Katekismus for Sovjetunionens jøder.

blev udarbejdet af sionister i Tel Aviv 1958, men blev først publiceret på russisk i 1989-90. Efter Jüri Lina's bog "Under Skorpionens Tecken, s. 330-31 citerer vi følgende. "det er nødvendigt at hjælpe vore unge jøder til ledende poster. Russerne er ikke kapable til dybere tanker, analyser - - de er som svin - - - Alt, som i dag tilhører dem, er egentlig vort - de bruger det bare midlertidigt. Vi har af Gud fået til opgave at tage alt fra dem. - - -

Gojerne er dumme og primitive, de kan ikke engang lyve - - -

Bagtal deres fremstående personer, dem, som er i stand til at holde tale _- - -

Vort valgsprog er anstændig frækhed. - - -

Anklag alle, der forsøger at modarbejde os, for antisemitisme og giv dem stemplet antisemitter. Spred hele tiden påstanden om det evigt lidende jødiske folk, som altid før er blevet forfulgt og som nu diskrimineres.

'De stakkels jøders' taktik har retfærdiggjort udøverne i tusinder år.

Gud har sat os jøder til at regere verden, og det gør vi.

Hold massemedierne og informationsredskaberne i vore hænder.

Folk uden historie er som børn uden forældre. De må begynde om fra begyndelsen, og så er det let at give dem vor verdensanskuelse og vor tænkemåde. På den måde kan man likvidere hele folkeslag. De må blive af med deres historie og deres traditioner, hvorefter vi vil udforme dem på vor egen måde - - - Gennem ægteskab med jødinder er der mulighed for at drage russere ind under vor indflydelse og ind i vor interessesfære.

Opkøb, ødelæg og forhinder udgivelse af bøger, der afslører vor taktik og strategi. Gojerne må aldrig få de egentlige årsager til jødepogromerne at vide.

Valget må stå mellem os og kaos. Hvor man forsøger at klare sig uden os, må vi skabe fuldstændigt kaos. Se til at uordenen varer ved lige til de pinte og plagede gojer desperat vil have vor magt tilbage. Gojerne må arbejde under vor ledelse og være nyttige for os. Den, der ikke er nyttig for os, må fordrives. Den, der ikke er med os, er mod os. "Øje for øje og tand for tand." det lærte Moses os.

Pengene er vor Gud !"

Ifølge Svenska Dagbladet, 10.4.1983 s.14 sagde den jødiske doktor Jacob Nussbaum, som var høj funktionær i en international organisation til den svensk-jødiske forfatter Lars Gustafsson : "Der findes ingenting, overhovedet ingenting længere, der står mellem os (dvs. jøder i ledende positioner) og kaos" - - - - "Europa - - - i internationale organisationer naturligvis i vældigt stor udstrækning er helt enkelt et udtryk for den jødiske universalisme - - - Uden den jødiske universalisme og uden den jødiske tro på værdiens beståen bliver der ikke plads tilbage til Europa."

Det fremgår karakteristisk, at jøderne har en anden opfattelse af begrebet universalisme, end vi har, idet de åbenbart betragter sig selv som universet. Vi andre mener, at andre mennesker er lige så meget Guds børn og skabninger som de.

Naturligvis må man stille samme spørgsmål som overfor "Sions Vise". Er brevet ikke falskt? Men afsløringen skete ved jøder, der protesterede mod indholdet, som de tog alvorligt. Det interessante er jo, at dette stemmer med Talmud og med de verdensaktivister, vi nøvner på s. 96.

> > > * < < <

Katyn.

Landsby vest for Smolensk, hvor tyskerne 1943 hævdede at have fundet ligene af flere tusinde polske officerer, henrettet af russerne. Den polske eksilregering krævede en undersøgelse ved Røde Kors. Sovjetregeringen modsatte sig dette og påstod, at tyskerne havde begået forbrydelsen. I tilgift afbrød man den diplomatiske forbindelse med den polske eksilregering. Det har vist sig ud over enhver tvivl, at Sovjet havde ansvaret for massakren.

> > > * < < <

Kaufman, Theodore N.

Amerikansk-jødisk antigermanist. Præsident for det amerikanske "fredsselskab". Rådgiver for præsident Roosevelt og hans nærmeste. Udsendte februar 1941 bogen Germany Must Perish : 'Tyskland må udslettes', som gik ind for totaludryddelse af det tyske folk og tysk sprog og kultur. Den kunne præsenteres for præsident Roosevelt, netop som denne trådte i land efter sammen med Churchill på yachten Potomac at have undertegnet Atlanterhavserklæringen, et aktstykke, som nok er værd at studere. Se opslagsordet. Kaufmans bog vender sig imod alt, hvad præsidenten netop har skrevet under på. Den er ikke rettet specielt mod nazisterne, men mod hele det tyske folk og tysk kultur. Han skriver, at tyskerne er morderiske barbarer og vilde dyr og skal behandles som sådanne. Naturligvis skulle de straffes; men massakrer og masseeksekutioner ville være upraktisk og uciviliseret. Han foreslog, at hele det tyske folk skulle udryddes en gang for alle ved gennemført massesterilisering. Operationen skulle praktisk gennemføres af 20.000 kirurger. Mændene skulle uskadeliggøres i løbet af en måned. Kvinder og børn i løbet af tre år. De steriliserede væsener skulle siden tvangsarbejde indtil de døde. Derefter skulle det tyske folk for evigt være udryddet af menneskeheden. For at udfylde det geografiske tomrum og til at administrere slavearbejderne skulle Tyskland - også i strid med Atlanterhavsdeklarationen - deles op mellem nabostaterne, som det ses af nedenstående kort.

Her viser vi kortet, hvor Tyskland er fuldstændigt udslettet. Dets territorier delt op mellem især Frankrig, Polen, Holland og USSR.

Alt dette skulle sættes i gang, så snart krigen var etableret, gennemført og vundet. USA var på det tidspunkt endnu ikke i krig med Tyskland, da de fleste amerikanere helst ville holde sig uden for.

Læg mærke til at Sovjet allerede her får godkendt de erobringer, som det netop med våbenmagt har lagt beslag på. Danmark tildeles kun et lille område, som forresten før har hørt til riget. Tjekkiet, Holland og Frankrig får store områder med oprindelig tysk kultur, men hvad gør det, når kulturen er afskaffet. Kun nogle små områder er forfatteren usikker på om de skal gå til nord eller syd.

Det er i dag svært at forstå, hvordan sådanne forslag har kunnet tages alvorligt; men store amerikanske aviser hyldede bogen. Time Magazine skrev : Det er en sensationel idé, og New York Times : En plan for varig fred mellem civiliserede nationer.

Man kan deraf forstå, hvor intensivt propagandamaskinen fra 1. Verdenskrig må have arbejdet. Den konsekvente omtale af tyskerne som barbarer, hunner og boscher, hvad vi ikke har kunnet finde ud af, hvad egentlig betyder, havde båret frugt.

Eksemplet bør opfordre til overvejelse, om der skulle være tilsvarende skævvinklinger stammende fra den 2. verdenskrig, som vi selv er blevet indoktrineret med. Det kan jo se sådan ud. Når vi har ladet os overbevise om det kloge i denne krigs førelse og resultat : smadring og forslavning af Vesteuropas folkerigeste land (med en kolossal kulturel og teknologisk produktion bag sig) og overdragelse af resten til endnu værre slaveri under en endnu mere brutal despot, tyder det på, at vi har ladet os binde en del på ærmet.

I alle fald fik Kaufman og/eller de magtgrupper, der stod bag ham, en forrående indflydelse på USA's krigspolitik og krigsførelse, som det vil fremgå af opslagene : James Bacque, Morgentau, Jødisk grusomhed, Hootonplan, Multi-kultur, Mondialisme med mere. Bogen forbød oversættelse til fremmede sprog; men især blev det understreget, at ikke så meget som uddrag måtte oversættes til tysk. Så længe USA ikke var med i krigen, kunne en overtrædelse af dette forbud medføre store tab, for tyskerne, hvis USA svarede med at ophæve alle tyske forfatterrettigheder. Det tyske propagandaministerium trodsede dog til sidst forbudet og viderebragte det nådige budskab til dem, som foranstaltningerne specielt var beregnet for.

Bogen blev for Goebbels et vendepunkt til en mere radikal løsning af jødeproblemet, som dog betød evakuering til lejre mod Øst - ikke udryddelse (JHR vol 15,1 s. 13 ff.)

Programmet for udryddelse af et helt folk på vel 80 mio. blev udsendt ca. et år før den såkaldte Wannseekonference, hvor propagandaen flittigt har påstået, at tyskerne besluttede at udrydde alle jøder, hvilket har vist sig ikke at kunne dokumenteres. Bevisligt gav Göring 31.7.1941 Heydrich ordre til at gennemføre opgave af 24/1-39; men den lød på at løse jødespørgsmålet gennem udvandring eller evakuering.

Opmuntret af bogens succes gik den antityske propaganda videre, men tog en overraskende drejning, som førte til, at man lagde Kaufmans bog lidt til side. Den var ikke længere opportun, da den mosaiske propaganda foretog en af sine mest forbavsende og vellykkede inversioner - se dette. Man besluttede at pådutte tyskerne de uhyrligheder, man netop selv havde fundet på.

Man påstod nu, at tyskerne målbevidst og industrielt udryddede alle jøder. Det vandt ikke umiddelbart tiltro i ikke-jødiske kredse, men blev efterhånden accepteret som greuelpåstand nr. 1 i den allierede propaganda. Derigennem opnåede den udbredelse og prestige, som gjorde det næsten umuligt senere at angribe den uden at komme i konflikt med den allierede krigsmytologi, som var indoktrineret i befolkningerne, også vor egen.

Rædselsberetningerne kompletterede andre jødiske inversioner, som siden første verdenskrig og accentueret gennem tredverne var blevet spredt gennem media.

Det gjaldt påstanden, at Tyskland var det mest krigeriske land i verden, skønt dets erobringer og antal krige langt fra kunne måle sig med Englands, Frankrigs og Ruslands. Se s. 45.

Det gjaldt påstanden om verdenserobring, skønt den mest åbenlyse verdenserobrer var England.

Og det gjaldt påstanden om racisme, skønt jøderne selv er det mest konsekvent racistiske folk i verden.

Den konsekvente hadkampagne fik flere uhyggelige følger, end vi i almindelighed forestiller os. Kaufmanplanen var gemt, men ikke glemt. Roosevelt ytrede sig også for kastrering; men hungersnød vandt nu frem som foretrukken udryddelsesmetode. Det praktiske blev overdraget finansminister Henry Morgentau. Se Morgentauplanen. James Bacque og general Patton.

Hævnkampagnen mod det mindreværdige folk forgiftede måske ikke så katastrofalt de nøgterne briter som amerikanerne, men er uden tvivl en tung baggrund for forløbet af Jaltamødet, hvis beslutninger står i skærende kontrast til Atlanterhavsdeklarationen, og ansvaret for dette hviler tungt på Roosevelt.

Konsekvensen af løgnene blev en brutalere og sandsynligvis forlænget krig og hårrejsende krigsforbrydelser mod de besejrede, om hvilke man først nu begynder at tale mere åbent. Og prisgivelsen af Østeuropa til ufrihed og tyranni. Det sidste gjaldt en årrække også Vesttyskland, som dog forbløffende hurtigt genvandt både økonomisk magt og en vis respektabilitet; men ikke uden forfærdelige ofre, og desværre ikke uden - trods formel demokrati - at hænge fast i propagandaløgnenes snare. Se Holocaust, Wiedergutmachung Hootonplan og Bastardiseringsplan.

I tilgift til alt dette er det lykkedes at formå sejrmagterne til at påtvinge Tyskland et uhyggeligt mindreværdskompleks og dermed accept af en række ydmygende og diskriminerende forpligtelser : Betaling af enorme pengebeløb til Israels krigsførelse i Mellemøsten og åbne grænser, ikke mindst for jøder, som i øvrigt begunstiges på flere måder.

> > > * < < <

Khasarer.

Et tyrkisk folk, som vides mellem 600-tallet og 1000-tallet at have holdt til nord for det Kaspiske Hav. Det var i dette tidsrum en betydelig militær magt, som dog følte sig truet dels af det kristne byzantinske rige, dels af det islamiske vælde.

Omkring 740 gik det khasariske rige over til jødedommen på bud af herskeren, antagelig fordi denne ikke ønskede sig knyttet til nogen af de rådende stormagter, så hellere en tredje ideologi. I alle fald indforskrev han jødiske lærere, og folket blev jødisk af tro.

Siden sidst i 900-tallet mindskede khasarernes magt, og riget blev definitivt slået ud midt i 1200-tallet ved invasionen af Djengis Kahn og den gyldne horde. Khasarerne blev drevet vestpå og var en tid en enklave i Ungarn. Men mindre grupper spredtes over Østeuropa og kom til at udgøre det bærende jødiske element i fx. Polen. En meget stor del af vor tids jøder nedstammer fra khasarerne og har således ikke nogen som helst historisk tilknytning til det gamle Jødeland.

En konsekvens af dette er naturligvis, at jødefolket er af blandet afstamning. Arthur Koestler har skrevet en bog om khasarerne, som er oversat til svensk med titlen "Den trettonde stammen." Her kommer han også ind på jødernes racerenhed og konkluderer omtrent som følger : Jøderne er - ligesom tyskerne - en blandet race. Undersøgelser har vist, at jøder, der bor fjernt fra hinanden, adskiller sig mere fra hinanden, end de jøder, der bor i et bestemt land, adskiller sig fra dem, de bor iblandt. Han beskriver den jødiske næse, der kendetegner en del jøder, men ikke alle. Til gengæld findes den også hos folk, som ikke er jøder.

En kendsgerning er, at jødedommen i princip og jødiske lærere som Bent Melchior har kæmpet for at holde folket så racerent som muligt. Det synes altså ikke at være lykkedes helt. Når jødefolket alligevel stadig optræder med et fælles præg, må man tilskrive en vigtig del af det deres specielle opdragelse og religion eller ideologi.

For at forstå deres adfærd i forhold til andre folk må man gøre sig klart, hvad denne går ud på. Se også : Jøde, hvem er ? Penguin Lipstadt-processen etc.

> > > * < < <

Kol nidrei.

Mærkelig jødisk bøn, der benævnes efter indledningsordene : Kol nidrei : "Alle vor løfter".

Den lyder : "Måtte alle løfter, edelige forpligtelser, direkte eller indirekte løfter om gaver af den ene eller den anden slags, som vi har aflagt, svoret, dedikeret og således bundet os til (i perioden) fra forrige forsoningsdag til denne, holdes os til gode ! Om dem alle (gælder det, at) vi fortryder dem. Lad dem være ugyldige ! De er virkningsløse og uden konsekvens, tomme og indholdsløse; de er hverken formelt eller reelt i kraft. Vore løfter er ingen løfter, vore forpligtelser ingen forpligtelser og vore eder ingen eder !

Denne bøn hører til de tekster, som gennem tiderne har vakt skepsis overfor jødernes troværdighed og overfor det ædle i deres moral.

Blandt de spørgsmål, vi i august -96 rettede til Det Mosaiske Troessamfund var derfor, hvordan samfundet forholder sig til tolkning og udlæring af bønner som Attenbønnen (se denne) og Kol nidrei. Da den ny overrabbiner nægtede at svare, med mindre vi anerkender hans opfattelse af regnestykket 6 - 3 = 6, må vi nøjes med at referere, hvordan to andre kendte jøder kommenterer bønnen.

Børge Salomonsen skriver i "Tekster til jødedommen", religionspædagogiske studier, Gyldendal 1972 : I Centraleuropa vandt efterhånden en tekstform indpas : - som annullerer også eventuelle fremtidige løfter på forhånd.

Vi konstaterer, at det er helt i overensstemmelse med Talmud, der siger : "Den, som ønsker, at hans eder og løfter skal være magtesløse, han skal stå op ved årets begyndelse og sige : Alle løfter, som jeg skal give året igennem, skal være magtesløse."

I øvrigt kommenterer B. S. således : Modsat øvrige tekster til synagogebrug ingen bøn, men har karakter af juridisk formel. Man fornemmer, at det oprindelig var dialog : første halvdel anmodning om annullering, anden del bevilget. Nutildags læses teksten ikke responsorialt men citeres af forsangeren som indledning til aftengudstjenesten ved forsoningsfesten. Han bemærker : "Umiddelbart virker indholdet højst anstødeligt og har da også gentagne gange dannet udgangspunkt for angreb på jødedommen (også i vore dage, f.eks. i den nazistiske propagandafilm "Der ewige Jude" fra 1940) Efter jødernes egen udlægning omfatter formlen kun løfter, der er aflagt ubesindigt, under tvang eller som ikke kan opfyldes på grund af uforudsete omstændigheder, endvidere kun løfter til Gud, ikke sådanne, der er givet til Næsten. Denne forklaring kan virke apologetisk, men er sikkert mere end det."

For os er det svært at se hvorfor. Hans forsvar virker ikke overbevisende. Når jøderne ellers, når det passer dem, er nøjeregnende med hvert ord, er det ejendommeligt, at ingen af de forbehold, som påberåbes, så meget som antydes i den ordrige og specifikke tekst.

At løfter til næsten ikke annulleres af formularen, kan ikke berolige ikke-jøder stort, da de for et stort antal jøder ikke regnes for jødens næste.

At nazister har påtalt teksten beviser ikke, at den er ædel.

Det er forbløffende, at løfter til Gud, både dem man har afgivet, og dem, man tænker at afgive, kan gøres ugyldige med en lille sang, selv om melodien kaldes "iørefaldende og bevægende"

Forfatterinden Esther Edelsten, som påberåber sig støtte fra de højeste rabbinske autoriteter (se Attenbønnen), er stor i slaget. Hun skriver : "En af forsoningsdagens vigtigste bønner hedder Kol Nidrei, der betyder alle mine løfter. I løbet af året plejer folk at afgive løfter, men glemmer at holde deres ord. Forsoningsdagen ophæver alle løfter, der ikke er indfriet - - - - Denne bøn, hvis indhold er, at alle vore løfter tilintetgøres, har opnået enorm popularitet takket være dens meget smukke og bevægende melodi, som har været inspirationskilde for mange store komponister (en af dem er Max Bruch) - - - den gentages tre gange."

Naturligvis befrier disse ceremonier ikke automatisk fra juridiske forpligtelser. Her anbefaler Talmud mere sofistikerede fremgangsmåder - i hvert fald overfor ikke-jøder. Se Talmud fx. nr. 15 - 20 og 28 - 38, s. 157-58 .

Men Salomonsen fandt den altså "umiddelbart højst anstødelig" og besværlig at forsvare. Netop derfor bør den bemærkes som udtryk for en tankegang, som det kræver en speciel omstilling for at begribe. Det er svært at frigøre sig for mistanke om, at metoden kan ligge bag den utrolige frejdighed, hvormed israelske regeringer underskriver erklæringer, som de ikke drømmer om at overholde. Et ubestrideligt eksempel er Israels underskrift på konventionen om forbud mod anvendelse af tortur. Gang efter gang har FN's komité påtalt, at landet overtrådte konventionen, uden at regeringen ville gå med til at rette sig efter sin egen erklæring. Vi noterede dog, at Israels højesteret i 1999 erklærede tortur for ulovligt. Det var et skridt i den rigtige retning. Men desværre hævdes det, at torturen fortsætter. Andre eksempler på Israels foragt for aftaler og konventioner - eller skal det betegnes som afvigende tænkemåde - fremlægges i tidsskriftet Palæstina-Orientering nr, 1, 2000. Her fremgår det også, at den konsekvente kynisme smitter af internationalt. EU er flere gange veget tilbage fra at påtale Israels overtrædelser; (se også Søren Mørch s.124) men dets regeringschefer angreb med bulder og brag Østrigs regering, skønt denne ikke har ansvar for noget, der blot kan minde om Israels overtrædelser.Vore media, medvirker i denne metodiske demoralisering. Israels overtrædelser optræder højst som forbifnidder i medieflimret. De bliver aldrig taget op med de store overskrifter eller efterfulgt af krav om diplomatiske skridt.

I dække af denne medieskandale vender vor regering og vore politikere det blinde øje til.

Vi ser i denne og andre sager vor udenrigsminister optræde så falsk som nogen. Og når han gør det, optræder han soleklart i strid med kristne og humanistiske normer.

Her er den afgørende forskel til den mosaiske tankeverden. De israelske beslutningstagere kan, skønt de naturligvis ikke siger det højt, støtte deres, som vi må se det, umoralske beslutninger på moralprincipper anerkendt i deres eget samfund og formuleret i deres hellige skrift.

De mørke felter i mosaismen er smuglet ind i vor begrebsverden og demoraliserer og forkvakler vor journalistik og derigennem forgifter de, som Shahak siger det, sjæl og sind.

> > > * < < <

Koncentrationslejre.

Lejre til internering af civile, der opfattes som farlige for statsmagten.

Oprettedes af spanierne under Kuba-krigen i 1890'erne. Af englænderne under Boerkrigen 1899-1902. Her omkom 10 % af Boerbefolkningen (18.000 mennesker) Sovjet begyndte at oprette lejre, som ganske vist fik andre betegnelser, fra 1920'erne.

De tyske lejre blev begyndt at oprettes i 1930'erne og var fra begyndelsen beregnet til politiske modstandere. Senere, især efter krigsudbruddet øgede antallet og størrelsen på lejrene, og interneringen af jøder blev et mere dominerende indslag.

Også USA oprettede lejre for bl.a. japanere og amerikanere af japansk afstamning. I Australien interneredes vist nok tyskere,

Allerede før krigen blev de tyske lejre et taknemmeligt mål for den allierede propagandavirksomhed. Under krigen blev de så efterhånden udnævnt til tilintetgørelseslejre, beregnet især til "industriel" udryddelse af jøder. Dette stempel er blevet siddende og kraftigt retoucheret efter krigen, men holder næppe.

Det blev hurtigt klart, at de mange lejre i Tyskland ikke havde karakter af dødslejre. Propagandaen flyttede da dødslejrene om bag jerntæppet, hvor de ikke kunne kontrolleres. Auschwitz-Birkenau blev her udnævnt til prototypen og den frygteligste af de påståede tilintetgørelseslejre.

Videnskabelige (det vil sige omhyggeligt kontrollerede) undersøgelser bekræfter ikke, at planlagt industriel masseudryddelse af jøder har fundet sted. Man kan dokumentere henrettelser og enkelte episoder af nedskydning af jøder, der boede i eller var deporteret til Litauen. Enkelte sådanne episoder blev stoppet af tyskerne. Disse hændelser må ses på baggrund af etniske konflikter af ældre dato, af guerillavirksomhed og af sovjetiske deporteringer af baltere.

> > > * < < <

Konflikt mellem danskhed og judaisme.

Under Penguin-Lipstadt-processen omtaler vi den amerikanske professor Kevin MacDonald, der i London op- trådte som vidne for David Irving. Han er professor i psykologi ved California State University-Long Beach, efter i mange år at have studeret etniske konflikter i "udviklingsteoretisk belysning". På den måde er han kommet ind på studiet af Judaismens forhold til ikke-jøder. Det teoretiske udgangspunkt har givet en distance til emnet, som har gjort det muligt for ham, at skrive klart og akademisk om tabubelagte emner, som jødernes forhold til værtssamfundene og deres forhold til historieskrivning, ytrings- og forskningsfrihed.

Medens sådanne emner lader sig diskutere, når det gælder andre samfundsgrupper, er det på grund af jødernes magt i medierne forbundet med store vanskeligheder at få en saglig debat frem, når det gælder jøderne, og professoren viser, at de, der har vovet forsøget er blevet ramt af hævn fra de mægtige organisationers side, som jøderne har opbygget til forsvar for deres interesser og til bekæmpelse af enhver kritik. Al negativ omtale af jøder afvises af medierne med det defamerende stempel : Antisemitisme.

Professorens videnskabelige bedrift er simpelt hen, at han har været i stand til at pege på, at der overhovedet findes en konflikt. Siden Anden Verdenskrig er dette betragtet som utænkeligt blandt pæne mennesker, der jo udpeges af medierne, som i så høj grad beherskes af jøderne.

I Danmark er denne kontrol næsten fuldstændig. Så meget vigtigere er professorens analyse af de jødiske forsvarsstrategier, som er virksomme, og de konflikter, der må opstå, når det ikke-jødiske samfund forsvarer sine egne interesser. Når det sidste konsekvent affejes som antisemitisme, opstår der endnu en alvorlig konflikt. Derfor har professorens metode et budskab til os.

Udviklingshistorisk er det jo naturligt, at jøderne i Danmark er kommet i konflikt med danske interesser : De kæmper for, at alle frit skal kunne rejse rundt og etablere sig, hvor de vil, undtagen i Israel, som er forbeholdt jøderne. Derfor agiterer de for friest mulig indvandring til vort lille allerede overudnyttede land.

De ser gerne, at vi tager os af de arabere, som israelitterne har fordrevet og fordriver fra deres hjemland.

De ser gerne, at et øget antal muslimer i Danmark støtter dem i krav om frihed til omskærelse og rituelle slagtninger, templer og specielle gravpladser m. m.

De vil gerne optræde som humane og barmhjertige på Danmarks bekostning, for at lede opmærksomheden væk fra Israels overgreb mod arabere.

De nedvurderer danske og vesteuropæiske kulturværdier for at ophøje det jødiske samfunds kvaliteter.

Derfor ser vi jødiske skribenter og religiøse ledere frejdigt håne danskerne og kristendommen. Vi har bragt mange eksempler på dette i Vestlig Samisdat og finder dem i og for sig i orden, selv om vi undrer os over deres antal. Men når danske kulturbidrag og svar - aldrig så velskrevne - afvises, så er der tale om hetz og vold mod demokratiet.

Og det er utåleligt, at information om afgørende begivenheder før og nu, og vigtige værker censureres bort i vore media for at tjene et fremmed samfunds interesser. I ly af dette fordrejes nutidshistorien målbevidst for at tjene specielle mål og agitation for multikultur, nu "forbedret" til multietnicitet favoriseres.

Er det rimeligt, at et mindretal på få tusinde skal ensrette vort informationsudbud og foreskrive, hvad vi må sige og mene, nationalt og internationalt ?

Tendensen er udslettelse af al særpræg ikke blot ved Danmark men også ved vore nabolande, i nært udbytte med hvilke vi har udviklet det, der er os.

Og hensigten kan ikke være noget andet end at tilpasse os et centralt styret verdenshegemoni, som et stort antal jøder ser med fortrøstning på, (se s. 124) fordi de har forstået at stille sig selv og Israel uden for udslettelsesoperationen. Danmark og andre europæiske kulturer er de lige glade med.

Denne konflikt er alvorlig og reel. Danskerne må se den i øjnene og tage kampen op mod dette samfund, eller den del af dette samfund, som styres af en ideologi som er fjendtlig mod alle andre mennesker, også frittænkende jøder.

Hvor galt det kan gå politisk så vi i Kosovo.

Hvor galt det kan gå med vor retsfølelse ser vi så godt som daglig.

At de jødisk dominerede media er drivende i den invasion vi oplever af indvandrere, der er fjendtlige mod dansk kultur, dokumenterer de selv.

Læs : Penguin-Lipstadt-processen, ¨ Jødedom, Israel Shahak, Jødisk presse, Jødisk verdensherredømme m.m..

*******

Konspiration.

Sammensværgelse. Hvornår bliver en diskussionsklub eller et samråd til en konspiration ?

Der går en grænse, der hvor beslutninger drøftes, som indebærer vold eller grovere forbrydelser. En grænse går også der, hvor formålet er at sikre sig eneret over samfundsvigtig information og udelukke andre.

Og der går en grænse dér, hvor hensigten helliger midlet.

Skarpe grænser kan næppe sættes.

Derfor er alle sammenslutninger uden indsyn mistænkelige. Det gælder broderskaber og slægtskaber, klaner og ligaer.

Det eneste forsvar mod misbrug er kravet om åbenhed. Det er uacceptabelt med hemmelige broderskaber. Det er uacceptabelt, at et mægtigt broderskab som det jødiske kræver alle rettigheder for sine medlemmer i alle andre lande, men afviser indsyn i dette fællesskabs egne foretagender.

> > > * < < <

Krematorier.

Spiller en stor rolle i rædselsberetningerne om tilintetgørelseslejrene. Man beskrev, hvordan ilden fra de til stadighed brændende krematorieovne flammede højt mod himlen, og i lejren havde man hele tiden lugten af det brændende menneskekød i næsen. Det sidste fik svenske tv-kiggere endnu engang indprentet af et "øjenvidne", som skal optræde i en udsendelse i TV2, 3.10.1996.

Den klassiske holocaustfremstilling går ud på, at ofrene ankom i jernbanevogne og straks blev delt op i arbejdsduelige og arbejdsuegnede. De sidste blev føset direkte til gaskamrene, der gjorde kort proces. Derefter blev ligene brændt i krematorierne, som man påstod kunne kremere op til 10.000 om dagen.

Sandheden er denne : Der står ingen flammer op af krematorieskorsten. Det ville betyde en temperatur, som ville ødelægge skorstenene. Virksomheden kan ikke lugtes. Kremeringerne kan ikke foregå uafbrudt. Ovnene må køles ned mellem hver kremering, Bringer man et lig direkte ind i en 1000 grader varm ovn, vil det eksplodere og ødelægge ovnen. Der er derfor klare grænser for hvor mange lig en retort kan brænde i døgnet. I Auschwitz-Birkenau var der 5 krematorier med forskellig kapacitetet, som er blevet meget forskelligt bedømt. Grundlagen zur Zeitgeschichte (Grabert-Verlag 1994) peger på at Fred Leuchter, der havde begrænset tid til sine undersøgelser kom til noget at undervurdere de faktiske muligheder. Andre gik meget stærkt til den anden side. Værket præsenterer sin egen undersøgelse, som også omfatter brændstofforbruget, der naturligvis var vigtigt i krigssituationen.

Artiklen konkluderer, at topkapaciteten pr. 24 timer for de 5 krematorier må have været mellem 1040 og 1248 beroende på ligenes størrelse. Krematorierne eksisterede ikke under hele krigspe- rioden og selv medens de eksisterede var de udsat for perioder af stilstand.

Sammenregnet måtte det maksimale antal kremeringer i krematorierne II, III, IV og V ikke kunne overstige 293.208, hvilket kun er lidt over halvdelen af det tal den meget citerede Jean-Claude Pressac kom frem til. Krematorierne blev først og fremmest bygget og anvendt for at uskadeliggøre smittefarlige lig under epidemier, især af tyfus.

De i Auschwitz-B anvendte ovne svarer i indretning til endnu anvendte typer og kunne umuligt præstere de ydelser, som holocaustberetningerne forudsætter. Dette sammen med de mange svagheder i beretningerne om gas- kamrene (Se Auschwitz-B) gør den officielle version af holocaustberetningen umulig at acceptere videnskabeligt.

> > > * < < <

Krig. Se Europæisk borgerkrig og Erobring : "fredelig" og krigerisk.

> > > * < < <

Krigserklæringer.

Hører til de konventioner, som skal tjene til en lille smule at civilisere det uciviliserede, der kaldes krig. Erklæringen har - mærkeligt nok - et vist retsligt indhold. Det sker derfor, at erklæringen mere eller mindre bevidst forsinkes noget eller glemmes helt bort i forhold til det egentlige krigsudbrud.

Borgerkrige er specielle ved at kunne foregå i årevis endda med velvillig bistand fra mange sider uden formelt gyldige krigserklæringer om end ofte med erklæringer af anden art.

Noget helt for sig er jødernes krigserklæring mod Tyskland 1932. Jøderne havde på det tidspunkt ingen anerkendt stat, og kunne ikke erklære krig i folkeretslig betydning. Men de rådede over kapital og organisation, så at de rent faktisk kunne gennemføre virksomme økonomiske og propagandistiske krigshandlinger, som senere gled over i fysisk krig mod Tyskland, for hvilken det lykkedes dem at aftvinge den slagne modstander milliardbeløb i erstatning.

Vi har ikke hørt om nogen erklæret fredsslutning i denne krig, og i hvert fald den propagandistiske side af den synes at gå videre og endda udvides til indsatser i andre territorier.

> > > * < < <

Krigsforbrydelser, krigsforbrydere og krigsforbryderdomstole.

Efter 1. verdenskrigs afslutning blev Tyskland af sejrherrerne ved Versaillestraktaten dømt til at være alene skyldig i den afsluttede krig.

Efter aftale mellem i hvert fald Roosevelt og Stalin var Tyskland under 2. verdenskrig blevet tvunget til betingelsesløs kapitulation, hvilket betød, at landet blev retsløst, og at de sejrende kunne diktere de tabende hvilke ordrer, man fandt bekvemme. Man besluttede allerede under krigen, at de skulle pålægges al skyld også for denne krig og for alle ulykker, der var en følge af den. Påstanden var naturligvis omhyggeligt forberedt gennem massiv propagandapåvirkning af opinionen igennem fire årtier.

Da sejren var vundet, var det på grund af de store ofre krigen havde kostet, svært at indrømme, at ikke alt havde været, som man havde fremstillet det.

Derfor modstanden mod at gøre op med krigens vinklinger, der kom til at fortsætte ligesom med inertiens kraft.

Som led i afstrafningen af Tyskland og afstivning af myten om det ædle korstog gik man straks i gang med at etablere krigsforbryderdomstole, der skulle stemple så mange nazister som muligt som forbrydere. Se Nürnbergtribunalerne. Et vigtigt arrangement i disse domstoles konstruktion var, at ingen allierede måtte kunne rammes af den.

Trods de indbyggede urimeligheder må man sige, at taktikken udadtil lykkedes ganske godt inden for den skandinaviske horisont. Vi mindes ikke i årtier efter krigen at have set dommene omtalt andet end i ærbødige vendinger. Det er muligt, at vi ikke har været opmærksomme nok, men det må konstateres, at folk, som burde kende lidt til virkeligheden, stadig kan henvise til disse processer som til noget ophøjet.

Måske har den offentlige debat i vort land været præget af nervøsiteten for ikke at blive accepteret som tilhørende den pæne part. I England og USA har diskussionen været mere nuanceret; men af den slags bringer danske medier jo kun, hvad der passer dem eller deres herskere.

Da krigsforbrydelser alligevel syntes fortsat at florere, måtte FN tage problemet op. Det førte til nedsættelsen af en international domstol, som skulle kunne dømme krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Da grufulde hændelser i Afrika tildrog sig tilstrækkelig international opmærksomhed, besluttede man om endnu en domstol med stærkt afgrænset regional jurisdiktion.

Det vakte en del forundring og efterhånden kritik, at krigsforbrydelser alle andre steder kunne foregå uden mulighed for tiltale ved en sådan domstol.

Medens kroater, bosniere, serbere og visse afrikanere kan slæbes for krigsforbryderdomstole er ingen allierede krigsforbrydere fra 2. verdenskrig stillet for retten. En tilsvarende immunitet nyder israelere.

Mod denne udspekulerede ordning blev kritikken til sidst for stærk, og man besluttede indenfor FN at indbyde delegater til en konference med det formål at oprette en domstol, som skulle kunne dømme krigsforbrydelser over hele kloden. Det førte til en principbeslutning i Rom, juli 1998 om oprettelse af :

"Den Permanente Internationale Straffedomstol".

Den skal have sæde i Haag. Dog lykkedes det at indoperere bestemmelser, der skal sikre, at den ikke kan komme i virksomhed foreløbig, eller måske slet ikke.

120 lande stemte for forslaget, 7 stemte imod og 23 undlod at stemme.

Blandt dem, der stemte imod var USA, Kina og Indien, altså det meste af verdens befolkning, og dertil kom Israel.

Det besluttedes, at der skulle udarbejdes supplerende dokumenter vedrørende procesreglementet og en vejledning vedrørende strafværdige forbrydelsers karakter.

Begge dele foranledigede lange tovtrækkerier med henblik på at gøre den så ufarlig som muligt, for snart den ene, snart den anden part.

Kristeligt Dagblad bragte 14. marts 2000 en velskrevet artikel af Birthe Pedersen, med overskriften "Ny domstol søges stækket fra starten : USA og en række mellemøstlige lande forsøger at udvande den kommende internationale krigsforbryderdomstol allerede under forberedelsesarbejdet." Som eksempler nævntes :

USA ønsker at indskrænke eller helt forhindre at domstolen får kompetence over for statsborgere fra et ikke-medlemsland, der begår krigsforbrydelser i et medlemsland.

11 mellemøstlige stater har på syrisk foranledning foreslået, at politisk ansvar kun kan komme på tale, hvis en regering direkte har opfordret til drab eller tortur.

Det har tydelig adresse til Israel. hvis regering faktisk besluttede torturanvendelse, som flere gange har haft døden til følge. Dette kan være en grund til at Israel var blandt de lande, der ikke underskrev traktatforslaget.

Nogle mener, at en forudsætning må være, at en central organisation kan bevises at ligge bag. Nogle foreslår så strenge krav til bevis, at domfældelse vil blive så godt som umulig.

Arabiske lande foreslår, at domstolen ikke skal have kompetence i sager om overgreb mod kvinder, hvis de finder sted indenfor et lovligt ægteskab i overensstemmelse med religiøse eller kulturelle traditioner

De forskellige forslag anvendtes til pression, idet man stillede en tilslutning i udsigt. hvis udformningen tager hensyn til de foreslåede undtagelser.

Udvalgene, der snart har arbejdet i to år, skal fremlægge deres resultater i juni 2000. Derefter skal medlemmerne tage stilling til dem. Men domstolen kan først etableres, når 60 lande har ratificeret aftalen. Det har lange udsigter. April 2000 har 7 lande gjort dette. Det kan tage mange år, før de 60 er nået.

Bemærkelsesværdig er det, at domstolen kun skal kunne dømme forbrydelser begået efter at domstolen er trådt i kraft. Forbrydelser ind til den dato skal fortsat kun kunne rammes, hvis de finder sted i de allerede etablerede domstoles områder.

I mellemtiden fanger man nu og da bosniske, kroatiske, serbiske og afrikanske mistænkte, og nogle er blevet dømt. Danmark har erklæret sig villig til at modtage sådanne til afstraffelse.

I mellemtiden gør russere, asiater og israelere, hvad der passer dem. De kan ikke rammes.

Formelt er det anderledes med de europæiske ledere, deriblandt den danske regering og vort lands folketing. De er helt åbenlyst trådt sammen og har planlagt en krig mod Serbien, som siden er gennemført. Det regnes for meget grove krigsforbrydelser. Og Serbien er et af domstolenes områder. Om deres skyld kan der ikke herske tvivl, da den er bekendtgjort over hele verden. Hvorfor arresteres og udleveres da ikke i hvert fald vor statsminister ? Han kommer jo i flot selskab, hvor han plejer at befinde sig godt. Clinton og Madelaine Albright vil tage sig ud på de anklagedes bænke. Men er der bænke nok ? Selskabet bliver for overvældende. Man lader hellere som ingen ting.

Og krigsforbrydelserne fortsætter. Nogle forbrydere har jo fået nobelpriser. Andre ærer man i Washington.

Nu sender man folk til Moskva for at forhøre sig lidt om Tetjenien, hvor det er gået uhyggeligt til. Russerne har lært af Nato hellere at bombe end at angribe, og præsident Putin siger, at det hele ikke kommer andre ved. Han tænker måske : Har de ikke nok i deres eget ? Jo; men de vil hellere snakke om andres.

Det uhyggelige er ikke mindst, at retsbevidstheden smuldrer - den internationale, såvel som den almene.

*******

Kristendom.

Ifølge Israel Shahak regnes kristendom af jødedommen for afgudsdyrkelse, og Det Ny Testamente er dømt til at brændes. (Se Bogbrænding)

Man bør ikke nævne Jesu navn uden at tilføje : Må den ondes navn forgå !

Jødedommens fjendtlighed mod de kristne fremgår mange steder af de jødiske skrifter og har naturligvis ført til spændinger. For at dæmpe den åbne fjendtlighed har rabbinerne ind imellem mildnet formuleringerne eller temporært taget tekster ud, indtil man mente, det gik an, at sætte dem ind igen. De har til stadighed stået til rådighed i uformelle skrifter. I Israel er de taget i brug igen.

Hvad danske oversættelser angår gælder naturligvis, at traditionen for vis "tilpasning" kan gøre det usikkert at bedømme, hvordan visse tekster forstås af jøderne selv; men da de ikke vil forklare sig, holder vi os til de officielle tekster - i nogle tilfælde i flere udformninger.

For os er det vigtigt at påpege, at det kristne samfund, som er udviklet i vore nærområder, er tolerant overfor det bredest mulige spektrum af bibelfortolkninger og ikke blot integrerer, men assimilerer fjerne kulturtraditioner med indslag af folkekultur og højkultur fra nutidige og fjerne perioder og lande. Forstået sådan, at vi tager det til os , som vi finder værdifuldt og berigende. Vi illustrerer dette med to billeder.

Det ene er kaldt "Madonna mellem jordbærrene". Det er malet ca. 1420 af "Der Meister des Paradisgärtleins". Vi lader det illustrere vor kristendoms hyldest til uskylden, men også til skønheden i den unge kvinde og barnet og blomsterne og fuglene.

Maria er klædt i en enkel, fodsid dragt. Hun sidder midt i den blomstrende have og læser i en illumineret bog. På hovdet har hun en krone med juveler og blomster mod baggrund af en gylden glorie.

I hendes højre hånd balancerer de slanke fingre en plukket rose. Jesusbarnet med den toårige unges uskyldige charme står ved hendes side og strækker venstre arm op for at nå blomsten, der symboliserer kærlighed ud over døden, men også Jesu blod på korset og den himmelske kærlighed.

I højre hånd fatter han en kande med fin dekoration, et symbol på renhed, og fører også tanken hen på livets vand.

Bag Maria danner et espalier af blomstrende buske et sindrigt netværk, som krones af en lille stillids, symbol for menneskesjælen, der når frem til Jesus, eller som en samtidig skrev for Jesusbarnet selv, fordi den lever af tidsler, men alligevel synger smukt.

Naturligvis er det skønheden i linier, farver og ornamentik og skildringen af de to guddommeligt søde mennesker, der hæver billedet over tyngden i den skolastiske symbolik, så at billedet ånder ren harmoni.

Gotikkens billedkunst formåede at udtrykke smerten i det kristne budskab med en intensitet som aldrig før - eller siden; men lykkedes også at udtrykke skønheden, glæden og mysteriet.

På næste side bringer vi, så godt teknikken formår, et billede malet ca. 100 år senere af Lucas Cranach : et af hans berømte graciøse piger med kun en trevl på. Det er naturligvis Venus. Her er den græsk-romerske mytologi assimileret, og selv den religiøse reformator, Martin Luther måtte erkende, at dette ikke var til at komme uden om. Personligt udtrykte han sympati for "billedstormerne", som på den tid markerede deres bibelbelæsthed ved at efterleve ordet : Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. (2. Mosebog 20,4 og 5. Mosebog 5,8). Trods sympati for tanken gik Luther imod billedstormningen, der berøvede os pragtfuld billedkunst.

Måske skyldtes det hans personlige venskab med den store maler Cranach, der forresten ved siden af sine søde nymfebilleder, som Europas fyrster kappedes om at erhverve til deres gemakker, har malet flere portrætter af Luther, og i et dybt alvorligt billede har han karakteriseret både vennen og hans budskab.

I et meget aflangt maleri fremstiller han billedstormernes rum helt uden dekoration - og dog - alligevel ! Maleren kan ikke fornægte sig. Væggenes trukturering af store rektangulære kvadre og gulvets af fint mønstrede marmorfliser gør interiøret dekorativt levende og arkitektoniskt ædelt og smukt.

Højt over gulvet fra en enkel prædikestol yderst til højre taler Martin Luther. Hans ord får lov til at fylde rummet og uden distraherende indslag nå menigheden, som er samlet yderst til venstre i billedet. Men midt i, midt mellem præst og menighed, alene og centralt, er budskabets hovedskikkelse fremstillet : den korsfæstede Kristus med tornekronen, som gotikken så ham. Renæssance, men også gotik, symbolisme og abstrakt maleri.

I 16-1700-tallet blomstrede fritænkerne med djærve analyser af religionens og erkendelsens natur - uden at blive brændt. Blake gav os i billeder og digte ny visioner af gammeltestamentlig mystisk vælde. Og i 1800-tallet blev vi beskænkede af guldalderdigtningens panteistisk-poetiske henrykkelse over de landskaber, som "Guds engels stråleglans" velsignede i sin trofaste vagtvandring over dale og byer.

I 1900-tallet eksploderede naturvidenskaben uden at erkendelsen var i stand til at følge med. Det efterslæb er blevet hængende ind i det ny årtusinde.

Trods det forgangnes iøjnefaldende fejltagelser er vor europæiske kulturs storhed og kontinuitet så overvældende, at det er åndelig blindhed at vende sig fra den til kulturnihilismens afstumpede : Alt er lige godt !

Det er vor kristne blandingskultur, der har fostret vor tids bredde og frihed i videnskab, kunst og religiøse spørgsmål. Vi kan fortsat lære af tænkere og kunstnere i andre verdensdele. Alt alment bæredygtigt kan assimileres interkulturelt.

Den åbenhed og frihed har skænket os et uendelig rigt åndeligt - og for tilfældet også materielt - univers. Det er kortsynet, og vi finder det også utaknemmeligt, ukritisk at lægge denne arv plat for forkyndere - med støtte i politisk pression og terror - af judaisk og muslimsk - på sigt kan hænde hinduisk eller buddhistisk - skolastik.

Se også under Jødedom, s. 85 ff.

*******

Kultur er valg : at veje - og vælge det bedste !

*******

Kulturkamp

Handler om værdier. Se dette. I historisk tid har Danmark været stillet over for tre skelsættende valg : I nihundredtallet, da riget besluttede sig for at give kristendommen prioritet. I femtenhundedtallet, da det besluttede sig for at give den kristne reformation prioritet. I attenhundredtallet, da magteliten besluttede udvikling af parlamentarisk demokrati.

Et mindre skelsættende, men alligevel betydningsfuldt opgør om livsværdier fandt sted i nittenhundredtallet. Det begyndende overforbrugssamfund havde indhentet overklassen og en del af mellemstanden. Det havde afstedkommet et overpyntet praleribyggeri med naiv kopiering af stildetailler fra bygninger langt borte i tid og rum, altså formgivning, som oftest var blevet til ud fra helt andre forudsætninger. Vist blev det forlorent enten man tog for sig af gotik eller renæssance. Og de indre rum blev druknet i opbud af nips, skilderier og snørklede møbler. Det blev nødvendigt, at analysere, hvad der var ægte, og rydde op. Den rolle påtog sig en gruppe arkitekter og formgivere, der førte sig frem med krav om funktionalisme : enkel og saglig, fornuftbaseret form.

Talsmænd for idéerne kaldte det en kulturkamp, og det var det også, da det dybest set drejede sig om en redelig forvaltning af vore omgivelser. Det drejede sig ikke blot om kamp for en ny arkitektur; men også om forsvar for det bæredygtige i den ældre. Fornuft og mådehold og respekt for rene formværdier i sig selv, som den abstrakte kunst. lærte os, måtte også tillempes i by- og landsplanlægning, så at det værdifuldeste i vor overleverede arkitektur, ikke mindst harmoniske bybilleder og landskaber, skånedes. Denne kamp mod eksploitører var svær og er det stadig, men den støttedes dog den gang af forkæmpere i presse og tidsskrifter.

I alle de nævnte kulturbeslutninger var der tale om nyt, der kæmpede mod og besejrede gammelt. Beslutningerne blev taget med basis i europæisk kulturelites tradition for at hylde fornuften.

I dag er vi havnet i en modsat rettet situation. Vi står overfor en mægtig bevægelse, som vil erstatte det, vi har kæmpet os frem til, med gammelt, som vi for kortere eller længere tid siden lykkeligt har forladt. Og her er det ikke fornuften, der råder, i hvert fald ikke vores.

Når vor statsminister bliver ved med at gentage, at alle i Danmark er danskere. Når politikere og TV-folk så tit som muligt fastslår, at indvandrere og multikultur er installeret for at blive. Når højesteret erklærer, at vi ikke har lov til at smide indvandrere ud, selv om de fortsætter med grove forbrydelser. Når fjernsynet arrangerer tåreindlæg, hver gang en lovlig udvisning af indtrængere finder sted. Når det forsvarer hulliganer, men angriber politiet, der lemlæstes af oprørerne mod vort samfund, og så videre. Så er det set med danske øjne hul i hovedet og tydeligt organiseret udefra.

Den kulturkamp, som nu må føres for at redde den kultur, vi havde bygget op, må rettes mod dem, der vil udslette den. Det er ikke de jovialt smilende TV-optrædere, eller Nyrup Rasmussen og de andre afstumpede politikere, der alle så gerne vil agere som humanister. Det er ikke en gang pressens hjælpsomme journalister og redaktører.

For de optræder jo alle som marionetter, forblindede agenter for en mægtig, overvejende udenlandsk magt. Vi kalder den mondialismen, fordi dens mål er et letstyret globalt verdensrige. Den giver sig kun ugerne til kende, men afslører sig i det målrettede og koordinerede, der finder sted.

Vi har vist, hvordan den har manipuleret menneskerettighederne, så at de nu er arrangeret med henblik på, at fremme indvandring og politisk magtovertagelse i lande, der som Danmark er så naive, at de tror, at de ikke behøver at forsvare deres grænser.

Det kan ikke være tilfældigt, når organisationer som Amnesty International, Mellemfolkeligt samvirke, Nævnet for etnisk ligestilling, Centeret for menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp og utallige indvandrerorganisationer ensrettes for at fremme indvandring i vort land og undertrykke danske interesser.

Inspirationen til denne tendens kan følges til EU og derfra til FN, og sporene peger mod USA, skønt med grene til mange sider. Læs om Bilderbergerne og Frimurere. Vi kommer til at tænke på den engelske storpolitiker, der en gang sagde : Tro ikke på, at noget sker tilfældigt. Sammenfaldet mellem bastardiseringsplaner, multikultipropaganda, agitation for en verdensregering, hadpropagandaen mod alle nationale bevægelser undtagen een, undertrykkelse af ytringsfriheden, fængslinger i vore sydlige nabolande og mediefascisme i vort eget, agitationen for raceblanding og adoption af børn fra fjerne lande og systematisk nedvurdering af dansk kultur - alt dette uden kvalificeret modstand i medierne, kan kun skyldes styring af en velorganiseret mafia. Uden pres fra denne - hvordan den nu udøves - er det heller ikke muligt at forstå, hvorfor Nyrup Rasmussen og andre politikere, der frem for alt ønsker at være velsete af vælgerne, frimodigt agiterer for mafiaens interesser i stedet for at forsvare danske.

Vi vil være tydelige, og erklære, at vi ønsker at forsvare dansk bygningstradition, danske kirker, danske landskaber, og danske kirkeklokker. Det går ikke sammen med minareter og bønneudråbere. Ej heller med stadigt voksende islamiske kirkegårde. Ej heller med opvoksende bykvarterer, hvor hadet til danskhed er grundlaget for den øgende ungdomsskares oplevelse af stolthed og selvrespekt.

Vi finder det naivt at tro, at aktive islamister, der opnår dansk politisk magt, vil bruge den til at forsvare danske kulturværdier.

Nyt i dagens situation i forhold til ældre tider er, at indvandrere med erhvervelse af statsborgerskab automatisk får politisk indflydelse i værtslandet. Med stor indvandring og stor fertilitet : stor politisk indflydelse.

Et kardinalpunkt i kulturkampen i dag er derfor - og det gælder egentlig hele Europa - at stoppe indstrømning af fjender af dansk - henholdsvis europæisk kultur.

Det kræver radikale love og mere radikale politikere, blot ikke af den slags, der bekender sig til Det radikale Venstre.

*******

Lampeskærme af menneskehud. Se Rædselsberetninger.

> > > * < < <

Landegrænser.

I ældre tider og såmænd til for ikke længe siden var de at betragte omtrent som fyrsternes ejendomsgrænser. De kunne ændres ved arv, giftermål, krig eller køb og salg.

Befolkningerne havde ikke meget at sige, selv om de jævnlig fik lov at betale prisen, når uenighed førte til strid. Nu vil Hooton-kontoristerne gerne gøre det til, at nationalisme er en ny og meningsløs opfindelse, men bl.a. Skandinaviens historie viser, at danskere, nordmænd og svenskere og andre folk og samfund har følt og handlet for at forsvare egen integritet. Sproget er naturligvis vigtigt. Det er derfor interessant, men et faktum, at to af de større europæiske sprogområder, det italienske og det tyske, først lykkedes at samle sig til stater i løbet af 1800-tallet, naturligvis til ærgrelse og uro for ældre etablerede nationalstater. Samtidigt rejste mindre områder krav på selvstændighed.

Vor krig 1864 betød et forsigtigt gennembrud for tanken om folkeafstemninger som en begyndende hensyntagen til folkeønsker. 1. verdenskrig ledte til sammenbrud for det habsburgske og russiske fyrstevælde og gav frihed til ny mindre stater, men i hovedsagen fastholdt de allierede stormagter magtpolitiske hensyn og banede derved vejen for 2. verdenskrig. Med dette opgør gik kampen for nationalstaterne ind i en ny fase. Globalismen annammede Hooton-idéen og udviklede en ny verdensstrategi til ophævelse af ubekvemme landegrænser; men ikke alle.

Det må da slås fast, at der, hvor landegrænser er kulturelle grænser, har de større berettigelse i dag, end da de var fyrstelige domænegrænser.

Og i dag er de intet problem mellem venlige, kulturelt nærtbeslægtede lande. Dér passeres de uden problemer. Men hvor kulturelle eller krasse økonomiske eller strategiske interesser skiller, er ophævelse af grænser præcis som før prisgivelse af den svageste.

Når Hooton-kontoret og dets danske kontorister nu agiterer for, at europæiske lande skal nedlægge alle grænser og opgive al kulturel selvstændighed, er det udspekuleret bedrageri.

Vi er de små i forhold til de folkerige stater, der med befolkningsbomben som våben invaderer vore samfund.

Forsvarer vi ikke vore grænser udslettes vort demokrati og den kultur, som vi kan og bør takke vore forfædre for.

Vigtigere end at sige Nej til euroen er at sige Nej til et europæisk forsvarssamarbejde, som muliggør straffeekspeditioner mod lande, måske vort eget, som mishager kontorets regerende marionetter, der de facto er styret af Hooton-kontoret. Vi har nu to gange set, hvordan disse - formelt demokratiskt valgte - regeringschefer er trukket viljeløst om ved næsen.

At vor egen statsminister var en af dem, er beklageligt; men vort eget parlament har vi stadigvæk en - lille - chance for at påvirke. Med Europaparlamentet har det meget lange udsigter, da Hooton-kontoret med politimagt behersker de officielle media syd for vore grænser.

Går vi med, for, som det hedder, at være med, hvor beslutningerne træffes, er vi de pyttesmå, der - når det gælder - bliver stemt ned, og ikke kan beklage os, da vi selv har været ude om det.

Står vi udenfor. kan vi stadig deltage i al fornuftigt europæisk samarbejde og kan måske tilføre ny idéer.

Bemærk : Når det nu - af euro-tilhængerne - flittigt hævdes at grænser fører til krig, er det usandt. Krigen kommer, hvis man ikke respekterer naturlige grænser. Og blander man folkene sammen i strid med disse grænser, bliver det borgerkrig.

*******

Leuchter, Fred A.

Amerikansk tekniker, som uddannede sig til USA's største ekspert på henrettelsesmetoder. En af de teknikker, der anvendes, er aflivning ved hjælp af cyanbrinte. Da det i princip var den metode, som hævdedes anvendt i gaskamrene i Auschwitz-Birkenau, besluttede Ernst Zündel på forslag af Robert Fausisson, at betale eksperten for at foretage en undersøgelse af de påståede gaskamre og udarbejde en rapport.

L. rejste med nogle få hjælpere til Auschwitz og fik lejlighed til at foretage de undersøgelser, som han fandt mest nødvendige. Skelsættende var, at han skaffede sig prøver fra væggene i de rum, hvor det hævdedes at utallige henrettelser havde fundet sted med anvendelse af Zyklon B, der udvikler cyanbrinte. Denne forbindelse reagerer med jern i væggene og danner preusserblåt, hvis farve vi kender fra gammeldags blæk. Det ses tydeligt i de kamre, hvor man, hvilket ikke var nogen hemmelighed, havde anvendt Zyklon B til aflusning af inficerede klæder. Der var væggene kraftigt blåfarvede; men det var de ikke i de rum, hvor man nu hævdede, at mennesker var blevet ombragt med samme gift. L. tog prøver af væggene i begge typer rum og lod dem analysere kemisk. Det viste sig at cyanindholdet i de påståede henrettelseskamre var minimalt.

I den rapport, som L. udarbejdede, indgik analyserne sammen med påvisning af andre fakta, som fik forfatteren til at konkludere, at de påståede gaskamre aldrig havde kunnet fungere som påstået, Rapporten blev fremlagt ved retssagen i Toronto mod Ernst Zündel og vakte opsigt. David Irving, som havde været indstillet på at vidne imod Zündel, skiftede side. Han fandt forsvarets argumenter for overbevisende.

Bagefter har flere andre forskere gentaget analysen af væggene og er kommet til samme resultat. En af undersøgelserne blev foretaget af Auschwitznuseet selv, og var formentlig årsag til at museet ændrede mindetavlerne.

I mosaiske kredse var harmen grænseløs, og en defameringskampagne førte til at L. mistede sit job, og måtte ernære sig anonymt ved ukvalificeret arbejde; men rapporten er oversat til et dusin sprog, og dens hovedpunkter er kun blevet bestyrket ved fornyede undersøgelser.

1999 fremstillede den jødiske filmmand Errol Morris en film om L. med den lækre titel "Mr. Death", hvilket man næsten må oversætte ved: "Hr. Benrad." Den gør, synes det, forholdvis sagligt rede for hovedpersonens udvikling og forskning; men forsøger i anden afdeling at reducere glansen ved at udnævne er par eksperter, der hævder, at han er uden kompetence. Den ene er arkitekt van Pelt, der under Irving-sagen havde svært ved at dokumentere sin egen. Filmen, som på den anden side Atlanten går for fulde huse, vurderes noget forskelligt. I JHR vol 18, nr. 5/6 anmelder Greg Raven filmen og peger på svagheder i Van Pelts og kemikeren James Roth's fremstillinger.

> > > * < < <

Levy, Baruch.

Fransk sionist, som hyldede den idé, at det var selve det jødiske folk, som var den Messias, som skal indføre tusindårsriget. 1928 skrev han efterfølgende brev, som 1. juni blev offentliggjort i La Revue de Paris. Det var rettet mod Karl Marx eller rettere hans idéer. Mesteren var død 1883, altså 45 år tidligere, men hans tanker havde haft betydelig fremgang også i jødiske kredse. Mange havde ladet sig overbevise om, at marxismen var trylleformlen, som skulle afstedkomme den lykkelige verdensorden . Den havde også udrettet noget så vældigt som en kommunistisk verdensrevolution i Rusland, og jøder havde bidraget både med penge og fremtrædende ledere. Stærke - også jødiske - kræfter arbejdede nu løs for, at den internationale kommunistrevolution skulle rulle videre ind i det krigshærgede Vesteuropa. Men også den pansionistiske linie, havde fejret mærkelige triumfer under verdenskrigen (Læs : Benjamin Freedman, Chaim Weizmann og Balfourdeklarationen) Mange fandt, at denne linie burde have fortrinsret.

For at give denne retning religiøs opbakning skrev Baruch Levi sit interessante brev, der lød således:

"Det jødiske folk som en helhed vil blive sin egen Messias. Det vil opnå verdensherredømme ved opløsning af andre racer, ved afskaffelse af grænser, afskaffelse af monarkier og gennem at etablere en verdensrepublik, i hvilken jøderne over alt vil anvende medborgerskabets privilegium. I denne ny verdensorden vil Israels Børn levere alle ledere uden at møde opposition. Regeringerne for de forskellige folk, der udgør verdensrepublikken, vil uden vanskelighed falde i hænderne på jøderne. Det vil så blive muligt for de jødiske herskere at afskaffe privat ejendomsret og alle steder anvende statens resurser. Således vil det løfte i Talmud blive opfyldt, at jøderne skal have al ejendom i hele verden i deres hænder."

Brevet blev offentliggjort under overskriften : Hvorfor bliver jøder altid forfulgt ? Det lykkedes ham, at præsentere en af forklaringerne.

*******

Levy, Louis. (1875-1940)

Dansk forfatter der januar 1918 udgav skriftet "Jøden som Fredsstifter". Her skriver han : "Hvem ved ikke, hvad kirtlerne betyder i det menneskelige legeme ? Det er dér, kampen føres mellem de hvide blodlegemer og de indtrængende sygdomsspirer. Det er valpladser, hvor livet besejrer den lurende død.

Nuvel! I de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: børser, banker, ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder. Og med rette ! "

Klarere kan det ikke siges. Alligevel tilføjer han hurtigt i samme digt : "Det er ikke alene guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøderne skal sætte magt mod magt for fredens genfødelse - - Det er samfundskirtlerne, der skal rejses til modstand mod sygdom og død. Det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fornuft i dette feber kaos".

Vi har markeret to symbol- eller kodeord , hvis dybere betydning, ligesom digtets budskab i det hele taget, først nu træder klarere frem mere end 50 år efter afslutningen af den ANDEN verdenskrig, hvor spillet bag de mest hårrejsende blodorgier så småt begynder at tone frem gennem røgslørene.

Det bemærkelsesværdige er jo, at skriftet er afsluttet i januar 1918; medens Første Verdenskrig endnu rasede på sit vildeste. Den blev først afsluttet ni måneder senere. Hvorfra henter han netop da sit optimistiske syn på fremtiden og overbevisningen om, at jøderne vil skabe fred ud af kaos og verdensherredømme ud af elendigheden ? Fordi to verdensbegivenheder var indtruffet, i hvilke jødisk intrigekunst havde fejret triumfer. I Rusland havde den såkaldte oktoberrevolution bragt kommunister til magten og startet det voldsregime, som først 80 år senere - måske forbigående - brød sammen, dog først efter at have afsat aflæggere overalt på kloden, endda i vor egen lille afsides krog .

Først nu afdækker forskerne, i hvor høj grad dette scenarium blev undfanget og ført ud i livet af jødiske aktivister. Gennem beherskelse af pressen er det lykkedes dem samtidigt, at fremstille jøderne som de uskyldige ofre, der i Østlandene blev forfulgt ved pogromer og med falske retssager. Dem ved vi jo fandt sted; men at mægtige jøder samtidigt sad på de ledende poster overalt i grundlæggelsen og videreførelsen af det grusomme system er nu overbevisende klarlagt af forskere som Douglas Reed og Jüri Lina.

Samtidigt havde Chaim Weizmann mod løfter om yderligere støtte til etablering af den jødiske nationalstat lovet at bringe USA ind i krigen, og han havde indfriet sit løfte. (Se Benjamin Freedman) Både det kommunistiske og det kapitalistiske kort var spillet ud med lovende resultater.

En ting generer dog Levy en smule. I sammenligningen med kroppens kirtler nævner han de hvide blodlegemer, som dem, der bekæmper sygdommene. Nogle kunne komme til at tænke på de hvide tropper, der i Rusland endnu kæmpede mod kommunisterne. For at undgå en sådan "misforståelse", præciserer han i digtet : "Vogtere af Helligdomme", at det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fred.

Hvad kan det være for sorte elementer i samfundets kirtler ? Han tænker næppe på de sorte kamptropper, som franskmændene havde sat ind som kanonføde ved vestfronten. Ej heller på dem, som amerikanerne sendte over Atlanten. Nej, de sorte kamptropper er de hengivne ægte ortodokse jøder, som vi ikke ser så meget til i Danmark; men de tager sig virkeligt sorte ud : sorte klæder, sort hat og sorte krøller dinglende ned fra tindingerne. (Se midteropslaget i Sam nr. 6)

Det er disse sorte, sammen med deres mere civilt udklædte hjælpetropper, han vil bringe til at forstå "deres hemmelige mission". Han udbryder ekstatisk : Det jødiske folk "holder øjeblikket i sin hånd." "Tiden er inde." - "Pengefyrster, intelligensfyrster, der er bud efter Eders hjerte! Alles øjne vil være vendt mod Eder, et suk vil stige fra den ganske jord, og hærene vil vakle, mens de lytter efter den visdom, der i jøden bor."

Det er ikke blot tiden - den gang som nu - men også skrifterne fra Mosebøgerne over Talmud til nyere skribenter, der viser, at det typiske ved jøderne ikke er freden, sådan som vi forstår begrebet. Når de taler om den, er det en meget speciel form, nemlig Israels. (Se Attenbønnen)

Louis Levy's prosadigte om den særlige fred, han ser aftegne sig, er båret af musikalitet og ekstase. Det samme kan ikke siges om det andet litterære værk, der, Guderne må vide hvorfor, har overlevet. Det er ham, der skrev "børnesangen" : Sørens far har penge, og ko og kalv i vænge ."

Sammenlign denne vulgære materialisme med svenske Alice Tegnér's henrivende, uskyldsfulde, poetiske :

Jeg en gård mig bygge vil ! Der skal være have til,

store marker, grønne enge, og med lam et lille vænge !

Heste, grise, køer og får hører til min bondegård.

Man kan ikke holde op at citere :

"Der er hestestald og lo. På mit tag skal storken bo,

gæs og ænder, høns og duer vil jeg ha' og mange stuer !

Huset hvidt og tækt med strå, dør og vindu malet blå.

Op af brøndens klare vand trækker jeg min lille spand,

vander koen, vander hesten, medens sol går ned i vesten,

fører koen i sin bås, lukker port og dør i lås.

*******

Lüftl, Walter. F. 1933

Østrigsk ingeniør, leder af et stort ingeniørfirma i Wien. Valgt til præsident for den østrigske ingeniørorganisation, Bundes-Ingenieurkammer med 4000 medlemmer.

Foretog en teknisk undersøgelse af tilgængelige oplysninger om gaskamrene i Auschwitz og Mauthausen.

Hans rapport blev offentliggjort i marts 1992 og kan læses på engelsk i JHR, vol. 12, s. 390. Den konkluderer med rent teknisk argumentation, at hverken Zyklon-B-teknikken i Auschwitz eller dieselteknikken i Mauthausen kan have fungeret til industriel aflivning af mennesker.

Det regerende parti udtrykte frygt for, at rapporten skulle skade Østrigs anseelse, og lykkedes at få rejst tiltale mod ham for at overtræde en nyslået lov om, at man ikke må benægte nationalsocialisternes forbrydelser mod menneskeheden.

Walter Lüftl mente ikke, at han benægtede nazistiske forbrydelser - kun nogle, de ikke kan have begået. Ved retssagen blev fremlagt omfattende naturvidenskabelig argumentation for dette. Til slut, 15.6.1994 blev sagen indstillet, "da der ikke var grund til at føre den videre." Forinden var Lûftl dog blevet tvunget til at træde tilbage som præsident for sammenslutningen.

> > > * < < <

Løgne(r)ne hvad med dem ?

Naturligvis burde vi have indset, at vi i snese af år er blevet stopfodret med løgne og halve og kvarte sandheder. Derfor tager det imod, at indse uvæsenets omfang; men der er ingen vej udenom.

Når vor ikke spor revolutionære encyklopædi nu bekender, at det ikke længere går at hævde, at hverken 8 eller 4 mio. døde i Auschwitz; men måske 1 mio., så må man spørge : hvor stammer de forkerte tal fra, og hvem har udbredt dem ? - Hvor pålideligt er det ny tal ? Et minimum af efterforskning fastslår, at heller ikke det virker pålideligt. Se Fakta, s. 44. Selv holocaustforsvareren Jean-Claude Pressac kom frem til endnu lavere tal. Dermed har Nürnbergdommene mistet deres autoritet.

Hvis man følger dette spor, finder man mange andre urimeligheder, der tyder på, at der er mere, om hvilket vi ikke får sandheden at vide; men der er selvfølgelig ikke så mange, der studser over den ændrede oplysning om Auschwitz, da de færreste kan huske tidligere tal, og de fleste går ud fra, at et større leksikon fremlægger, hvad der er af betydning. (Leksikonet nævner visselig, at tallet før har været højere; men ikke det bemærkelsesværdige, at det drejer sig om 4 til 8 gange.).

For at slette alle spor fortsætter media at udsprede den nu gennem et halvt hundrede år fastholdte påstand, at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne. Også dette tal blev ganske vist efter krigen påstået at været fire gange så højt; men hårdt presset gik man ned til 6 mio., som må være et for jøderne helligt tal. American Hebrew hævdede allerede 1919, at antisemitter i Øst havde myrdet 6 mio. jøder, hvilket naturligvis intet havde at gøre med Tyskland, hvor der for øvrigt på det tidspunkt næppe fandtes nationalsocialister.

Det specielle ved encyklopædiens oplysning er, at den dokumenterer, at vi alle på dette specielle punkt er blevet bedraget frem til 1988, og at vi sandsynligvis havde været det den dag i dag, hvis ikke en håndfuld sjældne personligheder havde brugt deres begavelse og ofret deres velfærd for at skaffe sandheden frem.

De navne, der er nærmest knyttet til opdagelsen, er Robert Faurisson og Ernst Zündel samt dennes advokat Doug Christie.

Fred Leuchter kom som den nøgterne tekniker til at spille en vigtig rolle; men mange andre - også flere end dem, vi nævner i disse tekster, skabte grundlaget.

Det er karakteristisk, at vor ny encyklopædi ikke omtaler en eneste af de store revisionister, så lidt som IHR. og JHR. eller revisionismen som sådan. Se Encyklopædi, den danske. Indrømmelsen af det ændrede tal er en indrømmelse af, at noget er alvorligt galt med den pågældende historieskrivning; men på dansk findes så godt som ingen litteratur. På svensk nogle få skrifter. På internettet information på Ole Kreiberg's patriotiske hjemmeside og Knud Eriksen "Dronten" og på www.samisdat.dk.

Selv om denne information kun når ud til en begrænset kreds, må mediefolkene kende til den. Vi ved, at Reimer Bo og hans redaktion er gjort bekendt med hovedtrækkene, og vi har set til, at de højere instanser i radiofonien og pressenævnet er blevet det. Vi ved også, at andre mediefolk surfer på nettet og kender til revisionisternes resultater. Og vi ved, at mere eller mindre danske journalister i anledning af Irving-sagen har pløjet engelsk læsestof og refereret sine indtryk mere eller mindre vederhæftigt. Se Penguin-processen. Alligevel fortsætter journalister og fjernsynsfolk at gentage den jødiske påstand om mordet på de 6 mio. jøder, som om dette tal var en videnskabeligt kontrolleret sandhed.

Det mærkelige er, at selv om det nu er konstateret, at holocausthistorikerne ubekymret har løjet om dette emne - og mange andre - rettes ingen kritik mod løgnerne; men kun mod dem, der har afsløret dem. Og hovedpåstanden om de 6 mio. gentages.

Hvordan forholder det sig da med den ? Helt klart er, at når Auschwitztallet måtte formindskes med mindst 3 mio., så burde det samlede tal formindskes med sandsynligvis mindst lige så meget. De der stadigvæk fremfører tallet 6 i pressen i radio eller TV svamler eller lyver. De har adgang til langt større informationsresurser, end vi andre. Når de udbreder det falske tal må det enten skyldes dovenskab, uvidenhed, frygt for overordnede eller et bevidst ønske om at bedrage. Når man så læser, hvad de skriver eller ser dem på skærmen, kan man gætte på hvilken kategori de tilhører; men uanset hvilken, kan man være sikker på, at man ikke kan stole ret meget på dem.

Det overordnede onde er, at visse sandheder ikke tillades at komme frem. Dette kan ikke undgå at sætte sit præg på medarbejderne, og det er den egentlige årsag til journalistikkens forkvakling. Se dette opslag.

Jamen, hvad er da det rigtige antal jøder omkomne under krigen ? Vi fandt hurtigt ud af, at dette var meget sværere at nærme sig end Auschwitzfænomenet, og først nu mener vi at kunne pege på nogle velfunderede skøn.

De bygger på den simple logik, at udgangspunktet må være, hvor mange jøder, der befandt sig på tyskkontrolleret område, da krigsudbruddet satte stop for den betydelige legale emigration, som længe havde fundet sted.

JHR bringer i vol. 11, s 335 ff. en artikel af Carl O. Nordling, som har studeret skæbnen af 722 identificerede jøder fra tysk kontrollerede områder. Hvor mange overlevede, hvor mange bukkede under. Han sammenligner sit resultat med en undersøgelse af tyskeren Walter N. Sanning, hvis bog "Die Auflösung des osteuropäischen Judentums" også er kommet på engelsk som : "The Dissolution of East European Jewry".

Sanning bygger overvejende sit statistiske materiale på jødiske kilder som American Jewish Year Book, Encyclopedia Judaica (1971) og Universal Jewish Encyclopedia (1943). Nordling finder ingen fejl i den og finder, at heller ingen andre har gjort det. Han sammenligner Sannings procenttal for omkomne og overlevende med forholdene i det biografiske materiale, han har undersøgt og finder en rimelig og egentlig forbavsende overensstemmelse. Han finder, at Sannings bog er den bedste, som til da (1991) var udkommet.

Han konkluderer, at det helt nøjagtige tal på omkomne ikke kan fastslås ud fra de tilgængelige kilder. Det kan være så lavt som 300.000 men næppe overstige 600.000. I disse tal må det erindres indgår døde af "naturlige" årsager, formentlig mellem 1½ og 2 % om året.

Vi blev forbavsede, da nyhederne i TV 1 23/4-98 oplystes, at 350.000 af Israels indbyggere er overlevende efter holocaust. Nu finder vi, at Information allerede 16.8.1997 fra Bonn rapporterede ved Peter Schäffer, Ritzaus korrespondent, at 600.000 til den dag havde overlevet holocaust. Af dette antal anslog man, at ca. seks procent årligt døde. Jürgen Graf citerer i sin forsvarstale i Baden juli 1998 Handelszeitung 4.2.1998, der skrev, at mere end en mio. holocaustoverlevere var i live. Det betyder, at der må have været over 3 mio. levende i foråret 1945. Alligevel kunne man påstå, at alle var gasset, og vore mediefolk vover stadig væk at påstå dette.

Holder vi os til det højeste af de af Sanning/Nordling beregnede tabstal, som omfatter alle omkomne, også dem der døde af alderdom, og de mange, der døde af epedemier, især tyfus, hvis bekæmpelse blev vanskeliggjort af de allieredes bombardementer, som også gjorde forsyningen af levnedsmidler mere og mere umulig, så betyder det, at antallet 6 mio. omkomne jøder er mere end 10 gange for højt. Og antallet "myrdede" kan kun udgøre en brøkdel af dette stærkt reducerede antal omkomne.

Hvem har glæde af løgnene ? Naturligvis sionisterne og Israel, der afpresser milliarder af kroner af Tyskland, og nu også millioner af andre lande, plus særbehandling i alle henseender. I vort land er bidrag til det mosaiske arbejde fradragsberettiget i skatteregnskabet. Det betyder, at vi alle sammen betaler til deres propaganda og deres oplæringsceremonier. Dertil kommer, at både de og de andre allierede har brug for undskyldninger for deres egne forfærdelige overgreb, som først nu bliver bredere kendt.

Også vi har hændelser, som det er mindre rart at tænke på. Men ingen af dem er så skammelige som det, at vore medier er fjernstyrede, og dag efter dag, år efter år hylder story-tellers, og systematisk udspreder løgne, som dikteres af en fremmed magt.

Vi må ikke vænne os til, at løgnen er en erhvervssygdom, som automatisk rammer enhver, der kommer ind i mediebranchen, så at de på det nærmeste bliver uskyldige. De, der siger eller skriver de åbenbare løgne er løgnere. Læg mærke til dem ! De er de virkelige fascister og dødgravere af vort demokrati.

*******