Illuminati.

Frimurerorden stiftet 1776 af professor Adam Weishaupt i Ingolstadt. Se Epistel 2. Litteratur : The Controversy of Zion af Douglas Reed og "Under Scorpionens Tecken" af Jüri Lina.

> > > * < < <

Institute for Historical Review.

Grundlagt 1978. Afholder siden 1979 konferencer om den historiske revisionisme med foredragsholdere og debattører fra USA, Canada, Europa, Asien og Australien. Eksempler : Robert Faurisson, David Irving, Fred Leuchter, Hideo Miki. Udgiver og distribuerer revisionistiske hovedværker og informative brochurer. Oversættelser af de sidste kan findes på internettet www.patriot.dk, ligesom instituttet naturligvis har sin egen adresse. Udsender tidsskriftet Journal of Historical Review. Se dette. Adresse : P.O. Box 2730, Newport Beach, CA 92659.

*******

Interkultur.

Lad os bruge dette ord til at betegne en personlig kultur, som forsøger at favne det bærende i alle kulturer, dvs. kulturelle frembringelser som kunst og videnskab overalt, hvor sådanne manifesterer sig.

Vi ser, at videnskabsmænd kan samarbejde og respektere hinanden, kommende fra alle hjørner af kloden. Ligeledes anerkender betydelige kunstnere hinandens arbejder, og arbejder fra alle kulturer uafhængigt af tid og rum.

Besøg over grænserne er inspirerende og bygger venskaber.

Men dette gælder interaktivitet i kultureliten. Samarbejde mellem ligestillede, der ved siden af forståelse og respekt for andre kulturer er sig sin egen egenart og berettigelse bevidst.

Noget helt andet er etnisk blanding af folk med uforligelige interesser. Det skaber de spændinger, som så ofte fører til kampe og borgerkrig. Mondialisterne kalder dette multikultur, hvad det naturligvis ikke er. Se Mondialisme og Multikultur.

> > > * < < <

Internet.

Måske et skridt på vejen mod demokrati. Folkestyre er en illusion, så længe relevant information ikke har mulighed for at komme til orde. Med internettet er det for første gang blevet muligt for næsten alle, at tilbyde sin fond af begavelse og viden udenom mediernes kvælertag. Mange vanskeligheder eksisterer, og andre kan skabes; men det tør håbes at denne og måske andre tekniske nyskabelser gennem sine tilbud og gennem sin konkurrence kan bane vej for større ærlighed i informationsformidlingen.

Interessante netadresser :

Ole Kreibergs "patriotiske hjemmeside" bringer korte, klare redegørelser af interesse for danskere og oversættelser af revisionistiske artikler. Desuden Knud Bjeld Eriksens informative nettidsskrift "Dronten" : www. patriot. dk.

Materiale fra Institute for Historical Review : http://www. kaiwan.com/~ihrgreg /

Materiale fra Spotlight : www.spotlight.org

National Journal /http://www.nationaljournal. og| http://www.abbc.com/nj

Materiale fra Ernst Zündel : http://www.webcom.com/ezundel

Free Speech : http://www.natvan.com/free-speech fs974b.html

Jew Watch : file///A|www_jewwatch_com.html

http://www.jewwatch.com/jew-entertainment-folder.html#anchor436002

The banned media : http://www.intac.com/PubService/ human_rights/GENOCIDE/fascist/list 2

*******

Integritet.

Ukrænkelighed. Man taler om personlig integritet og om et lands. I det sidste tilfælde anvendes ordet omtrent i samme betydning som suverænitet. Vi bør fremhæve betydningen af kulturel integritet. Et folk med en egen kultur

har ret til at beskytte sig ikke blot mod undertrykkelse af en udenlandsk besættelsesmagt, men også mod indsivning af fjendtlige kræfter udefra, som ender med at blive indenlandsk. Det sidste har vi oplevet i form af judaismens erobring af magten over vore media og dens frontfigurers placering i indflydelsesrige stillinger. Deres pressedominans gør det muligt for dem, at støtte fordrivning og udplyndring af arabere i Mellemøsten, men i Danmark optræde mod dem med gæstfrihed. Det kan vanskeligt forklares på anden måde end som et led i mondialismens anstrengelser for at udslette alle nationale ejendommeligheder og interesser undtagen een.

Protester på dansk kulturs vegne undertrykkes systematisk af media, som til gengæld giver internationalisterne frit spil. En af de mest målrettede er Søren Mørch, gift med den kvindelige magtækvilibrist Ritt Bjerregård. Han deklarerer, at nationalstaten er død, og skriver, hvad han udnævner til den sidste Danmarkshistorie.

Medens nationalisme gøres så latterlig som muligt er kongedyrkelse det, man i dag kalder "fedt". Derfor serverer Søren Mørch med jævne mellemrum nedladende belæringer om Danmark i en garnering af fedteri for det danske kongehus, som skal gælde for næsten multikulturelt nok. Hverken dette eller andre judaiske aktivisters agitation (Melchior, Notkin, Metz, Rothsteins osv.) får lov at blive seriøst imødegået. Se videre under Nationalstat.

Agitationen mod chauvinisme havde en vis rimelighed under 1800-tallets krampagtige fædrelandshævdelse, som fostrede imperiebyggeriet og ledte til 1. verdenskrigs begejstrede march til slagteorgierne. Overdrivelserne falmede i skyttegravene. Men hævdelsen af det egne territorium er en urdrift og den rakte godt og vel til en ny verdenskrig og en lang kæde af mindre.

Kampen om økonomiske og strategiske interesser lod sig altså ikke standse, og den går videre.

Vi har set, at Europa- og verdensregering ikke stopper krige, men dirigerer dem efter egne ønsker.

Selvklart har mindre samfund ret til at hævde deres egenart. Derfor bør nationerne erkendes og anerkendes, så længe, de er ægte. Vi ved fra vore nære omgivelser, at samarbejde mellem dem, kan etableres, og hvis ikke må de selv om det. Mindretal og enkeltpersonligheder må støttes og reddes uden voldsanvendelse. Der findes andre veje.

Vi understreger, så tit vi kan, at kultur er at vurdere og vælge. Det betyder, at også den enkelte må vælge det samfund, hun/han værdsætter. Et demokratisk samfund har ikke pligt at tilpasse sig udemokratisk indvandring. De, der vil bytte stat, må vælge land efter samfundenes grundværdier.

Det er nødvendigt at reagere på den indoktrinering, der vil hævde, at alle kulturer er lige gode. Når vor statsminister Nyrup Rasmussen, men også andre politikere taler om at slå vagt om vore fælles værdier er det uforståeligt, at han ikke har opdaget, at han undergraver det fællesskab, som er bygget op gennem århundreder, ved at indsluse stadigt flere mennesker, som hylder helt andre normer. Det sker jo, når han gentagne gange siger : Alle i Danmark er danskere. For det er de fleste måske også stadig væk, men andre er mere jøder og muslimer. De deler ikke automatisk vore værdier. Skal vi da give slip på vore ? Nej - kun, hvis vi kommer frem til at de andres er bedre.

Det er her multi-kulti-agenterne forsøger at narre os. Det ene øjeblik påstår de, at alle kulturer er lige gode. Det næste, at vi skal respektere dem, der hævder, at deres kultur står over os og alle andre. Man kan ikke tjene to herrer. Islam hylder andre menneskerettigheder end vi. Det samme gør de fundamentalistiske judaister. I disse tilfælde er det ikke os, der skal bøje sig. De andre kan vælge de omgivelser, der passer dem bedre.

Hvis ikke vore politikere indser dette, svigter de både Danmark, danskerne og menneskerettighederne. Og dem, af de fremmede, der gerne vil træffe det samme kulturvalg, som vi.

Både samfundet og vi selv har en integritet, som har krav på respekt.

De seneste års militære og polisiære tvangsblanding af mennesker, der afskyr hinanden, er en kynisk variant af del-og-hersk-princippet. De uundgåelige etniske konfrontationer tilstræbes for at afstedkomme de svækkelser, som letter manipulering.

Den eneste måde at sikre freden på er at tilstræbe opdeling efter kulturelle tilhørsforhold, og samarbejde mellem nationer og regioner.

Dette er den alvorlige baggrund for, at vi igen må betone værdierne i vor kulturelle arv.

Vi må gøre os klart, hvad der er særegent for os, og hvad vi har fælles med vore nærmere og fjernere naboer i den europæiske kultur, og med det kulturelle verdensfællesskab, som udvikler sig ved udbredelse af interkultur. Dette fællesskab bør ikke undertrykkes og styres af et enevældigt verdensråd bestående af økonomer, sælgere og magtsamlere.

> > > * < < <

Intentionalister : Se revisionister.

*******

Inversion.

Af invers: dreje om. Invertere ombytte, vende om. Det jødiske forsvarsprincip, at beskylde modstandere for dårligdomme, som de selv er forfaldne til. Det gælder påstande om racisme, fascisme, terrorisme og løgn og historieforfalskning, had og forfølgelse. Se disse opslag.

Praktiske eksempler :

1. De til nu ubeviste beskyldninger mod Tyskland eller nazisterne for at ville udrydde det jødiske folk. Beviset for det modsatte : Et jødisk ønske om totaludryddelse af hele det tyske folk eksisterer derimod . Se Kaufman, Theodore.

2. De jødiske påstande om at David Irving, se næste opslag, og revisionisterne lyver om historien. Revisionisternes argumenter har ført til at tabstallene for Auschwitz er dalet til mindst en fjerdedel. Dermed er det slået fast, at det er modparten, der har løjet om dette og forfalsket historien.

3. De jødiske påstande, at Marianne Herlufsdatter løj og historieforfalskede, da hun kort påpegede de nævnte fakta vedrørende Auschwitz. Se Penguin-Lipstadt-processen, s.138 ff. og s. 176

> > > * < < <

Irving, David. F. 1938

Englands mest berømte nutidshistoriker. Frygtet, hadet og beundret Har med sine grundige på kildestudier byggede værker bidraget til at nuancere billedet af hændelser og personer i 1900-tallet. Han har skrevet om Churchills og om Hitlers krig. Over 20 bøger er udkommet.

Da hans bog om Goebbels : Goebbels Mastermind of the Third Reisch skulle udsendes af det ansete amerikanske forlag : St. Martin's Press roste forlaget værket som monumentalt og indsigtsfuldt. Man skrev, at det fremdrog masser af hidtil upubliceret materiale og var mesterlig og overbevisende historieskrivning. Så begyndte jødiske kredse med voldsomme protester, der indbefattede mordtrusler. Forlaget blev skræmt og brød sin kontrakt. Bogen udkom dog takket være Institute for Historical Rewiew (IHR). Andre bøger ved dette forlag : Apocalypse 1945: The destruction of Dresden og Nuremberg : The Last Battle om NürnbergTribunalet.

Skønt han ikke vil klassificeres som revisionist, har Irving medvirket i IHR's konferencer og ydet bidrag til tidsskriftet.

1990 holdt han foredrag i Tyskland indbudt af Günter Deckert. Se denne. Om den parodiske retssag, som fulgte to år senere, fortalte Politiken 6.5.1992 surt, men afslørende : Begge Irvings forsvarere nedlagde deres hverv, fordi de ikke kunne få lov til at fremføre vidner. Irving overtog ubekymret sit eget forsvar og sluttede med : Jeg ved, at De er nødt til at dømme mig. Jeg foreslår en bøde på en pfennig.

Dommerne turde ikke vise så stor imødekommenhed, som kunne have bragt dem i samme beklagelige situation som Deckerts første dommere., der fik smæk, for at have udtalt en vis forståelse for den anklagede. Amtsgericht i München satte bøden til 10.000 M; men det fandt appeldomstolen var alt for mildt og forhøjede til 30.000. Da var Irving naturligvis ikke til stede.

Okt. 1997 hjalp han BBC med en dokumentar om ytringsfriheden. Næste august modtog han brev fra Auschwitznuseet, at han fremover ville blive nægtet adgang til museet og dets samlinger af fotografier og dokumenter, et materiale, som han er en af verdens bedste til at vurdere.

Irving har selv givet udtryk for, at det specielle ved hans forskning har været, at den meget lidt byggede på, hvad andre havde skrevet, men hovedsagelig på hans egne studier af dokumenter og kildeskrifter. For dette arbejde er han respekteret selv om hans opdagelser ikke altid er populære. Hans holdning til revisionismen var længe skeptisk. Anklagemyndigheden i Ottawa mente derfor, den kunne anvende hans prestige som vidne mod Ernst Zündel i 1988. Da han blev gjort bekendt med forsvarets argumenter, blev han imidlertid overbevist om, at det var dette, der havde ret og stillede op for forsvaret. Han bekendte åbent : 1) at han havde læst Harwood's pamflet og fandt, at den var et udmærket arbejde. 2) Han fandt, at forsvarets undersøgelser var imponerende. De havde indført ny metodik i den historiske forskning. 3) Modsat Hilberg erkendte han åbent, at han med sin ny viden ville ændre formuleringer i tidligere bøger.

I det ny årtusinde er Irving involveret i en række retssager. Den største af dem har han selv anlagt imod Penguin Books, der 1993 udgav bogen "Denying the Holocaust : The Growing Assault on Truth and Memory" af Deborah Lipstadt. Han hævder, at den er ærekrænkende.

Retssagen åbnede 11. januar 2000 i High Court of Justice i London. I JHR nr. 5-6 1999, der udkom i april 2000, bringes hele hans åbningserklæring. Her sætter han Lipstadts bog sammen med aktionen mod St. Martin's Press og en lang række andre forsøg på at skade hans virksomhed som forsker og forfatter. Forfølgelsen er så systematisk og målrettet, at hensigten kun kan være at ødelægge hans eksistensgrundlag og karriere.

Begyndelsen kan han spore helt tilbage til fjendtlighed i 60'erne og 70'erne, som han dog ikke den gang tog alvorligt. I dag er han nødt til at reagere.

Irving vil have domstolens ord for, at det ikke er lovligt at forfølge en videnskabelig forfatter med falske og udokumenterede påstande. Lipstadt har således påstået, at Irving ikke er historiker, og at han bevidst har fordrejet kendsgerninger.

Det betyder, at han skulle have haft kendskab til bestemte forhold, men bevidst har udtalt sig i strid med, hvad han vidste. Penguin Books må bevise disse påstande eller stoppe udgivelsen og betale erstatning.

Irving har faktisk haft royalties på 100.000 £ om året; men det er lykkedes hans fjender at tvinge forlag til at stoppe bogsalget og destruere restlageret. Nu kæmper han for sin eksistens.

Blandt de pittoreske indslag er paradokset, at han anklager Lipstadt for at beskylde ham for at benægte holocaust. Mange vil nok mene, at hun deri har ret. Men han hævder demonstrativt, at det ikke er tilfældet. Derved benytter han sig - ligesom hans modstandere ofte gør det - af det uklare i, hvad der forstås ved ordet. Han hævder, at ingen beviser findes for, at Hitler stod bag den påståede industrielle udryddelse af alle jøder. Han tror ikke på gaskamrenes eksistens; men han fastholder, og har selv fremskaffet beviser for, at massakrer har fundet sted, blot ikke i den påståede størrelsesorden. Under retssagen nævnte han selv et tal på dræbte jøder mellem ½ og 1½ mio. Til sammenligning kan nævnes, at Arthur Butz i 1976 anslog det samlede tal til måske 1 mio. Walter N. Sanning : Måske 300.000 - højst 600.000. Se s. 114. Men de holocaustortodokse og deres danske agenter hævder stadig 6 mio. Se iøvrigt Auschwitz og Auschwitz Mythos.

Skønt David Irving er tilbudt gratis bistand både juridisk og praktisk fører han selv sin sag uden hjælp af sagfører. Imod ham optræder en stab på ca. 20, deriblandt højtbetalte jurister og såkaldte "ekspert"-vidner, som dog har vist sig at have svært ved at hamle op med den belæste historiker.

Foruden i det interessante juridiske spørgsmål ligger sagens store betydning i, at den revisionistiske forskning - så langt Irving har annammet den - grundigt prøves ved en langstrakt retssag. Den strakte sig til ind i marts. Irving, og sympatisører bragte rapporter over internettet, og medieomtalen i den engelsktalende verden var betydelig. Sionisterne blev så skræmt, at de frigav Eichmanns memoirer på 1300 sider, som Israel til da havde holdt for sig selv.

Det ændrede ikke billedet. Den jødiske skribent D. D. Guttenplan bragte i februar i en 19 sider lang artikel, "The Holocaust on Trial" i Atlantic Monthly, følgende indrømmelser : " - - - ingen sæbe af jødisk fedt". " - - - ingen gaskamre til mennesker i Dachau". "- - - ingen gaskamre i Belsen" med mere. Enkelte omtaler kom på tysk, men Zündel konstaterer : knapt nogen i Frankrig og andre europæiske lande. Et par undtagelser skal omtales om lidt.

Men Eric Fettmann i New York Post skrev, åbenbart modfalden, under overskriften "Fettmann : Holocaust kan ikke benægtes." : Irving har været i forfronten af en mørk og farlig kampagne, der har tilladt holocaustfornægtelse langsomt men sikkert at krybe ind i ellers respektable institutioner -" "Tag ikke fejl af dette. Studenter i en ikke for fjern fremtid vil tage Irvings arbejde alvorligt, fordi nogle legitime udgivere og akademikere er villige til at forlene ham troværdighed." Ernst Zündel konkluderer : De må altså ødelægge Irving nu, medens de endnu har magten til at gøre det - ellers vil det blive for sent. De følte, at de måtte stene budbringeren, for at ikke andre skulle opfatte budskabet. De ville myrde personligheden. Nu er personlighedsmorderne for retten i London. De har allerede brugt næsten 2 mio. pund sterling, og det er ikke lykkedes at bringe Irving til tavshed.

Fettman citerer Irving for følgende : Han siger, at der ikke var nogen systematisk bestræbelse for at udrydde de europæiske jøder - - kun nogle få hundrede tusind jøder døde i tyske lejre, de fleste af sygdom og overarbejde, og så citerer han følgende journalistiske lækkerbisken : "Der døde flere på bagsædet af senator Kennedy's bil i Chappaquiddik end der nogen sinde døde i gaskamre i Auschwitz".

Den var der andre aviser, der ikke kunne stå for. Berliner Morgenpost 8. marts 2000 bragte en afbalanceret og ærlig artikel, der refererede Irvings argumenter og ikke udelod Chappaquiddik. Zündel noterer: "I begyndelsen af halvfemserne blev jeg dømt til en bøde på 30.000 DM for langt mindre end dette.

Selv om Irving ikke ønskede at diskutere Holocaust eller forsvare revisionismen, blev han af, hvad han gerne betegner som sine traditionelle fjender, tvunget til at fremlægge revisionisternes vigtigste opdagelser på en måde, så at de blev bragt videre i magtfulde media.

Det er betegnende, at danske media ligesom under Zündelprocesserne var demonstrativt tavse. Politiken bragte dog en artikel af David Gress, der anerkendte, at Irving havde kvaliteter som historiker. Og så markerede Weekendavisen med to journalisters velberegnede strint, at de havde været ved lygtepælen.

Under titlen "There is no business like Shoah business" og et billede fra "Schindlers liste" serverede Martin Krasnik og Klaus Wivel, hvad de mente danskerne just nu bør have at vide om Irving-sagen.

Metoden havde de lånt fra Ekstra Bladet. De remser lystigt op, som løse påstande, hvad revisionisterne har fremlagt med uomstødelige beviser. Eksempel om Irving : "Han skrev indledningen til Leuchter-rapporten som hævder at kunne dokumentere, at der ikke var gaskamre i Auschwitz." Hvis de nu - til forskel fra Irving og nedennævnte berømte revisionister - ikke mener, at denne dokumentation findes, hvordan forklarer de så, at tabstallet for Auschwitz pludseligt styrtdykkede med 3 mio. efter Zündelprocessens afslutning. En forklaring på dette uomstødelige faktum skylder Weekendavisen såvel som det store flertal af andre danske aviser sine læsere.

I stedet serverer de to gavtyve denne : "Utallige avisrapporter fra retssagen kan ikke undgå at rejse spørgsmålet om, hvorvidt Holocaust-forskningen er løbet løbsk, om medier, akademikere og ikke mindst jøderne selv taler så meget om Holocaust, at mange mennesker siger, at de har fået nok. Forrest i rækken står de direkte revisionistiske bevægelser som The Adelaide Institute i Australien, det amerikanske Institute for Historical Review eller det italienske Associazione per il Revisionismo Storico. Men også ganske seriøse forskere, som vil være de første til at afvise Irvings metoder, er begyndt at brokke sig over Holocausts overhøjhed."

Hermed lykkes det dem endnu en gang at placere, at forskerne ved de tre kendte revisionistcentre ikke er seriøse, men at det kan godkendes, at de finder, at der gøres for meget ud af den jødiske Holocaust. Jamen det afgørende er, at disse fremragende, modige og seriøse forskere har vist, at selve Shoah-legenden ikke holder. Det er disse forskere, der punkterede Auschwitz-myten - det bør Krasnik og Wivel have opdaget efter den research, de har fortaget. I hvert fald indser flere og flere andre jøder dette, og derfor er de i gang med at ændre taktik. Nu skal vi ikke diskutere "Sandheden om Shoah", som Henning Silberbrandt ugen efter tager som overskrift til et indlæg om at "en række amerikansk-jødiske forskere - - i samarbejde med underholdningsindustrien (har) tiltaget sig monopol på, hvad Holocaust egentlig var." Han vender sig mod at fiktionen (de mange film) "har en større sandhedsværdi og følelsesmæssig gennemslagskraft end Raul Hilbergs eller Martin Gilberts nøje dokumenterede studier af udryddelsernes form og teknik." Det pinlige er, at bortset fra de nedladende bemærkninger om revisionisterne diskuterer bladet udelukkende jødiske opfattelser konkluderende i bekendelsen til Raul Hilbergs ekspertise, men uden at nævne, at denne stod sig meget dårligt ved krydsforhøret under Zündelprocessen, som bladet ikke vil nævne, fordi den skabte gennembruddet for de virkeligt store navne, som bladet frygter som pesten. Og Martin Gilberts "nøje dokumenterede studier" er ikke meget værd, når de bygger på Gersteinrapporten, hvis påstandes umulighed, vi påpeger på s. 54 og forresten har dokumenteret i efterordet til "Døde virkeligt 6 mio. ?"

Alligevel betegner bladets erkendelse - om end så forvrænget som under omstændighederne muligt - af, at processerne finder sted, en åbning i forhold til årtiernes fuldstændige tavshed.

Mere om dette under Penguin-Lipstadt-processen, hvor også professor Kevin MacDonalds skelsættende vidneforklaring refereres. MacDonald pegede på, at Deborah Lipstadts bog ikke er et isoleret fænomen, men må ses som led i en internationalt organiseret terror rettet ikke blot mod Irving, men mod alt og alle, der giver udtryk for, hvad nationalist-jødiske forsvarsorganisationer udpeger som forkerte meninger.

Det er samme organisationsvælde, der kontrollerer vore egne media for forkerte opfattelser og retter aktioner mod alle, der vover at røbe sådanne. Vi kan dokumentere fire typiske tilfælde i Danmark. Se s. 174 f.

Vort referat af processen bygger i det væsentlige på Ernst Zündels : Zundelsite nr. 252, Rae West's guide på nettet, og Irvings åbningserklæring gengivet i Journal of Historical Review (JHR) Volume 18, nr. 5/6 1999.

Dommen.

11 april år 2000 efter næsten 4 ugers grublen faldt dommen, som fik selv danske aviser til at vågne af deres dvale, eller rævesøvn. Næste dag var de alle og fjernsynet på barrikaderne. Berlingske Tidende skrev : Irving tæt på ruin - hans ry som historiker synes definitivt ødelagt. Dommer Charles Gray betegner ham som "racist, antisemit og aktiv holocaustfornægter" og hævder, at han "fordrejer og manipulerer historisk bevismateriale til egne ideologiske formål. Han havde "portrætteret Hitler i unødvendigt favorabelt lys, først og fremmest med hensyn til hans holdning til og ansvar for behandlingen af jøderne."

Det oplystes, at jødiske grupper var tilfredse - "havde han vundet ville det have skabt tvivl om den gængse holocaustforskning og støttet højregruppers benægtelse."

Uden for retssalen - eller var det inden for - demonstreredes tilfredsheden ved at man smed æg i hovedet på Irving. For artiklen stod Kim Wiesener.

Information forkynder glad d. 12. april (på siden står der marts) : Det er helt i orden at kalde historikeren David Irving racist, antisemit og holocaustnægter. Læg dog mærke til, at bladets korrespondent, Bente Bundgård, stadig kalder ham historiker. Det har Deborah Lipstadt erklæret, at han ikke er. Desværre melder ingen af de danske referater, som vi fandt, hvad Charles Gray besluttede om denne ret så vigtige påstand. Men Bente Bundgård konstaterer : "Mange anerkender Irving som en grundig historiker, medens hans udlægning af nazitidens historie har været så radikalt anderledes end den normalt anerkendte, at han blev nærmest indbegrebet af historisk revanchisme - - kendt for at have forbindelse med stærkt højreorienterede kredse. - - En sejr ville have forlenet hans forståelse af det 3. riges historie med en vis legitimitet. Med dommens afgørelse står det nu fast, at den etablerede historieskrivning kan blive stående".

Ja, men hvor længe ? Læg mærke til formuleringen : radikalt anderledes udlægning end den normalt anerkendte. Her er jo ikke tale om udlægning, men om konstatering af fakta, og at de er radikalt anderledes end normalt anerkendt er det, der gør ham interessant som historiker - hvad skulle man ellers læse ham for ? Men det udlægger dommeren altså som en uartighed, der gør det tilladt at smæde ham. Læg mærke til at revisionisme her er radikaliseret til revanchisme, og beskyldningen : "kendt for at have forbindelse med stærkt højreorienterede kredse."

Hvad betyder "forbindelse med" og "højreorienterede kredse" ? Hvad med venstreorienterede, er det i orden, eller er det kun det normalt anerkendte, der kan anerkendes ?

Politiken skrev : 1 - 0 til historien. Racist og aktiv holocaustfornægter. Historikeren David Irving fik i går sin dom i den britiske højesteret. Og på "Kultursiden" : Kendt nazihistoriker taber retssag :

Charles Gray konkluderede, at Irving ikke havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at han var blevet tilsværtet og gav modparten ret med den begrundelse, som ovenfor er anført.

Det blev nævnt, at han før dommen havde sagt, at det drejer sig om prestige - ikke om penge : Ligegyldigt hvad udfaldet bliver, vil jeg stå stærkere, netop fordi jeg egenhændigt har kunnet udfordre 30 eksperter - verdens ledende jurister og Storbritanniens ledende historikere og givet dem valuta for pengene.

Vi har nævnt lidt af den valuta, han faktisk præsterede for pengene - det drejer sig om ca. 25 mio. kr. - men den har de danske aviser jo ikke villet unde deres læsere, og så er det åbenbart frit at tolke, som man vil.

Vi får at vide, at de jødiske organisationer er glade og lettede. Michael Whine, talsmand for rådet af repræsentanter for britiske jøder siger : "Sagen har ikke handlet så meget om holocaust som om at Irving er en løgner og naziforsvarer. Han er "i bund og grund en nazipropagandist, som i mindst 25 år har misbrugt historiske data til at forvrænge debatten og promovere nazismen og absorbere skylden for holocaust".

Hetzen går altså videre; men bladet konstaterer : Retssagen har givet britiske dagblade stof til stærke overskrifter, og flere hævder, at Irving med sin i høj grad relativistiske bevisførelse har sat selve historien på prøve. Ja, vist har han det, men ikke ved relativisme, som åbenbart er gjort til et passende mystisk journalistisk modeord. At bygge på dokumenter, vel at mærke ægte, er ikke relativisme. Og hans "traditionelle modstandere" har netop påstået, at han lægger alt for meget vægt på dokumenter.

Højesteret skal nu overveje om Irving kan appellere dommen. Heraf fremgår, at det er misforstået, når de danske blade betegner domstolen som højesteret. Inden dommen faldt, sagde han, at han ikke ville appellere; men ifølge Berlingeren har han ændret sig.

Kristeligt Dagblad har på forsiden : Hitler-historiker tabte retssag. Bladet citerer de britiske jøders repræsentantrådsformand Eldred Tabachik : "Afgørelsen viser, at David Irving er en historieforfalsker og en nazisympatisør, hvis formål er at rense nazismen og fratage Hitler skylden for holocaust."

- Irving, David

Det viser afgørelsen altså ikke. Men den viser, hvis det er den endelige, at man nu i Storbritannien kan sige og skrive hvad, det skal være, om hvem, det skal være, som mishager en stærk organisation. Det betyder tilstande mindende om USA. Irving kunne ikke have anlagt denne sag i Amerika, hvor det er tilladt at sige hvad som helst, vel at mærke om en offentlig person, men en sådan er man, hvis man udgiver bøger.

Sagens paradoksale og svært gennemskuelige karakter består i at den stiller to krav om ytringsfrihed over for hinanden : Irving vil forsvare sin ret til og mulighed for at udgive bøger om det, han finder interessant og vigtigt.

Penguin vil forsvare sin ret til at udsende en bog, som forlaget finder interessant eller lønsom.

Begge parter bør dog principielt - så vidt det kan ses - holde sig til sandheden, så langt det går. Her håbede Irving at kunne besejre sine modstandere. Det lykkedes ikke i denne omgang at vinde formelt i retssalen. Men denne kamp vil rulle videre på internettet og i de media, som ikke er helt korrupte.

Men forfatterens situation er langt mere kompliceret. Han så Lipstadts bog som et led i en større kampagne rettet mod hans forskergerning, og så kan man spørge : Kan Penguin være ansvarlig for dette ? Har det ansvaret for mere end denne enkelte bog, der kan have mangler - men hvilken bog har ikke det ?

Her må det nok erkendes, at Penguin - som et hvilket som helst andet forlag - må være berettiget til at udgive selv en dårlig bog. Men det betænkelige er, at denne bog er vinklet for at skade en betydelig forsker. Det burde forlaget have indset og balanceret ved at tilbyde en favorabel udgivelse af et relevant Irving-arbejde, eller ved at acceptere et respektfuldt forlig.

Her slog forlaget fast, at det aldrig havde drømt om at indgå forlig, og dermed bekræftede det mistanken, at Lipstadtudgivelsen var et beregnet led i den organiserede kampagne.

Lipstadt's bog ville jo ikke alene have kunnet true Irving, som forresten ikke var den eneste, der blev angrebet i bogen. Og den blev grundigt kritiseret i Journal of Historical Review Vol. 13,6 - s. 28 ff ved Theodor J. O'Keefe, og i vol. 16,5 - s. 40 ved Anthony O. Oluwatoyin.

Det er altså ikke udgivelsen af en enkelt bog, hvor ussel den end er, som er det vigtige. Det er de organiserede angreb på afvigende forfattere og forlag og defameringen i medierne, som er den egentlige pest, bag hvilken man mere og mere klart genkender de "forsvarsstrategier" som ADL og andre jødiske organisationer har bygget op. Ude af stand til at angribe disse hydraer, valgte Irving at angribe eet af deres hoveder. Det lykkedes ham ikke at hugge det af, men at mærke det og afsløre den uhyggelige krop, som det er groet ud af.

Interessant er anklagen, at han har : portrætteret Hitler i unødigt favorabelt lys. Skal en historiker da nødvendigt skildre ham i ufavorabelt lys. Det er der sikkert mange - især jøder - der mener; men om en dommer i denne sag mener det - er denne dommer da upartisk ?

Interessant er den stærke betoning af påstandene om, at Irving har løjet. Vi kan ikke se, at der er fremlagt beviser for noget sådan, og vi kan ikke se, hvad interesse han skulle have i det.

Derimod har hans modstandere interesse i at forsvare tidligere påstande, selv når de har vist sig ikke at holde. Snesevis af klart løgnagtige påstande er afsløret; men disse løgnere er der ingen, der interesserer sig for at stille til ansvar. I denne lejr er det frit frem at lyve og når som helst ændre forklaring så fordelagtigt som muligt.

Eksempler på notoriske løgne :

Antallet Auschwitz-ofre. Oprindeligt sat til 8 mio. I ca. 40 år ansat til 4 mio. Nu nede på 1 mio. eller mindre.

Gaskamre i lejrene på tysk jord. Der var ingen - andet end måske til at desinficere klæder.

Jødisk sæbe. Opspind.

Elektriske henrettelsesarrangementer, flammende krematorieskorstene osv., osv.

Tallet 6 mio. omkomne jøder, brugt sammen med tallet 4 mio. for Auschwitz kan simpelt hen ikke passe.

Med britiske øjne.

Det britiske THE DAILY TELEGRAPH bruger mere end to fulde sider på begivenheden. De bekræfter i hovedtræk de danske avisers fremstilling af sagens udfald, men fortæller mere om retssagens forløb, og dommerens overvejelser, som er nedfældet i en kendelse på 333 sider.

Dommeren anerkender Irvings intelligens og enorme viden og beundrer ham som militærhistoriker, men beslutter sig mærkeligt nok til at stole mere på forsvarets "eksperter".

Han peger på, at de anklagede har udvalgt 19 eksempler, hvor de mener, Irving har fordrejet bevismaterialet. Og han finder påstandene overvejende velbegrundede. Vi kan kun tage stilling til det eksempel, som han åbenbart lægger meget vægt på : Leuchterrapporten. Den afvises, fordi dokumentet påstås mangelfuldt og forfatteren ikke er rigtig ingeniør og savner juridisk sagkundskab. Det er svært at forstå, hvorfor han da nærer større tiltro til Robert van Pelt, der er arkitekt, men især at han kan se bort fra, at polske undersøgelser, og undersøgelser af Germar Rudolf og en østrigsk ingeniør har bekræftet Leuchters analyser af gaskamrenes vægbeklædning.

Ifølge bladets tekst må van Pelt selv være en vidtgående holocaustfornægter, da han hævder, at 1 mio. jøder blev myrdet i Auschwitz. Det skulle jo være 4. Hvad er der blevet af alle de upålidelige historikere, der har hævdet dette lige indtil Leuchterrapporten blev kendt i 1988 ?

Men det forunderlige er, at man må give forsvarerne ret på en række punkter, som bare er sagens hovedemne uvedkommende.

Irving er uden tvivl fornægter af holocaust i den oprindelige betydning af begrebet. Det er bare også de fleste andre fornuftige mennesker i dag, og det burde der ikke være noget nedværdigende i.

Racist er han måske i en vis forstand, men næppe i den vulgære (s. 145). Og med utrolig frejdighed stillede han sine dagbøger til rådighed for modstanderne, som udnyttede denne chance til det yderste. De fandt, at han havde sagt, at han afskyede at se sorte spille fodbold for Storbritannien. Men det kan man da godt forsvare. Hvorfor forgylder de sorte ikke deres afrikanske hold med deres færdigheder ? Gefundenes Fressen var imidlertid følgende vers, som Irving havde skrevet for sin lille nu seksårige datter Jessica, hvis mor, Bente, forresten er en blåøjet og guldhåret dansker :

I am a baby Aryan

Not Jewish or sectarian

I have no plan to marry

An Ape or Rastafarian.

Jeg er en lille arier / Ikke jøde eller sekterer / Jeg har ikke planer om at gifte mig / Med en abe eller rastafarier.

Efter domsafsigelsen spurgte artikelforfatteren, Neil Tweedie, om han ikke fortrød dette vers. Han svarede, at han fortrød ordet Rastafarian. Der burde have stået vegetaryan.

Desværre vedrører spørgsmålet om, hvorvidt forlag og forfatter kan forsvare udsendelsen af en enkelt ondskabsfuld og usaglig bog, kun perifert det centrale problem : De jødiske organisationers systematiske forfølgelse af enhver kritik af jøder.

Man kan spekulere på, om udfaldet var blevet et andet, hvis flere prominente vidner var fremstillet til Irvings forsvar. Lipstadts bog angriber andre store revisionister som Arthur Butz, Rassinier, Robert Faurisson og Fred Leuchter. Rassinier er død; men de tre andre lever mere eller mindre mirakuløst. Leuchter er blevet systematisk forfulgt og har mistet sin stilling. Professor Faurisson er blevet forhindret i at undervise, idømt drøje bøder og udsat for en halv snes voldelige overfald. Efter et af dem svævede han mellem liv og død. De to er altså gode eksempler på defameringsvirksomheden, som jo imidlertid - desværre - ikke er sagens genstand, der kun er Deborah Lippstads bog.

Når hun udnævnte Irving til særligt farlig, må det skyldes hans på det tidspunkt store berømmelse.

Bladet præsterede også en leder. "Den dårlige historie mand." Her hævdedes, at sagen ikke var en sejr for censuren, da Irving og andre fortsat vil kunne fremføre deres opfattelser. Vi får se ! Det gælder altså næppe i bøger med større oplag. Og samtidigt beklager bladet, at han har fået alt for meget medieomtale, fx. optræden i bedste sendetid i BBC's Today-program.

Skribenten peger på, at Holocaustfornægtelse i Tyskland er en forbrydelse, og at en mand som Irving aldrig ville få lov at komme til orde der. Han finder det naturligt, at der findes en sådan ængstelse i Tyskland, der har udsat et helt kontinent for forfalskning af en historie, hvis skader, det har brugt det sidste halve århundrede til at godtgøre. Derimod er briterne stolte af deres fortid og - mener han - notorisk tolerante mod excentrikere, selv når deres motiver er suspekte. "Hr. Irvings antisemitisme har ikke forhindret, at hans bøger er blevet vurderet efter deres fortjeneste".

Som så ofte i ledere sammenblandes fup og fakta på en sindrig måde. Det er rigtigt, at tyskerne ikke vil tillade Irving at oplyse, at Hitler og nazisterne faktisk ikke var helt så slemme, som især jøderne har påstået. Og de stolte briter er stundom imponerende tolerante, selv når mindre flatterende hændelser (fx. tæppebombningerne) drages frem. Men netop i de tilfælde kan jøderne være nyttige, da de i hvert fald ikke er det, og nogle af dem er næsten altid indblandet.

Det er den jødiske forfølgelse af det frie ord, som er problemet. De britiske medias forholdsvise tolerance gjorde det muligt for Irving at formidle viden, som ellers er bandlyst. Domstolens beslutning, at Lipstadt's defamering er lovlig, er som enkeltsag betragtet upåklagelig. Men taget som godkendelse af defameringens princip, dvs. at enhver, der kritiserer noget jødisk er antisemit og lovligt bytte, er den katastrofal. Det må jo ikke glemmes, at Irving er en berømt mand med kolossal prestige. Hvis en sådan kan tværes i støvet, er det et uhyggeligt bevis på defamerings- virksomhedens magt.

Lederskribentens karakteristik af sagen rummer en dæmonisk ironi, som vi ikke vover at gætte på, om den skyldes gudsforgåen galgenhumor eller rablende naivitet. Han skriver : "Irvingsagen har gjort for det ny århundrede, hvad Nürnbergtribunalerne og Eichmann-processen gjorde for tidligere generationer".

Ved at sammenligne Irvingsagen med retsskandalerne i Nürnberg og Jerusalem stempler han på træffende måde denne sionistisk styrede skueproces.

Men her hændte noget afgørende Nyt : Medens selve processen formelt blev vundet af 25 mio. kr. + det store kollegium af traditionelle lovvrængere (undskyld det gode gamle svenske udtryk), så blev selve skuespillet vundet med glans af solisten, David Irving.

Ekstra : Det blev oplyst at Irvings lejlighed blev "belejret i 1994", hvordan det nu gik til !

Til artiklerne bragtes et stort billede af kvinder og børn mellem pigtråd. Det hævdedes taget den januardag, da russerne "befriede" Auschwitz. Flere ting må undre. Det hævdes, at lejren var tom, og hvor er sneen henne ? Billedet

må være et senere arrangement. Hvis ikke, er det alligevel interessant. Vi har jo fået at vide, at alle børn blev gasset straks de kom, fordi de ikke kunne arbejde. På billedet ses mange børn, som synes godt i stand og er rimeligt klædt på. The Daily Telegrafh er ikke kritisk med, hvad det serverer for læserne. Læs mere under Penguin-Lippstadt.

*******

Irving, David

ISLAM.

En af verdens store religioner, hvis tilhængertal vokser, bl.a. på grund af proselytternes høje fødselstal. Den dermed sammenhængende overbefolkning skaber og konserverer fattigdom og sociale problemer og et tryk, som nogle af landene aflaster ved legal eller illegal udvandring til Europa, hvilket især i Frankrig og Italien har skabt problemer.

Nogle lande driver bevidst ekspansionspolitik gennem emigration. Pakistan med en befolkningstæthed på 125 pr. km2 øger sit befolkningstal med næsten 3 mio. hvert år. I regeringskredse har man kalkuleret med at afsætte en million om året til Europa. Andre islamiske lande har endnu højere vækstrater og søger samme vej.

Dette skaber et pres på Danmark, som vore politikere savner fantasi og erfaring til at takle. Derfor har allerede over 100.000 muslimer fundet ind i vort land og er begyndt at stille politiske krav. Det er derfor nødvendigt at gøre sig klart, hvad den religion, som de medbringer og ønsker at udbrede, står for.

Det særligt udmærkende er, at koranen betragtes som dikteret af Gud og er rettesnøre i alle livets forhold. Dens store ælde, blevet til for op mod 1400 år siden, gør dog, at en del vers stadig tolkes af religiøse lovkyndige. Gennem århundreder har der også været forskellige skoler og sekter indenfor de to hovedretninger; sunnier og shiiter, de sidste især udbredt i Iran.

For os er det især vigtigt, at religionen forlanger at sætte sit præg på hverdagen og hele samfundslivet. Det betyder i praksis, at de hurtigst muligt vil have alle vore traditioner lavet om. Vore kirker skal skygges af moskéernes minareter med halvmåne i toppen. Bønneudråbere skal udkonkurrere vor kirkeklokker. Vore kvinder skal hyldes i klude fra top til tå. Og de friheder for mænd og kvinder, som vi har udviklet, skal opereres bort igen. Muslimske ritualer for omskæring, dyreslagtning og kosthold skal overholdes.

Nogle vil sige : kristne og muslimer har mange steder levet fredeligt nær hinanden i lange perioder. Nogle steder har piger og kvinder tilegnet sig vestlig frihed til at læse, forske og klæde sig, som de vil. Det er en lykkelig kendsgerning.

Mindre lykkeligt er det, at hvad vi ser som fremskridt, pludselig kan tages fra dem igen, på langt kortere tid end de er bygget op.

Vi kan læse i koranen, at grundlaget for undertrykkelsen og despotiet findes i bogens tekster, som er teokratiske og imod vestligt demokrati. Vi har set, at de når som helst kan hales frem og ændre relativt tolerante samfund til præstediktaturer.

Mange af koranens ord strider simpelt hen mod vor grundlov. Der er ingen grund til at have ondt af dem, der gerne vil leve i muslimske samfund. Der findes over 50, de kan vælge imellem. Så der er ingen grund til at ønske dem velkomne her. Vi kan give asyl til reelt forfulgte demokrater fra muslimske lande, men vi bør ikke give nogen af dem statsborgerskab, før det er overbevisende klart, at de ønsker at respektere vesteuropæiske normer.

At muslimerne udgør en fare for vort demokrati og vor samfundsform fremgår af følgende :

I norsk fjernsyn d. 24. august 1992 bragte Dagsrevyn en reportage fra en pressekonference med muslimske ledere i Oslo. Immamerne erklærede, at dødsdommen over Rushdie er en følge af Islams princippeer og gælder helt uafhængigt af, hvad de siger i Iran. Denne dødsdom gælder enhver, der som Rushdie udtrykker en afvigende opfattelse af Islam.

Politiken 30.3.1995 oplyser, at nobelpristageren Naguib Mahfouz i oktober blev stukket ned på gaden. Overlevede efter 7 uger på hospitalet. Al-Azhar, den højeste islamiske autoritet i Ægypten har forbudt hans bog "Børnene fra Gebelawi" som brydende mod islamisk lov. Nu efterstræbes han på livet af militante muslimer.

Bosniens vicepræsident Ejup Ganic siger 25 juni (årstal uklart: 92-94) at disse bosniere vil drive terror, hvis de ikke får hjælp af Vesten.

I Dagens Nyheter 17.3.1994 skriver Per Jönsson; "I Bosnien växer sig Islam allt starkare. President Izetbegovic deklarerer antidemokratisk ideologi och odlar iransk-libyska kontakter". Per Jönsson bringer følgende citater af Bosniens præsident ; Først og vigtigst : der kan aldrig råde fred og sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner" - "En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten, så snart den er moralsk og nummerært stærk nok til ikke blot at styrte et ikke-islamisk styre men også oprette et nyt islamiskt." - "Islamisk tro og islamisk lov (sharia) er eet."

Læs også Peter von Sperling 30.3.1995 i Jyllands-Posten, Midtpunkt : "Islam og truslen mod Europa." : Europa må se virkeligheden i øjnene og træffe klare beslutninger for at bjerge egen eksistens.

Et par citater : arabisk ordsprog : "Kvindens plads er enten i hjemmet eller i graven." Ayatollah Sadaq Khalkali : " De, der er imod at slå nogen ihjel. har ingen plads i Islam. Vor profet dræbte med sine velsignede hænder. Vor imam Ali dræbte mere end syvhundrede på én dag. Hvis troens overlevelse nødvendiggør, at der udgydes blod, så er vi der for at udføre vor pligt." Fra Mogens Glistrups bog "De fremmede i landet" 1991 s. 214-216.

TV-åben, 5.12.1995 : Pakistansk kvinde : "Hvis et af mine børn siger, at hun vil gifte sig med en dansker, så mener jeg, at det er en diskussion, vi bør tage indbyrdes. Vi skal nok finde ud af det, hvis han konverterer til Islam." Nagib, 17 år : "Ja. jeg skal giftes med en muslimsk pige, en dansker kun, hvis hun bliver muslim,"

Mosaik, Svensk TV1, 6.5.1995 om tyrkisk organisation : Mili Gürüs, som har 50 moskéer i Belgien, mange i Tyskland, kontorer i de fleste vestlige lande. Hovedkontor i München med 50 ansatte, som skal se til at Islam efterleves. Også kontorer i København, Oslo og Stockholm - overalt, hvor der bor tyrker. Kontingent 20 D.mark. Har mange penge. Køber mange ejendomme, indretter dem til moskéer. Uddannelsescenter i Valonien også for piger. Afsløret af pressen - ukendt af uddannelsesministeriet. Immamer indforskrives for 5 år ad gangen fra Tyrkiet. Nær hovedkvarteret en endnu mere ekstrem gruppe, ledet af flygtninge fra Iran. "Endnu farligere", siger journalist. De hylder demokratiet bare for at fremme sharia. Deres samrøre med den tyrkiske bevægelse er i strid med tysk lov.

Repræsentant for Mili Gürüs vist nok i Malmö udspørges om sharia, og snakker udenom. Sharia er en vej - mange tolkninger af den. Vi er imod assimilering men ikke imod integrering.

I Stockholm undervises muslimske drenge om søndagen til korantro remselæsere. Indtil videre importeres lærerne fra fjerne islamiske centre. De kan ikke nordiske sprog, men har den rette indstilling. Om få år vil de unge kunne sprede deres budskaber på klingende svensk i menigheder, ophidsede af velarrangerede episoder.

*******

Journal of Historical Review

Tidsskrift udgivet siden 1980 af Institute for Historical Review i Californien. Først med 4, siden med 6 numre om året. Det bringer oplysninger om den historiske revisionismes opdagelser og om modstand og debat. En del årgange kan erhverves samlet og giver en værdifuld fremstilling af revisionismens udvikling og position. Adresse : Se Institute for Historical Review.

*******

Journalistikkens forkvakling.

Mediernes selvklare opgave er at udsende sand information. Uden dette ingen sand demokrati. Vi er berøvet begge dele.

Vi skal ikke her diskutere årsagen til dette, men hvordan det går, når sandhedsmålsætningen smuldrer. Det fik en interessant belysning af en artikel i Information 2. nov. 1999. Overskriften lød : "Virkeligheden skaber vi selv." Underteksten : medievirkeligheden er blot en simulering, mener to studerende, der deltog i seminaret "Den medieskabte Virkelighed" på RUC i weekenden.

To fuldbefarne journalister Christian Madsbjerg og Lars Mogensen stod for ekstrakten af, hvad de unge mennesker havde haft ud af arrangementet. De starter lige på : "Kynismen stortrives blandt fremtidens mediefolk. Mange af de 140 mediestuderende, der deltog i weekendens konference - - har for længst accepteret, at mediernes påtrængende virkelighed ikke blot er redigeret, men i vid udstrækning fiktivt iscenesat. De studerende forholder sig blasert og overlegent til forskernes forbeholdne påstand om, at medierne blot medskaber virkeligheden. 'Hvad havde I egentligt forventet ?' er en udbredt reaktion blandt gruppen af mediestuderende, der selv regner med at være i front blandt fremtidens strategiske mytemagere."

Ja hvad, man burde vente sig, var en harmfuld forargelse og protest fra de unges side. Når dette ikke registreres, må man spørge : skyldes det, at allerede de unge studerende er afrettet til at indrette sig efter det reglement, som må adlydes, hvis man vil have chance for at avancere til attråværdige stillinger ? Forstår man allerede ved udvælgelsen af studerende at udtage dem, der egner sig til at underkaste sig systemet ?

I hvert fald er det flinke efterfølgere de to journalister har fundet til at tolke tendenserne : "Vi lærer fra dag ét på Universitetet, at virkelighed og sandhed er relative størrelser. Man opdager hurtigt, at det er journalistens eller kildens fortolkning af virkeligheden, der er beskrevet, og den samme hændelse kunne være beskrevet fra en helt anden synsvinkel." siger Janne Bodil Arden, der studerer kommunikation på RUC. Jan Castberg, der studerer medievidenskab på Århus Universitet, siger: "Medierne beretter ikke længere [hvor interessant - så har de altså gjort det før] om en ydre virkelighed, hvor begivenheder bare sker af sig selv. Mediernes historier er blevet til fiktive fortællinger, der blot refererer til tidligere fortællinger i den medieskabte hyperrealitet. Det er derfor ikke længere et spørgsmål om, at virkeligheden bliver falsk repræsenteret [jo, det er det da] men om at erkende, at virkeligheden ikke længere er virkelig. [Tænk, hvor bekvemt] Det eneste faktiske, vi har at forholde os til, er fiktive efterligninger." Og han fortsætter : "Jeg tror ikke på nogen som helst. Jeg tror ikke på politikerne. Jeg tror ikke på eksperterne. Og jeg tror i hvert fald ikke på medierne."

Det vil vi betragte som sund, men naiv skepsis. Man skal absolut være skeptisk overfor dem og det dér. Men der kan dog være større eller mindre sandsynlighed i, hvad de fremkommer med. Det uhyggelige er, at han sidestiller medierne, der burde være så objektive som muligt, med politikerne, der pr. definition repræsenterer en bestemt vinkling og eksperterne, der så mange gange er betalt for at forsvare en sådan vinkling.

Gået på klingen udbryder han ; "Jamen tror I på, hvad der står i aviserne ? Der er absolut ingen grund til at tro, at den forfatter, der står i avisen, er den samme, som har skrevet artiklen. Når ikke en gang det er sikkert, hvad kan man da stole på ?"

For en ikke-mediemand er det dér en interessant afsløring - det vidste vi ikke - derimod naturligvis, at avisernes oplysninger må betragtes med passende skepsis. Men visse enkle oplysninger kan man da stadigvæk regne med har høj troværdighed i forhold til virkeligheden : dato fx. og hændelser, som uundgåelig snarest vil blive almindelig kendt. Men medens idealet før var, at udvide feltet af absolut troværdige oplysninger mest muligt, så er der åbenbart sket et skred til, at der slet ikke er nogen virkelighed, man må forholde sig til.

Janne Bodil Arden siger det beklagende på denne måde : "Man kan godt blive lidt ulykkelig af det her. Jeg er trist over, at det eneste der nytter er at konstruere virkelighed. Fortælle bedre historier end de andre. Det tager hårdt på en at miste sandhed, virkelighed og fri vilje i et hug. Postmodernismen er grufuldt sand. Sand fordi filosofien beskriver hvordan verden fungerer, og grufuld da det ikke er til at holde ud at være dømt til at være løgnagtig resten af sine dage."

Jan Kastberg er åbenbart fuldt integreret i systemet og glæder sig over den frihed det giver : "Jeg synes, det er frigørende, at der ikke er nogen sandhed. Hvis der var en sandhed, ville det jo netop være nogen, der havde konstrueret virkeligheden i deres favør. Det er da godt, at vi i det mindste ved, at alle der kommer og fortæller, hvordan verden hænger sammen, om det er præster, journalister eller politikere, kun fortæller om deres sandhed."

Jamen det fundamentale er da netop, at det ved vi ikke. Vi ved ikke om de måske fortæller sandheden eller en løgn, eller en halv løgn eller en misforståelse, som de bare tror på.

Det bør være mediernes opgave, at gøre bedømmelsen så enkel som muligt ved selv at forholde sig så faktual som muligt. Det er dette ideal, man har bortskaffet.

Heroverfor præsenteres vi med to reaktioner : Den ene : Det er væmmeligt; men der er ikke noget at gøre. Den anden : Jamen det er da storartet, så kan vi gøre præcis, hvad der er nyttigst for os.

Janne Bodil Ardens bekendelse er interessant ved sin konstatering, at medierne er fulde af løgn, og ved at demonstrere, at der alligevel kan dukke en sandhed eller to op midt i al løgnen.

Det uundgåelige spørgsmål må være, hvordan det er gået til, at pressens ideal : sandhed og virkelighedsbeskri- velse, som formelt stadig hyldes i pressens etiske regler, er blevet erstattet med en ansvarsløs konkurrence i at fortælle historier.

Det er svært at se en anden forklaring end den, at medierne er blevet tvunget til at forsvare bestemte løgne, og undgå alle oplysninger, der kan afsløre dem.

Når dette årti efter årti er fast rutine, må grænserne for, hvad man kan manipulere. gradvis flytte sig, indtil der ikke er nogen grænser. Det er åbenbart det punkt, vi er kommet til nu. Det er det punkt, hvor det er nødvendigt, at kræve, at medierne vender tilbage til kravet på sandhed og nøjagtighed så kontrolleret som muligt i forhold til den erkendelige virkelighed.

*******

Jøde, hvem er ?

Daværende overrabbiner Bent Melchior forklarede 21.12.95 i et interview, at en jøde er barn af en jødisk moder, uanset hvem faderen er. "Vi har ikke halve, kvarte eller ottendedels jøder. Det er en racistisk opfindelse - - - har intet med jødedommen at gøre. Det vil altså sige, at vi har en del børn, som kan hedde gode jødiske navne som Meyer og Levin og have ikke-jødiske mødre, og derfor ikke er jøder. Omvendt kan vi have børn med gode almindelige danske navne som Hansen og Olsen, som kan være jøder, fordi deres mødre er jøder. Du kan ikke se det på navnet ! Men børn af mødre, som ikke er jøder, men som har jødiske fædre, dem behandler vi lempeligt. De har lettere ved at blive optaget i jødedommen - men først efter undervisning."

Børge Salomonsen understreger i "Tekster til jødedommen" at tilhørsforholdet er en pagt med Gud, som ikke uden videre kan brydes. Det, at jødisk teologi aldrig har betragtet jøderne som et folk i vestlig forstand, er årsag til adskillige misforståelser. Kristne taler om "sekulariserede jøder" og mener dermed jøder, som hverken bekender sig til den jødiske tro eller udøver Moselovens bud. Men jødedommen betragter ikke og vil ikke betragte disse jøder som "sekulariserede" for de er alle børn af Abraham, Isak og Jakob. Deres forfædre bandt dem ved Sinai for al eftertid til en pagt, hvis indhold var at høre og adlyde Guds ord. Denne pagt er aldrig blevet sat ud af kraft, og skønt mennesker somme tider glemmer den, glemmer pagtstifteren ikke dem. En jøde, der ikke respekterer pagten bærer desuagtet pagtstegnet på sin krop; vælger hans børn at leve op til pagtens betingelser, er dette i sig selv omvendelse nok. Den ikke-jødiske verden har ret beset forstået pagtens uigenkaldelige karakter, idet man hårdnakket har betragtet mennesker som jøder, der anså sig for alt andet end jøder og herunder gjort det af med Abrahams efterkommere indtil tredie led - - - Det kan ikke siges tit nok : Jødedommen er som religion bundet til folket. Løsrevet herfra er enhver tale om jødedommens "kerne" meningsløs, hvad enten man derved tænker på noget etisk, teologisk eller adfærdsmæssigt."

Julia Neuburger, en lyslokket britisk rabbiner, som har skrevet "On Being Jewish". fremhæver og demonstrerer med sit lyslokkede hoved, at jøderne ikke er en race. Aron Skop antyder fint det samme i " Jødedommen", hvor han gengiver billedet af en sort rabbiner i USA. Bemærk dog nuancen i teksten : "Der findes, som billedet viser, også negre af jødisk tro." Han skriver ikke "sorte jøder", skønt sådanne jo findes, hvilket i Israel har fremkaldt protester.

Disse små ytringer er naturligvis forsøg på at værne jødedommen mod det raciststempel, som dens proselytter med så stor påtaget afsky udstrør over andre.

De hjælper dog ikke. Det er enkelt af de rent ydre kendetegn at konstatere, at jøderne ikke er "racerene", ligesom tyskerne (egentlig en sprog- og kulturgruppe) måtte erkende, at de ikke var det.

At indblandinger har fundet sted i jødefolket og stadig finder sted og legalt lader sig praktisere er også let at dokumentere. Målbevidst indgifte i mægtige gojslægter (goj=ikke-jøde) har været led i jødemagtens opbygning, og har med en smule fortolkningskunst kunnet forsvares med omstændighederne. Resultatet var jo gunstigt for jøderne. Alle børn af de jødiske damer blev jøder, enten de ville eller ej.

Men det er ikke til at komme uden om, at jødedommen mere end nogen anden ideologi lægger vægt på den rent biologiske afstamning og således er den mest racistiske lære, der kendes, bortset måske fra nogle primitive stammesamfund og måske kastesystemet.

Dertil kommer, at jødiske prædikanter og publicister målbevidst har manipuleret racismebegrebet til at ramme enhver national tilkendegivelse eller bevægelse, undtagen deres egen.

Det er blevet en boomerang. Også med den forvandlede definition af begrebet er jøderne det mest racistiske folk i verden.

Se endvidere Khasarerne.

> > > * < < <

Jødedom.

Ligesom kristendom et bredt begreb. Nudansk ordbog (1974) formulerer kort og klart : Jødisk religion og kultur.

Kernen i den mosaiske religion er de fem Mosebøger, der forkynder, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at denne Gud har lovet dem blodig sejr over deres fjender og erobring af store landområder i Mellemøsten. De udvalgte stammer må ikke - under trusler om udryddelse - blande sig med andre folk, og hævder at have efterlevet denne racistiske lære, som stadig hyldes, efter tusinder år.

For at fremme sin guddommelige mission opdrages jøderne efter strenge regler og ritualer (Læs fx. om attenbønnen) samt et helt specifikt moralkodeks (Læs om Talmud og om Kol nidrei), der fremmer ekstremt sammenhold rettet mod ikke-jøder. Dette organiseres i et uoversskueligt antal foreninger, menigheder, netværk og organisationer forgrenet over store dele af kloden, især de rigeste. Desuden i kontrol over mægtige finans-, industri- og medievirksomheder, der giver jødefolket vældig magt i forhold til dets befolkningstal.

Mediejøder optræder udadtil som menneskeretsforkæmpere og antiracister i alle andre lande end Israel. Men her optræder magten som herrefolk og agerer imod FN¨s charter, forbryder sig mod Haagkonventionens bestemmelse for civiliseret optræden i besatte områder, undertrykker menneskerettighederne og forbryder sig mod FN's konventioner mod tortur, selvom Israel har ratificeret dette forbud.

Holocaustmytens overdrivelser bygger på krigspropagandaløgne fra 2. verdenskrig. ''De 6 mio. myrdede jøder, hvoraf 4 mio. gassede i Auschwitz-Birkenau bør ikke kunne fremføres af en seriøs journalist.

Uanset hvor mange eller få jøder, der er blevet myrdet og forfulgt, gør det dem ikke til bedre mennesker end andre og giver dem ikke ret til forrang eller privilegier.

På grund af deres forestillinger om bedreværd, specielle rettigheder og front mod ikke-jøder er de ikke helt uskyldige i alle forfølgelser eller reaktioner, som de har været udsat for. Det er op til dem selv at gøre op med disse forestillinger.

Befolkningerne i alle lande har udstået ufattelige lidelser. Tænker man rigtigt over, hvad historie handler om, er verdenshistorie forfærdelig læsning. Jødernes historie må betragtes på samme måde som et hvilket som helst andet folks historie.

På grund af dets fremmedartethed kræver det alligevel særlig opmærksomhed.

Hvis man vil forstå de aktive repræsentanter for det mærkelige samfund, som gør sig gældende i så mange lande, deriblandt vort eget, må man have kendskab til grundtrækkene i den ideologi, som leder dem, som de er vokset op med, og som deres tankegang er blevet formet af.

Toraen, Moselov hylder ikke blot de 10 bud, men derudover 603 andre regler og forordninger. Sabbatten er meget vigtig, men for den rigtigt troende er hele tilværelsen, også dagligdagen underlagt regler beordret af jødernes gud, der har udvagt dem frem for alle andre. Læs Moses og Danskerne af Marianne Herlufsdatter. Forfatterinden Ester Edelsten fortæller fornøjet i bogen "Jødedommen på stående fod" om, hvordan den jødiske tilværelse er underlagt snurrige, besværlige og tidskrævende reglementer, men også om, hvordan man udspekuleret kan narre dem, eller hvem, eller hvad, det nu er, man narrer.

Foruden Mosebøgerne studerer den troende især Talmud, som af nogle regnes overordnet Toraen. Det er et omfattende skrift forfattet som kommentar og ræsonnement over Mosebøgerne. Vi bringer nogle smagsprøver på tekster, som illustrerer tænkemåder, som adskiller sig fra, hvad vi er vant til.

De tydeligst kristenfjendtlige passager, læs epistel nr. 1 : "Antifoni - Vekselsang" om dialogen mellem synagogen og den kristne kirke, undgår de fleste jøder så vidt muligt at omtale åbent i kristne lande. I stedet fremhæves passager, der minder om kristen tankegang. Vi har peget på, at ligheden er bedragerisk. Ifølge den ægte jødiske lære eksisterer der intet fællesskab med ikke-jøder. De sidste har kun fået menneskelignende skikkelse for at kunne betjene jøderne dag og nat. Naturligvis er ikke alle jøder enige i dette; men det er svært at afgøre hvem, der er hvad, fordi de fleste jøder, selv om mange har udviklet skepsis overfor religionen, er indfanget i det stærke fællesskab, som er bygget op på myter, riter, sædvaner og traditioner.

Et forsøg på at bryde århundredernes tyngde er gjort af den jødiske professor Israel Shahak med bogen, Jewish History, Jewish Religion. Se Shahak.

Den kompakte modstand i vore media mod, at vi får kendskab til dette værk, og Mosaisk Troessamfunds afvisning af at oplyse, om det danske samfund stadig til børn og ungdom viderebringer de belæringer, som danskere må finde stødende, tyder på, at fundamentalismen er mere udbredt også i vort land, end man skulle tro. Læs herom i Vestlig Samisdat nr 3, s.2 ff.

Den lære, man må uddrage, er, at jødedommen mindre er en religion i betydningen et personligt forhold til skaberen end en ideologi : et system til politisk succes og fremgang for tilhængerne. Dette meget praktiske syn bekræftes af den ny overrabbiner Bent Lexner. Se Samisdat nr. 4, s.19 ff.

Den i forrige opslag nævnte britiske rabbiner Julia Neuberger er inde på det samme i Kristeligt Dagblad 22.12,95 : "Jødedommen er ikke en trosreligion - snarere en lov- og en praktisk religion. Mere af lov end af tro". "Vi er generelt ret begejstrede for vore kroppe" - "Vi fejrer ofte Guds største gaver : mad og sex"- Pligt til samliv om sabbatten. Hun forklarer, at det gammeltestamentlige billede af Gud ikke uden videre er det nutidige jødiske billede af Gud, der i rabbinsk teologi og tænkning har forandret sig meget i de sidste 2000 år." - "Vi jøder er ikke som kristne stærke i troen." - siger hun - "Trosspørgsmålet betyder simpelt hen ikke lige så meget for os. Selv blandt ortodokse jøder, der officielt bekender sig til 13 trosprincipper, der tildels beskriver Guds natur, kan man "uden for referat" få dem til at indrømme, at de ikke tror på tredje, femte og syvende princip. Det samme gør sig gældende med tale om "det evige liv". Officielt tror vi da på et evigt liv; men vi bekymrer os ikke så meget om det, for det er der ingen mening i. Vi ved meget mere om livet her og nu, og lige meget om man er ortodoks eller liberal jøde, så er jødedommen først og fremmest en dennesidig religion."

Så langt Julia Neuberger. Hendes nøgterne betragtninger om sin egen jødiske tro må naturligvis forpligte os til at se lige så nøgternt på vor egen og konstatere : Også den kristne opfattelse af Gud har udviklet sig gennem de 2000 år. Vi er i den lykkelige situation, at vi kan illustrere det med vor billedkunst. Portrættet fra oldtid og fra tidlig middelalder af Gud som den barske tronende dommer og krigsherre, der må minde om den skikkelse, der fremtræder i Mosebøgerne, gled især med gotikken over i Kristusbilleder, der - lidende og medlidende - spejler en helt anden forestillingsverden. Og gennem renæssancens ny frigørelse til forskning både indenfor videnskab og kunst udvikles den abstrakte kunsts kommunikation med det usigelige og sprogligt ubeskrivelige, i hvilket skabelsen og skaberen synes at hylle sig. Med udtrykket den abstrakte kunst tænker vi ikke blot på den isme og moderetning, som dyrkes for øjeblikket. Stor kunst har altid været abstrakt ligesom musikken. Og kirkebygningerne - med eller uden dekoration - har været og er en ordløs lovprisning til og om skaberen.

Derigennem rummer den kristne kultur en rigdom og bredde som langt overskygger lov- og regelreligionernes indsnævrede felter.

Neuberger har naturligvis ret i, at kristne teologer og den af dem styrede kirke har fokuseret på troen og "den rette tro", som også er så vigtig for Islam. Men også her har århundredernes samfundsforvandlinger og videnskabernes udvikling ændret den kristne tro.

Fritænkere har der altid været, og nogle fandt så pas abstrakte kunstneriske udtryk for deres egensind, at de undgik at blive brændt og endda blev æret og mindet, som Cusanus, Eckehardt og Böhme.

Kristendommen er i dag ikke indsnævret til en tros- eller lovreligion, men er en kultur, der er bygget op om Jesu bekendelse til sandhed og ret. I denne kultur har respekten for viden tilkæmpet sig prioritet frem for tro, i hvert fald frem for tro, hvis fundament er ukendskab og uvidenhed.

Derfor har tvivlen en betydningsfuld plads i den kristne kultur, og derfor er friheden til selvstændig tænkning og vurdering blevet et særkende, som ikke længere er forbeholdt den reformatoriske bevægelse, hvorfra den udgik, men er noget centralt, som stadig udvikles.

Det er i forhold til sandheden, at jødernes pragmatisme adskiller sig fra de kristnes. Der må jo være en kant.

Når jøder hævder holocaustdoktrinen, og på den konto aftvinger tyskere og andre enorme pengebeløb og privilegier er det "dennesidigt" uhyre praktisk og bidrager til at de kan nyde "Guds største gaver : mad og sex". Men hvordan står det til med deres samvittighed ?

Hvad, hvis doktrinen ikke holder ? Skal jøder og vi andre da tro på den alligevel ?

Fra kristen side bør der ikke være tvivl : Man skal ikke tro på en løgn.

Men her afslører svagheden i Neubergers tese sig. Holocaustdoktrinen holder ikke. Alligevel optræder medieoptrædende jøder, som om de tror på den. Er jøderne alligevel troende, men af en ny og speciel art ? Er gammeldags Jehovatro erstattet af moderne holocausttro ?

Eller er hele mediefremstillingen en gigantisk regisseret skueproces, der skal brændemærke først og fremmest tyskerne, men i sidste ende os alle sammen, for at vi skal skæppe i kassen, så at jøderne kan leve så godt som muligt ?

Det ser sådan ud. For flere og flere fremtrædende jøder erkender jo, som Bankier, at de 6 og de 4 mio. holder ikke, men hævder så, at det ikke er afgørende. Hvad er da afgørende ? Jo, ifølge Neuberger og Lexner, hvad der gavner jøderne. Derfor instrueres judaismens agenter, jødiske og danske, om, at de skal fortsætte at skrive, at verdenshistoriens største forbrydelse var nazisternes mord på 6 mio. jøder. Og alle, der ikke tror, eller lader som om de tror på det magiske tal, skal forties eller tilsvines eller helst puttes i fængsel.

Måske det mest pinagtige er, at så mange ikke-jøder støtter projektet, og at jødedommens værste side således infiltrerer den Kristne kultur, som burde være sandhedens.

Vi skal opholde os lidt ved en anden af Neubergers teser, som modsiges af andre vidnesbyrd. Jødernes begejstring for den menneskelige krop er ikke så entydig, som hun vil gøre det til. Vi ved fra 1. Mosebog, hvor generte Adam og Eva blev, da de blev opmærksomme på, at de var "nøgne". Og så opfandt de figenbladene, som senere i jødedommen er udviklet til uniformer, kapper, hatte, sjaler og kalotter. Men dette er ikke nok. De små drenges tissemænd kan ikke accepteres, som de er. Der må skæres et lille stykke af. Se omskærelse.

Esther Edelsten skriver i "Jødedommen på stående fod" følgende : "Blufærdighed ( tzniut - på hebræisk) betragtes som en grundpille i ortodokse jøders livsform. Hele deres tilværelse er præget af bestræbelser på at opføre sig blufærdigt. Det berører både kvinder og mænd. Det er den fornemste kvalitet, en religiøs jøde kan tillægge sig, og det gælder inden for beklædning, bolig, opførsel og talemåde. Modsætningen til blufærdighed er ervah, som betyder nøgenhed, især ved kønsorganerne, eller alt, hvad der kan friste og lede til forbudt seksualitet. Biblen forbyder ervah under enhver form. Fra blodskam og utroskab til fremvisning af sin nøgne krop. Ifølge de jødiske vismænd : "De der kan modstå ervahfristelsen, indtager Guds nærvær."

I anledning af Jerusalems beslutning om at fejre en tretusindårs fødselsdag i 1995 ville byen Firenze overdrage den historiske by en kopi af Michelangelos mesterværk, statuen af "David". Bystyret afviste gaven.

Om årsagen var jødelærens billedfobi, som jo iøvrigt hæmningsløst overtrædes, når propagandaen har brug for billedmateriale, eller om årsagen var den, at det unge menneske blev eksponeret uden en trevl på kroppen, eller om grunden var, at dette afslørede, at hans tissemand var som Gud havde skabt den, skønt, efter jødisk opfattelse, ikke godt nok, skal være usagt.

Men i 1. Mosebog kapitel 9 kan vi læse om de forfærdende konsekvenser, det fik, da Noah havde en brandert på. Han havde, som Bellman sang : "planterat mycket vin" og faldt i søvn med som det hedder "blottet blusel". Hans yngste søn kom for skade at se det frygtelige syn og fortalte det til sine brødre, hvad han ikke skulle have gjort. Drengen modtog af sin fader følgende forbandelse, som han altså pådrog sig på grund af den forbandendes egen uforsigtighed : "Forbandet være Kana'an, trælles træl blive han for sine brødre." For ordens skyld sikrede han sig, at drengen også skulle blive Herrens træl.

Andre steder er begejstringen for sex og menneskekrop mere åbenbar. I 2. Samuels Bog læser vi om Davids begejstring for badeskønheden Batseba, og hans ikke særligt etiske arrangementer for at komme i besiddelse af hende.

Om sønnen af denne forbindelse, Salomon, som altså var halvt hettit, læser vi i 1. kongebog, at han skaffede sig 700 fyrstelige hustruer og 300 medhustruer, men udover en enorm potens, får vi at vide, at han opnåede verdensry på grund af en sjælden kombination af visdom og retfærdighed. Man kan se det som et udslag af denne visdom, at han også var tolerant langt ud over judaismens forskrifter. Tænkte han på at grundlægge sit helt private multi-kultisamfunsd ? Det satte judaismen i hvert fald en stopper for. Men den gang var det ham, der bestemte. Han lod de mange piger ofre til hver deres guder, og han holdt sig ikke selv for god til at vise respekt for andre guddomme. Han må have ment, at etiketten var mindre vigtig end indholdet. Det kunne ikke godkendes af judaismen for hvilken formernes overholdelse er det væsentlige.

Det er naturligvis påfaldende, at just de to fløjfigurer i den jødiske mytologi viser sig at være så dårlige jøder. Nøjeregnende judaister mener alligevel, at pengene passer.

For med Salomons efterfølgere gik det ned ad bakke. Jahve hævnede sig postumt over Davids og Salomons afvigelser ved at lade det gå ud over de efterfølgende led.

I hvert fald har den pertentlige og bogstavelige overholdelse af regler og påbud siden været rettesnøre for mosaismen, og det var på dette punkt kristendommens Jesus fremførte sin afvigende opfattelse. Når vi understreger "kristendommens" er det fordi jøder og en del ikke-jøder vil grave den "historiske" Jesus frem og hævde, at han var en god jøde, og at kristendommen blot er en aflægger af jødedommen. Det stemmer naturligvis ikke. Hovedskikkelsen i den kristne overlevering bærer umiskendelige præg af den hellenistiske kultur, hvorunder den blev udformet. Og evangelierne har modtaget stærke impulser helt fra Indien. De vise mænd fra Østerland bragte måske mere end guld, røgelse og myrha skær.

Schopenhauer og især tyske religionshistorikere har peget på tydeligt slægtskab mellem Jesu lære og østlige traditioner, og vor egen religionshistoriker Christian Lindtner påviser, at dele af det ny testamente bogstavelig er lånt fra buddhistiske skrifter. Men det gør ikke Jesus til buddhist. Hans lære, personlighed og skæbne ligner ikke Buddhas og skiller ham også ud fra jødisk tradition. I hvert fald blev kristendommen et brud med jødedommen, og vil man ikke se dette andre steder, fremgår det umiskendeligt af det uudslukkelige had til Kristus og den lære, der er blevet opkaldt efter hans navn, som demonstreres i Talmud og i de ceremonier og den optræden, som indprentes af troende jøder overfor kristne og Det Ny Testamente. Vi nævner eksempler i vor omtale af Shahaks bog i Samisdat, nr. 2, s. 22 ff. I Epistel I, s. 187 ff. bringer vi Pranaitis's redegørelse.

Forskellen mellem kristen og talmudisk menneskesyn er større end flertallet af os forestiller sig.

I Talmud kan vi læse, at en pige, der er 4 år og en dag er tjenlig for en rabbiner. Beligges hun dagen før, er det for ingen ting at regne, da arret efter indgrebet vokser til igen. Og skulle en mand stå med erigeret lem på taget af sit hus og falde ned oven i sin svigerinde, der ligger nedenfor i en sådan stilling, at resultatet bliver et samleje, så er det ikke voldtægt men bryllup. Hvis kvinden - eller pigen - de regnes for "tjenlige" fra de er 3 år gamle - ikke er en svigerinde, er manden pligtig til at betale. Hvis han derimod i den beskrevne uskyldige tilstand har tænkt sig at løbe ind i en væg og i stedet rammer sin svigerinde, så at samleje fuldbyrdes, så må det betragtes som et hændeligt uheld, der hverken kræver bryllup eller betaling (Talmud babli, Jabmuth)

Mo'ed Katan anviser dog andre udveje end den at ramle ned fra taget eller styrte ind i vægge. "Rabbi Ilai sagde : "Hvis nogen mærker, at han bliver grebet af onde drifter, så skal han tage hen et sted, hvor ingen kender ham, klæde sig i sort og følge sin drift." Dette råd kan læses mindst to andre steder.

I denne forbindelse er det værd at notere, at alle ikke-jødiske kvinder er for horer at regne. Neuberger har måske ret i at jødedommen kan være en praktisk religion, når det gælder at praktisere visse former for sex.

Hvad nydelsen af mad angår er restriktionerne skrappere. Kød kan kun spises, hvis dyret er aflivet efter bestemte ritualer, og en række dyr kan overhovedet ikke spises, uden at Guden bliver vred. Det gælder fx. grise; men det er interessant - og uden tvivl for visse jøder praktisk - at svinehjerter siges godt skal kunne anvendes til transplantation i hjertesvage jøder.

De citerede smagsprøver på Talmudtekster er hentet fra Aage H. Andersens lille bog "Jødiske leveregler / Uddrag af TALMUD." Vi råder over et lille restoplag. Bogen bringer også et læseværdigt afsnit hentet fra biskop H. Martensens bog "Den kristelige Ethik". (2. afdeling : Den sociale Ethik, Gyldendal, 3. opl. 1879) Andre citater bringes under opslaget Talmud.

> > > * < < <

Jødedom og kristendom.

Jødiske publicister benytter nu enhver lejlighed til officielt at mindske kløften mellem de to religioner ved :

a at pege på, at Jesus var jøde, ligesom hans disciple og apostle. Hvad evangelisterne var står måske mere hen i det uvisse.

b at hævde, at kristendommen er udgået af jødedommen og stærkt beslægtet med den.

c antyde, at forskellen derfor er ubetydelig.

For nutidens ungdom, der vokser op med amputeret undervisning i bibelshistorie og kristendom har budskabet gode chancer for at gå ind. Det må derfor slås fast, at det er forkert.

Kristendommen opstod som et brud mod farisæernes jødedom, og i sin udformning har den taget farve af andre strømninger i tiden, hellenistiske (græsk-romerske) persiske og ægyptiske.

Jesus brød åbenlyst med den jødiske lov- og regelreligion. Han sagde, spiste og gjorde åbenlyst, hvad den jødiske lære forbød. Hvor alvorligt, dette var, afsløres af Talmudteksternes grænseløse had.

Uanset om man betragter Jesus som Gud eller "blot" som guddommelig, det skal der alligevel noget til, var han en åndelig frihedskæmpe og en af historiens største. Som det ene eller det andet eller begge dele, har han inspireret en mægtig kultur, der imidlertid også har annammet inspiration fra andre mægtige kulturer, først især græsk-romerske, men i tidens løb mere og mere globale. Under flere tusinde år af denne mægtige udfoldelse har jøderne bevidst isoleret sig og suget på deres egne labber, idet de vendte og drejede på de een gang for alle helligerklærede skrifter. Når de nu, som fx. Elon Cohn, formand for Dansk Zionistforbund og dertil formand for Council of Zionists in European Union (WA 19-25.7.1996 benytter deres mediemonopol til at påstå, at det er fra jøderne, gennem den kristne påvirkning, at tankerne om menneskerettigheder og menneskets ukrænkelighed stammer, så er det desinformation. Lad gå for Jesus, men påstanden om jødedommen er grotesk, og kan kun udslynges i tillid til at de fleste danskere er uden al kendskab til forholdene, og de, der kender lidt til dem, ikke får lov til at komme til orde i media.

Hvor er menneskenes ukrænkelighed henne i Mosebøgernes myrderier ? Hvor er den henne i Talmud-teksterne ? I hvert fald ikke som et karakteristisk træk. Hvor er den henne, og hvor er menneskerettighederne i Israel, hvor fanger tortureres til døde og genevekonventionerne og forresten FN-beslutninger hånes ?

Sandheden er, at det eneste ukrænkelige i henhold til den jødiske lære er jøden selv. Kristne og andre ikke.jøder tolereres ifølge den "rene" lære bare på skrømt og så længe det er mest fordelagtigt i Israels interesse.

Frigørelsen af jøderne kom ude fra gennem de liberale kræfter, som ledte frem til Den Franske Revolution, Den Amerikanske Frihedskrig og menneskeretserklæringerne.

Det var idéerne om frihed og lighed, der fik troskyldige potentater til at beslutte, at også jøderne skulle omfattes af rettighederne.

Åbningen betød bl.a.. at mindre bemidlede jøder fik adgang til vestlig skoleuddannelse. Det havde fx. før været dem forbudt at lære tysk. Nu åbnede sig ny svimlende horisonter, og det må indrømmes, at jøderne tog for sig, og at de snart gjorde sig gældende i europæisk kulturliv. Men når de nu vil bilde den ny generation ind, at det er dem, der har inspireret det hele, må der protesteres.

Det sted, hvor liberalerne tog mest afgørende fejl, var i spørgsmålet om ligheden.

Da de troede, at de gav frihed til et folk med en kultur, der lignede deres egen, havde de ikke kigget rigtigt efter.

Jødernes kultur byggede på en opdragelse totalt forskellig fra den kristne. Se Jødisk opdragelse. De var opdraget til at bekæmpe alle ikke-jøder med alle midler : penge, magt, list og bedrag. Det viste sig forbavsende succesrigt.

Vesteuropa reagerede, ligesom i dag, som en organisme, der invaderes af bakterier, som den ikke har immunfor- svar imod.

Vesteuropæiske magtpositioner stod vidt åbne til indtagelse af driftige jøder, der ganske enkelt benyttede sig af en fremtræden, et kropssprog og en selvsikkerhed, hvis baggrund konkurrenterne ikke forstod. Se s. 141.

I Danmark kan vi gennem 1800-tallet følge liberale ånders forandring fra de i begyndelsen begejstret støttede forslagene om frihedsrettigheder til stakkels undertrykte mennesker, til deres desillusion, da de så med hvilken kynisme staklerne i løbet af utrolig kort tid i kraft af sammenhold dikteret af en religion, hvis budskab er magt, skaffede sig uforholdsmæssigt meget af denne vare.

I andre lande gik det på samme måde, nu og da afbrudt gennem eksplosioner af voldelig modstand.

Hos os var modstanden minimal, og det lille jødiske samfund har i dag etableret en magt i "samfundets kirtler", grotesk demonstreret i deres mediebeherskelse, der er så fuldstændig, at de langt på vej dirigerer vore politikere og derigennem styrer vort land.

Vi må lære os at tyde deres hensigter og vurderinger, og indse, at disse ikke altid er de samme som vore.

Og vi må bygge på værdierne i vor "kristne" kultur, også dens åbenhed, som bare ikke må forfladiges til holdningsløshed.

> > > * < < <

Jødeforfølgelse.

Har fundet sted siden oldtiden, ligesom forfølgelser den anden vej er sket. Meget omtalt er pogromerne, et russisk ord for de voldelige overgreb, som fandt sted i Rusland fra 1861 til begyndelsen af 1900-taller med paralleller især i det øvrige Østeuropa.

I Vesteuropa har lignende hændelser fundet sted, og índvandrede jøder er tid til anden blevet fordrevet og udvist fra England, Frankrig og Spanien. Den sidste hændelse førte til at en del slog sig ned i Nederlandene, hvor fx. Spinoza vandt berømmelse. Nærmest i tiden ligger Hitlers forsøg på at få dem ud af Tyskland, senere udvidet til de af tyskerne okkuperede områder.

Siden oldtiden har fjendtligheden mellem den jødiske og den kristne religion været en del af baggrunden for fjendskab ; men også kun en del af den.

Vi skriver andre steder om jødefolkets bemærkelsesværdige evne til at samle sig magt og indflydelse, hvilket uundgåeligt har vakt jalousi og misundelse, men også både beundring og berettiget kritik.

For at værge sig mod det sidste mobiliserer magtcentret nu alle mediale resurser og finder tiden inde til mere åbent at genoptage striden på det religiøse område.

Baggrunden er naturligvis de etablerede kirkers svækkede stilling og befolkningernes friere forhold til religion, det vi kalder det kristne fritænkeri. I takt med dette er undervisningen i den kristne lære blevet reduceret og kendskabet til evangelierne og især til Det Gamle Testamente er blevet mindre, i vide kredse så godt som nul.

Med kendskab til dette er jødisk kritik og angreb på kristendommen igen blevet åbenlys, og drives genkendeligt for at vi skal forstå, at vi, alle, mere eller mindre kristne, har en ubetalt skyld i al ondskab, som gennem tiderne er overgået jøderne.

Sideløbende drives en kampagne mod racisme og antisemitisme, som skal gøre det kriminelt, at sige noget ufordelagtigt om et mindretals religion eller om jøder, hvilket skal ses som to argumenter for samme sag. Indtil videre prøver man at skræmme med straffelovens § 266 b, som man dog vil have gjort skrappere, da den stadig væk bliver vejet mod retten til Ytringsfrihed. Se dette.

Man anklager nu åbent kristendommen for uretfærdig fjendskab mod jødedommen, som samtidigt, så tit som muligt, påstås at være kristendommens ophav.

Det sidste kan jo mange, der lige netop har opfattet, at Det Gamle Testamente indgår som skrifter i begge religioner, let falde for.

Men det afgørende er naturligvis, at evangelierne afgørende bryder med det ekstremt jødiske i den gamle lære, og vi har peget på, at Det Ny Testamente i alt væsentligt er et hellenistisk produkt - meget lidt jødisk. Derfor er fjendskabet mellem jøder og kristne gensidigt, men det er mest uforsonligt fra jødisk side, og det ser vi netop i, at de forsøger at vække det til live igen.

Det sker naturligvis kun, fordi de regner med, at man fra den kristne kulturs side er berøvet muligheden for at komme til genmæle med andet end kristent teologisk tungetaleri, som de ved, slår knuder på sig selv.

Sejrssikre skruer jøderne nu debatten tilbage til middelalderen ved at påstå, at de kristnes fjendskab kommer af, at de giver jøderne skylden for korsfæstelsen af Kristus. Denne begrundelse er naturligvis ført frem i svundne sider, men har ingen som helst relevans i dag. Når det nu hales frem, er det for at lede opmærksomheden bort fra de mere betydningsfulde forskelle, der faktisk er mellem de to religioner. Se også Skyld - uskyld.

Her er tale om en verdensomfattende kampagne, som har til formål, at opbygge skyldfølelse i den kristne kultur og overbærenhed med sionisterne, uanset hvad de foretager sig. Der står mægtige kræfter bag. Vi ser det i den katolske kirkes bodgang og pavens bøn om tilgivelse for uretfærdigheder, som hans kirke har begået. Det ville se bedre ud, hvis han undlod at begå ny, som det er sket i forhold til Garaudy/Abbé Pierre og tusinder andre, som han lader i stikken.

Og den demonstrative ydmyghed virker umotiveret overdreven overfor en modstander, som efter 2000 år hverken vedkender sig fejl eller ansvar, men forlanger, at alene den kristne kultur skal bede om forladelse.

Vi mener naturligvis ikke, at paven kan udtale sig på denne kulturs vegne. Vi mener, han svigter den, som hans embede har gjort det så mange gange. Derfor har jødedommen let spil med ham; men den slipper ikke så let fra mesteren selv og hans ord. Det er ord og gerning, der skiller jødedom og kristendom fra hinanden.

Hvis jøderne vil diskutere, hvad der er kristendom, og hvad Jesus har sagt og ment, må de også frem med, hvad deres egen religion har lært sine troende. Hvad har Thoraen og Talmud sagt om ikke-jøder, om Kristus og om kristendommen ? Hvad mener jødedommens tilhængere i dag ?

Bortset fra Det Gamle Testamente, som de færreste betragter som andet end en historisk kulturarv, kender næsten ingen til de jødiske "hellige" skrifter, og har svært ved at få kendskab til dem. I gamle dage var der dødsstraf blandt jøderne for at lade ikke-jøder få kendskab til dem. I dag er sproget og bogværkets uhandlelige format den store barriere. Læser man, hvad der står i bøgerne, er det ikke svært at forstå, at kristne har set jøderne som deres fjender, og hvis de menige jøder har levet op til de forskrifter for optræden mod kristne, som er beskrevet i Talmud, så er det ikke sært, at de ind i mellem er blevet upopulære.

Bortset fra Shahak og enkelte andre (Se jødiske dissidenter), som danske jøder ikke vil vide af, kender vi ikke til, at moderne jøder tager afstand fra Talmuds eksesser. Eller skal vi forstå Julie Neubergers betroelser (Se Jødedom) derhen, at der de lærde imellem foregår omvurderinger - så at sige off record. ? Så er dertil at sige, at det ikke er nok, hvis de vil diskutere offentligt med os andre. Hvis de vil det, må de tale klarsprog med brug af de begreber, som de udmærket godt ved, at vi andre anvender.

Det er naturligvis først og fremmest op til jøderne selv at afklare deres stilling til nutidigheden i deres skrifter, sådan som professor Israel Shahak har gjort det.

Mere nærliggende end at kræve kristelige undskyldninger turde det være med offentlige jødiske beklagelser af :

rå, racistiske og chauvinistiske forskrifter og på det nærmeste kriminelle passager i Talmud.

rå fordømmelse og forbandelse af Kristus

begåede overgreb mod kristne og muslimer

udbredelse af løgne og usande beskyldninger, hvilket bør ledsages af løfte om erstatninger for i hvert fald de mest aktuelle overgreb.

> > > * < < <

Jødelove.

Love, der regulerede jødernes forhold i det kristne Europa. Bortfaldt i løbet af 1700-talet og begyndelsen af 1800-tallet. Men ny love til regulering af den jødiske indflydelse i Tyskland blev efter jødernes krigserklæring mod Tyskland indført efter nazisternes magtovertagelse i 1933, suppleret med love som blev vedtaget i Nürnberg 1935. Ægteskab mellem tyskere og jøder blev forbudt, hvilket nærmede sig det jødiske standpunkt, som forbyder jødiske ægteskaber med et hvilket som helst andet folk.

Statsborgerskab skulle ikke kunne nydes af personer, som var mere end kvartjødiske. Det var således ingen katastrofe, om der et sted tilbage i stamtavlen skulle findes en jødisk person. Dispensation var heller ikke helt umulig.

Iøvrigt fortsatte jødiske virksomheder at fungere under hele krigen, og et jødisk kontor samarbejdede med Gestapo for at lette emigration til Israel. Jüri Lina nævner, at B'nai B'ritt's kontor ikke blev lukket.

En usmagelig ordning blev bestemmelsen, at jøderne offentligt skulle bære jødestjerne. Den blev indført 1941, og blev naturligvis hårdt angrebet; men det fortælles også, at mange bar den med stolthed.

> > > * < < <

Jødisk etik.

På utallige måder med brug af film, TV, presse og bøger er vi blevet indprentet, at jødisk etik er særligt ophøjet. Ville vi kontrollere, var der mange rosende bøger tilgængelige på bibliotekerne. Så meget mere uforståelig tegnede sig jødeforfølgelserne i så mange lande, og særligt holocaust, som samtlige medier har egnet en intensiv opmærk- somhed.

I mangel af alternativ information har de fleste danskere accepteret begge fremstillinger indtil for kort tid siden. Så viste det sig, at rædselsberetningerne om den mest berygtede udryddelseslejr Auschwitz var stærkt overdrevne. Man havde opgivet tabstal, som var op til otte gange for høje. Man kunne fundere på, om jøder regner og vurderer efter samme principper, som vi andre. I alle fald var afsløringen sensationel, da den såede tvivl om grundigheden og retfærdigheden i Nürnbergprocesserne; men det var måske netop derfor, at man herhjemme så vidt muligt undgik at omtale netop denne sensation. Og uanset hvilke afsløringer, der slap igennem, fortsatte agitationen for holocaust uforandret eller snarere med tiltagende styrke.

Den klassiske holocaustdoktrin forudsatte jo, at 4 mio. jøder var blevet myrdet i Auschwitz-lejrene, hovedsageligt i gaskamre. Da dette tal nu blev reduceret med 3 mio. eller mere, måtte man forvente, at det samlede tabstal blev reduceret tilsvarende; men det skete ikke. Derimod hændte det oftere, at det blev udtalt, at tallene ikke var vigtige, eller at de rent ud sagt var symbolske. Fx. forklarede arrangørerne af Stockholmkonferencen, at antallet ikke er afgørende. Dette synes medierne at tolke på den måde, at så må tallet 6 mio. være godt nok, og de fortsætter med at fremføre det så tit som muligt - for at det skal virke skændigt, at betvivle i hvert fald dette tal. Men uomtvisteligt er, at jødiske agenter har løget hæmningsløst. Læs om Løgne(r)ne, Elie Wiesel, David Irving og Penguin-Lipstadt- processen.

Hvordan forliges disse kendsgerninger med billedet af et højt etisk stade ? Israel Shahak har peget på de sorte sider ved mosaismen og påvist vanskeligheder; men de fleste bøger på dansk går helt uden om disse sider, som illustreres af de citater, vi bringer under Talmud. I stedet omdirigeres medieopmærksomheden mod kristendommen.

Efterhånden vil en del jøder tage Jesus til sig uden at blive kristne. Et af de mere fremtrædende jødiske navne i debatten, Pinchas Lapide siger : "I kristne tror på korset, men vi jøder bærer det. I lever i Jesu åndelige efterfølgelse, men vi deler hans lidelse." Det lyder ikke som den muntre jødedom, andre beskriver. Læs om lidt, hvad Simonsen skriver. Men parallelitet mellem Jesu lidelser og jødernes holocaust er antaget i Auschwitzteologien, og påberåbes af Herbert Pundik. Nu ønsker jødiske aktivister, at vi skal se Jesus som et prægtigt menneske og en genial jøde, for hvilken vi skal være jøderne taknemmelig, ligesom vi skal ære jødedommen, da det er den, som Jesus og kristendommen er udsprunget af. Vi skal forstå, at vi er i dyb gæld til jøderne, dels på grund af dette, dels på grund af alt det onde, som kristne har gjort jøderne, især holocaust, mordet på 6 mio. af dem.

Så enkelt er det jo ikke; men mange - selv teologer - falder for det selvsikre hos judaisterne, da modforestillinger aldrig slippes frem, skønt de ligger lige for.

Uanset, hvor jødisk Jesus var, er hans lære, som vi kender den gennem evangelierne, ikke jødisk. Og jødernes lære, som vi kender den gennem de rabbinske skrifter, er i bund og grund fjendtlig mod det, vi kalder kristen kultur. Den sidste er ikke længere indespærret og ensrettet af dogmer og grænser. Hverken stive regler om mad, drikke og adfærd, eller dogmer om ubesmittet undfangelse, mirakler og opstandelse hersker enevældigt. Tværtimod rummer vort verdensbillede meget mere end der er plads til indenfor præsternes teologiske kriterier. Og det er dem, jøderne er så glade ved at angribe, fordi det er let for dem at gøre nar af paradokser, når de holder deres egne idéer i deres private skuffer og uden for diskussion.

I dag er mange bøger tilgængelige, som kritiserer Islam, og artikler og læserbreve følger op. Men efterkrigsbøger, der kritiserer de jødiske skrifter, er svære at finde, og det samme gælder førkrigslitteraturen. Er det frygt for § 262 b (Se ytringsfrihed) og ADL's lange arme (Se Penguin-Lipstadt-sagen) der er grunden ? Så er det et stort problem for os; men formentlig også for en del jøder.

Bogen: "Centrale tanker i jødedommens etik", burde belyse dette. Den er skrevet af Andreas Simonsen og udsendt af Nyt Nordisk Forlag 1975. Men Simonsen går uden om det svære. Han starter med at advare mod, at der findes mange retninger og anskuelser, og når man vælger citater, må man undgå en tendens som for eksempel nazisternes udplukning af Talmud-steder til underbygning af jødehad.

Så ville han nok ikke synes om dem, vi har samlet sammen, selv om vi kan garantere, at de ikke bringes for at underbygge jødehad, men for at oplyse om retninger i jødisk ideologi, der strider mod dansk og vesteuropæisk tradition og tænkesæt. Enhver - også jøder - må så tage stilling til, hvad han eller hun synes om dem.

Når forfatteren nu henvendte sig til en dansk læsekreds, burde han naturligvis pege på disse Talmud-steder og forklare, hvordan han så på dem, og hvordan man eventuelt skelner mellem jøder, der tager disse steder alvorligt, og dem, der tager afstand fra dem.

Ved at gå uden om denne problematik bliver hans bog en fortsat række af postulater om den jødiske tros fortræffelighed.

Som måske det mest fortjenstfulde ved jødedommen fremhæves opfindelsen eller erkendelsen af monoteismen. Han mener dog at måtte pege på, at nogle forskere hævder, at den jødiske monoteisme ikke udelod troen på, at der fandtes andre guder. Nej, det fremgår tydeligt af skrifterne. Men, hævder han så : den jødiske tro, udviklede sig snart til en helt ægte monoteisme, som udelukker troen på ånder og anden overtro, som er skyld i så megen menneskelig lidelse. Men også her må han undskylde sig, da både Thoraen og Talmud snakker om disse forkastelige ting.

Påstanden om den almægtige Guds kærlighed til menneskene rimer dårligt med den sammes ordrer om nådesløs udryddelse af mænd, kvinder og børn, som kommer i vejen for det udvalgte folk.

Om udvælgelsen forklarer han, at den ikke betyder at jøderne er bedre end andre, og at kærlighedsbudet blandt jøderne omfatter også ikke-jøder. Vi har vist, at dette ikke stemmer med, hvad der står i skrifterne.

Han kan dog pege på følgende nydelige formaning : "Når en fremmed bor hos dig i eders land, må I ikke lade ham lide overlast; som en af deres egne skal i regne den fremmede, der bor hos eder, og du skal elske ham som dig selv, thi I var selv fremmede i Ægypten. Jeg er Herren eders Gud"

Desværre modsiges denne kærlighedserklæring, som utvivlsomt mange jøder tager alvorligt, af talløse fjendske og nedladende forskrifter, som adskillige andre finder i hvert fald praktiske. Det ser vi i Mellemøsten.

Hvis Simonsen - og andre - vil hævde jødedommens høje etiske stade, burde han tage stilling til disse modsigelser. Nu fremhæver han sådanne træk, som han ved danskerne ser som positive. Hvad han mener om de andre, må vi gætte os til. Hvad er en afhandling om jødisk etik værd, hvis den frasorterer noget, som vi ikke må vide om, og kun fremstiller det, som den tror, vi synes er smukt ?

Tre ting hævder han er centrale i jødedommen : ydmygheden og følelsen af medlidenhed og lidenskab for retfærdighed. Dertil kommer en overstrømmende taknemmelighed overfor Gud. Alt dette betragtes også af de kristne som smukke idealer; men hvor finder han gode eksempler på de tre første egenskaber i skrifterne og hvor finder han dem efterlevet i praksis ?

Han løber an på, at få danskere kan og orker at kontrollere, hvad der står i de jødiske skrifter. Og så fremfører han det glade budskab : jødedommen er ikke belemret med tro på arvesynd og ruelse - derfor er den lykkeligere end kristendommen. Det kan have sin rigtighed i forhold til visse dystre kristne dommedagssekter, men stemmer slet ikke med andre. Goldschmidt fortæller om det indtryk, det gjorde på ham, at se den glæde over morgenen, som udstrålede af den kristne rektor, som han besøgte.

Derfor rammer Simonsen helt ved siden af det væsentlige, da han konstaterer : "Groft sammenfattet kan forskelligheden (mellem kristendom og jødedom) udtrykkes således, at jødedommen har et væsentligt fællesskab med humanismen, medens kristendommen er antihumanistisk". Det kan han måske påstå i forhold til strengt teologiske kriterier. Men det store ved den kristne kultur er, at den trods præstevælde og inkvisition lod renæssancen slå igennem og blomstre, så at kendskab til græsk-romersk kultur og endda mytologi blev en del af almindelig dannelse. Af denne blandingskultur, som vi stadig vil kalde kristen, groede frihedsidéerne og de bredere retfærdsidéer frem. Det var dem, der befriede jøderne fra ghettofangenskabet. Måske viser jøderne stor taknemmelighed overfor Gud; men det synes småt med deres taknemmelighed over for andre mennesker.

For at belære os om hæderlighedskravets høje stade i jødedommen oplyses, at ifølge Talmud er det tyveri, at lade en anden få en uberettiget høj mening om én. Det er at stjæle sympati og agtelse.

Ved så langt det kan lade sig gøre at skjule de fjendtlige, rabbineregoistiske og judaicentriske passager for os, fremstiller de deres ideologi i falsk belysning, og tilskanser sig en agtelse, som ikke er fortjent.

Når han roser jødedommen for dens mangel på antropomorfisme, må man trække på smilebåndet. Det billede, der tegnes af Mosebøgerne er dog netop det umiskendelige billede af en menneskelig orientalsk despot og krigsherre. I Talmud møder vi helt andre billeder, bl. a. det humoristiske portræt af ham som en surmulende gamling, som rabbinerne gør nar af, fordi det er gået så skidt for ham med skabelsesprocessen.

Det er en gåde, hvorfor de skrivende jøder ikke fremlægger både de gode, de onde og de morsomme sider i deres hellige skrifter. Det kan ikke være af hensyn til de såkaldt kristne, som sikkert vil se på det med forståelse og sympati, hvis det skete. Det må skyldes hensynet til deres egne og den piedestal, som de har anbragt sig selv på for at tilbedes som noget enestående, men ikke særligt ydmygt.

Det må indrømmes, at det er utroligt, så godt denne taktik lykkes. I bogen "Er du Kristus ?" fra Gads forlag 1984 vil man slå bro mellem kristne og jøder ved at pege på, at mange jøder efterhånden ser Jesus som et storartet menneske, som dog først og fremmest var jøde. Vi har peget på, at det sidste ikke gælder de idéer, evangelierne tillægger ham; men selv dem er der en del, der er parat til at annektere, blot det anerkendes, at også de er heljødiske, så at vi står i en ubetalelig gæld til dette.

Forfatteren af bogens ledsagende tekst Axel Torm skriver om den tidlige kristenhed : "Det er en tragedie, at de jødekristne kom i klemme mellem to fronter, og at ingen ville kendes ved dem. Disse grupper forsvandt derfor efterhånden sporløst. Men kirken mistede den velsignelse, som en ægte gruppe af jødekristne kunne have givet ved at fastholde den ved sin rod i Israel.

Derfor blev kløften i det spaltede Israel stadigt dybere. Kirken har her en umådelig skyld, fordi den, da den fik magt, blev fjendsk og aggressiv overfor Israel. Harnach har ret i sin skarpe bemærkning om, at hedningekirken tog alt fra jøderne. Den røvede deres hellige bog og afskar al forbindelse med dem. Datteren forstødte sin mor efter at have udplyndret hende. Kirken har voldt både Israel og sig selv en næsten ubodelig skade. Selv om det kan synes umuligt at bygge en bro mellem de to, er det dog efter holocaust netop blevet vor tid betroet at skabe et nyt forhold, så at jøder og kristne trods alle forskelle kan mødes broderligt og med gensidig respekt."

Hvorfor denne bodsdragt på vegne af længst henfarne kristne præstedynastier ? Hvorfor gøre dem værre og mere halsstarrige end præsterne på den jødiske side. Det var dog de sidste, der fordømte det væsentlige ved evangeliernes Jesus.

Hvis noget er betroet vor tid, bør det være at søge sandheden umanipuleret af religiøse og politiske magtinteresser. Det gælder sandhederne i Jesu budskaber; men også dybden i andre store ånders budskaber og i den store mængde viden, som vor teknik forærer os om naturen og andre levende væsener. Og så må det gælde den usminkede sandhed om vor historie, deri indbefattet holocaust, som uanset omfang og karakter, der endnu i 1984 knapt nok var anfægtet i Danmark, ikke må kunne bruges for at dække eller forsvare de urimeligheder, som i hvert fald målt med dansk målestok må kaldes barbarisk i judaisk religion. Læs opmærksomt Kol nidrei og gerne Purimfesten og jødisk opdragelse.

> > > * < < <

Jødisk guld.

Efter de succesrige pengeafpresninger, som jøderne efter krigen lykkedes at gennemtvinge mod Tyskland i størrelsesordenen 100 mia. DM., har aktivisterne mod slutningen af århundredet set sig om efter andre objekter og fundet holocaustskyldnere alle vegne. Hundredtusinder, der har arbejdet for det tredje rige, gratis eller til lav betaling bør have krav på kompensation. Men især bør alt jødisk guld bringes tilbage til de "retmæssige" ejere. Medierne stod til rådighed med indtrængende kampagner for at spore og helst få udleveret alt, hvad der blev betegnet som jødisk guld.

Størstedelen af pressen - ikke mindst den skandinaviske - sluttede op, uden at stille spørgsmål. Nordmændene rystede straks op med nogle oliemillioner, og svenskerne lovede at gøre deres yderste for at bringe klarhed over, hvor meget jøderne eventuelt kunne tænkes at have til gode. Selv schweizerne følte sig rystet i deres bankboksbaserede grundvolde og lovede, at hoste op med ikke ubetydelige beløb; dog var ikke alle lige underdanige.

En række spørgsmål har uindviede ikke fået svar på : Det synes som om guld, eller værdier, som jøder en gang har haft rådighed over for al fremtid er deres retmæssige ejendom. Dette rare privilegium synes andre folk ikke at nyde. Hvorfor ?

Ejendom tilhørende tyskere, altså en fjendtlig magt, har den sejrende side set sig berettiget til at beslaglægge. Da jøderne siden 1933 har betragtet sig som værende i en af dem selv erklæret krig mod Tyskland, var der i princip intet illegalt i at dette land så sig berettiget til at lægge beslag på jødisk kapital.

Når man nu begynder at interessere sig for, hvordan så meget jødisk guld er strømmet til fx. schweiziske banker, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvordan det meget guld er strømmet til jøderne.

Det er velkendt, at de gerne driver handel, ikke mindst med penge, Se Talmud nr. 43. Litteraturens mange jødiske ågerkarle er ikke helt grebet ud af luften. Hvor megen elendighed denne virksomhed har skabt, er svært at dokumentere konkret. Et specielt område af deres formueskabende virksomhed er imidlertid dokumenteret. Både i oldtiden og i middelalderen havde de næsten monopol på slavehandelen. Denne virksomhed blomstrede voldsomt op med markedet for negerslaver fra Afrika, og jødiske brændevinsbrændere på den anden side af Atlanterhavet så ny virkefelter åbne sig. Det er kendt, at arabiske købmænd var storleverandører af negerslaverne som råvare. Mindre kendt er, at jøder havde næsten monopol på den videre trafik over oceanet og frem til forbrugerne. Det dokumenteres nu gennem skibspapirer og kontrakter. Et af de største navne var Aaron Lopez, der mellem 1725 og 1778 kontrollerede omtrent halvdelen af slavehandelen i de amerikanske kolonier. Blandt andre kendte navne finder man Levy og Levey og såmænd John og Jacob Rosevelt. Allerede under overfarten i slaveskibene omkom op til 50 - 60 %. Opgivelserne af antallet solgte slaver er meget svingende fra 10 til 30 mio. Omkomne undervejs udgør formentlig tital millioner.

Kompensation for sådanne tab og for røveri og slavearbejde må beregnes til astronomiske beløb. Vi kan ikke overskue rækkevidden af sådanne betragtninger; og tvivler på at de kan bruges til kalkulationer af historisk retfærdighed i tal.

Men når en dominerende magt fremfører den type krav mod andre til egen fordel, må man også se på legaliteten i disse krav og om andre bør have tilsvarende krav mod denne dominerende magt.

Det rejser en række spørgsmål :

1. Hvor berettigede er jødernes krav på erstatninger for drab på 6 mio. jøder. Tallet må jo nu indses at være overdrevet. Læs Hoax of the Twentieth Century, The s. 69 - 70.

2. Hvor stort ansvar bærer de magthavende jøder for de magtsvages skæbne forårsaget af krigserklæringer, propagandakrig og finansoperationer ?

3. Hvor stort ansvar har disse magthavere og deres villige hjælpere for ulykker, som er påført andre folk ikke mindst i Østlandene; men også Tyskland ? Gennem sine krigserklæringer og økonomiske kamphandlinger bidrog de til den tyske elendighed, som fremmede nazisternes reaktion og fremgang.

4. Hvorfor rejser jøderne med deres mægtige mediemagt kun krav til fordel for sig selv og overfor nogenlunde ordnede og velstående vesteuropæiske lande; men kræver ingen retfærdighed for langt flere millioner ofre i Østen ?

5. Og hvorfor stiller de ikke samme kompensationskrav for de arabere, som de har fordrevet fra deres hjem og berøvet liv, helbred og ejendom ?

6. Hvorfor påtales disse forbrydelser og israelske forbrydelser mod økologi og almen ret ikke af vestmagterne ? Hvorfor protesteres der ikke mod at USA støtter disse uretfærdigheder ? Hvorfor markerer vort eget land ikke sin afstandtagen med protester og diplomatiske markeringer ?

Skal jødisk guld efterspores må også jødiske gerninger og gæld betragtes, og det samme må gælde andre mægtige magter.

Skal kampen for retfærdighed pågå, må kampen for sandhed gå i spidsen. Det betyder, at der omsider må gøres op med det 20. århundredes mest plagsomme gift : propagandaforvridningerne, som blev fabrikeret for at sælge periodens mest ødelæggende krigsarrangementer.

Det er klart en pinlig affære for de sejrende stormagter eller før dette sådanne. Og plagsomt er det også her hjem- me at måtte gøre op med vore yndlingsforestillinger om de ædle krige for retfærdighed.

Men den største enkelthindring er judaismens desperate modstand mod at revidere de propagandaløgne, som har givet dem så astronomiske indtægter, og som er grundlaget for deres teknologiske og finansielle eksistens.

Det er lykkedes dem med utrolig energi og kynisme at tvinge tre eller er det fire lande til at gøre det strafbart at benægte de åbenbare usandheder, som er etableret. Og at opnå kontrol med medierne i de andre vestlige lande, så at det også her praktisk er blevet næsten umuligt at fremføre den nødvendige kritik.

Irvingprocessen markerer, selv om den formelt blev tabt, en åbning, må man håbe. Men der må kæmpes videre.

Læs om David Irving og Penguin-Lippstadtprocessen og forresten på s. om ny jødiske krav på udlevering af europæiske kulturskatte.

> > > * < < <

Jødisk had.

Skønt der ikke findes nogen personlighed, som jøderne afskyr mere end Jesus - det skulle da være Hitler . så kan de godt lide, at håne de kristne for ikke at leve op til læresætninger, som tilskrives mesteren, især buddene om at tilgive sin broder og elske sin næste. Arne Melchior vil, at vi skal elske ham og alle andre jøder, selv om, eller fordi, han ved - hvad de fleste danske ikke gør - at forpligtelsen ikke gælder den anden vej.

Men selv om de kristne ikke kan leve op til de yderste krav i Jesu lære, hvad han nok heller ikke selv kunne - han blev jo også gal i hovedet - så anerkendes hans belæringer alligevel som idealer grundlæggende i kristen kultur.

Dette gælder altså ikke jødedommen; men af nærliggende grunde har denne gjort sit bedste for, at vi ikke skulle opdage, hvor anderledes den faktisk er. Her taler vi ikke om enkelte jøders mulige moral, men om de leveregler, som deres hellige skrifter foreskriver.

Karakteristisk er forskellen mellem de to kulturers indstilling til "had".

Holberg anvender en hel epistel, nr. 285 på at forsvare sig mod enhver mistsnke om, at han skulle være bærer af et hadefuldt sind, hvilket hr. N.N. finder er en filosof uværdigt. Holberg svarer, at had er en last, som ikke alene er en filosof, men ethvert menneske uanstændig.

Og så forklarer han, at der er folk, der faktisk dåner (besvimer) hvis de ser rødbeder. Selv kender han en person, der bekommer ham så ilde, at det kan lignes med det ubehag nævnte personer rammes af, når de ser rødbeder. Men han forsikrer, at han bestemt ikke hader vedkommende. Han synes bare, at han burde lave sig selv om. Med dette uskyldige ønske distancerer han sig, håber han, fra enhver mistanke om at nære had. Vi ser, at i vor kulturkreds betragtes hadet som noget, man ikke kan være bekendt.

Hos jøderne er det anderledes. For jødedommen er hadet noget grundlæggende. Se Talmud pkt. 35. Og læs Elie Wiesel :

"Enhver jøde skal et sted i sin tilværelse indrette en hadzone. Et sundt, kraftigt had mod alt, hvad der personifiserer tyskerne og er særligt for tyskerne" Legends of Our Time, Schocken Books, New York 1982, s. 142.

Hadet plejes omhyggeligt med en endeløs strøm af hadefulde bøger og film. Goldhagen fremstiller i sin bog "Hitlers Willing Executioners" alle tyskere som massemordere, idet han stoler på, at antidefamation-league har gjort det umuligt for dem at forsvare sig. Danske aviser, især Weekendavisen er med på noderne.

Der Spiegel citerer det israelske blad HAIR, der ligesom Ilja Ehrenburg skriver : Der eksisterer ikke nogen gode tyskere. Ikke engang deres fodboldspillere. Klinsmann er et ækelt menneske og Lothar Mathäus et bayersk svin.

Weekendavisen er med i svingene. 27/8-99 bringer avisen over 2 hele sider den russisk-tjekkiske jøde Maxim Billers budskab : tyskerne er uciviliserede. Eufemismen er deres hovedegenskab, derfor siger de ikke, at de slår alle jøder ihjel, men at de foranstalter den endelige løsning. Tyskerne har ikke humor. De kan ikke skrive stringent, og de forstår ham ikke. De er bange for ham. Osv., osv. Hvorfor serverer Thomas Thurah dette hadefulde bavl ? Han ved jo - eller bør vide, at tyskernes endelige løsning ikke var at slå alle jøder ihjel. Det kryller stadig af dem. Helt sikkert er det derimod, at magtfulde jøder ville slå alle tyskere ihjel, og at de gjorde deres bedste.

Der er tyskere, der skriver stringent og også humoristisk. Men nærmer de sig de emner, Biller udbreder sig om, er de i fængsel eller eksil, og W.A. burde hellere interviewe nogle af de sidste. Så hævder Biller, at tyskerne lyver, men det gør W.A. da også. Og mange tyskere er tvunget til det; medens jøderne - og avisen - gør det af fri vilje eller tradition.

Karakteristisk er avisen 19.2.99, BØGER. Her kommer bladet igen med Biller, som her er gjort til tysk forfatter. Selv om artiklen hverken har stringens eller humor er den ikke tysk. Den er jødisk, eller som Osman ville sige : ærkejødisk. Læs følgende penneprøve :

"Da Gud opfandt tyskerne sagde han til dem: I vil skaffe jøderne af vejen. Så sagde han: Og når I er færdige med det, så vil I lade som om I skammer jer derover. Men så - efter en tid - bliver i skideligeglade, og I vil fejre Holocaust. I vil fejre den, idet I taler mere om den end om mig, og til sidst bygger I den et tempel i jeres ny hovedstad Berlin, og I kalder det af list og fejhed for "Mindesmærket over Europas myrdede jøder".

Epistlen er typisk jødisk på to måder. Den beskylder tyskerne for den tarvelighed, som er jødernes egen : at fremhæve holocaust ved enhver lejlighed og at fremhæve jødiske ofre frem for alle andre. At ivre for bygning af museer for jødisk sæbe, som aldrig har eksisteret, og for jødiske holocaustofre. Er det ikke utroligt at påstå, at det er tyskerne, der ligger bag ? Er det tyskere, der motiverer WA. til at skrive om eller i hvert fald nævne holocaust i næsten hvert eneste nummer ?

Vil han bilde os ind, at det er tyskere, der opfordrer ham til at udbrede sig - på deres vegne - om holocaust ? Nej det er jødiske pressionsgrupper, fx. antidefamation-league. Se inversion.

De tyskere, der får kendskab til sandheden er ikke skideligeglade eller stolte af holocaust - de betragter den jødiske versíon som et bedrag : The Hoax of The Twentieth Century, som amerikaneren Arthur Butz formulerede det allerede 1976.

Og så den litterære form : Her har vi den typisk jødiske teknik : I stedet for at argumentere fortæller man en fabel, hvor alt det onde og latterlige placeres hos modstanderen - hadets genstand : fjenden, her tyskeren. Og den gode, det er jøden, fortælleren af den "kostelige historie".

Præcis ligesom man med en lille fabel lader rabbiner Kelominus nedgøre kristendommen, den tyske kejser og Speyer-katedralen, et af Europas mest pragtfulde kulturmonumenter. Vi fortæller denne historie i Epistel nr. 2.

Vi kan godt smile af de to fabler; men godtage dem som dokumentation for, at tyskerne er uciviliserede og jøderne civiliserede, det kan vi ikke.

Derimod viser de, at hadet og forstillelsen er et kendeligt træk i jødisk politisk, religiøs lærdom og tradition, hvilket naturligvis ikke forhindrer at enkeltpersoner tænker og handler anderledes.

Men man ved ikke, om man skal le eller græde, når den israelske præsident Ezer Weizman i det tyske parlament i januar 1996 bekendtgør, at han aldrig bliver i stand til at tilgive nazisterne, at de myrdede 6 mio. jøder under 2. verdenskrig. For naturligvis ved han, at det gjorde de ikke, men han ved også, at tyskerne var forhindret i at pege på dette, og det udnyttede han kynisk.

7.2.2000 bragte Ekstra Bladet denne overskrift 55 år efter krigens slutning : "DØM DANSKE JØDE-MORDERE. Mosaisk Trossamfund (ved sin formand Jacque Blum) : hvis de lever skal de for retten." - Det drejer sig ikke om bødler og torturister, men om danske embedsmænd, der nægtede på vort lands vegne at tage mod kommunister, socialister og jøder, som tyskerne gerne ville af med. Dette betegner fh. overrabbiner Bent Melchior som satanisk mord. Her er ikke noget ønske om retfærdighed, men kun om had og hævn. Ellers ville samfundet kræve jødiske mordere og torturister for retten. Det sker aldrig. Se fx. under Jødiske grusomheder, og Herbert Pundik s 142.

> > > * < < <

Jødisk katekismus : Se Katekismus for Sovjetunionens jøder.

> > > * < < <

Jødisk opdragelse.

Omskærelsen og de mangfoldige ceremonier, ligesom gudstjenestens hyppige understregning af soldaterlydighe- den til Gud, med hvem jøderne angivelig har en speciel forretningsaftale, tjener til at opbygge et særligt sammenhold, men også en front mod alle andre, i princip laverestående væsener. Myter og fabler tjener til at understøtte dette. Og fester og ritualer indarbejder det i underbevidstheden. Vi har peget på Esther-myten - Se Purimfesten og dyrkelsen af tilintetgørelsesmanien overfor fjender. Goldschmidt belærte danskerne : "Vi siger øje for øje og tand for tand !" Men han talte da om et bytteforhold, som hans nulevende stammefrænder i Israel ikke synes at acceptere.

I virkeligheden er der tale om racistisk og chauvinistisk ekstremisme. Når der agiteres for indgreb på disse områder, er jødedommen det naturlige sted at begynde, ikke mindst for at bremse andre religiøse ideologier, inden de når at etablere en tilsvarende magt. Vi mener dog det bør ske gennem oplysning i skole, bøger og media; men støtte til deres virksomhed bør inddrages, og omskærelse og schâchtning ligesom hallalslagtning bør forbydes her l landet.

Det interessante er, at den specielle jødiske opdragelse giver os nøglen til forståelse af jødernes mærkelige succes i konkurrencen med ikke jøder. Vi har af Shahak fået at vide, at jøder ikke må rose ikke-jøder, og at de ikke må give en ikke-jøde en position, hvor han kan bestemme over jøder. Men hvordan kan de have held til at drive denne politik i forsamlinger, hvor ikke jøder er i flertal ? Svaret er : Ved opdrevet selvtillid understøttet af kropssproget.

Den jødiske dreng opdrages til at være noget særligt : bedre naturligvis end sine søstre, men de naturligvis sammen med ham og andre mandlige jøder bedre end alle andre. Denne selvtillid, afstivet af troen på jødefolkets guddommelige eller i hvert fald nyttige mission giver dem en sikkerhed i optræden, som er egnet til at besejre ikke-jøderne. Den ytrer sig i, at de uden vaklen tør fremføre selv utroligt vinklede opfattelser, og understrege dette med et overvindende kropssprog. Vi illustrerer dette i omtalen af den TV-episode som skildres under Penguin- Lipstadt-processens afsnit: "I den hjemlige andegård." S.141.

> > > * < < <

Jødisk presse.

Vore samisdat blev startet som et forsøg på at bryde den informationsblokade, som vi var stødt imod i danske medier. Vi erfarede, at den var praktisk taget total, og vi erfarede, at andre meget kompetente personer har erfaret det samme. I Sam 5 og 6 gør vi rede for, hvordan danske medier fra journalister til chefredaktører, generaldirektør og pressenævn står ubrydeligt sammen om at forhindre, at specielle enkle fakta får lov at komme frem til offentligheden. Censuren er selektiv. Det er overvejende stof, som er besværligt for sionismen, som konsekvent undertrykkes.

Gåden er, hvordan sionistiske kredse har kunnet etablere denne utrolige kontrol. Vi foretrækker at søge for- klaringen uden for raceteoriernes vildnis, nemlig i den ideologiske baggrund : Sionismens idé, sammenhold, målrettethed og den selvbevidsthed, som vi pegede på under forrige opslag.

Ideen, at erobre verdensmedierne er knapt 160 år gammel. Osman Bey oplyser 1878, at den dukkede op knapt 40 år tidligere 1840 i Krakov ved et møde mellem jødiske ledere, der var samlet for at diskutere, hvordan man skulle sikre judaismens triumf fra pol til pol. En livlig debat udfoldede sig spændende fra teologi til økonomi, da en magtfuld personlighed, hvis navn Osman ikke har kunnet få oplyst, skar igennem med følgende :

"Hvad snakker I om ? Så længe vi ikke har pressen i vore hænder, er alt I siger ingen ting til ! Forgæves organiserer I selskaber, lån, bankerotter og alt sådan. Så længe vi ikke har pressen i vore hænder til at døve og bedrage verden med, kan vi ikke udrette noget, og vor magt forbliver et hjernespøgelse,"

Tilhørerne indså, at et orakel havde talt, og dermed begyndte erobringen af medierne. Man delte dem i tre klasser :

1 . dem, som jøder betalte ved subskription eller opkøb af aktier. Han nævnte, at der var mindst 15, deriblandt :

The London Times, Les Debats, L' Independance Belge, La Revue des deux Mondes, New York Tribune. Navnene er i sig selv et spex : "Debatterne", "De uafhængige" og New York's "talerstol". Osman fortsætter : Der behøves ingen kontrakt, da enhver udgiver vil have sympati for dem, der betaler punktligt hvert kvartal. Et vist hensyn må tages til abonnenter og aktieejere, men selv om en udgiver vil tøve med at kæmpeåbent for jøderne, vil han i hvert fald undgå at genere dem i sine spalter. "Men det er tilstrækkeligt for jøderne, og dér ser de helt rigtigt, for, når det kommer til stykket, er det ikke nogen ringe bedrift at have gjort indflydelsesrige aviser som The Times, Debats, New York Tribune etc. harmløse".

2. Aviser, der fører et nationalt banner, men i virkeligheden er jødiske organer. "De er ulve i fåreklæder, for ligegyldigt om de fører sig frem som engelske, franske, amerikanske eller tyske er de ikke desto mindre jødiske, nej ærkejødiske aviser." Som eksempler nævner han The London Daily Telegraph med 100.000 abonnenter. Den blev købt for 20.000 £ af jøden Levy. Familien tog navneforandring til Lawson (ordret oversat: lov-søn ! Vor anm.) og hr. og fru Lawson figurerer nu som gæster ved prinsen af Wales's bal. Chefudgiveren Edward Lawson er medlem af parlamentet og venter snart at blive baron.

Frankrig kan glæde sig over to sådanne aviser La Patrie og Paris Journal, begge ejet af den jødiske baron Soubeyrand. Wien har Neue Presse og Italien Perseveranza, begge jødiske. I Tyskland er der mange, fx Frankfurter Zeitung.

3. Aviser, der stolt fører det jødiske flag. De har navne som Das Judenthum; Israelit; Israelitische Bibliothek; Jewish Cronicle; Baltimore: Jewish Messenger; New Jersey: American Israelite; Cincinnati: Jewish Record; Philadelphia: San Francisco Hebrew, Occident; Chicago: Independent Hebrew; New Jersey: Jewish Gazette etc.

Disse og andre skrifter spredes blandt jødiske samfund over hele verden. Deres opgave er at føre Israel i en aggressiv bevægelse mod hedningers og ikke-jøders velstand. Pressen udstøder kampråbet og styrer jøderne fremad. Uden disse aviser ville den jødiske bevægelse ikke forme en helhed, og dens aktivitet ville nødvendigvis savne indre kraft.

Den måde, jøderne anvender pressen på, afslører en hemmelighed og en frygtelig magt. De hundredevis af aviser udgør et batteri, som det er næsten umuligt at kæmpe mod. Osman refererer en konflikt 1868 mellem jøderne og Rumænien. Rumænerne havde svært ved at finde to - tre aviser, "som ville forsvare dem overfor den offentlige mening. De ulykkelige rumænere fandt sig selv udstødt af hele den civiliserede verden som fanatikere."

Vi ved ikke, om serberne har fornærmet jøderne; men det var i hvert fald nøjagtigt samme skæbne, der overgik dem 130 år senere.

Osman konstaterer : Enhver, der ikke vil lade sig plyndre af jøderne, kaldes reaktionær, og hvis han tager en pisk i hånden, er han barbar.

Han tilføjer : Jødernes pres på medieverdenen er ikke begrænset til de trick og rævestreger, som er nævnt. Efter den ene succes efter den anden strækker de nu hænderne ud efter alle aviser indenfor rækkevidde, og sandt at sige lykkes de både som udgivere, korrespondenter og leverandører til romansektionerne.

Også boghandlen er gået over til jøderne. Alle vegne møder man dem som boghandlere og udgivere. De alene bringer os oplysningen. " Men når vi har nået denne oplysning vil vi være deres slaver både moralsk og materielt."

Det sidste er en uhyggelig sandhed. Det bemærkelsesværdige er jo, at alle de fremførte iagttagelser og betragt- ninger blev nedskrevet for 120 år siden. Og den anonyme idémands tanker blev hurtigt spredt.

Den udvikling, Osman påpegede, er siden fortsat og dramatiseret af to verdenskrige, i hvilke magtjøderne tog afgørende del. Når mediefolk nu - mange mod bedre vidende - stadig slår vagt om krigstidens had- og greuelpropaganda, slavebindes de, som Osman påpegede det, både moralsk og materielt.

Se også Penguin Lipstadt-sagen.

Det oplyses, at der er ca. 8.000 jøder i Danmark, hvoraf godt 4000 i 1995 er medlemmer af Mosaisk Troessamfund. Året efter er det sidste tal blevet til knapt 4000. Selv om det første tal skulle være 10 gange så højt, er det påfaldende, hvor mange jødiske chefredaktører, der står i spidsen for vore store blade. Og det er påfaldende, at så mange jødiske skribenter har fri adgang til i spalterne at tale nedladende om danskerne og dansk kultur, medens modindlæg ikke slippes frem. Vi har ingen sikker eller udtømmende oversigt, bl.a. fordi personer med klare sionistiske vurderinger sikkert er almindelige også i de halv- og kvartjødiske grupper, som rabbinerne ikke godkender som rigtige jøder.

Påfaldende mange er også placeret som underholdere og uddelere af penge og fjernsyn på skatteborgernes regning. Et fænomen er charmetrolden Michael Meyerheim, som med afvæbnende dansk humor morgen efter morgen pjatter med den lyslokkede Cecilie Frøkær om, hvad der står i aviserne af pudsige, men ligegyldige sager, især fodbold. Deraf lidt harmløs skæmt om det dér med mænd og kvinder. Alt sammen udstuderet hyggeligt, og ind imellem udlodder de gratis fjernsyn, til hvem, der gider skrive og ringe til dem.

Men når noget alvorligt skal rundspredes, indkalder Meyerheim de jødiske chefredaktører og opinionsagenter, som på den måde kan vinkle både i deres egne blade og i fjernsynet, der i øvrigt også andre steder er meget gæstfrit overfor jødiske opinionsagenter og propaganda- og påvirkningsfilm.

For dansk og internationalt demokrati er jødisk mediedominans den største hindring. Det er svært at hamle op med det mægtige penge- og magtapparat, som står bag; men et oprør burde gro frem i et sundt samfund.

Journalister og redaktører må gøre oprør mod det diktatur, der bestemmer, hvad de må skrive og især ikke må.

En forudsætning er, at århundredets værste usandheder afsløres. Denne proces synes måske, blandt andet takket være internet, at være ved at komme i gang.

> > > * < < <

Jødisk verdensherredømme. Se Epistel no 4.

Påstandene om planer eller tendenser afvises ivrigt med forsøg på latterliggørelse af begreberne konspiration og sammensværgelse. Vi peger på, at sådanne ikke behøves. Det jødiske samfund er i sig selv et sluttet system, som medlemmerne fødes ind i og siden mærkes (ved omskærelse) og opdrages til at tilhøre.

Mægtig jødisk indflydelse gennem flere århundreders revolutioner og ikke mindst 1900-tallets krige belyses nu af forskellige, men især indgående af Douglas Reed med The Controversy of Zion og af Jüri Lina med Under Scorpionens Tecken og højst direkte af Benjamin Freedman og af dem selv, når de snakker inbyrdes eller glemmer at passe på. Se nederst.

Vi har peget på, at jødemagten har fælles interesser med kredse af mægtige finans- og industrifolk; men at den forstår at præge fælles aktiviteter med regler og undtagelser til jødisk fordel.

Iøjnefaldende gennem lang tid er jødisk dominans i verdens mægtigste pengeforetagender med navne som Rockefeller og Rothschild. Ligeledes påfaldende er en utrolig høj frekvens af jøder i internationale politiske topstillinger. Sidst så vi total dominans i håndteringen af Kosovoproblemerne. Ikke blot i det politiske spil, men langt ind i Natos.

De har deres egne mægtige organisationer som B'nai B'rith, men gør sig også gældende i toppen af andre frimurerorganisationer. Vi ser dem i og bag Bilderbergerne og de Trilaterale.

De behersker medierne i størstedelen af den såkaldt frie verden, og vore egne totalt. Selv film og bogverden styres af dem. Vi viser, hvordan de har skaffet sig magt i redaktionen af vort nyeste leksikon, som pranger med den prestigeladede titel encyklopædi, som det desværre ikke kan leve op til; men værst er, at vigtige artikler er vinklet uvidenskabeligt i sionistisk interesse. Se encyklopædi. den "danske" og Jødisk presse.

I dag er deres aktivitet for multikultur og multietnicitet påfaldende især ved, at de holder deres egen kultur udenfor. I denne kampagne deltager vore egne fremtrædende jøder energiskt. Hootonplanen er oprindelig en jødisk idé rettet mod ærkefjenden Tyskland, men siden udvidet mod alle ikke-jødiske folk. Hootonkontorets virksomhed er stærkt præget af dette.

Det samme gælder pressehetzen mod krigsforbrydere, i hvilken jødiske forbrydere nyder immunitet.

I dag dominerer jøder fuldstændigt Clintons hof . 1998 kan 60 jøder opremses i magtkredsen omkring præsidenten.

Israelske toppolitikere optræder truende overfor europæiske stater. De råder i dag over egen militær magt støttet af USA med rådighed over supermagtens mest avancerede våben og egne missiler og atomvåben + sandsynligvis kemiske og bakteriologiske våben.

Jødernes egne afsløringer af magtovertagelsens teknik belyses af følgende opslag : Besekow, Cremieux, Katekismus, Levy (Baruch og Louis), Samuel, Sions vise, og jødisk presse.

Central er Hootonplanen : Del og hersk og etablering af kaos. Det sidste forklarer sionisternes ( Hootonkontorets) iver for indvandring af danskfjendtlige folk og protektion af kriminalitet. Bemærkelsesværdig er Søren Mørch's konstatering af allerede etableret jødisk hegemoni (overherredømme) i Danmark. S. 124.

> > > * < < <

Jødiske dissidenter.

Som den største jødiske dissident regner vi stadig Jesus. Hvor træffende betegnelsen er for den historiske Jesus, ved vi ikke, men det er underordnet. At han var jøde vil vist ingen bestride, men når det nu især fra jødisk side hævdes, at han var en korrekt troende jøde, så gælder det i hvert fald ikke den skikkelse, som man i den kristne lejr ser op til. I henhold til evangelierne tog han afstand fra den ekstreme jødiske chauvinisme og fra det regeltyranni, som er så vigtig for magthavernes indoktrinering og styre.

Andre kendte dissidenter : Joseph G. Burg, Benjamin Freedman, Israel Shahak, Chaim Bermant, Isiah Leibowitz, David Cole. At Jehudi Bauer kan regnes som dissident. ser vi stadigvæk som tvivlsomt, skønt han har udtalt, at offertallet for Auschwits bør reduceres med 3 mio.

I øvrigt møder jødiske dissidenter uden for Israel omtrent samme form for modstand i media, som vi andre.

Til afrunding vil vi citere følgende fra et afsnit om jødiske dissidenter på s. 6 i Vestlig Samisdat nr. 4 :

I klasse med og af betydning mindst som Israel Shahak er Victor Ostrovsky, en canadier af jødisk oprindelse, som efter uddannelse til superagent i Israels efterretningstjeneste MOSSAD kom i unåde og måtte flygte. Sammen med en canadisk journalist skrev han bogen "Ved hjælp af bedrag", som man er nødt til at læse, hvis man vil forstå lidt af, hvad der foregår. Ostrovsky har fulgt op med bogen "Kampen om Mossad", udgivet på norsk, Aventura forlag, 1994, ISBN: 82-588-1027-8.

I vol. 16, nr. 5, 1997 af Journal of Historical Review omtales den jødiske forfatter John Sack, som efter langvarige anstrengelser i 1993 på Basic Books forlag fik udgivet bogen "An Eye for an Eye. The Untold Story of Jewish Revenge Against Germany in 1945" (Øje for Øje. Den aldrig fortalte historie om jødisk hævn mod tyskerne i 1945.) Da vidneberetninger om jødiske grusomheder mod tyskere i polske fangelejre var modstridende, startede han en forskning, der førte ham vidt omkring i Europa, Israel og USA. Han kom frem til, at mellem 60.000 og 80.000 tyskere døde i disse lejre, mange efter hårrejsende tortur. Debatten om bogen blev hurtigst muligt stoppet; men man nåede dog at overdynge den med de indarbejdede klichéer : "Den store løgn." og "Falsk vidnesbyrd". Bogen er ude af boghandlen, og forlaget vil ikke trykke ny, men Sack ønsker at købe rettighederne tilbage og slippe dem ud på internettet. Ved IHR's konference år 2000 holdt Sack foredrag. Man understreger, at han ikke er holocaustfornægter; men det er jo David Irving heller ikke. En anden artikel i samme nummer er skrevet af canadieren Doug Collins, der undrer sig over så forskelligt arabiske og jødiske terrorister bedømmes. Blandt de sidstnævnte figurerer ellers kendte navne som Menachem Begin og Yitzak Rabin, og ofre så prominente som svenske grev Folke Bernadotte. Dertil uskyldige arabiske og såmænd amerikanske ofre. Men så var Collins en tur i England. Her blev han overrasket over at se store overskrifter i aviserne om jøder i nazi-uniformer. Der har været mange højtstående og højt dekorerede officerer, deriblandt to feltmarskaller. Jødebegrebet var ikke så fastlåst, som man har fået os til at tro. En Texasstudent ved navn Bryan Rigg, af tysk-jødisk afstamning, var kommet på sporet af historien under studier i Cambridge. Han kunne efterhånden fremlægge sit materiale støttet af 30.000 dokumenter, og briterne blev mildt sagt interesserede. Artiklen nævner forbavsende eksempler på, hvordan det kunne gå til og slutter på en måde, som vi kunne underskrive : "Alt dette er mærkeligt. Og lige så mærkeligt er det, at jeg ikke har været i stand til at finde nogen omtale af det i vore media. Ikke engang Time magazine. Jeg gad vidst hvorfor ?"

Professor McDonald peger på, at jødiske dissidenter, som den unge David Cole, er blevet tvunget til at tage afstand fra, hvad de har sagt. Det var Cole, der hjalp Ernst Zündel med videodokumentation vedrørende Auschwitz, og som havde held eller talent til selv at yde et interessant bidrag. (Se Penguin-Lipstadtprocessen)

> > > * < < <

Jødiske grusomheder.

Fra Mellemøsten ved vi, at Israels regeringer, selv om landet har ratificeret forbudet mod tortur, har givet efterretningstjenesten Shin Beth tilladelse til at benytte sig af det. Mange palæstinensere er blev lemlæstet og flere omkommet under sådanne forhør.

Nedenfor omtales jøders grusomme behandling af fanger ved krigsforbryderprocesserne. I den seneste tid er Morgentauklikens bestialiteter draget frem. Se også under general Patton. Senest er Chaim Weizmanns bestræbelser for at forgifte 6 mio. tyskere efter krigen blevet afsløret. Endelig er forholdene i polske kz-lejere med tyskere kommet for dagen.

På tysk er udkommet flere værker, der dokumenterer overgrebene fra allieret side især i Øst, men også i Vest. Under titlen "Vae Victis" : "Ve de besejrede" er nu på svensk udkommet en oversigt over især, men ikke udelukkende, jødiske bidrag til grusomheder og hævn på civile tyskere. Artiklen er skrevet af Lars Adelskogh og findes i årg. 3 nr. 1 / 2000 af tidsskriftet, Nexus, som han er redaktør af. Han fortæller om de ufattelige grusomheder, som blev begået især i polske lejre. Rygter sivede ud. Blandt andet frigav man en mand, der før havde været i Audchwitz. Han sagde : Jeg ville hellere være ti år i en tysk lejr end en eneste dag i en polsk. I august 1945 udtrykte både englændere og amerikanere uro over, hvad der skete bag det jerntæppe, som deres ledere så ufatteligt naivt havde ladet Stalin hænge op. Churchill, der mere eller mindre begejstret havde bivånet forberedelserne på Jalta og i Potsdam tog igen ordet og sagde : "Enorme mængder af tyskere er sporløst forsvundne. Det kan ikke udelukkes, at en katastrofe af kæmpemæssige dimensioner udspilles bag jerntæppet". En amerikansk senator rapporterede om prygleorgier, skydninger, vandtortur, opskæring af blodårer, sønderknusning af hjerneskaller. Så bredte tavsheden sig igen.

Det var den amerikanske journalist John Sack, af jødisk afstamning, som efter omfattende undersøgelser bragte de rystende kendsgerninger for dagen med sin bog An Eye for an Eye, som udkom i New York i 1993, altså i dag for 7 år siden. Nogle citater fra Adelskoghs artikel : "I Schwientochlowitz måtte fanger, der ikke blev pryglet til døde, nat efter nat stå i koldt vand til de døde" Mere om denne lejr : "Vagterne anvendte køller, sengeplanker, stænger og tyskernes krykker til at give tyskerne deres femten slag hver. Somme tider byttede de pryglene ud med dødsstraf, hvorved de tog tyskeren i arme og ben og slog ham som en rambuk mod væggen." - - "Vagterne voldtog de tyske kvinder - en trettenårig pige blev gravid -, og de dresserede deres hunde til på kommando at bide mændene i kønsorganerne." Efter kort tid var tre fjerdedele af tyskerne i denne lejr, hvis kommandant hed Shlomo Morel, døde. Han pralede :"Hvad tyskerne ikke lykkedes med på fem år i Auschwitz, klarede jeg i Schwientochlowitz på kun fem måneder. På syv måneder pinte han livet af 2500 civile tyskere. I 1992 ville man i Polen tiltale ham for dette massemord. Han flygtede til Israel, der nægtede at udlevere ham til Polen.

I dødslejren Lamsdorf, og her er virkeligt tale om en dødslejr, gik det til på følgende måde : "Dag for dag fik Czeslaw en liste med navnene på de døde tyskere, og så sagde han altid : hvorfor så få ? (...) De ulykkelige tyskere var kvinderne fra Grüben. Under krigen havde SS begravet et antal polakker, det var femhundrede lig, i en stor eng ved Lamsdorf, men Cseslaw havde hørt at det var 90.000 og befalede kvinderne fra Grüben at grave dem frem. Kvinderne gjorde dette og fik kvalme, da de sortnende lig, der lignede affald, kom til syne. Deres ansigter var ødelagte og deres kød råddent, men vagterne, psykopater, der ofte tvang en tysker til at drikke urin eller blod eller æde menneskeafføring eller stak en femmarkseddel i skeden på en kvinde og satte ild til den, de skreg til kvinderne : 'Læg Jer på dem !' Kvinderne gjorde, som de var beordret, og vagterne skreg : Omfavn dem! Kys dem! Gør det med dem!' Med sine geværkolber slog de så kvinderne i baghovedet til de stak øjne, næse og mund dybt ned i ligansigternes søle (...) Der fandtes ingen brusebad på dette sted, og da det tydeligvis drejede sig om tyfusofre, døde 64 af kvinderne fra Grüben af denne sygdom. (...) Næsten 20 % af tyskerne i Lamsdorf (1576 af i alt 8564 mænd, kvinder, drenge , piger og spædbørn) lykkedes alligevel på en eller anden måde at overleve."

Adelskoghs artikel refererer hårrejsende beretninger om tjekkers og polakkers overgreb mod civile tyskere, men også de britiske terrorbombninger af civile og kulturelle mål, som ikke modsvares af tysk brutalitet. Og den nævner de brutale og folkeretsstridige etniske rensninger ikke blot i tjekkiske og polske områder; men også i landskaber, der har været centre for tysk kultur i århundreder. Endelig nævnes Morgentau's og Eisenhowers hævnaktioner. Se også George Bacque. Mange millioner tyskere blev fordrevet, myrdet eller drevet i døden. Adelskogh (og hans kilder) kommer frem til, at de allierede dræbte 12 mio. tyskere efter krigen. Utallige tyske kvinder blev voldtaget eller mishandlet eller begge dele. Jødiske aktivister, agenter og propaganda kan påvises bag alt dette. Se Ilja Ehrenburg. Douglas Reed, Jüri Lina og andre påviser, at noget tilsvarende kan påvises vedrørende den sovjetiske revolution og den blodbesudlede udvikling af denne.

Hvad skal disse afsløringer tjene til ? Er det ikke bedre, at de forbliver i det mørke, hvor man så effektivt har forstået at holde dem gemt ?

Svaret må være, at kulegraver man adfærden i den ene part i en verdenskonflikt, bør man holde sig til sandheden, så langt det er muligt, og så må den anden part undersøges lige så grundigt og fordomsfrit. Når så stærke jødiske kræfter mobiliseres for at anklage europæiske magter og bevægelser, må deres egne handlinger også kigges efter.

Det der mere og mere klart træder frem er, at propagandaen, er våbnet, som er endnu mere farligt end de fysiske, fordi det er våbnet, der kan sætte alle de andre i gang.

Den vigtigste nedrustning, og måske den vanskeligste er derfor nedrustningen af propagandavåbnet. Det kan ikke ske uden at bekæmpe usandheder og fortielser. Kampen for sandhed går stadigvæk frem for alt andet. Og så må propagandaløgnerne finde sig i at blive afsløret.

*******

Jødiske krigserklæringer.

I nyere tid er de magtfulde jøders krigserklæringer mod Tyskland bemærkelsesværdige. Allerede 1932, før Hitler var kommet til magten udlovedes krig mod Tyskland, og året efter deklareredes denne krig i store aviser fx. i Daily Express, 24 marts 1933.

Her viser vi forsiden af bladet, der opfordrer al verdens jøder til at samles om en fælles aktion mod Tyskland.

Der bebudes umiddelbart verdensboykot af tyske varer og massedemonstrationer.

Ved Englands krigserklæring mod Tyskland erklærede Chaim Weizmann endnu engang, at jøderne på enhver måde ville kæmpe på Englands side. Og siden kæmpede jødiske krigere som soldater i de allierede hære, og som partisaner især i Østeuropa, hvorved mange jøder blev dræbt, men ifølge deres egne oplysninger påførte den tyske krigsmagt endnu større tab.

Måske den vigtigste part af den jødiske krigsførelse var dens propagandaindsats. Holocaustbeskyldningerne blev naturligvis især fremført af jødiske agenter, som spillede en vigtig rolle i de allieredes efterretningstjeneste, fordi jøder emigreret fra Tyskland besad nyttige sprogkundskaber.

Det sidste er formentlig også en årsag til, at så mange blev udtaget til at forhøre arresterede tyskere mistænkt for, hvad tribunalerne havde defineret som krigsforbrydelser. For at fremskaffe tilståelser, som kunne bruges til domfældelser, af denne art, anvendte en del af dem - men også en del ikke jøder - grusom tortur. Til sidst blev det for groft, og de fleste eller måske alle jøder blev fjernet fra disse befatninger, men deres høst af kriminelt fremskaffede "tilståelser" blev anvendt under efterfølgende retssager.

Propagandakrigen mod Tyskland blev ikke stoppet med krigsafslutningen, men intensiveret, som Friedrich Grimm belyser det med referat af et møde med en repræsentant for den pågældende propagandafdeling, ( "Jeg var i Auschwitz" af Thies Christophersen s. 8-9)

Arbejdet med at udbytte den slagne modstander fortsætter ved hjælp af bagtalelse med alle tilgribelige midler : film, fjernsyn, bøger, artikler, "retssager", og "konferencer".

Og Ezer Weizmans trusler mod Tyskland og Israels mod Østrig på grund af Jörg Haiders fremgang minder meget om ny krigserklæringer. Mellemøsten og Serbien har dyrt måttet erfare, hvad de er i stand til at udrette.

Det bør måske igen påpeges, at jøder kæmpede på begge sider i første verdenskrig, men mere forbavsende : Der kæmpede også jøder i Hitlers hære, endda med høje befatninger. Se : Jødiske dissidenter s. 95.

*******