprog, hvor begge parter forstår det samme ved ordene, der bruges.

*******

Hootonplanen, Hooton-kontoret.

Hootonplanen. også kaldt bastardiseringsplanen, blev undfanget af den amerikansk-jødiske professor Hooton og mod slutningen af krigen antaget som allieret krigsmål. Den gik ud på at oversvømme Tyskland med indvandrere indtil det tyske element var fuldstændigt undertrykt. Motiveringen var naturligvis Kaufman's og andres tese om tyskernes uhelbredelige aggressivitet. Se Faktualisering. Planen blev i begyndelsen ført ud i livet med utrolig brutalitet : systematiske voldtægter især fra Sovjetisk side, sammen med etniske udrensninger i Polen og tidligere østtyske områder og Tjekoslovakiet. 16 mio. tyskere blev tvangsforflyttet eller myrdet med timers varsel. Derefter sattes indvandringen ind, hvorved indvandrerne fik fortrin til de få ikke bombede boliger. I det retsløse, eller af besættelsesmagten suverænt kontrollerede land gik planen som på skinner, og Hooton-kontoret (Se globalisering) indså, at princippet burde udvides til andre lande, hvis nationale interesser, man gerne ville undertrykke. Det var blot at udvide målsætningens geografiske område og intensivere propagandaen. At opblandingen ikke går fredeligt af, ser vi i dag i et stort antal danske byer - men også, at den skrider frem alligevel på grund af vore politikeres uduelighed og Hooton-kontorets dygtighed og mægtige resurser.

> > > * < < <

Her bringer vi en lille skitse fra H . . . . . kontoret.

Chefen : "Vi må have mange flere "vidner" ud i skoler og på arbejdspladser ! -

Husk : vi har 900.000 holocaustoverlevende !" -

Medarbejderen : "Jamen, de siger, at så må der have været over 3 millioner overlevende i 1945 !

Finkelsteins mor spørger : Hvem blev egentlig gasset ? -

Chefen : "Ti stille ! - - Sig : Tallene er ikke det afgørende ! Kald dem alle sammen racister og antisemitter !" -

( 73 )

Hvor mange ofre? Se vedr, Auschwitz : s. 44 . Om Holocaust : s. 114.

*******

Hysteri - ligner idioti.

Hysteriet er et følelsesmæssigt crescendo, der overtager bevidstheden så suverænt, at forstandsmæssige vurderinger fortrænges fuldstændigt eller til ubehjælpsomhed.

I sin mest gennemførte udgave kommer den til at ligne det, vi normalt kalder idioti, altså det at handle tåbeligt.

Fænomenet har formodentlig en biologisk funktion, da det kan få os til at udføre uselviske og heroiske handlinger; men det kan altså også få os til at handle fjollet, i panik.

De to reaktionsmønstre kan ligge så nær hinanden, at det kan tage sig ud som terningspil hvilken af dem, der vinder, eller om fornuften skulle have en lille bitte chance.

I tresserne, halvfjerdserne og firserne oplevede vi i Sverige mediefremførelsen af to betydningsfulde hændelser, som afslørede vort uudviklede demokratis hjælpeløshed stillet overfor vigtige afgørelser.

De to skæbnesvangre spørgsmål var : Hvad skal vi stille op med det livsfarlige affald, som vi har tilovers, når vi har tappet bestemte radioaktive materialer for den elektriske strøm, som vi med en i og for sig allerede risikabel teknik har benyttet os af. En del af affaldet skal gemmes afskærmet fra mennesker og dyr i hundredtusinder år. Ingen kunne sige, hvordan noget sådant praktisk kunne lade sig gøre. Men Sverige har meget fjeld. Hvis man nu borede sig dybt ned i stenmassen og lavede kamre til skidtet, så måtte det da være sikkert forvaret hævdede optimisterne. Men fjeldet er fuldt af sprækker og gennemsivet af vand svarede geologerne. Så diskuterede man hvilke kommuner, som kunne levere det sikreste fjeld. Vi oplevede på nært hold debatten et af de steder, som kunne komme på tale og iagttog - også som debatdeltagere - de hysteriske yderligheder mellem hvilke medierne lod den livsvigtige diskussion udspille sig. Det uhyggelige var jo, at uanset om man var tilhænger af kernekraft eller ej, var den etableret og affaldet blev produceret, Det måtte altså skaffes af vejen bedst muligt. Om dette burde tilhængere og modstandere i hvert fald kunne blive enige. Men : Nej ! "Eksperter", politikere og såkaldte græsrødder delte sig hysterisk i to partier - ikke efter fornuftsvurderinger, men udfra følelser. Og disse piskedes op af medierne, der ligeså polariseret sorterede og redigerede styret af stemningsbølger uden forstand. Hvad, det vil ende med, er endnu ikke til at sige.

Det andet mægtige vanvid udspilledes omkring Sovjetunionens opstilling af missiler, med hvilke de på få minutter skulle kunne udslette alt, hvad Vesteuropa har opbygget af kultur. Vesten kunne naturligvis svare med samme mønt, og det vidste sovjetlederne godt; men de havde også observeret det vestlige demokratis gebrækkelighed. Det havde jo foræret dem hele den østlige del af Europa. Nu ville de prøve om ikke de kunne snuppe den vestlige del lige så enkelt. Det var ikke langt fra at lykkes. Det vestlige "demokratis" hysteri brød ud i vildeste lue. Vesten måtte ikke true - det måtte kun Østen med det smukke samfundssystem. Vestens ledere var krigsgale - Østens fredselskende. Socialismen stod for retfærdighed, fremgang og frihed. Vesten for kapitalisme, undertrykkelse og krig. Fredsbevægelser i Vesten hyldede revolutioner og diktaturer, blot de var røde. At komme til orde mod dette var næsten umuligt. Mediemedarbejderne var selv hjernevasket med marxistiske floskler og Mao's og kompagnis røde lommebog.

Vi skrev to bøger om emnet : Scenario 20-22, en rapport fra dyrenes internationale fredsforskningsinstitut, hvis erfaringer spejlede de hændelser vi netop iagttog udspille sig på den såkaldt menneskelige arena. Dernæst "Kykloperne" : En fremstilling af de eenøjede samfunds bedrifter fra oldtiden til de allersidste dage.

I beskrivelsen indgik skildringen af hysteriernes mærkelige funktion i de eenøjede samfund.

Endda var vi på det tidspunkt langt fra nået til indsigt i hvor gennemtrængt vor egen historie er af velberegnet indplanterede og dyrkede hysteriske ensidigheder.

Vesteuropa er nu inde i en ny fase af fjernstyret selvdestruktiv hysterisk idioti.

De doktriner, som vi nu skræmmes og medietromles til at bøje os i støvet for, er Hooton-kontorets frembringelser. Se under Hootonplanen og Bastardiseringsplanen.

Medens det er let at se, hvilken verdensmagt, der inspirerede og understøttede arbejdet for, at Vesteuropa skulle underkaste sig det kommunistiske centralstyres ideale vælde, er det mere speget at udrede, hvorfra initiativet eller koordinationen af initiativer udgår, som vil underlægge Vesteuropa et overvejende kapitalistisk verdensstyre, der bygger på opløsning af alle nationale stater og opblanding af alle etniske og kulturelle særpræg til definitiv opløsning - undtagen et eneste.

Vanskeligheden ved at spore udspringet skyldes, at påvirkningerne føres frem gennem tilsyneladende af hinanden uafhængige kanaler som FN's og EU's udvalg og udtalelser og medier af tilsyneladende forskellig observans.

Det, der afslører afsenderen er de undtagelser, der uundgåeligt flettes ind eller i hvert fald forudsættes i de velklingende deklarationer.

Een nation og een kultur skal ikke udraderes, den jødiske. Een racisme må ikke kritiseres. Een aggression og undertrykkelse må ikke angribes. Et sæt overgreb mod dyr og børn og bestemte folk må ikke kritiseres.

Eet folk vinder ved, at alle andre folks særpræg udslettes eller bringes i totterne på hinanden gennem nærkontakt : det jødiske folk.

Et internationalt finans-, handels- og industri- interessefællesskab i verdensmarked deler en del af disse interesser; men den jødiske magtelite deler dem alle sammen. Det gør ægte europæere ikke.

Europæisk kultur.

Derfor er Hooton-kontorets lyssky arbejde den største trussel mod europæisk kultur. Bag det står mægtige kræfter, som kan genkendes : Bilderbergerne, Den Trilaterale kommission, og de jødiske defameringsorganisationer.

De virker helst så usynligt som muligt, men resultaterne af påtrykningskontorets virksomhed er i dag åbenlyse, ligesom defameringsvirksomheden mod alle, der kritiserer den og mod alle, der bringer oplysninger om nutidshistoriens falsknerier.

Det er lykkedes kontorets agenter at vikle vor journalistiks story-tellers ind i nettet af urimeligheder, så at de - i strid med danske og europæiske interesser forsvarer rævekagerne med hysterisk frenesi. Læs om Irving og Penguin-Lipstadt- sagen.

Det er nødvendigt, at afsløre forklædningerne af alle disse målrettet organiserede angreb mod dansk og vesteuropæisk kultur.