Efterforskninger.

 

A. : Europæisk ytringsfrihed.

Menneskelige rettigheder blev vedtaget af FN og siden af europæiske stater. Blandt de allervigtigste af disse er ytringsfriheden. Danmark og andre europæiske stater har i de senere år stærkt hyldet alle de internationale principper og kritiseret lande, som man ikke syntes respekterede dem. Derved er Danmark flere gange kommet i konflikt med store, men fjerne lande. Når nu medlemsskab af EU diskuteres, lægges stor vægt på. at de skal respektere menneskerettighederne.

Man skulle da tro, at de vesteuropæiske lande selv overholder principperne samvittighedsfuldt. Det er desværre ikke tilfældet. Danmark hører til i den pænere afdeling, men har sine specielle spærrer. Rigtig slemt står det til syd for vore grænser. Her fængsles folk hvis de udtrykker tvivl vedrørende de trossætninger angående holocaust, som blev besluttet af de sejrende magter ved slutningen af II Verdenskrig.

Videnskabelige indvendinger mod den fremstilling, som krigstidens hadefulde propaganda havde frembragt er af nyere historieforskere fremført med betydelig vægt.. At nævne dette straffes i fire europæiske lande med fængsel eller bøder. Vore medier og vore politikere er tavse om dette, skønt de burde være særligt vagtsomme for europæisk ytringsfrihed..

I Vestlig Samisdat nr. VI fortæller vi, hvad der skete, da tyve danskere skrev til formanden for EU-parlamentet og opfordrede ham til at aktivere parlamentet for at forsvare de menneskerettigheder, som det har lovet, at det vil værne.

Det viste sig, at EU har indrettet sig sådan, at det er umuligt for almindelige borgere at bringe besværlige spørgsmål frem til formanden. Og det viste sig, at parlamentet helt enkelt havde fraskrevet sig ansvaret for ytringsfriheden. Det afsløredes også, at EU forsømmer sin pligt til at oversætte breve fra små sprogområder som det danske til hovedsprogene. Det var hverken muligt at få en oversættelse af vort brev eller af det svar, som vi fik på dansk fra formanden for andragender hr. Sandro FONTANA. Vi kan derfor ikke være sikre på, at han har tilegnet sig det budskab, vi sendte, og vi kan ikke være sikre på, at den formulering, den danske brevskriver sendte os, er dækkende for udvalgets reaktion på præcis, det vi skrev.

Vi svarede dog venligt og omhyggeligt og insisterede på. at vort forslag blev forelagt parlamentet og dets formand. Det forblev uden resultat.

Vi besluttede da at rette henvendelse til den europæiske ombudsmand.