Patton, George Smith. (1885 - 1946)

Amerikansk general under II. Verdenskrig. Samstemmende bedømt som en af USA's største militære begavelser. Hans selvstændighed - nogle ville kalde det selvrådighed - bragte ham i konflikt med både det militære og det politiske etablissement. Som sådan en af de mest interessante personligheder i perioden.

Det er kendt, at han var en hård soldat, der elskede krigen, men stortudede, ved mindehøjtider for dens ofre. Han skrev digte, hvilket måske vil forbavse mange, men indholdet vil måske forbløffe flere. Det er ikke rimerier, eller æstetiske smedearbejder, men spontane udtryk for en stærkt oplevende personlighed.

Som 33-årig deltog han i de sidste hårde kampe i 1918. 25 sept. førte han som oberst en amerikansk tankstyrke på 140 tanks. Inden angrebet skulle sættes ind, skrev han til sin kone. Vi rykker frem gennem en stinkende floddal, og det bliver ikke noget rart sted de nærmeste timer. Hvis tyskerne kæmper, vil de lave et helvede for os. Men jeg tror ikke, de har tænkt sig at slås særligt hårdt. Det viste sig, at det var, hvad de ville, og Patton fik brug for sine sjældne krigeregenskaber, men måtte betale med en kugle gennem lår og bagdel. Alligevel bragte indsættelsen af de friske amerikanske styrker afgørelsen nærmere, og den tyske kapitulation fandt sted 11 november 1918.

Under sejrsjubelen skrev den unge kriger et af sine mærkeligste digte :

I stood in the flag-decked cheering crowd

Where all but I were gay,

And gazing on their extecy.

My heart shrank in dismay.

For theires was the joy of the "little folk"

The cruel glee of the weak,

Who, banded together, have slain the strong

Which none alone dared seak.

The Bosch we know was a hideous beast

Beyond our era's ban,

But soldiers still must honor the Hun

As a mighty fighting man.

The vice he had was strong and real

Of virtue he had none.

Yet he fought the world remorselessly

And very nearly won . . .

- - - -

We can but hope that e're we drown

Neath treacle floods of grace,

he tuneless horns of mighty Mars

Once more shall rouse the Race.

When such times come. Oh! God of War

Grant that we pass midst strife,

Knowing once more the whitehot joy

Of taking human life.

Then pass in peace, blood-gutted Bosch

And when we too shall fall.

We'll clasp in yours our gory hands

In High Valhallas' Hall."

Her gives i få linjer udtryk for slagmarkens "hvidglødende fryd ved at udslette menneskeliv" og dyb sorg over ofrene indbefattet modstanderens. Forfatteren af det mærkelige digt skildres i en bog udgivet 1996 af Harper Collins Publishers : "A GENIUS FOR WAR. A Life of General George S. Patton" af Carlo D'este.

Fremstillingen indskrænker sig ikke til de militære bedrifter, der bragte titelpersonen til tops blandt tidens ledende skikkelser, men spejler også hans uforfærdede holdninger til tidens politiske spørgsmål, hvorunder en interessant udvikling fandt sted.

For nu-betragteren er det interessant at den allierede propaganda allerede på dette tidspunkt havde nedtromlet også den amerikanske opinion så fuldstændigt, at selv en intelligent selvstændig iagttager som den unge officer var fast overbesist om at boscher eller hunner var afskyelige bæster uden gnist af dyd, og deres kamp var samvittighedsløs modsat de allieredes. Selv om dette nådeløse skudsmål et stykke vej opvejes af soldatens respekt for "hunnerens" militære indsigt og mod, forstår man, at jordbunden var vel forberedt, da agitationen, efter en vis tilbageholdenhed nogle få år, igen satsede målbevidst på at fremstille Tyskland og tyskerne som asiatiske barbarer. Reaktionen på Versaillesdiktatet kunne jo ikke udeblive.

I dag kan man undre sig over, hvordan det var muligt for imperialistlandene Storbritannien og Frankrig, som havde udbredt deres militærvælde over den halve klode, at fremstille Hitlers opgør med Versaillestraktatens undertrykkelse og partering af Tyskland som topmålet af egoisme og ondskab. Men det er, hvad der skete, og virkningerne er kendbare den dag i dag.

Og så blomstrede hadagitationen igen op på begge sider af de gamle frontlinier. Patton blev ikke upåvirket, og da krigsgudens umelodiske horn atter gjaldede, stillede han beredvilligt sine talenter til rådighed for, hvad Roosevelt og hans bagmænd foreskrev, at slå så mange tyskere ihjel som muligt. Så længe slagene bølgede i Nordafrika, Italien og Frankrig var Pattons sympati for tyskere begrænset til faglig respekt for deres militære dyder; men som fronterne bevægede sig ind på tysk område, og især efter at generalen kom i kontakt med sovjetstyrkerne, fandt en holdningsændring sted.

De sovjetiske officerer, som Ehrenburg beskriver som kultiverede, selvstændige og frihedselskende, opfattede Patton, som brutale, ukultiverede og primitive også i deres militære teknik. Han harmedes over, at han ikke fik lov til at føre sin Tredje Armé frem og befri Prag og Berlin, hvilket han var sikker på, at kunne gøre og dermed fremskynde krigens afslutning. Men afstanden mellem ham og hans overordnede, Eisenhower, blev stadig større. Eisenhower beskriver i "Korstog i Europa" sit varme forhold til marshal Zhukov. Patton var hverken imponeret af denne person eller hans kampteknik. Den sovjetiske hær ringeagtede menneskeliv. Marshal Zhukov fortalte Eisenhower, at russerne ikke brød sig om at rydde miner. Vi sender bare vore soldater frem. De tab, de lider, regner vi ligesom de tab, de ville lide, hvis de skulle rykke frem mod maskingeværstillinger.

Patton var ikke imponeret. Men han fandt endda, at Sovjets kolossale og brutale krigsmaskine var en dødelig trussel mod Europa. For øjeblikket er vi stærke; men fra nu af bliver vi svagere og de stærkere. Han ville straks gå videre og drive sovjetstyrkerne ud af Europa, gerne sammen med resterne af den tyske hær. Han var sikker på, at han ville kunne påføre russerne en krigsførelse, som de ikke ville kunne modstå (det troede Jodl forresten også, at tyskerne ville kunne; men der kom USA jo i vejen.) Patton var sikker på at kunne nå Moskva på få uger. Det er påpeget, at et sådant felttog kunne have sparet amerikanerne for Korea- og Vietnamkrig. Hvem ved ? Men Roosevelt sad på magten, som førte til kold krig i Europa, atomkapløb og undertrykkelse i et halvt århundrede af Østeuropa.

En del briter var enige med Patton; men Roosevelt med omgivelser og Eisenhower ville samarbejde med russerne.

Det nåede Patton ikke at opleve. Efter tyskernes kapitulation blev han udnævnt til militærguvernør i Bayern. Det gjorde ham ikke mindre genstridig. Han fandt at krigen var ført mod det forkerte folk. Han reagerede mod jødernes tilbagevenden med grænseløse krav på hævn. Han modsatte sig Morgentauplanen og hovedløs afnazificering. Han pegede på at næsten alle tyskere havde været nazister. Hvis de ikke kunne lastes for andre ting, burde de ikke forfølges. Veje, broer og virksomheder lå i ruiner. De måtte repareres. Han satte folk til dette, som havde forstand på det, selv om de havde været nazister. Han harmedes over ordrer fra Washington om, at alle fabrikker skulle sprænges i luften. Han fandt, at det var tilstrækkeligt, at maskinerne blev fjernet. Bygningerne kunne bruges til noget andet. Nu fik han ordre til at smide en million tyskere ud af deres hjem til fordel for en million jøder, som pludselig dukkede op. De var altså ikke gasset. Hans udtalelser var ikke altid diplomatiske. Alt dette gjorde ham til mål for stadigt voldsommere jødiske angreb. Især en kampagne opbygget af tre jødiske journalister gav genlyd i pressen; men Patton lod sig ikke rokke.

Vi får at vide, at over alt, hvor han rejste, gjorde han holdt for at bese slotte og kirker. Måske bidrog dette til at overbevise ham om, at det land, han var sat til at styre, var værd at kæmpe for. Men trakasserierne blev værre og kulminerede med, at han blev tvunget til at afgå til fordel for en stilling som leder af den "15 armé", et papirjob for en gruppe officerer, som skulle beskæftige sig med historieskrivning. Det burde egentlig have interesseret ham. Her kunne hans afvigende vurderinger jo have været interessante; men formentlig havde Eisenhower mundkurve nok også til den 15. armé. I hvert fald besluttede Patton mod slutningen af 1946 at trække sig tilbage. Han udtalte : Til næste år (1947) vil jeg kunne sige, hvad jeg vil ! Det må have gjort hans fjender rædselsslagne, når de tænkte på alt, hvad han havde fået sagt, medens han ikke måtte sige, hvad han ville.

Så hændte det trafikuheld, som har været genstand for en del diskussion.

En ven foreslog ham, at de sammen skulle koble af med at gå på jagt. På vej til det udvalgte sted svingede en stor lastbil pludselig til venstre ind foran den Cadillac, i hvilken Patton, hans ven og en chauffør kørte. Bilerne tørnede sammen, begge med temmelig moderat hastighed. Chauffør og ven slap uden skrammer. Patton blev hårdt kvæstet bragt til et hospital, hvor man konstaterede alvorlige lammelser. Her lå han i 12 dage belejret af neurologer. Den 2, december sagde han : I dag dør jeg. Og det gjorde han så. Alt dette ifølge bogen.

Andre fandt, at der var mærkelige omstændigheder ved uheldet. Tidsskriftet Spotlight skrev 4/1 1993, at sammenstødet var arrangeret, og gjorde det muligt for en pistolskytte at trænge frem til bilen og affyre et specielt våben mod generalen. Det særlige var, at projektilet bestod af metalskrot, hvilket skulle kunne passere som skader efter bilulykken.

Da det ikke lykkedes at slå ham helt ihjel med disse anstrengelser, blev han givet gift.

Bladet hævder at have sine oplysninger fra de indblandede i attentatet, og peger på, at det ikke blevet sagsøgt for afsløringerne. Bogen rejser store tvivl om gennemførligheden af et sådant attentat, men udelukker ikke helt muligheden. Helt sikkert er kun, at generalens frisprog skaffede ham mægtige fjender.

For historieskrivningen er han betydningsfuld, fordi det ses, at han - oprindelig en skrupelløs tyskermorder - ud fra sine erfaringer som centralt placeret embedsmand - reagerede på de ekstremt tyskfjendtlige handlinger, som blev gennemdrevet fra jødisk side.

Carlo D'este konstaterer, at han faktisk blev mere og mere antisemitisk : Opløsningen af Tyskland skyldtes helt igennem et komplot af amerikanske jødiske ledere, blandt hvilke han specielt anklagede finansminister Morgentau og Bernhard Baruch (s.755) Han skriver, at Patton synes at have glemt Tysklands agression og ugerninger. Det er ikke så let at afgøre. D'este beretter, at generalen var chokeret da han så kz-lejrene; men han var måske også i stand til at indse, at de allierede havde deres andel i miseren. Og der er al mulig grund til at tro, at han har reageret med afsky, når det er blevet afsløret, at ligbunker i Dresden blev fremvist som eksempel på tyskernes massemord. Måske har han også gennemskuet bedrageriet med gaskamrene. Det afsløres måske i hans efterladte papirer, eller vi får det aldrig at vide. Sikkert er, at han tidligere end de fleste reagerede mod unødvendig grusomhed mod den slagne modstander.

*******

Penguin-Lipstadt -processen.

Retssag i London om ærekrænkelse rejst af historikeren David Irving mod forlaget Viking-Penguin Books, som havde udgivet bogen "Denying the Holocaust" af Deborah Lipstadt. Vi refererer sagen, med udgangspunkt i Rae Wests reportage på http://www2.prestel.co.uk/littleton/irving-lipstadt.htm og Ernst Zündel's fremstilling i Zündelsite nr 251 og 252.

Ved retssagen mod Zündel i Ottava 1988 var David Irving indkaldt som vidne for anklageren; men stillet over for Leuchterrapporten om gaskamrene ændrede han standpunkt og vidnede til fordel for den anklagede. Han havde mistet troen på gaskamre, og det vakte afsindig harme i jødiske kredse. Han fik snart at mærke, hvad dette indebærer. En mediekampagne blev rejst imod ham, og det ansete St. Martin's Forlag så sig nødsaget til at standse udgivelsen af Irvings bog om Goebbels. Læs herom under David Irving.

Lipstadts bog var et led i kampagnen mod den uregerlige historiker. Den gik så langt som til at bestride, at han var historiker. Derudover blev han beskyldt for at være holocaustnægter. Dette bestrider han, skønt han ikke har lagt skjul på sin opfattelse, at det ikke kan bevises, at Hitler havde truffet nogen beslutning om at udrydde alle jøder, ligesom det ikke kan bevises, at der fandtes fungerende gaskamre til massehenrettelse af mennesker. Men revisionist ville han ikke kaldes, og ikke holocaustnægter, for - siger han - en del henrettelser fandt sted.

En dommer skulle nu afgøre, om han er blevet beskyldt for nævnte ting, og om de er ærekrænkende. Det kan jo hævdes, at det ikke er nedværdigende, at være holocaustnægter; men hvad, hvis man bliver kaldt det, og ikke er det ? Helt klart er det fornærmende, at hævde, at den berømte historiker ikke er historiker. Den match burde han kunne vinde, men hvad er ellers substansen i denne sag ? Irving nægtede at tage mod hjælp - især fra revisionistside. Jeg er ikke revisionist - de sko passer mig ikke, siger han. Og han ville ikke føre en holocaustsag. Men det ville hans modstandere, især på grund af det, han har sagt om gaskamrene. Et mægtigt og kostbart apparat blev stablet på benene for at bevise, at han har uret med hensyn til dette og andre ting. Processen skulle vise, at holocaust er sand, og det ville Irving altså ikke benægte; men han bestred dens omfatning og karakter.

Derfor kom sagen alligevel til at dreje sig om holocaust, og det havde Irving måske ikke noget imod; men han ville ikke stå som angriberen. Modstanderne var lige glade - de ville knuse ham.

Dermed fik processen en helt anden drejning. For Irving handlede det om skribentens ret til at viderebringe sine opfattelser og sine forskningsresultater uden at blive straffet af jødiske organisationer. For ham er det en eksistenskamp : kampen for at kunne leve som fri tænker og forsker. Derfor er hans proces vigtig for os alle.

Dette blev skelsættende belyst af Irvings vidne, Kevin MacDonald, professor i psychologi ved California State University-Long Beach.

Professoren har studeret etniske konflikter i "udviklingsteoretisk" belysning. På den måde er han kommet ind på studiet af judaismens forhold til ikke-jøder.

Han kom frem til, at judaismen som gruppe afsondrede sig fra ikke-jøder og derigennem kom til at konkurrere om resurser og havnede i interessekonflikter med grupper af ikke-jøder. Det skabte had, som afstedkom forsvarsstrategier fra jødernes side.

I bogen "Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism" (Westport, CONNECTICUT: Praeger, 1998) analyserer MacDonald vekselvirkningen mellem jødernes forsvarsstrategier og de reaktioner, som disse udviklingsnaturligt blev mødt med. I sit indlæg refererede MacDonald sine resultater således :

Judaismen som selvinteresseret gruppe er mange gange havnet i konflikter som de nævnte.

Her har separatismen været vigtig : jødernes uvilje til kulturel assimilering og til raceblanding med det større samfund. Endvidere temaer som økonomisk, politisk og kulturel dominans og begrebet illoyalitet.

Da antisemitisme har været en almindeligt reaktion på jødernes diasporagrupper, har de udviklet en lang række strategier som modsvar. I det sidste århundrede blev skrevet meget for at fremstille jøder og judaisme positivt og deres fjender negativt "ofte med ringe respekt for historisk nøjagtighed"

Derigennem er jødernes politiske aktiviteter interessante i Irvings sag. De har været meget aktive agenter - ikke passive martyrer. De har været fleksible strateger på den politiske arena. Meget intelligente og velorganiserede har de været i stand til at styre finansielle, politiske og intellektuelle resurser til fordel for deres mål.

For at bekæmpe antisemitismen i Tyskland mellem 1870 og 1914 engagerede de en lang række aktiviteter. De dannede selvforsvarskommitéer og regeringslobbyer og brugte bagvaskelse og love om ærekrænkelse til at ruinere antijødiske organisationer. De spredte forsvarsskrifter til brede masser af ikke-jødiske tyskere og til organisationer, som var imod antisemitisme, skønt de overvejende bestod af ikke jøder.

Jødiske organisationer bestilte skrifter, der var imod "videnskabelig antisemitisme", fx. respektable udgivelser, der beskrev judaismen i negative termer. Akademiske arbejder blev advaret mod at bringe den slags materiale, og jødiske organisationer lykkedes somme tider, at forbyde ubehagelige bøger og få udgiverne til at ændre stødende passager. Resultatet var, at sådanne idéer blev akademisk og intellektuelt suspekte.

I nutidens USA har jødiske organisationer brugt deres magt til at forhindre diskussion om jødiske interesser. Personer, der har bragt kritiske bemærkninger er blevet tvunget til offentligt at fremføre undskyldninger, og er blevet straffet i deres erhverv. Ofte har der været tale om fornuftige udtalelser, som kunne efterprøves empirisk, og som man godt kunne bringe om andre grupper eller medlemmer af andre grupper. Fx. beskrev mediekritikeren William Cash, ved det britiske magasin The Spectator den jødiske medieelite som kulturelle nihilister, idet han mente, at den jødiske medieindflydelse afslørede mangel på respekt for traditionelle kulturværdier.

Kevin Myers skrev i den britiske Sunday Telegraph 5. januar 1997 : "vi burde virkelig kunne diskutere jøder og deres jødedom, deres dyder og laster på samme måde, som vi kan diskutere en hvilken som helst anden gruppe, uden at blive kaldt antisemitter. Åbenhed skaber ikke antisemitisme - det gør hemmelighedskræmmeri. Tavshed af sympatetisk diskretion kan let misforstås som konspiration. Det er på tide at tale lige ud om jøderne."

Myers fortsætter med at påpege, at The Spectator blev anklaget for antisemitisme, da den bragte ovennævnte artikel af William Cash (1994). Og han bemærker, at Cash's forbrydelse havde været, at han havde skrevet, at de kulturelle ledere af USA var jøder, hvis jødiskhed blev holdt uden for åben diskussion.

Cash konstaterede, at det er dobbeltmoral når en jødisk skribent, som Neal Gabler kan henvise til en "jødisk kabale" medens hans egen brug af udtrykket bliver kaldt antisemitisk.

Han noterede også, at medens film regelmæssigt giver stereotypt negative skildringer af andre etniske grupper, blev Cash's beskrivelse af jøderne som "vilde med konkurrence" ("fiercely competitive" - en ven af os oversætter det ved at have "rundsavsalbuer") betragtet som antisemitisk. Et andet eksempel er Marlon Brandos gentagne udtalelser til landsdækkende tv-programmer, oprindeligt i 1979. De gik ud på, at "Hollywood køres af jøder. Det ejes af jøder." Det centrale i klagen var at Hollywood regelmæssigt bringer stereotypier af andre etniske grupper, men ikke af jøder. Brando's bemærkninger blev kaldt antisemitiske af Anti-Defamation League of B'nai B'ritt (ADL) og Jewish Defense League (Los Angeles Times, 9 april 1996.

Påstanden om Hollywood kan bekræftes empirisk; men de store jødiske organisationer har stemplet den som antisemitisk og forsøgt at ruinere dem, der har været indblandet. Både Cash og Brando har beklaget deres bemærkninger og har som part af deres undskyldning måttet besøge Simon Wiesenthal Center i Los Angeles ( Forward 26 april 1996). Cash's beklagelse kom ca. to år efter de udtalelser, han havde gjort. Forward-artiklen formoder, at Cash har haft problemer med at få udgivet sine arbejder efter hændelsen. Samme nummer oplyser også, at udgiveren af Cash's kommentarer, Dominic Lawson, udgiver af the London Spectator, blev forhindret i at udgive en artikel i The New Republican om hans datter, der blev født med Downs syndrom, da Martin Peretz ejeren og Leon Wieseltier den litterære udgiver klagede over Lawson's udgivelse af Cash's artikel. Der er klare beviser for, at Perets stærkt identifiserer sig som jøde og for, at han skamløst drejer avisen hen imod holdninger, der gavner Israel.

På samme måde beskriver Noam Chomsky, den berømte lingvist ved Massachusetts Institute for Technologi, sine erfaringer med ADL (Anti-Defamation League) :

I De Forenede Stater er der udviklet et ganske effektivt system til at bringe kritik til tavshed - - - - tag Anti-Defamation League - - - Det er faktisk en organisation viet til at defamere og skræmme alle til tavshed, der kritiserer Israels løbende politik, uanset hvordan den er. Fx. er jeg selv gennem en læk i Anti-Defamation Leagues New England-kontor kommet over en kopi af min sagsmappe dér. Den er på 150 sider præcis som FBI's og består af kontor til kontor memoer, der advarer mod, at jeg vil dukke op her og der med anbefaling at overvåge taler, som jeg skal holde og kommentarer og påståede transkriptioner af taler - - - Dette materiale er sendt rundt [og] - - - skulle sendes til en lokal gruppe, som skulle lede efter defamerende materiale, som derefter, oftest i usignerede pamfletter, kunne uddeles uden for stedet, hvor jeg skulle tale - - - Hvis der er nogen kommentar i pressen, som de finder utilstrækkeligt underdanig mod partilinien, vil der komme en stormflod af breve, delegationer, protester og trusler om at inddrage annoncer etc. Politikerne er naturligvis udsat for det samme og for financielle straffe, hvis de ikke følger trop. - - - - Dette helt ensidige pres og dette nu meget effektive system til vildførelse, løgn, defamering og velberegnet brug af pengestøtte i det politiske system - - - - har skabt en meget skæv indfaldsvinkel til hele sagen. (Chomsky 1988, 642-3)

Tænk også på. hvad redaktør Joseph Sobran skrev, da han blev tvunget bort fra en egen spalte i National Review på grund af kritiske bemærkninger om Israel :

Den fulde historie om (Pat Buchanan's præsident)kampagne i 1886 er umulig at fortælle, så længe det er tabu at diskutere jødiske interesser lige så frit, som vi diskuterer kristen ret. At snakke om amerikansk politik uden at nævne jøderne er omtrent som at snakke om NBA uden at nævne Chicago Bulls. Ikke fordi jøderne er almægtige eller helt onde. Men de er succesrige og derfor magtfulde nok, og deres magt er enestående ved at være uden for rækkevidde af normal kritik, selv af det, som er højst synligt. Selv optræder de, som om deres succes var en brødefuld hemmelighed, og der går panik i dem, og de griber til anklager, så snart emnet bringes på bane. Jødernes kontrol over medierne i mediealderen gør den påtvungne stilhed både paradoksal og paralyserende. For at overleve i det offentlige liv er du nødt til at vide alt om det, men aldrig henvise til det. En hyklerisk etikette tvinger os til at lade som om jøderne er magtesløse ofre; og hvis du ikke respekterer deres offerstatus, vil de ødelægge dig. Det er en utrolig opvisning, ikke af ondskab, men af vild etnocentrisme, en slags hemmelighedsfuld racistisk supernationalisme. (Sobran 1996, 3)

Det er min opfattelse at kampagnen for at undertrykke udgivelsen af David Irving's biografi af Goebbels (Washington Post, 4 april 1996) er et andet eksempel på denne taktik. Efter at en artikel af udgivelsens spalteredaktør Frank Rich fordømte bogen, lykkedes det ADL at presse St. Martin's Press til at standse udgivelsen på trods af det faktum, at denne bog, der bygger på hidtil ukendte dagbøger, er en stor videnskabelig begivenhed og et uundgåeligt værk for dem, der vil skrive om Det tredje Riges historie. Deborah Lipstads arbejde bidrager til denne atmosfære af undertrykkelse - især hendes erklæring, at Irving ikke er historiker. Det er simpelt hen bredt anerkendt blandt historikere som Gordon Craig, A. J. Taylor og Hugh Trevor-Roper, at David Irving er en fremragende forsker og en uimodståelig skribent. Hans arbejde er nødvendig læsning for seriøse studier af Det Tredje Rige og Den Anden Verdenskrig.

Jeg formoder, at grunden til denne undertrykkelseskampagne er Irving's indblanding i diskussioner om karakter og udstrækning af holocaust, og at hans biografi af Goebbels var blevet udgivet uden nogle problemer, hvis nævnte tema ikke havde været til stede i bogen. Jeg henstiller, at Irving's andre aktiviteter ikke skal føre til undertrykkelse af hans historiske forskning og til almindelig nedgøring af hans indsats, hvilket er en tydelig hensigt i Lipstadt's arbejde

Naturligvis må Irving, ligesom mange historikere, se begivenhederne gennem et filter af personlige politiske og intellektuelle overbevisninger. Det er en almindelig anerkendt vanskelighed, som rammer alle sociale videnskaber, og jødiske sociale videnskabsmænd har minsandten ikke været immune for sådanne tendenser. I min bog Separations and its Discontents vier jeg det meste af et kapitel til eksempler på historieskrivning vedrørende jødisk historie skrevet af jøder - sikkert ikke udtømmende - i hvilke, der er klare apologetiske tendenser til at se jøderne som gruppe på en fordelagtig måde og til at patologisere antisemitismen som irrationel og helt uden relation til jøders nutidige optræden.

Disse arbejder er blevet udgivet af de mest ansete akademiske og kommersielle udgivere. Andre kommentatorer har noteret lignende apologetiske tendenser i jødisk historieskrivning. Læg især mærke til Albert Lindemann's nyligt udgivne : Esau's Tears: Modern Anti-Semitism and the Rise of the Jews (New York: Cambridge University Press, 1997). Meget afslørende omfatter Lindemann's eksempler på partisk historisk forskning arbejder af de jødiske holocausthistorikere Lucy Dawidowics og Daniel J. Goldhagen - en klart bevis for at området holocaust-studier forbliver politisk ladet. Yderligere beskriver jeg i The culture of Critique forskellige stærkt intellektuelle bevægelser (Boasisk antropologi, Freudsk psychoanalyse, Frankfurterskolen for social forskning) der præsenterede sig selv som videnskab, men som alle var stærkt påvirket af deres grundlæggeres jødisk-etniske ageren. især i bekæmpelsen af antisemitisme.

Intellektuelle blindgængere og politiske handlinger er et faktum i akademisk liv. Men selv om det skulle kunne bevises, at David Irving bringer en vis portion partiskhed i sit arbejde, kan selv den mest partiske forsker bidrage med uvurderlig forskning. Videnskab opstår, når arbejdet af alle bidragydere bliver deltagere i idéernes markedsplads, og når forskerne ikke bagvaskes og censureres blot fordi deres resultater skærer i ansigtet på det samtidige ortodoksi.

Henvisninger :

Cash, W. (1994) Kings of the deal. The spectator (29 oktober): 14-16

Chomsky, N. (1988) Language and Politics. Black Rose Books: Montreal-New York.

Sobran, J. (1996) The Buchanan frenzy. Sobran's (3-4 marts).

I den hjemlige andegård -

Vi genkender hele sceneriet og undrer os over så længe, vi har været naive. En opvågnen skete, da Samuel Rachlin, nu reporter for dansk fjernsyn i Moskva, 4.6.1995 truede Berlingske Tidende, blot fordi det havde bragt en artikel af Marianne Herlufsdatter, om hvad, der står i biblen. Se i øvrigt under Revisionismens historie, år 1995.

Siden gjorde vi samme erfaring som amerikanerne, at det var umuligt at få en dansk avis til at bringe et indlæg, som var kritisk mod jøder.

Endelig måtte vi erfare at dansk fjernsyn fra skærmtrolde til generaldirektør slutter slavisk op om den klassiske holocaustdoktrin endnu efter, at selv encyklopædien har forladt den. I Vestlig Samisdat nr. 5 gør vi rede for den TV-hændelse, der afslørede dette og for vore forgæves forsøg på at få TV-ledelse og siden pressenævn til at rette og beklage dette åbenlyse bedrag af seerne.

Ved en udsendelse 16.9.1998, opkaldt efter studieværten: "Reimer Bo" var vi, Marianne og Lars, indbudt til at fortælle lidt om den historiske revisionisme. Vi havde fået løfte om begge at komme til orde i flere omgange. Da det kom til stykket fik Lars at vide, at han ikke fik lov at fremføre noget, og Marianne blev introduceret så bagvendt og kort som muligt. Derfor virker hendes indlæg måske så improviseret, som det faktisk var; men hun nåede at pege på et faktum, som vore media har undladt at oplyse danskerne om, at offertallet for Auschwitz bør reduceres med ca. 3 mio. Selv om det ikke burde komme overraskende for alle, opstod der stor vrede i salen, hvor mange jøder var placeret ud. Og straks rejste en ung jøde sig og holdt en indigneret tale. "Der fandtes andre lejre", sagde han til Marianne "- har folkeuddannelsen svigtet dig ?"

Nej, den rakte godt og vel. Til de andre lejre havde man i 40 år angivet 6 - 4 = 2 mio. ofre. Der var altså ikke plads til flere i dem. Altså måtte man forvente, at det samlede antal ofre måtte skrives ned med de 3 mio., altså til det halve.

Men dette enkle regnestykke ville programlederen ikke delagtiggøre seerne i, så han flygtede fra Marianne hen til en jødisk dame fru Fischermann, der som meget lille havde været i Theresienstadt, men altså ikke i Auschwitz. Med programlederens markerede medfølelse erklærede hun : "Det er løgn - man skal ikke have lov at sige sådan noget - 6 mio jøder blev myrdet !"

Marianne havde ikke udtalt sig om det samlede antal - kun om Auschwitz, og kun sagt, hvad der var ubestridelig sandt.

Går man episoden efter, afslører den netop sådanne karakteristiske træk, som MacDonald har påpeget.

Det skal bemærkes, at Reimer Bo´s udsendelser arrangeres i en sal, hvor et udvalgt publikum opfordres til lydeligt at tilkendegive sine meninger.

Til brug ved de "etiske presseretssager", der fulgte efter udsendelsen, frembragte fjernsynet den nøjagtige ordlyd af, hvad der var blevet sagt. Den så sådan ud :

"Bilag A : Reimer Bo: Hold kæft, Camre.

Reimer : Jeg går lige herop til dig Marianne, for vi har været ude en tur på internettet, og se hvad der egentlig foregår af debat, og der finder vi bl.a. frem til dig.

Du har en internet avis, som man mildt sagt kan sige er kritisk over for jøderne. Og du udgiver også en bog som hedder "Døde virkeligt 6 millioner ? Det er en bog om holocaust, hvor vil du hen med den ?

Marianne: Jeg vil frem til sandheden om det der, det er en ubekræftet myte, det der holocaust, bl.a. fordi for nogle år siden, der sagde man, at der var 4 mio. døde i Auschwitz, og de var gasset alle sammen. Nu er det kommet ned på 1 mio. eller sådan noget lignende. Hvor er de tre mio. blevet af ?

Reimer: Ja, hvad ... det vil jeg spørge herovre.

Martin G. Veise: Det her, det her...Nu er det jeg er uenig med Bent Falbert, hvor er det vi har ytringsfrihedens grænse? Fordi her har vi med at gøre, en gruppe mennesker, der benægter alt hvad der findes af historiske fakta, og så kan man spørge sig selv, er det nu fordi vi er bevidst om, at vi vil benægte historien, vi vil simpelthen ikke have med den at gøre, men kan også være almindelig uoplyst eller ubegavet, eller man kan være et menneske, der tjener et helt andet formål. Nemlig at give nazi-tiden, lige pludselig, et mere blomsteragtigt ansigt, et acceptabelt udseende. Og hvor har vi det så henne, hvor er det så at straffelovens bestemmelser skal komme i anvendelse. Fordi vi er jo 100, hvor du siger: Jamen, folk er oplyste, og de oplyste skal have lov til at drøfte det i medierne ... Det er din retssal, og du er selv dommer.

Reimer: Det var så et spørgsmål til Falbert

Bent Falbert: Nu skal du høre, jeg tror ikke, at risikoen er så stor for, at synspunkter, at så gale synspunkter, som vi lige har hørt her, skal få noget som helst rodfæste, der er vi heldigvis 99,9 % af verdens befolkning der mener noget andet.

Martin G. Veise : Hvad så med de mennesker der har oplevet det, hvad med de efterladte?

Bent Falbert: Det render mange mennesker rundt i verden med besynderlige budskaber, og vil lave om på historien. De har jo set det forsøgt f.eks i Sovjetunionen og Kina og andre steder. Nu er de altså nogle sennazister, en meget lille randbevægelse, der forsøger at skrive historien om. Det vil ikke lykkes. Og svaret skal da ikke være at putte dem i fængsel.

Reimer: Lad os lige gå herover nu. Nu blev ordet nazist brugt.

Marianne: Det er jo ikke mig der har lavet historien om. De 4 mio., som paven stod og velsígnede for, jeg ved ikke, 10 år siden eller sådan noget lignende. Der stod på 4 (forkert hun sagde 19) forskellige sprog: Her er 4 mio. døde. I 1990, tror jeg det var, der raderede man alle de der ting ud, og nu står der 1 mio. døde.

Reimer: Hvor står det?

Marianne: Det står i Auschwitz. I flere år stod der ikke noget på de sten, nu står der 1 mio. eller 1,5 eller sådan noget lignende, og jeg vil gerne vide, hvor er de millioner blevet af?

Martin G Veise : Hvor svært kan det være at forstå, at der var andre lejre end Auschwitz, hvor var den danske folkeuddannelse. Hvor har det svigtet for dig ?

Marianne: Det kommer ikke sagen ved.

Reimer: prøv lige, prøv lige....

Martin: Hvor svært kan det være .......

Reimer: Prøv lige at hør, lige et øjeblik, jeg kommer tilbage....

Marianne: Må jeg tale ud ? Det er ikke mig der har lavet historien om.

Reimer: Ved du hvad, nu går jeg....

Marianne: Og i øvrigt kan jeg fortælle dig

Reimer: Jamen jeg går herover, for herovre sidder du Birgit Fischermann. "

(Indskud )

Auschwitzmindetavler efter Zündel-processerne. -

Vi viser her mindetavlerne i Auschwitz efter, at de er blev ændret fra 4 mio. dødsofre til 1½ mio. For flertallet af danskere, der lige siden Nürnbergprocesserne er blevet indoktrineret, at jødernes tab i de tyske koncentrationslejre var 6 mio., hvoraf 4 mio. i Auschwitz, må dette se ud som en forbløffende indrømmelse, skønt den langt fra er tilstrækkelig.

På side 168 bringer vi et af Ernst Zündels mest tankevækkende oplysningsblade. Den sammenstiller pressebilledet af paven i bøn for de 4 mio. dødsofre i Auschwitz med den ensomme skikkelse foran de samme tavler efter at inskriptionerne uden nogen forklaring i vore medier er mejslet bort.

Det var 7. juni 1979 at pave Johannes Paulus II, beundret af et massivt presseopbud, holdt andagt foran mindetavlerne i Auschwitz. Han bad for de 4 mio. mennesker - mest jøder - som tavlerne på 19 sprog forkyndte var blevet myrdet i lejrene. Billedet gik verdenspressen rundt.

1992 fjernede den polske regering inskriptionerne og erstattede dem efter nogen tid med de her viste. Også dette billede må være gået rundt til redaktionerne i de store aviser, for hvilke det altså er gjort klart, at beretningen om de 4 mio. myrdede i Auschwitz-Birkenau var en myte. Endda er tallet 1½ mio. , som tavlerne nu angiver, stadig en grov overdrivelse. Antallet omkomne omfattende alle kategorier er formentlig mindre end det halve. Se Auschwitz, og Jean-Claude Pressac og Fakta, s. 44

Det bør altså være kendt i medieverdenen, at tallet 4 mio. er afsløret som usandhed, og at de 6 mio. dermed er blevet mere end tvivlsomme. Se Løgne(r)ne : Walter Sannings beregninger .

Det er på denne baggrund det store mediecirkus, som på disse sider beskrives, må beskues. Mere kan læses i Samisdat 5 og 6.

Både pressenævnet og den højeste chef for Danmarks Radio, generaldirektør Christian S. Nissen erklærede revisionisternes afsløringer for tabu, og at enhver måtte finde sig i at blive svinet til, hvis han eller hun taler højt om disse ting..

Da Auschwitzbedraget et kort minut blev afsløret i dansk TV skrev generaldirektøren : at man kunne forvente "en kraftig reaktion hos såvel overlevende/efterladte jøder, men også hos øvrige debatdeltagere, der med rette kan opfatte udsagnet som et forsøg på at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie."

Interessant er, at han skriver med rette. Det er altså hans opfattelse som chef for måske landets største medievirksomhed. Vi stillede da tre spørgsmål til ham :

1 Tror generaldirektøren, at den franske professor Paul Rassinier, da han fysisk nedbrudt (han vejede 40 kg.) slap ud fra tyske koncentrationslejre, startede og videreførte sin forskning for at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie ?"

2. Hvis ikke - hvorfor så med denne beskidte insinuation stemple ham, og personer, der i respekt for hans - og andres - bemærkelsesværdige arbejder søger at sprede kendskab til denne forskning i Storbritannien og Danmark ?

3. Mener generaldirektøren, at alle kendsgerninger og anskuelser skal undertrykkes, hvis de kan medføre en kraftig reaktion hos jøder eller andre, der ikke synes om dem ?"

Selv om vi rykkede, ville generaldirektøren ikke besvare disse spørgsmål; men til sidst afviste han at besvare dem med henvisning til, at pressenævnet ikke havde fældet udsendelserne .

Desværre viser dette jo blot, hvor gennemført ensretningen og censuren i det danske mediesystem er.

 

Referatet virker nøjagtigt med sin omhyggelige ord for ord gengivelse af talesproget, og stemmer med vore notater.

Bemærk : Martin G. Veise, der forresten præsenteredes som "jøde", kendte ikke Marianne, og vidste blot, 1) hvad Reimer Bo havde sagt, at hun var kritisk mod jøder, og 2) hvad hun havde sagt om Auschwitz. På dette grundlag er hans reaktion interessant : Han formelig eksploderer af harme. Ordene er usammenhængende - de formelig ramler over hinanden; men det spiller ikke nogen rolle. Det afgørende er hans udstråling af indignation. Her ser vi jødernes stærkeste våben imod os andre : deres tro på det hellige i deres sag, som er dem selv.

Julie Neuberger siger, (i artiklen om jødedom) at jøderne ikke er så troende som de kristne. Det kan måske passe, når det drejer sig om forholdet til Vorherre; men så tror de til gengæld så meget stærkere på sig selv, at det er dem, der er det vigtige, og derfor skal de altid have ret. Det er derfor, de er i stand til at fremtræde så overbevisende sikre, når de anbefaler hinanden frem for gojim. Det er derfor, de kan mobilisere en så utrolig indignation, når de selv og deres egne bliver kritiseret, selv når det er med rette. Betragt den himmelråbende falske forargelse, med hvilken israelske ledere, hvis topfolk har været topterrorister, omtaler arabiske terrorister. De, der ser det groteske i situationen er tilbøjelige til at se det som hykleri. Det er sikkert en gal tolkning.

Hykleri er en typisk kristen last, som betyder, at vide, at det man siger eller gør er forkert, men lade som om det er det rigtige. Dette betragter vi jo alle sammen som modbydeligt. Den kristne hyklers fremtræden afslører ham ofte på grund af den dårlige samvittighed.

Jøderne afsløres ikke af dårlig samvittighed, fordi de altid synes, at de gør det rette. Hvis deres sag kræver, at de siger en usandhed, så er det det rette at sige den - ikke noget at skamme sig over. Og harmen over den, der siger en ubehagelig sandhed er oprigtig. Jødens kropssprog og vrede understreger dette. Goj'en kan slet ikke tro, man kan være så oprigtigt falsk. Men jøden opfatter sig ikke som falsk. Tværtimod: han kæmper den gode kamp for den gode sag : jøden, som han gennem åbenlyse belæringer, men også med underfundige kunster er opdraget til at sætte højest.

Veise's harme er i forhold til sagen pivende falsk; men den er højst sandsynligt oprigtig og kan derigennem virke overbevisende på - især et vildført - TV-publikum.

Det synes ikke at give bedst mening at tolke det usande og modsigelsesfulde i hans udtalelser, som bevidste usandheder og fordrejninger. Snarere er der tale om en ærlig sjæl, der blot har en anden moralkodeks end vi andre. Han forstiller sig altså ikke - han tror på sine udfæstelser, skønt de for den kritiske (og informerede) iagttager er det rene vanvid :

Først henfører han Marianne til en gruppe, der "benægter alt, hvad der findes af historiske fakta". Jamen, hun påpeger jo et historisk faktum. Det er Veise selv, der benægter et historisk faktum. Her har vi inversionen i funktion. Straks efter modsiger han sig selv. Nu "forklarer" han, hvor de 3 mio. er blevet af. Jamen så indrømmer han altså det faktum, han for et øjeblik siden benægtede, at Auschwitztallet havde været ca. 3 mio. for højt. Og så finder han lynhurtigt på en forklaring : de blev myrdet i andre lejre.

Og så håner han danskerens uddannelse, at hun ikke ved, at der var andre lejre. Men det ved hun da, som det bl. a. fremgår af den bog, hun netop har udgivet. Og hun kan også foretage den ovenfor nævnte nærliggende regneoperation, som Veise højst sandsynligt også ser for sig, hvilket gør ham desperat. Også studieværten blev desperat ved tanken, at den skulle slippe ud til seerne. Deraf hans flugtreaktion med det resultat, at seerne kun fik lov til at se den oprigtigt - det tror jeg gerne - indignerede unge jøde, der krævede, at personer, der modsiger jøderne, ikke blot skal ties ihjel - som det allerede sker i medierne - de skal straffes.

Læg mærke til det groteske : Jøderne vil have dem straffet, selv om de siger sandheden. Selv skal de altid gå fri, selv når det, de siger, er objektivt usandt. For dem er der jo tale om en højere sandhed.

Episoden viser ligesom McDonalds citater af kendte skribenter, hvor fordrejet debatten bliver, når det ikke er muligt at tale lige ud om jøderne.

Hvad der var sket i fjernsynet, blev vi først klar over bagefter. Programlederen var blevet betydet, at radioledelsen ikke ville tillade, at revisionisterne fik adgang til fjernsynet på samme vilkår som jøderne. Det besluttedes da - uden at vi fik noget at vide - at skære Lars bort fra programmet, selv om han var forberedt og var blevet betalt for at rejse fra Vendsyssel alene for at deltage som for længst aftalt. Dernæst undlod Reimer Bo at fremvise bogen. "Døde virkeligt 6 mio. ?" for seerne, skønt den har en meget illustrerende forside - eller netop derfor.

Marianne var uforberedt overfor den ny situation, og måtte svare på det spørgsmål, hun fik stillet. At svaret blev en sensation, var ikke hendes skyld, men medias, som har undladt at forberede befolkningen. Et par ord om Zündel-processen, Leuchterrapporten og revisionismen ville have afklaret situationen.

Men Reimer Bo ville kun spejle det jødiskorienterede publikums heftige reaktion og anvendte fru Fischermann til med kropssprog og attitude at fastslå det jødiske standpunkt, at al kritik af holocaust og jøder skal være forbudt, og han opnåede, at alle syntes at indstemme undtagen redaktør Falbert og den anden, foruden os, indbudte "revisionist", Ole Kreiberg, der først fik ordet nogle få minutter til allersidst. De blev brugt behersket, og sagligt på samme måde som Ole redigerer sin patriotiske hjemmeside.

Hvordan udsendelsen virkede på seerne er ikke enkelt at afgøre. Mange opfattede jo, hvad Marianne fik sagt, og hvad hun ikke fik lov at sige. Og jøderne var ikke tilfredse. Bent Melchior beklagede sig i Jyllands-Posten over, hvad der ikke blev sagt. Lars skrev et svar, at han beklagede det samme, men det kom ikke i avisen.

I fjernsynet var man heller ikke tilfreds med, hvad Marianne havde sendt ud i æteren. Mediemagasinet lånte sekvensen med Marianne og anvendte den i en debat mellem Reimer Bo og "kulturredaktør" Bo Bredal fra den traditionelt jødevenlige avis Politiken. Her var man virkeligt vred, så redaktør Bredal måtte smøre tykt på. Han anklagede Reimer Bo for at give skærmplads til dem, der nægter, at kz-lejrene fandtes.

Utroligt, da både Marianne og Ole Kreiberg talte om disse lejre, og ikke engang nazister forsøger at påstå, at der ingen eksisterede. Hverken Reimer Bo eller de to TV-udspørgere påpegede den åbenlyst urimelige påstand. Det burde være en rutinesag at få den påtalt af det etiske pressenævn, der også burde påtale, at Marianne ikke var indbudt til diskussionen, ja, end ikke blev bedt om en kommentar. Men nævnet, hvis formand er en højesteretsdommer, fandt, at fjernsynet kan bringe hvilke usandheder som helst, og hvis nogen indvilger i at optræde i en fjernsynsudsendelse, må de findes sig i at blive svinet til.

Korruptionen i den danske medieverden er således gennemført; men særlig ondartet, hvor holocaust og sionistiske interesser er involveret.

Dette kan ikke afhjælpes, før det bliver muligt at diskutere jødiske forhold åbent, og før kendskabet til jødisk ideologi bliver så alment, at den almindelige dansker kan tage i betragtning, om modpartens tilsyneladende selvsikkerhed eller harme skyldes saglig viden, eller kommer af troen på en højere ideologi, der hylder for os fremmede normer.

Et nummer for sig er Bent Falbert, som er chefredaktør i Ekstra Bladet, der lever af at være forarget.

Han talte om "sennazister, en meget lille randbevægelse, der forsøger at skrive historien om". Hvor i programmet befandt de sig ? Der var ikke nogen. Bagefter måtte han skriftligt indrømme, at han ikke tænkte på Marianne, "som han ikke kendte". Hvorfor gav han så seerne det indtryk, at det var hende, han talte om ? Fordi: sådan er bladet : Hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme.

Det understregede avisen (som jo stadigvæk er et barn af Politikens hus) kort efter ved at trykke en lige så falsk og perfid artikel om Vestlig Samisdat, og nægte at berigtige den.

Et andet specielt indslag var Martin G. Veise's appel til medfølelsen. Her afslører han karakteristisk den specielle jødiske vinkling af dette begreb. I Jødisk etik citerer vi Andreas Simonsen, s 91, der hævder, at medfølelsen er et specielt jødisk kendetegn. Her ser vi, at det ganske særligt specielle ved den er, at den typisk begrænser sig til andre jøder. Se Maimonides, men også her. Martin Veise's slutklemme er : "Hvad så med de mennesker der har oplevet det, hvad med de efterladte?"

Ja, hvem tænker han på ? Skal vi begræde de 3 mio. jøder, som faktisk ikke blev gasset ?

Skal vi ikke have ondt af de tyskere, der uskyldigt er blevet beskyldt for mord, de ikke har begået ?

Hvor er jødernes medfølelse med de tyskere, der er blevet ofre for løgnagtig jødisk propaganda og hårrejsende tortur ? Jo, den kommer da til udtryk i individuelle handlinger og protester af enkelte jødiske dissidenter. Men den officielle holdning, som Veise, Fischermann, Melchior og vore andre kendte jøder hævder, er, at kun jødernes lidelser er betydningsfulde, og om de er virkelige eller frit opfundne ( hvad altså de 3 mio. og formentlig mange flere var) gør ingen forskel.

Se gerne næste opslag.

******

Pohl, Oswald. (1892 . 1951)

Tysk SS-general, som satte officiel rekord i overdrivelse og mindre officielt i saglighed, inden han blev hængt.

Han var chef for samtlige koncentrationslejre, og igennem 6 måneder blev han i 1946 underkastet 60 til 80 forhør med brutal tortur, ved hvilke hans fortænder blev slået ud. Den amerikanske major Joe Stano skriver : "Japanerne torturerede vore soldater. Tyskerne gjorde det ikke. Præsident Truman vanærede sit land ved at bøje sig for pres fra B'nai B'ritt, der krævede jøder til bevogtning af alle tyskere, som kunne tænkes at være krigsforbrydere. Jøderne lavede lister over krigsforbrydere med fantastiske forbrydelser og anvendte systematisk tortur indtil en kongreskomite blev opmærksom på trafikken og stoppede disse krigsforbrydelser."

For general Pohl var det for sent. Han var blevet tvunget til at skrive under på, at han havde myrdet 30 mio. mennesker og dømt 10 mio. til døden.

Stano bemærker : en anklage for drab på 40 mio. kan forekomme utrolig for folk, der kun kender til de berømte 6 mio. "Det var imidlertid normen i de dage, da de jødiske tab (af forskellige jøder og jødiske organisationer) vurderedes til : 50 mio., 41 mio., 36 mio. (Olga Lengyel), 26 mio., 25 mio.(den såkaldte Gerstein."bekendelse"), 18 mio., 12 mio. (jødernes oprindelige påstand i U:N., og 6 mio., da U.N. ikke ville tro på de 12 mio. Det var 12 mio. den ene dag og 6 mio. den næste - - - ægte Hollywood.

Forresten kendes der ikke mange i U.N., der troede på 6 mio.-tallet. Men B'nai B'ritt krævede, at præsident Truman skulle stadfæste de 6 mio., og så gjorde han det - uden skygge af bevis !"

General Pohl blev dømt til døden i Nürnberg for den absurde forbrydelse : drab på 30 til 40 mio. mennesker og henrettet.

Stano skriver : "Af de 450 tyskere, vi henrettede som krigsforbrydere, blev mange dødsdømt på grund af torturtilståelser, som var lige så latterlige som general Pohl's" - - "Før han blev henrettet (myrdet) efterlod general Pohl en erklæring om sin tortur. Han erklærede også, til information for ægte historikere, ikke holocaustere, at mellem 1933 og 1945 var antallet af døde af alle årsager i tyske koncentrationslejre 200.000 til 250.000. Han sagde, at de fleste omkom i de sidste måneder af krigen, hvor der blev mangel på mad og medicin". Stano peger på, at talangivelserne omtrent stemmer med Røde Kors-vurderinger straks efter krigen "inden holocausternes hylen bragte dem til tavshed". Tallene ligger også nær resultatet af de sidste frigivelser af information fra Sovjet. Se også Walter Sannings beregninger s. 114.

Til oplysning for dem, der finder Stano's oplysninger om de fantastiske tal, der verserede efter krigen, utrolige, kan vi pege på, at vore egne begrænset systematiske undersøgelser afslørede følgende tal : Hagerups Leksikon hævder 1951, at tyskerne i deres koncentrationslejre udryddede 25 mio., hvoraf man måtte forstå, at et flertal var jøder.

Bonniers store lexikon hævder 1991 : 12 mio. ofre, ikke-jøder medregnet. Bra Böckers verdenshistorie 1982 : 5.934.000 myrdede jøder.

Om Auschwitz : Lademanns leksikon 1972 : 4 mio., Bra Böckers Lexikon 1983 : 2 mio., svenske aviser 1995 : 1,3 mio. Danske aviser forskellige tal.

Encyklopædien skriver i dag ca 1 mio, uden at nævne, at det er en reduktion med 3 mio. i forhold til, hvad Nürnbergtribunalet antog. Heller ikke dette tal holder.

Richard Verrall skildrer i Did Six Million Really Die Oswald Pohl som et fint menneske og en pligtopfyldende embedsmand, der forsøgte at forvalte kz-lejrene så skånsomt, som det var muligt under de mere og mere håbløse forhold. Det fremgår også af Verralls bog, at forholdene langt fra svarede til de beskrivelser, propagandaen har gjort gældende.

*******

Postilhistorikere.

Kalder vi den skole af moraliserende historikere, som tildeler de historiske skikkelser helte og skurkeroller, og således gør historien til en slags Morten Korch-roman. Den danske historiker Stig Hornshøj-Møller fremlagde idégrundlaget i en artikel i J-P 25.8.1998 og blev derved danske holocausttilhængeres idol. Vi skrev om fænomenet i V.S.nr. 6, s. 8 ff.

> > > * < < <

Potsdamaftalerne.

Aftaler i Potsdam, S. f. Berlin 15.7. - 2.8.1945 mellem Truman, Churchill og Stalin. Fra 28.7 med Attlee og landenes udenrigsministre. Man vedtog, at et råd bestående af udenrigsministrene for USA, Sovjet, England, Frankrig og Kina skulle udarbejde et udkast til fredstraktater, der imidlertid aldrig blev til noget.

Det gjorde derimod beslutningen om opdeling af Tyskland i en større sovjetisk zone og tre mindre zoner administreret af USA, England og Frankrig. Sovjet blev tildelt de østpreussiske kystområder med Königsberg. Polens grænser skulle fastlægges ved den fredstraktat, som aldrig blev til; men de facto var alle tyskere, 18 mio. allerede myrdet eller fordrevet med timers varsel fra områderne Øst for Oder-Neisse. Nazismen skulle forbydes, og alle krigsforbrydelser - på den tabende side - skulle straffes.

Kun lidt over et halvt år efter at Churchill havde været med til disse beslutninger holdt han 5. marts 1946 sin berømte Fultontale om det jerntæppe, som han med sin enestående kombination af genialitet og ensidighed havde været med til at trække ned gennem Europa.

Endnu engang placerede han sig i historien med en tale, som på udspekuleret måde sammenvævede egocentrisk retorik og profetisk klarsyn, som desværre bare var indtruffet nogle år for sent, og altså egentlig var illumineret bagklogskab.

Vi citerer efter "WINSTON S. CHURCHILL En statsmand og hans epoke." Forlaget SKRIFOLA i samarbejde med Life, 1965 : "En skygge har lagt sig over de skuepladser, som for så kort tid siden blev oplyst af den allierede sejr. Fra Stettin i De baltiske Stater til Triest i Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig tværs over det europæiske fastland. Bag denne linje ligger alle de gamle Central- og Østeuropæiske staters hovedstæder. . . og alle er de på den ene eller anden måde underkastet ikke blot russisk indflydelse, men i betydelig og stadig større grad Moskvas kontrol...

Sidste gang så jeg det hele udvikle sig og råbte det højt til mine landsmænd og hele verden, men ingen skænkede det nogen opmærksomhed. Lige til 1933 eller måske endog 1935 kunne Tyskland have været reddet fra den frygtelige skæbne som overgik dette land, og vi kunne alle være skånet for den elendighed, som Hitler slap løs på menneskeheden . . . Vi må under ingen omstændigheder lade dette ske igen."

Nej, men her var han jo lidt sent ude, hvad det altså gjaldt om, at tilsløre så godt som muligt. Først fremmaner han billedet af de europæiske skuepladser "oplyst af de allieredes sejr." Glemt er den systematiske ødelæggelse af byer lysende af europæisk kultur.

Så placerer han sig selv på piedestalen : "JEG så det udvikle sig og råbte til hele verden". Men det gjorde han jo ikke. Han så bare konkurrenten Tyskland, som truede med igen at blive en magtfaktor, som han mente bare skulle slås ned. Erobreren fra Øst, som nu stod rustet til tænderne meget nær det, der blev til jerntæppet, lod han som om, ikke eksisterede, skønt dens fortropper allerede var godt i gang med deres magtovertagelse i Spanien og med kupforsøg i flere tyske byer. Det var ikke Churchill, men tyskere, deriblandt Hitler og hans parti, der stoppede denne udvikling.

Hvad Hitler angår, synes det, som om han så den europæiske situation, hvori Sovjet indgår, mere klart end Churchill, og at han derfor i det længste, dvs. endnu efter sejren i Frankrig, håbede på en aftale med England. Det passede ikke Churchill.

På s. 8 peger vi på dennes forbløffende indrømmelse, at det var ham selv, som i Teheran foreslog at Stalins imperium skulle rykkes frem til Oder-Neisse. Og i Pottsdam godkendte han det blev ført videre næsten til Lübeck.

Men måske var det heldigt, at det blev ham, der påtog sig opgøret med jerntæppet, da amerikanernes ansvar for dets karakter og placering alligevel er endnu større.

I alle fald kan intet ændre det, der er sket; men der er grund til at lære af det.

Begge verdenskrige blev til og blev ført, styret af fejlagtige informationer. Op til og under 2. verdenskrig undervurderedes Sovjets betydning; men også sionismens. I dag er to ny magter rykket frem på verdensscenen med milliardbefolkning og flere og flere rykker ind med befolkningstal på 50 til 100 mio. I løsninger af disse kabaler bør realiteter ikke retorik og helteattituder råde.

> > > * < < <

Pressac, Jean Claude.

Fransk apoteker, som af den jødiske Beate Klarsfeld-stiftelse fik til opgave at fremskaffe beviser for at revisionisternes påstande om Auschwitz var falske. Det blev til to bøger, som dog blev hårdt kritiseret af f.eks Robert Faurisson og Carlo Mattogno. Alligevel holdt han fast ved, at der havde været gaskamre i Auschwitz, men han medgav, at dødstallene var stærkt overdrevene. I 1989 opgav han, at 928.000 var omkommet i Auschwitz I 1994 udkom på tysk : "Die Krematorien von Auschwitz - Die Teknik des Massenmordes". I stedet for 4 mio. myrdede jøder hævder han her, at tallet formentlig kunne være så lavt som 470.000. Meget imod stiftelsens hensigt kom hans bøger til at bekræfte, at holocaustberetningen var grundlæggende forkert. Læs fx. Grundlagen zur Zeitgeschichte, Grabert Verlag, 1994.

Ved den franske proces mod Faurisson blev Pressac indkaldt som vidne; men blev så ilde medtaget af forsvarerens krydsforhør, at han brast i gråd.

* * * * *

Propaganda.

Vor tids vigtigste og farligste våben. Opererer med 3 hovedvirksomheder : 1) famering : at gøre nogen eller noget elsket, anset eller ligefrem berømt 2) defamering : det modsatte 3) antidefamering : konsekvent bekæmpelse af negativ eller bare kritisk omtale.

Vigtig især under krigsforhold er heltedyrkelse og dæmonisering.

I såkaldt fredstid benyttes pariamærkning af personer og begreber. Pariamærkede personer omtales helst ikke i media, og hvis det nødvendigvis skal ske da så defamerende som muligt.

På samme måde mærkes bestemte begreber konsekvent positivt eller negativt. Hurtigt bliver begrundelser unødvendige. Det har længe været nok at kalde noget : højre, ekstremistisk, nazistisk eller fascistisk, så var alt sagt.

Mondialismen har forstået at gøre visse ord lige så afskyelige : nationalistisk, racistisk, fremmedfjendtlig, antisemitisk.

Det er naturligvis kun de ekstreme, eller umotiverede anvendelser af disse ord, som er propaganda, men typisk kaldes enhver kritik af fremmede for fremmedfjendtlighed og af sionismen for antisemitisme.

Den konsekvente defamering bereder jordbunden for de egentlige løgne, og disse igen for krigen,

I fredstid ser vi den samme teknik bane vejen for terror: overfald på personer og ejendom, og krav om lovgivning og politi mod uligetænkende.

Vejen fra defamering til vold er brolagt med film, bøger artikler og ledere, den ene lidt lumskere end den anden. Fundamentet er brist på respekt for sandheden. Se : Journalistikkens forkrøbling. Løgne(r)ne.

Vi har peget på, hvor meget prestige, de allierede kom til at investere i deres krigspropaganda, hvilket gjorde det svært at afvikle den uden alvorlige tab af troværdighed. Særligt besværligt så det ud for jøderne, der havde opbygget holocaustkonstruktionen, men det lykkedes dem at indflette den i Nürnbergprocesserne, hvis hovedformål var at nedtrykke og nedværdige Tyskland. Resultatet blev, at forsvaret for processerne og holocaust blev så godt som statsinteresser i de sejrende lande, hvilket indebærer, at vi må kæmpe med propagandafordrejningerne den dag i dag, især, da ny mondialistiske strategier finder dem nyttige.

Fremstillingen af de allierede ledere som heroer, der anførte et retfærdigt korstog, kan de ny magthavere bruge at bygge videre på. Nu vil de - hjertensgode som de er - skabe een verden, hvor krig er umulig, fordi alle lande er gjort ens. De, der ikke vil være med til dette, er onde og skal straffes. De afprøvede metoder følges op. Først propaganda (defamering - dæmonisering) så tæsk, så domstol. Ud over mediemaskineriet er nu både hær - snart hære - og domstole kørt i stilling, og vi har set generalprøver på forestillingen i Bosnien og Kosovo. General Wesley Clark erklærede, at krigen havde til opgave at gennemtvinge det multikulturelle samfund. Også araberne i Mellemøsten får lov at smage. Ingen skal føle sig sikker. EU-aktionen mod Østrig var tænkt som en demonstration. Denne gang slog den fejl; men: "where there is a will is a way".

> > > * < < <

Pundik, Herbert. F.1927

Dansk-israelsk redaktør. Fra 1970 chefredaktør for Politiken med fast adresse i Israel siden 1954. Som mægtig mediemand har han siden 1956 anvendt danske media som talerør for Israels og jødiske interesser, hvilket på grund af danskernes venlige og gennemgående tolerante indstilling længe er gået temmelig gnidningsfrit.

Efterhånden kom han frem til at kunne byde danskerne hvad som helst, og i majnummeret af Falck-bladet, der uddeles gratis til alle danske husstande, rettede han nu skytset mod danskerne selv.

Efter den sædvanlige opremsning af jødernes uskyldige lidelser og nationalsocialisternes bestialitet kom han frem til, at danskerne burde skamme sig, fordi mange af dem ikke ønsker ubegrænset indvandring af kontingenter med fremmede kulturer. "Vi" - han skriver " Vi" - "er ude på et skråplan, hvis vi oplever fremmede iblandt os som truende grupper og ikke som mennesker på godt og ondt." - Vi må ikke afvise "de nye danskere" fordi deres kultur, madvaner og kønsnormer (Se Jødedom [Julie Neuberger] og Omskærelse) er forskellige fra vore." Ja men det må vi da have lov til, når de afviser vor kultur og vore normer og truer med at blive så mange, at de med politisk pres kan undertrykke dem. Det mener han altså ikke, vi har ret til, og markerer dermed, at han er lige glad med dansk kultur, samtidigt med, at han forsvarer Israels politik, der konsekvent modsætter sig enhver indvandring, som kan true jødiske interesser og egenart.

Topmålet af uærlighed når han dog med at belære os om jødernes højere moral ved at genfortælle følgende typisk jødiske fabel : en student henvendte sig til en jødisk lærd - "Rabbi," spurgte han, "det er os pålagt at efterleve 613 forskrifter. Hvilken er den vigtigste levergel ?" "Du skal elske din næste som dig selv," svarede den lærde. "Hvad med de øvrige 612 bud og forbud?" "Resten," svarede den lærde," er blot kommentarer."

Med denne, som det synes så "søde" historie, vil Pundik lade os tro, at jøderne - som vi andre gerne skulle være det - er Jesu disciple.

Marianne Herlufsdatter anede uråd og begyndte at studere "kommentarerne" i Moselov. Det viste sig, at jødernes næste ifølge bogen kun er andre jøder. Fablen fremfører altså et ganske andet budskab til jøderne end til danskerne. Det ved Pundik naturligvis, og han ved også, at kun få danskere kritisk studerer Det Gamle Testamente, ligesom dansk presse er hjernevasket til ikke at kritisere jødiske idéer og standpunkter. Han var derfor helt sikker på, at det var risikofrit at føre folket bag lyset i det land, hvor hans familie havde søgt tilflugt. For en gangs skyld forregnede han sig lidt. Berlingske Tidende viderebragte 26.5.1995 en kort version af Marianne Herlufsdatters analyse af Moselov, som kan læses mere udførligt i skriftet "Moses og Danskerne."

I den polemik, som fulgte avisartiklen, undlod Pundik at svare, idet han overlod til lobbyen, som han vidste altid står parat til at forsvare jødiske positioner, at skælde behørigt ud. Men overrabbiner Bent Melchior skrev, at han i KrD havde "haft lejlighed til at dokumentere, at så at sige alle norm-givende jødiske fortolkere har konstateret, at ethvert menneske er jødens næste." - "Kan MH dokumentere, at det er mig, der tager fejl ?" spørger han.

Nej, præcis det spørgsmål er han den nærmeste til at kende svaret på, men Marianne har dokumenteret, hvad der står i selve biblen. Så hævder Bent Melchior, tilhænger af Maimonides, se denne - i et kristeligt blad - at nutidige "fortolkere" omfortolker disse tekster, men indrømmer samtidigt, at ikke alle gør det. Det fortæller os bare, at vi ikke kan være sikre på noget som helst. Allermindst hvad den gamle rabbi i den gamle historie mente, da han talte separat med den unge stærkt troende jøde.

Man møder ofte det forundrede spørgsmål : Hvilken interesse har jøderne i, at Danmark oversvømmes af indvandrere ? Et svar kan kun gives med henvisning til jødernes internationale politik, som uden for Mellemøsten grunder sig på en slags ligevægtsmanipulation. Jo mere etnisk blandede alle andre samfund bliver, des ustabilere og lettere manipulerbare bliver de. Og jøderne hævder samtidigt konsekvent deres egen etniske integritet og forøger dermed deres magt. Se : Jødisk verdensherredømme. Ved at forsvare andre folks ret til at invadere Danmark forsvarer de naturligvis også deres egen ret til at etablere sig i andre lande, og det anses for vigtigt, da, som Marcus Melchior fremhævede det, ikke alle jøder kan få plads i Israel.

I 1996 var Pundik blevet endnu mere selvsikker. Han lancerede nu på vegne af både danskere og den liberale Vestverden et nyt og fuldstændigt umuligt begreb. Se : Multiloyalitet.

Hermed en prøve på hans udenrigsreportager :

5.11.1995 læser man i Politiken under et billede af den venligt smilende redaktør : "Egypten vil ikke se virkeligheden i øjnene." Efter lange rækker af nedladende bemærkninger om ægypterne og Ægyptens intellektuelle elite, som han kommer for skade at afsløre, ikke kan forlige sig med freden med Israel : "I lighed med officererne er de intellektuelle modstandere af normalisering, så længe Israel nægter at diskutere nedtrapning af det israelske atomvåbenprogram, så længe Jerusalems fremtid ikke er afgjort, så længe der ikke er sluttet fred med Syrien etc. etc." Han konkluderer med fede typer : "Egypternes udenrigspolitik bygger på det forældede princip, at det er Egyptens nationale interesse at dominere den regionale politik." Ja, men det kan da ikke være i deres nationale interesse, at den skal domineres af et andet land, og slet ikke af Israel, der truer med avancerede våben helt op til atombomber.

Og så følger denne utrolige vinkling : "DEN SENESTE anledning til kølighed mellem Israel og Egypten er afsløringen af mordet på cirka 50 egyptiske krigsfanger under Sinai-krigen i 1956. De blev taget til fange af fremstormende israelske faldskærmssoldater på vej til Suez-kanalen og skudt på stedet [Fremhævningen vor] - Episoden er blevet afsløret af den israelske presse og har været meget generende for" - ja så venter man jo : for den israelske hærledelse, de ansvarlige politikere eller Israels omdømme, men nej - hvad skulle et halvt hundrede ikke-jøder bekymre jøder, redaktør Pundik incl. ? Han skriver : episoden var "meget generende for den egyptiske regering."

Ubesværet svinger han sig fra varetagelsen af jødernes nationale interesser i Israel til deres internationale interesser, som på mange punkter er i strid med vore.

Som andre pressekoryfæer indkaldes han ikke desto mindre også til fjernsynet af underdanige TV-journalister. Det var da nærliggende at udspørge ham fx. om menneskerettighederne i Israel og i de israelsk okkuperede områder; men i stedet for at kræve besked om de forfærdelige forhold i Israel-Palæstina, som han med sin mægtige stilling i medieverdenen er medansvarlig for, lader man ham moralisere om forholdene i det fjerne Østen.

1997 skriver han som "historiker og journalist" i den danske encyklopædi, bind. 8. I en artikel om holocaust blander han udspekuleret fakta, ubeviste påstande og antydninger sammen, som man må være forberedt på det i avisartikler, men som det ikke bør forekomme i et leksikon. Han hævder frejdigt, at Endlösung : tilintetgørelsen af alle Europas jøder blev vedtaget på Wannseekonferenccn, og at 6 mio. jøder blev myrdet; men han har indset, at Auschwitz med dets stærkt reducerede tabstal og dets diskutable gaskamre har udtjent og peger på andre lejre og andre udryddelsesmetoder uden at forklare, hvorfor man først bliver opmærksom på dem nu.

Leksikalt sætter det værket snese af år tilbage, at det ikke omtaler selv revisionismens mest betydelige forskere, og at det ikke nævner, at denne forskning fremlægger oversete kendsgerninger og alternative tolkninger. Derimod henviser Pundik ubekymret til tvivlsomme vidnesbyrd af Gerstein og Stangl. Se disse opslag .

Hvad Kurt Gerstein angår, er han kendt for sin beskrivelse af en massehenrettelse med dieselgas i Belzec. Bortset fra, at metoden af teknikere hævdes at være umulig, indeholder hans beskrivelse så urimelige detailler, at man ikke behøver at være ekspert for at se, at det er digt. Han påstod, at fangerne blev stuvet sammen op til 800 på 25 m2. Det svarer til, at der skulle være to personer på hvert areal af størrelse som et A4-blad. Prøv at holde et A4-blad over dit hoved.

> > > * < < <

Purimfesten.

Jødisk fest til minde om den i Esters bog omtalte dronning Ester af Persien, som det lykkedes at arrangere en holocaust på 70.000 af jødernes uvenner. Til minde om dette, gennem flere tusinde år, men måske nu ikke mere, enestående puds holdes hvert år en larmende fest til inspiration for den opvoksende slægt, der opvartes med kager formet som hængte mænds (gojims, naturligvis) afskårne ører. Se "Hamanfesten", Talmudcitat nr. 12.

******

Quisling.

er blevet betegnelsen for en landsforræderisk politiker, der agerer i en besættelsesmagts interesse. Ordet stammer fra navnet på den norske nazist Vidkun Q., som var leder af det norske nazistparti, som hed Nasjonal Samling. Han forsøgte under den tyske besættelse at etablere et nazistisk styre, men fik ikke folket med sig og blev efter krigen henrettet som forræder.

Når begrebet nu aktualiseres som betegnelse for de desværre uhyggeligt mange, der stiller op for multi-kulti og ophævelse af de grænser, der beskytter vor kultur, så bør man måske pege på, at betegnelsen ikke er helt retfærdig. Quisling var norsk patriot, skønt han havde en anden opfattelse af fædrelandets interesse end flertallet af nordmænd.

De personer, der i dag agiterer for, og især dem, der beslutter indvandring af fjender af dansk og vestlig kultur, er ægte landsforrædere, fjender af det, der er dansk og de er åbenlyse agenter for fjendtlige magter.

En skikkelse, der bedre svarer til de typer, vi her har at gøre med er måske Walter Ulbricht, den østtyske ærkekommunist, der stillede sit land til rådighed for den internationale kommunismes supranationale interesser.

> > > * < <

Racisme og fremmedhad.

Defamerende udtryk, der skal brændemærke enhver opfattelse, der vil forsvare egen (eller for så vidt andres) race eller, som vil forsvare sit eget territoriums integritet.

Vulgær racist er kun den, der mener, at en bestemt race - typisk den egne - er alle andre racer overlegen. Ordet racisme er iøvrigt meningsløst til betegnelse af modstand mod Islam, da tilhængere af denne religion kan tilhøre mange forskellige racer.

EU agiterer for kamp mod racisme og antisemitisme, som om det er samme sag. Det er en misforståelse. Semitisme i betydningen tilslutning til mosaisk tro er udpræget racisme. Antisemitisme er altså for så vidt antiracisme, netop det EU så stærkt anbefaler. Det bør vore parlamentarikere tænke på.

*******

Rassinier, Paul. (1906 - 1967)

Fransk pioner indenfor den revisionistiske historieforskning,

Som socialistisk modstandsmand under II Verdenskrig blev han interneret af tyskerne og var fange i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora. Da lejrene blev åbnet, var han hårdt angrebet af sygdom og vejede bare 40 kg. For sine fortjenester modtog han store franske æresbevisninger og blev valgt ind i nationalforsamlingen; men blev snart stærkt angrebet af kommunisterne.

Som historieprofessor reagerede han mod sine kollegers ukritiske overtagelse af krigstidens propagandavinklinger. Det gjaldt ikke mindst fremstillingen af forholdene i de tyske koncentrationslejre, som han jo havde et vist førstehåndskendskab til. Hans undersøgelser af troværdigheden i de vidneudsagn, som ukritisk blev anvendt ved krigsforbryderprocesserne og af hans historikerkolleger, blev offentligjort i den mærkelige bog "Le Mensonges d'Ulysse": Odysseus's løgnehistorie, med hvilket billede han ville anskueliggøre, hvorfor vidner i spektakulære sager har tilbøjelighed til at smøre for tykt på. Som en af de første - måske den allerførste - forsker afslørede han overdrivelserne i beskrivelsen af tyske grusomheder. Hans afslørende forfatterskab fortsatte lige til hans for tidlige død i 1967.

Trods sit ødelagte helbred foretog han lange foredragsrejser også i Tyskland, ligesom hans bøger blev oversat til bl.a. tysk. Derigennem banede han vej for tyske skrifter, blandt hvilke Thies Christophersens lille skrift, vakte særligt furore. Det var denne opmærksomhed, der tvang det tyske styre til at indføre love med forbud mod "Holocaustfornægtelse", efter hvilken tyske revisionister siden er blevet fængslet eller tvunget i eksil.

Den engelske kunsthistoriker Richard VerralI blev fascineret af Rassiniers bøger. På dem byggede han sammen med egne undersøgelser den skelsættende bog "Did Six Milion Really Die". Om de langtrækkende virkninger af denne bog, læs under Ernst Zündel og Revisionisme, historisk. Paul Rassiniers forskerindsats må regnes blandt århundredets største. Se også Storyteller.

> > > * < < <

Ravage, Marcus Levi.

Amerikansk jøde, der januar 1926 i The Century Magazine offentliggjorde artiklen : "A Real Case Agaist Jews" : "En ærlig sag mod jøderne", som på grund af sin vittige vinkling er blevet læst, citeret og efterlignet gennem resten af århundredet.

Ravage skriver, at han ikke giver en døjt for gojims undskyldninger for deres ubodelige antisemitisme. De siger : det gælder ikke dig personligt, men det er den aggressive, stræbende, skubbende, materialistiske type, der, med et ord, minder så meget om dine egne opadstræbende brødre, du ikke kan lide. Jeg bebrejder dig det ikke. Nej, min sjæl, jeg bebrejder ikke nogen, at de ikke at kan lide nogen; men det, der i den dér jøde-affære, irriterer mig er undskyldningerne. Lad os bare godkende, alt, hvad I siger om os til og med Sions Vises Protokoller. Men hvorfor anklager I os ikke for vort virkelige overgreb mod jer : Hvordan jøderne Jesus og Paulus er trængt ind i Jeres uskyldige, ubekymrede hedenske kultur, der frydede sig over det nøgne legeme, dyrkede krigen som en idræt, tumlede sig i bjerge og dale, spekulerede over naturen og verdensgåderne og grundlagde naturvidenskaben. I dyrkede guder og gudinder, luftens og strømmenes og dalenes ånder. I lavede billeder af Jeres guder og Jeres kvalfulde legemer.

En ædel sanselig kultur, som ikke var plaget af social samvittighed eller sentimentale spørgsmål om menneskelig lighed. Men vi lod Jer ikke i fred. Vi tog Jer i hånden og drog jer ned af den smukke og stærke bygning, I havde rejst og ændrede hele verdensforløbet.

Vi besejrede Jer, som intet af Jeres imperier nogensinde underlagde sig Afrika eller Asien. Vi gjorde det uden kug- ler og blodsudgydelse og uden vold af nogen art. Alene med den uimodståelige magt i vor ånd, ved hjælp af ideer og propaganda.

Overalt, forklarer han, brød - hvad han betegner som - jødedommen ind, og besatte vor religion, vor filosofi og vor tilværelse. I lærer jeres små børn om vor historie og vore helte. I tilbeder en jødisk kvinde (Jesu moder). På alle punkter har vi besejret og erobret Jer med vor Jødedom.

Meget morsomt, og meget godt ramt - skønt ved siden af - men præcis, hvad vore nutidige danske jøder gennem deres faktisk erobrede media, gerne vil have os til at tro på.

Vi undrer os over, at han tror, der ikke fandtes nogen moral udenfor jødedommen. Vi peger under Jødedom og Kristendom, og under Kristendom på, at det centrale i vor kristne kultur er det magtfulde i Jesu forkyndelse, som er oprør mod jødedommen, og at der i kristendommen, og formentlig også i Jesu person er påvirkning af hellenismens andre religiøse og filosofiske strømninger, der så vist ikke var uden moral. Vor edda-digtning var det heller ikke. Her vil vi opholde os ved påstanden, at de kristne dyrker jødisk historie, jødiske helte og tilbeder en jødisk kvinde. Nej, naturligvis har vi intet kendt til jødisk historie og dyrket jødiske helte. Vi har læst historierne, som hvilke historier som helst - græske, romerske og egne - som om det var vore egne forfædre og slægtninge, det handlede om. Og kvinden, vi dyrkede og elskede, det var vor egen kvinde og moder. Det fremgår af tusindvis af yndige billeder og portrætter.

Hvor familiært og nært bibelens historier opfattedes - husk på at skabelsen tog 6 dage, og resten af udviklingen 6000 år - illustreres stærkest og sjovest af vor folkekunst, som straks på den anden side sundet har bevaret pragtfulde arbejder. En af guldgruberne er Hallands Museum i Halmstad.

Billeder af bibelskikkelser i toga og beduinantræk er et akademisk krukkeri, der kun går et par hundrede år tilbage. Folkekunsten lod sig ikke spolere. Se på de følgende sider fremstilling af scener fra bibelen som om de hændte i Halland. Det kunne også være på Fyn.

*******

Her viser bogen et svensk såkaldt almuemaleri, der fremstiller Jesu fødsel. Svøbelsebarnet ligger nidt i billedet i en krybbe, der tager sig ud næsten som ramme om det lille barnebillede. Ovenfor stikker okse og æsel deres sultne muler frem efter det lækre halm, som er okkuperet af den lillebitte ny verdenshersker.

Til venstre står den guldlokkede Maria i pragtfuldt mønstret krinolinekjole. Hun folder sine små hænder i tilbedelse.

Til højre står Josef med hat, paryk og flot svajet frakke. Han klapper den improviserede vugge med barnet.

Over sceneriet løfter to søde engle en båd op i himlen. Over den læses på et skriftbånd : "¨Æhrat Ware Güd i Högden och frid på Jordene."

Stil og funktion (rumdekoration til en bondestue) er bevidst forskellig fra kunstværkerne, der illustreres på bogens sider 107 og -8, og 208, -9 og -10. Kraften og skønheden i det viste og andre "folkelige" billedværker har vi lært at genopdage takket være nyere kunstnere som Bror Hjorth og Henry Herup, den abstrakte kunst, "naivisterne" og den ikke spor naive Henri Matisse.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Sydsverige har sin egen folkelige billedtradition af pragtfuld dekorativ virkning. Vi har nogle søde eksempler på Frilandsmuseet ved Sorgenfri. Andet findes på "Kulturen" i Lund og på andre svenske provinsmuseer. En guldgrube er Hallands Museum i Halmstad.

Billederne skildrer ofte scener både fra det gamle og det ny testamente, men altid i samtidens stadstøj. Det er ikke jøderne, der har erobret vor kultur. Det er denne - "kristne" - kultur, der har erobret de jødiske beretninger og smeltet dem sammen med sine egne

Det er ikke de jødiske helte, der skildres men dagligdags hændelser, som de kendes over alt : jagt, bryllup, barsler og fester og optog, som gerne måtte kaldes Østens vise mænd, blot de var udstyrede som tragtens velstillede bønder. Ind imellem : skildringer af markedsliv og håndværkernes virksomhed og moraliteter om livets forkrænkelighed : alderstrappen, lykkehjulet, dødedansen og simpelt hen ornamenter, blomster, fugle og dyr.

Helteskikkelserne er St. Georg, der slog en drage ihjel og reddede prinsesse Kleodolinde, og Karl den Store eller Holger Danske, der sloges med Burman, som var en fjende af kristendommen. Og naturligvis landets egne samtidige konger.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Her vises en anden sydsvensk bonad fra 1700-tallet. Den er malet i to striber. Den øverste viser til venstre en lille by med spidse gavle foran et hav af kristne kirker med tårne og spir. Det illustrerer forestillingen om Jerusalem, for til højre kommer Jesus ridende på sit æsel. Festklædte borgere i hallandske højtidsdragter hylder ham.

I striben nedenunder vises scener fra Det Gamle Testamente. De gengives også som samtidige hændelser. Både engle og mennesker males så fine som maleren synes, at så højhellige personer bør fremstilles, eller det er hændelsernes højhed, ikke deres tilfældige ydre udseende, han skildrer. Dette svarer ganske til billedene s. 107 og 210, hvor den fattige tømrerkone Maria males som dronning i tidens dyreste skrud.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det er interessant, at den græsk-romerske mytologi, som i herskermilieuet hæmningsløst dyrkedes, som påskud for billeder af det nøgne menneske (s. 108), så vidt vi kan se ikke optræder i den folkelige kunst. Præsterne holdt justits. Skulle folket have billeder, skulle de være sædelige - helst hentes fra bibelen. Og så er der jo bare skabelsen, og Batseba at ty til. Man ser hende smøge skørteranden lidt op og skylle tæerne. Men det er jo så lidt, der skal til.

Nej ! Jødedommens åndelige magt erobrede aldrig Europa. Men dens materialisme gjorde det. Den sag ville Ravage og hans parti ikke føre.

Ved at erobre guldet og medierne, har de ikke besejret, men svinebundet kristendommen. Der er al mulig grund til at gøre den fri.

For det må jo indrømmes, at jødedommen med sine penge og propaganda har haft utrolig succes, selv med store dele af det "kristne" præsteskab. Men det er ikke en sejr med ånd, men et materielt despoti (Læs Osman Bey), fordi kristne kulturpersonligheder ikke får mulighed at komme til orde i medierne (bogverdenen inklusiv) - kun jødernes afrettede bjæffehunde.

Det første, der må gøres, er, at bedraget i denne tragedie afsløres.

*******

Reed, Douglas. (1895 - 1976 )

Britisk journalist og forfatter, Blev før 2. verdenskrig berømt for sine reportager om det optrækkende uvejr med bøgerne "Insanity Fair", 1938, på dansk : "Galskabens Kavalkade" og "Disgrace Abounding", 1939, dansk "Grænseløs Skændsel". Hans efterhånden politisk ukorrekte reportager bragte ham i konflikt med The Times, for hvilken han var korrespondent til 1938, da han sagde op, efter at bladet havde afvist flere af hans reportager fra Tyskland. Han var krigskorrespondent i Normandy i 1944. Men snart sænkede stilheden sig over ham. Hans ikke særligt venlige skildring af Mellemeuropas jødiske overklasse havde skaffet ham fjender og gjorde det nu svært for ham at få bøger udgivet.

Han flyttede til Sydafrika, hvor han fortsatte sin udforskning af tidens hændelser. Her skrev han "Far and Wide", 1951, "The Controversy of Zion", 1956 og "The Battle for Rhodesia", 1966.

"The Controversy of Zion" er en gennemgang af mærkelige jødiske indsatser i verdenshistorien fra khasarerne over illuminati til ledende placeringer i de europæiske revolutioner og konflikter. Skønt bogen var færdig i 1956, kom den først i trykken 1978, efter hans død. I dag er den en klassiker.

Knud Bjeld Eriksen bringer et resumé af bogen i internet-tidsskriftet "Dronten", http://www.patriot.dk/DRONTEN/dron0701.html

*******

Resursisme :

Den idé, at samfundets aktiviteter skal afpasses efter dets naturlige resurser. I dag forbruges begrænsede resurser til fordel for umiddelbar konsumtion. Det gælder fx. forbrug af fossilt brændstof og andre mere eller mindre begrænsede råmaterialer. Begrænset er også arealer af urørt eller særligt værdifuld natur. Hensyntagen til alle disse forhold betyder, at befolkningsmængden i ethvert område må begrænses, Se befolkningsbomben.

Et studium af samfundsresurser vil også give en bedre historisk forståelse af grundlaget for forskellige samfundslags levestandard i forskellige tidsepoker og lande, og dermed for konflikterne imellem dem. Kort sagt om udviklingen fra håndkraft over slavekraft til atomkraft.

I skriftet "Totaløkologisk Manifest" skitserer vi princippet i en miljøpolitik, som tager hensyn til alle tilgængelige relevante forhold, ikke kun de populære.

******

Revisionisme, historisk.

Betegnelse for især nutidshistorisk forskning, som gennem kildekritik, opsporing og granskning af dokumentation og kontrol af fysiske forudsætninger, stræber efter at give en så sand og nuanceret fremstilling som muligt af historiske hændelser, især omkring de store krige, og hvad de førte med sig.

Forskel i fremstilling på grund af divergerende statsinteresser og en af forskellige grunde særligt sejlivet arv efter krigstidens propagandafrembringelser skabte længe store vanskeligheder for forskerne.

Et gennembrud fandt sted i 70'erne, hvilket ledte frem til 80'ernes indførelse af naturvidenskabelige teknikker og ræsonnementer ved undersøgelsen af de fysiske forudsætninger for påståede historiske hændelser.

Men andre overraskende og overbevisende resultater er opnået alene ved skarpsindig granskning af dokumenter og "vidnesbyrd".

Modstanden mod at revidere sejrsmagternes smukt arrangerede billede af de gode magters sejr over alt det onde har været og er endnu 55 år efter krigen, hårdnakket. Revisionisterne er blevet udsat for attentater og tab af arbejde, ejendom, helbred og endda livet.

Vi bringer bagerst en kort oversigt over revisionismens egen historie.

*******

Roosevelt, Franklin Delano. (1882 - 1945)

Den amerikanske præsident er beundret for sine sociale reformer, bl.a. New Deal. Hans udenrigspolitik vurderes mere og mere kritisk. Mod et flertal af amerikaneres ønske og i strid med sine officielle erklæringer styrede han målbevidst USA ind i krigen i Europa og i det fjerne Østen. Stærkt påvirket af sine rådgivere, se Henry Morgentau og Theodore Kaufman gennemdrev han en konsekvent tyskfjendtlig politik, som forbiså farerne ved det sovjetiske diktatur. Fascineret af Stalin og måske det kommunistiske system støttede han til sin død den sovjetiske fremtrængen og spillede Østeuropa i hænderne på Sovjet.

Se James Bacque, Barbarossa, Georges Patton, Potsdamkonferencen.

> > > * < < <

Rædselsberetninger.

Også kaldet Greuelpropaganda, indgår i enhver krig. Briterne uddannede sig under første verdenskrig til mestre i genren. Tyskerne omtaltes konsekvent som hunner eller boscher, som vi ikke ved, hvad betyder. De tyske soldaters grusomhed illustreredes med hårrejsende tegninger. fx. af en lille belgisk pige, der udstrækker sine bloddryppende arme, som tyskerne har hugget hænderne af. IHR har udsendt en illustreret fremstilling ved det britiske parlamentsmedlem Arthur Ponsonby. Efter krigen beklagede den britiske regering de groveste falsknerier; men under den næste krig nåedes ny højder til hvilke koncentrationslejrene formede den perfekte ramme. Her figurerede ikke blot gaskamre men også elektriske mordapparater, ja hovedknusemaskiner. Og foruden krematorierne med flammende skorstene og permanent stank af brændt menneskekød, var der flammende grave og pladser, hvor blodgejsere sprøjtede mod himlen. Under første verdenskrig fortalte man at tyskerne fremstillede smøreolje af døde soldater. I denne omgang blev det til sæbesydning af myrdede jøder. Lejrpersonalet hyggede sig ved lampeskærme lavet af menneskehud. Sæbehistorien var pure opspind, og skindet til lampeskærmen stammede fra en gris.

Alle historierne måtte en efter en henvises til fantasiernes verden, bortset fra gaskamrene, der viste sig at være særligt udholdende, skønt de efterhånden måtte forflyttes hinsides jerntæppet. Men selv dér drages deres autenticitet nu i tvivl.

Den lærdom, som bør drages, er, at man bør være yderst skeptisk overfor greuelhistorier, hvoraf nogle naturligvis kan have rigtighed. Det så vi også under Golfkrigen og i Kosovo. Samme skepsis må naturligvis reserveres overfor de grusomheder, som nu afsløres på allieret side. Der er blot den forskel, at disse uhyrligheder iblandt med stolthed og tilfredshed bekendes af dem, der har begået dem.

*******

Samisdat-

Russisk : selvforlagt, altså en egenudgivelse. De sovjetiske dissidenters kommunikation uden om de officielle kanaler, som var lukket for dem. Man skrev samisdat-breve til hinanden og udvekslede information og anskuelser. Da vi opdagede, at vi var i samme situation, startede vi 15. november 1995 : VESTLIG SAMISDAT . Se dette.

> > > * < < <

Sammensværgelse se konspiration.

*******

Samuel, rabbi i Marokko, 11. årh.

Simon Wiesenthal fortæller på s. 23 i sin bog om Colombus, at rabbi Samuel i Marokko i et brev 1066 anbefalede : "jøderne at lade sig døbe og omvende til kristendommen. På denne måde ville de kunne beklæde alle embeder og andre vigtige stillinger i den kristne verden, og jødedommens herredømme kunne da brede sig ud over alle de kristne lande."

Wiesenthal bemærker, at brevet vakte stor opsigt og blev oversat til mange sprog og var i århundreder grundlag for angreb på jøderne, ikke mindst i Spanien, hvilket han finder ganske uberettiget.

Samuel, 1166, er således forløber for Crémieux, ca. 1860; Sions vise, 1910; Louis Levy, 1918; Sam Besekow, 1935; Katekismus for Sovjetunionens jøder, 1990, m.m.fl. Se også Talmud.

> > > * < < <

Schächtning.

Jødernes rituelle slagtning af dyr uden bedøvelse. Svarer til muslimernes hallal-slagtning, Er dog endnu mere rigurøs. Tilladt i Danmark, men forbudt i Sverige og Norge.

> > > * < < <

Shahak, Israel. F. 1933

Israelsk jøde. Født i Polen. Tilbragte en tid som barn i lejren Bergen-Belsen. Kom til Palæstina 1945 og blev bosat i Israel fra statens dannelse. Blev professor i organisk kemi ved det hebræiske universitet i Jerusalem. Er nu pensioneret.

Reagerede 1962-63 mod de ortodokse jøders religiøse fanatisme, da han blev vidne til, at en ortodoks jøde nægtede at udlåne sin telefon for at tilkalde hjælp, da en ikke-jøde på en sabbat var faldet bevidstløs om uden for hans bopæl.

Shahak spurgte medlemmerne af den af den israelske stat udpegede rabbinske domstol i Jerusalem om nævnte handling var forenelig med den jødiske religion, som de så den. De svarede, at personen havde optrådt korrekt, ja fromt, idet de henviste til en autoritativ sammenstilling fra 1900-tallet af Talmud.

Shahak fik spørgsmålet frem i pressen, hvor det vakte opsigt; men ingen ledende rabbinere hverken i Israel eller i diasporaen ændrede bestemmelsen, at ingen jøde må krænke sabbaten for at redde en ikke-jøde.

Oplysningen om diasporan er interessant. På det pågældende tidsrum var den danske overrabbiner Marcus Melchior, og Bent Melchior var rabbiner. De har tilsyneladende ikke blandet sig i striden.

Israel Shahak reagerede ved at skrive bogen "Jewish History, Jewish Religion. The weight of Three Thousand Years", udgivet af Pluto Press, London 1994. Den er nu tilgængelig på svensk som "JUDISK HISTORIA, JUDISK RELIGION - Tyngden av Tre Tusen År." Forlaget FOINIX.

I bogen fremstiller Shahak den mosaiske religion, som den faktisk er, hvis man tager den alvorligt, og det er der, beklageligvis mener Shahak, mange, der gør.

I Vestlig Samisdat nr. 2, s. 22 ff. refererer Marianne vigtige steder i bogen, bl.a. de talmudiske principper, som stadig efterleves :

1. en jøde må ikke rose en ikke-jøde

2. jøder skal forhindre, at ikke-jøder får myndighed over jøder

3. jøder har en Gud given ret og pligt til at forslave ikke-jøder.

Shahak konkluderer, at sionismen er den klassiske jødedoms arvtager, og at den forgifter sind og hjerter.

Bogen er egentlig rettet til jøder udenfor Israel, men dens budskab er naturligvis mindst lige så vigtigt for ikke-jøder.

Derfor nævnes den ikke med et ord i danske media.

Forordet er skrevet af Gore Vidal. Med den svenske udgave af bogen følger to artikler fra hebræisk dagspresse, som Shahak har oversat og kommenteret. Den ene handler om jøderne, der styrer Clintons hof. Den anden om jødiske rabbineres vaskerivirksomhed i New York. Det drejer sig om narkotikapenge.

*******

Sions (eller Zions) vises protokoller.

Skrift udgivet i Rusland 1902 af professor S. Nilus. Det synes da at have cirkuleret i mindre kredse siden 1886. Lademans Leksikon nævner 1895. Fremtræder som protokollat fra møder mellem højtstående jøder, der fastlægger en strategi for erobring af verdensherredømmet.

Fra jødisk side hævdes energisk, at det er et falsum, udarbejdet af det zaristiske hemmelige politi. Der peges på slægtskab med et fransk skrift, der forfattedes kritisk mod Napoleon III.

Det interessante er protokollernes litterære og filosofiske værdi. De er glimrende skrevet og planen, der lægges frem er skarpsindig.

Skriftet blev snart spredt, oversat og solgt i mange lande.

8 maj 1920 var TIMES blevet opmærksom på fænomenet og fæstede sig især ved, at uanset hvem, der havde forfattet skriftet, var dets budskab skræmmende. Man konstaterede, at de jødiske kommentarer mere beskæftigede sig med at angribe, at det var udkommet, end dets indhold. 75 år senere er denne situation uforandret. Blot er overensstemmelsen mellem protokollernes forudsigelser og det, vi har set og ser hænde, endnu mere forbløffende.

Og den baggrund af hemmelige selskaber, der siden Weishaupt gennem revolutioner og krige har manøvreret sig frem til større og større magt, er bragt frem i lyset af klarhjernede forskere som Nesta Webster, Douglas Reed, Gary Allan, David Icke og Jüri Lina.

Overensstemmelsen med helt sikre jødiske tilkendegivelser er mange lige fra rabbi Samuel over Adolphe Crémieux og Louis Levy til Samuel Besekow . Interessant er også Katekismus for Ruslands jøder, og Osman Bey. Se disse og epistel no. 2 ; Jødisk verdensherredømme.

> > > * < < <

Skyld og uskyld.

Så snart en krig starter, eller skal startes, arbejder propagandaapparatet på højtryk. Vigtigt er at placere skylden - hos modparten. Den endelige afgørelse træffes naturligvis af den vindende part. Det er derfor en selvfølge, at skylden for både første og anden verdenskrig, blev lagt på Tyskland. Selv om nogle historikere og iagttagere har nuanceret dette billede, er det denne tolkning som behersker flertallets opfattelse. Hvad den anden krig angår, er det først i de senere år, at skepsis for alvor er blevet luftet med hensyn til Hitler's eneskyld. I dag breder denne skepsis sig til også at gælde udbruddet af Stillehavskrigen.

For Roosevelt var hykleriet en kardinaldyd. Selv om han var fast besluttet på, at gå ind i krigen mod Tyskland, skulle det se ud som om, det var Hitler, der ønskede den. Og lige så sikker han var på, at et opgør med Japan måtte komme, så skulle japanerne starte det, og også det lod sig arrangere. Ved at afskære Japan fra olieforsyninger, tvang han modstanderen til at handle.

Det endte med det hasarderede angreb på Pearl Harbour, som, vi i skrift og på film har fået at vide, kom som en fuldstændig overraskelse for amerikanerne. Det afsløres nu, at Roosevelt var helt klar over situationen, og kritik er rejst imod, at hans stab ikke trak alle krigsskibene ud i åben sø før angrebet. Et faktum er, at nogle fik lov at ligge tilbage som bombemål. Harmen blev naturligvis rettet mod japanerne, men mon ikke også det var sket, selv om færre skibe var ramt ?

Den formelle skyld er afgørende. Den reelle er ligegyldig; men den endelige redaktion står sejrherrerne eller den dominerende mediemagt for.

Vi så det igen i Kosovoaffærerne. Blot man kan få medierne til at æde en historie, kan hvilke forbrydelser som helst skylles ned med den. Derfor er journalistikkens forkvakling det vigtigste instrument for propagandakrigene og dermed for krigene i det hele taget.

Skal vi afgøre skylden for en krig eller anden menneskeskabt elendighed, må vi indkalkulere ansvaret for den involverede propaganda, det vil i realiteten sige de involverede parters respekt for sandhed.

I debatten om folkevandringer, menneskerettigheder, EU og FN, ja selv i vor egen statsministers forklaringer på, hvorfor Østrig skulle fordømmes af 26 europæiske statschefer, henvises til forsvar af fælles værdier. Hvad er det for værdier ? Det er karakteristisk, at ingen vover at præcisere dette. Naturligvis fordi interesserne i virkeligheden er meget forskellige.

Men der er dog en værdi, som burde og som bør være fælles for alle : Sandheden.

Når dette ikke nævnes, når dette ikke må nævnes, er det fordi sandheden er propagandaens farligste fjende. Og fordi propagandaen er gjort til det pseudodemokratiske samfunds erstatning for oplysning.

Og derfor er respekten for sandheden det, der endeligt afgør forskellen mellem skyld og uskyld. Se Værdier og Faktualisering s. 45.

> > > * < < <

"Spotlight".

Amerikansk ugeavis ved samme udgiver, som frembringer Barnes Review. Lige som dette bringer bladet oplysninger, der ikke slippes frem i dansk presse.

*******

Stangl. Franz.

Tidligere tysk kommandant, som december 1970 blev dømt til livsvarigt fængsel. 8. oktober 1971 bragte Londons Daily Telegraph Magazine en artikel, der skulle bygge på en række interviews med fangen. De indeholdt en række fantastiske vidneudsagn, men få dage efter offentliggørelsen døde han, så materialet må bedømmes som det er.

Richard Verrall skriver, at de påståede erindringer er noget af det mest blodige og bizarre, der er publiceret, skønt der er små indrømmelser af artiklens forfatter, såsom at "de vidnesbyrd, der blev fremført ved hans rettergang, ikke beviste, at Stangl selv havde begået mord", og at oplysningerne om Stangl's første tid i Polen "delvis var fabrikationer." Vi citerer her Verralls fremstilling i Did Six Million Really Die ? :

"Et typisk eksempel på disse fabrikater var beskrivelsen af Stangl's første besøg i Treblinka. Da han kørte indtil jernbanestationen, hævdes han at have set "tusinder af lig", bare strøet rundt ved siden af sporene, "hundreder, nej tusinder af lig forrådnende, gående i opløsning". Og "på stationen stod et tog fuldt af jøder, nogle døde, nogle stadig i live - - - det så ud som om, det havde været der i dagevis." Beretningen når et højdepunkt af absurditet da Stangl påstås at være gået ud af bilen og trådte "knædybt ned i penge : Jeg vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg vadede i pengesedler, mønter, kostbare stene, juveler og tøj. De var alle vegne udstrøet over området." Scenen fuldendes med "horer fra Warszawa, der på den anden side af pigtrådshegnet vinkede, dansede, sang og spillede musik. At tro bogstaveligt på denne historie om at vade knædybt i jødiske pengesedler og kostbare juveler midt mellem tusinder rådnende lig og syngende luddere må kræve den mest fænomenale grad af lettroenhed og ville under alle andre omstændigheder end i tilknytning til legenden om De Seks Millioner blive betragtet som det mest utrolige nonsens".

> > > * < < <

Storyteller, historiefortæller.

Da Eli Wiesel en gang blev hårdt trængt på grund af usandsynlighederne i hans fremstillinger forklarede han : "I am a storyteller" : Jeg er en historiefortæller.

Med denne frimodige afstandtagen til virkeligheden - og nedvurdering af sandheden - mente han at have opfundet en fiks formel, gennem hvilken han var beskyttet mod besværlig granskning - og minsandten om ikke den virkede !

Trylleformlen blev modtaget med begejstring af forsvarerne for det store antal andre farverige skildrere af nazisternes rædselsherredømme, og selv blev han af det norske Storting tildelt Nobels fredspris.

Epokeskabende afværgeteknik.

Den franske professor Paul Rassinier var pioneren, der begyndte at afsløre upålidelige vidnesbyrd, som harmfulde overlevende havde givet til bedste. Han erfarede, at de fleste "vidner" udbredte sig om viden på anden - tredje hånd, og selv dem, der havde været nær hændelserne var tilbøjelige til at vinkle og overdrive.

For at give fænomenet et klassisk perspektiv opkaldte Rassinier sin bog efter helten og skælmen Odysseus, hvis fantastiske beretning om egne oplevelser har overlevet snart tre tusinde år. Morale : Det er ingen stor synd at fable. Det var nu ikke Rassinier's mening - tværtimod; men de mange, der ville forsvare myterne, greb begærligt Wiesels idé. Hvis en historie ikke var god nok, var der altid plads til en anden. På den måde så vi holocaustberetningerne gennemgå ufattelige metamorfoser uden at hovedbudskabet ændredes spor.

Rassiniers forskning gav stødet til Revisionismen og kravet om kritisk redelighed i reportage og historieskrivning.

Wiesel viste vejen til fortsat fart i fablernes verden.

Slægtskabet med postilhistorikken er slående, og i medierne udvikledes fremmedheden til fakta til ny fuldkommenhed. Se Pressens forkvakling.

> > > * << <

Stäglich, Wilhelm.

Tysk dommer, der 1979 udgav bogen "Der Auschwitz-Mythos. Legende oder Wirklichkeit ? Eine kritische Bestandsaufnahme", Grabert-Verlag. Dommerens kritiske gennemgang af de juridiske beviser for Auschwitz-gaskamrene blev hurtigt forbudt, men udkom på tysk i Storbritannien med forord af Marc Weber og kommentarer af Robert Faurisson med flere. Bogen findes også på engelsk. Wilhelm Stäglich mistede sin stilling og blev frataget sin doktorgrad.

*******

Svinehunde

Er fremtrædende sionisters betegnelse for danskerne, hvis de ikke følger hootonplanens multikulturelle direktiver om at tage mod så mange indvandrere som muligt. Udtrykket lanceredes 2. pinsedag 1996 af eftermiddagsbladet BT's nyudnævnte chefredaktør Arne Notkin. Han skrev : "-- åbenlyst, at vores samfund rummer et højtgøende kobbel af ydre svinehunde. Førerhund i den gale flok er Den Danske Forening, der ligefrem ønsker en "repatriering" (Læs etnisk udrensning)." Det er bemærkelsesværdigt, at redaktør Notkin har været formand for en jødisk forening : "Dansk zionistforbund", der støtter etnisk udrensning - at smide mennesker ud fra områder, hvor de har boet i århundreder. På grund af denne vinkling fik Arne Notkin bedst mulig støtte af Georg Metz, som på det tidspunkt var chefredaktør for "Information".

Den aktuelle forargelse blev udløst af, at Kristeligt Folkeparti havde afvist en muslim som folketingskandidat, skønt han kunne tale dansk, havde en god uddannelse og kunne forsørge sin familie. Det er samme kvalifikationer, som mange jøder har. Men det har jo også millioner af danskere. De kan ikke blive folketingskandidater alle sammen, så det må være rimeligt, at vurdere andre kriterier.

For danskerne er det i dag nødvendigt at overveje, om en folketingskandidat vil varetage danske interesser, deriblandt, hvad vi kalder vor kristne kultur og den kulturarv, der er præget af denne. Vi har peget på, at bredden i dansk kultur er stor, og at den har modtaget impulser mange steder fra; men også at al import ikke er nyttig. Det er nødvendigt at forsvare danske værdier, danske landskaber og dansk bygningskultur.

Brødrene Melchior modarbejder dette med forslag om muslimske minareter og meget andet. Hvem kan tro, at erklærede muslimer vil være mere tilbageholdende ?

Det kan ikke være tilfældigt at Notkin retter sin kritik mod kristne på samme måde som Melchior-brødrene gør det. Ligesom dem vælger han et bibelcitat, der skal vise jødedommens høje stade og de kristnes mangel på respekt for Moseloven. Han citerer 2. Mosebog 22:20 således : "En fremmed må du ikke plage, og du må ikke undertrykke ham." I vor bibel står det samme med lidt andre ord. Vi diskuterer skriftstedet under jødisk etik, s. 90.

Der står altså bare, at man skal optræde ordentligt overfor sine gæster - ikke, at man skal optage dem i familien, hvilket skrifterne andre steder vender sig stærkt imod.

Ud fra en religiøs betragtning bør jøderne være stærkere bundet af teksterne i Mosebøgerne. De burde altså først og fremmest påtale deres trosfællers overgreb mod andre trosretninger. Ikke alene undgår danske mediejøder selv at gøre dette; men de afviser også at omtale de jøder, der uden for vore grænser gør det. Se Jødiske dissidenter.

Det udpegede bibelafsnit rummer forresten både mere og mindre opbyggelige formuleringer. Hvad mener læseren om 21:20 : "Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal han straffes derfor; men hvis de bliver i live en dag eller to, skal han ikke straffes, det er jo hans egne penge."

Blandt bladets Læserbreve var der ikke mange begejstrede. Et af dem med overskriften "En rar redaktør" undrede sig 29.5.96 : "Hvordan kan du med din omsorg for muslimer i Danmark overhovedet klare at se og høre, hvordan jøderne slagter muslimske børn og kvinder i Libanon ? Hvad synes du om, at man i Israel vil tillade tortur ? Hvad synes du om, at Israel opretter dødspatruljer ?"

Et sådant spørgsmål skal man ikke vente besvaret, da det vil blive afvist som antisemitisme. Så vidt vi kan se, svarede Notkin heller ikke på det.

Ydre eller/og indre svinehunde ?

Som tilgængelige udtalelser lyder, er det ofte vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig er rabbinernes indre og/eller ydre opfattelser.

17.11.1997 går Bent melchior igen ud med erklæringen : "Du skal elske den fremmede" Det sker i en artikel i Kristeligt Dagblad skrevet af Sonja Sabinsky. Den fortsætter : "Vi skal bestå af mangfoldige grupper, mener tidligere overrabbiner." Der har vi igen dette "vi", som Herbert Pundik og broderen Arne bruger på samme måde. Det betyder, at vi i Danmark skal modtage og tolerere mange forskellige trosretninger. Men i Israel har piben en helt anden lyd. Dér gælder Bent Melchior og co.'s danske "vi" til Wandsbek. Men i Danmark og på danskernes vegne er han stor i slaget : "Jeg er ikke spor nervøs på den danske kirkes vegne", erklærer han. Nej, naturligvis ! Jo ringere det går den, des stærkere står hans egen sammensvejsede gruppe. Det er den, hans bekymring gælder. I en fortrolig samtale med den lige så forslagne Martin Krasnik (Se David Irving, s. 77) W.A.,17-23.2.1995. Her indømmes det, at man i jødiske samfund over hele Europa er bekymret over opløsningen af det jødiske forbud mod ægteskab med ikke-jøder. Det er den største trussel mo d jødedommen : en ny holocaust. Mange mener ligefrem, at jødedommen har brug for antisemitismen. For jødedommen i Danmark er den manglende forfølgelse et problem. "Hvis sovjetterne havde været søde og rare og tolerante mennesker, havde jøderne ikke overlevet to generationer i total isolation fra al jødedom. De overlevede som jøder, fordi de blev forfulgt." "I Danmark er det en helt anden situation. Vi bliver næsten aldrig gjort opmærksom på vor religion. Vi omgås danskere, vi gifter os med danskere, vi har det rart og taler det samme sprog. Og så er assimilation selvfølgelig altid en fare."

Udtalelsen er interessant på flere måder. For det første påstanden, at vi taler samme sprog. Det stemmer jo ikke. Ved siden af det tilsyneladende fælles sprog har jøderne deres begreber, der somme tider underforstået giver helt forskellige betydninger i det sagte. Tag eksemplet med "næsten".

Og så beklagelsen over, at jøderne næsten aldrig bliver gjort opmærksom på deres religion. Nu forstår man, at det er en bevidst strategi, når de i de senere år selv ser til, at den bliver omtalt i tide og utide. Et andet spørgsmål er så, om de har forudset, at deres samtidige evindelige angreb på kristendommen, må få denne til at samle sig om sine egne værdier. For så vidt er sagen i orden. Det forkastelige, og det er virkelig modbydeligt, er at jøderne kan dominere vore media med sine udspekulerede vinklinger, medens vore "kristne" korrigeringer ikke får en chance.

Interessant er, at B. M. i EB. 21.12.1995 må indrømme, at han startede sin karriere fast besluttet på at bekæmpe blandede ægteskaber; men at han i mellemtiden er blevet "realpolitiker". Vi læste, at det bestod i, at han så til at omvende, måske især de kvindelige ægteskabskandidater. De skal jo føde jødiske børn. Hvad de jødiske piger foretager sig er mindre afgørende for samfundets antal. Deres unger bliver i alle fald jøder. Hvad, man kan fundere over, er, hvad det er for en jødedom, aspiranterne bliver overtalt til at overgive sig til og producere rekrutter for.

Sikkert ud fra tilgængelige udtalelser er, at der er uoverstigelige kløfter mellem udtalelser af forskellige rabbinere indbyrdes og mellem dem og deres hellige skrifter, og også mellem disse skrifter og de skrifter, som vi sætter højt i det, vi kalder kristen kultur.

Nogle vil indvende, at der også er stor afstand mellem kristne sekter og mellem bogstavtroende og fritænkere og "ateister". Men netop dette illustrerer udstrækningen af den tolerance, som har muliggjort kristendommens alsidige udvikling, til forskel fra den mer ensrettede udvikling af Islam. Frygten for dette systems gennem lang tid stærke politiske og militære aktivitet har koncentreret Europas opmærksomhed om denne fare.

Dæmoniseringen af denne konkurrerende verdensmagt førte til sløret opmærksomhed mod det i stilhed og i det skjulte groende judaiske system. Dette forstod at udnytte situationen til at nedtone sin egen imperialistiske karakter og føre sig frem indenfor kristendommens mure som en uskyldig sekt blandt vældigt mange andre. Men den adskiller sig helt afgørende fra de kristne sekter. Den fordømmer det ny testamente og Jesu ord og virke. Den henviser Kristus til et specielt afskyeligt helvede. Det er en gåde, hvordan kristne præster og teologer kan forbrødre sig med dem, der bekender sig til denne vurdering af deres frelser. Hvordan, det er gået til, kan bedst besvares med titlen på en bog om Israels efterretningstjeneste, en virksomhed, der, ligesom den amerikanske med samme betegnelse, beskæftiger sig med lidt af hvert. Bogen hedder : "Ved hjælp af bedrag".

No business like shoah-business.

Man kan spørge, hvorfor assimilationsprocessen, som har været langt fremskredet i Danmark og åbenbart er i gang andre steder, er blevet afbrudt. Årsagen må søges i et interessesammenfald mellem de allermest ortodokse jøder og de allermest kontant forretningsrettede.

Holocaust, eller på hebræisk "shoah", er gjort til alle tiders mægtigste og mærkværdigste forretningsforetagende. Troen på jødefolkets guddommelige mission, særligt ædle natur og uskyldigt påførte lidelser er grundlaget for dets mægtige pengeafpresningsaffærer. For at de skal gå videre må myterne opretholdes, og så må alle andre folk indprentes skyldfølelse og mindreværd. Men derigennem slår facaden flere og flere revner.

Goldhagen hævder, at alle tyskere drømte om at myrde jøder. I en artikel i WA. under rubrikken EUROPA punkterer Bent Melchior denne påstand. Artiklen har en overskrift, som vi godt kan tilslutte os : "Det er på høje tid, at europæerne lærer at stå på egne ben".

I teksten påpeger han det, der tilintetgør Goldhagen. Han skriver : "Tyskerne var villige til at lade dem (jøderne) rejse ud i starten, men der var ingen steder at rejse hen." Det har han og andre magtjøder naturligvis vidst hele tiden - også, at ganske mange faktisk kom af sted. Når han nu påpeger problemerne, er det ikke for på det punkt at frikende tyskerne, hvilket naturligvis burde være sket for længe siden. Hans ærinde er, at lade os forstå, at så er alle andre lande også skyldige, og så skal de betale. Det mærkelige er, at jøderne aldrig skal betale dem, de selv har forvoldt lidelser. Og det er påfaldende, at jøder, trods deres af Simonsen fremhævede utroligt følsomme samvittighed (se Jødisk etik s. 90) så at sige aldrig kommer til at tænke på, at fjendtligheden i jødernes egen indstilling til ikke-jøder kan være årsag til forbehold, som de oplever som fjendtlighed fra den anden side.

Denne sammenhæng påvistes af professor Kevin MacDonald under Penguin-Lipstadt-processen. Se s. 136 ff. Som præsident for B'nai B'rith påstår Bent Melchior uanfægtet, at hans organisation arbejder for kultur og menneskerettigheder. Hans egen indsats for det sidste består i at hjælpe russerne til at etablere sig fastere i Baltikum, og muslimerne i Danmark, men absolut ikke i Mellemøsten.

Karakteristisk ærkehykleri er det, når han fremhæver følgende : "Fællesskabet (det europæiske) skal bekæmpe racisme." Fornuftigt defineret er det jo i orden; men så burde han være den første til med sin position og sin rigelige adgang til avisspalterne, at bekæmpe mosaismen som den mest racistiske ideologi i Europa - langt overgående nazismen, hvilket fremgår uimodsigeligt af Mosebøgerne og af følgende opslag.

*******